Jeg kan bare ikke følge med i disse dage, for hele tiden sker der et eller andet, som jeg nødvendigvis mÃ¥ tage mig af. Julen har ligesom flimret forbi, dog har den været intet mindre end dejlig og hyggelig – og der har ogsÃ¥ været tid til samvær med gode veninder, de ved selv hvem de er.

Nu har vi sÃ¥ lige den næstsidste dag i december, og jeg har en alenlang liste foran mig med to-do’s. Vi skal hygge os her hos os selv i morgen aften, og jeg glæder mig rigtig meget til at være værtinde for vores lille Allerødfamilie samt de to Mødre. BÃ¥de min og Bigs mor er tilsagt en fin middag, som vi dog ikke selv stÃ¥r for. Godt nok er vi vært og værtinde, men rollen sÃ¥ ganske ulig er det ikke os selv, der har lavet al den lækre mad, der skal sættes til livs i morgen aften. Vi har skam bestilt en rigtig lækker nytÃ¥rsmenu hos Ricky, ligesom vi gjorde sidste Ã¥r. Det kunne godt gÃ¥ hen og blive en vane med den slags, for sjældent har jeg oplevet at “hent-selv-menuer” er sÃ¥ utroligt lækre og velsmagende.

Selvfølgelig har vi lagt billet ind pÃ¥ nytÃ¥rsmenuen, og det ser skam ogsÃ¥ ud til, at han endnu en gang har overgÃ¥et sig selv, den gode Ricky. Det er ikke kun nytÃ¥rsmenuer, han gør i – der er ogsÃ¥ julemenuer og mÃ¥nedens menu, sÃ¥ vidt jeg husker. Du godeste, hvor jeg glæder mig. Vi har sÃ¥ selv sørget for vin, der passer til menuen – og i morgen skal jeg lave en røvfuld kransekager, det bliver af den slags, der kommer fra sprøjteposen og bliver dekoreret med mandler og andet godt. Præcis som vi kan lide det herhjemme. Marcipan æltes sammen med en vis mængde flormelis og en enkelt æggehvide, og der æltes, til hænderne ikke gider mere. Jeg gør dog ofte i at give massen en tur i mikroen, det gør den sÃ¥ dejlig samarbejdsvillig. Det kan godt være lidt af et projekt at finde ud af at koordinere den helt rigtige mængde flormelis til blandingen, men det plejer at gÃ¥ rimeligt. Resultatet forsvinder under alle omstændigheder temmelig hurtigt.

Ungerne og jeg har hustlet rundt i byen de sidste par dage, det viste sig nemlig, at da vi flyttede, havde jeg skilt mig af med stort set alt, hvad jeg havde af brugskunst. Det betød sÃ¥, at da jeg skulle finde noget at pynte nytÃ¥rsbordet med, var der bare ingenting. Det gjorde dog ikke noget, da det jo bare betød, at jeg kunne kigge efter noget nyt – og det er lykkedes over al forventning. Jeg er helt sikker pÃ¥, at det bliver et superhyggeligt nytÃ¥rsbord i morgen – nu skal jeg bare se, om jeg kan finde mine sølvstjerner…

NytÃ¥rsønsker gør jeg ikke i – eller rettelse, jeg har ikke nogen lige nu, andet end at vi alle fortsat vil have det rigtig godt sammen – og at kærlighed bestÃ¥r og alt den slags. Derudover hÃ¥ber jeg da inderligt, at al den forp… sne snart forsvinder! Jeg nægter at tro, at det kun er mig, der er kørt træt i den! Jeg gider den ikke mere, to be honest!!! Nu har jeg fÃ¥et nok! Ligesom alle jer andre, gætter jeg pÃ¥.

