Title

28. maj 2010

ARgh… verbal indebrænding

Skrevet af Hende selv kl. 12:20 | Det sker

Lidt ondt i hovedet gør det efterhånden, nu er det også.. ca. ½ time siden jeg kom hjem fra tandlægen. Han er altså så frygtelig sød. Knus og kram får man, men det er så åbenbart en art terapi, inden det går løs med tænger og boremaskine…

Nu har jeg også prøvet dét, at blive “lagt ned” i tandlægestolen og få en kold klud på panden…

Det var nu ikke så underligt, for først blev jeg boret to steder – og bagefter sagde tandlægen “Du burde virkelig overveje, at lade mig trække de visdomstænder ud… det vil give meget mere luft!” “Er det rigtigt? Vil det gøre mundmiljøet lidt bedre?” fik jeg vredet ud mellem mine bedøvede læber. “Ja, det kan du lige tro, det vil også hjælpe lidt på tendens til småhuller…” “Nå….” jeg tænkte meget hurtigt “så tag bare en visdomstand nu, hvor jeg er bedøvet!” “Mener du det?? Nu???” spurgte han.

Hm.. lød han ikke liiiidt vel begejstret?? Hm! Nå.. nu var det i gang, så det var jo for sent at bakke ud. Mere bedøvelse – det gør sgu ondt at få dén sprøjte i ganen. Jeg nev mig hårdt i håndfladen i håb om, at smerten fra mund ville blive overdøvet. Det hjalp også lidt. Og vi ventede en fem minutters tid.. så vupti.. kom visdomstand i overmund ud. Bagefter kom jeg til at grine hjerteligt “Var det ikke andet?” sagde jeg grinende.. og mærkede, at jeg blev aldeles svimmel. Og ned at ligge var det så… med kompres og bidekompres. Jo, der er styr på sagerne dér.

Sådan kan det jo gå, måtte jeg sande. Nu sidder jeg og stirrer ud af vinduet og ærgrer mig lidt over den begyndende hovedpine. Jeg er skruphamrende sulten, men det kan jo ikke nytte noget at spise, før bedøvelsen er aftaget lidt… Det tisser ned uden for, og jeg gider bare ikke dårligt vejr. De fine wedges, jeg havde taget på blev skiftet ud med de flade ballerinaer. Skindet på de andre sko ville bare blive ødelagt af regnen, og det ville være synd.

Jeg synes faktisk også det er synd for mig… kollegaerne driller og siger, at der er dejligt stille i dag… *Grrrr*

27. maj 2010

Søger du bolig

Skrevet af Hende selv kl. 14:47 | Det sker,Links

Det gør jeg ikke.. længere – men faktisk er min nuværende bolig røget til udlejning – og det var faktisk rigtig skægt at se, på M2′s hjemmeside. Jeg må nok indrømme, det ser overmåde hyggeligt ud, og jeg har jo også været virkelig glad for at bo dér.

Jeg smilte bredt, da jeg så billedet af gården, hvor jeg så tit har siddet med ungerne og leget i sandkassen. Det var altså da de var små, nu foregår legen mindre koncentreret og spredt ud på forskellige steder, for Ældstes vedkommende gerne hos kammerater.

Byggeriet ser desuden også strålende og hyggeligt indbydende ud, når solen skinner. Jeg kan ikke helt forstå, de ikke har taget billederne én af de dage, hvor solen skinnede. Og nu er det pludselig snart et farvel til Farum, det bliver altså meget, meget mærkeligt. Farum har været min hjemby siden 1995, så det er lidt sært, at jeg nu snart ikke længere skal op af rampen til afkørsel 10…

Men! Jeg har faktisk tænkt mig at handle på Bytorvet en gang imellem alligevel fremover, for jeg kender så mange mennesker i Farum, og det bliver sørme også trist at undvære de små hyggelige møder på Bytorvet. Jeg håber, det bliver det samme i min nye by… Min gamle nabo, der nu bor i Lynge, handler faktisk også på Bytorvet med mellemrum og udelukkende af nostalgiske grunde.

25. maj 2010

Eftermiddag tilsat film er lykken

Skrevet af Hende selv kl. 09:35 | Børn,Det sker

Jeg glemte da helt at skrive om den superhyggelige eftermiddag, vi havde i går. Oprindelig var planen for pinsemandag, at nogle af os naboer skulle samles – men som sædvanlig var der ged i den, hvorfor jeg ikke kunne tage den aftale for pålydende.

