Mor er fattig… eller det bliver hun snart, ihvertfald. Hvis det fortsætter pÃ¥ den mÃ¥de, sÃ¥ mÃ¥ jeg nok til at lede efter et ekstrajob. Just kidding, men det er saftsuseme dyrt at have børn sÃ¥dan rent periodisk set. Bare i dag har jeg købt tøj for lidt over 600 kr til de smÃ¥ satan’er, men sÃ¥ har de vist ogsÃ¥ til vinteren over. Der mangler kun et par lette striktrøjer, medmindre jeg da selv springer ud i det. Det antager jeg nu ikke for værende særlig sandsynligt. Jeg gider ikke. Virkelig. Heller ikke selv om jeg elsker, nÃ¥r andre roser mine frembringelser. SÃ¥ meget sucker jeg heller ikke for det.

Bedstevennen og jeg diskuterede børnevinterbeklædning. Huii et langt ord. Men det er også til at få sig en pukkel over. Jeg sad og blev helt bleg, da det dæmrede for mig, hvor langt bagud, jeg var. Han havde skam allerede anskaffet vinterstøvler og en masse tøj til datteren. Ja, det gik jo hverken værre eller bedre end at jeg styrtede ud og shoppede tøj til ungerne bagefter. Og jeg kan kun anbefale det, for gud hvor var der meget for få penge.

Nuvel, der er indkøbt tøj, ja sÃ¥ mangler vi jo bare sko, tænkte jeg lettet. Det var lige, da vi arriverede nede pÃ¥ Bytorvet. Eller ahem… skoene, er det nok nærmere. I flertal that’ll be. For naturligvis skal hver unge have et par sko, samt et par vinterstøvler. Andet gÃ¥r jo ikke an. Det er vist første gang nogen sinde, jeg har indkøbt vinterudstyr i september mÃ¥ned, omend det vist er sidste udkald. I morgen er oktober arriveret, og bladene daler stille ned om ørerne pÃ¥ mig oppe fra højderne af. Der var ikke andet at gøre end at slæbe børnene med ind i Lyon sko, selv om jeg havde en eller anden udefinerbar, teoretisk plan om, at Kvickly jo kunne være leverandør til sko.

Sådan set lidt i lyset af mit sparsommelighedsgen, der pludselig poppede op, efter at have fyret penge af på tøj. Og det var mine alufælge. Suk. Og det var mine gummimåtter. Ja, så børnene ikke sviner omme på bagsædet. Endnu mere suk. Og mine Bumper støvler. Ikke noget suk af den grund. Nu har jeg endelig indset, at jeg ikke skal gå i Bumpers. De klæder ikke mine fødder, basta og slut med det! Husk det så!

Imidlertid blev Lyon sko den heldige modtager af dankortet. Det lykkedes saftsuseme at finde et par sko til hver af ungerne, kunne det være bedre. Og de sko til Ældste er sådan tømret sammen, at de næsten også kan bruges som vinterfodtøj, alt efter vejrliget. Det bliver spændende.

Til gengæld har jeg solgt mine går-over-lår-støvler. Der var et eller andet med længden på støvlen og min egen højde, der ikke rimede. Og så kan jeg hilse at sige, at de er svinevarme. Mine ben var nærmest opsvulmede af lutter hedebølger, når man flåede dem ud af støvlerne. Desuden har jeg været heldig at score en fancy nederdel fra Modström, moderigtigt grafisk design i sort/hvidt. Den var i det mindste billig. Billigere end noget af det til børnene. Jeg er helt sikker på, at Big bliver vild med den. Altså når jeg har den på, eller det håber jeg i alt fald, han gør.

Ældste skal pÃ¥ skovtur med klassen i dag tirsdag. Well, sÃ¥ var det jo heldigt, jeg i gÃ¥r havde købt ind til de store sandwiches, han fÃ¥r med fra tid til anden. Og ungerne synes, det er sjovt at være med til at lave – og ogsÃ¥ Yngste, der skal have “special-brød” fik sin egen sandwich. Hun bliver ikke snydt!