Det er faktisk mere sandt end man tror, for de fleste er juleaften jo 24. december, og det har det været de sidste 2010 Ã¥r, eller noget… Imidlertid lever vi mennesker ikke helt pÃ¥ samme vis, som tidligere. Det betyder jo sÃ¥, at hvis man gerne vil være sammen med sine kære netop juleaften, eller rettelse – man gerne vil holde juleaften sammen med sine kære, kan det godt blive lidt besværligt.

Heldigvis er det jo sÃ¥dan, at juleaften er den aften, du vælger, det skal være det. Ligesom jeg har valgt at d. 18. december er juleaften hjemme hos mig. Børnene skal være hos deres far d. 24. december, og de er rigtig kede af det. Det skærer mig i hjertet, jeg skal ikke komme ind pÃ¥ nærmere detaljer her, men det er hÃ¥rdt at vide, at de sÃ¥ inderligt gerne helst ville være hos mig juleaften. Derfor bliver det “rigtig” juleaften i morgen aften. Jeg laver lækker julemad med risalamande og det hele. Anden er dog erstattet af julemedister, hehe. Ellers er alt som det plejer.

Big og BonusSøn, Mormor og bedstefar kommer… og sÃ¥ skal der godt nok hygges gennem og spises. Ikke mindst det sidste… SÃ¥ skal der ogsÃ¥ pakkes gaver ud, og jeg ved, at begge børn er meget, meget spændte. Det er næsten gennem børnene, at man hele livet genoplever glæden ved julen gang pÃ¥ gang, selvom indrømmet… jeg er som et lille barn juleaften. Jeg er helt og aldeles vild med at pakke gaver op og give gaver, jeg elsker det – det er sÃ¥ hyggeligt

Familiekrise angÃ¥ende nytÃ¥rsaften er afblæst, heldigvis. Jeg føler mig faktisk helt voksen, fordi jeg har sagt fra pÃ¥ en god mÃ¥de – og er kommet helskindet fra det. Det handlede om det odiøse i, at man nÃ¥r man er inviteret som gæst ikke inviterer andre med… Gør man sÃ¥dan noget, kan man risikere at invitationen bliver trukket tilbage – og det var, hvad der lÃ¥ i luften. Heldigvis valgte den inviterede at komme og hygge – som den oprindelige hensigt ogsÃ¥ var

Jeg mangler nu “kun” lidt gave til Big, til Mor og til far… Lillebror har jeg klaret pÃ¥ mest elegante vis, sÃ¥ det hele er næsten klart. Det eneste jeg er totalt bagud med – er julekort. Jeg skriver gerne julekort – bare sÃ¥dan et par stykker, hver jul – men igen i Ã¥r er Ældsteveninden kommet mig i forkøbet. Du godeste, jeg har bare ikke tid til noget, gÃ¥r det op for mig. I dag – efter at jeg har guffet JB’s dejlige kransekageguf og drukket Chefens boblevand (har forresten fÃ¥et ny chef…), skal jeg hente unger – og vi skal pÃ¥ posthuset efter min fine ny frakke fra Desigual, jeg har ventet pÃ¥ i en mÃ¥ned… hÃ¥ber virkelig den er lækker! Billede følger en anden gang. SÃ¥ skal der koges risengrød – selv om Yngste sagde BARPFFFFFFF:::: og stak tungen ud i en rædsom grimasse, da hun fik at vide, hvad menuen stÃ¥r pÃ¥ i aften, hihi.

Der er forresten ogsÃ¥ kommet Ecco ankelstøvler til huse – de er skønne at gÃ¥ i pÃ¥ arbejdet. Jeg tager dem pænt med i muleposen, for ikke om de skal ud i sneen og ødelægges af eventuel saltning og andet godt. Billede af disse følger ogsÃ¥ en anden dag, her i verdensfirmaet er der lukket for adgang til ftp-services, sÃ¥ derfor ingen billeder… endnu. I stedet vil jeg gnaske lidt mere blomkÃ¥l og nyde, at der er weekend lige om hjørnet.