Desuden ville jeg da også meget hellere over til Big, hvortil ungerne og jeg var inviteret pinsemandag. Om formiddagen var der travlt i de hjemlige regioner. Ungerne hjalp til med at bage alletiders drømmekage – som skulle transporteres over til Big – og spises.

Der sad vi så næsten tre timer og hyggede os i sofaen med Avatar, fem mand høj, så hele familien var samlet. Selv BonusSøn gad godt at se Avatar sammen med os andre, og det var ren hygge. Der blev drukket kaffe og spist masser af drømmekage.
Big og jeg fik også holdt lidt i hånd, og på den måde var det en alletiders eftermiddag. Det var så 3. gang Big og jeg så filmen, og vi er fortsat enige om, at den er betagende smuk.

Filmen kan rumpenbart sagtens ses af børn fra 6 år og opefter, der pågår ikke synderligt voldelige scener. Tværtimod sad ungerne og snakkede om, at det var fantastiske farver og eventyr. Min mor anede ikke en brik om Avatar, førend Yngste sagde “Jamen.. mormor.. det er da den film med de blå mennesker!!!” “Nåååårrh?!” sagde min mor, stadig med et spørgende udtryk i ansigtet. Hehe. Jeg er slet ikke overbevist om, at hun ved, hvad det er for en, endnu…

Ungerne fik også en aftensmad de nok sent glemmer. Jeg har aldrig nogensinde præsteret at give nogen ostepops til dessert. Sagen var den, at jeg havde lovet, at vi søndag skulle hygge med ostepops – men grundet min mors imbecile holdning til at invitere til frokost, og dette så udvikler sig til en heldags-helaftensseance… blev denne plan smadret, og jeg kunne ikke holde mit løfte.

Resultatet var sure børn, der først tøede op, da jeg sagde, at MANDAG hygger vi. Imidlertid var det blevet derhenad otte.. og de små øjne hang betragteligt tæt på navlen. Derfor fik de lov at få en lille skål ostepops til dessert, oven på aftensmaden. Og også en snurretop is. Ældste skældte også ud på mormor over hendes dårlige planlægning… så kan hun sgu lære det.

Skulle nu nogen have spørgsmål, kan de måske svare mig på – hvad man siger til en frokostinvitation til kl. 14.00 – og hvor frokosten bliver til aftensmad kl. 21.00 og der ikke er blevet serveret mad i mellemtiden? :D

24. maj 2010

Sko… sko… flere sko og en enkelt hat – shopping news

Skrevet af Hende selv kl. 22:09 | Billeder,Shopaholic,Shoplinks

Advarsel… indlæg kun for folk, der interesserer sig for sko. Alle andre skal nok bare scrolle nedad… ikke.

Det faldt mig lige ind at skrive lidt, da jeg tilfældigvis så et indlæg, et eller andet sted på nettet. En kvinde søgte information om, hvor man kunne få de superfede wedges, som Mentor laver. Jeg har set dem på nettet på Brandos, men her findes modellen kun i sort. Det er også en rigtig fed model, hvis du spørger mig. Mentor laver den også som hel bootie, med lukket tå. Her vist i sort. Jeg har set den i farven sort, taupe suede og grå. Alle er enten med lukket tå eller med peep toe.

Wedgemodellen med lukket tå – har jeg tilfældigvis set hos Jette Riis i Lyngby storcenter, hvor de også har dén wedge, de har på Brandos.dk – men hos Jette Riis kan du kun få den i farven Taupe Suede. Den er til gengæld ufatteligt flot til jeans og lyse farver generelt. Man får sådan et casual look med peeptoe-wedgen i brun ruskind. Jeg prøvede den ude i centret i lørdags, og udover at den er enormt flot – er den også utroligt nem at gå på, de 10 centimeter hæl til trods. Kilehælen gør, at det er let at navigere rundt, uden problemer med at holde balancen.

