Title

31. januar 2011

Der blever sådan set bare hygget gennem

Skrevet af Hende selv kl. 22:04 | Det sker

Apropos hygge, tror jeg altså, at en gal bagebavian har slået sig ned, eller også har jeg fået en klæbeånd. Jeg ved det ikke helt, men hele to gange på to uger, er det lykkedes mig at bage kager og brød. Bare se, søndag eftermiddag sad jeg og kedede mig lidt. Yngste var til fødselsdag hos en af drengene fra klassen, og naturligvis ville hun da ikke med hjem, da jeg kom og hentede hende. Nej, uha. Hun skulle hjem til pige fra klassen.

Så Ældste og jeg susede hen på tanken og købte en pakke gær eller to, der blev dog i sidste ende kun brugt én pakke. Det var også alt rigeligt, da jeg havde spurgt ham, om der var noget, han rigtig godt kunne tænke sig. Jeg tror, vi begge var temmelig lækkersultne… der havde jo duftet så dejligt i det der fødselsdagshus! Hehe. “Pølsehorn!!!” sagde han så. Ok, som sagt så gjort, han fik selv lov at rode med dejen, og det gjorde han ganske godt. Jeg smækkede den færdig, da jeg var færdig med den portion glutenfri pølsehornsdej (langt ord, og ikke tilladt j.f. stavekontrollen, hehe).

Mens de to deje således stod og hævede, fik jeg smækket yderligere en dej sammen. Altså det var så til min den bedste chokoladekage, det er simpelthen en GUDEKAGE, uden sidestykke. Alle, der smager den, drømmer frække og forvorpne drømme om den adskillige nætter derpå. Så god er den, så kom ikke og sig, du ikke er advaret. Big og BonusSøn havde også ekstremt svært ved at styre mundvandet, da de hørte de gode nyheder. Big hentede mig efter maden til en aftentur, hvor vi vader en god halv times tid rundt. Det er dejligt og forfriskende, helt sikkert. Bagefter fik han så et stort stykke chokoladekage og et par pølsehorn, så kunne de to hygge sig ovre hos Big.

Tænk engang, jeg har ikke engang rørt hverken kage eller pølsehorn. Det er lidt imponerende, men jeg sidder lige og føler mig lidt selvgod. Desuden fortjener jeg også, at holde fingrene væk, så tøjet ikke kommer til at stramme mere end højst nødvendigt. I øvrigt måtte jeg til morgen indse, at jeg er ‘a true shopaholic’. Lørdag bød jo på dejlig tur til Hillerød med ungerne, hvor vi spiste på Gonzales. Her rendte vi “tilfældigt” på Big & BonusSøn, der sad og gouterede sig på en af Gonzales lækre burgere. Vi satte os så sammen med de to spisende og bestilte selv mad. Vores mad nåede næsten lige at komme, da de to andre var færdige – og så smuttede de.

Da vi var færdige, smuttede jeg lige ind i Saint Tropez, hvor der var udsalg. Hele 70% var der, så uuuuh… mon ikke der skulle være noget. Det var der også, og jeg kom ud belæsset med pose indeholdende 2 bluser og en lækker sweater i glatstrik. Den ene af disse bluser – suk – ikke underligt, jeg kunne lide den, for jeg havde den sjovt nok hjemme – bare i en anden farve!!!! Spark i rumpen, Anja – det var jo ikke så godt. Jeg kan slet ikke komme mig over, at jeg ikke kunne huske, jeg havde den bluse, hehe. Det er faktisk pinligt! Nej… jeg var ikke færdig, tro om. Vi begav os så hen i IdéNyt. Her var jeg jo så usandsynlig heldig, at jeg scorede en lækker Odd Molly bluse til kun 200 kroner. Som kendere jo er klar over, er Odd Molly svinedyrt – men der var 75% rabat på blusen – så med hjem, det skulle den altså.