Det var jo sÃ¥ i aften, jeg var den heldige, heldige kvinde – der fik superhyggeligt besøg. Uh, der skulle lige klares en masse pÃ¥ jobbet i dag, lige fra morgenstund, og du godeste hvor var jeg slemt misundelig pÃ¥ Big, der er hjemme med maveonde, den arme mand. Ikke at jeg misunder ham dette, men bare det at være hjemme. Især i denne tid, hvor sÃ¥ mange ting skal pusles pÃ¥ plads og ordnes, jeg er faktisk lidt imponeret over, hvor meget jeg nÃ¥r…

“Skruebrækker!!!” skrev yndlingskollegaen. “Hvorfor skal du pludselig arbejde sÃ¥ meget, hvor keeeeeedeligt!!”… det var sÃ¥ efter han skældte ud over, at arbejdet bed ham i bagen.

DÃ¥rlige nyheder var der ogsÃ¥, øv øv øv. Bedstestevennen sms’ede i løbet af formiddagen, at han nu lÃ¥ pÃ¥ sygehuset med brækket ankel og ventede pÃ¥ at blive opereret. Jeg tilbød selvfølgelig straks hjælp, hvis han havde brug for det – efter at have ynket ham pÃ¥ bedstevenneligste mÃ¥de. Arme mand, det er dog fandens, som han er forfulgt af uheld. Jeg hÃ¥ber ikke, han skal fejre jul pÃ¥ sygehuset.

Hjemme igen kunne jeg sÃ¥ konstatere, at Ældste var smuttet hjem og havde medbragt en ven, denne gang en anden ven. Jeg nÃ¥ede faktisk kun lige at give moderen hÃ¥nden og præsentere mig, da jeg kørte ind, netop som hun hentede ham. Det gjorde dog ikke sÃ¥ meget, for det var ikke engang én fra Ældstes klasse, det forklarede han sÃ¥ omhyggeligt da jeg kom ind ad døren. Jeg TROR da, han var glad for at se mig, selv om jeg jagede ham væk fra computeren. Slut med at spille WOW for i dag! Okay.. tælle pÃ¥ fingre.. klokken var lige godt og vel kvart i fem om eftermiddagen. Hm… en banankage kunne jeg godt lige nÃ¥ at knalde sammen, hvis jeg bare lige smed rodfrugterne i ovnen først – de skal have en del varme for at blive gode. Der vankede jo dejligt besøg til mig. Uh hvor jeg glædede mig, for det var jo forfærdelig længe siden. Faktisk tror jeg, der er rendt et par Ã¥rs vand i Ã¥en siden sidst? Vi har kun sms’et og mailet/blogget sammen…

Okay banankage i ovn, rodfrugter i ovn – fedt nok.. sÃ¥ smutte ned i den kolde bil og suse over til R. og hente Yngste, der legede med EM… snakke-sludre-sladre med R. – af en eller anden grund ryger vi altid ud i en lang snak. Det er smadderhyggeligt at hente Yngste nede hos R. – helt klart! Hjem igen og forme hakkedrenge, konstatere rodfrugter var klar – og kage ikke. Stege hakkedrenge – konstatere kage færdig – sÃ¥ kalde pÃ¥ børnene – “Vi skal spiiiiiise!!!! Kom sÃ¥… og sluk det tv, tak!!” Vi spiste og børnene hjalp med at rydde af bordet – og pludselig var hun der.

Med sit store, smukke smil stod hun dér i gangen med den Ã¥h sÃ¥ velkendte hue pÃ¥ hovedet. Ja, velkendt, selv om jeg nu altsÃ¥ kun har set den pÃ¥ billeder – indtil nu. Bare rigtig skønt at gense hende, vi har jo fælles fortid – helt fra dengang vi var nybagte førstegangsmødre, der mødtes jævnligt inde pÃ¥ Fisketorvet. Vi var en gruppe piger dengang, hvoraf jeg idag kun har kontakt med Mette – men det er bestemt ogsÃ¥ helt i orden

Superdejligt og smadder hyggeligt var det at se hende igen. Vi blev ogsÃ¥ enige om, at nu skulle vi gøre det lidt bedre! Det mÃ¥ jo aldeles bestemt gentages igen, man kan jo ikke fÃ¥ nok af gode menneskers selskab Tak for i aften, Mette. Jeg hÃ¥ber, vi slipper for “hadevejr”, hihi.

