Title

29. oktober 2009

Autentisk italianosauce, I bet

Skrevet af Hende selv kl. 10:00 | Kokkerier,Opskrifter

Det var så lige i går, jeg blev bidt af en gal kok… Fra ikke at ane, hvad aftenens kødgryder skulle byde på, var jeg snart i fuldt sving med at lave min helt egen lækre italienske bolognesesauce. Mums, hvor blev det godt. Og for en gangs skyld fik jeg sgi også, til en forandring, taget et billede af resultatet… inden jeg åd det.

Først hakke løg og hvidløg fint og svitse i en blanding af olie og smør i gryden. Salvie og rigeligt oregano blev nulret i med nænsom hånd og stegte med. I øvrigt duftede det vidunderligt! Kødet (3-7% hakket oksekød) kom i og blev stegt med. Så var der også en lille dåse koncentereret tomatpuré, der fandt vej ned i gryden. En stor havde været for tasty, trods alt. Til sidst hældte jeg 2 kartoner hakkede tomater i gryden, og glædede mig endnu en gang over, hvor nemt det er med hakkede tomater på karton. Især når man ikke er udstyret med Skipper Skræk-bøffer og kan kvase dåserne sammen, som man bør gøre.

Lækkerheden blev så tilsat yderligere oregano og stod og småsimrede en times tid. Altimens fik jeg kogt pastaskruer og revet frisk parmesan og klippet dejlig, frisk persille. Det så bare supergodt ud, og det er lige før jeg tror på, at det der med udseendet gør forskellen. For Ældste bare åd løs af det, til min store glæde. Og vi er sørme så heldige, at jeg er udstyret med et overdådighedsgen – så der er mad til i aften med… og sikkert også i morgen!

Men i morgen står den på hasselbachkartofler og skinkeschnitzler med bearnaise, hvis ellers jeg må bestemme lidt. Fredag er det ihvertfald snart!!

27. oktober 2009

Pangasius fidus

Skrevet af Hende selv kl. 16:09 | Børn,Det sker,Kokkerier

Så hører man lige en ivrig samtale dernede i køkkenet i morges. Det er ungerne, ja… “Altså mor har forberedt en masse lækkert! Og vi skal også have mors lækre fisk!” siger Ældste og sender et blik til mig. Jeg er sikker på, det er, fordi han gerne vil have, jeg hører det. Dermed må jeg jo unægtelig sætte mere pris på ham, tænker han nok. Men mor er mere speget end som så…

“Jamen er det ikke dejligt, vi skal nemlig have fisk i AFTEN!” siger jeg med mit allermest glade Nallede-ansigtsudtryk (fra det berømte satireprogram på DR2.. med Bruno & den semi-sexgale, uberfjollede Nalle som jeg elsker at hade…). Reaktionen udebliver heller ikke. Der bliver stille. Jeg ser, at Ældste sender lillesøster et øjekast. De ved ikke helt, hvordan de skal reagere. Så er det Yngste “Bæææææævr.. det kan jeg ikke lide!” hyler hun. Totalt kold og rolig siger jeg “Det ved du ikke noget om, du var slet ikke hjemme, da vi fik det sidst!!”. Hæ, så kan hun sgu lære det.

Det er nu sandt nok… vi skal faktisk have fisk i aften. A lá Esther. Men min er altså i form af pangasius-fileter, der lægges i ovnfast fad, smøres med olie, drysses med salt & peber og knust hvidløg. Der dryppes med frisk citronsaft, inden babyspinatblade lægges ud over det hele. Dernæst kommes gedigne klatter af Buko’s den grønne Pikant-ost ud over. Allersidst lægges t y n d t-skårne citronskiver ud over. Jeg slutter med endnu en gang salt, peber og lidt timian eller salvie. Alt efter smag. Fadet kommer i varmluftovn i midten med 200 grader på. Der står det og hygger sig op til ½ time, mens kartoflerne koger færdig. Mums, siger jeg bare… mine tænder løber i vand… temmelig meget!

Jeg vil hjem, jeg vil så! Og ikke tænke på i morgen. Der venter lægefruen med vaccinationen, jeg har ladet mig skræmme så meget af den dumme influenza, så… whatever…

25. oktober 2009

Legegrupper… spisegrupper.. min bare r..

