Title

3. september 2009

Det er faux pas

Skrevet af Hende selv kl. 23:13 | Børn,Det sker

“Fair nok”, sagde jeg. “Hvis det var så sjovt og du er så glad for det, jamen så for mig gerne. Så vil du altså gerne gå til det?”. Jeg kiggede intenst på ham. Ledte desperat efter et gran af tvivl i knægtens øjne. Uden held. Det småregnede lidt, og det var halvkøligt – jeg gad vide, om han frøs med de bare ben. Det så ikke sådan ud, ihvertfald. “Jeg vil altså rigtig gerne, mor!” sagde han, med eftertryk. “Mmmm… men… du skal altså spille uanset vejret. Om det så regner, sner eller er frostvejr… kort sagt ALT slags vejr!” sagde jeg, og var helt sikker på, at nu ville knægten heeelt sikkert trække i land. Jeg blev skuffet, gjorde jeg. “Fint nok…” nikkede han og stak hænderne i lommerne på shortsene “… så tager jeg bare en jakke på!”.

Okay, jeg indser, jeg er slået. Noget så gevaldigt. Jeg, den uvæltelige mastodont, er lagt ned. Nogen har spist mit ben, så jeg vælter på det. Kan ikke stå fast længere. Jeg er knægtet af min egen knægt. Godt så. Han har sådan cirka for første gang ualmindeligt bevidst sat sin vilje gennem. Han vil gå til fodbold. Så… det skal han selvfølgelig. Om det så er nok så meget faux pas…

Der er blevet indkøbt nogen uberlækre fodboldstøvler. Og skenbinner… nej, benskinner – så de små tynde stikkelsbærstankelben ikke knækker ved et velrettet spark. Og tykke, kraftige blå fodboldstrømper. Det var dog hulans, så meget udstyr, der skal til. Okay, jeg indrømmer, det har sine fordele. Knægten er så glad for sin ny sport, og han har allerede planlagt sin lørdag. “Jeg skal være frisk på lørdag, for vi skal spille kamp” siger han og hiver op i buksen. “Nå.. det har jeg nu ikke hørt noget om!” siger jeg. Jeg ved godt, jeg er strid, men jeg siger det alligevel. “Altså… du er godt klar over, at mor ikke kan sidde og overvære den dér kamp, ikke?” spørger jeg og ved godt, at han godt ved det. Han siger, at det har han overhovedet ikke forventet, og et blik i bakspejlet afslører, at knægten himler med øjnene. Jeg vidste det… Desuden er det rigtigt, jeg ikke kan overvære kampen, for der kommer nemlig én nede fra Roskilde af, som skal hente Yngstes cykel, som jeg har solgt.

Vi har været hos en rigtig dygtig øjenlæge i dag. Yngste var til sundhedsplejerske i går. “Jeg er ikke sikker på, at hun ser særlíg godt med venstre øje! Jeg vil anbefale dig at ringe til Rud Andersen og lade ham kigge på hendes øjne!” sagde hun. I dag parerede jeg så ordre og ringede til Rud Andersen. “Ja, vi har en tid i februar 2010…”. “Nej tak, det kan jeg virkelig ikke vente på… men farvel igen så”. Helt ærligt. Februar næste år? Nej, fanme nej. Så jeg googlede øjenlæger. Og fandt Tom Christensen fra Hillerød. Og hvilken behagelig oplevelse – her var åben børnekonsultation om torsdagen. Hvilket held, det lige var en torsdag, jeg havde fået ringet til ham. Og tøsens øjne fejler ikke en fløjtende fis. Heller ikke knægtens. For han blev også checket, nu vi var der. Og vi havde faktisk været inde hos SynOptik for at prøve børnebriller. Tøsen var vist nok helt skuffet, fordi hun havde en spirende drøm om at se lidt semi-intellektuel ud med de dér lyseblå briller med titaniumstel. Det var lidt spøjst.