Det mest morsomme ved de dér hersens sandwiches er, at BonusSøn blev temmelig lækkersulten af at høre, hvad Ældste havde fÃ¥et med. Det var her i sidste uge, da jeg sad og snakkede med ham, og det var endda efter aftensmaden – sÃ¥ det har Ã¥benbart været en ret fristende tanke. For nu er Big nemlig ogsÃ¥ kommet pÃ¥ sandwich-vognen, hehe.

Det lyder mÃ¥ske svært – men det er i virkeligheden sÃ¥ nemt, og faktisk er det lige før jeg foretrækker at lave sandwiches, frem for at smøre en røvkedelig leverklapper. Lyder det mÃ¥ske ikke mums med sÃ¥dan et ciabatta grovflute skÃ¥ret halvt gennem, smurt med hvidløgsdressing, salatblade af iceberg, tomat, tunsalat og lidt mere hvidløgsdressing plus agurk. Yep, hvidløgsdressingen er i lighed med tunsalaten sÃ¥ aldeles hjemmegjort.

Heya, det er da lækkert? Og til ego og Big bliver ciabatta’en som regel smurt med pesto – og der ryger ogsÃ¥ gerne lidt jalapenos i. Med parmaskinke, tomater og ost. Lige sÃ¥ mundvandet stiger faretruende.

Damn, jeg kan mærke, jeg sidder og bliver sulten ved tanken. Æv, hvorfor fik jeg ikke ogsÃ¥ den gode idé at tage én med til mig selv. I stedet kan jeg sidde her og have ondt af mig selv, fordi min hals er som fyldt med glasskÃ¥r eller noget. Bare lad være med at synke, siger jeg til mig selv… og synker lydeligt. Det gør altsÃ¥ ondt, men hvis jeg er heldig – udvikler det sig ikke. Der er bare sÃ¥ frygteligt mange, der er fraværende pÃ¥ grund af sygdom. Og jeg har ingen intentioner om at joine dén klub, hvis ellers jeg kan blive fri! Det er ogsÃ¥ i dag, diminutiv-kuren er startet… ja, hvor meget tyndere jeg bliver, vides ikke.

Big kommer pÃ¥ fredag, og der plejer vi at hygge os over al mÃ¥de – og desuden laver han nougatlagkage til os pÃ¥ søndag… men det er i orden, for han har fødselsdag. Huiii, jeg skal have fundet en fin dims til ham – selv om jeg allerede er med i én sammen med Svire’mor. Men.. det kan jo være fra børnene, de skal jo ikke glemmes.

- og sÃ¥ er det ikke engang rosenrødt, vel… for det viste sig, at Ældstes sko er for smÃ¥. Fek, sÃ¥ føler man sig sgi virkelig duelig som mor. Jeg mÃ¥ hellere indkalde min fru moder til lidt sko-recruiting. Begge børn skal have en art sko og sÃ¥ vinterstøvler. Og suk… det var de alufælge!! Fandens ogsÃ¥!

Ja, det var jo altsÃ¥ bare dagen i dag, jeg har gÃ¥et og ventet sÃ¥ tÃ¥lmodigt pÃ¥, skulle blive overstÃ¥et… for det var i dag, Big og jeg kunne drøne til Helsinge og hente min nye bil. Uuuuh, det var lidt som at være et barn juleaften igen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte, da vi kørte hen mod autoforhandleren, og Big sagde “Den stÃ¥r dér” og pegede. Jeg kiggede. Og kunne faktisk ikke sÃ¥dan heeelt tro pÃ¥, at det virkelig var min bil, den dér fede lille Golf. Men det er det jo. Og uha, sÃ¥ skulle jeg jo ikke køre den hjem derfra, vel. For jeg elsker jo at snakke, og det er lidt umuligt at snakke, nÃ¥r man skal køre og høre pÃ¥ en gang. Jeg er jo af naturlige Ã¥rsager nødt til at tilkaste personen ved siden af adskillige blikke under samtalen. Og Big skulle nødig have overanstrengt stemmebÃ¥ndene af at rÃ¥be “Hold blikket pÃ¥ vejen!”, hehe.

SÃ¥ det blev Big der førte bilen hjem, alt i mens jeg pludrede begejstret løs om bilens lækkerhed. For lækker, dét er den sgi. Det er noget helt andet, ja. Polstrede døre, hvor der er “fyld” i, nÃ¥r man smækker døren… altsÃ¥ et blødt dæmpet og tungt bump. Ikke den der “lette klak-lyd” som pÃ¥ en bil, der som min den gamle var et godt stykke oppe i Ã¥rene.

