Title

31. marts 2010

Selv om jeg har ferie…

Skrevet af Hende selv kl. 11:45 | Det sker

Ferien er dejlig, og jeg nyder den i fulde drag – men det er også rart med lidt god frokost, selv om man har fri fra arbejde. Frokosten er vist snart på trapperne, for da jeg kom hjem fra Phonak besluttede jeg at lave en gang halve bagte kartofler med hvidløgsdressing til. Jeg kunne overhovedet ikke stå imod, min mave nærmest tiggede mig om at gå i gang med kartoflerne. Måske er det lidt dumt, fordi jeg godt ved, at SmukVeninde og jeg gerne plejer at spise noget sammen – men no problem. Vi er begge to “altid sultne”. Så jeg frygter ikke at komme til at ligge underdrejet – og så meget fylder sådan et par små kartofler jo heller ikke.

Opdatering af softwaren

Skrevet af Hende selv kl. 11:21 | Det sker

Dér sad så jeg…. der i venteværelset hos Phonak, og læste i Hørelsen. Altså et blad for hørehæmmede og døvblevne. Ret interessant, syntes jeg – især en artikel, der påny overbeviste mig om, at jeg ihvertfald ikke skulle have lavet noget som helst CI. Næ, lad mit kranie være. Desuden vil jeg ikke have ødelagt forbindelsen – altså den naturlige – til de skaldede 12% hørerest, jeg har. Nuvel, sagen var den, at det venstre høreapparat var blevet lidt dovent og hylede lidt, når det ikke skulle. Ret besværligt, især i arbejdssammenhæng.

Altså, jeg syntes ikke, det var fedt at læse om manden, der tilbage i 1996 fik lavet et CI, og som nu i 2010 klagede over, at softwaren til CI’et var blevet så meget anderledes, at lyden ikke matchede ham. Jeg ved udmærket godt, hvad han mener. Når man bruger høreapparat, og har brugt det i mange år – har man en bestemt frekvens. Kan man ikke blive på dén, er det lige til at udvikle lange hår på ryggen og røde knopper. You name it. Slemt, det er det virkelig. Jeg tror, andre – njah.. normalthørende… har svært ved at sætte sig ind i det.

I venteværelset snakkede jeg med en sød dame. Jeg sad uden høreapparater på, dem var Leif stukket af med for at opdatere softwaren og ordne noget med slangerne. Nuvel, damen og jeg sidder og sludrer fuldstændig ubekymret, til trods for at jeg intet kan høre. Ret spøjst. Vi mundaflæser nemlig begge to. Hendes apparat duer ikke, og hvorfor ved hun ikke endnu. Ikke en lyd trænger gennem, ikke andet end den dumpe, hurtige lyd af skridt i gulvet uden for – og en anden dame der piler forbi og ind i kontorlandskabet.

Damen jeg taler så hyggeligt med er i slutningen af halvtredserne, og hun har fået lavet CI sidste år. Hun er rigtig glad for det, men har også forbehold for at få lavet det på det andet øre. “Nu har jeg den her hørerest… og så længe den er der, så skal jeg ikke have lavet noget!”. Hun har bare et kraftigt og stort høreapparat på det andet øre. Jeg får lov at se hendes CI, og jeg er ikke imponeret. Jeg finder det utroligt klodset. Bare apparatet, der er tilkoblet magnetpladen, man får opereret ind i hovedet, er jo stort som en Tyrannosaurus Rex!

Bare det at skulle have opereret noget ind i hovedet frastøder mig. Mine tanker pisker rundt, mens damen fortæller, hvor meget strøm bæstet sluger i løbet af en dag. 3 store batterier bruger den. Og når man lige tænker lidt over forureningen af kloden, så er det jo ikke ligefrem super energibesparende eller noget. Der må mine små luft-zink batterier da være lidt bedre, trods alt. Selv om… bah… de fine ny apparater, jeg fik sidste år, dræner sådan et par batterier på 4 dage, hvor de gamle snildt kunne køre en 2 uger på et par batterier. Og det med de fire dage er med forbehold for, hvor meget jeg udnytter de 5 programmer, der er i høreapparatet. Jo mere jeg bruger dem, jo mere strøm sluger de.