Pyha, det var hårdt arbejde – og vi gad heller ikke gå mere, så vi begyndte at gå mod udgangen. Her var der jo InterSport. Faktisk… formålet med turen til Hillerød… jeg skulle have en Power Hoop. Det fik jeg så, og endelig satte vi kurs hjemad. Uh, jeg var spændt på den Hoop, det var jeg sørme. Og selvfølgellig kan jeg da hulahoppe – helt klart. Godt så, jeg samler bæstet og stiller mig klar. Hoop’en er jo lidt tungere, end en almindelig hulahopring. Måske burde jeg have startet med sådan en… for der skete jo dét, at jeg ikke kunne holde den roterende. Med et brag landede den på gulvet – og der stod jeg. Ældste stod og kiggede vurderende på mig… og tænkte sit. Der var jeg bare helt sikker i min sag… og jeg havde ret.

Lidt efter kom han “Du mor.. skulle jeg ikke lige prøve??” spurgte den halvlange og supertynde dreng, der bare er en streg i luften. Jeg skulede lidt til ham – og var temmelig utilfreds med mig selv. “Well” sagde jeg så “du kan jo prøve, men det er ikke nemt!”. Så lidt efter ser man mig med den længste underkæbe ever. Jeg må nok erkende, at han er eminent, den knægt, til hulahopping. For jævlen og katte da… den skide ring hvirvlede omkring stregen i luften, konstant i bevægelse, som havde den aldrig gjort andet. Det stod han så og hyggede sig med i mindst fem minutter, hvilket gav mig tid til at hejse min kæbe op og montere den igen.

For helvede og patter da! Om søndagen da Big kom for at hente mig til træning, viste Ældste igen sine hundekunster for en overrasket Big. Altså når Ældste gør det dér med hularingen, ser det så nemt ud. Det kan man heeeelt klar godt… så Big lod sig også rive med. Desværre havde heller ikke han for fem øre jive og hoftesving i kroppen… ligesom visse andre *kigger på mig selv*. For katten da… og nu kan jeg jo ikke engang tillade mig at lege med den hularing, uden at give underboerne et kæmpechok.

Hvad mere – jo så har jeg prøvet at lave fiskefars, for første gang nogen sinde. Og ikke for sidste gang. For hvor smagte det herligt. Skønt at vide, at den her fars ikke indeholdt noget som helst andet, end det jeg valgte at røre i. De fiskefrikadeller er sindssygt gode… eller nåeeh.. de VAR… for væk, det er de! ;)

25. januar 2011

Black Swan

Skrevet af Hende selv kl. 21:38 | Film

Gudeskøn film, der kun kan anbefales på det varmeste. Det er længe siden, jeg har set en film med et så forfinet psykologisk spil iblandet små twists af ondskab, glimt af menneskedyret i dets afmagt – billeder af den yderste grænse.

Skuespillet var ypperligt, og hun fortjener helt afgjort de udmærkelser, hun måtte blive tilkendt for sit mesterlige spil.

Den film var Big og jeg inde og se i søndags. Black Swan hedder den… og hvis ikke du har set den, bør du så afgjort få set den!

Vi havde virkelig gået og glædet os meget til at se den, og det var næsten for utroligt, at filmen viste sig at være så fantastisk, som den var.

Planen var så, at vi herefter ville have været ud at spise, men det lå lidt i luften, at vi så afgjort ikke gad. Jeg vil give Big skylden, for ham var det, der havde lavet en gullasch, der burde have 10 af 10 stjerner. For fanden hvor smagte den godt. Vi var langt mere fristede af at køre lige hjem og varme gullaschen fra lørdag – så det valgte vi at gøre. Ikke fordi det andet valg ikke var fristende, det var det skam – men tjah… nu manglede vi ikke rigtig en dyr(!) middag. Derfor er restauranten udsat til en anden gang – mens vi i mellemtiden vil gæste Atlantico i Værløse med alle vores børn. Jeg glæder mig sgisme!

Tøsedejlig shoppingtur

Skrevet af Hende selv kl. 21:30 | Shopaholic,Venner

Først vil jeg lige glæde Eder og smide et shoppinglink med lækkert og spændende tøj, besøg selv Nué CPH, der er et dejligt, varieret og spændende udvalg af diverse rariteter. Please equip… Det har jeg gjort i dag, jeg “kom til” at købe et Burberry Cashmere scarf, jeg faldt over det – og det formelig kaldte på mig. “Køb mig… jeg er bare noget så lækker… meget mere lækker end ham italieneren, der kørte strandbussen, da du var 15 år!! Lokke – lokke!!!”.

