Title

18. februar 2011

Tid til update

Skrevet af Hende selv kl. 14:41 | Det sker

Hov, nu er det vist på tide med lidt update, da jeg jo yderst sjældent er at finde på facebook. Jeg gider ganske enkelt ikke dét medie, og sandt at sige volder det mig mange kvaler at forstå, hvorfor andre kan blive så optagede af det. Så interessant er det jo for søren ikke, og jeg vil mene, at det virkelige liv til hver en tid betyder – og tæller for – langt mere.

Big og jeg vendte den her en dag, og som Big mente, var det jo latterligt. Alle dine såkaldte “venner” på Facebook – det er jo ikke venner som sådan. Det er jo ikke dem, der kommer og plejer dig, hvis du er syg – de køber ikke ind for dig, hvis du har brug for det. Mange, mange mennesker sidder bare og snadrer og rapporterer om alle mulige fuldstændig ligegyldige og meningsløse ting. Andre igen sidder og poster gamle nyheder, som man kan læse i medierne – og så videre i den dur.

Nå jo, og så alle de der “klubber”. Helt seriøst mener jeg ikke, at det på nogen måde angår de mennesker på facebook, hvad der foregår i ens liv. Det er de selvsamme mennesker, som når du møder dem kan være tilknappede og lukkede – men som på Facebook fremtræder som de rene humørentusiaster. Det giver jo egentlig et lidt falsk billede, gør det ikke? Men skidt forresten, det kan jo være at den i 2013 varslede solstorm lægger internettet ned, hvilken rædsel – for øvrigt. Det kan jeg sgi ikke undvære!

Well, det var et sidespring – det kommer sig af, at jeg var inde på en side, hvor man kan indhente flyttetilbud.

Så fik jeg lige en pop-up “Del den på Facebook”… gu vil jeg røv, tænkte jeg og lukkede den hårdhændet. Hæhæ. Derefter bestilte jeg tilbud på flytning. Man er jo med årene blevet en smule æhm… kræsen og doven…

Ungerne og jeg skal nemlig flytte igen – snart… lige om lidt… Allerede 1. april har vi en 4-værelseslejlighed klar til os, du gode, hvor vi glæder os. En dejlig stor lejlighed med have og terrasse. Der er det hele. Bedst af alt, hvis man lige spørger børnene – de får hvert deres værelse. Yngste og jeg var ovre og kigge på stedet, og bagefter lød det fra Yngste “Helle for det største værelse!”. Det er to lige store rum, men så kan man jo godt se, at indretningsevnerne spiller en stor rolle for det færdige resultat!

Yngste fik også at vide, at det var to lige store rum, så for så vidt var det ligegyldigt, hvilket et hun valgte. Jeg får jo soveværelse i den anden ende, så intet kunne være mindre perfekt. Big flytter ikke med, i denne omgang – han synes, at BonusSøn lige skal være færdig med gymnasiet, førend han vil flytte. Vi er desuden også enige om, at det er en bad idea med de tre unger sammen grundet den store aldersforskel.

Eller… lad mig udtrykke det således, jeg er fuldstændig indforstået med, at det nok ikke ville være så smart. Alligevel – var det nu sådan, at Big ville flytte ind nu og her – ville jeg helt sikkert blive rigtig glad – så ingen skal komme og påstå, at det er mig, der ikke er klar til at lade ham komme med, hehe.

Så venter weekenden lige om hjørnet, hvor dejligt! Vi hygger på kontoret – og jeg undres over, som kollegaerne til stadighed kan hidse sig op over en så banal ting, som at jeg kan høre, at O. fløjter. Jamen for faen, jeg kan høre stort set alt, hvad normalt hørende kan – men jeg kan bare ikke dele lydene og specificere dem, medmindre jeg kan SE på en eller andens mund, hvad der foregår!

Ja, hver gang jeg får ny høreapparater, går den første måned med at lære at identificere de mange ny lyde, som ny apparater kan opfange. Sådan har det været de sidste 30 år – og jeg glæder mig til den dag, apparaterne kan klare en helt almindelig telefonsamtale – så jeg ikke er henvist til at nøjes med hyggesnak mor-datter, hvilket også er fint nok, men bestemt ikke så varieret, som jeg kunne tænke mig.

Big påstår, at hvis jeg kunne høre i telefonen, ville jeg sidde og knevre konstant… for den da! Jeg er tilbøjelig til at tro på ham…

16. februar 2011

Grineren i dag – jeg griner stadig

Skrevet af Hende selv kl. 13:31 | Det sker

Fik denne fra bedstestevennen, som var på sygehus og få checket sin brækkede fod.