Leif kom tilbage med de fine nyopdaterede lyttebøffer, og jeg fik sagt pænt farvel til damen. “Hvis du kigger forbi Torsdagsklubben, kan vi snakke sammen igen!” smilede hun. Og jeg nikkede venligt og tænkte for mig selv “Torsdagsklubben? Lyder som en bingo-klub for pensionister”… og så tog jeg elevatoren ned og sprang ind i bilen.

Gudskelov, jeg bare skal slappe af i eftermiddag sammen med SmukVeninde. Jeg glæder mig bare så meget til at se hende igen, for vi får jo altid snakket så meget og vendt så mange gode ting. Hun er bare helt fantastisk, og jeg er glad for at kende hende. Vi kan godt bruge sådan en hyggedag, specielt i dag, hvor det øser ned og virkelig er “aprilsvejr”. April er jo også lige om hjørnet, hvis du skulle have glemt det! Og lige nu ved jeg, at min mor er på vej i sin lille madkasse. Hun får en kop te og bliver så hældt ud i god ro og orden… efter en gang hyggesnak.

30. marts 2010

Lejebolig søges!!!!

Skrevet af Hende selv kl. 22:38 | Årets gang

Kender du nogen – der kender nogen, der kender nogen igen – eller noget lignende – vil jeg blive utroligt glad for at høre fra dig – hvis denne “nogen” kan tilbyde mig en lejebolig – hus, rækkehus, villalejlighed – andet godt – i Allerød, 3450 – helst med 4 værelser, så børnene kan få hvert deres værelse?

Jeg hører meget gerne fra dig, hvis du har nogen gode indspark – max. husleje 10.000 incl. alt – og helst mindst 2 års udleje eller ingen begrænsning.

Nu vil jeg så håbe på at høre fra dig – og hold dig endelig ikke tilbage!

Fit for fight

Skrevet af Hende selv kl. 15:04 | Det sker

Det passer altså, jeg er fuldstændig okay oven på påkørselen. Og jeg har heller ikke længere væmmelige kvababbelser, når jeg sætter mig bag rattet. Ikke flere korte stumper af øjebliksbilleder, der suser gennem hjernen, når jeg starter bilen. “Hvad nu hvis….” “Tænk nu hvis…”. Nej, jeg fastslår hermed, at jeg er kommet mig uden psykiske men – og heller ej fysiske gener. Støttebindet kom af i går, da vi tog min mor med til Sillebro.

Sillebro er forresten det ny shoppingcenter i Frederikssund, og man kan så vidt, jeg er orienteret, tage toget direkte ind i centret. Jeg er dog ikke imponeret. Dels er det ikke så stort som Fisketorvet, dels minder det ufatteligt meget om Ringsted center, og altså så mange butikker var der heller ikke. Nej, jeg nominerer endnu en gang City2 til “et af de bedste”, sammen med Frederiksberg Center og til dels Fisketorvet (når der altså er er noget at fiske…).

Underetagen i Sillebro – altså dét der er gadeniveau. Kort sagt, et par spisesteder, en masse “fornuftige” forretninger á la Matas, Kop&Kande, Frederikssund isenkram og den slags… nå jeg må ikke glemme at nævne Kvickly. Overetagen… mjah… der var lidt mere spændende. Der var MakeUpStore – positiv overraskelse – og selvfølgelig Vila og Vero Moda… og vist nok også Only. Men… hvad er det lige man gør, når man er begyndt at føle sig en kende for gammel til Only.

Altså… når man er fyldt 29 år, er Only nok ikke lige det første valg. Alligevel så… de har jo den der sort/hvid stribede bolero, jeg lurer lidt på, men som jeg er for nærig til at købe. Nu har jeg en bolero i sort, jeg har faktisk to. En med knap og en med bindebånd. Det må være nok! Forresten er Vero Moda begyndt at føre børnetøj. Mor er ikke begejstret. Mor er henrykt! For tænk engang, søde små krølletørklæder til Yngste. Uh, jo, den gik rent ind hos mig. Og ikke mindst hos Yngste.