Vi blev ogsÃ¥ lige nødt til at fejre det med en ordentlig portion Korma nede fra inderen, og det var ogsÃ¥ her, jeg for første gang skulle bakke selv. Det var da nær gÃ¥et galt, og det krævede lige lidt analyse af, hvordan man mon skulle trykke gearet ned og frem i stedet for til højre og bagud. Jo, jeg ér vist for vant til Toyota, sandt at sige har jeg aldrig kørt en tysk bil før – men det kommer jeg til at blive temmelig god til gennem de næste par Ã¥r. Og jeg glæder mig. Det føles endnu ikke, som om bilen er min. Jeg føler lidt, at den kun er til lÃ¥ns. At det er en, jeg har – mens den anden fÃ¥r lavet et eller andet. Og sÃ¥ nÃ¥r jeg fÃ¥r den anden igen, sÃ¥ var det en sjov oplevelse. Men nej. Ikke denne gang. Det er alvor. Jeg har virkelig skiftet bil. Og ærligt talt var det næsten helt vemodigt at stige ud af den gamle dame og klappe den en sidste gang pÃ¥ panelet, inden vi lÃ¥ste af og afleverede nøglen.

Lige nu? Da er jeg temmelig mæt og fed og oppustet, ikke om jeg fatter, hvad de stopper i den Korma, men mætte – det gør den. Det er faktisk temmelig vildt, nÃ¥r man tænker pÃ¥, at det er ret smÃ¥ portioner, man sÃ¥dan fÃ¥r. Vi nÃ¥ede ogsÃ¥ lige en tur i Kvickly og fandt den lækreste flaske Amarone – med en super twist af vanille. Den smager bare uhyrligt godt, og sÃ¥ endda kun til 90 kroner. Vi blev enige om, at det var meget længe siden , vi havde fÃ¥et sÃ¥dan en lækker mundsmag.

De ER børn… og skal hverken styles, sminkes eller noget som helst. Allerhøjst skal de tørres omkring munden!

“Jeg glæder mig sÃ¥dan, til jeg bliver stor” siger hun og putter sig ind til mig. Jeg kigger pÃ¥ de smÃ¥ bløde, stadig let babybuttede fingre og sukker. “Du skal ikke have sÃ¥ travlt… ” siger jeg. “Det er IKKE sjovt at være stor. Alle forventer noget af dig, og du skal hele tiden beslutte noget og gøre noget. Nyd dog at være en lille pige, det er rigtig dejligt”. “Nej men jeg vil sÃ¥ gerne være stor!” siger hun og nikker bestemt. Det er lige før, jeg tager mig til hovedet.

Onsdag så Big og jeg faktisk et seriøst tv-program. Om det problem, der reelt består i, at børn vil være voksne. At børn bliver ældre yngre. Det er bare forfærdeligt synd, og jeg kan slet ikke forlige mig med, at Tweens nu er børn helt ned til 6-årsalderen. Altså, min dejlige unge er ikke nogen Tween, om hun nok så meget bliver seks år, snart. Nåjah, de sagde forresten, helt ned til 4-årsalderen.

Det er desværre rigtigt nok… Ã¥benbart. Det ramte mig nemlig i panden som en forhammer, i gÃ¥r da Yngste og jeg hyggeputtede i sofaen. Jeg med en bog, hun med at rÃ¥be “Moooooarrrrr… detønskerjegmigdetder” indimellem, nÃ¥r der var reklamer fra Cartoon. Jeg øjede tilfældigvis én. Her var en lille pige, vel omkring de 5 Ã¥r. Iført solbriller, læbestift, neglelak, moderigtig klipning og solbriller – siddende i en lille “flyvemaskine”. Yiiiiiiiikes, min mave krøllede sig i afskyelse. Det kan sgida ikke være meningen.

NÃ¥r børn ikke fÃ¥r lov at være børn, nÃ¥r de ikke fÃ¥r lov at udvikle sig frit i leg frem for at være parkeret foran en skærm pÃ¥klistret et par store hovedtelefoner – sÃ¥ kan ingen fornuftige da undre sig over, at de ender som forstyrrede voksne med adskillige former for adfærdsproblemer og vanskeligheder med at tilpasse sig socialt og fungere i et samfund, der desværre ogsÃ¥ indsnævrer sig i takt med populationens degenering. Jeg ved ikke helt, hvor det er, det svipser.