Nu siger de jo vi fÃ¥r mere af den rædsomme hvide substans. Jeg ville ønske, Bigs forudsigelser holdt stik – at vi ikke fik mere sne, men blot kulde! Iøvrigt har jeg fÃ¥et mine nye, varme Bumper støvler pÃ¥. De er nu ret lækre – og jeg er skam ogsÃ¥ meget tilfreds, mÃ¥ jeg nok erkende. OgsÃ¥ selv om mine fødder godt kan mærke, jeg har stÃ¥et op hele dagen og har varme fødder! Jeg glæder mig godt nok efterhÃ¥nden til at komme hjem og ud af støvlerne…

Ældste afprøver nyt koncept – han har fÃ¥et lov til at gÃ¥ hjem og medbringe kammerat. Nu mÃ¥ vi se, hvordan det gÃ¥r – jeg kom jo i tanke om den forbandede adventskrans, sÃ¥ barnet er blevet truet med bÃ¥l og brand. Ikke pille ved den, tak!

Jeg er bestemt heller ikke meget for, at de, Ældste og IndtilVidereUkendtVen, skal spille computer – faktisk har jeg ikke en pind lyst til at de roder ved min stakkels computer… Ældste har lovet at være ordentlig – men jeg tror alligevel, at jeg snart vil pakke sammen og se at komme hjemad. I morgen mÃ¥ vi sÃ¥ se, om det kan lade sig gøre at komme TIDLIGT afsted. Det vil jeg skidegerne, rent ud sagt!

Jeg har jo fundet den… den der min nye taske. I L. K. Bennetts i London, og sÃ¥ var det jo, jeg skulle skrive ønskeseddel til Big. Hm… altsÃ¥ lige nu forekommer den idé, hende Shopaholic’en fik i Shopaholic i Medgang og modgang super. Man bliver selvfølgelig gift, og man kan godt ønske sig tasken i bryllupsgave. NÃ¥.. ikke? Nej, den er lidt langt ude… I know – men ideen er sjov – og jeg kan lide den

Er den ikke bare lækker… jeg skal helt sikkert lægge noget til side, og sÃ¥ fÃ¥r L. K. Bennett besøg af mig. Det er helt sikkert

For første gang i rigtig, rigtig mange Ã¥r er jeg næsten pÃ¥ forkant med julegaverne… jeg er faktisk lidt forvirret og rundt pÃ¥ gulvet over det. For vant er jeg bestemt ikke til at være dén, der har indpakkede gaver (dog uden navneskilt pÃ¥) liggende i poser pÃ¥ entregulvet. Nu gælder det om, at jeg fÃ¥r sat navneskilte pÃ¥, inden jeg glemmer, hvad der er til hvem. Men… jeg mangler faktisk kun min far nu – næsten – og sÃ¥ en ting mere til min mor + en meget lille dims til min lillebror – og sÃ¥ skal Big jo ogsÃ¥ begaves lidt her i den søde juletid. Vi mangler stadig at give hinanden ønskesedler, selv om jeg har været proaktiv, og én gave er i hus til ham, hæhæ.

