Dér sad så jeg…. der i venteværelset hos Phonak, og læste i Hørelsen. Altså et blad for hørehæmmede og døvblevne. Ret interessant, syntes jeg – især en artikel, der påny overbeviste mig om, at jeg ihvertfald ikke skulle have lavet noget som helst CI. Næ, lad mit kranie være. Desuden vil jeg ikke have ødelagt forbindelsen – altså den naturlige – til de skaldede 12% hørerest, jeg har. Nuvel, sagen var den, at det venstre høreapparat var blevet lidt dovent og hylede lidt, når det ikke skulle. Ret besværligt, især i arbejdssammenhæng.
Altså, jeg syntes ikke, det var fedt at læse om manden, der tilbage i 1996 fik lavet et CI, og som nu i 2010 klagede over, at softwaren til CI’et var blevet så meget anderledes, at lyden ikke matchede ham. Jeg ved udmærket godt, hvad han mener. Når man bruger høreapparat, og har brugt det i mange år – har man en bestemt frekvens. Kan man ikke blive på dén, er det lige til at udvikle lange hår på ryggen og røde knopper. You name it. Slemt, det er det virkelig. Jeg tror, andre – njah.. normalthørende… har svært ved at sætte sig ind i det.
I venteværelset snakkede jeg med en sød dame. Jeg sad uden høreapparater på, dem var Leif stukket af med for at opdatere softwaren og ordne noget med slangerne. Nuvel, damen og jeg sidder og sludrer fuldstændig ubekymret, til trods for at jeg intet kan høre. Ret spøjst. Vi mundaflæser nemlig begge to. Hendes apparat duer ikke, og hvorfor ved hun ikke endnu. Ikke en lyd trænger gennem, ikke andet end den dumpe, hurtige lyd af skridt i gulvet uden for – og en anden dame der piler forbi og ind i kontorlandskabet.
Damen jeg taler så hyggeligt med er i slutningen af halvtredserne, og hun har fået lavet CI sidste år. Hun er rigtig glad for det, men har også forbehold for at få lavet det på det andet øre. “Nu har jeg den her hørerest… og så længe den er der, så skal jeg ikke have lavet noget!”. Hun har bare et kraftigt og stort høreapparat på det andet øre. Jeg får lov at se hendes CI, og jeg er ikke imponeret. Jeg finder det utroligt klodset. Bare apparatet, der er tilkoblet magnetpladen, man får opereret ind i hovedet, er jo stort som en Tyrannosaurus Rex!
Bare det at skulle have opereret noget ind i hovedet frastøder mig. Mine tanker pisker rundt, mens damen fortæller, hvor meget strøm bæstet sluger i løbet af en dag. 3 store batterier bruger den. Og når man lige tænker lidt over forureningen af kloden, så er det jo ikke ligefrem super energibesparende eller noget. Der må mine små luft-zink batterier da være lidt bedre, trods alt. Selv om… bah… de fine ny apparater, jeg fik sidste år, dræner sådan et par batterier på 4 dage, hvor de gamle snildt kunne køre en 2 uger på et par batterier. Og det med de fire dage er med forbehold for, hvor meget jeg udnytter de 5 programmer, der er i høreapparatet. Jo mere jeg bruger dem, jo mere strøm sluger de.
Leif kom tilbage med de fine nyopdaterede lyttebøffer, og jeg fik sagt pænt farvel til damen. “Hvis du kigger forbi Torsdagsklubben, kan vi snakke sammen igen!” smilede hun. Og jeg nikkede venligt og tænkte for mig selv “Torsdagsklubben? Lyder som en bingo-klub for pensionister”… og så tog jeg elevatoren ned og sprang ind i bilen.
Gudskelov, jeg bare skal slappe af i eftermiddag sammen med SmukVeninde. Jeg glæder mig bare så meget til at se hende igen, for vi får jo altid snakket så meget og vendt så mange gode ting. Hun er bare helt fantastisk, og jeg er glad for at kende hende. Vi kan godt bruge sådan en hyggedag, specielt i dag, hvor det øser ned og virkelig er “aprilsvejr”. April er jo også lige om hjørnet, hvis du skulle have glemt det! Og lige nu ved jeg, at min mor er på vej i sin lille madkasse. Hun får en kop te og bliver så hældt ud i god ro og orden… efter en gang hyggesnak.
Og vi har også fortjent det!
Vi er hernede nu. Kh.”. Jeg kunne bare smile. Min søn kender mig lidt for godt, han ved godt, at jeg skal have en sms til at forsikre om, at alt nu er godt. Sådan er jeg. Og det er helt i orden. På en eller anden måde er det lidt underligt, at mine unger nu er så store, at de selv transporterer sig hid og did, helt uden assistance eller kyndig vejledning. Og nåja, nu har jeg fået endnu et sjovt ord, der dinger på indersiden af hjernebarken. Pekuniær. Jeg smager på det og finder velbehag i smagen. Pekuniær, gentager jeg for mig selv. Det var hjemme hos Big, hvor jeg lige var forbi, inden konsultation hos Jean, byens bedste frisør.
