Title

31. august 2010

Daily stuegang

Skrevet af Hende selv kl. 12:53 | Det sker

Der var stuegang, selv om jeg faktisk var i tvivl om det nu også var en læge, der kom. Kvinde på min alder, iført hvid t-shirt og pluddderbukser fra Berendsen (hospitalsvaskeri, red.). Intet stetoskop eller kittel eller noget. Denne gang havde jeg forberedt mig – jeg spurgte ind til det lave blodtryk (som de ikke kunne forklare), jeg spurgte til feberen (jamen, den var jo faldet).

Det korte af den lange snak med en masse spørgsmål og svar – lige nu er jeg der for at blive stabiliseret. Der bliver taget blodprøver, hvad man ikke kan se i dem, er ikke godt at vide. “Du har ihvertfald ikke kræft, så havde du det ikke så godt!” sagde lægepigen. Mit bedste bud er, at de faktisk ikke har en skid idé om, hvad jeg fejler – og at det går i sig selv, når jeg bliver stabiliseret – og de aldrig finder ud af, hvad der var galt.

Heldigvis fik jeg også lige brokket mig over det forvirrede kvindemenneske ved siden af, jeg gruer virkelig for en nat mere med hende – så tror jeg sgu hellere, jeg går ud og sover ude på bænkene foran elevatoren. Ikke at det skulle blive nødvendigt, jeg sagde ret bestemt, at så måtte de tage hende ud på gangen, i stedet for at hun sad og krøb sammen ved siden af min seng. Bare man var så heldig at hun blev udskrevet. Som jeg sagde til lægepigen “Det der forvirrede damemenneske ved siden af er ikke ligefrem befordrende for en god og optimal helbredelse!”. Det vidste hun godt, men hun kunne ikke lige gøre noget – hvis så bare man kunne blive flyttet til en anden afdeling ville det da være superoptimalt.

Der er blevet serveret frokost, men jeg synes stadig, jeg er lidt sulten. Nu blev jeg heller ikke mæt af ½ med ost og ½ med kyllingfilet. Det hedder nok Just’Eat, muligheden skal i det mindste lige undersøges. Skulle det være sådan, at der lige ligger et sted med noget namsmums noget, må jeg lige få det leveret til mig ;)

Dagbog fra sygehuset #10

Skrevet af Hende selv kl. 09:43 | Brok,Det sker

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget på i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne må ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og så videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da også ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige småkriser. I nat vågnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at få dysset til ro. Så satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, går det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg så på endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der går en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i månelyset og glor på mig. Så får jeg nok og forlader sengen og tramper ud på gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altså skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. Så fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne få mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vågnet op der kl. 6 på grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke får sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene så hun ikke kan se, jeg er vågen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende på nogen måde. Det var jo så den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gået i gang. Jeg håber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være på den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk går rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg åbnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, så den ikke sådan lige er at lukke. Luft skal der altså til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe så stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gå hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smålig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. Så ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi må udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strålende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, så glad ville jeg blive. Nå.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu også syner???

30. august 2010

En ommer – dagbog fra sygehuset #9

Skrevet af Hende selv kl. 21:17 | Det sker

Det ser ikke ud til, jeg var sådan helt færdig med at være sygepige. Søndag morgen hævede min fod totalt op, så jeg var lige ved at tro, jeg havde pådraget mig elefantiasis. Det var heldigvis ikke tilfældet, derimod mente min mor, at vi nok burde se vagtlægen. Som sagt så gjort – og i løbet af no time, var jeg så indlagt igen. Denne gang dog på Hillerød sygehus.

Det er ikke dårligt at være dér, det er også tættere på hjemme. Mor er fortsat dagens kvinde i skysauce, for hun passer de to søde børn derhjemme, så jeg med god samvittighed kan ligge heroppe og blive kureret lidt på. Det er ikke det store, der mangler tror jeg. Jeg mangler kalium og kalcium – værdierne er helt i bund.

Min dejlige mand har været en tur forbi til aften med en bærbar, så jeg i det mindste ikke skulle sidde og kede mig ihjel igen i aften. Jeg kan ikke lade være med at sidde her i min seng, nu med udsigt fra 5. sal og håbe på at jeg får lov at komme hjem inden alt for mange dage er løbet forbi. Mit hjerte gør en smule ondt, for jeg er så ked af, at jeg ikke kan være sammen med ungerne – men omvendt bliver det også dejligt, når de kommer hjem igen – så er jeg jo ovenpå skulle man formode.