Big driller mig med, at den forbandede CERN-maskine faktisk har kørt. Jeg hader den, eller rettelse jeg hader tanken om den. Tanken om, at skulle det lykkes forskerne at frembringe et sort hul, og at det så indsugede kloden, solen og månen – væk med alle. Uden at man sådan opdagede det. Det er en rædsom tanke, og jeg kan ikke kapere det. Der er alt for meget, jeg bare frygteligt gerne vil opnå inden da – jeg vil gerne prøve at BO sammen med Big, at vi når at få en hverdag sammen alle fem – se børnene vokse op – og velsagtens også måske nå noget mere rent fagligt. Med tiden blive gammel i ro og mag, ja… en rynket æblekindet kone med hvidt hår i en knude i nakken. Jeg ved ikke lige i skrivende stund, om der er noget specielt at nævne. Jeg ved bare, at jeg hader den åndssvage maskine dérnede i sit rør.

Det er jo snart påske, og jeg er bare ikke i påskehumør. For ungerne skal være hos deres onde far i påsken. Ingen af os er særlig vilde med det arrangement, og hvis jeg læser de to små korrekt, er det ikke noget, der kommer til at stå på i ret mange år fremover. De gider ganske enkelt ikke. Og det har ikke noget at gøre med, at andre fædre ikke er gode fædre – jeg skærer jo ikke alle over én kam. Jeg nøjes med at anskue ud fra, hvad jeg personligt har oplevet.

28. marts 2010

Så blev jeg påkørt

Skrevet af Hende selv kl. 17:35 | Det sker, Årets gang

Dér i går var det jo lørdag, bare en helt almindelig lørdag – oven på en dejlig fredag aften med hygge i familiens skød. Jeg fór rundt for at huske det hele, inden vi skulle ned i byen og købe ind – og vi skulle også på biblioteket. Det kom vi så ikke, for jeg var simpelthen alt for chokeret oven på dén oplevelse. For mens ungerne og jeg er på vej over kørebanen, blev jeg altså påkørt! Jeg nåede ikke rigtig at opfatte, hvad der egentlig skete. Jeg havde holdt ungerne i hånden og slap den og bad dem løbe over vejen.. fordi der kom en bil længere nede. Og så var det, det skete…

Pludselig mærkede jeg nogen skubbe mig temmelig omstændeligt og jeg skubbede igen men mærkede at mit ben blev bøjet lidt – inden jeg faldt omkuld på kørebanen og skrabede hænder og knæ. Da var det, det gik op for mig, at ham idioten i den sorte Golf havde bakket lige op i mig. Jeg lå lidt og var sådan ret chokeret, og folk stod og gloede på mig. Manden i bilen kom ud og sagde “Jeg har ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget” og så kom han hen til mig, og hjalp mig med at komme op. Jeg sagde “Du bakkede sgu lige ind i mig!!!” “Nej jeg gjorde ikke.. jeg så i bakspejlet.. du var der lige pludselig!” indvendte han. Så kom der en anden mand, der heldigvis havde set hele stuntet. “Ved du hvad, jeg så det hele” sagde han “du burde altså bruge dit bakspejl, for du bakkede bare lige ind i den unge dame her!!”. Mand i sort Golf prøvede at indvende, at han havde kigget – men det nyttede jo ikke noget. Flere andre sagde så, at de også havde set det. Og midt i det hele havde jeg åndsnærværelse nok til at bede Ældste om at tage nummeret på Golf’en.

