Title

26. februar 2010

Billede taget ned

Skrevet af Hende selv kl. 14:47 | Børn,Brok

Jeg læste tilfældigvis lidt på eb i min pause… og denne artikel fik mig til at tygge lidt over dét billede, jeg lagde op af Yngste i går. Pludselig syntes jeg slet ikke, at det billede skulle ligge der. Slet ikke… og heller ikke selv om, hun er blevet anonymiseret grundigt.

Tænk om der sidder en eller anden syg person derude og finder på at kopiere det og lave fiksfakserier med det. Ikke tale om… så det kom ned!

Er der noget, der kan bringe mit pis i kog, er det de pissefucking pædofile. Spørger du mig, burde man simpelthen samle dem alle sammen i en interneringslejr (forklædt kontamineringslejr) – for siden hen at jævne lejren med jorden og dermed fjerne alle pædoer fra jordens overflade. Nåhjo – og inden da skulle de have skåret genitalierne af med en sløv kniv… mindre kan ikke gøre det!

Jeg nærer den allerstørste afsky for mennesker, der med fuldt fortsæt misbruger børn og gemmer sig under noget så lamt som “jamen jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!”. De skal simpelthen VÆK! Kastreres! Elimineres! Så vore børn kan færdes i fred – jeg kan på ingen måde se, hvordan i alverden man kan se noget sexrelateret i små uskyldige børn – og der findes ingen undskyldning for den slags…

25. februar 2010

Kan DU???

Skrevet af Hende selv kl. 21:10 | Årets gang,Billeder,Børn

Et eller andet sted har jeg læst – at det skulle være så godt som umuligt at slikke sig selv på albuen. Men.. nu har Yngste bevist, at det så absolut ikke er tilfældet. Både jeg selv og Ældste har gjort forsøget, og til trods for at jeg er indehaver af en pænt lang tunge, er det mig totalt umuligt at slikke mig selv på albuen… Ældste undrer sig.. han synes, det er en legendarisk lang tunge, jeg har.. jeg kan jo skubbe til min egen næsetip med tungen!

Men se selv.. Yngste… hun kan! (billede fjernet) Jeg lader mig gladeligt imponere, og vi bryder ud i grin og pjat – for det ser altså virkelig vanvittigt ud, som barnet sidder dér og slikker sig på albuen. Jeg siger, at det nok bare er fordi, hendes arme er så korte. Ældsteøglen der er lidt mut og vel nok lidt jaloux over, at lillesøster kan noget så umuligt, hvæser, at ja nok kan han ikke slikke sin albue, men han kan mimre som en kanin. “Og det kan jeg også!” bryder jeg ind – og gentager endnu en gang “at jeg altså ikke er i stand til at ramme min albue med tungen!”. Bare for lige at gyde olie på vandene.

I øvrigt fandt jeg det dér med påstand umuligt at slikke albue – check det selv ud. Kan du?

19. februar 2010

Har du prøvet Smashbox – kun for tøser

Skrevet af Hende selv kl. 12:43 | Billeder,Shopaholic,Shoplinks

Nu jeg kommer til at tænke på de gode råd med concealere, jeg har fået fra Tina, tænkte jeg, at jeg vist også hellere må lave lidt reklame for min ny Smashbox photo Finish. Jeg fik den i julegave af min kære lillebror. Det var faktisk først en Clarins creme, men jeg fik den konverteret til Smashbox’en.

Jeg har den lilla version, og den er virkelig spøjs. Lige når man smører den på – og især hvis man kommer for meget på (fandt jeg ud af) får huden et lilla skær.

Dette forsvinder dog med det samme. Og i tilgift får du bare universets mest lækre, bløde ferskenhud! Den er genial som underlag under fx foundation eller whatever. Gad vide om det i virkeligheden er en flydende concealer.

Læs selv mere om Smashbox her – jeg elsker min! Og jeg bruger den (næsten) hver dag…

ENDELIG en der har fattet det…

Skrevet af Hende selv kl. 09:29 | Det sker

Utroligt så begejstret jeg kan sidde og blive, når jeg læser sådan en artikel. Det er jo mere eller mindre ordret, hvad jeg altid har påstået og fastholdt. Somme tider er jeg skam også blevet upopulær på mine “bombastiske” udsagn “Lad dog ungen gøre det selv!!!” har jeg sagt med brask og bram.

