Title

19. juli 2011

En tand fattigere

Skrevet af Hende selv kl. 22:55 | Børn,Det sker

Yngste er super stolt i dag – for efter mange betænkeligheder blev hun parkeret på bordet på badeværelset. Udstyret med en tandbørste var hun også – for nu handlede det om en løs tand. Og ud skulle den der tand altså, for jeg havde konstateret, at den ny kiggede pænt meget frem bagved den gamle… Altså… Ud.

Hun var nu også ret sej, jeg er imponeret af det lille pigebarn. Tanden rokkede godt nok – men ikke sådan “nok”. Mens jeg læste “Heksens Kat” for børnene her til aften, havde hun fået grønt lys til at rokke, rokke og atter rokke med den tand. Og det gjorde hun. Pludselig var det tid til tandbørstning – og SÅ kom der gang i sagerne. Først bad hun mig om at “rive” i tanden med tandbørsten og tage godt fat. Det gjorde jeg, og æhm… jeg kom vist til at tage lidt for godt fat – for løs blev tanden. Yngste rev nu selv til.. og så var tanden hurtigt i en tynd tråd. Mens jeg rystede i rygmarven – rev hun så selv tanden fri – og var meget stolt!

Jeg er ret glad for, at vi sparede en tur til tandlægen… ligesom sidste gang! Det var der, hvor der blev opereret og meget andet, dengang hvor Yngste besvimede af skræk.

I går havde jeg SødSmukVeninde på besøg – og det var som altid superdejligt at se hende. Fint brun var hun efter en dejlig ferie med sin familie, og der var så meget at sludre om, endnu en gang. Hun er virkelig et jern, og hun fik også lige rettet mine tanker lidt ind, så de var til at holde ud. Tak for det til hende, det er altså guld værd med sådan en veninde! Vi fandt også ud af at gå en lang tur, selv om regnen truede deroppe på himmelen – heldigvis nåede vi så lige ind, inden det virkelig sagde splask… og der opstod et spontant skybrud 😉

Der blev hygget gennem, sludret og snakket – og aftalt, hvor vi skal hen at hærge med vores umådeholdne shopping næste gang – og der blev naturligvis også spist. Hun fik æren af at være prøvekanin til en ny opskrift, jeg har fået – men det smagte altså så godt, så hun også bliver nødt til at få den. Den er ikke spor svær, nærmere latterlig nem at lave 😉 Jeg må se at få overskud til at få postet den her på siden, så jeg ikke bare glemmer den.

13. juli 2011

Venindetræf og lidt om tiden

Skrevet af Hende selv kl. 23:03 | Betragtninger,Billeder,Restaurant

Bare så hyggeligt, SMS fra ÆldsteVeninde indløb tirsdag – hun ville gerne byde mig på middag i dag onsdag. På sådan en regnvejrsdag var det rigtig dejligt at sidde og se frem til at skulle hygge sig med veninden sent på eftermiddagen. Vi aftalte at mødes i Rødovre Centrum lidt i fem, og ret typisk mig fandt jeg det en anelse vanskeligt at finde Butterfly. Det er jo desværre stadig sådan, at jeg er i stand til at fare vild på et badeværelse. Hvilket minder mig om, at jeg kraftigt ønsker mig en GPS, for min gamle er stået af…

Vi dalrede lidt rundt og snakkede så meget, at vi blev enige om, at vi hellere måtte sætte os på en af fortovscafeerne. Her nød vi lige en caffe latte – og nu kan man så få dem LowFat, så det bad jeg om. Veninden bad om en almindelig latte, men måtte modtage undskyldning fra ekspedienten – fordi der kun var minimælk tilbage. Ergo fik vi begge en LatteLowFat, hehe. Jeg klager ikke! Og så sludrede vi løs, og latten forsvandt som dug for solen. Bagefter trallede vi lidt rundt og lurede på blandt andet øreringe i Magasin.