Som sagt, så gjort – ikke dårligt. Jeg griner stille ved tanken om, at Kusinesøsteren for lidt siden sagde “Jamen det er DIN skyld, du præsenterede mig for GUDESIDEN!!!” (trendsales). Det var, da hun forklarede, at hun havde købt en lækker strandkjole fra fristende Desigual. Jeg har også en på bedding her, men afventer lige nærmere detaljer.

Endnu en gang lykkedes det undertegnede og SødSmukVeninde at komme afsted på en længe ventet tur, denne gang var vi blevet enige om at henlægge vores raid til Fisketorvet. Der er jo så mange butikker, som alle og enhver nok er klar over. Noget andet var så, at det tilsyneladende var os umuligt at finde noget. Vi gjorde ellers en ihærdig indsats ved ankomsten, efter at de obligatoriske superdejlige gensynskram og begejstrede udråb var overstået.

Vi øjede straks en slags cardigan, og blev enige om at prøve dem. Desværre var der ikke nogen af os, der kunne se ideen med pasforment. Der var ganske enkelt ingen pasform? Medmindre det da var planen at man skulle ligne en udstoppet bepelset rullepølse? Det var det sikkert ikke, men hverken SødSmukVeninde eller jeg selv var synderlig opsatte på at komme til at brillere på forsiden af årets tabermagasin. Så vi droppede alle planer om at åbne taskerne og forlod straks stedet. Hvor var det morsomt, det var som et par skoletøser. Viftende os om næsen og med selvsamme i sky af forargelse over dette ringe stykke tøj, sejlede vi afsted. Den slags positurer holder imidlertid ikke særlig længe, inden vi grinende krammer og går videre.

Det var ikke engang, fordi vi ikke prøvede – men der var ikke rigtig noget tøj. Kun i Esprit, fordi SødSmukVeninde havde et gavekort, der skulle bruges. Skægt nok skete det endnu engang… ved ikke lige for hvilken prins.. En gang mere for Prins Knud eller.. øh, nå men altså vi købte to nøjagtig ens kjoler. Der var jo de fedeste lommer i skidtet, så den skulle bare med hjem. Derefter var der ligesom gået hul på bylden – og vi faldt ind i Paw sko, hvor der var de lækreste cowboy shoeboots. Nuiiii – ikke dårligt. Bagefter var vi i Matas, da SødSmukVeninde skulle have den samme chokoladebrune Chanel-neglelak, som jeg har. Det var den, jeg købte sidste år, da jeg var i Charlottenlund ;) Hun blev nemlig også forelsket, da hun så mine negle… sådan som det skete for mig, da jeg øjede flasken inde i boutiquen. Apropos, hvor er jeg bare misundelig på, at hun snart skal til London… iiih… jegviloss’jegviloss’. Big påstår, at det bliver dyrt for ham, at jeg kun kan finde lækkersager i London fremadrettet, hehe.

Han var i øvrigt en skat – og gav mig et par fingervanter i lørdags, sådan helt af sit gode hjerte :D Jeg elsker den mand, konstant overrasker han mig. Han forklarede, at han altså tænkte på mig, og han ville ikke have, jeg frøs om fingrene… *hjerter dér på fingerkys*

SødSmukVeninde og jeg ramte også Bianco sko, hvor hun scorede de feeeeedeste støvler. For pokker da, det var hvad man kalder et superkøb. Genialt, tillykke du søde! ;) Og jeg klager heller ikke, hehe! Hun ved godt, hvorfor… og ja, jeg har mange støvler, jeg ved det godt. Da vi således havde raidet på det groveste, følte vi os pænt brødflove. Det hjalp restaurant Butterfly os med at komme over – og vi fik dejlig middag, inden vi skyndte os i Føtex for at foretage et bagholdsangreb på Mix-selv slikket. Hehe, det er hvad man kalder en superhyggelig tur – tak for den – igen. Jeg glæder mig rigtig meget, til næste gang vi skal mødes. Der går forhåbentligt ikke så længe, men det tror jeg nu heller ikke.

