Title

28. august 2010

Hjemme igen!!!!!!!!

Skrevet af Hende selv kl. 14:11 | Det sker

Hvor er det bare vidunderligt at være hjemme igen. Der er lagt diagnose pĂĄ bordet nu – og det der tilsyneladende var sket, var at jeg ragede mig en maveinfektion til i Næstved, og oven i min allerede latente glutenallergi – crashede maven totalt sammen. Og det gjorde det sĂĄ en trillion gange værre, end det ellers ville have været. SĂĄ jeg er hjemme igen nu med diagnosen cøliaker, igen igen. Ja, sĂĄdan er der sĂĄ meget – og Yngste er lykkelig for, at hun ikke længere er “den eneste”.

Det mĂĄ da ogsĂĄ være meget rart at ens mor pludselig har det samme – øhm.. øh.. jeg har jo hele tiden haft det latent, men nu har jeg lovet mig selv, at nu passer jeg diæten – ihvertfald nĂĄr jeg er hjemme og under normale omstændigheder. Skal jeg i byen, sĂĄ vil jeg se stort pĂĄ det – altsĂĄ her bliver der jo kun tale om fx at droppe at tage flutes til evt. suppe – tænke lidt over, at der kan være mel i saucer og sĂĄ videre – men værre er det jo egentlig ikke. Jeg kunne tænke mig, at Yngste vil fĂĄ et langt mere afslappet forhold til sin egen cøliaki – nĂĄr hun ser, hvordan jeg tackler det. Jeg er godt klar over, at jeg ogsĂĄ bliver nødt til at tage mig selv ved nakkehĂĄrene og se pĂĄ, hvilke signaler jeg selv sender i forhold til det at spise en anden type mad.

Lige nu er det ret fantastisk at være hjemme og bare være mig. Jeg har lige indtaget en gedigen omgang sushi, lige seks nigiri med 5 makier – ikke dĂĄrligt. Bare at sidde ved køkkenbordet i ensom majestæt med sushi og læse bog samtidig og bare slappe af. Jeg er ikke – sĂĄ langt fra – klar endnu, for jeg er afskyeligt svag og slatten og mit immunforsvar er kørt i sænk. Der er faktisk smĂĄ attacklignende advarsler. Hver gang de kommer, skal jeg hen og ligge.. og læse.. og bare være til. Uden mĂĄl eller med. Det er det, jeg fĂĄr besked pĂĄ – sĂĄ det gør jeg. Og det gør jeg lige nu, kan jeg mærke…

Min mor? Er da lidt fantastisk. Hun bor her fortsat og har med den overordnede logistik at gøre, jeg laver mere undergrundsarbejdet. De smĂĄ ting. Mor kører børn til skole, fødselsdag og hvad har vi mere af den slags. Og det er ud over, at hun ogsĂĄ lige er ude ved sig selv og se til min far, der sĂĄdan set passer sig selv. Det passer ham nok udmærket, for den sags skyld. Heldigvis at jeg har mor, jeg ville slet ikke ane, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun havde trĂĄdt til. SĂĄ havde jeg mĂĄttet tage det tunge skridt at sende børnene over til “ham dĂ©r”, som de siger. For jeg er godt nok udskrevet, men der fra og til dĂ©t at være rask og klar til samfundstjeneste – der er lige ti tusinde mile. Jeg har ingen kræfter tilbage, det hedder genoptræning. Stille og roligt med flere og flere smĂĄture rundt. Men det er rigtigt, jeg fĂĄr hurtigt besked pĂĄ, at nu er det tid at lægge sig. Lægen har sygemeldt mig tre uger, indtil videre.

26. august 2010

Melboller op og ned

Skrevet af Hende selv kl. 10:00 | Betragtninger, Familie

Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget pĂĄ! Der skal trænes! Og nu er diarĂ©en heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gĂĄet nærmest som at ĂĄbne for en vandhane… godt ikke flere detaljer :)

Det var de her melboller, nu har jeg altsĂĄ fĂĄet den idĂ©, at jeg pĂĄ et tidspunkt – ikke nærmere angivet, mĂĄske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstĂĄr ikke at folk klager over føden pĂĄ sygehuset.

Jeg holder sĂĄ utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. DĂ©r hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, nĂĄr vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt pĂĄ stang i entreen.

