Title

28. september 2010

Pærepose?

Skrevet af Hende selv kl. 22:07 | Sjov

Det lyder godt nok meget uhyggeligt, at Netto i Rødovre er blevet røvet af en ung fyr med splatterpistol. Gad vide om det så er årsagen, til at han rendte rundt med en pærepose. Jeg er ikke helt på det rene med, hvad en pærepose mon kan være.

Han havde selvfølgelig det obligatoriske røveroutfit på – i billedet ses sort elefanthue, måske med kvast, sorte bukser og sort overdel. Gad vide, hvornår røverne opdager, at modebilledet har ændret sig lidt, så det ikke længere er sort men gråt der er hot…

Mon ikke vores dygtige ordensmagt snart får fingrene i fyren?

Han har to hoveder!

Skrevet af Hende selv kl. 13:39 | Børn

Nej dog ikke, men til gengæld har han to mødre – og den er god nok. Forleden hentede jeg Yngste efter en begivenhed i hendes klasse. Vi hyggesnakkede lidt, mens jeg navigerede ind og ud af villavejene for at komme ud til hovedvejen, der fører ned til Netto. Vi skulle lige hente lidt guf og lidt forskelligt på vejen hjem. Jeg hører efter uden at være alt for koncentreret, kørselen skal passes. Til gengæld hører jeg efter, da pigebarnet siger “Og så har han to mødre”…

“To mødre?” spørger jeg så. “Jamen var der ikke nogen far?” er jeg nysgerrig nok til at fritte. “Nej, han var ikke hjemme, da vi var der, ihvertfald! Desuden var begge mødrene der i dag!” sagde hun så.

Jeg kan godt lige huske, at der ud for det pågældende barn ikke stod andre forældre end moderen. Så i går var Yngste til fødseldag – og da jeg hentede hende, stod munden ikke stille. “Altså mor, du ved godt ham der Pelle fra min klasse – han har altså to mødre… og de er kærester!!! Først så var den mor, der har født ham sammen med en mand, og så slog de op – og så fik hun en damekæreste.. og de flyttede sammen i huset!”. Nåååh… okay.. på den måde, jamen hvor det barn dog kan stille tingene op. “Og forresten er Pelle rigtig sød, mig og Annabell legede med ham hele dagen!!”…

Vi tager lige rundkørslen, da Yngste er lige ved at få mig til at sluge mit tyggegummi. “Mor, hvis ikke du havde en mandekæreste – ville du så have en damekæreste?”. Ved gud… nu skal jeg jo lige tænke over, hvordan jeg får svaret. “Nej, søde skat – jeg kan kun lide at have mænd som kæreste” svarer jeg roligt og tygger lidt på tyggegummiet. “Der er nogen, man ved ikke hvorfor, men de er altså sådan, at de bliver glade for nogen, der er som dem selv – altså hvor piger kan lide piger – eller mænd kan lide mænd. Sådan er det bare, og man skal ikke forstå det – det er bare sådan…” og dermed tror jeg, at stregen er tegnet fint i sandet.

“Mor.. hvordan får de så børn, dem der, der godt kan lide piger og mænd?” spørger Yngste så. “Æhmmm… altså… man kan jo aftale med en ven, der ikke har det samme køn (og ja, jeg har forklaret, hvad køn er) som en selv, at man kan hjælpe hinanden lidt, ellers kan videnskaben hjælpe…”. Vi var nået hjem – og jeg skyndte mig ud af bilen for at afværge eventuelle spørgsmål om videnskaben, hvad det nu var for noget. Heldigvis lykkedes min undvigemanøvre – tøsen styrtede ud af bilen og op af trapperne.. hehe.

… navne foroven er opdigtede og har på ingen måde rod i virkeligheden…

Delebørn – total fokus på forældrenes tarv

Skrevet af Hende selv kl. 13:26 | Børn,Brok

Ja, det er da utroligt, at de kloge hoveder deroppe i Statsforvaltningen ikke kan finde hoved eller hale i deres egne sager. Senest har jeg oplevet, at FarTil6, som jeg har blogget om tidligere, har mistet sine børn til ekskonen. De fire hjemmeboende er blevet eksporteret til Fyn for at bo hos deres mor, der fik medhold i retten – fordi der var en kvindelig (!) dommer, som ikke brød sig om FT6. Naturligvis er dette meget mere nuanceret, end jeg her vil skrive om. Men det tilkommer ikke mig at skrive om – det er hans sag.