Nåårh, det gør ikke noget, de spiller lidt. Det er desuden ogsÃ¥ sÃ¥ nemt, sÃ¥ kan jeg ogsÃ¥ slappe af og behøver ikke være “pÃ¥” hele tiden.

Han er s̴ rolig, n̴r de f̴r lov at spille Рog s̴ er der fred til at lave mad.

Når han spiller, sover han så godt. Ja, det bliver lidt sent indimellem, men det gør ikke noget. Så er han også træt næste aften, dejligt ikke?

To be honest? Det er da forfærdeligt? Gider de ikke deres børn? Hvis det var sagt med en humoristisk undertone, sÃ¥ okay, meget morsomt. Men… her er det AlfaMor og AlfaFar, begge travle og fuldtidsarbejdende, familien tæller tre børn, mor og far. Prioriteten hedder arbejde, ro&fred, afslapning og til sidst børn. Eller ogsÃ¥ er det HippieMor og VattetFar. Familien tæller to børn. Yngste har AHDH, og ja det kræver sit. Manden gider ikke rigtig. Det var heller ikke ham, der ville have børnene. Alligevel?

Jeg sidder her den anden dag sammen med UdkørtVeninde og snakker over en kande kaffe. UdkørtVenindes søn kommer for gud ved hvilken gang og plager. “MÃ¥ vi ikke snart spille!!?” rÃ¥ber han. UdkørtVeninde er dødtræt af at høre pÃ¥ det og siger “Du mÃ¥ spørge T’s mor, hvis hun siger ja, er det ok”. Er det ogsÃ¥ ok at tørre ansvaret af pÃ¥ mig? Der for en djævel i mig, og jeg mærkede de smÃ¥ horn, da jeg sagde “Nej selvfølgelig mÃ¥ I ikke spille.. I kan gÃ¥ ud og lege, kan I!”. En time senere havde drengene alligevel fÃ¥et lov at spille, og sad som to smÃ¥ robotter med hvert sit sæt hovedtelefoner foran hver sin store skærm. Og sÃ¥ var det, at jeg besluttede, at nu var det tid at finde de hjemlige regioner… Men det var mægtig hyggeligt.

Bedstevennen og jeg havde ogsÃ¥ en mindre diskussion i dag. Jeg mener, det er sÃ¥ hamrende forkert, at smÃ¥ børn bruger sminke, eller i det hele taget fÃ¥r adgang til sminke. Yngste fÃ¥r ikke lov til at fÃ¥ sminke pÃ¥, det længste jeg nogensinde er gÃ¥et er, at hun har prøvet min læbestift. Det er nÃ¥r jeg selv, for en sjælden gangs skyld har læbestift pÃ¥. Jeg kan stadig høre min mor, hvis jeg tænker pÃ¥ dengang jeg var teenager. Det var dengang, hvor man først var teenager, nÃ¥r man fyldte 13 Ã¥r. ThirTEEN… det første af TEENs.

“Du fÃ¥r altsÃ¥ rynker tidligt af at bruge sminke!” sagde min mor. Og hun sagde ogsÃ¥ mange andre ting. Nu var jeg heller ikke selv særlig interesseret i sminke, for jeg var doven – og jeg gad ikke bruge det. For det skulle jo ogsÃ¥ fjernes om aftenen. Og var det mÃ¥ske ikke rigtigt, at man havde dennehersens fine, skære ansigtskulør. Uden at smøre alt muligt ud over. Jojo, sÃ¥ det fik være. Det var Ã¥benbart dengang, og det er Ã¥benbart ogsÃ¥ en mastodontalder siden.

Bedstevennen forklarede, at han ved en ferie med sin niece og datter dÃ¥rligt kunne komme afsted fra hotelværelset, fordi niecen pÃ¥ 13 skulle have mascara pÃ¥. Jeg var ved at dø pÃ¥ stedet og udbrød “For fanden… jeg havde sgu givet tøsen pedalen og bedt hende sætte i gang. Skide da være med den mascara!”. Og for god ordens skyld, tøsen er faktisk først for nylig flyttet til en storby, og herefter er det jo, at sminken for alvor er kommet pÃ¥ banen. Mon det ogsÃ¥ snart er tid prævention? Det er det sikkert.