20. januar 2011

Du skal ikke være en tøsedreng

Skrevet af Hende selv kl. 09:28 | Billeder,Sjov

Hvis du altså nogensinde skal handle hos ham her :-)

Jeg synes faktisk, han er utrolig charmerende – en rigtig vrissen mand af den gamle skole. Det er da også helt fantastisk, at manden ikke har haft en sygedag i over 20 år, se selv :P

19. januar 2011

Har jeg fået titus, mor

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Børn,Guldkorn

Yngste har længe plaget, det har hun virkelig. Hun vil så frygteligt gerne, og der er ingen grænser for, hvad hun vil gøre for at få lov til det… hun vil så inderligt gerne afprøve vores ny sømopafgulvetflående støvsuger fra Electrolux.

Da jeg allermest er til at flade den i sofaen med en god bog, øjner jeg en chance for at fede den lidt og giver hende lov. Hun suser rundt med støvsugeren, her og der og allevegne er hun. Også på badeværelset, jo hun er skam dygtig. Lidt efter suser hun rundt inde i stuen, mens moderen tilkaster hende beundrende blikke og små opmuntrende smil. Det er vist blevet lidt kedeligt at støvsuge, kan jeg se. Tøsen begynder at støvsuge totter af sit hår, præcis som vi andre gjorde, da vi var børn. Dog nok med nogen mindre kraftige støvsugere, dengang.

Yngste udstøder et hyl uden sammenligning. “Waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah…. aaaaaaaaaaaaaaaav” og så farer hun rundt som en flue i en flaske. Jeg kigger forskrækket op fra bogen og spørger, hvad der er galt. “Jeg har støvsuget mit øre… jeg kom til det.. og nu lyder det så mærkeligt.. det HYLER, moaaaarrrhhhhhh” *grædende pige*. Jeg springer op af sofaen og krammer hende alt jeg kan, og spørger hende, om det stadig hyler. Det gør det. “Prøv at løbe uden for” foreslår jeg… der må i det mindste være et andet tryk eller noget lignende. Det gør hun så. Lidt efter er hun tilbage “Det hjalp faktisk lidt” siger hun og holder sig for øret. “Men.. moaaaarrrr det gør så oooooooondt”. Nu er jeg nok lidt bleg og siger noget om tinnitus og at passe på sine ører. “Naaaaaaaaaaaaaaaaaaj, jeg vil ikke have titus” vræler barnet nu. Jeg skynder mig at forsikre hende om, at hun helt sikkert ikke har fået “titus” – men at man skal passe på sine ører….

Efter en halv times tid er øret stabiliseret og normalt igen, men jeg tror nok, den unge dame fremadrettet er helt og aldeles færdig med at støvsuge totter i sit hår.

De der løg

Skrevet af Hende selv kl. 23:16 | Guldkorn

Vi sad og spiste her den anden aften, som man sædvanligvis gør ved sekstiden. Så er det, at ungerne småsnakker lidt med hinanden, og jeg bare sidder og nyder, at jeg har to – og at de kan snakke med hinanden nu. Finde morskab i hinandens selskab. Det er sgisme dejligt.

Vi får en eller anden ret, hvor til rødbeder ville have været herlige. Hvis man bare have nogen, og jeg siger højt til ungerne “Skulle vi ikke se at købe nogen rødbeder, unger? Det ville være lækkert til det her mad!”.

Så hører man pludselig Yngste “Jeg kan forresten ikke så godt lide rødbeder mere!!!” “Nå… har du fået dem for tit hos far?” spørger jeg “uskyldigt”.

“Nej da… men mine løg har ændret sig!” siger hun.

Det er dér, jeg falder ned af stolen af grin. “Dine løg” fnyser jeg sprutgrinende, mens jeg tørrer øjnene for de lattertårer, der så gerne løber. “Ja.. de der løg, man smager på” nikker pigebarnet.