Jeg vil ikke sidde og skrive ned, hvad jeg har fundet pÃ¥ til nogen – for jeg ved, at flere læser med her. Dog er det helt sikkert, at min mor aldrig lægger vejen forbi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men hun siger, at hun ikke synes, det tilkommer hende at læse. Jeg tror faktisk, at hun tror, at det er min private dagbog. Hun kan ikke rigtig gennemskue bloggerkonceptet…

Til Ældste har jeg købt en mobiltelefon, og jeg skriver det – for han ved det godt. Han har faktisk selv valgt den – fordi han egentlig ikke rigtig ønskede sig noget, som han sagde. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at en dreng pÃ¥ ni Ã¥r ikke ønsker sig noget? Jeg tror egentlig, det er et godt tegn. Hvis du spørger mig, sÃ¥ nej, han mangler ikke noget. Til gengæld kan Yngste tømme hele fætter KR-butikken. Jeg tog den nemme løsning, gav hende kataloget og sagde “Kryds det af, du IKKE ønsker dig!”. Det var sÃ¥ meget nemt, for jeg fik et katalog retur, hvor der var max 10 krydser. Hun kan bruge det hele, det er helt sikkert og vist!

Det er faktisk blevet nemmere, det med julegaver og børnene nu… Tidligere var det jo alfa og omega, at der var helt præcist lige mange gaver til hvert barn fra Mor & Big. I Ã¥r fornemmer jeg, at det ikke betyder helt sÃ¥ meget. For det første er Ældste blevet ganske prisbevidst, han forstÃ¥r, at nogen ting koster mere end andre – og at man somme tider kan fÃ¥ flere ting til én tings pris – hvorfor ingen pÃ¥ dén mÃ¥de bliver snydt. Umiddelbart tror jeg dog ikke, at jeg vil afprøve den i praksis pÃ¥ Yngste. Hun forstÃ¥r nemlig ikke helt, hvad det gÃ¥r ud pÃ¥ – for hende tæller det, hun kan se. Og hvis Storebror fÃ¥r sÃ¥ meget som én pakke mere at Ã¥bne, end hun – sÃ¥ er fanden løs. Jeg er helt sikker… jeg kender skam min lille rackal… og dét bedre, end hun tror.

Big og jeg har haft en ganske vidunderlig weekend, der som sædvanlig er drønet afsted som syv vilde heste i en kokainrus. Vi var i Hillerød i gÃ¥r, men for en meget sjælden gangs skyld fik jeg ikke shoppet noget som helst. Faktisk sad kortet ganske godt fast i min pung, ret usædvanligt. Nu er det jo ogsÃ¥ sÃ¥dan – at jeg gÃ¥r og frygter, at vores flinke postbud snart vil pÃ¥drage sig en større (men forhÃ¥bentligt ikke varig) rygskade, sÃ¥ pÃ¥ den mÃ¥de gÃ¥r det lige op. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig som et lille barn, selv om det ville bedrøve mig meget, hvis mine forudsigelser omkring postbudets ryg holder stik. Iøvrigt har jeg fundet ud af, hvilken vinterstøvle, jeg skal have. En Bumper, selvfølgelig. Den med zebrahÃ¥r… den er lidt semi-fed pÃ¥ den gode mÃ¥de. Faktisk har jeg ogsÃ¥ prøvet den, og min fod var næsten ikke til at fÃ¥ op af støvlen. Det tror da pokker. Hvilken fod gider hoppe ud af en fantastisk dejlig støvle, for at blive stukket ned i et par afdankede og kedelige støvler… der endda ikke engang er tætte. Det er ikke fedt at vade rundt hver dag og fÃ¥ en vÃ¥d sok, det kan jeg godt hilse at sige.

