Title

29. oktober 2009

Autentisk italianosauce, I bet

Skrevet af Hende selv kl. 10:00 | Kokkerier,Opskrifter

Det var så lige i går, jeg blev bidt af en gal kok… Fra ikke at ane, hvad aftenens kødgryder skulle byde på, var jeg snart i fuldt sving med at lave min helt egen lækre italienske bolognesesauce. Mums, hvor blev det godt. Og for en gangs skyld fik jeg sgi også, til en forandring, taget et billede af resultatet… inden jeg åd det.

Først hakke løg og hvidløg fint og svitse i en blanding af olie og smør i gryden. Salvie og rigeligt oregano blev nulret i med nænsom hånd og stegte med. I øvrigt duftede det vidunderligt! Kødet (3-7% hakket oksekød) kom i og blev stegt med. Så var der også en lille dåse koncentereret tomatpuré, der fandt vej ned i gryden. En stor havde været for tasty, trods alt. Til sidst hældte jeg 2 kartoner hakkede tomater i gryden, og glædede mig endnu en gang over, hvor nemt det er med hakkede tomater på karton. Især når man ikke er udstyret med Skipper Skræk-bøffer og kan kvase dåserne sammen, som man bør gøre.

Lækkerheden blev så tilsat yderligere oregano og stod og småsimrede en times tid. Altimens fik jeg kogt pastaskruer og revet frisk parmesan og klippet dejlig, frisk persille. Det så bare supergodt ud, og det er lige før jeg tror på, at det der med udseendet gør forskellen. For Ældste bare åd løs af det, til min store glæde. Og vi er sørme så heldige, at jeg er udstyret med et overdådighedsgen – så der er mad til i aften med… og sikkert også i morgen!

Men i morgen står den på hasselbachkartofler og skinkeschnitzler med bearnaise, hvis ellers jeg må bestemme lidt. Fredag er det ihvertfald snart!!

27. oktober 2009

Pangasius fidus

Skrevet af Hende selv kl. 16:09 | Børn,Det sker,Kokkerier

Så hører man lige en ivrig samtale dernede i køkkenet i morges. Det er ungerne, ja… “Altså mor har forberedt en masse lækkert! Og vi skal også have mors lækre fisk!” siger Ældste og sender et blik til mig. Jeg er sikker på, det er, fordi han gerne vil have, jeg hører det. Dermed må jeg jo unægtelig sætte mere pris på ham, tænker han nok. Men mor er mere speget end som så…

“Jamen er det ikke dejligt, vi skal nemlig have fisk i AFTEN!” siger jeg med mit allermest glade Nallede-ansigtsudtryk (fra det berømte satireprogram på DR2.. med Bruno & den semi-sexgale, uberfjollede Nalle som jeg elsker at hade…). Reaktionen udebliver heller ikke. Der bliver stille. Jeg ser, at Ældste sender lillesøster et øjekast. De ved ikke helt, hvordan de skal reagere. Så er det Yngste “Bæææææævr.. det kan jeg ikke lide!” hyler hun. Totalt kold og rolig siger jeg “Det ved du ikke noget om, du var slet ikke hjemme, da vi fik det sidst!!”. Hæ, så kan hun sgu lære det.

Det er nu sandt nok… vi skal faktisk have fisk i aften. A lá Esther. Men min er altså i form af pangasius-fileter, der lægges i ovnfast fad, smøres med olie, drysses med salt & peber og knust hvidløg. Der dryppes med frisk citronsaft, inden babyspinatblade lægges ud over det hele. Dernæst kommes gedigne klatter af Buko’s den grønne Pikant-ost ud over. Allersidst lægges t y n d t-skårne citronskiver ud over. Jeg slutter med endnu en gang salt, peber og lidt timian eller salvie. Alt efter smag. Fadet kommer i varmluftovn i midten med 200 grader på. Der står det og hygger sig op til ½ time, mens kartoflerne koger færdig. Mums, siger jeg bare… mine tænder løber i vand… temmelig meget!