Nu kan jeg så bare holde mig til mine egne sager. Jeg mener jo så absolut, at den lov omkring samværsrettigheder i skilsmissefamilier er så totalt til grin og lallende gammeldags og så ganske ubrugelig. Det er jo slet ikke i børnenes tarv, selv om det nok så fint hedder sig, at man tilgodeser børnene. Det har jo på ingen måde hold i virkeligheden. De, hvis tarv reelt tilgodeses, er jo forældrene. Selv kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, hvordan i alverden sagsbehandlerne i Statsforvaltningen er skruet sammen. Eksempelvis har Ældste et dokument, der giver ham ret til samvær 12/2 hos mig. Det vil sige, han har ret til – krav på – at være hos mig 12 dage ud af 14.

Hvorfor er han så ikke dét, vil nogen nok spørge. Ja, se det er den simple grund, at Yngste ikke er indbefattet af den afgørelse. Hun skal fortsat være 6 dage ud af 14 hos sin far. Desværre vil jeg sige. For det betyder jo, at Statsforvaltningen ganske uhildet i princippet træffer en afgørelse, der vil splitte to små børn.

To små søskende, der holder enormt meget af hinanden. Er det ikke temmelig langt ude, hvis jeg må spørge? Derfor har jeg – tvunget af omstændighederne – truffet den afgørelse, at vi, indtil videre, fortsætter med 8/6-samvær for begge børnene. Ældste har fået at vide, hvordan det forholder sig – for jeg vil ikke stå i den situation om et par år, at Ældste opdager, hvordan det egentlig hænger sammen – og anklager mig, for at jeg ikke lod ham slippe for en ordning, han ikke bryder sig særlig meget om.

Imidlertid er “indtil videre” ved at nærme sig. Stadig tiere oplever jeg, at børnene snakker om, hvor lidt de har lyst til at være hos deres far. Jeg tror ikke, det varer længe før Ældste sætter hælene i. Han taler en del om, at han jo HAR ret til at slippe for samværet. Børnene gider ganske enkelt ikke være seks dage hos deres far. Vi har talt en del om det herhjemme, og jeg har sagt, at vi muligvis kan lave en 10/4 ordning.

Det er jo ikke sådan, at jeg vil nægte børnenes far at se dem. Derimod vil jeg påstå, at både børnenes far og jeg skylder dem at lade dem selv bestemme, hvor og hvor meget de vil bo hos os hver især. Jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer noget godt ud af at forældrene hver især holder med næb og kløer på deres ret. Det kan jo meget vel udmunde sig i, at børnene simpelthen fravælger den forælder, de ikke ønsker hovedparten af samværet med.

I går talte vi om fødselsdage, og jeg oplevede hvor ondt det kan gøre på et barn, når det ikke kan være, hvor det ønsker på en særlig dag som sin fødselsdag. For slet ikke at tale om jul og nytår. Yngste var ved at bryde sammen, fordi Ældste ved en fejl havde set, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg trøstede, men det hjalp ikke.

Min lille pige var rystende ulykkelig og grædeskreg i sorg over, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg ved ikke, hvordan det var endt, hvis ikke jeg havde checket efter – og set, at hun var hos MIG. Pist væk var tårerne og et lettelsens smil bredte sig over det lille ansigt, som jeg elsker så usigeligt. “Jeg siger bare, jeg ikke vil derover!” sagde Ældste så meget bestemt, efter at han havde tænkt lidt over, hvis nu hans fødselsdag ramte hans fars samværsdage. Javel ja…

Hvis du spørger mig, synes jeg – at børnene selv skal have lov til at bestemme. De skal ikke deles mellem forældrene, det er bare en kæmpefejl. Børnene skal kunne TILVÆLGE at bo hos den forælder, de helst vil bo hos – og så have mulighed for at besøge/være sammen med den anden forælder i det omfang, de selv ønsker det. På den måde vil jeg antage, man kunne få en temmelig harmonisk ordning, som tjener både børn og voksne til gavn.