Prisen er temmelig pebret, men skoen er skam også temmelig semi-kinky på den fede måde. Det er sådan en sko, hvor folk glor langt efter dig – og hvisker “Så du de der uberfede wedges??” til hinanden. Hvis ikke de hvisker “FFD, nogen gyselige sko, hun havde på, hende dér!”. Begge optioner er til stede, så man skal turde, hvis man hopper ud i de wedges fra Mentor. En ting er sikker – man går ikke ubemærket hen…

Nede hos Billing sko på etagen under dén, hvor man finder Jette Riis, kan man endvidere få den for oven omtalte wedge med peeptoe i glat, sort læder. Den er dog formentligt temmelig varm at storke rundt i, her når solen endelig engang bestemmer sig til at kigge frem.

Selv er jeg ret pjattet med den brune model… Hm.. den står jo også godt til den hat i leopard, jeg også på et tidspunkt skrev om…

Mere award-leg

Skrevet af Hende selv kl. 21:09 | Billeder,Det sker

I dag har jeg faktisk fået en stor erkendtlighed – det er jo rigtig dejligt, når man ganske uafvidende opdager, at en kær veninde har tænkt på én i løbet af dagen. Faktisk var det ret morsomt, eftersom jeg lige havde gjort mig nogen betragtninger om, at jeg synes, jeg savner mine veninder. Jeg ved godt, der er masser af ting, der sluger tiden – men samtidig ved jeg også, at vi nok skal finde ud af at ses :D

Jeg siger mange tak til Esther for at have tænkt på mig…

Reglerne for denne award er som følger:
Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har modtaget den.

Tak og link den der har givet dig den.

Link til 7 andre og spred lidt glæde ved det.

Fortæl 7 ting om dig selv.

Jeg linker til disse syv personer – om I så vil deltage, er jo op til jer ;o)

Helle
Mette
Frederikke
Pernille
Valkyrien
Den kreative and
Kenni

Så var der de syv ting om mig selv…
1. Jeg ELSKER min kæreste, vores børn og hele min mærkværdige familie
2. Jeg er rigtig glad for at være mig – og at jeg snart skal flytte
3. Jeg er ENFP i Myers-Briggs personlighedsanalyse
4. Kollegaerne tror jeg er en ENFJ (én, der bare har så totalt styr på alt og laver lister og så videre…)
5. Jeg er enormt god til at flyde med strømmen og lade stå til, altimens jeg bare hygger mig – vi når det jo nok i morgen, ikk’?
6. Jeg har fået lavet en LASIK – det bedste, jeg har gjort de sidste 10 år – bortset fra at blive skilt og blive kæreste med Big og få mine to skønne unger
7. Jeg er altid sulten og er næsten aldrig på Facebook

Øh… og en 8. ting, det gik op for mig, at jeg faktisk ikke følger med i så mange blogs, som jeg burde – hvis vi ser bort fra de hos Ildkat allerede nævnte – for jeg ville også have udpeget et par stykker af dem, hun har “udfordret” :D

20. maj 2010

Shopping på regnfyldt lørdag giver billeder

Skrevet af Hende selv kl. 21:25 | Betragtninger,Billeder,Shopaholic

Jeg var jo ude og shoppe lidt på egen hånd, dér i lørdags – og jeg kunne desværre ikke finde et billede af den prikkede sag, jeg fandt ude i Rødovre Centrum – i ONLY. Her i aften var jeg så heldig, da jeg modtog et nyhedsbrev med sommerkjoler. Så var det jo nærliggende at tænke, at den dér kjole nok var der – måske.

Sådan ser den altså ud. Og den er fantastisk nem at style. Jeg bruger den med et par leggings med lynlås – og dertil en sort lang cardigan i tyndt strik – eller kort sort cardigan – for at bryde alle prikkerne og skabe konsistens. Mine ny gladiatorsandaler er ret fede til – ellers kan et par sorte wedges klare det sidste twist.

Siden har jeg ellers gjort noget mig ganske uvant. Jeg har været i Lyngby storcenter og fået penge – tilbage… for et par sorte wedges fra BDK. Lige meget hvad jeg gjorde ved de sko, sad de bare ikke okay på min fod. Til den pris skal de sgu sidde ordentligt, ellers kan det jo være ret så lige meget. Det nytter jo ikke noget at se smart ud, når man, lige så snart man bevæger sig afsted, ligner en søsyg kamæleon, der har drukket af natpotten! Det er jo ikke dét look, man går efter – eller que!

