Jeg læste tilfældigvis lidt pÃ¥ eb i min pause… og denne artikel fik mig til at tygge lidt over dét billede, jeg lagde op af Yngste i gÃ¥r. Pludselig syntes jeg slet ikke, at det billede skulle ligge der. Slet ikke… og heller ikke selv om, hun er blevet anonymiseret grundigt.

Tænk om der sidder en eller anden syg person derude og finder pÃ¥ at kopiere det og lave fiksfakserier med det. Ikke tale om… sÃ¥ det kom ned!

Er der noget, der kan bringe mit pis i kog, er det de pissefucking pædofile. Spørger du mig, burde man simpelthen samle dem alle sammen i en interneringslejr (forklædt kontamineringslejr) – for siden hen at jævne lejren med jorden og dermed fjerne alle pædoer fra jordens overflade. NÃ¥hjo – og inden da skulle de have skÃ¥ret genitalierne af med en sløv kniv… mindre kan ikke gøre det!

Jeg nærer den allerstørste afsky for mennesker, der med fuldt fortsæt misbruger børn og gemmer sig under noget sÃ¥ lamt som “jamen jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!”. De skal simpelthen VÆK! Kastreres! Elimineres! SÃ¥ vore børn kan færdes i fred – jeg kan pÃ¥ ingen mÃ¥de se, hvordan i alverden man kan se noget sexrelateret i smÃ¥ uskyldige børn – og der findes ingen undskyldning for den slags…

Et eller andet sted har jeg læst – at det skulle være sÃ¥ godt som umuligt at slikke sig selv pÃ¥ albuen. Men.. nu har Yngste bevist, at det sÃ¥ absolut ikke er tilfældet. BÃ¥de jeg selv og Ældste har gjort forsøget, og til trods for at jeg er indehaver af en pænt lang tunge, er det mig totalt umuligt at slikke mig selv pÃ¥ albuen… Ældste undrer sig.. han synes, det er en legendarisk lang tunge, jeg har.. jeg kan jo skubbe til min egen næsetip med tungen!

Men se selv.. Yngste… hun kan! (billede fjernet) Jeg lader mig gladeligt imponere, og vi bryder ud i grin og pjat – for det ser altsÃ¥ virkelig vanvittigt ud, som barnet sidder dér og slikker sig pÃ¥ albuen. Jeg siger, at det nok bare er fordi, hendes arme er sÃ¥ korte. Ældsteøglen der er lidt mut og vel nok lidt jaloux over, at lillesøster kan noget sÃ¥ umuligt, hvæser, at ja nok kan han ikke slikke sin albue, men han kan mimre som en kanin. “Og det kan jeg ogsÃ¥!” bryder jeg ind – og gentager endnu en gang “at jeg altsÃ¥ ikke er i stand til at ramme min albue med tungen!”. Bare for lige at gyde olie pÃ¥ vandene.

I øvrigt fandt jeg det dér med pÃ¥stand umuligt at slikke albue – check det selv ud. Kan du?

Det er i virkeligheden vist mest mig, der er syg – jeg døjer med en løbende næse, en ru hals og frysen.. Og sÃ¥ er det godt at tænke pÃ¥ noget andet, sÃ¥ jeg har været flittig i køkkenet i dag – der er blevet lavet pizzasnegle, to slags. Ikke som man tænker pÃ¥ to slags med forskelligt fyld, men bÃ¥de almindelige og sÃ¥ specialdej til Yngste. Ingen skal jo snydes her…

Ældste har fÃ¥et taget søm ud af armen i gÃ¥r under fuld bedøvelse. Jeg ved ikke helt, om jeg er syg i hovedet eller hvad, men jeg elsker altsÃ¥ at være pÃ¥ en operationsstue. Jeg burde være blevet narkosesygeplejerske, slÃ¥r det mig lige. Ja, det er jo det, jeg skulle have gjort i sin tid. Men det er vel ikke for sent endnu, hvis jeg nu gerne vil uddanne mig inden for anæstesien. Selv om jeg nu heller ikke helt kan drage nogen som helst paraleller mellem systemudvikling og anæstesi. Der er ikke nogen, tror jeg…

Det gik så fint, og Ældste sov roligt ind i en dyb tornerosesøvn af begrænset varighed, mens de dyrkede hans stakkels lille, fine underarm. Og ud kom han også, det var mens jeg var nede på P-pladsen og flytte på p-skiven. Ja, den slags gør jeg altså. Når jeg er nødt til det, og det var jeg i går. For jeg kunne jo ikke så godt spilde tid med at fræse rundt og lede efter en ny p-plads. Hillerød sygehus er virkelig intet mindre end et mareridt af en parkeringsoplevelse, hvis man rammer et forkert landingstidspunkt. Ældste vågnede jo så også som foreskrevet, og var faktisk i bedre condition end efter sidst, hvor søm blev lagt ind. Men det gjorde ondt, det gjorde det altså.

