Title

6. juli 2011

Øreringe i hobevis

Skrevet af Hende selv kl. 21:34 | Årets gang,Børn,Det sker

Ja, så kom den store dag, hvor jeg – der altid har afvist diverse hentydninger til den slags – fik lavet huller i ørerne! Jeg kunne ikke komme uden om – for i går var det altså Yngste, der fik lavet huller i ørerne. Det var en helt utrolig dag. Ældste var parkeret hos FarTil6 for at lege med E., og alt imens, efter at have indtaget en kop kaffe og sludret med FarTil6, tilbragte Yngste og jeg dagen i hyggelig tosomhed derude i Ballerup centret.

Jeg viste hende en guldsmed, da vi aftenen inden havde talt om, hvad de handler med i sådanne forretninger. Der så hun så, at man kunne få lavet øreringe. “Det skal jeg bare så meget mor!!!”. Af en eller anden grund var ekspedienten derinde ikke så villig til at lave de nødvendige huller i barnets ører, så vi forlod forretningen med et “Hun er ikke klar” klingende i øregangene. “Sludder og vrøvl” sagde jeg, vi smutter bare til Farum senere og ser, hvad guldsmeden dér siger, når du har fået tænkt dig grundigt om!”. Det var Yngste helt med på. Fjollet og grinende sprang hun rundt og var helt høj, og jeg mener virkelig høj.. som af endorfiner! Hun tænkte og hun spurgte flere gange ind til, om det gjorde meget ondt.

Senere – efter at have hygget lidt derhjemme i sofaen – skulle Yngste og jeg hente Ældste hos FarTil6. Her var Yngste og jeg blevet enige om, at vi da helt sikkert skulle ind og have stemplet de der frygteligt vigtige huller… hvilket vi også fik. Yngste var intet mindre end en humøreksplosion bagefter. Glad, lettet og sprængfyldt af endorfiner – lidt høj bliver man vel, når man har overkommet sin egen frygt for ørepistolen! Hun var så stolt af sine øreringe! Og hvor ser hun bare yndig ud med dem. Altså.. det er sandt, når jeg siger, jeg kunne mærke en svag misundelse røre på sig…

Det gjorde vi dog noget ved i dag – for i dag slæbte ungerne mig ind til guldsmeden i Farum, hvor jeg så også blev udstyret med et par huller og et par glimtende øreringe for ussel mammon… Og hvor jeg i øvrigt blev noget så forfærdeligt svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg kunne INTET. Damen var vist lidt forskrækket og tilbød mig et glas vand – og jeg kom da også til kræfter efter en tur hen til kassen, hvor det igen sortnede for mine øjne, så jeg måtte sætte mig ned igen… hehe. Bare sidde dér og drikke vand, var alt hvad jeg kunne opbyde. Ungerne? De grinte af hende den skvatmikkel til mor, de havde – selv om de roste mig rigtig meget bagefter 😉 Jeg glæder mig – som Yngste siger – til om seks uger, når jeg må have nogen andre øreringe på….


  1. Fr. Møller siger:

    Jeg var en 14-15 år, da jeg fik lavet huller i ørerne. Det gjorde vanvittig ondt, for dengang blev øreringene ikke skudt i. Næh, først blev hullet lavet, dernæst kom ringene i.

    I nogle uger sad de dernæst jævnligt fast i betændelse og skulle forsigtigt løsnes med propylalkohol. Av!

    Det har den fordel, at selv om der ind imellem går år imellem, at jeg går med øreringe, er hullerne aldrig groet sammen.

    Jeg hepper i øvrigt lidt på den første guldsmed, synes ikke, det er spor pænt med huller i ørerne hos så små piger som din datter. Pyntesyge, det er de, ja. Men giv dem da øreclips – der fås så mange fine.

  2. Anja siger:

    Sikke noget – jeg tror faktisk, at du og min mor ville blive gode venner 😉

    Jeg erkender blankt, at jeg fuldt ud forstår – og respekterer – din indstilling. Faktisk har jeg selv haft den holdning i mange år, men… der skete vist dét, at min holdning/mine grænser rykkede sig i takt med at vennernes små piger fik huller i ørerne (tror jeg er, hvad der er sket).

    Derfor kunne jeg heller ikke se noget galt i, at Yngste fik sin hede drøm opfyldt. Hun har siden hun var fem år ønsket sig huller i ørerne. Derfor er jeg sikker på, at hun ville have fået dem før eller siden. Well, ja det kan så diskuteres, om hvornår “før” så skulle have været 🙂 Det blev imidlertid nu – og jeg synes faktisk, de klæder hende. Vi har den aftale, at jeg suverænt bestemmer, hvad hun putter i – indtil hun bliver stor nok (hvilket jeg også afgør, hvornår sker).

    Grunden til at den første guldsmed sagde sådan, var jo hovedsageligt, at ungen ikke var sikker, da vi var der inde – og det lyste langt væk. JEG ville heller ikke lade hende få det da 🙂 Iøvrigt dejligt, at nogen siger noget *thumbs up*

  3. Fr. Møller siger:

    Hun bliver så fin, så fin gør hun 🙂

Lyst til at sige noget?