Der var stuegang, selv om jeg faktisk var i tvivl om det nu ogsÃ¥ var en læge, der kom. Kvinde pÃ¥ min alder, iført hvid t-shirt og pluddderbukser fra Berendsen (hospitalsvaskeri, red.). Intet stetoskop eller kittel eller noget. Denne gang havde jeg forberedt mig – jeg spurgte ind til det lave blodtryk (som de ikke kunne forklare), jeg spurgte til feberen (jamen, den var jo faldet).

Det korte af den lange snak med en masse spørgsmÃ¥l og svar – lige nu er jeg der for at blive stabiliseret. Der bliver taget blodprøver, hvad man ikke kan se i dem, er ikke godt at vide. “Du har ihvertfald ikke kræft, sÃ¥ havde du det ikke sÃ¥ godt!” sagde lægepigen. Mit bedste bud er, at de faktisk ikke har en skid idé om, hvad jeg fejler – og at det gÃ¥r i sig selv, nÃ¥r jeg bliver stabiliseret – og de aldrig finder ud af, hvad der var galt.

Heldigvis fik jeg ogsÃ¥ lige brokket mig over det forvirrede kvindemenneske ved siden af, jeg gruer virkelig for en nat mere med hende – sÃ¥ tror jeg sgu hellere, jeg gÃ¥r ud og sover ude pÃ¥ bænkene foran elevatoren. Ikke at det skulle blive nødvendigt, jeg sagde ret bestemt, at sÃ¥ mÃ¥tte de tage hende ud pÃ¥ gangen, i stedet for at hun sad og krøb sammen ved siden af min seng. Bare man var sÃ¥ heldig at hun blev udskrevet. Som jeg sagde til lægepigen “Det der forvirrede damemenneske ved siden af er ikke ligefrem befordrende for en god og optimal helbredelse!”. Det vidste hun godt, men hun kunne ikke lige gøre noget – hvis sÃ¥ bare man kunne blive flyttet til en anden afdeling ville det da være superoptimalt.

Der er blevet serveret frokost, men jeg synes stadig, jeg er lidt sulten. Nu blev jeg heller ikke mæt af ½ med ost og ½ med kyllingfilet. Det hedder nok Just’Eat, muligheden skal i det mindste lige undersøges. Skulle det være sÃ¥dan, at der lige ligger et sted med noget namsmums noget, mÃ¥ jeg lige fÃ¥ det leveret til mig

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget pÃ¥ i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne mÃ¥ ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og sÃ¥ videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da ogsÃ¥ ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige smÃ¥kriser. I nat vÃ¥gnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at fÃ¥ dysset til ro. SÃ¥ satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, gÃ¥r det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg sÃ¥ pÃ¥ endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der gÃ¥r en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i mÃ¥nelyset og glor pÃ¥ mig. SÃ¥ fÃ¥r jeg nok og forlader sengen og tramper ud pÃ¥ gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altsÃ¥ skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. SÃ¥ fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne fÃ¥ mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vÃ¥gnet op der kl. 6 pÃ¥ grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke fÃ¥r sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene sÃ¥ hun ikke kan se, jeg er vÃ¥gen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende pÃ¥ nogen mÃ¥de. Det var jo sÃ¥ den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gÃ¥et i gang. Jeg hÃ¥ber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være pÃ¥ den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk gÃ¥r rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg Ã¥bnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, sÃ¥ den ikke sÃ¥dan lige er at lukke. Luft skal der altsÃ¥ til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe sÃ¥ stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gÃ¥ hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smÃ¥lig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. SÃ¥ ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi mÃ¥ udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strÃ¥lende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, sÃ¥ glad ville jeg blive. NÃ¥.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu ogsÃ¥ syner???

Det ser ikke ud til, jeg var sÃ¥dan helt færdig med at være sygepige. Søndag morgen hævede min fod totalt op, sÃ¥ jeg var lige ved at tro, jeg havde pÃ¥draget mig elefantiasis. Det var heldigvis ikke tilfældet, derimod mente min mor, at vi nok burde se vagtlægen. Som sagt sÃ¥ gjort – og i løbet af no time, var jeg sÃ¥ indlagt igen. Denne gang dog pÃ¥ Hillerød sygehus.