Desværre så jeg jo nogen andre wedges hos Jette Riis, og jeg er begyndt at tænke, at jeg og ungerne måske nok skal en lille tur ud at køre her på lørdag. Nu skal jeg lige overveje den igen. Nu er der heller ikke så lang tid til jeg flytter – og jeg kan mærke, at jeg begynder at glæde mig mere og mere. Det bliver helt fantastisk dejligt, når vi er kommet på plads i den ny lejlighed. Jeg kan mærke det helt ind i sjælen, at jeg har truffet en helt rigtig beslutning. Det bliver skønt at komme ud af eks’ens skygge – det bliver skønt at komme ud i noget nyt. Det tror jeg faktisk er meget sundt at gøre, med mellemrum. Man sidder alt for let fast i det gamle, og stiller sig tilfreds med noget – der måske ikke er helt optimalt, alt sammen bundet op på dovenskab og magelighed. Det er vi alle sammen så fantastisk gode til – og det er egentlig synd og skam.

Vi har været en tur på sygehuset og besøge min far. Det er virkelig ikke spor morsomt at se ham i de omgivelser, og på sæt og vis er han der ikke mere. Det er ikke dén far, jeg kørte rundt med og pjattede med. Det er ikke den far, der fortalte de mest vovede og sorte vitser og grinte bragende af det. Det er ikke den far, der fortalte mig historier om krabben. Ham, der er der nu, er “stakkels lille far”. Det er synd for ham, for tilbage er kun et ikke tomt, men ihvertfald temmelig energiforladt hylster. Jeg synes, det er utroligt svært, og jeg arbejder på at finde en ny rolle i forhold til dét, min far nu er regrederet til. Mon ikke det kommer med tiden? Jeg håber det, for vores alles skyld – og for hans. Ingen tvivl om, at jeg elsker min far – men jeg ville virkelig ønske, han ikke havde fået ødelagt sig selv på den vis.

16. maj 2010

Det var for godt

Skrevet af Hende selv kl. 20:01 | Billeder,Det sker,Shopaholic

I det hele taget en noget mystisk dag, hvor Big og jeg var helt og aldeles overbevist om, at min far var død…

Det startede jo ellers meget godt, i morges var jeg i Kvickly i Allerød – hvor jeg scorede dette par - og bagefter i Kvickly i Farum, hvor jeg scorede détte par . Faktisk var det nok mest dem, jeg var ude efter, men nu havde jeg jo allerede fået fat i de hvide i Allerød. Der havde jo været reklamer og hvad har man ikke, om at Kvicly solgte Converse sko til 299,- Ikke dårligt. Og jeg er jo ret glad for den berømte støvle, faktisk har jeg endda et par røde, jeg har købt engang – og som faktisk har en ret morsom historie bag sig… Men den får du ikke lige nu.

Sjovt var det ihvertfald, jeg troppede op i Allerød Kvickly og konstaterede, at det godt nok ikke var mange par, de solgte dér. I annoncen stod der noget med “begrænset mængde… ikke alle varehuse”… og det stemte også med virkeligheden. Der var to knægte – på Bonussøns alder. De prøvede løs, og jeg øjede lige en dame, på hvis pande stod skrevet “Jeg leder efter Converse” – så jeg benede lige hurtigt den anden vej omkring og overhalede hende inden om – HÆ! – og heldigvis faldt mit blik på en kasse med tallet “5″. Jeg nappede dem omgående, og stod så og gloede lidt ned i æsken. Et par hvide, var det. Ikke så ringe endda… Damen ledte forgæves, og jeg hørte hende sågar spørge ekspedient på hastig retræte, om ikke de havde flere i str. 38. “Jo, der er en enkelt kasse” (som jeg stod med, gnækgnæk!). Damen gik sin vej… for der var jo ikke nogen kasse – længere. Jeg besluttede så at daffe en tur til Farum, for jeg ville da lige se, om ikke de havde dem i sorte.

Vild parkeringspanik i Farum, for der var selvfølgelig spejdernes loppemarked – og uha, så bliver der fyldt godt op. Jeg skal i øvrigt ikke tøve med at anbefale det, det er bestem ikke spor uspændende ting, man kan være heldig at finde. Måske kunne man endda finde et par Converse? Aner det ikke, for jeg havde travlt med at spæne over i Kvickly og styre direkte mod hylden med Converse. Her i Farum var der, om muligt, endnu færre æsker. Pludselig så jeg dog et 5-tal og åbnede æsken. Hurraaaaaa… et par sorte! Skønno! De skulle da med hjem. Så fik jeg også lige sms’et til Big for at høre, om jeg skulle købe ind til aftensmaden.

