Title

19. januar 2011

Har jeg fået titus, mor

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Børn,Guldkorn

Yngste har længe plaget, det har hun virkelig. Hun vil så frygteligt gerne, og der er ingen grænser for, hvad hun vil gøre for at få lov til det… hun vil så inderligt gerne afprøve vores ny sømopafgulvetflående støvsuger fra Electrolux.

Da jeg allermest er til at flade den i sofaen med en god bog, øjner jeg en chance for at fede den lidt og giver hende lov. Hun suser rundt med støvsugeren, her og der og allevegne er hun. Også på badeværelset, jo hun er skam dygtig. Lidt efter suser hun rundt inde i stuen, mens moderen tilkaster hende beundrende blikke og små opmuntrende smil. Det er vist blevet lidt kedeligt at støvsuge, kan jeg se. Tøsen begynder at støvsuge totter af sit hår, præcis som vi andre gjorde, da vi var børn. Dog nok med nogen mindre kraftige støvsugere, dengang.

Yngste udstøder et hyl uden sammenligning. “Waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah…. aaaaaaaaaaaaaaaav” og så farer hun rundt som en flue i en flaske. Jeg kigger forskrækket op fra bogen og spørger, hvad der er galt. “Jeg har støvsuget mit øre… jeg kom til det.. og nu lyder det så mærkeligt.. det HYLER, moaaaarrrhhhhhh” *grædende pige*. Jeg springer op af sofaen og krammer hende alt jeg kan, og spørger hende, om det stadig hyler. Det gør det. “Prøv at løbe uden for” foreslår jeg… der må i det mindste være et andet tryk eller noget lignende. Det gør hun så. Lidt efter er hun tilbage “Det hjalp faktisk lidt” siger hun og holder sig for øret. “Men.. moaaaarrrr det gør så oooooooondt”. Nu er jeg nok lidt bleg og siger noget om tinnitus og at passe på sine ører. “Naaaaaaaaaaaaaaaaaaj, jeg vil ikke have titus” vræler barnet nu. Jeg skynder mig at forsikre hende om, at hun helt sikkert ikke har fået “titus” – men at man skal passe på sine ører….

Efter en halv times tid er øret stabiliseret og normalt igen, men jeg tror nok, den unge dame fremadrettet er helt og aldeles færdig med at støvsuge totter i sit hår.


  1. regitze siger:

    øjs. heldigt at trommehinde, hammer, ambolt og stigbøjle ikke landede i støvsugermaven. for sagomel, Anja.
    den advarsel har jeg aldrig tænkt på (som audiolog:)

  2. Anja siger:

    Det skal du såmænd ikke være ked af, hvad skulle jeg så ikke sige – jeg der er døv… hehe 😉 Jeg må nok indrømme, jeg var helt bleg af skræk for at den lille unge havde spoleret sin fine hørelse 😀

Lyst til at sige noget?