For fanden i panden, den var altså god!!! :D

Det sker ikke

Skrevet af Hende selv kl. 23:08 | Det sker

Tiden går – jeg har svinetravlt med livet. Af en eller anden grund får jeg slet ikke skrevet en skid i min blog, og det er altså rigtig ærgerligt. Jeg ved, at der er nogen trofaste derude, der følger med i, hvad jeg skriver. Altså, når jeg får taget mig sammen. Det har jeg så ikke fået gjort før nu, hvor jeg praktisk talt lossede mig selv i røveren…

Nyt siden sidst – jeg blev endelig ejer af et par Joan of Arctic fra Sorel – men desværre gnavede de på mine lægge. Sådan nogen sko gider jeg ikke have. Så, da Ældste snusfornuftigt sagde “Mor… du skal ikke have sådan nogen støvler, det har du selv sagt til mig… du har røde mærker på bagbenene!!” – ja så indså jeg, at de måtte videre. Heldigvis er det helt vildt nemt at komme af med fejlkøb på Trendsales, især hvis det er Sorel støvler og den pågældende støvle er totalt udsolgt worldwide :D Så støvlen er solgt videre, et par dage efter købet, hehe.

Big lagde ikke skjul på, at han vist nok syntes, jeg var uforbederlig – men alligevel var han vist nok lidt stolt af mig, da jeg havde tjent fint på salget. Det var jeg også selv. Så er der lidt til jeg snart skal ud på en superhyggelig og dejlig shoppingtur med SødSmukVeninde. Du godeste, hvor jeg glæder mig til at se hende igen!

Noget, jeg er rigtig glad for, som er værd at nævne for good i 2010, er at SødSmukVeninde og jeg er blevet virkelig gode til at ses – og det er altid ekstremt hyggeligt. Skønt at have sådan en veninde, helt ærligt.

Jobbet er noget af det aller mest spændende, jeg har prøvet i lange tider – jeg er ligefrem gået hen og begyndt at glæde mig til at komme på arbejde igen. Fandeme lækkert! Når man nu er ved det, er det egentlig også på tide, der skete noget nyt.

Kusinesøsteren og jeg har også fået sluddersladret lidt sammen, og hun er inviteret til “Spis&Skrid” i næste uge. Onsdag aften kommer hun, så skal jeg finde på et eller andet godt – og måske lidt.. æhm.. slankende, så det bliver IKKE pasta. Til gengæld ved jeg, at ungerne bliver vildt glade, de elsker hende simpelthen. Hun er gud, om nogen. Nåja.. næst efter Mama hér, ikke. De er begyndt at kalde mig Mama, jeg ved sgisme ikke hvorfor. Jeg er også ved at vænne mig til det nu, tror jeg.

Big og jeg har planer om at skulle se Black Swan, jeg glæder mig rigtig meget – for hovedrolleindehaveren er vist blevet nomineret for sin rolle (og så snakker vi SLET ikke om, at jeg ikke kan huske, hvem hun er, hehe). Vi skal da forresten også ud at spise med kniv og gaffel, det er længe siden, er vi enige om. Det bliver på Vincents restaurant – kan googles. Jeg gider ikke gøre det lige nu, da jeg sidder i Bigs seng med en bærbar foran mig – uden mus. Jeg er simpelthen bare totalt doven lige nu – men det må man også godt en gang i mellem.

Jeg har det lidt sådan, at når ungerne er kommet over til deres far, så er jeg faktisk lidt halvsmadret. Som om jeg kører på et kæmpeoverskud, oplagret på de fem dage Big og jeg har alene, eller næsten alene, for BonusSøn skal først over til sin mor om torsdagen. Så er det, at jeg bare trænger til at flade helt vildt ud, og nogen gange kan jeg tage mig selv i, at jeg bare SLET ikke gider lave noget som helst, der smager af “dagligdags pligter”… men jeg får da altid lavet mad til Big plus BonusSøn om onsdagen. Vi slacker lidt om torsdagen – og får måske lidt hurtigt og nemt, men der er plads til det :D

1. januar 2011

Velkommen til dette herrens år 2011… eller MMXI

Skrevet af Hende selv kl. 18:23 | Årets gang,Det sker

Bare fordi og hvis nu ingen ved det, ser det jo ret flot ud at skrive årstallet med romerske tal, og 2011 er ingen undtagelse. Det ser sådan lidt majestætisk ud, og jeg tager mig selv i at tænke, om MMXI kunne forklares som Meget Meget X-factorisk Infrequent år… Det kan det sikkert ikke, og hvad så?