Veninden insisterede på, at jeg skulle have et sæt øreringe – og at Yngste også skulle. “Det skal fejres, at I har fået huller i ørerne!!” sagde hun, og jeg protesterede lidt, men der var ikke noget at gøre. Jeg valgte et par øreringe til Yngste, som heldigvis havde udpeget for mig, hvad hun ønskede sig. Faktisk ønskede hun sig ALLE øreringene – “Undtaget dem med dødningehoveder”. Det pigebarn, hun er da også så vanskelig! 😉 Vores ny øreringe, som vi først må prøve om fem uger fra nu kan ses på billederne her

og her… Dem, der er stjerneformede er tiltænkt Yngste.

Vi sluttede af på Butterfly, hvor vi hyggede os over et par retter mad. Det er faktisk et ret godt koncept dér – der er et godt udvalg af forretter – samt hovedretter, og man kan så spise f. eks. to retter for 178 kroner, hvilket vi gjorde. Uh, det var hyggeligt, der blev sludret frem og tilbage om børn, åndssvage SFO’er og meget andet godt. Det var rigtig skægt, for i sin pung fandt veninden en masse gamle billeder – og jeg var ved at gå i gulvet… der var også et billede af “Anja, 20 år” – og så dånede vi ellers begge to over, så hurtigt som tiden dog gik – og var det virkelig 18 år siden… eller noget! Det er faktisk ret utroligt, at tiden sådan flyver afsted, for man føler sig faktisk ikke en dag ældre, end for ti år siden. Måske en anelse mere voksen og fornuftig, men kun en anelse. Inden i er man ikke anderledes, end man altid har været.

Det er faktisk en ret underlig størrelse, tiden. Indtil man bliver 18 år, er der den store nedtælling, til man endelig er “voksen” – eller det burde nærmere betegnes “myndig”, da kun et meget lille fåtal kan siges at være voksen som 18-årig. Derefter føles tiden som en frådende strøm, der bare river én med. Videre og videre går det, man bliver færdiguddannet, man får arbejde, nogen får børn, andre igen får hund og kat… men fælles for alle kan tiden måles på børnenes eller kæledyrenes alder.

For når man har rundet de 29 og et par måneder, tænker man ikke længere over, hvor gammel man bliver næste gang – tværtimod prøver nogle at lade være med at tænke på det. Min hedengangne farmor, som jeg stadig savner, sagde tit, at hun ville ønske, at når man var blevet 85, så vendte tiden og gik baglæns, indtil man var omkring de 35 år igen. Så kunne den for hendes skyld godt rulle lidt frem og tilbage sådan… Og så var hun i øvrigt stadig 17 år inden i…

Frit efter frk. Gad

Skrevet af Hende selv kl. 22:38 | Betragtninger,Filosofi

Altså hvordan er det lige, at ham der Jante-fætteren er skruet sammen, her i vores lille land. Der er så frygteligt mange love og regler, både skrevne og uskrevne. De skrevne er jo lette nok at forholde sig til, for her er det let at definere en uskik, bedre kendt som “socialt uacceptabel adfærd”. På samfundsbasis giver det sig selv, at det er socialt uacceptabel adfærd at stjæle og udøve vold mod andre. Der er sågar nedskrevne love i forhold hertil, altså rigtig let – ingen subtile opfattelser her. Her kan man simpelthen ikke undskyldes for ikke at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan man derimod, for hvad angår de uskrevne love og regler. Og igen, hvad er rigtigt og forkert…

Et oplagt eksempel er, at man, i enten privat eller jobmæssigt regi, bliver inviteret med til noget, man på ingen måde har nogen form for lyst til – eller bare ikke orker – at deltage i. “Nå ja, intet problem, jeg siger bare, at jeg ikke kommer!” siger jeg bestemt, men nej! “Det gør man altså ikke!”. Nu har det “socialt acceptable” pludselig mange flere facetter, end bare dén, at man er inviteret til noget, som byder én mod, og at man siger nej.