Jeg fik mand i sort Golfs visitkort, og så gik han ellers ind på indkøb. Jeg kunne godt gå, men jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. Ungerne stoppede op og græd som pisket, for de havde jo lige overværet deres mor blive kørt ned. Jeg var jo også selv temmelig chokeret og tudede med. Sikke et syn, de her tre mennesker der stod og græd som pisket. Altså… og jeg savnede Big i dén grad. Min store, stærke Big, men jeg måtte bare sende SMS til ham, at jeg var blevet kørt ned. Han blev selvfølgelig smadder bekymret for mig og var bange for, at jeg var kommet alvorligt til skade. Det kunne jeg jo heldigvis berolige ham med, at jeg ikke var. Men det virkede så… underligt… det var da ikke sket, at jeg var blevet påkørt, var det vel? Jo, det var så. Mine knæ gjorde rigtig ondt, men ungerne og jeg nåede at købe ind i Irma, og så var det lige hjem bagefter. Vi fik en omgang opvarmet chili con carne, inden jeg besluttede mig til at køre på skadestuen.

På skadestuen konstaterede de, at intet var brækket, men at jeg var blevet “bøjet” i benet og at jeg skulle have støttebind på. Og i øvrigt havde jeg slået mig temmelig meget, så jeg skulle tage den med ro et par dage og slappe af. Der var også SMS fra Big og ÆldsteVeninde og Smuk veninde, og jeg indrømmer, jeg var glad for, at det ikke var værre. Efter skadestuen kørte jeg og ungerne lige hjem til Big, jeg trængte i dén grad til at se ham – faktisk var den følelse næsten helt fysisk til at tage og føle på. Og det hjalp også at gemme sig i hans favn… Ungerne og jeg rundede af med at besøge mine forældre for at berolige dem, og spise is – det var lige noget for ungerne…

I dag går det faktisk helt okay, og mine knæ gør ondt – men det er ikke vanvittigt – og jeg er mere end klar til at tage hul på mere ferie, hvilket jeg heldigvis også har. Og nu?? Skal jeg ned og se til den roastbeef, jeg er ved at lave til os – vi trænger bare til et solidt foder, blev vi enige om… det er LIGE, hvad vi kan tage i dag! ;) Og vi har også fortjent det!

25. marts 2010

Små cykelmyg

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Børn, Årets gang

Det er igen en stor og mindeværdig dag – det var nemlig den dag, hvor børnene for første gang cyklede i skole, sådan helt alene. Altså uden nogen form for co-walking eller noget. Det var to meget, meget stolte og friske unger, der vinkede farvel ved hoveddøren i morges. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg burde følge dem. Men Jakobs mors ord ringede i mit hovede “Hønemor… pyllermor.. altså de kan mere, end du tror!”.

Jeg tvang mig selv til at blive stående og vinke, selvom mit astrallegeme allerede var sprunget i joggingskoene og frakken. Og ganske kort efter tikkede SMS ind. “Hej mor :) Vi er hernede nu. Kh.”. Jeg kunne bare smile. Min søn kender mig lidt for godt, han ved godt, at jeg skal have en sms til at forsikre om, at alt nu er godt. Sådan er jeg. Og det er helt i orden. På en eller anden måde er det lidt underligt, at mine unger nu er så store, at de selv transporterer sig hid og did, helt uden assistance eller kyndig vejledning. Og nåja, nu har jeg fået endnu et sjovt ord, der dinger på indersiden af hjernebarken. Pekuniær. Jeg smager på det og finder velbehag i smagen. Pekuniær, gentager jeg for mig selv. Det var hjemme hos Big, hvor jeg lige var forbi, inden konsultation hos Jean, byens bedste frisør.

Hjemme hos Big lavede jeg lækre sandwiches med parmaskinke, ost, tomater og pesto, for jeg havde jo lovet at medbringe lidt lækkert frokost. Og man går vist aldrig galt i byen med de her sandwiches, de er så uforskammet lækre. Den slags, man faktisk godt kunne finde på at skubbe til ham foran, for at få fingrene i. Ihvertfald sådan et velrettet skub, der medfører at ham foran ikke så meget som når at se sandwichen, før den er indkapslet af ens egen hånd.

Operation Garn

Skrevet af Hende selv kl. 23:11 | Børn, Det sker, Årets gang

Yes!!!! Mit garn er reddet – jeg har fået alletiders fede og friske frisure, bare lige sådan én -hvor man kun kan tænke “YES!”.