DĂ©t at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at fĂĄ alt serveret til tiden. DĂ©t kunne farmor, det der. Og sĂĄ det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sĂĄdan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. OgsĂĄ til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. NĂĄr det gik stort til, var der ogsĂĄ fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke sĂĄ sĂĄ tit. Fætrenes moder var ogsĂĄ altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, mĂĄ du forstĂĄ”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid pĂĄ noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altsĂĄ andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket sĂĄ fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker pĂĄ, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser pĂĄ tapetet i hvidt og rosa. PĂĄ væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og sĂĄ var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han sĂĄ meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var ogsĂĄ et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede pĂĄ, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, nĂĄr vi sĂĄledes havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet bĂĄde kød- og melboller. Og bare den dĂ©r trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dĂ©r rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er sĂĄ taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn ogsĂĄ, og jeg prøver ogsĂĄ selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

25. august 2010

Dagbog fra sygehuset #8

Skrevet af Hende selv kl. 18:20 | Det sker

Mon ikke snart man kan se en ende på dette evindelige sygehusvæsen? I morges stod den på morgenvækning med vampyrseance, i øvrigt en utrolig klodset vampyr i dag. Har altså aldrig været ude for én, der ikke kunne finde ud af at trykke vattet ned efter nålen er hevet ud! >:(

Morgenmaden var jo lækker nok, og det var glutenfrit brød med dejlig fed ost til – nams nams. Det kørte jeg snildt ned, og der gik lige en times tid med at vente pĂĄ… ingenting. Pludselig var der stuegang, og lægen manglede stadig svar pĂĄ prøver. “De er ikke kommet endnu” forklarede LægeMedGrĂĄtHĂĄr. Han mente desuden, at det var realistisk, at det var cøliaki. Og jeg fik en god forklaring pĂĄ fænomenet. Han mente ikke ligefrem, jeg skulle pĂĄ livsvarig diæt, men jeg skulle respektere cøliakien.

SĂĄ jeg fortsætter som nu, men undgĂĄr sĂĄ brød i yderligere omfang – og laver mad som jeg plejer, det bliver jo ikke slemt. Jeg vil dog begynde at bage lidt, det vil Yngste ogsĂĄ sætte pris pĂĄ, tror jeg. Der var desværre ikke nogen graverende nyheder, og det ærgrede mig grusomt.

Men.. lyspunkt! Jeg har ikke diarrĂ© mere, tror jeg! Det skal fejres, hvis det altsĂĄ fortsætter. SĂĄ er der jo ikke meget i vejen for, at jeg kan komme hjem til mine dejlige derhjemme, tre unger og Big og Mor… glæder mig skam allerede.

Frokosten var en frygtelig snigløber pĂĄ min appetit. Ved halv ellevetiden indtog jeg en proteindrik (hvem gider sonde?) – og som sĂĄdan var jeg ikke ligefrem specielt glubsk, da jeg kom tilbage til stuen efter en muskelrehabiliterende powerwalk i hospitalets gange. DĂ©r pĂĄ mit bord stod et gigantisk bjerg mad. Bakke med alm. frokost med 3 skiver rugbrød plus 1 skive franskbrød. ½ avocado. Peberfrugt. PĂĄlægget fristede ikke, det var en kende for vĂĄdt og salt. Og sĂĄ var der to (TO) skĂĄle med suppe.

Den ene var med flødelegeret gulerodssuppe – som jeg sultent kastede indenbords. Lige hvad jeg har efterspurgt jo! Og sĂĄ var der den anden skĂĄl med almindelig suppe – som der normalt er melboller og kødboller i. OMG hvor jeg savnede melbollerne, jeg har altid holdt forfærdelig meget af den der sære smag, de har.

Derudover stod der en tallerken med en stor rullepølsemad. Og en anden tallerken med en fersken, franskbrød og nødder plus 2 riskager. Gisp, tænkte jeg, med rædsel. Det ville jeg da aldrig kunne få ned. Der var bare for meget mad!

Det har ellers været en dejlig dag med besøg af Mor og ungerne, der savner deres mor helt vildt meget, især hvis man spørger Yngste, der er særdeles hĂĄrdt ramt. Men hun er ogsĂĄ en pige jo. Piger Ă©r generelt mere til det der omsorgsnoget, tror jeg. Ældste er ellers ogsĂĄ utroligt morsyg, men han kan bedre forholde sig til det, tror jeg. Han var glad for at høre, at det gik bedre og hĂĄbede, at jeg kom hjem “inden de skulle over til ham dĂ©r” (og sĂĄ vrængede ungen…).

