Title

28. november 2009

Kort og kulørt

Skrevet af Hende selv kl. 20:21 | Det sker,Links,Ud og Se

Her er det, jeg skal hen og hente nogen ting at smykke væggene med – ihvertfald i mine ønskedrømme… I dag har ungerne og jeg samt min kære fru mor været i Ishøj. Og det med GPS på og det hele. Mor tog sin GPS med, ellers kunne vi jo nok ikke finde derhen. Og det var alt om at gøre at vi kom derhen. Det var nu også meget hyggeligt og gammeldags, rent nostalgi at gå på den gamle gård. Men for katten da… hvorfor var jeg også så dum, at jeg havde stiletter på.

Nu har jeg fundet ud af, at man godt kan gå på brosten med stiletter. Der skal bare ikke trædes ned på hælen på noget tidspunkt. På den måde får man så også trænet musklerne i læggen utroligt meget. Faktisk er jeg sikker på, at jeg har klaret hele næste års dosis af træning på en enkelt eftermiddag på Bredekærgård 😀 Og jeg blev også glædeligt overrasket. Jeg genså en gammel bekendt. Hun er nu ikke gammel, men bekendtskabet daterer sig tilbage til 1998, så vi har kendt hinanden nogen år. Og der var gensynsglæde. Nu om dage laver hun faktisk sæbe, og hvilke sæber. Jeg måtte bare købe et lille udvalg af lækre, velduftende sæber med hjem…

Ungerne og jeg har lige gouteret os på en gigantisk bøf med bearnaise og hasselbachkartofler til. Yummy yummy. Det var helt godt. Og det var jo i Kvickly, jeg stampede syv lækre tykstegsbøffer for 100 kr-tilbuddet op. Dejligt – bare fordi vi gerne skal forkæles med mellemrum. Vi har fået en masse frisk luft i dag, og det kan mærkes. Jeg er træt helt ned i sokkeholderne… så god aften derude.

27. november 2009

Stadig ingen hjerneaktivitet

Skrevet af Hende selv kl. 14:51 | Links,Twitter

Jeg kan lige så godt erkende det. Jeg ér ikke til noget i dag. Så lige endnu et indlæg med link, bare fordi jeg er så glad for sko fra Shoeboks. Det skal bare være en regulær str 38 til mig, tak kære giver…

I skabet står der vist også omkring 3 eller 4 andre fede par sko fra Naughty Monkey, og jeg skal vist have et par mere, kan jeg se… hm.. kommer i tanke om, at min mor ikke har givet mig fødselsdagsgave endnu, hehe.

Fem minutter i stolen

Skrevet af Hende selv kl. 13:14 | Links,Twitter

Advarsel… tanketomt og hjernedødt, ironisk og uinteressant indlæg, jeg fralægger mig ansvaret lige nu og læner mig tilbage…

Jeg trænger til en lille pause, kan jeg mærke. En af den slags, hvor arbejde er en by i Rusland, og hvor det bare er at sidde og lytte til kollega’s DAB, der spiller stille ved siden af. Kigge ud på gangen, hvor to gruppemates har det lidt sjovt. Det er dejligt at se… Og så lige et par links, jeg er faldet over, skal der også være plads til i dette twitter-indlæg.

Det ér da også rigtigt, i denne vintersæson kan man ganske enkelt ikke leve uden denne her pragtfulde hue, med det mest særprægede mønster… i den lækreste kelim-uld til at varme dine ører… eller det var måske slet ikke meningen, du skulle have varmet ørerne? Brug denne skønne sag sammen med en piget kjole, et laaangt halstørklæde og en clutch samt et par snowbadger-støvler (særdeles long hairy støvler med flade såler og overdænget med knapper, snore og andet godt, red.). Du finder drømmehuen her – den kan endda fås i hele tre farver… Derudover har shoppen også et større udvalg af andre lukulliske beklædningsgenstande til både dig og dine venner (altså de få af dem, der ikke går ind for håndlavede, personlige gaver)…

Hos Brandos har jeg bare luret på et rigtig sødt par sko – der er pink indeni… bare fordi de ér pink dér.. så! Ellers er de sorte. Men det er fordi jeg synes, jeg mangler et par sko med rem over vristen og en knap! Desværre kan de ikke fås i str 39, jeg har skam haft købt dem i 38, men fordi min fod ikke kunne opereres mindre, måtte jeg opgive dem. Øv.