Skrevet af Hende selv kl. 21:03 | Børn,Brok

Altså jeg må og skal ud med det… så må dissehersens kokosmakroner vente. Den sidste uges tid har jeg studeret min indbakke med himmelvendte øjne. “I guder… AT voksne(!) mennesker kan bruge SÅ meget tid på at debattere optioner for legegrupper” tænker jeg irriteret. For slet ikke at tale om, at spisegrupper også så småt er ved at komme på tale… RAAHSGU!!! Jeg er ikke hende, den overskudsagtige mor, der har lyst til at lægge hjem til fire unger udover mine egne to med forud fastlagte intervaller. Det giver mig brækfornemmelser, den slags. Og jeg føler ærligt talt, at man forsøger at overskride min privatsfære. Hermed mener jeg, at man forsøger at lægge min helt private tid i skemalagte rammer, hvilket jeg bare ikke kan acceptere.

På børnenes skole er der jo intranet… hvilket nok gælder for de fleste folkeskoler nu til dags. Dette anvendes flittigt, og især i Ældstes klasse er det værktøjet. Jeg kan da godt se, der er en vis nytteværdi ved intra, men på den anden side betyder det også frivillig tvangsindlæggelse til op til flere forskellige begivenheder. Der er for det første hyttetur, men… case is… inden børnene skal på hyttetur sammen – skal forældrene da lige i hytte sammen uden børn, så vi rigtig kan komme hinanden ved.

Gu fanden gider jeg røv. Det er stadig ikke mig, der går i skole. Det er mine børn. Og jeg vil ikke, som i VIL IKKE tvangsindlægges til at udfylde min kostbare fritid som alenemor med tusindvis af mere eller mindre nyttige gøremål. Lad endelig de andre, jojo. Normalt anser jeg mig selv for at være et fornuftsbetonet og tænkende individ, men det er bare lige dét – så snart noget lugter af tvang, er nødt til, må gerne, vil opfordre til… ja så stinker det altså i min næse. Og jeg udvikler mig til en absolut fireårig i trodsalderen. Jeg vil ikke være med.

Så den seneste uge har hammelen været legegrupper. OverskudsSundhedsMor fra klassen har stillet forslag om legegrupper. Det er jo rigtig godt, at de søde små poder virkelig kommer ind under huden på hinanden med legegrupper. Hvor de bliver blandet og skiftes til at få fire fra klassen med hjem. Æhm… dengang jeg var barn, gad jeg altså ikke lege med Keld og Karsten! Og det kunne alverdens legegrupper ikke ændre en tøddel ved. Hvorfor faen kan vores børn ikke få lov til selv at styre, hvem de vil lege med? Jeg spurgte Ældste, som straks sagde nej tak. Og han sagde det rigtig pænt. Begrundelse? Jo, han leger jo med så mange, så han kunne ikke se, hvornår han skulle have tid til legegrupper. Det har han jo også ret i. Alternativt kunne det jo være en option i weekenden, men for lige at skære det ud i pap. Jeg har ikke plads til at have så mange unger i mit hjem. Og jeg gider heller ikke.

Værst er det, at jeg udmærket er klar over berettigelsen i eksistensgrundlag for eventuelle legegrupper. Nu til dags arbejder begge forældre som regel fuldtids, og det kære afkom bliver nurset i forskellige institutioner, SFO’er eller fritidshjem eller noget helt tredie. Altså set gennem mine negative briller, har børnene masser af legekammerater til daglig. Ergo behøver de ikke sidde lårene af hinanden i deres sparsomme fritid også.

For slet ikke at tale om at blive påtvunget selskab, de ikke selv ønsker. Oj, hvor er jeg dog mavesur, det kan jeg udmærket godt høre, men jeg må ærligt indrømme, jeg ER sgu sur over det dér pjat. Og når jeg tænker på, hvor tit Ældste har sagt til mig, at han ikke gad lege med ham sønnen til OverskudsSundhedsMor. “Han er mærkelig og han er kedelig at lege med!” lyder det afvisende, når jeg adspurgt, om jeg vil høre Ældste ad, spørger ham. Derfor er det ret nærliggende at tænke, at hende OverskudsSundhedsMor udelukkende er kommet op med ideen, netop fordi der ikke er nogen, der gider lege med hendes dumme øgleunge!

