Title

31. marts 2010

Selv om jeg har ferie…

Skrevet af Hende selv kl. 11:45 | Det sker

Ferien er dejlig, og jeg nyder den i fulde drag – men det er også rart med lidt god frokost, selv om man har fri fra arbejde. Frokosten er vist snart på trapperne, for da jeg kom hjem fra Phonak besluttede jeg at lave en gang halve bagte kartofler med hvidløgsdressing til. Jeg kunne overhovedet ikke stå imod, min mave nærmest tiggede mig om at gå i gang med kartoflerne. Måske er det lidt dumt, fordi jeg godt ved, at SmukVeninde og jeg gerne plejer at spise noget sammen – men no problem. Vi er begge to “altid sultne”. Så jeg frygter ikke at komme til at ligge underdrejet – og så meget fylder sådan et par små kartofler jo heller ikke.

Opdatering af softwaren

Skrevet af Hende selv kl. 11:21 | Det sker

Dér sad så jeg…. der i venteværelset hos Phonak, og læste i Hørelsen. Altså et blad for hørehæmmede og døvblevne. Ret interessant, syntes jeg – især en artikel, der påny overbeviste mig om, at jeg ihvertfald ikke skulle have lavet noget som helst CI. Næ, lad mit kranie være. Desuden vil jeg ikke have ødelagt forbindelsen – altså den naturlige – til de skaldede 12% hørerest, jeg har. Nuvel, sagen var den, at det venstre høreapparat var blevet lidt dovent og hylede lidt, når det ikke skulle. Ret besværligt, især i arbejdssammenhæng.

Altså, jeg syntes ikke, det var fedt at læse om manden, der tilbage i 1996 fik lavet et CI, og som nu i 2010 klagede over, at softwaren til CI’et var blevet så meget anderledes, at lyden ikke matchede ham. Jeg ved udmærket godt, hvad han mener. Når man bruger høreapparat, og har brugt det i mange år – har man en bestemt frekvens. Kan man ikke blive på dén, er det lige til at udvikle lange hår på ryggen og røde knopper. You name it. Slemt, det er det virkelig. Jeg tror, andre – njah.. normalthørende… har svært ved at sætte sig ind i det.

I venteværelset snakkede jeg med en sød dame. Jeg sad uden høreapparater på, dem var Leif stukket af med for at opdatere softwaren og ordne noget med slangerne. Nuvel, damen og jeg sidder og sludrer fuldstændig ubekymret, til trods for at jeg intet kan høre. Ret spøjst. Vi mundaflæser nemlig begge to. Hendes apparat duer ikke, og hvorfor ved hun ikke endnu. Ikke en lyd trænger gennem, ikke andet end den dumpe, hurtige lyd af skridt i gulvet uden for – og en anden dame der piler forbi og ind i kontorlandskabet.

Damen jeg taler så hyggeligt med er i slutningen af halvtredserne, og hun har fået lavet CI sidste år. Hun er rigtig glad for det, men har også forbehold for at få lavet det på det andet øre. “Nu har jeg den her hørerest… og så længe den er der, så skal jeg ikke have lavet noget!”. Hun har bare et kraftigt og stort høreapparat på det andet øre. Jeg får lov at se hendes CI, og jeg er ikke imponeret. Jeg finder det utroligt klodset. Bare apparatet, der er tilkoblet magnetpladen, man får opereret ind i hovedet, er jo stort som en Tyrannosaurus Rex!

Bare det at skulle have opereret noget ind i hovedet frastøder mig. Mine tanker pisker rundt, mens damen fortæller, hvor meget strøm bæstet sluger i løbet af en dag. 3 store batterier bruger den. Og når man lige tænker lidt over forureningen af kloden, så er det jo ikke ligefrem super energibesparende eller noget. Der må mine små luft-zink batterier da være lidt bedre, trods alt. Selv om… bah… de fine ny apparater, jeg fik sidste år, dræner sådan et par batterier på 4 dage, hvor de gamle snildt kunne køre en 2 uger på et par batterier. Og det med de fire dage er med forbehold for, hvor meget jeg udnytter de 5 programmer, der er i høreapparatet. Jo mere jeg bruger dem, jo mere strøm sluger de.