“Da jeg kom ud fra ham lægen spurgte min kammerat hvordan det var gået …

Jeg sagde til ham, at vi skulle til den afdeling hvor de skærer led af folk … Han kiggede på mig og så spurgte han lægen, hvad den afdeling hed? *GGGGGGGGGGGGGGGGGG*

Lægen kiggede mærkeligt på mig … Ved ikke om han syntes det var sjovt… *GGGGGG* “

10. februar 2011

At være eller noget

Skrevet af Hende selv kl. 18:55 | Det sker

Ja, så gik den dag – det har bare været sådan en mærkelig, rodet dag. Der er ikke rigtig noget, der sådan er lykkedes. Det føles i hvert fald sådan, selvom at der står chili con carne og snurrer ude på komfuret. Det er første gang, jeg prøver Bigs opskrift. Du gode, hvor jeg glæder mig. For jeg får den aldrig ovre hos ham, det er ligesom med hans lækre paella. Det er kun bonussøn, der er heldig – og en meget sjælden gang også ego. Nu skal vi så have den chili! Jeg er også fløjtende ligeglad med, om ungerne kan lide den.

Jeg tror, folk på arbejdet er lidt pas på mig. Det er heller ikke fedt at være hende, der ikke møder ind, fordi den skide bil igen har lavet gale streger. Dertil kommer så Yngstes sygdom, som dog nu ser ud til at være overstået. Hun charmerede da lægen, da vi var deroppe i eftermiddags. Lyttes på lungerne, det skulle hun altså. Det blev hun så, alt i mens hun smilede sit halvt tandløse smil, hun ligner en lille venlig vampyr-unge. Tosset tanke – men det passer meget godt på hende.

Til frokost i dag blev jeg også lidt irriteret på ellers sød kollega, som bare ikke forstod. Big og jeg har jo indrettet os sådan, at vi ikke bor sammen nu. Ergo står Big heller ikke til ansvar for noget, når mine børn er syge. Lige så lidt som jeg står til ansvar for, når Bonussøn er syg. Kollega udtrykte højlydt undren over, at det hele tiden var mig, der skulle tage barn syg dagene. Jeg blev nok lidt irriteret og var derfor også lidt kort for hovedet. Faktisk får jeg det næsten sådan, at jeg ikke gider snakke mere. En anden – og noget ældre – kollega, der også sad ved bordet, gav mig ret. Det hjalp lidt på sagen. Jeg kunne sagtens se, at den yngre kollega bare fattede hat. Han mente jo, at så skulle Big da bare tage en dag hjemme med Yngste. To be honest, jeg tror da, det ville gå fint-fint. Ingen tvivl derom, men jeg vil fastholde, at den slags gør han eventuelt, den dag vi har samme adresse – og ikke en skid før. Som jeg forklarede Yngre kollega – at når man ikke bor sammen, kan man ikke råde frit og kvit over den andens tid på samme måde, som når man deler matrikel. Nå… det var nok alligevel spildt, det var tydeligt, at han syntes, det var noget meget mærkeligt noget. Heldigvis er jeg ret ligeglad med, hvad han mener om tingene.

Jeg tænker bare så meget på en person, jeg holder helt vildt meget af, for tiden. Hun ved selv, hvem hun er. Der er bare nogen ting, der ikke skulle have lov til at ske… det siger jeg Eder. Det skulle simpelthen forbydes. Især når man ikke på nogen måde kan gøre andet end at bare være der og lægge skuldre og ører til, når det er nødvendigt.

Min far har forresten fødselsdag i dag. Meget mærkværdigt faktisk – jeg var derude i morges og aflevere Yngste til pasning hos mormor. Min mor havde en aftale senere, så jeg skulle bare hente Yngste kl. 13.00. Der blev sagt tillykke til min far, men han så nærmest ud som om, han var dundrende ligeglad. På sæt og vis virkede det lidt omsonst, på en måde… at fejre det overhovedet. Ikke desto mindre er det, hvad min mor har tænkt sig at gøre. “Ja, vi får gæster!” siger hun. “Nååh” siger han interesseret “hvem dog.. og hvorfor det?” “Ja, det er jo DIN fødselsdag!!!” svarer hun og ser allerede opgivende og træt ud. Det må fandme også være belastende. Og nu… er der chili, siger mikroovnen.. ;)

7. februar 2011

Det skete…

Skrevet af Hende selv kl. 21:00 | Årets gang,Det sker

Ja, nu har jeg endelig fået gjort det, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg har i aften tilmeldt mig donorregistret. Hvis du også ønsker at tilmelde dig, så gå ind på Sundhed og registrer dig dér. Jeg valgte dog også, at jeg ikke ville donere hud og hornhinder – og det havde jeg forskellige uransagelige årsager til, der handler om noget med vished og tro. Den slags må man have lov til.