Jeg vil hjem, jeg vil så! Og ikke tænke på i morgen. Der venter lægefruen med vaccinationen, jeg har ladet mig skræmme så meget af den dumme influenza, så… whatever…

25. oktober 2009

Legegrupper… spisegrupper.. min bare r..

Skrevet af Hende selv kl. 21:03 | Brok,Børn

Altså jeg må og skal ud med det… så må dissehersens kokosmakroner vente. Den sidste uges tid har jeg studeret min indbakke med himmelvendte øjne. “I guder… AT voksne(!) mennesker kan bruge SÅ meget tid på at debattere optioner for legegrupper” tænker jeg irriteret. For slet ikke at tale om, at spisegrupper også så småt er ved at komme på tale… RAAHSGU!!! Jeg er ikke hende, den overskudsagtige mor, der har lyst til at lægge hjem til fire unger udover mine egne to med forud fastlagte intervaller. Det giver mig brækfornemmelser, den slags. Og jeg føler ærligt talt, at man forsøger at overskride min privatsfære. Hermed mener jeg, at man forsøger at lægge min helt private tid i skemalagte rammer, hvilket jeg bare ikke kan acceptere.

På børnenes skole er der jo intranet… hvilket nok gælder for de fleste folkeskoler nu til dags. Dette anvendes flittigt, og især i Ældstes klasse er det værktøjet. Jeg kan da godt se, der er en vis nytteværdi ved intra, men på den anden side betyder det også frivillig tvangsindlæggelse til op til flere forskellige begivenheder. Der er for det første hyttetur, men… case is… inden børnene skal på hyttetur sammen – skal forældrene da lige i hytte sammen uden børn, så vi rigtig kan komme hinanden ved.

Gu fanden gider jeg røv. Det er stadig ikke mig, der går i skole. Det er mine børn. Og jeg vil ikke, som i VIL IKKE tvangsindlægges til at udfylde min kostbare fritid som alenemor med tusindvis af mere eller mindre nyttige gøremål. Lad endelig de andre, jojo. Normalt anser jeg mig selv for at være et fornuftsbetonet og tænkende individ, men det er bare lige dét – så snart noget lugter af tvang, er nødt til, må gerne, vil opfordre til… ja så stinker det altså i min næse. Og jeg udvikler mig til en absolut fireårig i trodsalderen. Jeg vil ikke være med.

Så den seneste uge har hammelen været legegrupper. OverskudsSundhedsMor fra klassen har stillet forslag om legegrupper. Det er jo rigtig godt, at de søde små poder virkelig kommer ind under huden på hinanden med legegrupper. Hvor de bliver blandet og skiftes til at få fire fra klassen med hjem. Æhm… dengang jeg var barn, gad jeg altså ikke lege med Keld og Karsten! Og det kunne alverdens legegrupper ikke ændre en tøddel ved. Hvorfor faen kan vores børn ikke få lov til selv at styre, hvem de vil lege med? Jeg spurgte Ældste, som straks sagde nej tak. Og han sagde det rigtig pænt. Begrundelse? Jo, han leger jo med så mange, så han kunne ikke se, hvornår han skulle have tid til legegrupper. Det har han jo også ret i. Alternativt kunne det jo være en option i weekenden, men for lige at skære det ud i pap. Jeg har ikke plads til at have så mange unger i mit hjem. Og jeg gider heller ikke.

Værst er det, at jeg udmærket er klar over berettigelsen i eksistensgrundlag for eventuelle legegrupper. Nu til dags arbejder begge forældre som regel fuldtids, og det kære afkom bliver nurset i forskellige institutioner, SFO’er eller fritidshjem eller noget helt tredie. Altså set gennem mine negative briller, har børnene masser af legekammerater til daglig. Ergo behøver de ikke sidde lårene af hinanden i deres sparsomme fritid også.