Øv, og man kunne blive ved, ved og ved. Og det eneste der er at gøre, er at stille sig selv på bagbenene og skue sig selv på hårene og tage stilling til, hvad der er rimeligt. Nåjah, og bevare en fornuftig indstilling, men som jeg sagde til Bedstevennen. Jeg prøver at opdrage mine børn til at blive stærke, selvstændige væsener, der ikke har behov for at tude med de andre ulve for at føle sig accepteret. Jeg har aldrig selv praktiseret denne lidet ædle kunst at hyle med alle de andre. Og det kommer jeg forhåbentligt aldrig til at gøre.

Det kan da umuligt kun være mig, der har denne “forfærdelige” – Ã¥benbart temmelig gammeldags – indstilling til børns ret til at være børn sÃ¥ længe som overhovedet muligt?

Der er stadig liv, omend det pt primært foregÃ¥r ude i den virkelige verden, og er det egentlig ikke ogsÃ¥ dér, man skal være? Det synes jeg ligesom. Der er sket sÃ¥ mange ting, der er købt ny bil. BÃ¥de Big og jeg er hoppet ud i hver sin fede bil, sÃ¥ vi er meget tilfredse. Min fÃ¥r jeg dog først hjem i slutningen af denne uge, sÃ¥ jeg kan godt mærke, jeg vakler lidt mellem at bare nyde dagene – og glæde mig til bilen er klar.

Streng dag i firmaet med mange forskelligartede tasks, og NyskiltKollega beskyldte mig for at ville ødelægge tastaturet. Nu sidder jeg jo også bare og taster hårdt med en irriteret bevægelse. Stort problem, jeg ærgrer mig grusomt over, at jeg er nødt til at sidde og være ekstremt grundig for at finde aben. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor jeg skal kigge. Det er næsten umuligt, og pludselig er det som om, at lydene omkring mig er overmåde forstyrrende og irriterende.

Det var lidt ligesom i går, hvor der var møde på programmet. Møde med falskSmil. Jeg kan altså ikke have det. Det kan jeg bare mærke. Jeg er nødt til at komme ud af det, men det bliver nok meget svært. Jeg gider simpelthen ikke have den opgave, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme uden om det. NyskiltKollega siger, jeg bare skal sige det til chefen, men vi er enige om, at jeg nok ikke vil få det store ud af det. Æv. Så kan det da også være lige meget? Og dog, jeg skal nok få sagt et eller andet. Lige nu går jeg og håber, at chefen siger nej til at overtage projektet. Det gør han nok desværre ikke, men håbet er lysegrønt.

Lige nu er der nu ikke nogen som helst grund til at ærgre sig, jeg er jo heldig, for pokker da. Jeg nyder det rigtigt med Big og BonusSøn. Allerhøjst burde jeg mÃ¥ske smide mig i sofaen med en bog af Douglas Preston og Lincoln Child “Dødebogen”. Og hurra.. nu varer det ikke sÃ¥ mange dage, førend Big og jeg skal hente bil.. jubiiiiiii!!

Jojo, det er en rigtig dejlig lørdag.. en af de gode, hvor man ikke skal noget – og hvor kalenderen runger af tomhed. Jeg har ingen aftaler, men det gør heller ikke noget. Jeg har faktisk rigeligt at se til. Den stÃ¥r nemlig pÃ¥ superhygge med Big. Vi har været en tur i Hillerød, det er jo lidt hyggeligt at trave rundt i Slotsarkaderne – bare man ikke skal gøre det for længe. SÃ¥ er jeg den, der er stÃ¥et af. I dag faldt jeg lidt i med hensyn til shopaholicism. Inde i B-Young faldt jeg over den lækreste strik long-slim cardigan. Den er bare… dejlig. Og det er sÃ¥dan én, man bor i.