Fik lige taget temperaturen – jeg underspiller – for jeg gider ikke have taget den rektalt… så derfor får jeg altid målt med øretermometer. Men det undrer alle såre, at min aftentemperatur fortsat er høj – den blev lige målt til 38.5. Det er i sandhed meget mystisk.

28. august 2010

Hjemme igen!!!!!!!!

Skrevet af Hende selv kl. 14:11 | Det sker

Hvor er det bare vidunderligt at være hjemme igen. Der er lagt diagnose på bordet nu – og det der tilsyneladende var sket, var at jeg ragede mig en maveinfektion til i Næstved, og oven i min allerede latente glutenallergi – crashede maven totalt sammen. Og det gjorde det så en trillion gange værre, end det ellers ville have været. Så jeg er hjemme igen nu med diagnosen cøliaker, igen igen. Ja, sådan er der så meget – og Yngste er lykkelig for, at hun ikke længere er “den eneste”.

Det må da også være meget rart at ens mor pludselig har det samme – øhm.. øh.. jeg har jo hele tiden haft det latent, men nu har jeg lovet mig selv, at nu passer jeg diæten – ihvertfald når jeg er hjemme og under normale omstændigheder. Skal jeg i byen, så vil jeg se stort på det – altså her bliver der jo kun tale om fx at droppe at tage flutes til evt. suppe – tænke lidt over, at der kan være mel i saucer og så videre – men værre er det jo egentlig ikke. Jeg kunne tænke mig, at Yngste vil få et langt mere afslappet forhold til sin egen cøliaki – når hun ser, hvordan jeg tackler det. Jeg er godt klar over, at jeg også bliver nødt til at tage mig selv ved nakkehårene og se på, hvilke signaler jeg selv sender i forhold til det at spise en anden type mad.

Lige nu er det ret fantastisk at være hjemme og bare være mig. Jeg har lige indtaget en gedigen omgang sushi, lige seks nigiri med 5 makier – ikke dårligt. Bare at sidde ved køkkenbordet i ensom majestæt med sushi og læse bog samtidig og bare slappe af. Jeg er ikke – så langt fra – klar endnu, for jeg er afskyeligt svag og slatten og mit immunforsvar er kørt i sænk. Der er faktisk små attacklignende advarsler. Hver gang de kommer, skal jeg hen og ligge.. og læse.. og bare være til. Uden mål eller med. Det er det, jeg får besked på – så det gør jeg. Og det gør jeg lige nu, kan jeg mærke…

Min mor? Er da lidt fantastisk. Hun bor her fortsat og har med den overordnede logistik at gøre, jeg laver mere undergrundsarbejdet. De små ting. Mor kører børn til skole, fødselsdag og hvad har vi mere af den slags. Og det er ud over, at hun også lige er ude ved sig selv og se til min far, der sådan set passer sig selv. Det passer ham nok udmærket, for den sags skyld. Heldigvis at jeg har mor, jeg ville slet ikke ane, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun havde trådt til. Så havde jeg måttet tage det tunge skridt at sende børnene over til “ham dér”, som de siger. For jeg er godt nok udskrevet, men der fra og til dét at være rask og klar til samfundstjeneste – der er lige ti tusinde mile. Jeg har ingen kræfter tilbage, det hedder genoptræning. Stille og roligt med flere og flere småture rundt. Men det er rigtigt, jeg får hurtigt besked på, at nu er det tid at lægge sig. Lægen har sygemeldt mig tre uger, indtil videre.

26. august 2010

Melboller op og ned

Skrevet af Hende selv kl. 10:00 | Betragtninger,Familie

Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget på! Der skal trænes! Og nu er diaréen heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gået nærmest som at åbne for en vandhane… godt ikke flere detaljer :)

Det var de her melboller, nu har jeg altså fået den idé, at jeg på et tidspunkt – ikke nærmere angivet, måske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstår ikke at folk klager over føden på sygehuset.

Jeg holder så utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. Dér hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, når vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt på stang i entreen.

