Title

6. februar 2011

Det kan være ligemeget, kan det ikke?

Skrevet af Hende selv kl. 00:54 | Børn,Guldkorn

Så var det jo, at vi fik en ny læge, her efter årsskiftet. Noget vi, nok især jeg, havde glædet os til, da vores gamle læger ikke var meget bevendt. Hos dem følte man sig lidt som noget data i en FIFO-handling, de havde bare så travlt. Jeg oplevede også nyfigenhed og snagen i ting, der faktisk ikke angår forholdet læge/patient – så jeg var glad nok for lægeskiftet. I øvrigt er vores ny læge tidligere ammanuensis hos de gamle læger. Dengang spurgte jeg ham, hvad han skulle, når han var færdig – for jeg ville gerne have ham som læge. Det har jeg så fået nu.

I den forbindelse fik vi alle tre nyt sygesikringskort, her da han overtog praksis. Sammen med sygesikringskortet (i øvrigt hedder det nu Sundhedskort) fulgte den sædvanlige folder med organdonation. Jeg ved ikke helt hvorfor, men af en eller anden grund minder den folder mig forfærdeligt meget om min egen dødelighed. Det kan jeg selvfølgelig ikke lide, og jeg kan slet ikke lide den feeling, jeg får af at se den velkendte røde folder. Tag stilling til at blive organdonor.. hm…

Ældste var nysgerrig og spurgte, hvad det var for noget, for sådan en fik han og lillesøsteren jo ikke. Jeg forklarede så, hvad det gik ud på. At lægerne, når man var død, havde tilladelse til at tage ens vitale organer (også ordet vital blev forklaret…) og bruge til at hjælpe andre med, sådan at de kunne få et bedre/nyt liv. “Jamen, så er der jo ikke noget at betænke sig på” sagde Ældste resolut med et blik op på mig “så er man jo død mor.. og så skal man jo ikke bruge de der organer til noget mere, vel??”.

“Øhhhhh.. nej, det skal man ikke, lille skat” fik jeg hostet frem, men sandelig om ikke ungens betragtninger har en pointe. Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad han siger… og i øvrigt har jeg stadig ikke taget stilling… Har DU?! 🙂


  1. Mette siger:

    JA det har jeg og det er mange mange år siden!
    Man må bruge alt fra mig – hvis jeg bare kan hjælpe ét menneske videre i livet efter min død, så – nej så er det ikke en grund til at dø for – men så giver døden da lidt mening!

    Jeg mener jo at man ikke skal vælge til som organdonor – jeg mener at man burde vælge fra! Altså at man fra fødslen var med som organdonor og så måtte man tage stilling om ikke at være med!

  2. Helle siger:

    Ja- og jeg har for længe siden givet fuld tilladelse. Også ud fra den betragtning at jeg ikke skal bruge noget af det, når jeg er død….
    Vi vendte det faktisk med gæster i går. Den ene havde givet tilladelse til alt pånær hornhinder ( for så kunne hun jo ikke se noget) og hud- for den var hendes egen.

    Personligt synes jag at alle burde have pligt til at tage stilling. For så var der klarhed, uanset om man så sagde ja, nej eller midt imellem 🙂

  3. Anja siger:

    I har godt nok givet mig noget at tænke over, d’Damer 😀 Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har givet tilladelse endnu – men jeg burde nok bare springe ud i det. Det er jo fuldstændigt korrekt, at jeg jo ikke har brug for noget, når det er mig, der bliver prikket, hér på denne jord. Jeg kan dog godt lide filosofien i det med hornhinderne – “for så kan man ikke se noget i den næste verden” – var det ikke det, din gæst mente, Helle? Eller skulle man vende den… for hvad så med ens sjæl, hvor sidder sjælen 😉 Jeg ville umiddelbart skyde på hjernen eller hjertet. Man føler jo med hjertet siges det, men hjertet er en muskel – og er på den vis styret af hjernen. Ergo sidder følelserne i hjernen, og ergo burde man jo “være sig selv” så længe man har sin hjerne. Den kan jo heller ikke transplanteres (endnu da!!) 😀 Hm.. tror sgu bare jeg går ind og melder mig til.. tak piger 😀

  4. Mette siger:

    velbekomme!

  5. Helle siger:

    Jo, det var derfor hun ikke ville af med hornhinderne…

    Og godt du fik det gjort! 😀

  6. Anja siger:

    Den filosofi kunne jeg altså bare så godt lide, så jeg besluttede, at heller ikke jeg ville undvære hornhinderne 😉 Jeg er faktisk glad for, at jeg fik det gjort – selv om jeg har ét eller andet issue med det, stadig… fordi “det skulle da ikke undre mig, der så skete noget med mig.. netop fordi jeg havde meldt mig til”… pløh, jeg ved godt, det er tåbeligt 😀

Lyst til at sige noget?