27. september 2010

Weekend med hopsasa

Skrevet af Hende selv kl. 12:15 | Det sker

Weekenden spænede afsted, og jeg nåede jo dårligt at registrere, at det overhovedet var et par dage uden arbejde. Lørdag havde vi jo hujende travlt, ungerne og jeg. Først var vi nede og købe ind – og så skulle der købes gave til to af Yngstes klassekammerater. Det løber op, gør det…

Gang selv, to børn… har til sammen 24 + 22 klassekammerater – det giver 46 øgler. Hov, jeg må hellere trække mine egne to fra, godt så har vi “kun” 44 øgler. Hver øgle holder børnefødselsdag – og der gives enten en gave for 30 kroner, eller 30 kroner lige i foret. Dvs. regnestykket ser ud som følger:

44 øgler x 30 kroner = 1320 kroner. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, det er meget. Specielt set i lyset af, at mine unger ikke leger fast eller sporadisk med flere af øglerne fra klassen.

Hjemme igen lidt senere på eftermiddagen skulle der bages glutenfrit brød til Yngste og jeg, vi skal jo have et eller andet til frokost – og denne gang blev brødet perfekt. Ingen krummer eller noget. Mon det var den ½ dl olie jeg hældte i? Og så er jeg “heldig”… det trækker lidt henad jeg er ved at blive syg… Ondt i halsen, kriller i næsen – atjuuuuh og ondt i hovedet. Jeg gider ikke!!!

Desuden har jeg ikke tid til at være syg! No way!

24. september 2010

Sproglig opmærksomhed

Skrevet af Hende selv kl. 12:42 | Børn

Hvorfor er det, at det nogen gange kan føles sådan lidt mærkeligt, når en anden person siger “Måjegligetalelidtmeddig” på den dér hurtige måde? Hendes brune øjne er fæstnet på mig, og hele attituden viser tydeligt, at hun har noget på hjerte. Noget, som hun forventer, jeg muligvis ikke vil bryde mig om at høre…

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg bemærker, at hun har store øjne og har lagt meget mascara på. Og så har hun fregner… Det lange mørke hår er sat i hestehale.

Hun er Yngstes klasselærer, og det er her til morgen. Vi siver ud i den børnetomme skolegård, og jeg afventer lidt nysgerrigt, hvad hun mon vil. “Jo, altså, jeg har skrevet på intra, at jeg gerne ville tale med dig? Jeg ville helst ikke skrive det..” siger hun så indledende. ‘Altså ér det noget alvorligt’, farer det gennem min hjerne…

Jeg afventer fortsat og nikker. “Altså din datter har brug for noget støtte i sproglig opmærksomhed, og jeg har tænkt mig, at hun skulle deltage i et kursus i sproglig opmærksomhed. Det løber til efterårsferien, og der er fire andre elever i klassen, der følger det. For deres vedkommende er det fordi, de ikke er gode til at læse. Din datter er dygtig til at læse, men hun har brug for at lære at være opmærksom!” siger læreren.

Et øjeblik vil min hjerne ikke rigtig være med. Det kan da ikke passe, vel? Er det et dårligt tegn. Betyder det at Yngste er kommet for tidligt i skole. Hun er jo novemberbarn… jeg kan ikke rigtig få styr på tankerne. Til sidst siger jeg så forsigtigt og for at vinde lidt tid “Okay, det kommer lidt som en overraskelse og alligevel ikke, men har I noget information omkring det kursus? Jeg synes, det er fint, hvis min datter deltager”… pause… Vi kigger på hinanden og “måler” som kun kvinder kan. “Vil du dermed sige, at hun er for umoden til at være i 1. klasse?” spørger jeg så – lidt hurtigt – og stiller dermed det frygtelige spørgsmål, jeg lidt frygter et positivt svar på.

“Nej, det synes jeg er alt for tidligt at sige noget om” svarer læreren så til min lettelse. “Det går supergodt socialt, så der er ikke noget. Jeg synes bare, hun skal markere sig mere i klassen i timerne, og hun skal trænes i at forstå en kollektiv besked.”.

Jeg er faktisk lidt trist til mode på Yngstes vegne. Ja, der stilles krav til hende, og jeg kan kun håbe, at hun med min støtte er i stand til at imødekomme dem. Uden at hun bliver tabt på gulvet.

Omvendt er det faktisk rigtigt dejligt, at det bliver eksponeret nu, frem for at Yngste skal ende med at blive “hende den urolige og uopmærksomme i klassen”. Jeg synes også, at det er betryggende, at lærerne på skolen således er opgaven voksne og kan finde ud af at håndtere situationer, der falder uden for “standard procedure”. Faktisk tror jeg, at Yngste vil have stort udbytte af et sådant kursus.