Big og jeg har haft en rigtig dejlig weekend – jeg elsker bare mine dage med Big – ligesom jeg også elsker mine dage med børnene, og det er altid dejligt at være sammen med dem alle sammen. Så kan man ikke have det bedre, vel. Jeg arbejder meget med mig selv for tiden, for det synes jeg, jeg har brug for. Der er nogen ting, jeg skal have på plads i mit hovede – så jeg kan slappe lidt mere af på visse områder, og det er ikke spor farligt eller skummelt. Bare fordi!

En rigtig MANDAG er det i dag. Bilen kom ned til VW, det var her halv otte i morges. Big havde fri, heldige mand… og han var endda så sød at stå op og spise morgenmad med mig. Dejligt… jeg nyder det virkelig, også fordi det er noget andet at spise morgenmad med ham, end når det er børnene og jeg. Sådan lidt mere afslappet måske. Dejligt ihvertfald. Bagefter kørte jeg så til VW, som tog pænt mod bilen – og det tog “kun” lige 3 kvarter, inden jeg fik nogen penge tilbage fra i fredags – og så kunne jeg sætte kurs mod det lille verdensfirma. Benzin måtte jeg også have på, jojo.. kun 10,56 kr/literen (pampere i øvrigt!). Godt så.. afsted… men jeg havde kun dårligt nået at runde hjørnet, inden vinduesviskerne begyndte at hamre afsted. Godt ingen kunne læse mine tanker, som bestemt ikke var stuerene på det tidspunkt. Pokkers også, så tilbage til VW, hvor Kim ikke så specielt glad ud. Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem vil ikke gerne have, at kunderne er tilfredse. Det var jeg bestemt ikke.

Aflevere bil plus nøgle og give mekaniker tips til at trigge fejlen. Ind og sidde i de lækre lædermøbler og drikke dejlig kaffe, mens jeg ventede. Et helt National Geographic fik jeg pløjet gennem, mens jeg forsøgte at undgå at kigge på den gamle mand over for mig. Han kiggede sådan lidt underligt på mig… lidt a la “Gider du godt lade være med at sidde og glo på mig” og jeg havde intet gjort, haha. Jeg ved virkelig ikke, om det var fordi NG handlede om hukommelse og hjernefunktioner? Åhædr…

Pludselig stod Kim der. “Hm… jeg ved ikke hvor lang tid, det tager i dag.. så hvis du har andre aftaler, kan du godt gå hjem eller sådan.. ” sagde han. “Okay, det er helt fint, så kan I sms’e til mig, når bilen er klar” svarede jeg og gik. Damn… nu igen uden nøglen, men heldigvis var Big jo hjemme i dag. Da klokken var halv to og VW ikke havde kontaktet mig, kunne jeg ikke længere vente. Jeg ringede… og her fik jeg at vide, at de nu havde åbnet den fuldstændig – og ventede en reservedel. Så den var ikke klar før tirsdag morgen. Nice… oh so really nice… NOOOOT!

Oven i det fik jeg at vide, at Yngste er ved at rage sig noget til.. feber har barnet helt sikkert, det er dobbeltchecket. Som om.. hvis man nu tog temperaturen en gang til, var feberen noget, vi havde bildt os ind. Men not… hun har feber. Så i morgen ser jo lidt spændende ud – jeg aner pt. ikke om jeg kommer nogen steder. Og som sådan var det jo, at jeg pludselig syntes, at organdonation var ingenting i sammenligning med dagens oplevelser og tildragelser!

6. februar 2011

Det kan være ligemeget, kan det ikke?