Ærligt talt? Hvis jeg var barn, gad jeg fanme heller ikke lege med lige netop ham… og heller ikke hvis jeg var en hund, og hun havde bundet et kødben om halsen på øgleungen!!!

Pyh… nu er der ved at være lukket luft nok ud, og jeg vil slå fast, at det da kan være ok med legegrupper, så længe det ikke indebærer, at man tvangsindlægges til noget, man ikke føler for. For er det ikke de der overskudsforældre, der når de yndige poder når 8. klasse, er ved at brække sig af børn og lader dem herse og regere som de vil. For nu er de nemlig kørt træt… af sig selv, og det har de gjort ganske udmærket….

23. oktober 2009

Infame onkel

Skrevet af Hende selv kl. 19:38 | Sjov

I løbet af ugen var jeg heldig at høre en morsom historie fra AfbalanceretMand. Han fortalte, at et af familiens mindre børn havde haft fødselsdag. Jeg tror nok, der har været tale om en femårsfødselsdag, og da det var den første “halvrunde” (ikke om jeg kan se, der skal gøres gestalter af det…) var hele familien blevet inviteret til at fejre barnet. Deriblandt en “onkel”, der er kendt for at absolut ikke være i besiddelse af børnetække. Nu behøver man jo heller ikke ligefrem være udstyret med børnetække for at deltage, men…

Det havde jo været sådan en hyggelig søndag eftermiddag, mormor og farmor havde stået på tæerne af hinanden for at se, hvilken gave barnet foretrak – selv om det viste sig, at det var selve kassen, indeholdende gaven, der i sidste ende trak mest. Det kan jo ikke undre nogen, men alligevel. Og der var blevet høstet rigtig mange gaver, deriblandt en superfed pistol. Altså den var fra ham den “børneglade onkel”. Og barnet står glad og pakker op og flår i papiret i spænding. Onkel står og snakker med nogen af de andre voksne.

Barn har endelig fået pakket pistol ud og holder den glædesstrålende i vejret. “Seeee! Jeg fik en pistol!!! Fedt!” skingrer han. “Ja, jeg tænkte, du hellere måtte få én, så du kan skyde uhyrerne under din seng, når far og mor har sagt godnat til dig!” kommer det prompte fra onkel. Barns glade smil falmer hurtigere, end man kan nå at slukke lyset – og der lyder et hyl. “Der findes ikke uhyrer, vel mor??” hyler barnet skrækslagent. Moderen benejer og lægger pistolen lidt væk, så den grimme bemærkning kan blive glemt.

Desværre husker børn altså temmelig godt, bedre end man tror. AfbalanceretMand fortæller, at siden den famøse fødselsdag har barnet været hunderæd for, om der er uhyrer under sengen eller inde i skabet og har skullet have lyset tændt om natten… Det er vist ikke planen, at BørnegladOnkel bliver inviteret en anden gang…

7. oktober 2009

Shepherds Pie

Skrevet af Hende selv kl. 15:27 | Kokkerier,Opskrifter

Nå, nu er det ikke lige hyrdens Pia, vi skal have gang i på komfuret i aften. Derimod skal vi spise os mætte og sikkert gevaldigt fede i den engelske klassiske ret Shepherd’s Pie. Jeg har forestillet mig at lave den sådan…

Ingredienser
500 g hakket oksekød
2 løg
50 g smør el. margarine
3 fed hvidløg
2 dl bouillon
1 dåse koncentreret tomatpuré (70 g)
1 spsk worchestershiresovs
En sjat rødvin
salt
cayennepeber
timian / frisk rosmarin (her hakkes “nålene”)

Endvidere:
1 kg kartofler
Mælk efter behov (ihvertfald mere end et par deciliter..)
50 g smør
salt peber
100 g revet cheddar/mozarella

Fremgangsmåde :
Pil og hak løgene. Smelt fedtstoffet gyldent og brun kødet heri. Tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med. Tilsæt bouillon, tomatpuré, worchestershiresovs, vineddike, salt cayennepeber og timian og lad blandingen snurre sammen 8-10 min.