Det er ikke dÃ¥rligt at være dér, det er ogsÃ¥ tættere pÃ¥ hjemme. Mor er fortsat dagens kvinde i skysauce, for hun passer de to søde børn derhjemme, sÃ¥ jeg med god samvittighed kan ligge heroppe og blive kureret lidt pÃ¥. Det er ikke det store, der mangler tror jeg. Jeg mangler kalium og kalcium – værdierne er helt i bund.

Min dejlige mand har været en tur forbi til aften med en bærbar, sÃ¥ jeg i det mindste ikke skulle sidde og kede mig ihjel igen i aften. Jeg kan ikke lade være med at sidde her i min seng, nu med udsigt fra 5. sal og hÃ¥be pÃ¥ at jeg fÃ¥r lov at komme hjem inden alt for mange dage er løbet forbi. Mit hjerte gør en smule ondt, for jeg er sÃ¥ ked af, at jeg ikke kan være sammen med ungerne – men omvendt bliver det ogsÃ¥ dejligt, nÃ¥r de kommer hjem igen – sÃ¥ er jeg jo ovenpÃ¥ skulle man formode.

Fik lige taget temperaturen – jeg underspiller – for jeg gider ikke have taget den rektalt… sÃ¥ derfor fÃ¥r jeg altid mÃ¥lt med øretermometer. Men det undrer alle sÃ¥re, at min aftentemperatur fortsat er høj – den blev lige mÃ¥lt til 38.5. Det er i sandhed meget mystisk.

Hvor er det bare vidunderligt at være hjemme igen. Der er lagt diagnose pÃ¥ bordet nu – og det der tilsyneladende var sket, var at jeg ragede mig en maveinfektion til i Næstved, og oven i min allerede latente glutenallergi – crashede maven totalt sammen. Og det gjorde det sÃ¥ en trillion gange værre, end det ellers ville have været. SÃ¥ jeg er hjemme igen nu med diagnosen cøliaker, igen igen. Ja, sÃ¥dan er der sÃ¥ meget – og Yngste er lykkelig for, at hun ikke længere er “den eneste”.

Det mÃ¥ da ogsÃ¥ være meget rart at ens mor pludselig har det samme – øhm.. øh.. jeg har jo hele tiden haft det latent, men nu har jeg lovet mig selv, at nu passer jeg diæten – ihvertfald nÃ¥r jeg er hjemme og under normale omstændigheder. Skal jeg i byen, sÃ¥ vil jeg se stort pÃ¥ det – altsÃ¥ her bliver der jo kun tale om fx at droppe at tage flutes til evt. suppe – tænke lidt over, at der kan være mel i saucer og sÃ¥ videre – men værre er det jo egentlig ikke. Jeg kunne tænke mig, at Yngste vil fÃ¥ et langt mere afslappet forhold til sin egen cøliaki – nÃ¥r hun ser, hvordan jeg tackler det. Jeg er godt klar over, at jeg ogsÃ¥ bliver nødt til at tage mig selv ved nakkehÃ¥rene og se pÃ¥, hvilke signaler jeg selv sender i forhold til det at spise en anden type mad.

Lige nu er det ret fantastisk at være hjemme og bare være mig. Jeg har lige indtaget en gedigen omgang sushi, lige seks nigiri med 5 makier – ikke dÃ¥rligt. Bare at sidde ved køkkenbordet i ensom majestæt med sushi og læse bog samtidig og bare slappe af. Jeg er ikke – sÃ¥ langt fra – klar endnu, for jeg er afskyeligt svag og slatten og mit immunforsvar er kørt i sænk. Der er faktisk smÃ¥ attacklignende advarsler. Hver gang de kommer, skal jeg hen og ligge.. og læse.. og bare være til. Uden mÃ¥l eller med. Det er det, jeg fÃ¥r besked pÃ¥ – sÃ¥ det gør jeg. Og det gør jeg lige nu, kan jeg mærke…

Min mor? Er da lidt fantastisk. Hun bor her fortsat og har med den overordnede logistik at gøre, jeg laver mere undergrundsarbejdet. De smÃ¥ ting. Mor kører børn til skole, fødselsdag og hvad har vi mere af den slags. Og det er ud over, at hun ogsÃ¥ lige er ude ved sig selv og se til min far, der sÃ¥dan set passer sig selv. Det passer ham nok udmærket, for den sags skyld. Heldigvis at jeg har mor, jeg ville slet ikke ane, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun havde trÃ¥dt til. SÃ¥ havde jeg mÃ¥ttet tage det tunge skridt at sende børnene over til “ham dér”, som de siger. For jeg er godt nok udskrevet, men der fra og til dét at være rask og klar til samfundstjeneste – der er lige ti tusinde mile. Jeg har ingen kræfter tilbage, det hedder genoptræning. Stille og roligt med flere og flere smÃ¥ture rundt. Men det er rigtigt, jeg fÃ¥r hurtigt besked pÃ¥, at nu er det tid at lægge sig. Lægen har sygemeldt mig tre uger, indtil videre.

Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget pÃ¥! Der skal trænes! Og nu er diaréen heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gÃ¥et nærmest som at Ã¥bne for en vandhane… godt ikke flere detaljer

Det var de her melboller, nu har jeg altsÃ¥ fÃ¥et den idé, at jeg pÃ¥ et tidspunkt – ikke nærmere angivet, mÃ¥ske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstÃ¥r ikke at folk klager over føden pÃ¥ sygehuset.

Jeg holder sÃ¥ utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. Dér hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, nÃ¥r vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt pÃ¥ stang i entreen.

Dét at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at fÃ¥ alt serveret til tiden. Dét kunne farmor, det der. Og sÃ¥ det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sÃ¥dan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. OgsÃ¥ til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. NÃ¥r det gik stort til, var der ogsÃ¥ fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke sÃ¥ sÃ¥ tit. Fætrenes moder var ogsÃ¥ altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, mÃ¥ du forstÃ¥”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid pÃ¥ noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altsÃ¥ andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket sÃ¥ fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker pÃ¥, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser pÃ¥ tapetet i hvidt og rosa. PÃ¥ væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og sÃ¥ var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han sÃ¥ meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var ogsÃ¥ et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede pÃ¥, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, nÃ¥r vi sÃ¥ledes havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet bÃ¥de kød- og melboller. Og bare den dér trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dér rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er sÃ¥ taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn ogsÃ¥, og jeg prøver ogsÃ¥ selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

Mon ikke snart man kan se en ende på dette evindelige sygehusvæsen? I morges stod den på morgenvækning med vampyrseance, i øvrigt en utrolig klodset vampyr i dag. Har altså aldrig været ude for én, der ikke kunne finde ud af at trykke vattet ned efter nålen er hevet ud! >:(

Morgenmaden var jo lækker nok, og det var glutenfrit brød med dejlig fed ost til – nams nams. Det kørte jeg snildt ned, og der gik lige en times tid med at vente pÃ¥… ingenting. Pludselig var der stuegang, og lægen manglede stadig svar pÃ¥ prøver. “De er ikke kommet endnu” forklarede LægeMedGrÃ¥tHÃ¥r. Han mente desuden, at det var realistisk, at det var cøliaki. Og jeg fik en god forklaring pÃ¥ fænomenet. Han mente ikke ligefrem, jeg skulle pÃ¥ livsvarig diæt, men jeg skulle respektere cøliakien.

SÃ¥ jeg fortsætter som nu, men undgÃ¥r sÃ¥ brød i yderligere omfang – og laver mad som jeg plejer, det bliver jo ikke slemt. Jeg vil dog begynde at bage lidt, det vil Yngste ogsÃ¥ sætte pris pÃ¥, tror jeg. Der var desværre ikke nogen graverende nyheder, og det ærgrede mig grusomt.

Men.. lyspunkt! Jeg har ikke diarré mere, tror jeg! Det skal fejres, hvis det altsÃ¥ fortsætter. SÃ¥ er der jo ikke meget i vejen for, at jeg kan komme hjem til mine dejlige derhjemme, tre unger og Big og Mor… glæder mig skam allerede.

Frokosten var en frygtelig snigløber pÃ¥ min appetit. Ved halv ellevetiden indtog jeg en proteindrik (hvem gider sonde?) – og som sÃ¥dan var jeg ikke ligefrem specielt glubsk, da jeg kom tilbage til stuen efter en muskelrehabiliterende powerwalk i hospitalets gange. Dér pÃ¥ mit bord stod et gigantisk bjerg mad. Bakke med alm. frokost med 3 skiver rugbrød plus 1 skive franskbrød. ½ avocado. Peberfrugt. PÃ¥lægget fristede ikke, det var en kende for vÃ¥dt og salt. Og sÃ¥ var der to (TO) skÃ¥le med suppe.