Til gengæld har ShoeAbuse nogen ubersemicool over-knæet-støvler. Jeg har stadig traumer af at have solgt mine over-knæet fra Bianco af… nej, det er løgn i min hals. De støvler var lige præcis for lange, for stive og for varme i ægte læder. Jeg er fristet af dem hos ShoeAbuse, men jeg mangler ligesom ikke nogen støvler. Faktisk skal jeg have solgt mine Ecco støvler, jeg købte forrige måned. Det tror jeg ihvertfald, jeg vil gøre…

22. november 2009

Det er noget andet for voksne – legegrupper volume V

Skrevet af Hende selv kl. 11:54 | Betragtninger,Børn,Brok

Det dér med legegrupper, nu har jeg jo skrevet et enkelt eller måske et par stykker omkring legegruppekonceptet. Jeg er ret sikker på, at enhver, der har læst med, er helt og aldeles klar over min holdning til disse grupper. Det slog mig lige, her da jeg sad og besvarede en kommentar fra en lærer. Der er sguda noget rivende galt her. Nu er jeg for alvor blevet overbevist om, at det er dét, der dybest set er problemet – og jeg må jo bare se, om jeg kan hamle op med en sådan “moon-agtig sekt” af indskolingslærere. Det tror jeg faktisk godt jeg kan.

Nuvel, hende min kære veninde – der er lærer (og i øvrigt en meget kompetent og dygtig én af slagsen) havde faktisk vendt mit problem blandt sine kollegaer på skolen. Og det fremgår af kommentaren, at kollegaerne SLET ikke kunne forstå, at jeg var så meget imod – og de var vist også forbavsede over, at hun heller ikke syntes det var en god ide!

At voksne ikke ville bryde sig om at blive sat i faste grupper, “var noget andet”, børn havde godt af det, så de lærte at der skal være plads til forskellighed, og for at undgå klikedannelser…! var ligesom meldingen..!

Hvorfor er det lige dét? Er det ikke netop grobund for klikedannelser. Når først dissehersens legegrupper har kørt en tid, vil det tydeligt åbenbare sig, at én – højst to – ud af de seks grupper, vil være kørt fast i en klike, fordi de ubevidst, grundet kemiske årsager, foretrækker at lege med hinandens. Øh ja… dette være sagt uden tanke på “De får hinanden i enden…”. Dermed har læreren skabt en klike, der måske ellers ikke var opstået, og så er det jeg ikke helt mener, det har hold i udsagnet “undgå klikedannelser”. Man kan ikke undgå klikedannelser. Voksne danner også kliker i stribevis. Det, det hele handler om, er ene og alene KEMI! Man kan ikke “lære at udvikle kemi”. Enten er den der, eller også er den der ikke. Således også i kriseramte ægteskaber, som i enhver anden form for koalition uanset sammensætningen og formålet med denne.

Der er også kommet en anden god kommentar fra “mig”, som er værd at reflektere over… For hvor sandt er det ikke, at voksne ofte siger “Hvor må det være dejligt at være barn, de kan jo lege med alle… de finder altid legekammerater”. Ja, og det er sgu også rigtigt, omend med modifikationer. De finder ikke “bare”.. via legen blandt andre børn – ligesom det gælder for os voksne blandt andre voksne – ja, så mærker barnet/den voksne dét der udefinerbare noget.. der også går under navnet “kemi”. Uden kemi er der sgu ikke nogen, der kan være sammen. Jeg tvivler stærkt på, at nogen vil kunne anfægte dette udsagn.