Dét at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at få alt serveret til tiden. Dét kunne farmor, det der. Og så det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sådan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. Også til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. Når det gik stort til, var der også fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke så så tit. Fætrenes moder var også altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, må du forstå”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid på noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altså andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket så fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker på, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser på tapetet i hvidt og rosa. På væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og så var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han så meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var også et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede på, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, når vi således havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet både kød- og melboller. Og bare den dér trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dér rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn også, og jeg prøver også selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

25. august 2010

Dagbog fra sygehuset #8

Skrevet af Hende selv kl. 18:20 | Det sker

Mon ikke snart man kan se en ende på dette evindelige sygehusvæsen? I morges stod den på morgenvækning med vampyrseance, i øvrigt en utrolig klodset vampyr i dag. Har altså aldrig været ude for én, der ikke kunne finde ud af at trykke vattet ned efter nålen er hevet ud! >:(

Morgenmaden var jo lækker nok, og det var glutenfrit brød med dejlig fed ost til – nams nams. Det kørte jeg snildt ned, og der gik lige en times tid med at vente på… ingenting. Pludselig var der stuegang, og lægen manglede stadig svar på prøver. “De er ikke kommet endnu” forklarede LægeMedGråtHår. Han mente desuden, at det var realistisk, at det var cøliaki. Og jeg fik en god forklaring på fænomenet. Han mente ikke ligefrem, jeg skulle på livsvarig diæt, men jeg skulle respektere cøliakien.

Så jeg fortsætter som nu, men undgår så brød i yderligere omfang – og laver mad som jeg plejer, det bliver jo ikke slemt. Jeg vil dog begynde at bage lidt, det vil Yngste også sætte pris på, tror jeg. Der var desværre ikke nogen graverende nyheder, og det ærgrede mig grusomt.

Men.. lyspunkt! Jeg har ikke diarré mere, tror jeg! Det skal fejres, hvis det altså fortsætter. Så er der jo ikke meget i vejen for, at jeg kan komme hjem til mine dejlige derhjemme, tre unger og Big og Mor… glæder mig skam allerede.

Frokosten var en frygtelig snigløber på min appetit. Ved halv ellevetiden indtog jeg en proteindrik (hvem gider sonde?) – og som sådan var jeg ikke ligefrem specielt glubsk, da jeg kom tilbage til stuen efter en muskelrehabiliterende powerwalk i hospitalets gange. Dér på mit bord stod et gigantisk bjerg mad. Bakke med alm. frokost med 3 skiver rugbrød plus 1 skive franskbrød. ½ avocado. Peberfrugt. Pålægget fristede ikke, det var en kende for vådt og salt. Og så var der to (TO) skåle med suppe.

Den ene var med flødelegeret gulerodssuppe – som jeg sultent kastede indenbords. Lige hvad jeg har efterspurgt jo! Og så var der den anden skål med almindelig suppe – som der normalt er melboller og kødboller i. OMG hvor jeg savnede melbollerne, jeg har altid holdt forfærdelig meget af den der sære smag, de har.

Derudover stod der en tallerken med en stor rullepølsemad. Og en anden tallerken med en fersken, franskbrød og nødder plus 2 riskager. Gisp, tænkte jeg, med rædsel. Det ville jeg da aldrig kunne få ned. Der var bare for meget mad!

Det har ellers været en dejlig dag med besøg af Mor og ungerne, der savner deres mor helt vildt meget, især hvis man spørger Yngste, der er særdeles hårdt ramt. Men hun er også en pige jo. Piger ér generelt mere til det der omsorgsnoget, tror jeg. Ældste er ellers også utroligt morsyg, men han kan bedre forholde sig til det, tror jeg. Han var glad for at høre, at det gik bedre og håbede, at jeg kom hjem “inden de skulle over til ham dér” (og så vrængede ungen…).

I guder, hvor jeg glæder mig til at komme hjem – men det tegner altså også til, at det ser noget bedre ud efterhånden ;-)

24. august 2010

Strøtanker og andet guf

Skrevet af Hende selv kl. 20:22 | Betragtninger,Det sker

Hvornår er man egentlig for gammel til at skifte spor, ja hvis man sågar taler om at skifte totalt spor og fx tage en ny uddannelse? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…

Sagen er den, sms fra ungdomskæreste der boblede over af lykke over sin ny uddannelse – som øh… operationstekniker. Han var jo uhyre begejstret, så jeg måtte lige checke det ud. Det lød da også spændende, og jeg er sikker på, han bliver glad for det. Jeg ved, han vil være god til det job.

Så var det jo bare lige, at lille jeg begyndte at drømme lidt luftkasteller, tænk nu hvis… tænk nu hvad. Hm, altså jeg har altid påstået, at var jeg ikke i den branche, jeg er i, ville jeg befinde mig i sundhedssektoren. Og sandt at sige lyder fx uddannelsen til radiograf særdeles interessant i mine ører. Jeg tror endda, jeg ville passe perfekt ind i jobbet. Som sagt, det er luftkasteller.