Han er nu sådan en dejlig mand “Find bare på noget, jeg er blank!” lød svaret… Jamen godt så. Så skal du fandeme også få noget, der er godt, tænkte jeg og købte ind til Goa kylling. Det er ved at blive en livret her i huset hos Big og jeg. Vi snakkede faktisk om, at man godt kunne servere det for gæster – dog bare med tilbehør for at strække det lidt.

Og så var det, jeg fik dagens store overraskelse. Jeg led jo lidt meget af dårlig samvittighed over at have købt TO par Converse, og var helt sikker på, at Big ville tage sig til hovedet og kigge mærkeligt på mig. Ja, jeg var ikke meget værd, to be honest… Men nej, tænk engang, da jeg forsigtigt ymtede noget om, at jeg gerne liige ville høre, hvad han syntes, hvilken farve – de hvide eller de sorte, skulle jeg mon få pengene tilbage for det ene par… bla.. bla.. “Jamen.. hvad kostede de da?” “Hm… *host*… 300, parret” sagde jeg – næsten uden at blinke eller hoste ret meget. “Nå.. jamen så behold dog begge par… ellers bliver du bare sur over, at du fik penge tilbage for det ene par, ikke?”. Han er sgu dejlig, den mand! :P Og klog….

Senere fik jeg meget mystisk sms fra min mor. Det var faktisk så mystisk, så både Big og jeg var sikre på, at min far var død, og at hun bare ikke kunne få det sagt. Heldigvis viste det sig, at hun bare trængte til en kop kaffe og en god snak – som endte med at Big fik hende til at bestille et nyt TV. Der var ikke andet galt, end at hun er gået ned med flaget, hun kan ikke mere. Og man forstår det så godt, nu har hun virkelig kæmpet de sidste mange år – og nu strejker alt i hende. Nej.. det kan ikke blive ved. Far er fortsat indlagt, og det skal han være en tid endnu – og så er det direkte i aflastning med udslusning til beskyttet bolig. Det er dét, der er så sørens hårdt at kapere, efter 42 år sammen. Du godeste, hvor livet ikke er retfærdigt!

15. maj 2010

Sjaskvåd lørdag er ikke dårligt

Skrevet af Hende selv kl. 20:27 | Billeder,Det sker,Shopaholic

Det var jo planen, at Big og jeg skulle have nydt at slentre afslappet henad Strøget og alle de andre små gader, blandt andet Vimmelskaftet, hvor B-Young har til huse. Der var jo noget med en ganske afskyelig grim taske, som jeg ikke ville have alligevel. Problemet var bare, at lige i dag stod det ned i stride strømme fra det øjeblik, vi lod den nyopståede morgenstirren ramme vinduet og kigge gennem persiennerne. Ikke særlig nice, tænkte jeg og håbede, at den dér regn bare ville stoppe.

Det gjorde den ikke. Nej, mens vi sad og tyggede havregryn, kunne vi betragte kæmpestore plask direkte ud af nedløbsrenden på skuret i gården. Big rystede på hovedet. Jeg var godt klar over, at det betød, at der ikke blev nogen som helst tur til København. Ej, det var da også for galt. Ikke tale om… ikke om jeg gad sidde hjemme indendøre og beundre regnen med et tomt udtryk i øjnene. Næh… ikke mig. Big gad bare ikke indkøbscentre, men det kan vel ikke undre nogen. Han er jo en rigtig mand.

Big syntes, det var ganske fint, hvis jeg tog en tur i Rødovre centret. Bare han slap. Ingen problemer dér. Der er jo også en B-Young der, og jeg ville helst ikke få pengene tilbage i den forretning i Hillerød. “De kender mig dér!” sagde jeg til Big med en opgivende mine, da han sagde, at jeg jo kunne få dem byttet dér… Af en eller anden grund følte jeg mig lidt dum, hvis jeg skulle foretage transaktionen dér. Nej, jeg gad ikke Hillerød, og desuden var det længe siden, jeg havde været i Rødovre. Så jeg var hurtigt på vej, og fik også en sms til Ældsteveninden afsted. Om ikke hun lige kunne fange mig ude i centret.