Leif kom tilbage med de fine nyopdaterede lyttebøffer, og jeg fik sagt pænt farvel til damen. “Hvis du kigger forbi Torsdagsklubben, kan vi snakke sammen igen!” smilede hun. Og jeg nikkede venligt og tænkte for mig selv “Torsdagsklubben? Lyder som en bingo-klub for pensionister”… og så tog jeg elevatoren ned og sprang ind i bilen.

Gudskelov, jeg bare skal slappe af i eftermiddag sammen med SmukVeninde. Jeg glæder mig bare så meget til at se hende igen, for vi får jo altid snakket så meget og vendt så mange gode ting. Hun er bare helt fantastisk, og jeg er glad for at kende hende. Vi kan godt bruge sådan en hyggedag, specielt i dag, hvor det øser ned og virkelig er “aprilsvejr”. April er jo også lige om hjørnet, hvis du skulle have glemt det! Og lige nu ved jeg, at min mor er på vej i sin lille madkasse. Hun får en kop te og bliver så hældt ud i god ro og orden… efter en gang hyggesnak.

30. marts 2010

Lejebolig søges!!!!

Skrevet af Hende selv kl. 22:38 | Årets gang

Kender du nogen – der kender nogen, der kender nogen igen – eller noget lignende – vil jeg blive utroligt glad for at høre fra dig – hvis denne “nogen” kan tilbyde mig en lejebolig – hus, rækkehus, villalejlighed – andet godt – i Allerød, 3450 – helst med 4 værelser, så børnene kan få hvert deres værelse?

Jeg hører meget gerne fra dig, hvis du har nogen gode indspark – max. husleje 10.000 incl. alt – og helst mindst 2 års udleje eller ingen begrænsning.

Nu vil jeg så håbe på at høre fra dig – og hold dig endelig ikke tilbage!

25. marts 2010

Operation Garn

Skrevet af Hende selv kl. 23:11 | Årets gang,Børn,Det sker

Yes!!!! Mit garn er reddet – jeg har fået alletiders fede og friske frisure, bare lige sådan én -hvor man kun kan tænke “YES!”.

Ham Jean er altså genial, og det er virkelig fedt at blive modtaget med varme håndtryk. Det har jeg ikke prøvet før, men med den pris… så… Nuvel, jeg blev pænt seated foran spejlet, hvorpå jeg kiggede nysgerrigt op på Jean “Så… har du nogen ideer?”, mens jeg trak lidt i det sørgelige garn. “Ja” smilede han “først lægger jeg lyse striber ovenpå de der skrækkelige toner, for så får du bare lyst i lyst – og bagefter klipper vi!”. “Vi?” spurgte jeg lidt overrasket. “Ja, så klipper vi dit hår fint – jeg har tænkt mig.. bla… bla..” “Ok, du har fri hænder, så klip løs, Jean!”.

Som sagt så gjort, kort efter kunne jeg ikke kende mig selv, for bare sølvpapirsflapper, der dinglede fra mit syndige hovede. “Vil du have en cappucino?” spurgte Jean. “Meget gerne” smilede jeg, og fluks landede et dampende varmt glas cappucino foran mig. Heavenly. Dér sad jeg så cirka en time og hyggede med blade, cappucino og løs snak med Jean og den anden frisør.

Pludselig blev jeg “hentet” – nu skulle jeg have vasket garnet. Og sikken fin hovedbundsmassage, som at komme i himmelen. Dét kan han altså, det der… og bagefter klippede han løs – og jeg sad bare med et stort smil på. Og jeg var bare så spændt! Det tog ikke længe, må jeg nok sige. “Vend lige hovedet nedad” lød det så, og jeg parerede ordre.