Uh, jeg sidder jo nærmest og glæder mig til i morgen, nÃ¥r vi skal pynte op. Faktisk kom jeg til at købe en lille juleting – en fuldstændig Ã¥ndssvag – men sød – lille snemand med snoet hat og glimmer pÃ¥. Jeg siger dig, det var de der forbandede swarowskisten, der gjorde udslaget. NÃ¥r jeg ser noget, der skinner, kan jeg da ikke komme til, hurtigt nok. Uhm… mon man skulle kigge pÃ¥ en lille Pilgrim-dims til moderen min, bare for lige at sondere, hvad de har til kæden. Hovsa… der var da basis for et ønske til seddelen – sølvkæden, den lange fra Pilgrim, som jeg har i guld – jeg ønsker mig den kæde i sølv… bingo! Og en lagkagekniv, ikke specificeret mærke – den skal bare være pæn og god at skære lagkage med…

Det er kommet mig for øre, at jeg skal have den her telefon, næste gang jeg skifter telefon… hvilket jeg regner med at gøre inden for ½ Ã¥r, hvis der gÃ¥r sÃ¥ længe. Jeg elsker min XP10 Mini Pro, men tastaturet er mÃ¥ske smÃ¥t nok…

HTC Desire ser ret spændende ud, så det må komme an på en prøve!!

Vi snakker altsÃ¥ ikke julegaver – slet ikke. Det er kun mig, Ã¥benbart, der ikke har købt sÃ¥ meget som én julegave, eller det passer nu ikke helt. Ældste har endda selv valgt sin julegave sammen med mig – sÃ¥ nu gÃ¥r han og glæder sig til, han fÃ¥r den… Jeg forstÃ¥r ham godt.

I gÃ¥r var det endelig blevet tid til at mødes med SødSmukVeninde, du godeste hvor jeg ogsÃ¥ glædede mig til at ses igen. Det var ogsÃ¥ ufatteligt hyggeligt, det er det altid. Og spøjst egentlig, for der kan desværre godt gÃ¥ helt op til et par mÃ¥neder (det synes vi ikke er sÃ¥ godt, men det sker) mellem gensynene – men en ting er sikker som amen i kirken… at vi fra første øjekast sludrer løs om alt mellem himmel og jord.

Faktisk tror jeg, at udenforstÃ¥ende ville undre sig lidt, hvis de overhørte vores snak. Vi springer ping-pong mellem emnerne, fordi vi godt ved, vi nok ikke kan nÃ¥ det hele, sÃ¥ skidt med det… tingene kommer ud drypvist og der broderes og væves videre pÃ¥ løse trÃ¥de. Alt sammen i bedste forstÃ¥else og ledsaget af dejlig mad og det bedste selskab. I gÃ¥r blev vi enige om, at der faktisk ikke “var noget” – og Vero Moda var ekstremt kedelig. Det gjaldt begge butikkerne. BÃ¥de den foroven og den i underetagen. Eller mÃ¥ske var det bare fordi vi ikke mangler noget, sagde SødSmukVeninde. Det gør vi nu altid, det er bare om at finde det

Vi fik kigget pÃ¥ vinterstøvler – og opgav det igen, jeg kunne ikke se nogen, der fristede nær nok. Til gengæld fik vi begge to en ‘feeling’ , da vi var i Company’s. SÃ¥ vi kom ud med en pose hver, og det er ikke løgn – indeholdende samme bluse – med fine biser og læg og smock var de. Den eneste forskel var farven, SødSmukVeninde har sÃ¥dan nogen gode farver, sÃ¥ hun kan have nogen farver, som jeg ligner døden fra Lübeck i, hihi. SÃ¥dan er der sÃ¥ meget.

Apropos shopping anbefalede SødSmukVeninde mig at kigge pÃ¥ Nordstrøm – genialt. Men det er et farligt, et meget, meget farligt, sted – sÃ¥ er du advaret. SÃ¥ du skal ikke hænge mig op pÃ¥ det, hvis du bruger hele næste mÃ¥neds budget dér. I gÃ¥r var det et par fancy og særdeles lækre Ecco støvler, der var mÃ¥let. SødSmukVeninde har scoret dem, nice – sÃ¥ really nice. De brune, som nogen mÃ¥ske har set i Ecco’s reklame – ankelstøvlerne, der faktisk har været udsolgt stort set, siden de Ã¥bnede salget for dem. Dem som ikke kunne fÃ¥s pÃ¥ Ecco’s hjemmeside – men derimod hos Nordstrøm! Halleluja!