I guder, hvor jeg glæder mig til at komme hjem – men det tegner altsĂĄ ogsĂĄ til, at det ser noget bedre ud efterhĂĄnden ;-)

24. august 2010

Strøtanker og andet guf

Skrevet af Hende selv kl. 20:22 | Betragtninger, Det sker

HvornĂĄr er man egentlig for gammel til at skifte spor, ja hvis man sĂĄgar taler om at skifte totalt spor og fx tage en ny uddannelse? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…

Sagen er den, sms fra ungdomskæreste der boblede over af lykke over sin ny uddannelse – som øh… operationstekniker. Han var jo uhyre begejstret, sĂĄ jeg mĂĄtte lige checke det ud. Det lød da ogsĂĄ spændende, og jeg er sikker pĂĄ, han bliver glad for det. Jeg ved, han vil være god til det job.

SĂĄ var det jo bare lige, at lille jeg begyndte at drømme lidt luftkasteller, tænk nu hvis… tænk nu hvad. Hm, altsĂĄ jeg har altid pĂĄstĂĄet, at var jeg ikke i den branche, jeg er i, ville jeg befinde mig i sundhedssektoren. Og sandt at sige lyder fx uddannelsen til radiograf særdeles interessant i mine ører. Jeg tror endda, jeg ville passe perfekt ind i jobbet. Som sagt, det er luftkasteller.

Men… der er lige det lille men – jeg har ikke lyst til at være pĂĄ SU i 3½ ĂĄr og skylde penge væk igen til SU-styrelsen… nej, det er bare slet ikke godt. MĂĄske vil jeg ikke nær nok… og mĂĄske er jeg faktisk ogsĂĄ for gammel, det vil da tage et pænt stykke tid, vil jeg antage – omend jeg er sikker pĂĄ, at min generation kommer til at være erhvervsaktive til vi er over 70 ĂĄr, som det er i dag.

Er der mon andre, der lige skifter spor i en alder af snart firti eller sĂĄdan noget – jeg gad nok høre nærmere, det kunne jo være interessant ;)

Mens man sĂĄdan sidder og tænker… I guder hvor er jeg dog glad for, at nĂĄr nu jeg er bundet til sygehuset, har min frygteligt dejlige mand sĂĄ betænksomt sørget for, at jeg kan være pĂĄ nettet. Det gør en kæmpeforskel, at jeg kan bruge msn og mail – det giver mig mulighed for at følge med i virkeligheden uden for, mens jeg venter pĂĄ at blive diagnosticeret. De forventer dog, at der kommer nogen brugbare svar i morgen – og jeg er nok den, der er mest spændt.

Den glutenfri kost er temmelig dødssyg, hjemme laver jeg da noget ti gange mere velsmagende til Yngste, der jo er cøliaker. Sidder næsten og glæder mig til at komme hjem og lave nogen gode gryderetter og pandesauce, gud hvor bliver det paradisisk! :D

Dagbog fra sygehuset #7

Skrevet af Hende selv kl. 13:05 | Det sker

Gad vidst, hvor mange jeg nĂĄr at skrive, inden jeg bliver klar til at blive udskrevet. Lige nu sidder jeg og betragter ItalienskLæge, der i gĂĄr lavede gastroskopi pĂĄ mig. Jeg kan se, han diskuterer ivrigt med sygeplejersker. Hov… de kom her ind… brb sĂĄ.

NĂĄ, det var jo interessant. Jeg havde selv til morgen sagt til sygeplejersken, at jeg mente, jeg skulle have glutenfri kost. Og at jeg ikke ville spise brød, for jeg mente, at min gamle cøliaki var brudt ud igen, eller noget. Det var ogsĂĄ ok, men sĂĄ skulle vi have fundet noget andet til mig. Jeg SKAL spise noget, for jeg vejer for lidt. SĂĄ der blev skaffet en tomatsuppe, ost, roastbeef og æg og rĂĄkostsalat frem til mig. “Da du er smĂĄtspisende, skal du ogsĂĄ have proteindrik!” lød det sĂĄ. “Ja, men… mĂĄ jeg ikke nok vente med den til efter frokost?” bad jeg.

