SÃ¥ er der ikke sÃ¥ længe, til det “virkelige” liv starter. Jeg glæder mig. Indtil da fÃ¥r tiden ben at gÃ¥ pÃ¥. I dag har jeg været i Føtex og købe ind – og ned i kurven kom der rösti. Jeg kan faktisk ikke engang huske, om de to øgler nogen sinde har fÃ¥et det. Til gengæld er jeg sikker pÃ¥, at de vil synes om det. Især ledsaget af pandesauce med piskefløde og kylling ristet pÃ¥ panden med kebabkrydderi. Præcis som vi kan lide det.

I dag har ungerne ikke særlig travlt med at komme hjem til mig. Jeg nyder det, selv om jeg erkender, at der er temmelig stille i stuerne i dag. Ingen løbende børnefødder. Ingen rÃ¥b. Ingen krav om, at jeg skal det ene eller det andet. Faktisk er det lidt uvant… Jeg vænner mig, gør jeg – for det er den vej, vinden blæser. Ungerne bliver jo større og større. Heldigvis er jeg god til at underholde mig selv.

Pludselig fik jeg den største lyst til rugfler. AltsÃ¥ boller, den lidt aflange af slagsen (synes JEG, de skal være, sÃ¥ det bliver de!). Jeg laver en noget klæg dej – det er vigtigt den er fugtig – af rugbrødsmix samt grovmel. Jeg kommer ikke frygteligt meget mel i, det mÃ¥ langtidshæve… helt pÃ¥ egen hÃ¥nd. Dernæst i ovnen 20 minutter, sÃ¥ er der serveret. Jeg har selvfølgelig prøvesmagt, og vender tommelfingeren opad!

Ja! Naturligvis er det glutenfri rugfler, ellers mÃ¥tte Yngste og jeg jo melde pas. Benævnte barn er faktisk blevet helt pjattet med rugfler, selv om hun undrer sig over, at boller ogsÃ¥ kan smage lidt af rugbrød. Jeg synes, de er skønne. I dag hygger Yngste sig imidlertid ovre hos Vic2 indtil halv seks – og Ældste har meddelt via sms, at han holder til ovre hos E. – og jeg gav ham sÃ¥ besked pÃ¥ at være hjemme halv seks. SÃ¥ mÃ¥ det passe…