Vi møder MandenHest, mens vi gÃ¥r rundt. Han siger ikke sÃ¥ meget, faktisk. I virkeligheden er det Big og jeg, der snakker. Vi fÃ¥r tiden til at gÃ¥ lidt, og jeg tænker, at det er lidt spøjst, som nogen mennesker forandrer sig, og alligevel ikke. MandenHest er den type, der aldrig nogen sinde vil ændre livsstil. Ham, der gÃ¥r alene gennem livet. Jeg spekulerer lidt over, hvor stor sandsynligheden er, for at man møder den rigtige – og eventuelt fÃ¥r børn, efter at man er fyldt 40 Ã¥r. Den er nok ikke særlig stor, selv om jeg da ved, at det forekommer. Big og jeg napper en elefantpik durumrulle pÃ¥ vejen ud af Slotsarkaderne. De laver altsÃ¥ de mest lækre ruller i Andersen burger. Dér ved udgangen af centret, er det.

Føtex er ogsÃ¥ blevet hærget, der er købt ind – vi har lagt kursen efter hyggelørdag. SÃ¥ i aften venter bøffer med bearnaise og kartoffelbÃ¥de plus Big’s specialbønner. For hunne, dem er jeg vild med, og jeg vil gøre meget for at fÃ¥ dem. SÃ¥ er det sagt. Og nu er BonusSøn arriveret.. sÃ¥ endnu mere hygge og afsted fra skærmen nu…

Fredagen er endelig kommet. Det siger Bedstevennen ogsÃ¥. En mail er lige dinget ind fra ham “F*** hvor er det bare dejligt, det er fredag!” stÃ¥r der. Jeg kan ikke lade være med at nikke og være helt enig. Jeg klager heller ikke… kunne det mÃ¥ske være bedre?

Meh, ja mÃ¥ske lidt – jeg er ved at lægge an til en større analyse, men problemet med den slags er, at jeg bliver sÃ¥ usandsynlig søvnig af at sidde og læse alle dokumenterne gennem, med den smÃ¥tgnidrede skrift manualerne fremtræder i. Aben sidder godt nok pÃ¥ skulderen af en eller anden stakkel, deroppe i Norgeslandet. Der parkerede jeg nemlig bæstet i sidste uge, men alligevel skal der ogsÃ¥ lidt benarbejde til her. For aben kommer desværre tilbage igen, og det sker oftest ret uventet, at den ankommer. Det er, nÃ¥r man mærker tyngden pÃ¥ skulderen… sÃ¥ er den arriveret.

Jeg kan ikke helt forstÃ¥, ugen er gÃ¥et sÃ¥ hurtigt som tilfældet er. Det synes, at der er sket sÃ¥ meget. Jeg har blandt andet i lighed med andre, været til frisøren og ladet mig forkæle med varme kopper kaffe – mens Gry gav mit hÃ¥r den sædvanlige kærlige og omsorgsfulde behandling. Det er næsten, men ogsÃ¥ kun næsten lige før jeg bliver addicted til at sidde i massagestolen, nej, det bedste er helt sikkert, nÃ¥r Gry masserer hovedbund til den store guldmedalje. Hun er ualmindelig god til det dér.

Det gÃ¥r op for mig, at jeg faktisk godt kunne klare en sÃ¥dan omgang lige nu… men det er ikke muligt. Øv altsÃ¥, det ville dælme være skønt.

I stedet mÃ¥ jeg kaste mig med ildhu over analysearbejdet. Gad vide, om der ikke er flere overspringshandlinger, jeg lige kunne tage fat pÃ¥… Jeg har indtil videre haft succes med følgende… hentet kaffe, været nede og drøfte lukning af Svede-sag, lukket Svede-sag, været pÃ¥ toilettet, hentet kaffe igen, skrevet dette indlæg, kigget pÃ¥ uret igen… hm.. hente kaffe?

Jeg er bare mere end klar til den weekend, der er lige pÃ¥ trapperne. Og da især ogsÃ¥ hvis jeg tænker pÃ¥, at Big’s ny bil er klar, sÃ¥dan er vi begge temmelig tilfredse. Jeg glæder mig rigtig meget til at se den fine bil igen. Forresten er jeg ret imponeret over den tÃ¥lmodighed, manden har udvist. Vi er jo allesammen godt klar over, at hvis det var mig, der skulle vente “sÃ¥ længe” som en uge ekstra pÃ¥ at fÃ¥ min ny bil, ville jeg garanteret ryge op i det røde felt

Det er igen en af de der dage, hvor der sker noget fra det øjeblik, man træder ind af døren i firmaet. Jeg finder min bærbare frem af dens gemmer. Ikke tale om, at jeg gider slæbe den med hjem, om den er nok så bærbar. Jeg gider ikke arbejde hjemme, efter fyraften. Og det skal jeg heller ikke. For det er sundt, meget sundt at holde fri.

