AltsÃ¥ hvordan er det lige, at ham der Jante-fætteren er skruet sammen, her i vores lille land. Der er sÃ¥ frygteligt mange love og regler, bÃ¥de skrevne og uskrevne. De skrevne er jo lette nok at forholde sig til, for her er det let at definere en uskik, bedre kendt som “socialt uacceptabel adfærd”. PÃ¥ samfundsbasis giver det sig selv, at det er socialt uacceptabel adfærd at stjæle og udøve vold mod andre. Der er sÃ¥gar nedskrevne love i forhold hertil, altsÃ¥ rigtig let – ingen subtile opfattelser her. Her kan man simpelthen ikke undskyldes for ikke at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan man derimod, for hvad angÃ¥r de uskrevne love og regler. Og igen, hvad er rigtigt og forkert…
Et oplagt eksempel er, at man, i enten privat eller jobmæssigt regi, bliver inviteret med til noget, man pÃ¥ ingen mÃ¥de har nogen form for lyst til – eller bare ikke orker – at deltage i. “NÃ¥ ja, intet problem, jeg siger bare, at jeg ikke kommer!” siger jeg bestemt, men nej! “Det gør man altsÃ¥ ikke!”. Nu har det “socialt acceptable” pludselig mange flere facetter, end bare dén, at man er inviteret til noget, som byder én mod, og at man siger nej.
Det afhænger igen ogsÃ¥ af, hvem det er, der har inviteret. Der er nemlig forskel hér ogsÃ¥. Hvis det bare er en kollega eller en bekendt af en selv eller partneren, er der ikke noget negativt socialt associeret med at sige pænt nej tak. Er det derimod familie langt ude, en leder eller en nær ven af én selv eller ens partner, stiller sagen sig straks anderledes. Her mÃ¥ man opbyde en vis kutume og pÃ¥ bedst mulige mÃ¥de afværge den ikke sÃ¥ velkomne invitation. Værre igen er det, hvis det er i nærfamilien eller svigerfamilien, man er inviteret til noget – og sÃ¥ afviser invitationen.
Her er det jo, at hensynet burde komme pÃ¥ banen, dels hensynet til en eventuel partner, dels hensynet til den, der indbyder – og sÃ¥ er der dét dér udefinerbare og subtile – specielt ved invitationer fra familien/svigerfamilien. Nemlig… hvordan tror du, at din partner føler sig, nÃ¥r du tilsyneladende er bedøvende ligeglad med, at han/hun gerne ville deltage sammen, men nu ufrivilligt og sÃ¥ ganske ufortjent skal sidde dér og tabe lidt ansigt, pÃ¥ dine og egne vegne…. Det er da ogsÃ¥ synd og uretfærdigt.
Det handler om social værdsættelse, at man bidrager til samfundet ved at opbyde en social adfærd, som andre kan identificere sig med og spejle sig i. Det kan de, nÃ¥r man gør som flertallet – mens hvis man udviser socialt uacceptabel adfærd ved kort og godt at afvise invitationen, uden andet end en temmelig tam undskyldning, vil der uvægerligt opstÃ¥ et skel. Eller man gør nogen kede af det. Det er jo heller ikke “i orden”.
Fordi det er nemt, gør folk oftest bare, som “man plejer”. Det er sÃ¥ nemt… ikke? Imidlertid findes der ogsÃ¥ nogen mennesker, som er fuldstændig ligeglade med, hvad der er socialt acceptabel (anerkendt) adfærd. For dem betyder det ikke en bønne, om kæresten, familien, hunden, katten, omverdenen eller generelt samfundet peger pÃ¥ dem og rÃ¥ber og skriger, at det bestemt er helt uacceptabelt. Faktisk kan det, at der bliver protesteret kraftigt, endda forstærke personens idé om, at hun/han gør det rette. SÃ¥dan virker ting ofte sÃ¥ modsat hensigten, men det er et helt andet tema, nemlig omvendt psykologi – og det har jeg ikke tænkt mig at dykke ned i lige nu.
Jeg ved godt, at “anerkendelse” er et pædagogisk udviklet begreb, men det ændrer ikke desto mindre pÃ¥, at det har en vis betydning.
I og med at man iagttager en socialt acceptabel adfærd, betyder det nemlig, at man qua sin opførsel anerkendes i samfundet. At man passer ind. At andre kan forstÃ¥ ens bevæggrunde. AfstÃ¥r man fra at opfylde omgivelsernes forventninger om “anerkendelse”, bevæger man sig, rent adfærdssocialt set, ud pÃ¥ tynd is. Nu kan omgivelserne nemlig ikke længere “anerkende” ens adfærd, og det kan de ikke acceptere. Enten vil de ikke, dette gælder for nogen, eller ogsÃ¥ handler det om noget følelsesmæssigt, der igen har rod i en rigtig simpel – og heller ikke socialt acceptabel – følelse, nemlig misundelse.
Denne misundelse er affødt af, at man tvinges til at deltage i noget, man overhovedet ikke nærer nogen lyst til at deltage i – og man bliver naturligt misundelig pÃ¥, at andre i besiddelse af denne ligegyldighed skødesløshed over for normer og almindelig social adfærd, bare uden nogen hensyntagen til andre menneskers følelser, gøren og laden blankt kan afvise at deltage. Uforskammet, det er det, ja – men mon ikke det sker for os alle fra tid til anden?
Jeg er vis p̴, at alle har oplevet at st̴ i en s̴dan situation som skildret ovenfor Рog jeg skal heller ikke kunne sige mig fri.
Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som pÃ¥ en mÃ¥de er lige sÃ¥ vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt – det vil sige, at noget ogsÃ¥ kan afvises. Det er desuden ogsÃ¥ vigtigt ikke at lægge sÃ¥ megen vægt pÃ¥ anerkendelse fra andre, at det gÃ¥r ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig)…
I guder en smøre, hvor ville det være nemt, hvis det bare var almen praksis, at gad man ikke deltage i en eller anden aktivitet, var det bare sÃ¥dan…
Dem, der er stjerneformede er tiltænkt Yngste.