Men… der er lige det lille men – jeg har ikke lyst til at være på SU i 3½ år og skylde penge væk igen til SU-styrelsen… nej, det er bare slet ikke godt. Måske vil jeg ikke nær nok… og måske er jeg faktisk også for gammel, det vil da tage et pænt stykke tid, vil jeg antage – omend jeg er sikker på, at min generation kommer til at være erhvervsaktive til vi er over 70 år, som det er i dag.

Er der mon andre, der lige skifter spor i en alder af snart firti eller sådan noget – jeg gad nok høre nærmere, det kunne jo være interessant ;)

Mens man sådan sidder og tænker… I guder hvor er jeg dog glad for, at når nu jeg er bundet til sygehuset, har min frygteligt dejlige mand så betænksomt sørget for, at jeg kan være på nettet. Det gør en kæmpeforskel, at jeg kan bruge msn og mail – det giver mig mulighed for at følge med i virkeligheden uden for, mens jeg venter på at blive diagnosticeret. De forventer dog, at der kommer nogen brugbare svar i morgen – og jeg er nok den, der er mest spændt.

Den glutenfri kost er temmelig dødssyg, hjemme laver jeg da noget ti gange mere velsmagende til Yngste, der jo er cøliaker. Sidder næsten og glæder mig til at komme hjem og lave nogen gode gryderetter og pandesauce, gud hvor bliver det paradisisk! :D

Dagbog fra sygehuset #7

Skrevet af Hende selv kl. 13:05 | Det sker

Gad vidst, hvor mange jeg når at skrive, inden jeg bliver klar til at blive udskrevet. Lige nu sidder jeg og betragter ItalienskLæge, der i går lavede gastroskopi på mig. Jeg kan se, han diskuterer ivrigt med sygeplejersker. Hov… de kom her ind… brb så.

Nå, det var jo interessant. Jeg havde selv til morgen sagt til sygeplejersken, at jeg mente, jeg skulle have glutenfri kost. Og at jeg ikke ville spise brød, for jeg mente, at min gamle cøliaki var brudt ud igen, eller noget. Det var også ok, men så skulle vi have fundet noget andet til mig. Jeg SKAL spise noget, for jeg vejer for lidt. Så der blev skaffet en tomatsuppe, ost, roastbeef og æg og råkostsalat frem til mig. “Da du er småtspisende, skal du også have proteindrik!” lød det så. “Ja, men… må jeg ikke nok vente med den til efter frokost?” bad jeg.

Hvis jeg drikker proteindrik inden, kan jeg bare ikke spise noget bagefter, og jeg ville altså have tygbar mad. Hvad har man ellers sine tænder til for… TykLillaDame fra i går er heldigvis for hende selv – og os andre – blevet udskrevet.

Udover besøget af Salvatore, skete der også noget forrygende dejligt i morges. Bedstestevennen sms’ede at han ville komme og besøge mig – og jeg blev bare så rørende glad. Det var bare alle tiders. Det betyder bare så meget for mig, når mine kære gider komme og se til mig, det må jeg blankt erkende.

Det var intet mindre end herligt at gense ham, og det var godt at se, at han også havde det godt. Den stakkels mand har også haft sit at trækkes med, men heldigvis er han på vej op igen. Det glæder mig usigeligt at se. Vi fik også aftalt, at når jeg er hjemme og i orden igen, så skal han hjem og spise hos mig – for det bliver bare superhyggeligt, som altid. Jeg glæder mig allerede!

23. august 2010

Dagbog fra sygehuset #6

Skrevet af Hende selv kl. 18:43 | Det sker

Så er jeg frygteligt tilbage. Jeg har fået lov til at være hjemme i weekenden og hygge med Big, selv om vi skulle komme tilbage lørdag – hvor jeg skulle aflevere en blodprøve og sådan lidt. Det var hurtigt overstået, trods alt, og selv om vi havde fået sushi fredag aften, var Big så aldeles sød at køre mig hen hos SushiKappo i Rungsted igen. Jeg var nærmest lige så hooket på sushi, som gravide, efter sigende, kan være med sylteagurker.

Jeg fik så bestilt flere nigiri’er og en maki-rulle. Orv, hvor skulle jeg smovse. Og Big og jeg havde en rigtig skøn dag og nat sammen, inden jeg blev afleveret på sygehuset igen søndag. Suk, det var en omvæltning. Nu var det jo lige så godt. Heldigvis var Lisbeth tilbage. Hun lå på samme stue som jeg.

