På sådan en rigtig kedelig tågetgrå flabby novemberdag er det nu også meget rart at springe frokostpausen over og sidde og surfe lidt. That is, jeg var nede og spise – mad skal der til, men det tager forholdsvist kort tid at få hældt maden indenbords, når det eneste selskab er ens egen indre tankestrøm.

Tilbage igen sidder jeg og checker MiuMiu ud på Yoox, det er virkelig et slaraffenland uden lige. Jeg har endnu ikke hjemtaget noget derfra, selv om jeg har øjet et par skønne Dries Van Noten sko, jeg er blevet vild med. Dog først til foråret… så er de måske også billigere, pt står de til 2K… og det er jeg nok lidt for nærig til, trods alt…. man har jo et standpunkt, til man tager et nyt! Faktisk tror jeg nok, jeg snart vil smutte ned og hente en pose guf i automaten!

Bagefter sidder jeg og drømmer mig lidt væk i Audrey Tatou-stil, som jeg ved, man kan finde på Net-a-Porter, prøv selv at lure lidt. Det er virkelig lækkert og stylet. Det er et superfint sted at redde sig lidt luksus, hvor det ikke er alt for dyrt – ellers er det også værd at lure lidt hos Haburi.

Det er efterhånden godt nok længe siden, jeg har shoppet hos Haburi, men det sidste, jeg købte dér, var et par Levi’s – der var syet på en anderledes måde. De har deres helt egen kant. Anderledes, det er jeg nemlig.

Nogengange mere end andre. Nu jeg tænker efter, så har jeg vist mest min egen stil, jeg lægger mig ikke rigtig efter nogen bestemt eller efter andres stil. Og så er det jo også rart at skifte type, det kan være ret sjovt.

Big og jeg er forresten blevet inviteret til glögg hos en tidligere kollega, det bliver sjovt, tror jeg. Og så smager glögg altså også sindssvagt godt, hvis man ikke får kastet for mange æbleskiver ned samtidig.

Vi prøvede i øvrigt med chilinuts fra Estrella, sidst vi, her for et par uger siden, fik glögg. Det er absolut NO GO. Ens smagsløg blev dybt og totalt forvirret. Det er også temmelig cranky at gå fra varmt-krydret-lækkert til knasende-stærkt-chili-krydret. Lækkert ja, men at foretrække med kold cola eller rødvin…

Nå.. Net-a-Porter, jeg kommer…

Sikke en dejlig søndag, det har været. Vi har været hele vejen rundt, det er rigtigt. I formiddags fik jeg ordnet vasketøjet, eller ihvertfald vasket og tørret det. Det der med at lægge på plads, kommer lidt senere. Og så var det jo, vi skulle i City2. Jeg manglede maling. Og der kom også meget andet med hjem. Sikke noget. Jeg kan bare ikke gå derude, uden at få noget med hjem. Der var den dér bluse med knapper foran fra Vero Moda. Der røg også lige en pakke glitterpenne i posen i Panduro. Gave til Yngste, tænker jeg. Henne i fætter BR, hvor jeg havde parkeret børnene, mens jeg shoppede bluse i Vero Moda, fandt jeg bagefter en af julegaverne til Ældste. Så var der ligesom ikke så meget mere. Derefter kørte vi hjem.. meget ventede forude.

Den smukke adventskrans, der nu troner på sofabordet, skulle jo også lige styles. Jeg havde købt en superflot krans, og tilligemed de fineste lys. Det er første gang i flere år, jeg ikke bruger keglelys. Det er tid til forandring, hvad dét angår. Jeg trængte til at se en anden stil i adventskransen, og det har jeg fået. Hele dagen har jeg gået med maleriet i baghovedet, og det er dejligt at gå og summe over. Jeg fik også lidt kærligt skænd af Big, fordi han troede, jeg havde siddet oppe og malet til klokken lort i nat. Dette var ikke tilfældet, jeg havde set film – malet havde jeg jo mens ungerne sad og malede med vandfarve…

Der blev lavet lækker søndagsmad – specielt med sigte på børn. Pastaskruer vendt i pikantsauce med skinketern i. Dertil et bjerg kogte, grønne bønner. Jeg er temmelig vild med dem, indrømmet. Ungerne tager også godt fra af dem. Da aftensmaden var spist, faldt mit blik på en infoseddel fra Yngstes lærer. De har noget klippeklistrehalløj på tirsdag. Forældrene opfordres til at lægge pebernødder, brunkager og lignende i en til dette formål kurv placeret ved døren til klassen. Christ!!!!! Så måtte jeg jo bage. Jeg indså hurtigt, jeg ikke ville kunne nå at bestille noget på nettet, så nej… sæt i gang, Anja!

