Title

12. december 2010

Pyha jeg tror jeg kan nå det

Skrevet af Hende selv kl. 22:55 | Årets gang,Shopaholic

For første gang i rigtig, rigtig mange år er jeg næsten på forkant med julegaverne… jeg er faktisk lidt forvirret og rundt på gulvet over det. For vant er jeg bestemt ikke til at være dén, der har indpakkede gaver (dog uden navneskilt på) liggende i poser på entregulvet. Nu gælder det om, at jeg får sat navneskilte på, inden jeg glemmer, hvad der er til hvem. Men… jeg mangler faktisk kun min far nu – næsten – og så en ting mere til min mor + en meget lille dims til min lillebror!

Jeg vil ikke sidde og skrive ned, hvad jeg har fundet på til nogen – for jeg ved, at flere læser med her. Dog er det helt sikkert, at min mor aldrig lægger vejen forbi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men hun siger, at hun ikke synes, det tilkommer hende at læse. Jeg tror faktisk, at hun tror, at det er min private dagbog. Hun kan ikke rigtig gennemskue bloggerkonceptet…

Til Ældste har jeg købt en mobiltelefon, og jeg skriver det – for han ved det godt. Han har faktisk selv valgt den – fordi han egentlig ikke rigtig ønskede sig noget, som han sagde. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at en dreng på ni år ikke ønsker sig noget? Jeg tror egentlig, det er et godt tegn. Hvis du spørger mig, så nej, han mangler ikke noget. Til gengæld kan Yngste tømme hele fætter KR-butikken. Jeg tog den nemme løsning, gav hende kataloget og sagde “Kryds det af, du IKKE ønsker dig!”. Det var så meget nemt, for jeg fik et katalog retur, hvor der var max 10 krydser. Hun kan bruge det hele, det er helt sikkert og vist!

Det er faktisk blevet nemmere, det med julegaver og børnene nu… Tidligere var det jo alfa og omega, at der var helt præcist lige mange gaver til hvert barn fra Mor. I år fornemmer jeg, at det ikke betyder helt så meget. For det første er Ældste blevet ganske prisbevidst, han forstår, at nogen ting koster mere end andre – og at man somme tider kan få flere ting til én tings pris – hvorfor ingen på dén måde bliver snydt. Umiddelbart tror jeg dog ikke, at jeg vil afprøve den i praksis på Yngste. Hun forstår nemlig ikke helt, hvad det går ud på – for hende tæller det, hun kan se. Og hvis Storebror får så meget som én pakke mere at åbne, end hun – så er fanden løs. Jeg er helt sikker… jeg kender skam min lille rackal… og dét bedre, end hun tror.

Jeg har haft en ganske vidunderlig weekend, der som sædvanlig er drønet afsted som syv vilde heste i en kokainrus. Var i Hillerød i går, men for en meget sjælden gangs skyld fik jeg ikke shoppet noget som helst. Faktisk sad kortet ganske godt fast i min pung, ret usædvanligt. Nu er det jo også sådan – at jeg går og frygter, at vores flinke postbud snart vil pådrage sig en større (men forhåbentligt ikke varig) rygskade, så på den måde går det lige op. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig som et lille barn, selv om det ville bedrøve mig meget, hvis mine forudsigelser omkring postbudets ryg holder stik. Iøvrigt har jeg fundet ud af, hvilken vinterstøvle, jeg skal have. En Bumper, selvfølgelig. Den med zebrahår… den er lidt semi-fed på den gode måde. Faktisk har jeg også prøvet den, og min fod var næsten ikke til at få op af støvlen. Det tror da pokker. Hvilken fod gider hoppe ud af en fantastisk dejlig støvle, for at blive stukket ned i et par afdankede og kedelige støvler… der endda ikke engang er tætte. Det er ikke fedt at vade rundt hver dag og få en våd sok, det kan jeg godt hilse at sige.

Uh, jeg sidder jo nærmest og glæder mig til i morgen, når vi skal pynte op. Faktisk kom jeg til at købe en lille juleting – en fuldstændig åndssvag – men sød – lille snemand med snoet hat og glimmer på. Jeg siger dig, det var de der forbandede swarowskisten, der gjorde udslaget. Når jeg ser noget, der skinner, kan jeg da ikke komme til, hurtigt nok. Uhm… mon man skulle kigge på en lille Pilgrim-dims til moderen min, bare for lige at sondere, hvad de har til kæden. Hovsa… der var da basis for et ønske til seddelen – sølvkæden, den lange fra Pilgrim, som jeg har i guld – jeg ønsker mig den kæde i sølv… bingo! Og en lagkagekniv, ikke specificeret mærke – den skal bare være pæn og god at skære lagkage med…


  1. Esther siger:

    Ja, jeg kan så ikke påstå at være i god tid med julegaverne i år – men jeg synes nu jeg er lovligt undskyldt 😀

    Regner med at købe julegaverne d. 21. eller 22. Har næppe tid før – der er jo også stadig en gammel bopæl, der skal rengøres og males…GRRR!

  2. Anja siger:

    Man må sige, at DU er mere end lovligt undskyldt – af alle dem jeg kender, er du nok den, der har haft mest at se til i december med flytning og alt 😉 Hvor er det dejligt, ikke? 😀

    Ja, det der med at rengøre gammel bolig er ikke spor fedt, men det skal desværre gøres. Ok, hvis man som jeg flytter fra en DanEjendomme bolig kommer man virkelig til at betale :S

Lyst til at sige noget?