I går var det også sådan en af den slags dage, og efter arbejde skulle jeg i Kvickly. Altså på raid. Eller det vil sige, først måtte jeg en tur i Netto. Kun for at konstatere, at de igen ikke havde fået fyldt lageret op. Der manglede det ene og det andet, så det opgav jeg hurtigt. Det var også godt det samme, for der var en megakø.

Det er der altid ved den kasse, hvor PinligEkspedient sidder. Jeg tror, han har fÃ¥et det job af medlidenhed, for han blev vist nok fyret ovre fra Kvickly. Det forstÃ¥r jeg ogsÃ¥ godt, for han sidder altid og rÃ¥ber højt ved kassen og er enormt langsom. NÃ¥r jeg spørger efter en pose, siger han “En STOR én??” og anlægger en, tror han selv, indsmigrende mine. Han er til grin, er han.

Ovre i Kvickly fik jeg hurtigt alt, hvad jeg skulle have til den chili, jeg skulle lave til aftensmaden (Big havde bestilt den, og jeg var spændt pÃ¥ hvad Bonussønnen mente om den. Iøvrigt kunne han vist rigtig godt lide den. SÃ¥dan sÃ¥ det ud). Da jeg stÃ¥r ovre ved kassen, hører jeg en art hujen. “Heeeeeeeeejjjjjaaa der” skingrer det.

Jeg kigger op og ser HysteriskMor stå og vinke. Jeg kan ikke døje hende. Det kan jeg virkelig ikke. Med sit korte, hårdt permanentede hår og sin evindelige træningsjakke med Oure idrætsklub trykt på, og med skinger stemme og overdreven mimik i ansigtet er hun virkelig belastende selskab. Og desværre er vi naboer. Heldigvis bor hun ikke i min blok, men i den foran i rækkerne. Til gengæld går hun meget op i naboskabet.

Farten sættes op med at fÃ¥ pakket varerne ned i posen, for jeg gider ikke skulle gøre rede for, hvorfor vi ikke “lige kan følges derhen”. Endelig er jeg færdig og suser ud af forretningen med en vinken i retning af HysteriskMor, der ser ud som om, hun skal til at bræge noget. Ovre i bilen Ã¥nder jeg lettet op, og sætter kursen hjemad. Pyha, en dag. SÃ¥dan er der jo sÃ¥ mange af den slags dage.

Derhjemme fÃ¥r jeg en SMS fra EmsigFar, der vil vide om Yngste kan komme og aflevere sin gymnastikpose. Jeg kan ikke lige se, hvorfor den pose ikke kan vente. SÃ¥ vigtig er den vel ikke. Det gÃ¥r op for mig, at det jo er fordi han selvfølgelig ikke gider vaske hÃ¥ndklædet, hun havde med. Jeg svarer, at det er okay, hun kan bare komme, men det skal være nu. SÃ¥ endnu en sms. “Om hun kan fÃ¥ tøj med hjem igen til i næste uge” vil EmsigFar vide. Det kan hun godt, sÃ¥ da barnet dukker op og virker lidt sky, fÃ¥r hun en pose. Mærkeligt nok virker begge børn altid lidt sky, nÃ¥r de er pÃ¥ samvær hos EmsigFar.

Dagen endte dog dejligt med lækker chili til os alle tre, og mig pÃ¥ langs i sofaen med en god bog af Ken Follet – mens Big og Bonussønnen spillede.