Ham Jean er altså genial, og det er virkelig fedt at blive modtaget med varme håndtryk. Det har jeg ikke prøvet før, men med den pris… så… Nuvel, jeg blev pænt seated foran spejlet, hvorpå jeg kiggede nysgerrigt op på Jean “Så… har du nogen ideer?”, mens jeg trak lidt i det sørgelige garn. “Ja” smilede han “først lægger jeg lyse striber ovenpå de der skrækkelige toner, for så får du bare lyst i lyst – og bagefter klipper vi!”. “Vi?” spurgte jeg lidt overrasket. “Ja, så klipper vi dit hår fint – jeg har tænkt mig.. bla… bla..” “Ok, du har fri hænder, så klip løs, Jean!”.

Som sagt så gjort, kort efter kunne jeg ikke kende mig selv, for bare sølvpapirsflapper, der dinglede fra mit syndige hovede. “Vil du have en cappucino?” spurgte Jean. “Meget gerne” smilede jeg, og fluks landede et dampende varmt glas cappucino foran mig. Heavenly. Dér sad jeg så cirka en time og hyggede med blade, cappucino og løs snak med Jean og den anden frisør.

Pludselig blev jeg “hentet” – nu skulle jeg have vasket garnet. Og sikken fin hovedbundsmassage, som at komme i himmelen. Dét kan han altså, det der… og bagefter klippede han løs – og jeg sad bare med et stort smil på. Og jeg var bare så spændt! Det tog ikke længe, må jeg nok sige. “Vend lige hovedet nedad” lød det så, og jeg parerede ordre.

Der blev tørret og da jeg måtte kigge, tjah… jeg var totalt overrasket på den gode måde. For fanden da… det var bare LIGE i øjet. Og jeg er atter blondine… faktisk er det helt rart at være igen. Mon jeg burde være født som blondine.. jeg ved det sgu ikke. Men dén pels er nu helt hjemmevant, når jeg selv skal sige det.

Prisen? Yes, klart… totalt klart – at Jean modtager prisen som den bedste frisør. Den deler han med Gry… Hjemme igen møder jeg nabo. “Gud hvor er det hår flot, Anja!” “Uh.. tak Marianne, jeg kommer også lige dernede fra” “Hvem var du hos?” frittede Marianne interesseret. “Hos Jean, du ved…?” “Nå ham.. ja han er knagende dygtig… og så er han byens dyreste frisør!” grinte hun. Jeg kunne kun give hende ret og så skiltes vi – jeg skulle jo skynde mig ind og låse op – ungerne har for første gang ever ever cyklet alene i skole – og jeg er så stolt af dem! Så de skulle jo kunne komme ind, nu de var på vej!

Desuden var jeg frygteligt spændt på, hvad min dejlige mand ville sige til det ny garn. Det kan godt være, det ikke er noget særligt, men det betyder altså noget for mig, at han synes om det. Jeg havde ikke behøvet være spor bekymret – da han så det på webcam, vendte han tommelfingeren op! Og yes, jeg er glad – som i rigtig glad…

24. marts 2010

Anyone applying for …

Skrevet af Hende selv kl. 13:51 | Det sker

Såmænd ikke bare fordi, men bare så meget fordi. Dagen startede jo helt fint, børnene kom godt ned i skolen – nu overvejer jeg snart, at de selv skal cykle derned. Det kan de godt, og du dér hønemor-gen, fis af! Så tikkede sms ind. “Hej giver du en kop morgente om ½ time?” “Øh ja, kom bare” og så styrtede jeg ellers ud for at vaske garnet. Når min mor så det ny klip, skulle det være en ærlig bedømmelse, og det duede kun, hvis jeg selv havde sat det. Ikke at jeg ikke har taget beslutningen.