Det var også hyggeligt til aften, ungerne nød selvfølgelig, at der skulle bages småkager. Og det gik stærkt. Jeg havde ingen opskrift, så jeg kreerede bare én til formålet, og de blev ganske lækre – altså.. ok, næste gang skal der lidt mere æg i, tror jeg. Smagen fejler intet, og de kager kan Yngste sagtens være bekendt. Med de meget fint udseende kager pyntet med pink glasur, kandiserede violer og valnødder kan Yngste sgida godt blære sig lidt dérnede i klassen på tirsdag. Og intet skulle glæde mig mere… Det må hun gerne, en gang imellem. Der er forresten også blevet givet adventsgaver, jeg har opgivet konceptet med en “ting hver dag”. Yngste fik en lipgloss med glitter i, som hun omgående elskede meget højt. Hele dagen har hun gået og smurt sine læber. Ældste fik et trafikspil, altså rigtig pædagogisk ikke. Så kunne vi jo spille sammen alle tre, og børnene kunne lige få lært, hvad de forskellige skilte betyder. Det er jo ikke at kimse af.

Æhm… så er det jo lige, jeg ligger i min seng – og bare ikke kan sove. Det var nok fordi, det var alt for dejligt med den ekstra aften og nat, Big og jeg sådan helt ekstraordinært fik i går. Puha, så savner jeg ham, det er jo dét, der er galt nu! Min mor havde jo fredag aften været så sød at ville låne ungerne til noget julehalløjsa med indlagt overnatning, og så kunne jeg da ikke hurtigt nok komme til at hygge med Big. Vi skyndte os hjem ved fyraften, fik købt vin og andet godt, et par pizzaer blev hentet hos vores faste pusher – og derefter stod de næste 24 timer i tosomhedens tegn. Hvor herligt… Nogen gange kan man bare være så heldig!!!

Pludselig, mens vi snakker, blandt andet om nogle malerier jeg har set – og at jeg gerne vil i gang igen – siger Big, at jeg gerne må male et billede til ham. Lidt spøjst, mit hjerte stod næsten stille et øjeblik, så overrasket blev jeg – der er intet, jeg hellere vil, end at male et billede til ham. Jeg syntes næsten, det var den ultimative kærlighedserklæring… uha, ja nogen gange bliver jeg så forfærdeligt romantisk!!! Her til aften har jeg faktisk grundet et par lærreder, og det store af dem har jeg mere eller mindre malet. Der er mange skønne farver i, og jeg prøver at afstemme farverne, så de kan passe til et andet billede, han har hængende. Jeg må nok indrømme, jeg glæder mig til rigtig at gøre noget ved det. Og jeg er også meget spændt på resultatet. Men… det bliver godt. Det skal det bare!

Det er også første gang, jeg er blevet spurgt, om jeg ville male til nogen – så jeg er også lidt spændt på den gode måde, og jeg glæder mig frygtelig meget til den dag, hvor jeg skal vise Big, hvad jeg har fået produceret med pensler og farver i en skønsom blanding af krea. Øh er det så ikke nu, man siger “Nåja.. søde – det er malet med kærlighed” – eller er det mon kun om mad man siger, den er lavet med kærlighed? Jeg er ikke helt sikker… men pyt.. nu er jeg heldigvis også blevet træt nok til at luske under dynen.. så det gør jeg. Og maler farverige drømme om ham min ælskede i søvne…

Her er det, jeg skal hen og hente nogen ting at smykke væggene med – ihvertfald i mine ønskedrømme… I dag har ungerne og jeg samt min kære fru mor været i Ishøj. Og det med GPS på og det hele. Mor tog sin GPS med, ellers kunne vi jo nok ikke finde derhen. Og det var alt om at gøre at vi kom derhen. Det var nu også meget hyggeligt og gammeldags, rent nostalgi at gå på den gamle gård. Men for katten da… hvorfor var jeg også så dum, at jeg havde stiletter på.