Der blev tørret og da jeg måtte kigge, tjah… jeg var totalt overrasket på den gode måde. For fanden da… det var bare LIGE i øjet. Og jeg er atter blondine… faktisk er det helt rart at være igen. Mon jeg burde være født som blondine.. jeg ved det sgu ikke. Men dén pels er nu helt hjemmevant, når jeg selv skal sige det.

Prisen? Yes, klart… totalt klart – at Jean modtager prisen som den bedste frisør. Den deler han med Gry… Hjemme igen møder jeg nabo. “Gud hvor er det hår flot, Anja!” “Uh.. tak Marianne, jeg kommer også lige dernede fra” “Hvem var du hos?” frittede Marianne interesseret. “Hos Jean, du ved…?” “Nå ham.. ja han er knagende dygtig… og så er han byens dyreste frisør!” grinte hun. Jeg kunne kun give hende ret og så skiltes vi – jeg skulle jo skynde mig ind og låse op – ungerne har for første gang ever ever cyklet alene i skole – og jeg er så stolt af dem! Så de skulle jo kunne komme ind, nu de var på vej!

Desuden var jeg frygteligt spændt på, hvad min dejlige mand ville sige til det ny garn. Det kan godt være, det ikke er noget særligt, men det betyder altså noget for mig, at han synes om det. Jeg havde ikke behøvet være spor bekymret – da han så det på webcam, vendte han tommelfingeren op! Og yes, jeg er glad – som i rigtig glad…

23. marts 2010

Din slacker

Skrevet af Hende selv kl. 23:19 | Børn,Det sker

Det er rigtigt, jeg gider nemlig ikke i aften. En rigtig super aften, i det hele taget – der var bare ren overskudsmor… over hele linien. Det gik faktisk hen og blev en helt rigtig feriedag, for sandelig om ikke det lykkedes at lave en sniger til Lyngby storcenter. Godt nok var det med Yngste i hånden, men det var bestemt heller ikke dårligt, syntes hun. Inde i Hø&Møg anlagde barnet fiffigt et par bedende øjne og en lille trutmund ved synet af en lilla ballonnederdel. En af den slags, der er i kategorien lille Luder. Ja, sgu! Den slags, som hun ikke får på, uden et par gedigne leggings under.

“Jamen til sommer er det da uden” startede hun. “Nej, det bliver der ikke noget af, ikke når kjolen er så kort. Enten får du den ikke, eller også bruger du korte eller lange leggings under. Sådan er det!” bestemte jeg suverænt. Og så købte jeg da den lilla dims. Plus et par basis T-shirts med lange ærmer. Det barn mangler altså altid den her slags langærmede bluser. Vi gik rigtig rundt og hyggede og kiggede på sko og tøj, og pludselig var hun sulten, den lille. Og fik valget mellem en is eller en bagt kartoffel. Det var sådan set ligegyldigt, hvad – eftersom jeg havde planlagt en temmelig heavy middag til aften. Så mæt blev hun jo nok, før eller siden.

Selvfølgelig faldt valget på is. Og jeg var forfærdeligt kræsen og kunne intet finde, som jeg gad tygge på. Yngste kom hen på legeplads i centret, og så var der lige den dér Kong Kaffe ved siden af. Dér fik jeg så en smoothie. Jeg bliver altid så rædsomt mæt af smoothies, og tænkte at det vel også var sundere end alt muligt andet. Og så fik Yngste også sin del af den, men mæt blev jeg dog. Det er altid rart at runde et hospitalsbesøg af med noget hyggeligt som mor-datter-shopping. Det nyder jeg virkelig. Ungen havde taget en del på, men det var fint – fordi “det er vægten der kommer først, dernæst vokser hun” sagde professoren på Gentofte sygehus med overbevisning. Jeg tror hende. Hun var i sin tid ammanuensis hos min daværende professor Krasilnikoff, dengang jeg selv havde glutenallergi. Hun ved en hel del, den dame.