Det afhænger igen også af, hvem det er, der har inviteret. Der er nemlig forskel hér også. Hvis det bare er en kollega eller en bekendt af en selv eller partneren, er der ikke noget negativt socialt associeret med at sige pænt nej tak. Er det derimod familie langt ude, en leder eller en nær ven af én selv eller ens partner, stiller sagen sig straks anderledes. Her må man opbyde en vis kutume og på bedst mulige måde afværge den ikke så velkomne invitation. Værre igen er det, hvis det er i nærfamilien eller svigerfamilien, man er inviteret til noget – og så afviser invitationen.

Her er det jo, at hensynet burde komme på banen, dels hensynet til en eventuel partner, dels hensynet til den, der indbyder – og så er der dét dér udefinerbare og subtile – specielt ved invitationer fra familien/svigerfamilien. Nemlig… hvordan tror du, at din partner føler sig, når du tilsyneladende er bedøvende ligeglad med, at han/hun gerne ville deltage sammen, men nu ufrivilligt og så ganske ufortjent skal sidde dér og tabe lidt ansigt, på dine og egne vegne…. Det er da også synd og uretfærdigt.

Det handler om social værdsættelse, at man bidrager til samfundet ved at opbyde en social adfærd, som andre kan identificere sig med og spejle sig i. Det kan de, når man gør som flertallet – mens hvis man udviser socialt uacceptabel adfærd ved kort og godt at afvise invitationen, uden andet end en temmelig tam undskyldning, vil der uvægerligt opstå et skel. Eller man gør nogen kede af det. Det er jo heller ikke “i orden”.

Fordi det er nemt, gør folk oftest bare, som “man plejer”. Det er så nemt… ikke? Imidlertid findes der også nogen mennesker, som er fuldstændig ligeglade med, hvad der er socialt acceptabel (anerkendt) adfærd. For dem betyder det ikke en bønne, om kæresten, familien, hunden, katten, omverdenen eller generelt samfundet peger på dem og råber og skriger, at det bestemt er helt uacceptabelt. Faktisk kan det, at der bliver protesteret kraftigt, endda forstærke personens idé om, at hun/han gør det rette. Sådan virker ting ofte så modsat hensigten, men det er et helt andet tema, nemlig omvendt psykologi – og det har jeg ikke tænkt mig at dykke ned i lige nu.

Jeg ved godt, at “anerkendelse” er et pædagogisk udviklet begreb, men det ændrer ikke desto mindre på, at det har en vis betydning.

I og med at man iagttager en socialt acceptabel adfærd, betyder det nemlig, at man qua sin opførsel anerkendes i samfundet. At man passer ind. At andre kan forstå ens bevæggrunde. Afstår man fra at opfylde omgivelsernes forventninger om “anerkendelse”, bevæger man sig, rent adfærdssocialt set, ud på tynd is. Nu kan omgivelserne nemlig ikke længere “anerkende” ens adfærd, og det kan de ikke acceptere. Enten vil de ikke, dette gælder for nogen, eller også handler det om noget følelsesmæssigt, der igen har rod i en rigtig simpel – og heller ikke socialt acceptabel – følelse, nemlig misundelse.

Denne misundelse er affødt af, at man tvinges til at deltage i noget, man overhovedet ikke nærer nogen lyst til at deltage i – og man bliver naturligt misundelig på, at andre i besiddelse af denne ligegyldighed skødesløshed over for normer og almindelig social adfærd, bare uden nogen hensyntagen til andre menneskers følelser, gøren og laden blankt kan afvise at deltage. Uforskammet, det er det, ja – men mon ikke det sker for os alle fra tid til anden?

Jeg er vis på, at alle har oplevet at stå i en sådan situation som skildret ovenfor – og jeg skal heller ikke kunne sige mig fri.

Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som på en måde er lige så vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt – det vil sige, at noget også kan afvises. Det er desuden også vigtigt ikke at lægge så megen vægt på anerkendelse fra andre, at det går ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig)…

I guder en smøre, hvor ville det være nemt, hvis det bare var almen praksis, at gad man ikke deltage i en eller anden aktivitet, var det bare sådan…

10. juli 2011

Including a red adorn…

Skrevet af Hende selv kl. 21:26 | Det sker,Links

Det er jo sådan, at man sørger for at være dækket godt ind, for hvad angår bind og den slags. O.B., populært kaldet Olsens bundpropper, har vi jo alle kendt til i mange år – og vi har et bredt udvalg af forskellige bind, med og uden vinger – og sågar også dækkende forskellige behov. Det er så nemt, ikke. Man går bare ned i Matas eller Kvickly eller bare på tanken og køber en pakke bind. Dejligt let, ikke, for uden på pakningen er angivet et antal dråber. Jo flere farvede dråber, jo mere heftig menstruation kan det absorbere. Fantastisk ikke?

Jeg gad nok vide, hvad man sådan ville stille op, når blodet begynder at løbe – uden at man havde adgang til alle de ovenstående herligheder??? Eller måske kan ens nedre regioner bare ikke tåle alle de blegemidler, der er anvendt i bind og tamponer… Se, det er der jo nogen, der nu har fundet på en smart løsning til. Endda en temmelig miljøvenlig og – må man sige – særdeles gennemafprøvet metode – som sandsynligvis ville vække undren i vore oldemødre og bedsteforældres generationer.

Nu er det jo den tid på måneden, her lige om lidt – og derfor var det med et stort smil på, jeg pløjede mig gennem opskriften og historien på siden her. Det var faktisk meget interessant læsning, og jeg vil med glæde sprede budskabet. Jeg er sikker på, at det ikke kun er mig, der på den tid af måneden nogen gange vegeterer lidt over, at det er meget heldigt, at man sådan lige befinder sig i et “civiliseret land” med fri adgang til alskens hygiejniske fornødenheder.

Ah…. solen skinner – igen

Skrevet af Hende selv kl. 13:09 | Shoplinks

Så fandt jeg lige dette link – og jeg har selvfølgelig allerede været inde og kigge. Her kan du lige score et par Manolo Blahnik til omkring kun 1000 kroner – men bemærk så, at tåen ser ud som om, den ikke har lang tid tilbage…

Der er også fine kjoler fra Temperley, Diane von Fürstenberg og SeebyChloe. Kom en tur forbi 😉

Søndag er hviledag

Skrevet af Hende selv kl. 12:42 | Det sker

Jeg er godt nok ikke sådan helt god i dag, hvad angår mood. Hvis man skulle beskrive mit mood med en smiley – ville det nok være en lidt gnaven, gammel og sur smiley. Det er aldrig spor sjovt, når det er søndag – “alt” har lukket. Med alt mener jeg muligheder, for at der skal ske noget. Var det nu lørdag, kunne jeg sagtens lokke en veninde med en tur et eller andet sted hen, men det er ikke lørdag. Endnu værre er det, at jeg ikke, som en munter bjergged, bare kan springe rundt i udsalgsvarerne i denne her omgang.

Der er udsalg alle vegne, jeg har kigget – og ønsker mig bare så mange ting. Der er disse – dødlækre sko fra Lola Ramona, som er godylt fede til et par hvide jeans (jeg har selvfølgelig prøvet dem i Lyngby), disse – som i øvrigt fik mig til at tænke på, at sådan nogen havde jeg da købt omme i London, da vi var derovre sidste år. Det er også rigtigt nok, kom jeg i tanke om – og så denne her fra Whiite, som jeg bare synes, er så fin! Jeg kunne blive ved og ved, jeg elsker bare at shoppe og finde gode tilbud.