For slet ikke at tale om at blive påtvunget selskab, de ikke selv ønsker. Oj, hvor er jeg dog mavesur, det kan jeg udmærket godt høre, men jeg må ærligt indrømme, jeg ER sgu sur over det dér pjat. Og når jeg tænker på, hvor tit Ældste har sagt til mig, at han ikke gad lege med ham sønnen til OverskudsSundhedsMor. “Han er mærkelig og han er kedelig at lege med!” lyder det afvisende, når jeg adspurgt, om jeg vil høre Ældste ad, spørger ham. Derfor er det ret nærliggende at tænke, at hende OverskudsSundhedsMor udelukkende er kommet op med ideen, netop fordi der ikke er nogen, der gider lege med hendes dumme øgleunge!

Ærligt talt? Hvis jeg var barn, gad jeg fanme heller ikke lege med lige netop ham… og heller ikke hvis jeg var en hund, og hun havde bundet et kødben om halsen på øgleungen!!!

Pyh… nu er der ved at være lukket luft nok ud, og jeg vil slå fast, at det da kan være ok med legegrupper, så længe det ikke indebærer, at man tvangsindlægges til noget, man ikke føler for. For er det ikke de der overskudsforældre, der når de yndige poder når 8. klasse, er ved at brække sig af børn og lader dem herse og regere som de vil. For nu er de nemlig kørt træt… af sig selv, og det har de gjort ganske udmærket….

Værsgo’ at stille om, d’herrer & damer

Skrevet af Hende selv kl. 20:43 | Årets gang

Jeg må virkelig have været meget søvnig og indhyllet i agurketåger, denne morgen. Også selv om klokken var kvart i ni. Da jeg kigger over på Big, smiler han og siger “Jeg har stillet uret”. I min omtågede tilstand hører jeg, at han har stillet urene. A hva’… urene.. nåja, hvad fanden. Nu sover jeg lige lidt mere, tænker jeg. Lidt efter vågner jeg imidlertid rigtigt. Og Big siger igen, med et blik til det digitale vækkeur “Ja, jeg stillede jo uret, så klokken er faktisk ni, selv om den nu står på otte”. Jeg giver op og forstår ikke rigtigt, hvad manden snakker om, indtil det rammer mig. Det er jo efterår. Vi er i slutningen af oktober, og så er der jo noget med at stille urene. Og faktisk er det første gang i flere år, den begivenhed således er faldet ud af min bevidsthed. Det var da i går, vi stillede en time frem? Nå, ikke…

Det har jo været en dejlig, typisk efterårsdag. Vi har tilbragt en del tid ved computeren med spil, mest Big – og surfing, mest mig. Sådan set var der ikke noget at beklage, det regnede godt nok. Og dét så meget, at vi blev enige om, at vi snuppede bilen og kørte en lille tur på opsamling. Der skulle nemlig hjemtages mælk, chips og dippulver – så var eftermiddagen reddet. Vi fik også set det dér sted, Big har fået tilbudt. Det bliver spændende, om han får det. Henad eftermiddagen klarede det jo op, og solen stak hovedet frem. Big foreslog en gåtur, og vi sad jo der og genså en god film på DVD’en, så jeg var ikke ligefrem hende, der supermotiveret sprang op og hujede ‘jaaaahhhh’. Øjeblikket efter slog det mig. Hov, det var jo faktisk ideelt at gå en tur, nu hvor solen skinnede dejligt – og lækkert så det også ud. Sådan rent og frisk efter regnvejret. Så ud og gå med os.