Hvis jeg drikker proteindrik inden, kan jeg bare ikke spise noget bagefter, og jeg ville altsĂĄ have tygbar mad. Hvad har man ellers sine tænder til for… TykLillaDame fra i gĂĄr er heldigvis for hende selv – og os andre – blevet udskrevet.

Udover besøget af Salvatore, skete der ogsĂĄ noget forrygende dejligt i morges. Bedstestevennen sms’ede at han ville komme og besøge mig – og jeg blev bare sĂĄ rørende glad. Det var bare alle tiders. Det betyder bare sĂĄ meget for mig, nĂĄr mine kære gider komme og se til mig, det mĂĄ jeg blankt erkende.

Det var intet mindre end herligt at gense ham, og det var godt at se, at han ogsĂĄ havde det godt. Den stakkels mand har ogsĂĄ haft sit at trækkes med, men heldigvis er han pĂĄ vej op igen. Det glæder mig usigeligt at se. Vi fik ogsĂĄ aftalt, at nĂĄr jeg er hjemme og i orden igen, sĂĄ skal han hjem og spise hos mig – for det bliver bare superhyggeligt, som altid. Jeg glæder mig allerede!

23. august 2010

Dagbog fra sygehuset #6

Skrevet af Hende selv kl. 18:43 | Det sker

SĂĄ er jeg frygteligt tilbage. Jeg har fĂĄet lov til at være hjemme i weekenden og hygge med Big, selv om vi skulle komme tilbage lørdag – hvor jeg skulle aflevere en blodprøve og sĂĄdan lidt. Det var hurtigt overstĂĄet, trods alt, og selv om vi havde fĂĄet sushi fredag aften, var Big sĂĄ aldeles sød at køre mig hen hos SushiKappo i Rungsted igen. Jeg var nærmest lige sĂĄ hooket pĂĄ sushi, som gravide, efter sigende, kan være med sylteagurker.

Jeg fik sĂĄ bestilt flere nigiri’er og en maki-rulle. Orv, hvor skulle jeg smovse. Og Big og jeg havde en rigtig skøn dag og nat sammen, inden jeg blev afleveret pĂĄ sygehuset igen søndag. Suk, det var en omvæltning. Nu var det jo lige sĂĄ godt. Heldigvis var Lisbeth tilbage. Hun lĂĄ pĂĄ samme stue som jeg.

Desværre blev hun udskrevet i dag, og hun er erstattet af – forsøgt erstattet af – en hm… hvordan skal man beskrive den type. Farverig, lilla, pjuskhĂĄr, grove ansigtstræk med folder omkring øjnene. Hun gĂĄr hele tiden ud for at ryge, og det lugter ikke særlig lækkert. Og sĂĄ kører hendes ghettoblaster konstant.

Jeg selv blev underkastet faste fra i nat kl 2… sĂĄ det var en kedelig overraskelse at vĂĄgne op til, her i morges. Jeg blev ved med at spørge, hvornĂĄr jeg skulle til, for der var jo ingen grund til at faste for længe, vel? Yay, jeg skulle ind kl. ni, fik jeg at vide. Mhhhh… og før end jeg sĂĄ mig om, var jeg pĂĄ vej op til gastroskopi-afdelingen. Her lavede de sĂĄ gastroskopi pĂĄ mig. Jeg syntes ikke, det var meget slemt, nærmere ubestemt ubehageligt. Jeg fik ros for at være sĂĄ rolig, men der er ikke sĂĄ meget andet at gøre end at slappe af og afvente, de er færdige.

Det sĂĄ ogsĂĄ fint ud i tarmene der – sĂĄ… prøverne blev sendt til Statens Seruminstitut til nærmere analyse. Derudover er biologer ogsĂĄ i gang. De ved ikke helt, hvad de leder efter, men der er tale om en amøbe af en slags.

Jeg er i proteinunderskud, sĂĄ jeg er blevet pĂĄlagt at drikke proteindrikke. Hvis ikke jeg gør det, vil jeg fĂĄ en sonde, siger sygeplejersken – yrk. SĂĄ… jeg skal NOK drikke. Aftensmad i dag var oksekød i sennepssauce, hvilket var ganske udmærket – men jeg bliver bare alt for hurtigt mæt.