Skrevet af Hende selv kl. 00:54 | Børn,Guldkorn

Så var det jo, at vi fik en ny læge, her efter årsskiftet. Noget vi, nok især jeg, havde glædet os til, da vores gamle læger ikke var meget bevendt. Hos dem følte man sig lidt som noget data i en FIFO-handling, de havde bare så travlt. Jeg oplevede også nyfigenhed og snagen i ting, der faktisk ikke angår forholdet læge/patient – så jeg var glad nok for lægeskiftet. I øvrigt er vores ny læge tidligere ammanuensis hos de gamle læger. Dengang spurgte jeg ham, hvad han skulle, når han var færdig – for jeg ville gerne have ham som læge. Det har jeg så fået nu.

I den forbindelse fik vi alle tre nyt sygesikringskort, her da han overtog praksis. Sammen med sygesikringskortet (i øvrigt hedder det nu Sundhedskort) fulgte den sædvanlige folder med organdonation. Jeg ved ikke helt hvorfor, men af en eller anden grund minder den folder mig forfærdeligt meget om min egen dødelighed. Det kan jeg selvfølgelig ikke lide, og jeg kan slet ikke lide den feeling, jeg får af at se den velkendte røde folder. Tag stilling til at blive organdonor.. hm…

Ældste var nysgerrig og spurgte, hvad det var for noget, for sådan en fik han og lillesøsteren jo ikke. Jeg forklarede så, hvad det gik ud på. At lægerne, når man var død, havde tilladelse til at tage ens vitale organer (også ordet vital blev forklaret…) og bruge til at hjælpe andre med, sådan at de kunne få et bedre/nyt liv. “Jamen, så er der jo ikke noget at betænke sig på” sagde Ældste resolut med et blik op på mig “så er man jo død mor.. og så skal man jo ikke bruge de der organer til noget mere, vel??”.

“Øhhhhh.. nej, det skal man ikke, lille skat” fik jeg hostet frem, men sandelig om ikke ungens betragtninger har en pointe. Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad han siger… og i øvrigt har jeg stadig ikke taget stilling… Har DU?! :)

Pyha – så kan det være nok

Skrevet af Hende selv kl. 00:45 | Weekend

Gad vide, om der egentlig findes en grænse for, hvor meget man skal finde sig i??? Altså.. fra sin bil? Min fine lille Golf kører jo som en drøm, eller… den kan… hvis den vil. I torsdags uge 4 voldte den mig i hvert fald gevaldige problemer. Jeg havde netop hentet Yngste i SFO’en – og vi havde læsset bilen med alt hendes habengut. Der var jo de tykke bukser (fordi Yngste ynder at gå i superstramme leggings – hvilket jeg kun kan kigge misundeligt på…). Mig klæder den slags ikke, men… når man er fyldt 29 år, er man også for gammel til den slags… hihi.

Vi satte os ind i Golf’en, jeg satte nøglen i og drejede. Plut.. host… pfffft.. sagde motoren og døde. Panikken vældede op i mig. For satan.. helvede og patter, det kunne bare ikke være sandt. Jeg prøvede igen og igen, men bilen forblev død som en sild i lage. Okay… pyha, hvad nu. Og klokken var halv fem, værre kunne det jo næsten ikke blive. Heldigvis var Ældste selv taget hjem, så det skulle jeg ikke bekymre mig om. Yngste var bestemt ikke særlig tilfreds med, at vi skulle gå hjem fra skolen. Jeg kan ikke påstå, at jeg var meget mere tilfreds, men afsted gik det på hastige skridt hjemad. Det er et pænt stykke vej, men vi småløb og luntede afsted i blæsten. Vel hjemme spænede Yngste op i lejligheden for at få varmen, mens moderen spænede op i Bigs lejlighed. Han kunne godt se på mig, at den var helt gal, jeg tror næsten, jeg var på nippet til at tude af afmagt og irritation.

Hold kæft hvor er det også irriterende, at man kommer til at tude, når man føler sig afmægtig.. eller.. jeg gør i hvert fald, når det hele virker til at være brændt sammen. Heldigvis holder denne tilstand sig ikke så længe, for et par tårer får gerne hul på bylden. Kender ikke alle den, med at er der noget, der går én på i en eller anden sammenhæng, kan andre helt aldeles ubetydelige ting pludselig ligne kæmpestore isbjerge, man ikke kan forcere??

Big var jo ikke dum, så han ringede straks til VW i Allerød for mig, og jeg kunne få en kranbil – igen var Big sød at ringe til Willys kranservice for mig. Willy havde først tid næste morgen, så der var ligesom ikke mere at stille op.