Underligt, man kan blive så sløv af en rigtig drøvtyggerdag. Det kan man åbenbart godt, for ærligt indrømmet er jeg temmelig ugidelig i skrivende stund og glæder mig ikke ligefrem til at skulle på arbejde. Vi har endda også nået at få chili, fra i går af. Altså den chili er helt fantastisk, der bliver mad, masser af det til en billig penge. Og det kan varieres i det uendelige. I går og i dag har Big og jeg fået ovnbagt chili med bagte tomater og mozarellaost. Desværre fik jeg ikke taget et billede af det. Faktisk fik jeg derimod taget et billede af den mad, som SmukVeninde fik på restauranten forleden, men jeg nænner ikke at lægge det op. Hm, det er vist tid at rydde op i billedeparken, så jeg kan få lagt billeder op af alle de vanvittigt smukke ting, som faktisk er så gyselige, at de burde sælges på Etsy.com, sammen med alle de andre rædselsfulde og hjemmegjorte se-min-dårlige-smag-ting. Og hey, bare for at understrege – så indbefatter det ikke ting, som jeg har fået af Sus…

Det er tid til kaffe, te og kokosmakroner i uvildig rækkefølge – så afsted med mig!

23. oktober 2009

Infame onkel

Skrevet af Hende selv kl. 19:38 | Sjov

I løbet af ugen var jeg heldig at høre en morsom historie fra AfbalanceretMand. Han fortalte, at et af familiens mindre børn havde haft fødselsdag. Jeg tror nok, der har været tale om en femårsfødselsdag, og da det var den første “halvrunde” (ikke om jeg kan se, der skal gøres gestalter af det…) var hele familien blevet inviteret til at fejre barnet. Deriblandt en “onkel”, der er kendt for at absolut ikke være i besiddelse af børnetække. Nu behøver man jo heller ikke ligefrem være udstyret med børnetække for at deltage, men…

Det havde jo været sådan en hyggelig søndag eftermiddag, mormor og farmor havde stået på tæerne af hinanden for at se, hvilken gave barnet foretrak – selv om det viste sig, at det var selve kassen, indeholdende gaven, der i sidste ende trak mest. Det kan jo ikke undre nogen, men alligevel. Og der var blevet høstet rigtig mange gaver, deriblandt en superfed pistol. Altså den var fra ham den “børneglade onkel”. Og barnet står glad og pakker op og flår i papiret i spænding. Onkel står og snakker med nogen af de andre voksne.

Barn har endelig fået pakket pistol ud og holder den glædesstrålende i vejret. “Seeee! Jeg fik en pistol!!! Fedt!” skingrer han. “Ja, jeg tænkte, du hellere måtte få én, så du kan skyde uhyrerne under din seng, når far og mor har sagt godnat til dig!” kommer det prompte fra onkel. Barns glade smil falmer hurtigere, end man kan nå at slukke lyset – og der lyder et hyl. “Der findes ikke uhyrer, vel mor??” hyler barnet skrækslagent. Moderen benejer og lægger pistolen lidt væk, så den grimme bemærkning kan blive glemt.

Desværre husker børn altså temmelig godt, bedre end man tror. AfbalanceretMand fortæller, at siden den famøse fødselsdag har barnet været hunderæd for, om der er uhyrer under sengen eller inde i skabet og har skullet have lyset tændt om natten… Det er vist ikke planen, at BørnegladOnkel bliver inviteret en anden gang…

22. oktober 2009

Diem Horibilis – på latin

Skrevet af Hende selv kl. 11:39 | Årets gang,Børn,Det sker

Intet mindre. Intet værre den dag. Tirsdag 20. oktober var virkelig, latin eller ej, en ganske horribel dag. Stort set alt gik galt eller gik i vasken. For nu at nævne et enkelt eksempel, jeg fik fræset en alufælg på en kantsten. Og det var ingenlunde min egen alufælg.

Værst af alt, det var Bigs fælg. Sikke noget stinkende kolort altså.

Det startede jo ellers så godt, jeg var den heldige kvinde, der kørte glad og fro i mandens lækre Audi, og da børnene skal køres i skole, tager jeg en kantsten. Og så var humøret ellers lige omkring frysepunktet resten af den eftermiddag, selv om tanken om, at jeg samme aften skulle sidde og goutere mig på lækker med med SmukBlondVeninde fik mig i en kende bedre humør. Og jeg skulle jo forresten også hente min superpimpede bil med ny alufælge på.