Mor kom, og det var superhyggeligt. Da hun var gået, kørte jeg beslutsomt afsted ned til Jean. Nu skulle der altså ske noget. Han modtog mig med et stort smil, jeg tror, han har været på ferie, for han var godt nok brunere end sædvanligt. “Hej… kan du ikke gøre noget ved det her?” smilede jeg og pegede på garnet. “Lad mig lige se en gang.. kom hen i lyset” Jean trak afsted med mig, over til vinduerne “hmmm… det er ikke for godt dét der, det ligner en moppeklud, nogen har trukket ned over hovedet på dig!” sagde han medfølende. Så trak han lidt i garnet som for at føle på det, nej uha det var ikke spor godt. Det kunne jeg godt se på ham. “Kom skal vi lige se, om ikke vi kan finde en tid til dig hurtigt…” han rodede med computeren “hvad med i morgen, kan du der?” “Ja, det kan du tro, det er en aftale”. Jeg bad ham så komme op med nogen ideer til, hvordan manken skulle reddes, for sandt at sige – Jean har ret.

Bagefter inviterede jeg mig selv over til Big, der arbejder hjemme i dag, hvor heldigt. Og jeg var også meget velkommen – og hvis jeg lige på vejen kunne ramme konditoriet, og fik snegle med til kaffen – så var kaffen klar, når jeg ankom. Pokkers så dejligt, det altid er at se dén mand, jeg bliver helt glad i låget af det – så det gik hen og blev alletiders feriedag. Og nu har ungerne snart fri, heldigt for de skal hjælpe mig med at slæbe de store sække med tøj ud til genbrug. Nu har jeg virkelig fået dejunked i den store stil. En kæmpesæk bøger er også på vej til spejderne her i byen. De bliver jo så glade, når man har noget til dem – og solen skinner, så hvad pokker er der at vente på?

23. marts 2010

Din slacker

Skrevet af Hende selv kl. 23:19 | Børn, Det sker

Det er rigtigt, jeg gider nemlig ikke i aften. En rigtig super aften, i det hele taget – der var bare ren overskudsmor… over hele linien. Det gik faktisk hen og blev en helt rigtig feriedag, for sandelig om ikke det lykkedes at lave en sniger til Lyngby storcenter. Godt nok var det med Yngste i hånden, men det var bestemt heller ikke dårligt, syntes hun. Inde i Hø&Møg anlagde barnet fiffigt et par bedende øjne og en lille trutmund ved synet af en lilla ballonnederdel. En af den slags, der er i kategorien lille Luder. Ja, sgu! Den slags, som hun ikke får på, uden et par gedigne leggings under.

“Jamen til sommer er det da uden” startede hun. “Nej, det bliver der ikke noget af, ikke når kjolen er så kort. Enten får du den ikke, eller også bruger du korte eller lange leggings under. Sådan er det!” bestemte jeg suverænt. Og så købte jeg da den lilla dims. Plus et par basis T-shirts med lange ærmer. Det barn mangler altså altid den her slags langærmede bluser. Vi gik rigtig rundt og hyggede og kiggede på sko og tøj, og pludselig var hun sulten, den lille. Og fik valget mellem en is eller en bagt kartoffel. Det var sådan set ligegyldigt, hvad – eftersom jeg havde planlagt en temmelig heavy middag til aften. Så mæt blev hun jo nok, før eller siden.

Selvfølgelig faldt valget på is. Og jeg var forfærdeligt kræsen og kunne intet finde, som jeg gad tygge på. Yngste kom hen på legeplads i centret, og så var der lige den dér Kong Kaffe ved siden af. Dér fik jeg så en smoothie. Jeg bliver altid så rædsomt mæt af smoothies, og tænkte at det vel også var sundere end alt muligt andet. Og så fik Yngste også sin del af den, men mæt blev jeg dog. Det er altid rart at runde et hospitalsbesøg af med noget hyggeligt som mor-datter-shopping. Det nyder jeg virkelig. Ungen havde taget en del på, men det var fint – fordi “det er vægten der kommer først, dernæst vokser hun” sagde professoren på Gentofte sygehus med overbevisning. Jeg tror hende. Hun var i sin tid ammanuensis hos min daværende professor Krasilnikoff, dengang jeg selv havde glutenallergi. Hun ved en hel del, den dame.