Jeg er nu ganske aldeles overbevist om, at alle disse indskolingslærere har været på det samme seminar, hvor de er blevet godt og grundigt hjernevasket med nøjagtig den samme “samfundstjenstlige” og “samfundstilpassede” holdning, at børn bare slet ikke har godt af at selv prøve at finde kammerater. Uha nej, det må vi jo hellere hjælpe dem med. Fordi det kan de bare slet ikke selv greje. Og så kan vi forresten også lige bestemme, hvem ungen skal lege med. Altså siden tidernes morgen har menneskets børn da selv valgt sine legekammerater. Kan de fuc*** voksne ikke bare lade børnene selv…

Nu tænkte jeg lige på,hvad jeg har læst i gamle bøger, som jeg har slugt en hel del af. Det har været biografier og autentiske fortællinger – videre Martin Andersen Nexø… Ditte Menneskebarn og så videre – hvad var der mon sket, hvis fattigungen ude fra Jens Prangers gård havde fået lov til at lege med ham den lille herregårdsunge i fred og ro. Jeg gad godt vide, hvordan samfundet så havde set ud i dag, ja det var jo lidt af en overspringshandling – og faktisk nok ikke engang relevant for emnet… Nuvel det viser jo bare, at børn uden problemer selv kan finde ud af at skaffe sig legekammerater…

21. november 2009

HURRA HURRA – og tillykke

Skrevet af Hende selv kl. 11:44 | Årets gang,Børn

Solen skinner så smukt fra en skyfri himmel. Det er helt forårsagtigt. Det er også Yngstes fødselsdag i dag, og jeg tænker sådan på hende. I dag bliver hun hele seks år gammel, og jeg tænker tilbage på, da hun bare var en lille blyp. Der er godt nok løbet meget vand i åen, siden. Nu er hun stor, selvstændig, kan selv og vil selv. Også selv om hun skal have hjælp indimellem. Og så er hun jo “en rigtig pige”, det har hun udviklet sig til. En ægte pigelig pige, med kjoler og smykker og små tasker. Hun leger med dukker og tegner heste, som hun forresten er helt vild med (selv om det er moderen ikke).

HJERTELIG TILLYKKE MORS LILLE SKATTEPIGE

Desværre er hun ikke hos mig i dag, så mine tanker farer afsted og håber, at hun kan mærke, at jeg tænker på hende. Jeg vil snart snuppe telefonen og ringe til hende, og så skal hun have et stort tillykke. Uf, det er godt nok ikke rart, at man ikke kan være sammen med sin unge på fødselsdagen. Det virker helt forkert, men det kan ikke være anderledes.

Tillykke lille mus, vi håber, du får en rigtig dejlig dag…

Madplaner eller ej

Skrevet af Hende selv kl. 11:35 | Kokkerier

Jeg tror, jeg er sulten – eller nåja lidt lækkersmovsig. Vi har godt nok lige kørt en tallerken havregryn med mælk og rosiner ned, hver – men derfor kan man da sagtens køre mere ned. Og hvis jeg tænker på elefantpikken fra Andersen… så løber tænderne altså hurtigt i vand. Jeg håber ikke, jeg kommer til at sidde og savle.

Nu var det fordi jeg lige læste noget om mad, jeg blev trigget til at tænke på det… og måske skulle jeg bare prøve at lave en madplan i denne omgang, for den kommende uge. Jeg er totalt imponeret af venindeØjenlæge. Hun skriver sine madplaner ned i Word-dokumenter. Helt ned til mindste detalje. Hvad der skal i, hvor meget – og hvor det bedst kan svare sig at fouragere henne. Sammen med naturligvis selve opskriften. Det alt sammen lægges i et plasticchartek. Læge uden grænser, ingen tvivl om det… Jeg er ihvertfald temmelig imponeret. Den slags kan jeg bare ikke.