Den ene var med flødelegeret gulerodssuppe – som jeg sultent kastede indenbords. Lige hvad jeg har efterspurgt jo! Og sÃ¥ var der den anden skÃ¥l med almindelig suppe – som der normalt er melboller og kødboller i. OMG hvor jeg savnede melbollerne, jeg har altid holdt forfærdelig meget af den der sære smag, de har.

Derudover stod der en tallerken med en stor rullepølsemad. Og en anden tallerken med en fersken, franskbrød og nødder plus 2 riskager. Gisp, tænkte jeg, med rædsel. Det ville jeg da aldrig kunne få ned. Der var bare for meget mad!

Det har ellers været en dejlig dag med besøg af Mor og ungerne, der savner deres mor helt vildt meget, især hvis man spørger Yngste, der er særdeles hÃ¥rdt ramt. Men hun er ogsÃ¥ en pige jo. Piger ér generelt mere til det der omsorgsnoget, tror jeg. Ældste er ellers ogsÃ¥ utroligt morsyg, men han kan bedre forholde sig til det, tror jeg. Han var glad for at høre, at det gik bedre og hÃ¥bede, at jeg kom hjem “inden de skulle over til ham dér” (og sÃ¥ vrængede ungen…).

I guder, hvor jeg glæder mig til at komme hjem – men det tegner altsÃ¥ ogsÃ¥ til, at det ser noget bedre ud efterhÃ¥nden

HvornÃ¥r er man egentlig for gammel til at skifte spor, ja hvis man sÃ¥gar taler om at skifte totalt spor og fx tage en ny uddannelse? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…

Sagen er den, sms fra ungdomskæreste der boblede over af lykke over sin ny uddannelse – som øh… operationstekniker. Han var jo uhyre begejstret, sÃ¥ jeg mÃ¥tte lige checke det ud. Det lød da ogsÃ¥ spændende, og jeg er sikker pÃ¥, han bliver glad for det. Jeg ved, han vil være god til det job.

SÃ¥ var det jo bare lige, at lille jeg begyndte at drømme lidt luftkasteller, tænk nu hvis… tænk nu hvad. Hm, altsÃ¥ jeg har altid pÃ¥stÃ¥et, at var jeg ikke i den branche, jeg er i, ville jeg befinde mig i sundhedssektoren. Og sandt at sige lyder fx uddannelsen til radiograf særdeles interessant i mine ører. Jeg tror endda, jeg ville passe perfekt ind i jobbet. Som sagt, det er luftkasteller.

Men… der er lige det lille men – jeg har ikke lyst til at være pÃ¥ SU i 3½ Ã¥r og skylde penge væk igen til SU-styrelsen… nej, det er bare slet ikke godt. MÃ¥ske vil jeg ikke nær nok… og mÃ¥ske er jeg faktisk ogsÃ¥ for gammel, det vil da tage et pænt stykke tid, vil jeg antage – omend jeg er sikker pÃ¥, at min generation kommer til at være erhvervsaktive til vi er over 70 Ã¥r, som det er i dag.

Er der mon andre, der lige skifter spor i en alder af snart firti eller sÃ¥dan noget – jeg gad nok høre nærmere, det kunne jo være interessant

Mens man sÃ¥dan sidder og tænker… I guder hvor er jeg dog glad for, at nÃ¥r nu jeg er bundet til sygehuset, har min frygteligt dejlige mand sÃ¥ betænksomt sørget for, at jeg kan være pÃ¥ nettet. Det gør en kæmpeforskel, at jeg kan bruge msn og mail – det giver mig mulighed for at følge med i virkeligheden uden for, mens jeg venter pÃ¥ at blive diagnosticeret. De forventer dog, at der kommer nogen brugbare svar i morgen – og jeg er nok den, der er mest spændt.

Den glutenfri kost er temmelig dødssyg, hjemme laver jeg da noget ti gange mere velsmagende til Yngste, der jo er cøliaker. Sidder næsten og glæder mig til at komme hjem og lave nogen gode gryderetter og pandesauce, gud hvor bliver det paradisisk!