Hjemme har jeg også fat i hende. Jeg har nemlig bemærket, når hun fortæller noget, rejser hun sig og viser med fagter samtidig med at hun krydrer med lidt ord. Det skal hun vænnes af med. Jeg er derfor begyndt, i et meget bestemt tonefald, at sige “Så bliver du siddende!! Du må FORTÆLLE… ikke vise!”.

Der trænes visuelt, jeg fortæller et eller andet sjovt, der er sket den dag. Når jeg gør det, gestikulerer jeg nok i højere grad end normalt i en sådan situation også med hænderne .

Så hun kan se, at man kan fortælle med en masse ord. Det er dét, der skal fokus på. Hun skal lære, man kan lade gestus ledsage det fortalte ord, frem for at hun som et meget yngre barn fortæller det “fysisk”. Jeg håber og tror på, at hun tager ved lære… Andet kan jeg ikke lige se, man kan gøre???

Heftig fredag

Skrevet af Hende selv kl. 10:56 | Det sker,Links

Jeg sidder og hygger mig – og i dag er jeg helt alene på pinden. Nogle har seniorfri, andre arbejder hjemme, en enkelt har en hjemmedag. Der bliver drukket te og hilst på kollegaer, der lægger vejen forbi. Den første uge på arbejde er snart gået, og hvor har det dog været dejligt… at have mulighed for at kunne gå tidligt… at hilse på de søde kollegaer… ja det hele!

Og så var Facebook jo nede i går. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde læst EB i går, havde jeg ikke opdaget det. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over den nyhed. Og så tænkte jeg på alle de stakler, der nærmest er blevet afhængige af at smide indlæg efter indlæg på Facebook, og her hentyder jeg til alle de der småbemærkninger som “Nu har jeg været nede og træne”… “Nu har jeg tændt op i grillen”… “Yes, jeg er sej!” og så videre. Det må virkelig have været en kanon nedtur for dem.

Senere i dag skal jeg bage dejlige glutenfri muffins og lidt småbrød og boller. Jeg tror, fryseren trænger til et opfyld, og desuden mangler både Yngste og jeg brød. Nogen gange synes jeg, det er lidt besværligt at være cøliaker. Jeg savner desuden også de lækre pastaretter, men igen… jeg kan jo bare bruge glutenfri pasta (selvom skumle.. knurre.. mumle..)…

Der kommer også lige et link til en superside, med et enormt udvalg af glutenfri produkter. Det kan jo være, at andre også kender nogen, der måske kender nogen… og så fremdeles. Prøv at tage et kig på HELSEBIXEN 🙂 De har “alt”…

Hos RIKANA er der også et smukt udvalg for os, der “ikke må lege med de andre” 😉

Der er også noget for de mennesker, der måske ikke tåler æg og mælk… Og måske vil det give dig et bedre indblik i, hvor mange fødevarer der rent faktisk kan erstattes. For slet ikke at tale om pålæg. Før Yngste blev syg, gik jeg bestemt ikke og scannede indholdet i leverpostejen. Jeg købte bare.

Nu… går jeg og checker – det er næsten kun baconleverpostej fra Tulip, der ryger i kurven. Stryhns og GØL fylder leverpostejen med hvedemel, desværre… Det samme gælder Knorr. Ikke mere bearnaise på pulver fra Knorr. Eller suppe. Eller.. noget. Nu hedder det bearnaise fra K!. Den er nu også god og faktisk bedre end Knorr’s.

21. september 2010

Dagligdagstrummerum

Skrevet af Hende selv kl. 11:52 | Det sker

Jeg er atter på arbejde, og hvor er det skønt. Dejligt at gense alle mine søde kollegaer, altså man burde værdsætte dem mere, end man gør til hverdag. De har bare været så søde. Det må være fordi, det er en mandearbejdsplads, helt sikkert.

De mænd dér er så langt mere empatiske, end mange kvinder kan bryste sig af at være…

Det går så nogenlunde med comboen glutenfri & kantine. Indtil videre har jeg medbragt eget brød – og fået makrel og hønsesalat i kantinen. Og i dag var der stegte grøntsager med tacoskaller.. Sidstnævnte fik lov at ligge urørt.

Jeg klager ikke, kun bliver jeg så afskyeligt træt. Heldigvis har jeg en fleksibel ordning med at komme og gå – de har virkelig været søde i firmaet.