Nu har jeg fundet ud af, at man godt kan gå på brosten med stiletter. Der skal bare ikke trædes ned på hælen på noget tidspunkt. På den måde får man så også trænet musklerne i læggen utroligt meget. Faktisk er jeg sikker på, at jeg har klaret hele næste års dosis af træning på en enkelt eftermiddag på Bredekærgård Og jeg blev også glædeligt overrasket. Jeg genså en gammel bekendt. Hun er nu ikke gammel, men bekendtskabet daterer sig tilbage til 1998, så vi har kendt hinanden nogen år. Og der var gensynsglæde. Nu om dage laver hun faktisk sæbe, og hvilke sæber. Jeg måtte bare købe et lille udvalg af lækre, velduftende sæber med hjem…

Ungerne og jeg har lige gouteret os på en gigantisk bøf med bearnaise og hasselbachkartofler til. Yummy yummy. Det var helt godt. Og det var jo i Kvickly, jeg stampede syv lækre tykstegsbøffer for 100 kr-tilbuddet op. Dejligt – bare fordi vi gerne skal forkæles med mellemrum. Vi har fået en masse frisk luft i dag, og det kan mærkes. Jeg er træt helt ned i sokkeholderne… så god aften derude.

Jeg kan lige så godt erkende det. Jeg ér ikke til noget i dag. Så lige endnu et indlæg med link, bare fordi jeg er så glad for sko fra Shoeboks. Det skal bare være en regulær str 38 til mig, tak kære giver…

I skabet står der vist også omkring 3 eller 4 andre fede par sko fra Naughty Monkey, og jeg skal vist have et par mere, kan jeg se… hm.. kommer i tanke om, at min mor ikke har givet mig fødselsdagsgave endnu, hehe.

Advarsel… tanketomt og hjernedødt, ironisk og uinteressant indlæg, jeg fralægger mig ansvaret lige nu og læner mig tilbage…

Jeg trænger til en lille pause, kan jeg mærke. En af den slags, hvor arbejde er en by i Rusland, og hvor det bare er at sidde og lytte til kollega’s DAB, der spiller stille ved siden af. Kigge ud på gangen, hvor to gruppemates har det lidt sjovt. Det er dejligt at se… Og så lige et par links, jeg er faldet over, skal der også være plads til i dette twitter-indlæg.

Det ér da også rigtigt, i denne vintersæson kan man ganske enkelt ikke leve uden denne her pragtfulde hue, med det mest særprægede mønster… i den lækreste kelim-uld til at varme dine ører… eller det var måske slet ikke meningen, du skulle have varmet ørerne? Brug denne skønne sag sammen med en piget kjole, et laaangt halstørklæde og en clutch samt et par snowbadger-støvler (særdeles long hairy støvler med flade såler og overdænget med knapper, snore og andet godt, red.). Du finder drømmehuen her – den kan endda fås i hele tre farver… Derudover har shoppen også et større udvalg af andre lukulliske beklædningsgenstande til både dig og dine venner (altså de få af dem, der ikke går ind for håndlavede, personlige gaver)…

Hos Brandos har jeg bare luret på et rigtig sødt par sko – der er pink indeni… bare fordi de ér pink dér.. så! Ellers er de sorte. Men det er fordi jeg synes, jeg mangler et par sko med rem over vristen og en knap! Desværre kan de ikke fås i str 39, jeg har skam haft købt dem i 38, men fordi min fod ikke kunne opereres mindre, måtte jeg opgive dem. Øv.

Til gengæld har ShoeAbuse nogen ubersemicool over-knæet-støvler. Jeg har stadig traumer af at have solgt mine over-knæet fra Bianco af… nej, det er løgn i min hals. De støvler var lige præcis for lange, for stive og for varme i ægte læder. Jeg er fristet af dem hos ShoeAbuse, men jeg mangler ligesom ikke nogen støvler. Faktisk skal jeg have solgt mine Ecco støvler, jeg købte forrige måned. Det tror jeg ihvertfald, jeg vil gøre…

Nu har jeg jo slet ikke fået skrevet noget med mad eller noget. Det er heller ikke noget særligt. I går bankede jeg en kæmpegryde boglognese sammen, og dertil fik vi ris, friskhakket persille og friskrevet parmesan – revet med nænsom hånd (med en enkelt rift på håndleddet til følge). Det kunne vi godt lide…

