Title

12. maj 2013

Skipperlabskovs

Skrevet af Hende selv kl. 16:51 | Okse/svin,Opskrifter

Måske nok en lidt glemt ret fra forne tider… dog kan jeg ikke selv huske, at nogen har serveret det for mig førend Big gjorde det. Det er en rigtig dejlig ret – og den mætter utroligt meget. Endvidere er det også lækkert tilbehør. Retten tager dog lang tid at lave, så hav det i erindring, inden du går i gang :)

Skipperlabskovs

4-6 personer

1 kg okse i tern
3 løg
2 kg bagekartofler
100 g smør
ca. 1 l bouillon
3-4 laurbærblade
10-12 sorte peberkorn
masser af purløg og lidt ekstra smør
rugbrød til

Løgene pilles og skæres groft ud. Smelt smørret i en tykbundet bryde, og sautér løgene, til de er klare. De må endelig ikke tage farve. Kom kødet ved samt laurbærblade og peberkorn, og hæld kogende bouillon ved (evt. 2 terninger + kogende vand fra elkedlen), til det lige dækker. Ikke for meget vand… man kan altid tilsætte mere.

Lad kød og løg koge stille i cirka 45 minutter under låg. Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kom halvdelen af dem oven på kødet og læg atter låg på.

Efter et kvarters tid røres der i gryden, og resten af kartoflerne kommes i. Tilføj evt. lidt ekstra kogende væde. De sidste 15-20 minutter foregår stadig under låg for svag varme, men der skal røres i gryden jævnligt, så det ikke brænder på i bunden.

Meningen er, at kødet skal ligge i en lind kartoffelmos med hele stykker af møre kartofler. Hav evt. lidt ekstra purerede kartofler klar, hvis den skulle blive for tynd. Smag til med salt og peber, og server retten rygende varm med smørklat, purløg, rødbede og rugbrød.

Lyst til at sige noget?

*

Anti-spam image