19. september 2010

Hvordan blev det allerede søndag?

Skrevet af Hende selv kl. 19:37 | Det sker,Shopaholic

Det er jo ikke til at forstå. Jeg synes da, det lige var fredag – eller noget. Det var da lige for et øjeblik siden, vi sad og guffede sushi og drak vouvray til? I øvrigt kan det anbefales med vouvray til sushi.

Rigtig dejlig og afslappet weekend, og også den sidste inden hverdagen for alvor sætter i gang.

Indehaveren har nemlig et familiemedlem, der har glutenallergi. Hvor fedt, altså ikke at familiemedlemmet har glutenallergi, men at man her kan få glutenfri sauce. Ergo fik jeg et lækkert kødspyd med pebersauce og pommes frites. To be honest smagte det da også langt mere spændende end elefantpikken. Måske jeg også er træt af den, hehe.

Shoppingen blev der også tid til…. for heldigvis fandt jeg et par supersøde sort/hvid-ternede shorts med bindebælte fra Ichi ” til en billig penge. Ekspedienten, der kender mig, smilede mig i møde og kom løbende med et par leggings. “Dem må du altså prøve… de er helt særlige!”.

Jeg smilede imødekommende og sagde “Jamen… jeg har masser af leggings derhjemme – og de går fint til de her shorts”. “Jo, men de her leggings er særlige på den måde at” (hun viste mig indersiden – og jeg mærkede efter) “de har uld på indersiden, så de er optimale til vinter!”. “Selvfølgelig” svarede jeg smilende og tog dem med i prøverummet.

Æv, så var shortsene alt for store… jeg havde slæbt både str. M og str. L med ind i prøverummet. “Heyy” kaldte jeg diskret (eller det bilder jeg mig ihvertfald ind, at det var) “må jeg lige bede om de her i str. S”. Og vupti kom ekspedienten med den mindste størrelse shorts. Og de sad bare… Jo, dem måtte jeg bare have med hjem. Det kom de så også.

De er da super, som jeg ser det – stylet med fx sort rullekravebluse og sorte leggings og sorte rå støvler/ankelstøvler. Det tror jeg, jeg vil flashe på arbejdet i den kommende uge.

Uh, arbejde?!?! Uh… det bliver dybt underligt at vende tilbage til den virkelige verden efter at have tilbragt godt og vel 2 måneder i min egen lille osteklokke! Damn da!! Det bliver også vildt dejligt, jeg ved det allerede – og jeg glæder mig på mange måder. Der er lavet store ændringer i mit fravær, men det betyder ny udfordringer – og dem glæder jeg mig til – og er radikalt spændt på…

18. september 2010

Ny parfume

Skrevet af Hende selv kl. 20:46 | Ønskeseddel

Uh, nu er den da gal igen… jeg har oprettet en ny kategori, da jeg tænkte, det kunne gå hen og blive nyttigt. Hvis jeg nu ønsker mig et eller andet, så kan jeg lige gå hen og slå op for at se, hvad jeg egentlig har skrevet om ønsker. Lige nu er det en ny parfume.

Viktor & Rolf har lavet en skøn duft – Eau Mega – den skal jeg altså have, snart, tror jeg. Jeg prøvede den i dag i Matas. For øvrigt var det i Hillerød, for da jeg var i Farum i et andet ærinde, var jeg også lige i Matas. “Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte ekspedienten imødekommende. “Jaah… jeg ville gerne have en duftprøve på Viktor & Rolf, den duft der hedder Eau Mega” sagde jeg så.

Det var også lidt sjovt, synes jeg – fordi det ikke “bare” var et af de meget almindelige som fx Gucci, Cacherel, Christian Dior eller Chanel – at sige, at det var fra Viktor & Rolf. “Nej, det fører vi ikke! De har den kun i Magasin!” sagde ekspedienten sådan lidt syrligt. Hun var åbenbart en anelse mut over, at jeg lige skulle ønske noget de ikke havde (eller også er det noget jeg bilder mig ind, men syrlig, det lød hun altså…) og så tabte hun ellers interessen for mig.

Det er da også for dårligt med sådan et kvindemenneske, der kommer ind og spørger til varer, de ikke har. Det skal også nævnes, det ikke er første gang, det er sket.