Dagen gik jo på raske fjed, derude i centret. Jeg osede og posede – gik og hyggede mig noget så grusomt. Kiggede på tøj og på andre mennesker. Det er altid god underholdning… Det gjorde det bestemt heller ikke ringere, at Ældsteveninden kom ud og støvede mig op i Vero Moda. Vi vadede rundt og ævlede op af stolper og ned af vægge, og kom ind i alle forretningerne. Især i Bianco var det slemt. Den dér infame lille stemme, der også var efter mig i sidste uge, da jeg var i Lyngby med ungerne… ikke, den kom igen?!?! . Ældsteveninden tilkastede sandalerne nogen mærkelige blikke. Ingen tvivl om, at hun syntes, de var ganske rædsomme.

Indtil hun så dem på. Jeg kunne se, hun slappede af igen, ansigtstrækkene blev helt milde, som de plejer at være. “De er da meget søde… alligevel… ikke?” sagde hun så. “Jo, helt bestemt.. jeg tænker sommerbrune fødder med neglelak på” smilede jeg. Heldigvis holdt den forbandede lille djævlestemme kæft, da jeg stolt travede ud igen med en pose med de “mystiske” sandaler i hånden. De havde heldigvis ikke taget skade af de mistænksomme blikke…

Vi travede videre rundt – og jeg fandt også en top med bryderryg i SparkZ – og en kjole med sorte prikker. Vi spiste frokost – sent – og det var bare superhyggeligt. Vi krammer hinanden grundigt og går til hver sin bil, for lige nu har vi ikke lavet ny aftale. Dét var så den gode del af dagen, afbrudt af sms fra mor. Hun har fået bøvl med maven, om ikke jeg kan komme forbi med piller – jo det kan jeg skam godt, når jeg kører fra Rødovre. Min far blev indlagt igen i dag, og er meget dårlig – og min mor kan ikke mere. Jeg forstår hende så godt. Jeg havde nok selv kastet håndklædet i ringen for år tilbage, hvis du spørger mig. Men det får være. Nu håber jeg bare, at mor får lidt ro og fred.

Nu er vi ved enden på dagen, og enden er god – som den for mestendels altid er. Big og jeg hygger gennem, jeg sidder og surfer og skriver og nyder at være hjemme. Der venter også en smoothie af Bigs egen komponerede, lidt senere – så jeg kan jo kun være tilfreds, og det er jeg så!

14. maj 2010

Morfar or not

Skrevet af Hende selv kl. 17:11 | Det sker,Shopaholic

Altså så har vi den igen, jeg er godt og gammeldags snorksøvnig og sløv i hovedet. En morfar på sengen har jeg også fået… indtil jeg vågnede med en slags skrunk-lyd, som fik Big til at grine højt og sige “Hvad fanden var det for en lyd??” “En sove-lyd!!” sagde jeg lettere pikeret og søvnig. Jeg ved godt hvorfor… det skyldes, at der er dømt fridag – og så det faktum, at Big og jeg har været i Hillerød med Svigermor som påhæng. Damen var pludselig blevet overbevist om, at hun måtte og skulle have en rosenbænk. Ikke at jeg kan se, hvad en sådan bænk specielt skulle kunne indgyde én af velvære eller afrodisiske fornemmelser. Det ved kun Svigermor. Jeg har hende mistænkt for at have det på samme måde med ting-til-hjemmet, som jeg har det med tøj og sko!

Heldigvis for hende er Kvickly i Slotsarkaderne endnu ikke lukket og slukket. Det gør de for så vidt vides først engang i juni. Jeg skal ikke klage, for jeg fik jo tid til både at kigge hos Vero Moda og Vila, og endda også tid til at stå måbende og undre mig over, at Big og Svigermor ikke var dukket op. Nu havde jeg heller ikke prøvet noget tøj. Faktisk havde jeg intet købt, når man lige ser bort fra et tørklæde i militærfarver. Det matchede min olivengrønne top så godt, at det bare skulle med hjem.