Næste dag fulgte jeg børnene i skole på gåben, efter at have sendt projektlederen og chefen en sms om min udeblivelse og grunden dertil. Da jeg kom ud igen fra skolen, besluttede jeg mig til at lige prøve bilen. Og du godeste, jeg fik næsten et chok, da den startede. Uha… og så var det ellers afsted, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ned til VW. Der sad jeg så og fik en kop kaffe, indtil værkføreren kom og spurgte, hvad jeg dog lavede der… “Drikker kaffe og venter på min bil??” smilede jeg. “Nå.. men den er altså ikke færdig før om tre-fem timer” svarede han. “Hvad… hvorfor har I ikke fortalt mig dét lidt før???” spurgte jeg og var en kende indigneret. “Jamen…” sagde han så.. “du spurgte jo ikke!!”. Du store, her kunne jeg virkelig godt have smidt kaffen i hovedet på ham, men okay bilen skulle jo laves og repressalier behøver man ikke, så jeg valgte bare at trave hjem.

Da jeg så har gået næsten hele vejen hjem – og der er L A N G T… kom jeg i tanke om, at nøglen til lejligheden var hos VW sammen med bilnøglen :( Godt så.. trave trave ned på skolen og få nøglen af Ældste. Sluttelig kunne jeg så trave hjem – nu temmelig ophidset og irriteret, hehe. Det endte så med at VW tog sig godt betalt for at skifte batteriet på bilen (for det var dét, der havde forårsaget miseren) samt at lave et 27-punkters check. Yrk.. jeg kan stadig huske det ynkelige og desperate skrig fra mit Dankort, da jeg kørte det gennem.

I torsdags var den så gal igen.. vinduesviskerne begyndte bare at køre løs!!! Det er umuligt at stoppe dem! FFD… så gik turen ned til VW Allerød igen, og de blev jo mægtig glade for at se deres bedste kunde. Der blev lavet et eller andet ved den, de tager sig jo betalt for det – og jeg kører videre. Efter at have kørt en halv kilometer, begynder viskerne igen. Weyyyyyyyyyyyyy.. tilbage til VW og brokke, for nu er jeg jo med rette temmelig sur over den bil. Nu får jeg så at vide, at der mangler en eller anden komponent, og at jeg kan komme mandag morgen og få lavet det.. helt ærligt.. jeg er så træt af, at den bil hele tiden vil på værksted. Øv, nu vil jeg så glæde mig over, at jeg har fået solgt lidt på Trendsales, så det kan opveje tabet lidt – selv om jeg lige mangler at sælge for et par tusinde.. ævs, hehe. Af samme grund glæder jeg mig til udsalget er slut! Normalt er det ellers en begivenhed, jeg værdsætter rimelig meget – bare ikke lige i denne februar måned ;)

Og så god weekend resten af weekenden, ikke ;)

3. februar 2011

Dine mål skal nås

Skrevet af Hende selv kl. 11:15 | Filosofi

Det er fra et NLP-kursus, og det kan bruges til alle slags mål.

Velformulerede mål

1. Specifikt. Hvad vil du opnå? Formuler det præcist og detaljeret.

2. Målbart. Hvordan vil du vide, at du har opnået dit mål? Hvad vil være beviset? Fx ved motion: Du kan nu løbe en halv time uden pause, eller du kan se muskelaftegninger på dine overarme, eller du har et taljemål på 75 cm.

3. På hvilken måde er målet vigtigt og attraktivt for dig? Er målet et middel til at opnå et andet, bagvedliggende mål? Et mål skal bygge på personlige værdier. Fx er motion jo sjældent et mål i sig selv.

4. Realistisk. Er målet realistisk i forhold til den tid og de ressourcer, du har til rådighed?

5. Tidsbestemt. Hvornår ønsker du, at målet er nået? Angiv eksakt tidspunkt. Man når aldrig et mål, det ligger et sted ude i fremtiden. (dette bekymrer mig af forskellige årsager VILDT meget)… et mål jeg har… som måske aldrig går i opfyldelse? Spilder man så noget?

6. Økologisk. Hvilke positive og negative sidegevinster er der ved at nå målet?(Bruges til at afklare, om du egentlig ønsker at nå i mål, eller om der er negative sider ved det, som gør, at målet bare var en urealistisk drøm)

7. Formuleret positivt. Det er vigtigt at du fokuserer på det, du ønsker, i stedet for det, du ikke ønsker. Fx ved rygestop: “Jeg vil ikke længere ryge” virker ikke. I stedet for kan man bruge: jeg har rene lunger, jeg har bedre kondi, jeg dufter dejligt osv.