Sidste gang det skete, drejede det sig om en eyeliner med glitter i (som de fører i MakeUpStore på Fisketorvet, NB), hvor hun prøvede at tørre en dum Gosh-eyeliner af på mig. Men hun var ikke syrlig, hehe.

Efterfølgende havde jeg den omtalte glitter-liner på, og viste hende – at det var sådan en slags, jeg ønskede. “Nej, den slags fører vi ikke her!”.

Hm… så let skulle hende i dag da ikke slippe… “Nå…” sagde jeg så og begyndte at gå henimod disken igen “de har den faktisk i Matas i Hillerød…”. Og med den afskedsreplik slentrede jeg ud af forretningen og hen til bageren. Ja, den der Guldbager i Farum, der sælger glutenfrit franskbrød – det er et hit. Og så smager det ovenikøbet rigtig godt!

16. september 2010

Arbejdet venter

Skrevet af Hende selv kl. 08:46 | Det sker,Links

Det varer ikke så længe – det går jo alt for hurtigt. Det synes jeg, specielt i dag. Jeg er overhovedet ikke på dupperne i dag, kan jeg mærke. Da jeg vågnede, var jeg intet mindre end død i sværen. Det lykkedes mig sågar at tabe pakken med Bakkedal ud af køleskabet. Spørg mig ikke hvordan jeg lavede det stunt. Og jo, låget var sat på! Men ned på gulvet røg pakken – heldigvis gik den ikke i stykker – og intet smør på gulvet.

Det er i dag, jeg skal mødes med min søde chef og få snakket om, hvordan jeg skal starte op på arbejde. Og det er jeg lidt ked af, for jeg har den ondeste hovedpine, man kan forestille sig. Det er ikke spor nice. Jeg sidder i min store cardigan, der bare er viklet omkring mig som en jakke og har smækket et bredt elastikbælte omkring, for dog at holde den sammen.

Og jeg er ikke spor in mood til noget som helst andet end at tage en skraber – og det er nok det sidste, jeg kan. Jeg kan bare ikke sove. Jeg hader det. Det er bare uretfærdigt, når man gerne vil sove, at man så ikke kan.

Et eller andet sted er jeg også temmelig spændt på, hvordan det bliver at komme op på jobbet. Jeg har jo ikke været der hele august måned – og forinden havde jeg tre uger ferie. Det er lidt vildt, og lidt uhyggeligt på sæt og vis. Apropos sygefravær ved jeg, at 120-dages sygeregelen er afskaffet. Det anede jeg da ikke en bjælde om…

Jeg føler mig næsten helt genert til mode, fordi jeg ikke har set kollegaerne i så lang tid. Gad vide, hvordan det bliver for min kollega, der har 3 måneders orlov. Jeg vil tro, hun også får en sjov fornemmelse, når det er tid for hende at vende tilbage. Hvis ikke hun allerede er retur, jeg kan ved gud ikke huske noget. Det minder om en afart af ammehjerne. Det er svært at hæfte sig ved detaljer, man er ikke nær så effektiv som førhen – og ting, der forekom extreme important før, forekommer ikke længere nær så extreme mere.

Skønne dage er rendt forbi, helt uden at jeg rigtig har fået registreret noget. Jeg har ved gud shoppet som en gal – der er indkøbt lækre skjorter fra Malene Birger – der er købt kjole fra St. Martins og S’nob.

Nu tror jeg, jeg lige stopper lidt, for bilen skal også snart til 10.000 km-service. Der er blevet indhentet tilbud – jeg har været hos VW i Allerød, men de tager så 3700 for at lave lille service.

Det syntes jeg jo var lidt dyrt, når det skal være. Så jeg fik også lige fat i forhandleren – D.H. Automobiler Aps., der hvor jeg købte Golfen. Han var heldigvis meget sød og frisk på at komme med et tilbud, så det er blevet til, at Daniel får lavet min bil på sit værksted. Lad os bare sige, jeg sparer en hel del… Derfor laver jeg lige lidt reklame for hans website her. Han har faktisk mange lækre biler, jeg kom jo lige til at kigge lidt på den der Audi, han sælger…

Daniel har bare sådan en behagelig attitude, og det forekommer mig, at intet problem er for stort til at man kan få en løsning. Det er virkelig rart, når det er noget, der er så vigtigt som ens bil. Hele vejen gennem er der en professionel og grundig stemning over tingene, parret med menneskelig varme og humor. Det kan kun anbefales at handle bil hos ham.

Frem »