Min madplan er mest sådan noget i retning af, at jeg mens Yngste er til gymnastik, har Ældste med i Kvickly (hvis ikke han er parkeret derhjemme foran det onde TV) og køber ind. Det er sådan lidt hovsa, hvor jeg tænker på mad, jeg kan lide… regner ud hvor mange dage denne og hin ret kunne spises – koordinerer det i tankerne med hvad jeg ved, jeg har på lager/i fryseren. Og så køber jeg ind. En fast ting, der altid ryger i kurven (nej, jeg bruger ikke engang indkøbsvogn) er bananer, æbler og gulerødder plus kartofler. Det kan vi lide derhjemme. Og ris selvfølgelig. Men af ukendte årsager har jeg altid ris i skabet. Mange forskellige slags. Og så falder jeg i reglen (næsten) altid over et kødtilbud, og så bliver det dét. I den kommende uge vil jeg prøve at se, om jeg kan få postet ud, hvad der bliver fabrikeret i hjemmet og sat foran de små sultne hoveder…

Det slår mig også lige, at mit skab altid indeholder tun, torskerogn, tomater på karton, kokosmælk og tomatpuré samt majs. Det er to slags majs. De løse og så de små mini’er. Så der er ikke noget at klage over. Det er alt det jeg betegner som “impulskøb”.. når der lige ryger en dåse tun eller tomat med på vejen, når jeg alligevel er nede og købe mælk. Men jeg kan ikke lave en decideret madplan, selv om jeg beundrer de, som kan. Faktisk tror jeg, det ville være helt grænseoverskridende for mig, at få stukket en stak papir i hovedet, hvor der står, hvad jeg skal købe ind og hvad jeg skal lave hver dag hele ugen. Det kan jeg bare ikke. Der skal være plads til impulshandlinger. Som når vi ikke gider lave mad og bare vælter en bakke æg på panden med diverse krydderier og majs og nogengange skinke, og det er så dét!

Nogen gange tror jeg faktisk næsten, at alle andre har madplaner, de følger slavisk…

20. november 2009

Hår skal klippes, skal det

Skrevet af Hende selv kl. 22:11 | Betragtninger,Det sker,Shopaholic

Ørehår?? Næsehår?? Hår på karamellen?? Øh… hvornår…

Det er da rigtigt nok, vi har jo allesammen mere eller mindre hår diverse steder. Også på steder, hvor man skal have hårene.. men så absolut også hvor man ikke bør, eller nåja – hvis man gerne vil undgå, at unge smukke kvinder smiler til en, mens de tænker “uarghhhh”. Det sker tit. For et par dage siden fik jeg rig mulighed for at konstatere, at det altså bare ikke er lækkert med hår på ryggen. Dér sad han ved bibliotekets computer – dér foran mig og, så det ud til, tænkte koncentreret. Jeg for min del stod med en bog i hånden, men det var altså ikke bogen, der havde vakt min interesse.

Det sker altså, og det er så pinligt at indrømme – men sandt. Jeg kan snildt forfalde til at stå og virkelig nærstudere en anden person. Det sker heldigvis aldrig på jobbet, ellers ville det næsten også være for åndssvagt. Jeg mener, der har man jo for travlt til at henfalde i betragtninger omkring dette andet menneske. Men altså, ham her, han var virkelig for underlig. Og det var dét, der triggede. Hans kammerater sad ved siden af ham, unge mænd i slutningen af tyverne, I presume. Selv om skindet kan jo bedrage.

Ham her fidusens skind ville aldrig, aldrig komme på listen over “Lækre mænd, jeg burde have checket ud”. For han havde dennehersens kedelige sweater på. Det var en billig model, helt klart. Det betyder ikke en skid, tbh – men det var der noget andet, der gjorde. Yrk… i nakken var den alt for løse sweater gledet ned og havde åbenbart en decideret malaysisk regnskov strittende ud fra ryggen.

Fy for pokker da. Jeg hader hår på ryggen. Det kan jeg lige så godt sige. For jeg hader det. Det er ulækkert, usoigneret, abeagtigt, you name it. Hår på brystet kan skam være meget machoagtigt tiltrækkende, men det er ikke tilfældet med hår på ryggen. Det henleder jo automatisk ens tanker på menneskets forfædre, eller noget…

Ham her fidusen havde udover, at være forsynet med denne overvældende frodighed på ryggen også en hel del vulkanske kratere placeret diverse mindre strategiske steder rundt om på hals og skuldre. Jeg kunne bare ikke lade være med at undre mig. Og så snakkede han pludselig til sine venner. Jeg fik næsten et chok.