En god lang dag var det i sidste ende, ungerne og jeg nød at se E.T. sammen, inden deres sengetid. Den fandt jeg i Tiger-butikken til en 20′er. Godt valg til to børn i den alder, og faktisk var det ren underholdning for mig at se, hvordan de reagerede på filmen. Jeg huskede ikke, den var så sød. Og nu sidder jeg så bare og slacker, gider ikke smøre madpakker. Heller ikke selv om jeg har kogt æg, sidder i stedet og leger med ideen om at stikke Ældste en 20′er til at købe frokost på skolen. Bare fordi jeg er så forfærdelig doven lige nu. Der var også noget med nogen øvelser, men det må jeg se på i morgen. Mormorarmene løber nok ingen steder, alligevel! :D

Få det så ordnet

Skrevet af Hende selv kl. 10:58 | Det sker

Sidder lige og funderer lidt over ferietingen. Tænkte også lige på Big, men ham kan jeg da heldigvis glæde mig til at snakke med på et tidspunkt. Altså, dét der med at have ferie er lidt overdrevet, det har jeg ikke mærket så meget til endnu. Mandagen fløj afsted, og jeg var hele tiden i gang med noget. Nu er det tirsdag, og indrømmet – jeg kan godt se, at det også bliver hu hej vilde heste. Lægen har haft besøg af mig, han er nu så sød – selv om jeg skulle have en injektion i min fine bagdel med B12-vitamin. Ikke at jeg klager spor, det er nærmest som at få ny energi, de par dage efter sådan en indsprøjtning. Man kan virkelig mærke forskel.

“Det er der mange der siger” oplyste lægen med et smørret grin. Altså hvis man er meget glad for kvindebagdele, bør man blive læge, for om noget får man da set en hel del, hvis du spørger mig.´

Yngste skal også en tur på sygehus i dag, men det glæder jeg mig til – bliver ikke så slemt. Så er der forhåbentligt også godt nyt på vækstfronten, og ikke mindst på tolerans-værdierne. Jeg håber bare ikke, at der skal tre voksne til at holde den lille pige igen. Sådan som det var tilfældet sidste gang, hvor jeg sagde til hende, at så måtte Big komme med og holde hende. Sådan som jeg husker, min far altid var den, der holdt mig fast i et kærligt jerngreb, når jeg skulle have taget blodprøve. Jeg hadede det. Jeg var bare så forbandet bange for det. Og jeg syntes, det gjorde så ooooondt. Det har taget rigtig mange år, før jeg har fået et afslappet forhold til blodprøvetagning.

Bare for fem-seks år siden skulle jeg ligge ned, når der skulle udtages blodprøver. Det er først efter, jeg har fået ungerne, at jeg kan “tåle” at sidde op, mens vampyren er i gang med at tilrane sig nogle glas af den kostelige væske. Jeg håber ikke, det samme sker for Yngste. Hvor ville jeg gerne skåne hnede for det, men jeg kan ikke gøre andet end at være der. Desuden er Bamse der også, og jeg har lovet hende, at vi kigger på forårsjakke også. Det plejer at være en gulerod, der kan bruges. Og det betyder ikke nødvendigvis, at kigningen udløser en forårsjakke, so be it…

Garnet fik en tur hos frisøren i går, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det duer. Gry er på barsel, ihvertfald resten af året. Og det er ikke spor godt, for Reserven kan altså ikke klippe, som Gry kan det. Gry kæler for garnet, nurser om det. Og hendes hovedbundsmassage er uovertruffen. Reserven fik mig til at føle, at jeg sad i en skruestik, hvilket ikke just var behageligt. Farverne er heller ikke nær så flotte, så ærligt talt… jeg er begyndt at overveje at give frisør Jean chancen. Nu vil jeg lige selv vaske og ordne hår en gang – og duer det stadig ikke, så får Jean lov at trylle og bevise, at det ikke kun var tomme ord, han lukkede ud, sidst jeg var hos ham med Yngste.

Det er slet ikke noget med noget andet, end at jeg endelig har prøvet at blive klippet som jeg kunne lide det… og så kan man altså ikke nøjes med mindre end dét… Så duer det ikke med Reserven.

Frem »