Altså… der kan I bare høre efter, så kan I sgu lære det! Og tror I mig ikke, må I vel tro på en lægperson…

Imidlertid åbnede artiklen også mine øjne for, at mine unger sommetider fortæller, at de ikke engang kunne nå ud i frikvarteret, fordi Nana skulle have hjælp til ditten og datten – og Louise kunne ikke tage støvler på selv. Der er sågar et eksempel på en unge, der skulle have hjælp til at gå på toilettet! Vi taler om børn fra 0. klasse…

Forresten faldt der jo slet ikke så meget sne, anyways, så nu er der glæde all over! 😀

18. februar 2010

Drop Google Buzz

Skrevet af Hende selv kl. 12:21 | Brok

Efter at have læst denne artikel er jeg sgisme glad for, at jeg affejede Googles ny Buzz – faktisk gad jeg ikke bruge energi på skidtet. Jeg bruger gmail, det er sandt. Men dermed være også den skid slået.

Jeg har bare min email – og så er jeg ikke interesseret i at dele syv milliarder ting via diverse sindssyge applikationer, hvis eneste formål i bund og grund er at, ja.. hvad? Hvad er nytteværdien af at vide, hvad Pernille fra din klasse i folkeskolen laver lige nu?

Det er grunden til, at jeg ikke er ret meget at finde på Facebook. I går fik jeg besked om, at to af vennerne ville add’e min fødselsdag til deres kalender. Nej tak, jeg har ikke lyst til at give grønt lys for endnu en applikation, som jævnfør forretningsbetingelserne så får adgang til dine samt dine venners samt mange andres oplysninger. Nej ellers tak.

I forvejen synes jeg jo, det er temmelig sygt, at “man lever videre på Facebook”. Et eller andet sted er det da temmelig klamt, at afdøde menneskers profiler fortfarende er at finde, kommentere på og hvad har vi. Jeg er godt klar over, at der muligvis er nogen foranstaltninger á la Last Will – men anyways… sikke meget der dog er at rydde op, rent netmæssigt, ud over alt det jordiske gods – så er der alt det cyberjordiske gods. Christ!

Farvel min ven

Skrevet af Hende selv kl. 11:51 | Det sker

Desværre må jeg nok snart sige farvel til min særdeles afholdte ven. Nej, vi snakker ikke om en eller anden slags jomfrutrøster, selv om jeg er pige – vi snakker om min kære mobil. Efter et par års tro tjeneste er den vist ved at opgive ævred, og jeg gider ikke spilde tid på at få den repareret. Det kan da ikke svare sig, vel?

Det er bare rigtig surt, men jeg har erkendt, at tiden er kommet til at skifte både mobil og abonnement ud. Farvel til TDC, goddag til et andet selskab. Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, andet end at jeg allersnarest skal ind i en butik og holde min måske-to-be ny ven i hånden for lige at mærke efter, om vi matcher.

Kun ét er sikkert. Det skal være Nokia. Jeg ér en Nokia-pige, andet duer ikke. Og det er ikke fordi, jeg ikke har givet de andre en chance. De duer bare ikke til mig…

16. februar 2010

Bittersødt ikke?

Skrevet af Hende selv kl. 11:49 | Køb og salg,Sjov

Nu har man jeg jo været til tandlægen gentagne gange inden for det sidste år, og det er synd at sige, at det er nemt at finde P-plads. Foran højhuset, hvor min søde tandlæge residerer, er der et begrænset antal p-pladser. Husk, det er jo i city. Den eneste p-plads, der er ledig næsten hver gang er dén med handicapskiltet…

Andre gør det åbenbart også. Jeg blev lige inspireret, da jeg var på et sjældent besøg hos Liselotte. Jeg bliver nemlig vanvittig af den javaapplet med snedrys, hun har kørende. Den er i dén grad generende for øjne, der vil læse…

Jeg har skam overvejet at efterlade mit ene høreapparat i forruden for at indikere, jeg havde al mulig ret til at holde der. Det er så de få gange, jeg har været tvunget til at parkere Golfen dér, fordi en modbydelig rodbehandling ventede inde i højhuset.

Nu har jeg imidlertid fået en bedre idé. Jeg får fabrikeret et lamineret kort, gør jeg! På kortet skal der stå noget, der appellerer til enhvers gode side, selv indbefattet en emsig p-vagt.