I dag gjorde det ogsÃ¥ ondt, og han var træt og pjevset – sÃ¥ jeg tilstod ham en dag hjemme og rekreere sig lidt ovenpÃ¥ den øh.. traumatiske, er det ikke det ‘man’ siger. oplevelse!

Men nu stÃ¥r den pÃ¥ bagte kartofler med tun, majs og ærter og en lækker hvidløgsdressing – og dertil lækre nybagte pizzasnegle. Nams, hvor skal vi dog frÃ¥dse… jeg glæder mig. Og nu fik jeg atter en idé.. Big og jeg skal goutere os pÃ¥ de lækreste osteboller – gougéres… en ret jeg er noget sÃ¥ god til… sikkert fordi jeg holder sÃ¥ meget af resultatet

Fek da ogsÃ¥, man skulle jo næsten tro, jeg var blandt de, der er sÃ¥ heldige at have vinterferie i denne uge. For sandelig om ikke jeg henover eftermiddagen i dag har mÃ¥ttet sande, at min hals begynder at føles som sandpapir. Og det er ikke bare, fordi jeg kom til at “lyne mig selv” i halsen med jakkens lynlÃ¥s. “Av for HELVEDE!” rÃ¥bte jeg, efter at have trukket lynlÃ¥sen op og mærke det skarpe bid i min hals. Jeg tror faktisk ikke, jeg er kommet til at gøre sÃ¥dan noget før?

Ondt i knolden og trykken omkring panderegionen og en næse, der tenderer til langrend, jo den er vist desværre god nok. Og slatten, det er jeg. Mens Yngste var inde til gymnahopsa, gik Ældste og jeg pÃ¥ indkøb. Jeg var ikke spor oplagt, kunne kun tænke pÃ¥, hvad jeg ikke skulle købe – og pÃ¥ at jeg syntes, jeg var slatten i benene. Det er jeg stadig, og min hals gør møg ondt… Mon det er nemesis? Fordi jeg har gÃ¥et og sagt, at jeg ihvertfald ikke har været syg i laaang tid. Det er nu ogsÃ¥ rigtigt nok!

Og det forbandede glatte føre, i dag tog det mig lige to timer at komme pÃ¥ arbejde, efter at have sat Big af ved toget og kysset ham pÃ¥ gensyn! Derefter husker jeg noget med en bil, der pludselig var ukontrollabel og svingede fra side til side, at jeg nÃ¥ede at undgÃ¥ at torpedere to modkørende – og undgÃ¥ at Golf’en spurtede i grøften. AltsÃ¥, jeg har aldrig prøvet en sÃ¥ voldsom udskridning før, men for katten da – jeg kan kun anbefale det glatbanebevis, jeg tog i sin tid. Det er ganske mange Ã¥r siden, men bevægelserne sidder stadig i én… Nu skete der ikke noget, hvilket bÃ¥de jeg, ungerne og Big og andre i tilfældig rækkefølge er temmelig glade for…

Nu er det ogsÃ¥ i overmorgen, Ældste skal opereres. Nogen husker mÃ¥ske, at han brækkede armen for lidt omkring et halvt Ã¥r siden – og fik lagt to lange søm ind ved knoglen. Det er sÃ¥ dem, der nu skal ud, og han skal i narkose og alt muligt. Han glæder sig rigtig meget til at fÃ¥ sømmene ud, og jeg vil ikke begynde at spørge mere ind til det. Vi snakker bare forsigtigt om, at det bliver fedt at fÃ¥ sømmene ud. Det gør det sørme ogsÃ¥, jeg tror faktisk, han er lidt generet af dem nu…

Ærligt talt – Fakta, det ta’r 5 minutter. Jeg brækker mig. Det er dér, da jeg stÃ¥r i køen i Fakta, den enormt lange kø, med en milliard mennesker, der Ã¥benbart har sat sig for at købe ind til den kommende uge lige netop i dag, pÃ¥ en søndag.

“Pissefucking Fakta” tænker jeg for mig selv og skuler fremad. Jeg har allerede været i Aldi uden resultat. Der var bare ikke noget æblemos pÃ¥ glas… og heller ikke æblekagerasp. For pokker, hvor er jeg bare ærgerlig i dét øjeblik. Og nu stÃ¥r jeg her med en kurv fuld af æbler… Køen bevæger sig ikke… og pludselig fÃ¥r jeg nok. Jeg gider ikke det her!!!