Der bliver gået mange ture, for det er vigtigt at træne musklerne op, for man mister 3% muskelmasse for hver dag, man ligger passivt hen, siger Big. Så, jeg skal nok se til, at jeg ikke kommer af med for meget. Diareen synes at have taget af, ihvertfald er frekvensen mindsket lidt.

Nu er jeg ogsĂĄ lidt ked af at være her, efterhĂĄnden. Jeg ville ønske jeg kunne blive helt frisk *knips*. I dag bestilte jeg sushi i Helsingør, sĂĄ det blev leveret til frokost her pĂĄ sygehuset. Hold da keffo, hvor var det bare godt – og hvor blev jeg propmæt. Jeg havde bestilt for meget, men skidt med det. Man skal have det lidt godt, ikke?

20. august 2010

Dagbog fra sygehuset #5

Skrevet af Hende selv kl. 12:31 | Det sker

Akkeja… solen kaster sine strĂĄler over den smukke sjællandske natur i den gamle Kongeby Helsingør, og humøret er godt. OgsĂĄ selv om jeg blev vækket kl. 6 ved at fĂĄ presset et øretermometer lige ind i lyttebøffen. Urgh, og en lettere forhøjet morgentemperatur fik mig til at frygte for, at jeg sĂĄ ikke mĂĄtte komme hjem.

SĂĄ var der vampyr-time, og det var ikke morsomt. Vampyren forsøgte sig med højre arm, og der skete bare ikke en hujendes… SødLæge havde jo bedt om 6-7 glas, og tjah sĂĄ mĂĄtte jeg stikkes i venstre arm ogsĂĄ. Iøvrigt var jeg temmelig utilfreds, fordi hun stak sgu til, konen!

Derefter fik jeg halvsnuet lidt af bare kedsomhed, hvad skal man ellers lave, og pludselig kom der stuegang. RarNorskLæge forklarede (sygeplejerske oversatte, hvor vi ikke kunne mødes) – at jeg havde en… amøbe, og at det var meget svært at finde amøben, sĂĄ MĂ…NDAG skulle de lave en undersøgelse af tyktarmen.

Jeg blegnede synligt, det mĂĄ have kunnet ses, for der blev klappet beroligende pĂĄ hĂĄnd. Bare rolig, det er gennem munden. Uaghhh…. sĂĄ er det lige før jeg foretrækker den anden ende… men ogsĂĄ kun lige før. Ved ikke helt hvad der er værst! Jeg fortalte sĂĄ, at jeg var bange for, de ikke fandt ud af, hvad det var – men det var han ret sikker pĂĄ, at de nok skulle. Det hĂĄber vi sĂĄ!

Hjem måtte jeg skam godt komme, men jeg skal være tilbage 10.30 i morgen, for der skal tages blodprøve igen. For hunne da, jeg føler mig altså snart godt gennemstukket. Jeg skal bare ikke have taget flere blodprøver det første halve år efter den her oplevelse.

Værre er det at Big og jeg havde planlagt en uges ferie i september, men jeg tør næsten ikke bede chefen om mere fri oven pĂĄ alt det fravær. Det er virkelig ogsĂĄ skidtmads, det her :( SĂĄ det bliver senere pĂĄ ĂĄret. Nu glæder jeg mig for det første til at komme hjem og hygge med Big og Sushi’en, det bliver lækkert, og munden løber allerede i vand ved tanken om nigiri og californian maki :P

19. august 2010

Dagbog fra sygehuset #4

Skrevet af Hende selv kl. 12:49 | Det sker

Jeg sidder stadig med den flotteste udsigt over Helsingørs naturskønne omrĂĄder. Det er altid noget, at sygehuset er placeret sĂĄ kønt. Det var en rigtig lang nat, fordi hende ved siden af snorkede som… jeg har aldrig hørt noget lignende, skal det siges.

SĂĄ var det jo, at jeg sĂĄdan halvt om halvt havde hĂĄbet lidt pĂĄ, at jeg blev udskrevet i dag, fordi ham SødLæge fra i gĂĄr havde lydt sĂĄ overbevist og glad, at jamen torsdag blev jeg bare sendt hjem. I dag var han stadig glad, men som han lidt bekymret sagde – sĂĄ var diareen jo ikke stoppet som forventet. Han havde nu taget magnesium ud af min daglige pilledosis. “Det giver tyndskid” sagde han. Og sĂĄ kunne han godt tænke sig at jeg fik foretaget en endoskopi.