Jeg forestiller mig, at der skal stå, at jeg pt underkaster mig en væmmelig rodbehandling – og at jeg beklager, at jeg som følge af dette, har været nødt til at lægge beslag på pladsen. Kortet skal selvfølgelig sættes fast i forruden. Det da virke, ikke? Vil enhver retlinet og ordentlig p-vagt ikke få medfølelse med mig, og lade være med at give mig en bøde? Mon ikke det virker, jeg er lige ved at bilde mig selv det ind… men ak, så nemt går det nok ikke.

Apropos tandlæge vil jeg nu gå i gang med at grave den fine fastelavnsbolle, jeg tog i kantinen, ud – tømme den for sød, god creme og lade resten gå i “arkivet”… fordi jeg kan! Jeg har vist lige fået solgt et par Vera Wang støvler, og dét skal da fejres på behørig manér?

15. februar 2010

Mere mascara – hjælp et spørgsmål

Skrevet af Hende selv kl. 10:12 | Billeder,Det sker

Forleden mistede jeg jo min udmærkede Dior Show mascara (der ikke er vandfast, fordi jeg hader makeupfjerner til vandfast mascara). Og erstattede den med en fra Chanel til formedelst 215 kroner. Dét, synes jeg, godt nok være sig lidt pebret. Og i den forbindelse kastede jeg et åbent spørgsmål ud i blogspace, hvilken mascara er bedst? Den dyre eller den billige – eller noget helt tredie?

Chanel mascara, den jeg har købt nu, har en lille, chunky børste – og ser ikke ud af ret meget. Til gengæld giver den et rigtig pænt og naturligt look, det virker som om, børsten lægger farve på hvert et vippehår – og du får en nysselig lille øjenvippeprofil.

Nu har Esther og Tina været så sød at fortælle mig en masse spændende om mascara-varianter. Det er også derfor, jeg nu kigger efter én med glimmer i. Det lød bare så festligt og er lige mig, er jeg sikker på. Og jeg må også have én til smokey eyes.

Holy smokes – er det sandt, at ikke alle kan have smokey eyes?? Jeg spørger bare, fordi jeg ikke synes, at det er pænt til mig – fordi mine øjne er for små. Skal man virkelig have nogen helt store øjne af naturen, førend smokey eyes er pænt? Eller? Ja, jeg er bare nysgerrig.

Og så har man vel heller ikke ligefrem smokey eyes-makeup på til jobbrug, vel? 😉

Jeg hører gerne nærmere med erfaringer med mascara og smokey eyes fra panelet, come on?

12. februar 2010

Fastelavn er mit navn

Skrevet af Hende selv kl. 14:53 | Årets gang,Billeder,Børn

Yngste var hurtigt ude af sengen, det var jo i dag, hun skulle klædes ud som heks. Vi havde talt lidt om, hvad hun forventede af sin udklædning, men det lå endnu ikke helt fast. Ældste skulle jo være skelet-orc (det med skelettet kom til efter morgenmaden), og fik sin brune rollespilskappe og sværd, bælte, minkhalskæde (af ægte mink!) og så skelethovedtøjet. Uh.. han var sej.

Yngste fik grønne negle, håret touperede jeg til den store guldmedalje og svejsede fast med hårlak. Så lavede jeg smokey eyes på hende – og hun fik også mascara på. Fandens også, fordi ungen så har de der korte børnevipper, kan jeg ikke se, og laver en forkert bevægelse… vupti ligger mascarabørsten på gulvet, og desværre fyldt med hår. Så den er lige til at kassere. Og det var så min fine Dior mascara. Faens også, siger jeg bare. Pyt… den skulle alligevel snart udskiftes.

Så har jeg da en undskyldning for at stikke hovedet indenfor i Matas, selv om det er faktisk en forteelse, de to små også holder af. Der er jo så mange spændende farver (læs, makeup) og dufte – altså det er ikke meget galt, når jeg påstår, at de stinker som et fransk horehus i højsæsonen, hvis ikke jeg holder bare lidt øje med dem. Jo, jeg har forklaret dem, hvad “de der små sjove stykker papir, man river af” ovre ved parfumen er til… men se om de gider!?