En god lang dag var det i sidste ende, ungerne og jeg nød at se E.T. sammen, inden deres sengetid. Den fandt jeg i Tiger-butikken til en 20’er. Godt valg til to børn i den alder, og faktisk var det ren underholdning for mig at se, hvordan de reagerede på filmen. Jeg huskede ikke, den var så sød. Og nu sidder jeg så bare og slacker, gider ikke smøre madpakker. Heller ikke selv om jeg har kogt æg, sidder i stedet og leger med ideen om at stikke Ældste en 20’er til at købe frokost på skolen. Bare fordi jeg er så forfærdelig doven lige nu. Der var også noget med nogen øvelser, men det må jeg se på i morgen. Mormorarmene løber nok ingen steder, alligevel! 😀

19. marts 2010

Kage eller???

Skrevet af Hende selv kl. 13:38 | Det sker

Jeg har været ude og rende og kommer lige ind på kontoret, sådan helt opfrisket efter en hyggesludder rent fagligt og ser, at kollega står med en sølvtallerken med en brun bunke kagesmulder på. Mmmmm… tænker jeg.. hvor pokker har han fået kage henne.

“Hvor har du fået den kage henne?” spørger jeg ivrigt. Høj latter “Det er sgu ikke kage… det er muld!” siger kollega med et stort, smørret grin på ansigtet. “Muld?” gentager jeg dumt. “Nåhhhja, det er også rigtigt” kollega har sådan en lille plante, han prøver at spire, derovre i hjørnet.

Øv.. her troede jeg lige, der var kage at få, sådan noget fusk, men så må jeg bare nøjes med mit æble. Det er vel også sundere, trods alt… og jeg tænker slet ikke på slikautomaten, vel?….

Jeg må liiiige…

Skrevet af Hende selv kl. 12:08 | Det sker

Står ude ved kaffemaskinen og er ved at fylde varmt vand i koppen. Kollega smutter hurtigt ind, jeg kan se, der er noget på færde. Øjnene stråler og munden smiler bredt. “Du, jeg skal altså liiiige spørge dig om noget??” ivrer hun. “Ja, bare skyd løs” smiler jeg og tager min te.

Hvad betyder *GG* og *SS* spørger hun nysgerrigt. Jeg kan se, at det virkelig betyder noget, og lidt efter får jeg en rigtig dejlig historie fra hende. Hun har mødt én, og de skriver lidt sammen – og nu er det, at han så skriver det famøse *SS*… og hvad kan det betyde?

Det er jo bare fedt at høre, så jeg er glad for at kunne fortælle, at det bare er udtryk for Smiler eller Griner på chatter-jargon. Og kollega er tydeligt lettet og glad for mit svar, så jeg benyttede lige lejligheden til at lære hende lidt flere, selv om jeg snart ikke husker dem længere. Det er jo efterhånden nogen år siden, jeg bevægede mig rundt på Forum > 30 < 40... som 24-årig... det var dengang.. men kors hvor var det sjovt!

Feriehjerne under udvikling

Skrevet af Hende selv kl. 10:03 | Det sker

Se bare, så skete det også for mig. Jeg har rigtig mange gange moret mig kosteligt over andres fraværsbeskeder. Nu er tiden kommet til at grine grundigt af mig selv, så det gør jeg. Dér sidder jeg nok så frejdigt og ordner mit fravær for de næste to uger, jojo det går så fint….

Hov, fik jeg nu også oprettet den dér required fraværsbesked? Næ, det må jeg hellere se at få gjort – og jeg udfylder den, både på dansk og engelsk. Orden på det, skal der jo være. Si si… og så lige et sidste check for at se, hvad der står i min kalender for de kommende uger.

Ferie – retur 6. marts… hva’… ej, det er umuligt. Jeg glor lidt og skynder mig at åbne den første fraværsaftale. Den er god nok. Superplanlæggeren har nosset i det, og jeg ændrer straks til 6. april. Notes er flink og retter også alle de andre fraværsaftaler for mig uden bøvl.

Fedt med ferie og snarlig påske, hvilket minder mig om, at jeg skal se at få afsendt min påskegave. Jeg har jo købt den, den skal bare afsted. Hvorfor er det så svært at finde tid til at komme på posthuset.