Dér stod jeg sådan helt uinviteret og overbegloede ubemærket. Og så sådan en lav stemme. En vigende hage. Jeg tænkte, om ikke han ville kunne nyde en plastoperation til lige at gøre hagen mere bred, ja synlig, altså. Og han snakkede bare så l a n g s o m t, at jeg fik svært ved at mundaflæse ham på afstand. Samtidig bevægede hans hænder med nedbidte, røde og hævede fingerspidser sig – om muligt endnu mere langsomt… Jeg stod som ramt af lynet. For satan da. Dette måtte være et glimrende eksempel på Darwins teorier, altså dér hvor han beviser, at der også kan optræde afarter, uanset hvilken race man har med at gøre… og jeg er ikke engang darwinist.

Og er der så noget værre? Altså… ørehår, ikke. Når, især mænd, bliver ældre og kommer over de 55 år, sker der noget meget mærkeligt. Ørerne vokser, men… det gør ørehårene tilsyneladende også. Det ved alle da? De bliver længere, mere stride… og næsehårene gør dem selskab. For pokker da… jeg kan godt love for, at den dag, jeg vågner op ved siden af en bunke ørehår, der trækker vejret og snorker, så sender jeg den ekspres til frisøren.

Ligesom en af mine søde kollegaers kone. Hun er ikke til hår. Som han sagde den anden dag “Min hustru kan altså ikke tage det.. hun har noget med hår!” da jeg bemærkede, hvor pænt han var blevet klippet. Iøvrigt lyder det bare så pænt i hans mund. Jeg håber, at nogen en dag vil omtale mig på samme pæne, sobre måde “Min hustru”, altså der er da noget over dén vending… hehe. Især når det siges af en absolut pæn og velsoigneret herre i sin bedste alder.

De andre gutter ved bordet grinede og bralrede lidt. “Jamen, så fik jeg både fjernet næsehår og ørehår… og konen var godt tilfreds… ihvertfald da det blev mørkt..” lød det et sted. Jeg véd det allerede nu. Sådan en kone bliver jeg også! Og jeg kan altså høre, de der mænner er meget godt tilfredse, det er altså rigtigt. Så jo jo, der er ikke noget at tage fejl af!

Troede du, det kun var mænd? Næ, kvinder kan skam også udvikle hidtil ukendte hårzoner, når de kommer over 60-årsalderen. Fehår og hestemuleskæg er ikke længere ukendte begreber, men heldigvis findes der jo pincet og håndspejl. So be it!

Til slut vil jeg gerne give en undskyldning til de, der måtte føle sig personligt forfulgt, selv om jeg sandt for dyden ikke kan se, hvad der er at skabe sig over. Man kan bare holde sig, kan man 😀

Den korte af den korte

Skrevet af Hende selv kl. 13:20 | Shopaholic,Twitter

Skønt vejr i dag, jeg bliver helt glad og afslappet. Pludselig gør det ikke noget, at jeg skal tilbringe formiddagen nede i “rummet”. Det er dér, hvor alle automaterne står. Og ved gud, det er det mest enerhverende, jeg har prøvet i lange tider.

Den fede hat, jeg købte blev flashet på vej til lægen i morges.

Der var jeg nemlig nede og få min B-12. Og hun besvimede ikke engang?? Det er jo ellers længe siden, min bagdel har set solen? Så fik jeg også taget blodprøve. Kaliumværdierne skulle måles. Det var her efter, jeg for et par uger siden fik konstateret et uacceptabelt lavt kaliumniveau, og måtte besnakke venlig apoteker til at udlevere receptmedicin. Gudskelov jeg har så godt et kendskab til lægemidler, ellers var han da aldrig hoppet på min historie. Og nu var det også kun kaliumtilskud, så det får være…

Hat blev også flashet på vej til arbejde – og da jeg står foran spejl og purrer op i hattefladtrykt hår, siger forbiløbende kollega “For satan, du ser også bare godt ud!”. Jeg smilede, alt hvad jeg kunne og sagde “Tak i lige måde!”. Og yep, det nye garn, jeg fik i forgårs, er faktisk temmelig flot, det siger de andre ihvertfald.