Altså skulle dagen jo nok tegne ganske godt. Først skulle jeg i alt fald have fortalt Big om uheldet, og det fik jeg gjort… og øv.. jeg ville virkelig ønske, jeg kunne gøre det ugjort. For real.

Big og jeg var siden ude og hente den superpimpede Golf – og vi var jo totalt begejstrede, begge to. FrankMekaniker satte lige dæk på, mens vi var der, så hatten af for ham. Han er bare sådan en god fyr. Derefter skiltes vi, og det skulle jo være så godt med et enkelt kys, for vi ses jo senere, sagde Big. Det troede vi jo…

Senere mens jeg sidder til middag med SmukBlondVeninde viser det sig, at Ældste er faldet ned fra et legehus på fritten, har brækket armen to steder, de sidder på skadestuen på Hillerød sygehus – og han skal opereres.

Der skal sættes to søm ind i barnets underarm. Den smukke, fine, uspolerede, perfekte underarm. Jeg hyler lidt. Og så kan jeg bare ikke spise mere, så SmukBlondVeninde og jeg aftaler, at vi en anden dag vil gå shopamok på Fisketorvet i stedet for. Og så er jeg på vej til Hillerød sygehus i stedet for at tygge mig gennem den oksemørbrad med Barolo-rødvinssauce, jeg havde bestilt. Heldigvis nåede jeg da hummersuppen, tænker jeg galgenhumoristisk midt i det hele. Ældste er lykkelig for at se mor… selvfølgelig. Aftenen ender med, at jeg har Yngste med hjem i seng, da Eksmand overnatter på sygehuset med Ældste. Det er mest praktisk. Yngste går omkuld og sover, mens mor hærger køleskabet. Jeg fik jo ikke stillet min sult. Jeg fik heller ikke varmet Bigs seng. Og så smager æggenudler med soya altså dejligt dér efter midnat.

Om dagen i går kan siges, at det var endnu en Diem Horibilis. Eksmand mente ikke, jeg behøvede være der, han skulle nok informere, når operation var overstået. Not! Jeg var derfor på sygehuset hele dagen, og jeg undrer mig over, hvorfor man som “biperson” på et sygehus bliver så usigeligt søvnig. Heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok den morgen til at stikke en termokande te samt en tyk bog i tasken. Det var guld værd, mens vi ventede i opvågningen, og generelt dagen gennem.

Eksmand stod bare og “stod”. Som en eller anden slags overflødigt appendix. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han er lidt underlig. Det har han altid været. Jeg kan ikke sætte en finger på graden af underlighed, men den ér der, som et irriterende incitament hele dagen. Ældste ville have mor med ind, da han skulle lægges i narkose. Og mor var også god at have, da han igen så dagens lys. Og da han skulle i røntgen. Jo, det var vist godt med mor ved hånden.

Der ér altså et eller andet med mødre… de kan være supergode, men samtidig kan de også være en pain in the ass. Men… tbh kan vi ikke alle dét?

19. oktober 2009

Klar til angreb

Skrevet af Hende selv kl. 13:39 | Det sker

Det var her i lørdags, og jeg er i gang i køkkenet og svinger flittigt med potter og pander. Der skal jo lidt lækkert på bordet, dels fordi det er lørdag – og dels fordi Big spiser med. I den lille kasserolle er jeg ved at lave en sauce, der gerne skulle smage lidt spændende, så jeg får lige åbnet skabsdøren. Altså.. krydderiskabet… og så sker det!

Jeg ved ikke, hvem der bliver mest forskrækket. Mig eller dén. Dér sidder den ihvertfald, med to stive øjne på stilke og dirrer over hele sin store krop og de lange behårede ben. Fy for den lede, farer det gennem min hjerne. Det føles, som om der går lang tid, mens vi sådan står og måler hinanden. Pludselig ser det ud, til at krabaten gør ansats til et spring. Jeg forestiller mig, at bæstet vil lande lige i mit ansigt, så højre hånd farer ud og griber havregrynspakken og knalder den én på bærret. Jeg kigger. Hmmm… det ene ben bevæger sig sguda?? Nå, pyt… så får den én til på gadonken, så det gungrer i skabet….