Mad fik vi ogsÃ¥ – det var da lige, sÃ¥ man nÃ¥ede at spise en masse, altimens snakken flød. Vi spiste pÃ¥ Café Butterfly, derude i Lyngby storcenter. Fin betjening – og alt til sin tid… vi delte en omgang nachos med kylling og guacamole og det hele. Det er bare rigtig hyggeligt at dele sÃ¥dan en tallerken, selv om vi sjældent, eller aldrig, kan spise helt op – og det var sÃ¥ inden chili con carnen, vi fik til hovedret. Da vi havde spist, var klokken sÃ¥ mange, at vi blev enige om at fortsætte løjerne i næste mÃ¥ned. SÃ¥ kan vi gÃ¥ og glæde os til det, hihi.

Dernæst fandt jeg den clutch, vi havde stÃ¥et og sukket over i Neye… men som vi begge syntes mÃ¥ske var lidt kinky, en fræk orange farve. Præcis som clementiner var den i farven, og superskøn indvendigt. SÃ¥dan én, man kan bo i. Men den var orange… Vi gik derfor igen, men den har Ã¥benbart grundfæstet sig i hukommelsen – sÃ¥ jeg mÃ¥tte bare lede efter den i dag. Og ja, den er farlig, vel er den sÃ¥!

Næste gang vi skal ud og give den gas bliver pÃ¥ Fisketorvet – det var vist for længe siden, vi havde huseret dér… selv om Sillebroen blev vendt. Desværre er Sillebroen ikke særlig velassorteret – centeret er ikke stort nok – meneh.. som jeg kom til at tænke pÃ¥ bagefter – sÃ¥ har Frederikssund jo en ganske udmærket og meget hyggelig gÃ¥gade, som man vist godt kan gÃ¥ langs for at komme til Sillebroen. Det gør vi en anden god gang, tror jeg

AltsÃ¥ den der tid? Jeg ved ikke lige, hvad der skete.. endnu en gang. Det er ogsÃ¥ den her famøse julemÃ¥ned – som i øvrigt er den første, hvor jeg kan skrive mig pÃ¥, som værende den mor, der ikke har pyntet op til jul. Ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de. Der findes ikke sÃ¥ meget som én nisse i mit hjem. Det eneste julerelaterede er sÃ¥dan set kalenderlyset, der brænder hyggeligt hver morgen til morgenmad og aftensmad.

Nåja og så den snedigt udtænkte og kreerede adventskrans. I år er adventskransen, sædvanen absolut utro, bare fire røde bloklys på en stor tallerken, der er dækket med sølvpapir. Med den blanke side op, ja. Og mellem lysene har jeg med tilfældig hånd strøet en blanding af Big Ben karameller (papiret blinker så festligt, hihi) og Lagerman konfekt ud. Dette sammen med en lille håndfuld søde juleglaskugler giver faktisk et ret fint resultat. Og bedst? Børnene elsker den spiselige adventskrans.

Mindre godt er det dog for mine sideben, det kræver sin kvinde at se durk gennem den tiltrækkende julepyntedims. To be honest! SÃ¥ er der jo desuden ogsÃ¥ børnenes julekalendere, som de Ã¥bner en lÃ¥ge pÃ¥ hver morgen. Den er de skam lykkelige for, især Yngste der er vild med chokolade. Ak ja… for tre Ã¥r siden røg mit, indtil da, hellige princip om, at børn ikke skal have chokoladejulekalendere…

Der er bare mange ting at fortælle, sÃ¥ det mÃ¥ komme i bidder og stumper… der er ikke andet for. Især ikke efter at en af de dejligste veninder, man kan fÃ¥, i gÃ¥r løftede en pegefinger og sagde “Skriv!”, hihi.