Så var jeg også lige forbi Bæver-marked og finde ny parfume. Den kommer om et par dage…

19. november 2009

Og læreren er ikke sur – legegrupper volume IV

Skrevet af Hende selv kl. 21:37 | Børn,Brok

Hun er MEGET sur… det tror jeg ihvertfald. Nu er der kommet lidt ro over hele legegruppescenariet. De har dannet deres grupper, og knægten er pænt blevet inviteret med. Indtil nu har han hver gang sagt nej. Men så var der jo lige dét, at hende dér den dumme moder formastede sig til at skrive et meget skarpt indlæg til fru Lærer. Og det ville være lyv at påstå, at Mor er blevet populær hos fru Lærer. Faktisk var fruen så sur, at hun ikke lige gad hilse på mig her den anden dag. Jeg tror nok, jeg klarer den alligevel.

Ja, jeg kunne også bare have ladet det ligge. Men jeg kunne bare ikke have, at fru Lærer så geskæftigt opfordrede min søn til at deltage, på trods af at jeg har meldt klart ud, hvad vores og hans holdning er. Gad vidst, om hun tror, vi kan påvirkes den vej gennem? Og nej, hun ville så afgjort ikke fremover undlade at gøre det igen. Altså fremadrettet kan jeg stå herude i det pulserende liv og se, hvordan hun nede i den lukkede lilleverden, skolen trods alt er omkring en 2. klasse – sidder og “påvirker” og “inciterer” min søn til gøremål, som allerede én gang er blevet afvist. Hvorfor??? Jeg spørger bare… h v o r f o r kan man ikke acceptere et nej? Det kan da ikke undre nogen, at hende her moderen harcellerer og opponerer kraftigt mod den slags. Jeg har vist allerede sagt det, men jeg gør det gerne igen. Jeg afskyer at få trukket noget ned over hovedet. Der er intet værre.

Nu er hende her fru Mor også sur. Men til gengæld har jeg – nej ikke kastet badehåndklædet i ringen – besluttet mig til, at der ikke – lige nu – skal bruges mere krudt på at skyde fru Lærers emsige bemærkninger i sænk. Vi er ikke, vi bliver aldrig nogen sinde enige. Og hey, hvem siger, vi skal være det? Jeg er personligt græsk-katolsk, så længe jeg kan handle efter egen intuition, eget hjerte og så fremdeles.

Den dag, det ikke længere er muligt, bliver den dag, hvor begge mine børn skifter skole. Og det bliver til en skole, hvor jeg forinden vil undersøge, om man har planer om fremadrettet at oprette sociale grupper. Altså.. alle ved jo, at ingen tror, at børn selv kan finde ud af at danne venskaber, nå ja og så tror de, at vi alle sammen elsker hinanden. Gu gør vi da ej. Jeg har siden ungerne var små levet med, at man i børnehaven opfordrede til at børnene hilste og sagde farvel med et stort kram.

Var jeg mon den eneste der tænkte “Yiiiikes… bare h*n nu ikke får lus!!!” i det øjeblik, h*n modtog sit kram af ungen, der var kendt for sit enorme hår husende adskillige pensionærer af den slags, man ikke ønsker habiteret i ens eget barns hår.

Jeg kan ikke tro det. Og hvorfor skal alle absolut give knuser og krammer. Ikke at jeg ikke selv glad og gerne gør det – jojo, men kun til folk jeg holder af og kender. Nåja, og så en gang imellem også til en ny bekendt, men sgu kun fordi min aldrig svigtende intuition siger mig, at jeg vil møde denne person mange gange fremover. Så bruges knuset netop som en “indledende åbning henimod venskab” eller noget i den retning. Right?