Her kan de flotte resultater af vores fælles anstrengelser så beundres, og jeg indrømmer gerne, at det nok er Ældste der er mest uigenkendelig. Yngste ligner noget á la, når hun er smækfornærmet til hverdag 🙂

11. februar 2010

Nej… ikke endnu

Skrevet af Hende selv kl. 22:42 | Betragtninger,Børn

Det er egentlig lidt mærkeligt, det der sker. Stille og umærkeligt ændrer tingene sig. Jeg oplever tiere og tiere, at jeg får en sms på jobbet. Enten er det fra fritten eller fra Ældste, og det er oftest noget med, om ikke Ældste må tage med Emil T., Emil J. eller Oliver, nåh nej… ikke så meget Oliver pt. – men om ikke han kan tage med dem hjem. Det er virkelig eskaleret med alle de besøg hos kammerater. Jeg er glad for, at han har så mange gode kammerater, selv om jeg godt kan mærke, at det på en eller anden underlig måde gør en lillebitte smule ondt i hjertet. Min søn gider ikke med hjem. Det trækker bare ikke så meget at blive hentet af mor, mere.

De gange, jeg henter ham – eller skal vi sige er heldig, at han ikke skal med nogen hjem – er det en glad dreng, der kommer mig i møde og hilser mig med store, varme og kærlige kram. “Hej mor” lyder det “må Emil komme med mig hjem!”. Det er den slags, jeg kan forvente, hvis nu jeg drister mig til at smutte tidligt fra job i den forventning, at nu skal ungerne og jeg rigtig hygge gennem med lidt bagning, eller hvad det måtte være. Når Ældste skal have en ven med hjem, er Yngste ikke sen til at gribe chancen, og pludselig er jeg på vej hjem fra fritten med 3-4 unger. Måske nok heldigvis sætter bilens sikkerhedsselekapacitet en naturlig begrænsning på, hvor mange unger, jeg skal have med hjem.

Det er lidt underligt, ja. Samtidig er det faktisk meget rart, når ungerne har besøg – for det frigiver jo noget “mor-space”, som jeg kan bruge til at sidde og læse eller surfe rundt. Ja, de må naturligvis ikke bruge computeren. Hvis de endelig skal spille, må det foregå på PS2, for computeren er min. Kun en sjælden gang, og når det er Emil J., får drengene lov at spille WOW en times tid. Det er efter, at de har været sendt ud og lege uden for. Så leger de oftest rollespil ude i lokalområdet, der heldigvis består mest af marker og græs. Har Yngste ikke nogen med hjem, er jeg lidt på den. Så skal hun ligesom have lidt ekstra… fordi nu får hun jo ikke noget. Det ender ofte med, at Yngste og jeg laver et eller andet sammen.

Vi sidder og drikker te sammen nede i køkkenet. Vi er begge køkkenmennesker, der trives bedst ved køkkenbordet. Så snakker vi om alt mellem himmel og jord. Hun er ved at udvikle et eminent snakkegen, og der er ingen grænser for, hvad der kommer ud af den lille mund. Dog har jeg sat en stopklods ved, at hun ynder at sige “for fanden” lidt for tit. “Jeg drikker for fanden te”… “Jeg nyder for fanden min mad”… og så videre. Så skælder jeg ud, og Yngste anlægger forvredne øjenbryn og skulende øjne og sur mund -og ser ikke længere yndig og sød ud. For en tid, for hun er en meget sammensat person, hun har let ved at blive gal – men omvendt lader hun sig lige så let begejstre.

Ja, det er en anden tid, for jeg skal ikke længere tænke på, at nu skal jeg altså gå klokken det og det. Nu kan jeg snildt tillade mig at sidde lidt længere på arbejdet helt uden spor af dårlig samvittighed eller et uhyre der stikker “du BURDE hente nu!”, for slet ikke at tale om, jeg ikke behøver slæbe computeren med hjem mere. Jeg behøver ikke arbejde lidt om aftenen, fordi jeg gik tidligere for at hente ungerne. Nu er de ligeglade, og på en måde føles det både som et savn og en lettelse. De bliver så store og afprøver vingerne, og samtidig skal jeg også selv finde en ny rolle i forhold til det. Jeg får også ny chancer for at gøre en forskel på jobbet, mere end de sidste 8-9 år har budt på. Og det er en helt ny situation, og på nogen måder lidt skræmmende…

Nej, jeg skal ikke begræde noget, det er jo en naturlig udvikling for os alle, men to be honest – jeg er lykkelig, når jeg henter – og begge mine børn kommer glad løbende og kaster sig i mine arme under begejstrede udbrud. Dét er noget, jeg kan lide – og det viser mig også, at jeg vist nok har gjort det helt rigtigt, det hele. Også selv om jeg mange gange har vaklet og følt tvivl her og der. Så er det helt rigtigt…

Frem »