Så i dag havde jeg den store glæde, at bedstestevennen kom og spiste her, sammen med sin dejlige datter. Vi hyggede os vanvittig meget, mens børnene legede – og jeg fik kogt pasta. Hvorfor ind i h… kan jeg ikke koge pasta, uden at blive skoldet. Den er sikker hver gang. Denne gang gik det ud over min venstre underarm. Av for katten, råbte jeg. Bedstestevennen grinte, og så ud til at forstå, at jeg lød lidt irriteret, da jeg endelig fik færdiggjort et svar til ham. Heldigvis smagte maden særdeles godt, og vi spiste den med pastaskruer til, glutenfri naturligvis. Og uden persille i dag – og med færdigrevet parmesan på pose. Okkeja okkeja…

Børn blev diskuteret, børn og familie blev vendt og drejet på alle ledder og kanter – bilfinansiering blev gennemsnakket – skattelettelser drøftet – og en ny aftale kom i stand. Noget med en italiensk restaurant – til sommer med indlagt legepause. Men der var jo også lige mellem jul og nytår. Jeg har børnene hele julen i år, og vi er alle sammen bare så glade. Til gengæld kan jeg nyde nogen sikkert ret skønne nytårsdage og nytårsaften med Big i hyggelig, pikant tosomhed. Dét glæder jeg mig ihvertfald også meget til, ingen tvivl derom.

Det kræver altså sin kvinde at være mig lige for tiden. Hele tiden er der et eller andet, der kræver min opmærksomhed. Lige nu sidder jeg og forsøger at arbejde, og ved siden af står Yngste med sin nye røremaskine og pisker flødeskum. Kæft hvor den larmer. Jeg må hellere tage en snak med min mor! Grrmpff! Og “takke” hende endnu en gang!

Yngste skal MFR-vaccineres hos lægen i dag. Jeg har ikke sagt til hende, hvad der skal ske endnu. Det kan hun tids nok finde ud af. Det er bare spørgsmålet – er det bedst at fortælle hende det nu, så hun kan bruge nogen timer på at kapere det. Eller skal det være den store overraskelse, når vi ankommer… jeg kan ikke finde ud af, hvad der er bedst.

Det har virkelig været travlt til nu… Mandag aften hed det hjem fra job i en fart, købe en masse ind – lave mad (selv om det kun skulle varmes – sådan en shepherds pie). Så hygge med børn, putte i seng og så i gang med at lave en røvfuld fødselsdagsboller og lagkagebunde plus chokoladecreme.

Tirsdag drøne hjem, købe ind igen med begge børnene – hjem og gøre rent og rydde op, inden gæsterne kom kl. 19.00. Man kunne måske også have skubbet det til lidt senere, men hensynet til børns sengetid var indberegnet. Og så kom hele familien, mormor og bedstefar, Big, morbror og frue – så lige pludselig var min stue alt for lille. Men vi havde det superhyggeligt. Og Yngste fik mange gaver, selv om det ikke var meget vi så til hende fra begyndelsen. Hun fik et anfald af generthed…

Og så er det også i dag, vi går i luften med vores store projekt. Faktisk skulle vi have modtaget data fra Norge nu her kl. 9.00 – og jeg ville gerne være oppe i firmaet – og være med!

Det dér med legegrupper, nu har jeg jo skrevet et enkelt eller måske et par stykker omkring legegruppekonceptet. Jeg er ret sikker på, at enhver, der har læst med, er helt og aldeles klar over min holdning til disse grupper. Det slog mig lige, her da jeg sad og besvarede en kommentar fra en lærer. Der er sguda noget rivende galt her. Nu er jeg for alvor blevet overbevist om, at det er dét, der dybest set er problemet – og jeg må jo bare se, om jeg kan hamle op med en sådan “moon-agtig sekt” af indskolingslærere. Det tror jeg faktisk godt jeg kan.

Nuvel, hende min kære veninde – der er lærer (og i øvrigt en meget kompetent og dygtig én af slagsen) havde faktisk vendt mit problem blandt sine kollegaer på skolen. Og det fremgår af kommentaren, at kollegaerne SLET ikke kunne forstå, at jeg var så meget imod – og de var vist også forbavsede over, at hun heller ikke syntes det var en god ide!