Der er i øvrigt også meget at hente på TrendSales, som jeg gæster flittigt pt. Desværre får jeg ikke solgt særlig meget heller. Det er også snart på tide at skifte VISA, nu jeg kan kortnummeret uden ad, det tyder på, at jeg egentlig burde sendes i kloster bare en måneds tid, så jeg fik andre interesser 😉

Ungerne er her ikke engang til at afbryde mig dagen lang, de er nemlig på ferie hos deres far – og de kommer desværre først hjem igen 19. august, du godeste hvor jeg glæder mig til at se dem igen. Faktisk var jeg derude i går, da Ældste manglede en trøje – og så kunne han jo også “lige få sin oplader til mobilen”. Ikke tale om, at jeg kan klare, ungerne er væk i mere end en uge, uden at have mulighed for at komme i kontakt med dem. Deres far er jo desværre indimellem ofte en skovl, der ikke kan finde ud af at svare, når man sender SMS. Eller måske er det bare fordi, han glemmer at lade sin mobil op? Man skal jo altid lade tvivlen komme folk til gode, ahem!

6. juli 2011

Øreringe i hobevis

Skrevet af Hende selv kl. 21:34 | Årets gang,Børn,Det sker

Ja, så kom den store dag, hvor jeg – der altid har afvist diverse hentydninger til den slags – fik lavet huller i ørerne! Jeg kunne ikke komme uden om – for i går var det altså Yngste, der fik lavet huller i ørerne. Det var en helt utrolig dag. Ældste var parkeret hos FarTil6 for at lege med E., og alt imens, efter at have indtaget en kop kaffe og sludret med FarTil6, tilbragte Yngste og jeg dagen i hyggelig tosomhed derude i Ballerup centret.

Jeg viste hende en guldsmed, da vi aftenen inden havde talt om, hvad de handler med i sådanne forretninger. Der så hun så, at man kunne få lavet øreringe. “Det skal jeg bare så meget mor!!!”. Af en eller anden grund var ekspedienten derinde ikke så villig til at lave de nødvendige huller i barnets ører, så vi forlod forretningen med et “Hun er ikke klar” klingende i øregangene. “Sludder og vrøvl” sagde jeg, vi smutter bare til Farum senere og ser, hvad guldsmeden dér siger, når du har fået tænkt dig grundigt om!”. Det var Yngste helt med på. Fjollet og grinende sprang hun rundt og var helt høj, og jeg mener virkelig høj.. som af endorfiner! Hun tænkte og hun spurgte flere gange ind til, om det gjorde meget ondt.

Senere – efter at have hygget lidt derhjemme i sofaen – skulle Yngste og jeg hente Ældste hos FarTil6. Her var Yngste og jeg blevet enige om, at vi da helt sikkert skulle ind og have stemplet de der frygteligt vigtige huller… hvilket vi også fik. Yngste var intet mindre end en humøreksplosion bagefter. Glad, lettet og sprængfyldt af endorfiner – lidt høj bliver man vel, når man har overkommet sin egen frygt for ørepistolen! Hun var så stolt af sine øreringe! Og hvor ser hun bare yndig ud med dem. Altså.. det er sandt, når jeg siger, jeg kunne mærke en svag misundelse røre på sig…

Det gjorde vi dog noget ved i dag – for i dag slæbte ungerne mig ind til guldsmeden i Farum, hvor jeg så også blev udstyret med et par huller og et par glimtende øreringe for ussel mammon… Og hvor jeg i øvrigt blev noget så forfærdeligt svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg kunne INTET. Damen var vist lidt forskrækket og tilbød mig et glas vand – og jeg kom da også til kræfter efter en tur hen til kassen, hvor det igen sortnede for mine øjne, så jeg måtte sætte mig ned igen… hehe. Bare sidde dér og drikke vand, var alt hvad jeg kunne opbyde. Ungerne? De grinte af hende den skvatmikkel til mor, de havde – selv om de roste mig rigtig meget bagefter 😉 Jeg glæder mig – som Yngste siger – til om seks uger, når jeg må have nogen andre øreringe på….

Stem lige på min kjole, hva’?

Skrevet af Hende selv kl. 21:25 | Shopaholic,Shoplinks,Sjov

Ja, så er jeg blevet kjoledesigner, godt nok kun in spé… men lidt er vel altid noget 😉

Værsgod at lure med her ->

Hjælp mig med at vinde. Stem på min kjole her!