Title

20. juni 2010

Jeg vil have rabarber

Skrevet af Hende selv kl. 09:56 | Guldkorn

Scenen er sat, Yngste og jeg tuller rundt i Kvickly og overvejer, hvad vi skal spise til aftensmad. Det er her i fredags, hvor Ældste har forladt os for en nat bare. Yngste er meget i tvivl, for der findes jo så meget dejlig mad. “Må jeg virkelig få, lige hvad jeg vil have?” fritter hun, inden jeg sender hende over for at hente citroner og persille i grøntafdelingen.

“Ja, selvfølgelig.. i aften er det tøsehygge!!”. Barnet tænker lidt, kan det ses. Lidt meget og længe efter siger hun eftertænksomt “Jeg vil gerne have rabarber til aftensmad!” “Rabarber???” siger jeg og er totalt overrasket. Det var nok sådan cirka det sidste, jeg havde ventet at høre ungen sige. “Rabarber??” spørger jeg dumt og kigger på hende.

“Ja.. MOR altså… du ved godt.. rabarber med bearnaise? Som jeg plejer at få??” insisterer hun videre. Og så er det 50-øren falder. “Øhm… mener du KEBAB??” spørger jeg så og håber ved gud, jeg har gættet rigtigt. Ellers bliver det nok lidt svært at analysere sig frem til, hvilken spiseforstyrrelse barnet momentant lider af. “Ja” hviner hun begejstret “med pommes frites, salat og bearnaise!”. I guder altså…

Derfor hedder det så fremover, at vi skal have rabarber til aftensmad, og den der har læst med hér – behøver ikke frygte for, at vi har tilsluttet os en eller anden mærkelig sekt, der spiser rabarber og kålroer med varm mælk på til aftensmad 😀

Lyst til at sige noget?