Og intet nævnt, intet glemt. Ældsteveninden som faldt forbi til en kop te, her forleden havde også en nyhed. Nej, hun venter ikke unge #3. Det gider manden ikke. Til gengæld kunne hun berette om, at der nu var oprettet spisegrupper i hendes søns klasse. Jeg har bare så ondt af hende. Hun lød godtnok heller ikke særlig glad.

Her på fronten er der – legegruppernes opståen til trods – sågar murren i krogene, om ikke det også bare ville være helt fantastisk med nogen spisegrupper. Spisegrupper, min bare rø… Altså jeg kan da godt se, det kan være hyggeligt, men for det første har jeg ikke plads.

For det andet gider jeg ikke, at min unge får 4 andre unger med hjem – og hvor de skal hærge mit køkken – og at jeg selv bliver tvangsindlagt til at skulle være “kreativ” og udtænke noget, som i alt fem børn på en gang kan lave, sådan at alle fem er beskæftiget med noget. Gu fanden gider jeg ej! Hvem er det lige, der er mit barns mor? Mig eller skolen? Altså hvis nu jeg ikke var så voksen, som jeg er – ville jeg sagomel.. nok blive i tvivl. Har ingen overvejet konsekvenserne af, at ens unge kommer i gruppe med fire superkræsne, elitære møgunger og lader sig pode af deres kræsenhed.

No fucking way, siger jeg bare. Der blev også snakket om, at det jo er et arrangement, man kan køre i mange år frem til børnene bliver store. Jeg flår mig i garnet og råber og skriger af frustration, det er jeg nødt til. Faktisk kaster jeg også lidt op. Og håber, at stænkene når hen og besudle Alfamors Nine Westh-støvler på det mest absurde og afskyvækkende plan. Nuvel, for lige at få det på det rene, går Alfamor ikke med den slags støvler. Og for det andet har hun ikke endnu været nok fremme i skoene til, at der er grund til at reagere. Men bare tanken… den giver mig lange hår på ryggen – og var jeg en mand, havde jeg sgu spontant fået små dadler.

Så totalt dejlig

Skrevet af Hende selv kl. 20:02 | Billeder,Shopaholic

Nejnejnejnej og atter nej. Jeg har gjort det igen. Jeg kan ikke dy mig. Nu har jeg sgu også købt sådan én. Det var den dér hat, jeg slet ikke kunne stå for. Jeg har altid elsket hatte, og før i tiden ærgrede jeg mig over, at der ikke var nogen lejligheder til at smide en hat på hovedet. Det er ikke længere et problem eller en ærgrelse. Hvis jeg vil have hat på, så tager jeg en hat på – og nu har jeg fået en fin ny én med blomst på. Så nu kan jeg føre mig frem sådan lidt semi-halvfjerdseragtigt. Jeg mangler bare ponchoen og Sancho-støvlerne. Det sidste kan der blive rådet bod på, næste gang jeg kommer forbi “adressen”… men.. se nu bare den fine hat…

Jeg er altså bare vild med bæstet! Og jeg er næsten – men kun næsten – overbevist om, at Yngste vil plage på sine grædende knæ, indtil jeg går med til at købe en til hende også. Det kræver så bare lidt arbejde… den skal en tur i vaskemaskinen på 60 grader, så ulden kan krympe ind. Og så må Yngste pænt paradere rundt med den våde, slatne – og formentligt stinkende (stinker våd uld ikke altid af ged, forresten?) på sit syndige hoved. Nå.. det går nu nok. She’s an angel in disguise. Mens moderen er en devil in disguise. Det må ligge i generne.. dybt nede i DNA-parallelsporene…

I øvrigt skal min smukke røv igen under nålen i morgen. Det er tid til B12-stik. Jeg håber ikke lægen besvimer… altså nu er det længe siden, jeg har promeneret i bikini, så man burde faktisk insistere på, at hun tager solbriller på, inden hun fikserer nålen.. pløh… den nål.. den vil jeg ikke tænke på lige nu, vel? Hva’?? Ja, jeg ved godt, jeg er pivet!

Frem »