At voksne ikke ville bryde sig om at blive sat i faste grupper, “var noget andet”, børn havde godt af det, så de lærte at der skal være plads til forskellighed, og for at undgå klikedannelser…! var ligesom meldingen..!

Hvorfor er det lige dét? Er det ikke netop grobund for klikedannelser. Når først dissehersens legegrupper har kørt en tid, vil det tydeligt åbenbare sig, at én – højst to – ud af de seks grupper, vil være kørt fast i en klike, fordi de ubevidst, grundet kemiske årsager, foretrækker at lege med hinandens. Øh ja… dette være sagt uden tanke på “De får hinanden i enden…”. Dermed har læreren skabt en klike, der måske ellers ikke var opstået, og så er det jeg ikke helt mener, det har hold i udsagnet “undgå klikedannelser”. Man kan ikke undgå klikedannelser. Voksne danner også kliker i stribevis. Det, det hele handler om, er ene og alene KEMI! Man kan ikke “lære at udvikle kemi”. Enten er den der, eller også er den der ikke. Således også i kriseramte ægteskaber, som i enhver anden form for koalition uanset sammensætningen og formålet med denne.

Der er også kommet en anden god kommentar fra “mig”, som er værd at reflektere over… For hvor sandt er det ikke, at voksne ofte siger “Hvor må det være dejligt at være barn, de kan jo lege med alle… de finder altid legekammerater”. Ja, og det er sgu også rigtigt, omend med modifikationer. De finder ikke “bare”.. via legen blandt andre børn – ligesom det gælder for os voksne blandt andre voksne – ja, så mærker barnet/den voksne dét der udefinerbare noget.. der også går under navnet “kemi”. Uden kemi er der sgu ikke nogen, der kan være sammen. Jeg tvivler stærkt på, at nogen vil kunne anfægte dette udsagn.

Jeg er nu ganske aldeles overbevist om, at alle disse indskolingslærere har været på det samme seminar, hvor de er blevet godt og grundigt hjernevasket med nøjagtig den samme “samfundstjenstlige” og “samfundstilpassede” holdning, at børn bare slet ikke har godt af at selv prøve at finde kammerater. Uha nej, det må vi jo hellere hjælpe dem med. Fordi det kan de bare slet ikke selv greje. Og så kan vi forresten også lige bestemme, hvem ungen skal lege med. Altså siden tidernes morgen har menneskets børn da selv valgt sine legekammerater. Kan de fuc*** voksne ikke bare lade børnene selv…

Nu tænkte jeg lige på,hvad jeg har læst i gamle bøger, som jeg har slugt en hel del af. Det har været biografier og autentiske fortællinger – videre Martin Andersen Nexø… Ditte Menneskebarn og så videre – hvad var der mon sket, hvis fattigungen ude fra Jens Prangers gård havde fået lov til at lege med ham den lille herregårdsunge i fred og ro. Jeg gad godt vide, hvordan samfundet så havde set ud i dag, ja det var jo lidt af en overspringshandling – og faktisk nok ikke engang relevant for emnet… Nuvel det viser jo bare, at børn uden problemer selv kan finde ud af at skaffe sig legekammerater…

Solen skinner så smukt fra en skyfri himmel. Det er helt forårsagtigt. Det er også Yngstes fødselsdag i dag, og jeg tænker sådan på hende. I dag bliver hun hele seks år gammel, og jeg tænker tilbage på, da hun bare var en lille blyp. Der er godt nok løbet meget vand i åen, siden. Nu er hun stor, selvstændig, kan selv og vil selv. Også selv om hun skal have hjælp indimellem. Og så er hun jo “en rigtig pige”, det har hun udviklet sig til. En ægte pigelig pige, med kjoler og smykker og små tasker. Hun leger med dukker og tegner heste, som hun forresten er helt vild med (selv om det er moderen ikke).

HJERTELIG TILLYKKE MORS LILLE SKATTEPIGE

Desværre er hun ikke hos mig i dag, så mine tanker farer afsted og håber, at hun kan mærke, at jeg tænker på hende. Jeg vil snart snuppe telefonen og ringe til hende, og så skal hun have et stort tillykke. Uf, det er godt nok ikke rart, at man ikke kan være sammen med sin unge på fødselsdagen. Det virker helt forkert, men det kan ikke være anderledes.

Tillykke lille mus, vi håber, du får en rigtig dejlig dag…