Desværre blev hun udskrevet i dag, og hun er erstattet af – forsøgt erstattet af – en hm… hvordan skal man beskrive den type. Farverig, lilla, pjuskhår, grove ansigtstræk med folder omkring øjnene. Hun går hele tiden ud for at ryge, og det lugter ikke særlig lækkert. Og så kører hendes ghettoblaster konstant.

Jeg selv blev underkastet faste fra i nat kl 2… så det var en kedelig overraskelse at vågne op til, her i morges. Jeg blev ved med at spørge, hvornår jeg skulle til, for der var jo ingen grund til at faste for længe, vel? Yay, jeg skulle ind kl. ni, fik jeg at vide. Mhhhh… og før end jeg så mig om, var jeg på vej op til gastroskopi-afdelingen. Her lavede de så gastroskopi på mig. Jeg syntes ikke, det var meget slemt, nærmere ubestemt ubehageligt. Jeg fik ros for at være så rolig, men der er ikke så meget andet at gøre end at slappe af og afvente, de er færdige.

Det så også fint ud i tarmene der – så… prøverne blev sendt til Statens Seruminstitut til nærmere analyse. Derudover er biologer også i gang. De ved ikke helt, hvad de leder efter, men der er tale om en amøbe af en slags.

Jeg er i proteinunderskud, så jeg er blevet pålagt at drikke proteindrikke. Hvis ikke jeg gør det, vil jeg få en sonde, siger sygeplejersken – yrk. Så… jeg skal NOK drikke. Aftensmad i dag var oksekød i sennepssauce, hvilket var ganske udmærket – men jeg bliver bare alt for hurtigt mæt.

Der bliver gået mange ture, for det er vigtigt at træne musklerne op, for man mister 3% muskelmasse for hver dag, man ligger passivt hen, siger Big. Så, jeg skal nok se til, at jeg ikke kommer af med for meget. Diareen synes at have taget af, ihvertfald er frekvensen mindsket lidt.

Nu er jeg også lidt ked af at være her, efterhånden. Jeg ville ønske jeg kunne blive helt frisk *knips*. I dag bestilte jeg sushi i Helsingør, så det blev leveret til frokost her på sygehuset. Hold da keffo, hvor var det bare godt – og hvor blev jeg propmæt. Jeg havde bestilt for meget, men skidt med det. Man skal have det lidt godt, ikke?

20. august 2010

Dagbog fra sygehuset #5

Skrevet af Hende selv kl. 12:31 | Det sker

Akkeja… solen kaster sine stråler over den smukke sjællandske natur i den gamle Kongeby Helsingør, og humøret er godt. Også selv om jeg blev vækket kl. 6 ved at få presset et øretermometer lige ind i lyttebøffen. Urgh, og en lettere forhøjet morgentemperatur fik mig til at frygte for, at jeg så ikke måtte komme hjem.

Så var der vampyr-time, og det var ikke morsomt. Vampyren forsøgte sig med højre arm, og der skete bare ikke en hujendes… SødLæge havde jo bedt om 6-7 glas, og tjah så måtte jeg stikkes i venstre arm også. Iøvrigt var jeg temmelig utilfreds, fordi hun stak sgu til, konen!

Derefter fik jeg halvsnuet lidt af bare kedsomhed, hvad skal man ellers lave, og pludselig kom der stuegang. RarNorskLæge forklarede (sygeplejerske oversatte, hvor vi ikke kunne mødes) – at jeg havde en… amøbe, og at det var meget svært at finde amøben, så MÅNDAG skulle de lave en undersøgelse af tyktarmen.

Jeg blegnede synligt, det må have kunnet ses, for der blev klappet beroligende på hånd. Bare rolig, det er gennem munden. Uaghhh…. så er det lige før jeg foretrækker den anden ende… men også kun lige før. Ved ikke helt hvad der er værst! Jeg fortalte så, at jeg var bange for, de ikke fandt ud af, hvad det var – men det var han ret sikker på, at de nok skulle. Det håber vi så!

Hjem måtte jeg skam godt komme, men jeg skal være tilbage 10.30 i morgen, for der skal tages blodprøve igen. For hunne da, jeg føler mig altså snart godt gennemstukket. Jeg skal bare ikke have taget flere blodprøver det første halve år efter den her oplevelse.

Værre er det at Big og jeg havde planlagt en uges ferie i september, men jeg tør næsten ikke bede chefen om mere fri oven på alt det fravær. Det er virkelig også skidtmads, det her :( Så det bliver senere på året. Nu glæder jeg mig for det første til at komme hjem og hygge med Big og Sushi’en, det bliver lækkert, og munden løber allerede i vand ved tanken om nigiri og californian maki :P

Frem »