Title

25. januar 2011

Tøsedejlig shoppingtur

Skrevet af Hende selv kl. 21:30 | Shopaholic,Venner

Først vil jeg lige glæde Eder og smide et shoppinglink med lækkert og spændende tøj, besøg selv Nué CPH, der er et dejligt, varieret og spændende udvalg af diverse rariteter. Please equip… Det har jeg gjort i dag, jeg “kom til” at købe et Burberry Cashmere scarf, jeg faldt over det – og det formelig kaldte på mig. “Køb mig… jeg er bare noget så lækker… meget mere lækker end ham italieneren, der kørte strandbussen, da du var 15 år!! Lokke – lokke!!!”.

Som sagt, så gjort – ikke dårligt. Jeg griner stille ved tanken om, at Kusinesøsteren for lidt siden sagde “Jamen det er DIN skyld, du præsenterede mig for GUDESIDEN!!!” (trendsales). Det var, da hun forklarede, at hun havde købt en lækker strandkjole fra fristende Desigual. Jeg har også en på bedding her, men afventer lige nærmere detaljer.

Endnu en gang lykkedes det undertegnede og SødSmukVeninde at komme afsted på en længe ventet tur, denne gang var vi blevet enige om at henlægge vores raid til Fisketorvet. Der er jo så mange butikker, som alle og enhver nok er klar over. Noget andet var så, at det tilsyneladende var os umuligt at finde noget. Vi gjorde ellers en ihærdig indsats ved ankomsten, efter at de obligatoriske superdejlige gensynskram og begejstrede udråb var overstået.

Vi øjede straks en slags cardigan, og blev enige om at prøve dem. Desværre var der ikke nogen af os, der kunne se ideen med pasforment. Der var ganske enkelt ingen pasform? Medmindre det da var planen at man skulle ligne en udstoppet bepelset rullepølse? Det var det sikkert ikke, men hverken SødSmukVeninde eller jeg selv var synderlig opsatte på at komme til at brillere på forsiden af årets tabermagasin. Så vi droppede alle planer om at åbne taskerne og forlod straks stedet. Hvor var det morsomt, det var som et par skoletøser. Viftende os om næsen og med selvsamme i sky af forargelse over dette ringe stykke tøj, sejlede vi afsted. Den slags positurer holder imidlertid ikke særlig længe, inden vi grinende krammer og går videre.

Det var ikke engang, fordi vi ikke prøvede – men der var ikke rigtig noget tøj. Kun i Esprit, fordi SødSmukVeninde havde et gavekort, der skulle bruges. Skægt nok skete det endnu engang… ved ikke lige for hvilken prins.. En gang mere for Prins Knud eller.. øh, nå men altså vi købte to nøjagtig ens kjoler. Der var jo de fedeste lommer i skidtet, så den skulle bare med hjem. Derefter var der ligesom gået hul på bylden – og vi faldt ind i Paw sko, hvor der var de lækreste cowboy shoeboots. Nuiiii – ikke dårligt. Bagefter var vi i Matas, da SødSmukVeninde skulle have den samme chokoladebrune Chanel-neglelak, som jeg har. Det var den, jeg købte sidste år, da jeg var i Charlottenlund 😉 Hun blev nemlig også forelsket, da hun så mine negle… sådan som det skete for mig, da jeg øjede flasken inde i boutiquen. Apropos, hvor er jeg bare misundelig på, at hun snart skal til London… iiih… jegviloss’jegviloss’.

SødSmukVeninde og jeg ramte også Bianco sko, hvor hun scorede de feeeeedeste støvler. For pokker da, det var hvad man kalder et superkøb. Genialt, tillykke du søde! 😉 Og jeg klager heller ikke, hehe! Hun ved godt, hvorfor… og ja, jeg har mange støvler, jeg ved det godt. Da vi således havde raidet på det groveste, følte vi os pænt brødflove. Det hjalp restaurant Butterfly os med at komme over – og vi fik dejlig middag, inden vi skyndte os i Føtex for at foretage et bagholdsangreb på Mix-selv slikket. Hehe, det er hvad man kalder en superhyggelig tur – tak for den – igen. Jeg glæder mig rigtig meget, til næste gang vi skal mødes. Der går forhåbentligt ikke så længe, men det tror jeg nu heller ikke.

Lyst til at sige noget?