Uaghhh…. ikke et velklingende ord vel? Det er heller ikke en hyggelig oplevelse, kan jeg hilse at sige. Det var jo sĂĄdan, at der nok kunne laves en førstkommende mandag. Mit humør dalede tilsvarende (mandag… -> sĂĄ kom jeg da ihvertfald ikke hjem foreløbig!). Sgrunt… mumle… “Men… mĂĄ jeg godt komme hjem pĂĄ weekendorlov?” fiskede jeg sĂĄ. Nu havde jeg sgu lige sat næsen op efter hygge med Big og en ordentlig omgang sushi med det hele. “Ingen problemer der” sagde han “du er jo ikke kritisk pĂĄ nogen mĂĄde, sĂĄ vi kan godt sende dig hjem et par dage i morgen og sĂĄ kommer du igen mandag”. Lækkert nok, og mit humør steg nogle grader.

Lidt efter kom sygeplejerske så med et klyx og fortalte glad, at hun nu havde faxet pågældende afdeling, og at jeg kunne få lavet endoskopi nu. Og så skulle der klyx og herefter var det op på afdelingen. Gisp, nu er jeg jo ret dårlig til forandringer.

Der blev foretaget endoskopi, ingen detaljer andet end at jeg ikke ville gøre det for sjov. Her bagefter har jeg det sĂĄdan lidt øv, har en smule “fantomkramper” i maven.. men det er nok indbildning. Og sĂĄ hĂĄber jeg pĂĄ besøg i dag… jeg aner ikke om der kommer nogen i det hele taget – det kunne jeg ellers godt tænke mig, for det er godt nok utroligt, sĂĄ langsomt tiden gĂĄr heroppe. Igen er jeg faktisk lidt ked af det og trist til mode, selv om jeg glæder mig til i morgen, for jeg mĂĄtte jo godt fĂĄ weekend-orlov :)

18. august 2010

Dagbog fra sygehuset #3

Skrevet af Hende selv kl. 17:30 | Det sker

Det lysner i det fjerne, uagtet at regnskyerne sĂĄ aldeles har overtrukket det ganske land med en tyk mĂĄtte af regn. Jeg sidder her i sygesengen – nu er det sĂĄ med udsigt over nogen meget smukke landskaber her oppe i Helsingør – og skriver.

Denne morgen blev jeg vækket og skulle have taget blodtryk. Det var lidt højt, fik jeg at vide. Underligt, i gĂĄr var det da fint? Umiddelbart efter, stadig med nyopstĂĄet morgenstirren, kom laboranten ind. Først gættede jeg ikke, det var hende – hun sĂĄ bare sĂĄ ung og uskyldig ud… men prøveglassene og nĂĄlen viste noget andet.

Rigtig surt, der lĂĄ jeg og svedte angstens kvaler og mærkede stik. Underligt… hun plejer da ikke at slĂĄ sĂĄdan pĂĄ ĂĄren? Det viste sig ogsĂĄ, at hun slet ikke havde kunnet fĂĄ noget blod ud. SĂĄ… endnu et stik, i venstre arm. Æv, jeg er sĂĄdan en, der bare skal stikkes i højre arm. Det var ligesom med droppet i gĂĄr. De stak i venstre hĂĄnd, men det mislykkedes. I stedet om igen og stik i højre hĂĄnd. Æsch. Jeg hader det, det har jeg jo sagt, ikke?? Hvor tit skal jeg gentage det? Jeg spørger bare.

Så var der morgenmad, og det var også helt okay. Jeg bliver helt forfalden til hospitalsost, hehe. En kop aspargessuppe blev der også i den antagelse, at man på Helsingør ikke var klar til patienten. Sygeplejerske havde lige været inde og sige, at jeg nok skulle se at få suget den suppe og få tøj på, for jeg kunne blive hentet når som helst. By jove, pludselig var han der, den flinke taxamand. Og han ville gerne have mig med.

Turen gik til Helsingegården fra Hillerød, hvor en eller anden SvampeBob i kørestol skulle med. Der var tale om en efter alle formodninger alkoholiseret person, der på alle måder virkede både frastødende og ulæks. Men det var jo ikke mit problem, så jeg fortsatte min notoriske stirren ud gennem vinduet.