Ikke desto mindre fik jeg lov at stå og glo i, forekommer det mig, rimelig lang tid, inden de dukkede op. Jeg nåede endda at overveje, om jeg kunne nå at lure lidt på sko – men i samme øjeblik jeg traf min beslutning, øjede jeg Big & Svigermor henne ved rulletrapperne. Så meget for den lille sviptur til skobutikken. Forresten begik jeg for første gang i lange tider et fejlkøb. En taske… Big hader den virkelig. Køn er den sandelig heller ikke lige frem. Hvornår lærer jeg at lade være med at købe noget, bare fordi jeg skal have en lille ting med hjem! Altså!

Ham Big morer sig over mig. “Du kunne sgu da godt have sagt noget nede i butikken!” ivrede jeg ærgerligt. For tasken var slet ikke så pæn, da vi var kommet hjem. “Jamen, det er meget sjovere at kaste op over den, når vi er kommet hjem!” gav han igen og grinte smørret. FFD… den mand!

Det er nu også lige meget… jeg tager den bare med til København i morgen og får pengene tilbage for den.

Ventetiden skyldtes, at Svigermor og Big heldigvis havde været i Kvickly – købt rosenbænk – og Big havde båret den op i Golf’en. Så jeg skulle ikke andet end at gå og være hyggelig. Det kunne jeg godt klare… Vi vadede hele vejen op af Slotsgade, og endte til sidst på Café København. Jeg var lidt spændt på, om vi rendte på nogen, vi kendte. Normalt møder vi rigtig mange, vi kender, når vi går i Hillerød, men ikke i dag. På Café København gav Svigermor frokost, og vi fik alle tre en rigtig lækker mexicansk burger. Desværre med det uventede resultat, at Big slet ikke er tændt på aftensmad. Han er stadig for mæt efter burgeren. Men han åd jo også hele burgeren.

Jeg er til gengæld sulten efter aftensmad, men jeg er jo også altid sulten…

13. maj 2010

Kvæle sit barn?

Skrevet af Hende selv kl. 17:53 | Børn,Det sker

Mon ikke mangen en mor har kvalt den absurde tanke i sit stille sind og håbet, at ingen andre havde læst deres tanker? At man er pissefucking skidesur på sin unge, retfærdiggør jo ikke nødvendigvis, at man et milliontedel af et nanosekund får en bastant trang til at gribe ungen i hans skjortekrave og hive til. For fanden da! Nu tilhører jeg så – heldigvis for den unge mand – den kategori af mødre, der kvæler absurde tanker og i stedet taler med store bogstaver…

Gud hvor er det frustrerende, når man ikke kan komme til at tale med store, fede typer. Fordi ungen er på samvær hos sin far. Det er i dén grad ungens far, når han opfører sig sådan. Sagen er, at knægten har smidt et par spritnyindkøbte Adidas-kondisko væk. Hvor de er, ved han ikke. Der foreligger heller ingen form for erindringer angående, hvordan de bortkom. Om man så nok så meget tager knægten i begge ører og trækker til. Udover, at han fremover helt tydeligt vil kunne huske den dag, hvor man begyndte at kalde ham Dumbo.

Knægten selv holder lav profil, sådan en lille konfliktsky hyæne. Han kan bare vente sig, kan han. Det er så slemt, at hans far har truet mig med, at han vil trække prisen for skoene fra det månedlige børnebidrag. Jeg skummer. Det er fanme ikke min skyld, at hans far køber et par sko til ham, når det står skrevet – sort på hvidt, at jeg står for at holde børnene med årstidsbestemt påklædning. Hvorfor i alverden har hans far ikke i stedet kontaktet mig og bedt mig sørge for et par kondisko. Jeg spørger bare.

For jeg havde ihvertfald ikke købt for det beløb sko til knægten. Fordi jeg kender ham. Jeg kender hans exceptionelle evne til at “bortkomme” sine ejendele og køber derfor ind efter disse forudsætninger. Altså ikke for dyrt og så fremdeles. Jeg lover, når jeg ser knægten, river jeg sgu armene af ham og slår ham i hovedet med dem, mens jeg adskillige gange messer “Pas så på dine ting”… Som om… nej, men jeg kan godt garantere for, at han kommer til at mærke det – dog ikke rent fysisk, men hans lommepenge bliver inddraget i en periode.. Det burde virke – eller??

Hvad katten gør man ved sådan en unge??

Frem »