Det er nu den 1. januar, og jeg synes, at årets første dag altid er frygteligt stille. Det er som om, verden er stille. Der har netop været et kæmpeklimaks, afslutningen på det gamle år, og derfor kan der næsten kun være stilhed oven på denne begivenhed. En stilhed de fleste bruger på hygge, enten alene eller med familien. Kort og godt, man lader op – og slapper af. Børnene og jeg har ihvertfald nydt hele dagen, og hvilken fantastisk smuk 1. januar, vi fik. Godt nok kold og icy, men ikke desto mindre kold og frisk. Vi var ude og gå tur her i eftermiddag, og her hvor vi bor, er der sådan et sted ved marken, hvor man kan føle, at man er helt alene i verden – og rigtig sanse, hvor nyt året er. Det synes jeg ihvertfald, og det gik jeg og glædede mig over, mens ungerne blev ladt tilbage på kælkebakken.

En sand kamp var det også at komme helskindet hjem, og jeg er meget taknemmelig for at mine Ce La Vi gummistøvler er så suveræne til at forcere isen i. De er nemlig også rigtig dejligt hurtige, lige at stikke fødderne i for at smutte over til Big og hente et eller andet absolut nødvendigt, eller måske bare for at hente et ekstra kys. Vi er trætte og gider ingenting. Vi er i en slags dagen derpå-vacuum, en underlig tilstand er det, et limbo… hvor der absolut ikke skal laves noget særligt. Big og jeg henter maden på Roma, for vi gider heller ikke om en lille times tid. Det ved jeg.

Det var en super dejlig nytårsaften, hvor Big og jeg var værterne for en rigtig dejlig middag – og Mødrene var tilsagt lige til Dronningens nytårstale. Den ville de begge gerne nyde, så det gjorde vi. Ungerne hyggede sig også stort, og de var bare så glade – glade for at være hjemme hos moar og Big – og glade for god mad. Det var det nemlig, lige den slags mad som børn i alle aldre kan lide, selv om det er synd at påstå, at BonusSøn er et barn længere. Han er det, man kalder en ung mand – for han går snart i sit 18. år. Du godeste… og jeg husker tilbage, dengang Big omtalte “sin søn på 11 år”… Vores fælles tre unger kunne sandelig godt lide gryderetten med ris til, jeg havde lavet til dem. Vi regnede nemlig ikke med, at menuen fra Rickys køkken ville tiltale herskaberne. Der var blandt andet snegle i hvidløgssauce, sauteret med tomattern og noget andet, og den slags kommer ikke nemt ned gennem børns halse.

Vi spiste og hyggede os, der blev snakket og grint en masse – og set lidt tv også. Lidt spøjst, mit vægur gik i stå kl. 22.30. Så i rigtig lang tid troede jeg, at klokken ikke var ret mange – og undrede mig såre, over at jeg følte mig noget træt og ikke så appelsinfri, efterhånden som tiden gik. Det var indtil Ældste konstaterede, at uret havde sagt tak for i år. Klokken 24.00 hoppede vi ind i det ny år, og der blev skålet og hygget lidt mere. En rigtig dejlig og afslappet aften, der ikke fås bedre – og som endte med at Mormor blev og sov hos ungerne, mens jeg smuttede med over til Big og sove.

En ting, jeg aldrig holder op med at undre mig over, er, hvordan i alverden bordbomber dog kan generere så meget konfetti – og hvordan det kan være, at der bliver VED med at være bittesmå stumper konfetti på gulvet, selv efter jeg har støvsuget noget så grundigt? Tjah? Nå jeg klager ikke, for nu jeg var i gang, fik jeg rent faktisk støvsuget under sofaerne og bagved dem – selv panelerne gik ikke fri. Dejligt at starte året med frisk luft i boligen…. sagde hende den arbejdsduelige, der nu er gået i dovenmode. Iøvrigt har jeg købt en ny støvsuger, som efter sigende (Big) nærmest skulle være klistret til gulvet, når man tænder for den ;)