På Helsingør blev jeg fint modtaget og efter lidt tid installeret på en fin stue. Ikke mere isolation til mig, nu ligger jeg sammen med tre andre damer. Sikke noget. Fin frokost fik jeg også, så der var intet at klage over. Og nu også internetadgang. Altså der er ikke meget galt. Og her fik jeg så også checket menuen. Det er da ganske vist, at det går lidt bedre. For jeg bliver da totalt sulten af de retter. I dag fik jeg ændret menuen fra landpølse til lækker pasta bolognese. Uha, det kan jeg meget bedre spise :P Faktisk sidder jeg her og glæder mig til den menu i min lille mikroverden. Pt. er min verden jo ikke særlig stor, må det indrømmes.

Lægen gik stuegang. Og det var dejligt lige at sludre med ham. Han er klar med en diagnose, og det skal vi snakke videre om i morgen. Gud hvor dejligt altså. Det gjorde heller ikke noget, at han var aldeles behagelig, ham kunne jeg virkelig godt lide. Topdollar, helt sikkert.

Min mor var ogsĂĄ lige pĂĄ besøg – og det blev diskuteret, hvordan jeg kom hjem, i tilfælde af udskrivning. Her er det sĂĄ særdeles upraktisk at ligge her. For mor mente ikke hun lige havde mulighed for at hente mig. Og Big har ikke tid. SĂĄ nu har jeg fostret den geniale idĂ© at fĂĄ Bedstestevennen til at komme og hente mig. Han vil garanteret med glæde gøre det.. sĂĄ jeg hĂĄber, han kan ;) Mere om det senere – maden er rullet ind :P

17. august 2010

Dagbog fra sygehuset #2

Skrevet af Hende selv kl. 16:04 | Det sker

Uf… det tisser ned uden for, men pĂĄ en eller anden mĂĄde er det fantastisk hyggeligt. Jeg sidder ikke længere i isolation… lige nu er det dog ikke særligt fedt at være mig. Jeg er nemlig ikke diagnosticeret endnu, og jeg har ikke andet ønske end at komme hjem og være i min dejlige lejlighed. Der residerer min mor pt. – og det er jo udmærket…

I morgen bliver jeg overført til Helsingør sygehus, da de har en mavetarmafdeling, og sĂĄ hĂĄber jeg, de dĂ©r kan fĂĄ kastet lys over, hvad der er galt med min stakkels vom. Lige nu er jeg bare rigtig ked af det, som i KED… der skal virkelig ikke meget til at vælte mit humør. Jeg er nem at gøre ked. Bare et forkert ord hĂ©r, en tanke dĂ©r – fĂĄr tĂĄrerne til at trille. Jeg synes, det er meget synd for mig, og jeg trænger til at blive holdt om…

Det må man gerne, når man er syg. Så kan man godt fortjene almindelig omsorg og omtanke, og det får jeg også, men lige nu er jeg bare rigtig møg ked af det og trist.

Lige nu har jeg siddet og tudet lidt for mig selv, for det er fanme ikke fedt at vide, at jeg skal have lagt drop i hĂĄnden igen. FANDENS ogsĂĄ. SĂĄ kunne jeg jo lige sĂĄ godt have beholdt det pissefucking drop i fra i gĂĄr. I stedet for at de nu skal stikke mig igen. Jeg hader, hader HADER at fĂĄ lagt drop. NĂĄle er virkelig ikke pĂĄ min favoritliste. Jeg tænker, gid der var en til at holde mig i hĂĄnden mens. Selv om jeg godt ved med min forstand, at det ikke gør en skid forskel. Det skal bare overstĂĄs. For det gør sguda ondt alligevel. Føj. Og jeg ved ogsĂĄ godt, at nĂĄr det er overstĂĄet incl svedeture og kraftig eskalering af blodtryk – sĂĄ er det ikke sĂĄ slemt.

Jeg er ogsĂĄ ked af det, fordi jeg ikke kan være sammen med mine kære, deriblandt Big og ungerne, alle tre unger… det er jo dĂ©r jeg vil være, og jeg hader ikke at kunne dĂ©t. Det er sgu sĂĄdan reelt set noget forbandet SNYD synes jeg!

« Tidligere — Frem »