Gad vidst, hvor mange jeg nÃ¥r at skrive, inden jeg bliver klar til at blive udskrevet. Lige nu sidder jeg og betragter ItalienskLæge, der i gÃ¥r lavede gastroskopi pÃ¥ mig. Jeg kan se, han diskuterer ivrigt med sygeplejersker. Hov… de kom her ind… brb sÃ¥.

NÃ¥, det var jo interessant. Jeg havde selv til morgen sagt til sygeplejersken, at jeg mente, jeg skulle have glutenfri kost. Og at jeg ikke ville spise brød, for jeg mente, at min gamle cøliaki var brudt ud igen, eller noget. Det var ogsÃ¥ ok, men sÃ¥ skulle vi have fundet noget andet til mig. Jeg SKAL spise noget, for jeg vejer for lidt. SÃ¥ der blev skaffet en tomatsuppe, ost, roastbeef og æg og rÃ¥kostsalat frem til mig. “Da du er smÃ¥tspisende, skal du ogsÃ¥ have proteindrik!” lød det sÃ¥. “Ja, men… mÃ¥ jeg ikke nok vente med den til efter frokost?” bad jeg.

Hvis jeg drikker proteindrik inden, kan jeg bare ikke spise noget bagefter, og jeg ville altsÃ¥ have tygbar mad. Hvad har man ellers sine tænder til for… TykLillaDame fra i gÃ¥r er heldigvis for hende selv – og os andre – blevet udskrevet.

Udover besøget af Salvatore, skete der ogsÃ¥ noget forrygende dejligt i morges. Bedstestevennen sms’ede at han ville komme og besøge mig – og jeg blev bare sÃ¥ rørende glad. Det var bare alle tiders. Det betyder bare sÃ¥ meget for mig, nÃ¥r mine kære gider komme og se til mig, det mÃ¥ jeg blankt erkende.

Det var intet mindre end herligt at gense ham, og det var godt at se, at han ogsÃ¥ havde det godt. Den stakkels mand har ogsÃ¥ haft sit at trækkes med, men heldigvis er han pÃ¥ vej op igen. Det glæder mig usigeligt at se. Vi fik ogsÃ¥ aftalt, at nÃ¥r jeg er hjemme og i orden igen, sÃ¥ skal han hjem og spise hos mig – for det bliver bare superhyggeligt, som altid. Jeg glæder mig allerede!

SÃ¥ er jeg frygteligt tilbage. Jeg har fÃ¥et lov til at være hjemme i weekenden og hygge med Big, selv om vi skulle komme tilbage lørdag – hvor jeg skulle aflevere en blodprøve og sÃ¥dan lidt. Det var hurtigt overstÃ¥et, trods alt, og selv om vi havde fÃ¥et sushi fredag aften, var Big sÃ¥ aldeles sød at køre mig hen hos SushiKappo i Rungsted igen. Jeg var nærmest lige sÃ¥ hooket pÃ¥ sushi, som gravide, efter sigende, kan være med sylteagurker.

Jeg fik sÃ¥ bestilt flere nigiri’er og en maki-rulle. Orv, hvor skulle jeg smovse. Og Big og jeg havde en rigtig skøn dag og nat sammen, inden jeg blev afleveret pÃ¥ sygehuset igen søndag. Suk, det var en omvæltning. Nu var det jo lige sÃ¥ godt. Heldigvis var Lisbeth tilbage. Hun lÃ¥ pÃ¥ samme stue som jeg.

Desværre blev hun udskrevet i dag, og hun er erstattet af – forsøgt erstattet af – en hm… hvordan skal man beskrive den type. Farverig, lilla, pjuskhÃ¥r, grove ansigtstræk med folder omkring øjnene. Hun gÃ¥r hele tiden ud for at ryge, og det lugter ikke særlig lækkert. Og sÃ¥ kører hendes ghettoblaster konstant.

Jeg selv blev underkastet faste fra i nat kl 2… sÃ¥ det var en kedelig overraskelse at vÃ¥gne op til, her i morges. Jeg blev ved med at spørge, hvornÃ¥r jeg skulle til, for der var jo ingen grund til at faste for længe, vel? Yay, jeg skulle ind kl. ni, fik jeg at vide. Mhhhh… og før end jeg sÃ¥ mig om, var jeg pÃ¥ vej op til gastroskopi-afdelingen. Her lavede de sÃ¥ gastroskopi pÃ¥ mig. Jeg syntes ikke, det var meget slemt, nærmere ubestemt ubehageligt. Jeg fik ros for at være sÃ¥ rolig, men der er ikke sÃ¥ meget andet at gøre end at slappe af og afvente, de er færdige.