Baaarpppffff… bwadrr…. og dér på bordet ligger der et løsrevet ben i en klat.. ubestemmeligt ækeltvæmmeligt noget, der ser ret slimet og gulbrunt ud. Jeg river karkluden til mig og tørrer heftigt. Det var så det edderkoppemord. Jeg hader dem altså, jeg gør. Og for at det ikke skal være løgn, opdager jeg senere – da jeg skal vise Big, hvordan jeg myrdede bæstet, at havregrynspakken også er indsmurt i edderkoppesnask. Yrkkkkkk…. og de er jo ellers så fredelige.. eller noget.

14. oktober 2009

Så er det snart

Skrevet af Hende selv kl. 10:07 | Det sker

Den står bare på sygdom i det lille hjem… må jeg sande. I weekenden var det mig, der lå underdrejet.. eller skulle man sige SAD underdrejet og studerede fliserne på badeværelset. Jeg tror nok, at Big havde meget ondt af mig. Det er heller ikke sjovt at have ondt i r.., kan jeg hilse at sige.

Så var det Yngste i går, da mormor havde lånt de to. De havde hygget sig på zoologisk museum, sådan cirka lige indtil de var gået i en slags intern minikino derinde. Det var også dér, hvor mormor vendte sig om og konstaterede, at Yngste holdt sig for munden og havde opspilede kinder. Og hvor mormor i en fart måtte fremdrage en plastikpose fra taskens dyb, så Yngste kunne tømmes. Arme barn dog. Dér havde hun siddet med opkast i munden og holdt for… Imponerende, når det endelig er sagt. Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det. Og det var også dagen, hvor der blev kastet op hele tre gange.

Ældste blev ramt af vældige mavekramper, da de kom hjem til mormor. Det var så inden moderen hér bevægede sig fra jobbet og ud til mor. Planen var at spise sammen, alle sammen. Så da jeg arriverede, var min mor travl ved komfuret med maden til hende og undertegnede – mens de to børn bare lå og snorksov. Vi er sikre på, at det var min mors kage. Den havde smagt lidt underligt, blev de enige om. Jeg har nok lignet et spørgsmålstegn, hvorfor så i alverden spise den – sågar tygge den i sig, hvis den smagte underligt? Der er jo en grund, til at vi er udstyret med smagsorganer.

Det hele forsvandt som et lyn fra himmelen, for pludselig var begge børn vågne, morsyge og udstyret med en afsindig appetit. Så i går fik mormor ryddet fadene totalt.

Og forresten har den lækre bil været en tur hos snedkeren igen. Denne gang med “en flap over det der ved styretøjet, der skulle smøres”. Spørg mig ikke, hvad det hedder – og det er ikke kardanakselen. Men smurt blev det, og jeg kunne glad køre hjem igen. Mine alufælge ankommer med aftenlevering i morgen, så nu skal der tages fat i mekanikerFrank. Hurra, forresten!

9. oktober 2009

Efteråret har lavet en sniger

Skrevet af Hende selv kl. 12:40 | Børn,Det sker

Forældremødet her den anden dag var så meget sagt, og skuffet var hvad jeg blev. “Her den første gang, vil vi gerne have, at forældrene fortæller om deres barn”… “Nå” svarede jeg “Jeg mente, at jeg var kommet for at høre, hvordan Yngste befinder sig i skolen?”. Jeg måtte pligtskyldigst servere et par odiøse bemærkninger om, hvordan hun er blevet det pragteksemplar, hun er. Og så mener læreren, at hun er en stille pige, i timerne ialt fald. Hm, det var nu en overraskelse af de gode. Derefter var det sådan set hurtigt overstået, og bagefter hjem og aflægge rapport til eks’en.

Plus informere ham, at han altså for fanden skal overholde børnenes sengetider!