Jeg gÃ¥r! Stiller kurven pÃ¥ gulvet og sætter det lange ben foran. Jeg mÃ¥ bare ud, førend jeg eksploderer, kan jeg mærke. Det er ikke i dag, jeg har tÃ¥lmodighed til at stÃ¥ og blafre i en dum kø, mÃ¥ jeg indrømme. I stedet kører jeg hen pÃ¥ tanken. Der mÃ¥ de jo i det mindste have æbler, hvis ikke æblemos pÃ¥ glas. SÃ¥ kan jeg da bare selv lave æblemos… og sÃ¥ mener jeg, vi har en pakke toastbrød, der kan transmogryffes til æblekagerasp. Bare nulre det lidt pÃ¥ stegepanden og tilsætte sukker, det burde kunne gøre det.

De havde æbler på tanken, og jeg blev straks i meget bedre humør, fordi jeg fik lejlighed til at drille tankpasseren. Han var endda flink at forære mig posen, så den betalte jeg ikke for. Og så gik turen lige hjem og i køkkenet og skrælle æbler og skære i småstykker.

Det bedste af det hele er nu, at hjemmelavet æblemos og æblekagerasp smager sÃ¥ meget bedre – og det er Big og jeg temmelig tilfredse med. Men først skal vi lige goutere os pÃ¥ resterne af den superlækre thaigryde fra i gÃ¥r. Jeg sagde, der kom billede pÃ¥ – det gør der sÃ¥ her i stedet for…

Bemærk hvor lækkert, det ser ud med alle de gode grøntsager i – og lækker kokossauce med rød karry. Svigermor tog skam ogsÃ¥ godt fra – og vi andre holdt os bestemt ikke tilbage. Det var bare sÃ¥dan en hyggelig aften. Vi fik ogsÃ¥ set en virkelig god film, Big og jeg havde set den før – men vi syntes, at Svigermor skulle se den, ogsÃ¥. Filmen? Ã…h, det var Pan’s Labyrint… og den var sÃ¥ absolut ikke mere ringe her 2. gang, vi sÃ¥ den…

AltsÃ¥ – det er ikke spor sjofelt eller pÃ¥ nogen mÃ¥de frækt! Jeg kan ikke gøre for det, somme tider kommer jeg til at forvanske ord til en helt anden betydning. I dette tilfælde er det matriklens absolutte yndlingsspise – nemlig Kaeng Pet. En aldeles lækker Thai-ret med det hele. Det hele er friske rÃ¥varer, dækkende over chili, ingefær, lime, citrongræs, koriander, basilikum, peberfrugt, minimajs, løg og meget andet. Det er ganske enkelt en uber-god ret, der bare kærtegner ens smagsløg pÃ¥ det blideste… er man ikke forfalden, sÃ¥ bliver man sgu forfalden til denne ret.

Jeg er lige blevet færdig med tilberedningen – Big blev hidkaldt til smagstest. Han smagte, smagte – der gik ikke 10 sekunder før han kyssede mig varmt og udbrød “Dét dér kan du sgu!!!”…. jeg smilede bare “det smager bare helt fantastisk! Det er jo lige før vi kunne leve af at sælge den her ret!”… og inden jeg nÃ¥ede at komme for godt i gang med fantasterier om denne idé, var han driblet videre igen.

–> her kommer der et billede, nÃ¥r ellers billedet er kommet via mobilen over “undermaatten.dk” og til min mail…

Nu kommer svigermor snart – og der vil blive snakket, temmelig meget! Jeg nyder roen og mine egne tanker, som der ifølge Big er masser af. Det er ogsÃ¥ rigtigt nok…

Det kunne da være fedt, hvis man lige vandt et sÃ¥ stort beløb, at man blev uafhængig og bare kunne gøre, hvad man ønskede. I sÃ¥ fald forestiller jeg mig et hyggeligt hus i naturomgivelser, hvor jeg tuller rundt med hÃ¥ret sat op i knude i nakken og i malerkittel, tjener millioner pÃ¥ at male billeder og sælge min lækre thaimad Big? Jamen han vimser bare rundt i køkkenet eller er ude i værkstedet og kigge beundrende pÃ¥ sin lækre bil, han lige har hentet hjem fra Tyskland. Det er hans hobby… Og børnene er kommet godt i vej, alle tre – og tjener masser af penge, og en gang imellem sætter de et større beløb ind pÃ¥ min konto, som tak for den gode opvækst, vi har givet dem.

Bestemt ikke nogen dÃ¥rlig fantasi… hvis du spørger mig. Sandheden? Jeg tror, vi ville røvkede os… det er alt for Danielle Steelsk’…

SÃ¥ var Big og jeg jo i Hillerød – og deeejlig tur, det var det helt sikkert. For en gangs skyld blev mit dankort i pungen, eller næsten… mens Big var i Fona, smuttede jeg hurtigt i Bodyshop og lure lidt. Her skulle jo være dennehersens glimmermascara – og det var der skam ogsÃ¥. Jeg købte den ikke, fordi jeg ikke syntes, den glitrede nok. Bare indrøm det, jeg er en skade! Jeg ved det godt… men det ser altsÃ¥ lidt semi-fedt ud med sÃ¥dan noget glimmerværk omkring øjnene.