Pludselig forekommer det mig at være temmelig besværligt, og jeg skal endda bare pakke fint ind, so be it. Heldigvis skal jeg sende til en kvinde, jeg holder ekstremt meget af 🙂 Så jeg klager ikke en døjt! Faktisk betyder det så meget mere, om hun bliver glad for dét, jeg har fundet på. Det tror jeg, eller håber det ihvertfald.

17. marts 2010

Kom så her

Skrevet af Hende selv kl. 14:01 | Det sker

Dér holder man så og er heldig at få en god grinetur sammen med en tur ud af memory lane. Ak ja, det var dengang, tænker jeg. Det er efterhånden nogen uger siden, jeg selv havde de problemer, så vidt jeg husker… Jeg holder for rødt og venter (u)tålmodigt på, at lyset skifter.

En net ung dame med en lille baby ved hånden går over fodgængerovergangen foran bilen, virkelig net er hun. Sort, langt hår nedad ryggen samlet i hestehale. En lille fin hvid hovedbeklædningsdims pryder hendes hovede. Hun er iklædt en kort rød frakke med bælte og dertil nice hvide støvler i bedste westernstil, men med høje stilethæle under. Man kan bare ikke lade være med at glo vel? Og det gør jeg…

Lyset skifter, men jeg når ikke “med over”, så i stedet sidder jeg og glor lidt mere efter hende der med huen. Det er bare så atypisk – tingene passer bare ikke sammen. Når man går med sådan en lille unge, er det verdens dårligste idé at stylte rundt på sådan nogen støvler, tænker jeg.

Der er jo ikke lyd på, dér i bilen. Men ikke desto mindre morer jeg mig kongeligt, da jeg ser, at ungen nægter at gå mere. Han lægger sig ned. Den nette unge dame lader som om hun går fra ham og vinker på bedste filmvis til ham. Der vandes øjensynlig høns. Jeg griner lidt, for jeg kan godt huske de der situationer… Hun får dårlig samvittighed og går hen og trækker ham op. Han er virkelig også for lille til at gå selv…

Hun trækker i ham, og han falder. Så opgiver hun endelig og tager ham med noget besvær op i favnen og stylter besværligt afsted med unge og taske. Mere ser jeg ikke, for nu er det min tur til at komme over for grønt, endelig!

11. marts 2010

Når det bliver lidt varmere…

Skrevet af Hende selv kl. 10:38 | Det sker,Familie/venner

Det skal slet ikke gå unævnt hen, at vi i går havde den mest hyggelige aften igen, jeg og bedstestevennen. Ja og så hans datter og Yngste, mens Ældste nok har hygget sig mest med NDS’et. Lidt stresset var det, jeg havde regnet med at gå lidt før, men chefchef kaldte til møde – og så var der lige nogen løse ender.

Heldigvis var Ældste hos kammerat, så det var kun Yngste, jeg skulle hente. Og bilen skulle have vinduesviskere på, så jeg satte hurtigt kurs mod Allerød, hvor VW har til huse. Dejlig hurtig og effektiv behandling dér, da ham manden først var færdig med at parlamentere i telefonen. Og så skynde sig hjem, jeg havde lovet bedstestevennen at vi var hjemme kl. 17.00.

Det bankede da også på døren, kort efter at Yngste og jeg var kommet ind ad den. Og derfra stod den bare på ren råhygge og grinen. Børnene hyggede sig fint, så han ringede lige ned efter pizzaer, pommes frites og bagte kartofler med fyld – som vi kørte afsted og hentede. Ungerne efterlod vi derhjemme med TV og en skål gulerødder. Der blev spist, grint og snakket en hel del over maden. Det er ved sådan en lejlighed, ungerne får lov at rejse sig, lige så hurtigt de er færdige – så de voksne kan snakke i fred.

Jeg er altså bare så glad for det venskab, nu har jeg også efterhånden kendt ham i 16 år, det fik vi det til i går. Alt blev vendt og drejet, børn, arbejde og fælles bekendte…

Frem »