Det er da også utroligt, som hr. Efterår kan snige sig indenoms, uden at man opdager det. Hans ankomst betyder desværre, at jeg skal til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med dæk og fælge. Ikke mindst det sidste. Jeg ved nemlig, at jeg skal have helårsdæk på bilen. Andet kan der ikke blive tale om. Jeg har ikke plads til eller lyst til at skulle skifte dæk hvert ½ år. Dækkene skal jo også være god kvalitet, jeg lurer lidt på Vredenstein-dæk, der er testvinder i månedens Motor. Men.. mindre kunne måske også gøre det. Dækkene jeg havde på DenGamleDame var jo “bare nogen tyske dæk” jeg havde fået billigt.. men de var altså helårs, og holdt fint.

Men fælge, uhaaaa… det er jo noget helt andet.

Nu har jeg jo… endelig… fået min kære bil hjem igen, efter at den har været en tur på skadestuen med en kobling, der så fuldstændig uventet og ganske brutalt afgik ved døden. Heldigvis uden menneskelige skader og inden for garantiperioden, ellers kunne det nok blive dyrt. Som sagt… bilen er lækker, og som sådan så fortjener den også et par lækre fælge. Uh, jo, ingen tvivl om det. Og det skal være alufælge, sagomelme! Men kunne én eller anden dog ikke have fortalt mig, hvor svært det er at bestemme sig. Der er jo også andre faktorer end selve fælgens lækkerhedsfaktor… man jeg er også nødt til at skele en kende til den økonomiske vinkel.

Ikke desto mindre er jeg brændt lidt varm på denne model. Ok sådan rent prismæssigt og så ser de bare liiidt fede ud. Jeg tror sgi, jeg bestiller dem i aften og får en aftale med mekanikerFrank om at montere og balancere bæsterne engang i næste-næste uge. Og hvis jeg nu er rigtig, rigtig sød, kan jeg måske låne Big’s Audi at køre rundt i, mens mekanikerFrank navigerer min bil ud i ny fælge plus dæk.

7. oktober 2009

Shepherds Pie

Skrevet af Hende selv kl. 15:27 | Kokkerier,Opskrifter

Nå, nu er det ikke lige hyrdens Pia, vi skal have gang i på komfuret i aften. Derimod skal vi spise os mætte og sikkert gevaldigt fede i den engelske klassiske ret Shepherd’s Pie. Jeg har forestillet mig at lave den sådan…

Ingredienser
500 g hakket oksekød
2 løg
50 g smør el. margarine
3 fed hvidløg
2 dl bouillon
1 dåse koncentreret tomatpuré (70 g)
1 spsk worchestershiresovs
En sjat rødvin
salt
cayennepeber
timian / frisk rosmarin (her hakkes “nålene”)

Endvidere:
1 kg kartofler
Mælk efter behov (ihvertfald mere end et par deciliter..)
50 g smør
salt peber
100 g revet cheddar/mozarella

Fremgangsmåde :
Pil og hak løgene. Smelt fedtstoffet gyldent og brun kødet heri. Tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med. Tilsæt bouillon, tomatpuré, worchestershiresovs, vineddike, salt cayennepeber og timian og lad blandingen snurre sammen 8-10 min.

Skræl kartoflerne, del dem i mindre stykker og kog dem møre i usaltet vand. Hæld vandet fra og damp dem tørre. Mos kartoflerne og pisk mælk og smør i. Smag til med salt og peber. Tilsæt reven ost. Kom kødblandingen i bunden af et ovnfast fad og dæk med kartoffelmosen. Stil fadet midt i ovnen 35-45 min., ved 200 grader, til retten er gennemvarm og overfladen gylden.

I guder, jeg glæder mig virkelig. Men inden jeg kan begynde at hygge mig med at lave lækker mad, er der lige et forældremøde, der skal overstås. Det gælder Yngste, men jeg kan ikke tro, de har andet end lovprisninger til mig. Umuligt. Og dog… kan det tænkes, hun udviser nogen spændende sider dér i skolen, jeg ikke kender noget til…

Frem »