Hende pigen i shoppen lokkede nemlig med sÃ¥dan en smart lille roll-on dims, der lige kunne “rulles” pÃ¥ øjenvipperne, mens den almindelige sorte(??) mascara alligevel var vÃ¥d og nylagt. Det ville se totalt godt ud, fik jeg at vide. Og sÃ¥ købte jeg den selvfølgelig. Hvor typisk.

Bagefter var Big og jeg henne og spise elefantpik, det er vist gÃ¥et hen og blevet lørdagsvanen… Vi rundede af med en tur i Kvickly, Allerød, hvor de har en kanon god kosmetikafdeling. Her kom jeg sÃ¥ til at købe et par clipsøreringe.. dumt for jeg ved jo godt, det ikke duer! Men… jeg fik ogsÃ¥ en fin mascara med hjem.. sÃ¥dan en fra Max Factor – den skulle være tordnende god ifølge ekspedienten. SÃ¥ den kom selvfølgelig med – og den er pÃ¥ – og det ser blændende godt ud!

Og nu? Skal jeg ned og lave mad til Svigermor og Big – en ordentlig omgang lækker thailandsk ret – Kaeng Pet… jeg glæder mig til at kræse for dem!

Her til aften fik man jo igen en superlækker omgang mad, som man ville kunne servere for gæster, anytime. Dog bør man sÃ¥ nok flankere retten med en stor skÃ¥l lækker, knitrende(!!) salat. Jeg holder jo Ude&Hjemme, eller IngenHjemme, som Big uærbødigt kalder det for at drille mig. Der er jo sommetider nogen rigtig gode opskrifter, og i gÃ¥r faldt jeg over dén, der blev til fredagsmad…

Du skal bruge:
450 g helbladet spinat
1/4 piskefløde eller kaffefløde
1 pakke fettucine eller anden frisk pasta
1 pakke parmaskinke
1 citron (eller 1 spsk saft af samme)
Salt
Peber
Evt. lidt revet muskatnød

SÃ¥dan…
Pastaen koges, til den er færdig og vandet hældes fra.

Samtidig – spinaten tøs op i gryden (hvis ikke der bruges friske blade) og fløden hældes ved og koges op. Smages til med lidt citronsaft, salt og peber. Parmaskinken klippes i strimler og strøs i. NÃ¥r saucen er færdig blandes den med pastaen – og voilá, der er serveret! Bon appetit!

Det var nem, hurtig og meget lækker mad

Nu jeg kommer til at tænke pÃ¥ de gode rÃ¥d med concealere, jeg har fÃ¥et fra Tina, tænkte jeg, at jeg vist ogsÃ¥ hellere mÃ¥ lave lidt reklame for min ny Smashbox photo Finish. Jeg fik den i julegave af min kære lillebror. Det var faktisk først en Clarins creme, men jeg fik den konverteret til Smashbox’en.

Jeg har den lilla version, og den er virkelig spøjs. Lige nÃ¥r man smører den pÃ¥ – og især hvis man kommer for meget pÃ¥ (fandt jeg ud af) fÃ¥r huden et lilla skær.

Dette forsvinder dog med det samme. Og i tilgift får du bare universets mest lækre, bløde ferskenhud! Den er genial som underlag under fx foundation eller whatever. Gad vide om det i virkeligheden er en flydende concealer.

Læs selv mere om Smashbox her – jeg elsker min! Og jeg bruger den (næsten) hver dag…

Utroligt sÃ¥ begejstret jeg kan sidde og blive, nÃ¥r jeg læser sÃ¥dan en artikel. Det er jo mere eller mindre ordret, hvad jeg altid har pÃ¥stÃ¥et og fastholdt. Somme tider er jeg skam ogsÃ¥ blevet upopulær pÃ¥ mine “bombastiske” udsagn “Lad dog ungen gøre det selv!!!” har jeg sagt med brask og bram.

AltsÃ¥… der kan I bare høre efter, sÃ¥ kan I sgu lære det! Og tror I mig ikke, mÃ¥ I vel tro pÃ¥ en lægperson…

Imidlertid Ã¥bnede artiklen ogsÃ¥ mine øjne for, at mine unger sommetider fortæller, at de ikke engang kunne nÃ¥ ud i frikvarteret, fordi Nana skulle have hjælp til ditten og datten – og Louise kunne ikke tage støvler pÃ¥ selv. Der er sÃ¥gar et eksempel pÃ¥ en unge, der skulle have hjælp til at gÃ¥ pÃ¥ toilettet! Vi taler om børn fra 0. klasse…

Forresten faldt der jo slet ikke så meget sne, anyways, så nu er der glæde all over!