Det sÃ¥ ogsÃ¥ fint ud i tarmene der – sÃ¥… prøverne blev sendt til Statens Seruminstitut til nærmere analyse. Derudover er biologer ogsÃ¥ i gang. De ved ikke helt, hvad de leder efter, men der er tale om en amøbe af en slags.

Jeg er i proteinunderskud, sÃ¥ jeg er blevet pÃ¥lagt at drikke proteindrikke. Hvis ikke jeg gør det, vil jeg fÃ¥ en sonde, siger sygeplejersken – yrk. SÃ¥… jeg skal NOK drikke. Aftensmad i dag var oksekød i sennepssauce, hvilket var ganske udmærket – men jeg bliver bare alt for hurtigt mæt.

Der bliver gået mange ture, for det er vigtigt at træne musklerne op, for man mister 3% muskelmasse for hver dag, man ligger passivt hen, siger Big. Så, jeg skal nok se til, at jeg ikke kommer af med for meget. Diareen synes at have taget af, ihvertfald er frekvensen mindsket lidt.

Nu er jeg ogsÃ¥ lidt ked af at være her, efterhÃ¥nden. Jeg ville ønske jeg kunne blive helt frisk *knips*. I dag bestilte jeg sushi i Helsingør, sÃ¥ det blev leveret til frokost her pÃ¥ sygehuset. Hold da keffo, hvor var det bare godt – og hvor blev jeg propmæt. Jeg havde bestilt for meget, men skidt med det. Man skal have det lidt godt, ikke?

Akkeja… solen kaster sine strÃ¥ler over den smukke sjællandske natur i den gamle Kongeby Helsingør, og humøret er godt. OgsÃ¥ selv om jeg blev vækket kl. 6 ved at fÃ¥ presset et øretermometer lige ind i lyttebøffen. Urgh, og en lettere forhøjet morgentemperatur fik mig til at frygte for, at jeg sÃ¥ ikke mÃ¥tte komme hjem.

SÃ¥ var der vampyr-time, og det var ikke morsomt. Vampyren forsøgte sig med højre arm, og der skete bare ikke en hujendes… SødLæge havde jo bedt om 6-7 glas, og tjah sÃ¥ mÃ¥tte jeg stikkes i venstre arm ogsÃ¥. Iøvrigt var jeg temmelig utilfreds, fordi hun stak sgu til, konen!

Derefter fik jeg halvsnuet lidt af bare kedsomhed, hvad skal man ellers lave, og pludselig kom der stuegang. RarNorskLæge forklarede (sygeplejerske oversatte, hvor vi ikke kunne mødes) – at jeg havde en… amøbe, og at det var meget svært at finde amøben, sÃ¥ MÃ…NDAG skulle de lave en undersøgelse af tyktarmen.

Jeg blegnede synligt, det mÃ¥ have kunnet ses, for der blev klappet beroligende pÃ¥ hÃ¥nd. Bare rolig, det er gennem munden. Uaghhh…. sÃ¥ er det lige før jeg foretrækker den anden ende… men ogsÃ¥ kun lige før. Ved ikke helt hvad der er værst! Jeg fortalte sÃ¥, at jeg var bange for, de ikke fandt ud af, hvad det var – men det var han ret sikker pÃ¥, at de nok skulle. Det hÃ¥ber vi sÃ¥!

Hjem måtte jeg skam godt komme, men jeg skal være tilbage 10.30 i morgen, for der skal tages blodprøve igen. For hunne da, jeg føler mig altså snart godt gennemstukket. Jeg skal bare ikke have taget flere blodprøver det første halve år efter den her oplevelse.

Værre er det at Big og jeg havde planlagt en uges ferie i september, men jeg tør næsten ikke bede chefen om mere fri oven pÃ¥ alt det fravær. Det er virkelig ogsÃ¥ skidtmads, det her SÃ¥ det bliver senere pÃ¥ Ã¥ret. Nu glæder jeg mig for det første til at komme hjem og hygge med Big og Sushi’en, det bliver lækkert, og munden løber allerede i vand ved tanken om nigiri og californian maki