Skræl kartoflerne, del dem i mindre stykker og kog dem møre i usaltet vand. Hæld vandet fra og damp dem tørre. Mos kartoflerne og pisk mælk og smør i. Smag til med salt og peber. Tilsæt reven ost. Kom kødblandingen i bunden af et ovnfast fad og dæk med kartoffelmosen. Stil fadet midt i ovnen 35-45 min., ved 200 grader, til retten er gennemvarm og overfladen gylden.

I guder, jeg glæder mig virkelig. Men inden jeg kan begynde at hygge mig med at lave lækker mad, er der lige et forældremøde, der skal overstås. Det gælder Yngste, men jeg kan ikke tro, de har andet end lovprisninger til mig. Umuligt. Og dog… kan det tænkes, hun udviser nogen spændende sider dér i skolen, jeg ikke kender noget til…

3. oktober 2009

Sikke da en overraskelse!

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Årets gang,Børn,Venner

Altså, fra tid til anden bliver man jeg totalt overvældet. Det skete også for nogle dage siden. I min postkasse lå der en pakke, sådan en fin lille firkantet én af slagsen. Ikke helt flad, blød og spændende, var den. Jeg havde bare nul idé om, hvad det mon kunne være. Havde jeg bestilt noget på nettet? Næ… og jeg var helt sikker på, at jeg heller ikke havde shoppet på TrendSales, så det kunne det ikke være. Så er det jo, jeg kigger på afsenderen. Wooot. Hun gjorde det sgu!!!! Nu ved jeg godt, hvad det er. Jeg står og smiler huldsaligt og glad med pakken i hånden.

Forleden – eller en gang i forrige uge – sad jeg og hyggesnakkede med Sus, og vi diskuterede køkkenindretning. Og vi var bare så enige om, at der må farver til. Sus fortalte, at hun da selv laver sine viskestykker, småhåndklæder og den slags. Hun strikker dem. Og så sagde hun, bare sådan lige “Jeg kan jo lave nogen til dig – jeg har vist noget pink garn?” “Jamen, det ville jeg blive mægtig glad for”. Og derefter skete der alt muligt, som der jo gerne gør, hulter til bulter – og jeg fik ikke tænkt ret meget over noget.

Men… det gjorde Sus. For i pakken lå der de allerfineste, sødeste og lækreste grydelapper, et lille håndklæde samt en karklud. Fantaaastisk, tænkte jeg. Altsammen i de skønneste pink farver. Jeg var ellevild med det, lige fra første øjekast. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke hende.

Jeg blev bare så rørt og taknemmelig over, at der derovre i Horsens sidder denneher varmhjertede og betænksomme kvinde, der betænkte mig med en sådan gave. Altså, jeg synes, det er helt utroligt – og der kommer også et billede op af gaven, så snart jeg har fået ladt batterierne til cam’et op. For foreviges det skal det sgu! Tusinde, tusinde tak for den, Sus, jeg er vild med gaven. Og Yngste var skam behørigt imponeret. “Hun strikker sguda flot, hende der Sus!” kom det bramfrit fra den lille dame.

I øvrigt er hun ikke helt tabt bag af en vogn…. Vi stod nede på posthuset, og jeg sendte hende over at kigge på postkort, da jeg skulle snige mig til at købe en gave til barnet. Hun fylder jo snart seks, og så mens jeg står og betaler, efter at have stoppet gaven ned i min store håndtaske er det, at det sker…

“Moooaar.. se lige her… baarpffff-bwadr hvor klamt… PATTER!!” hviner pigebarnet og vifter med et kort. Både jeg og kassedamen kigger lidt på hinanden og ryster på hovedet. Så råber Yngste igen “Mænd skal da ikke have patter, adwrrrk hvor uuuulækkert!”. Denne gang kigger vi begge to ned på hende, og hun står og vifter med et af de der kendte kulørte kort med 4 “lækre unge fyre, hårdt bodypumpet – der står og viser biceps frem iført verdens mindste og ikke-særlig-dækkende-underdrenge”. Behøver jeg sige, at der lød et tostemmigt latterbrøl. Og dem der stod rundt omkring trak kraftigt på smilebåndet over dettehersens pigebarn.