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN, STORE DRENG

Nu blev den store knægt endelig otte Ã¥r – han bliver bare større og større, og tiden gÃ¥r derudaf. Det er virkelig en sandhed uden modifikationer, at det er pÃ¥ børnene, vi kan mÃ¥le vores alder. Selv om vi ikke bliver mere end 29 Ã¥r, ihvertfald indeni, kan vi forklare, hvorfor skindet ikke længere er 29 Ã¥r, nÃ¥r man ser pÃ¥ børnene. Der er blevet holdt fødselsdag i gÃ¥r, og knægten var lykkelig til skyerne over gaven fra Big og jeg. Vi gav ham jo dét, han havde gÃ¥et og sukket efter sÃ¥ længe, sÃ¥ længe. Jeg kan ikke tælle de gange, hvor han tÃ¥lmodigt har sukket og har resigneret, nÃ¥r mor har fortalt, at puha – den er fælt dyr og yaddayadda…

Jeg siger bare, han troede ikke sine egne øjne, da han pakkede sit ny NDS op. Og han fik ogsÃ¥ andre dejlige ting, reflekser til sin cykel, Bakugan kugler af sin mormor og lillesøster gav ham “noget til hÃ¥ret”, sÃ¥ nu er han da totalt sej.

Vi skal jo til lægen i dag, da knægten faldt ned fra et træ i forrige uge. Det var vist ikke sÃ¥ slemt, selv om der blev knust nogen tÃ¥rer – og han landede direkte pÃ¥ rumpen, men han klager stadig over smerter i ryggen. Især nÃ¥r han løber, og nogen gange nÃ¥r han gÃ¥r eller ligger. I dag er det sÃ¥ galt, at man ikke kan tage til fodbold, sÃ¥ det var pÃ¥ tide med en tur til lægen for lige at sikre sig, at han ikke har pÃ¥draget sig alvorlige skader. Det tror jeg nu ikke, for det er ret normalt, at man er øm et par uger efter sÃ¥dan et fald.

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN LILLE SKAT

“Fair nok”, sagde jeg. “Hvis det var sÃ¥ sjovt og du er sÃ¥ glad for det, jamen sÃ¥ for mig gerne. SÃ¥ vil du altsÃ¥ gerne gÃ¥ til det?”. Jeg kiggede intenst pÃ¥ ham. Ledte desperat efter et gran af tvivl i knægtens øjne. Uden held. Det smÃ¥regnede lidt, og det var halvkøligt – jeg gad vide, om han frøs med de bare ben. Det sÃ¥ ikke sÃ¥dan ud, ihvertfald. “Jeg vil altsÃ¥ rigtig gerne, mor!” sagde han, med eftertryk. “Mmmm… men… du skal altsÃ¥ spille uanset vejret. Om det sÃ¥ regner, sner eller er frostvejr… kort sagt ALT slags vejr!” sagde jeg, og var helt sikker pÃ¥, at nu ville knægten heeelt sikkert trække i land. Jeg blev skuffet, gjorde jeg. “Fint nok…” nikkede han og stak hænderne i lommerne pÃ¥ shortsene “… sÃ¥ tager jeg bare en jakke pÃ¥!”.

Okay, jeg indser, jeg er slÃ¥et. Noget sÃ¥ gevaldigt. Jeg, den uvæltelige mastodont, er lagt ned. Nogen har spist mit ben, sÃ¥ jeg vælter pÃ¥ det. Kan ikke stÃ¥ fast længere. Jeg er knægtet af min egen knægt. Godt sÃ¥. Han har sÃ¥dan cirka for første gang ualmindeligt bevidst sat sin vilje gennem. Han vil gÃ¥ til fodbold. SÃ¥… det skal han selvfølgelig. Om det sÃ¥ er nok sÃ¥ meget faux pas…

Der er blevet indkøbt nogen uberlækre fodboldstøvler. Og skenbinner… nej, benskinner – sÃ¥ de smÃ¥ tynde stikkelsbærstankelben ikke knækker ved et velrettet spark. Og tykke, kraftige blÃ¥ fodboldstrømper. Det var dog hulans, sÃ¥ meget udstyr, der skal til. Okay, jeg indrømmer, det har sine fordele. Knægten er sÃ¥ glad for sin ny sport, og han har allerede planlagt sin lørdag. “Jeg skal være frisk pÃ¥ lørdag, for vi skal spille kamp” siger han og hiver op i buksen. “NÃ¥.. det har jeg nu ikke hørt noget om!” siger jeg. Jeg ved godt, jeg er strid, men jeg siger det alligevel. “AltsÃ¥… du er godt klar over, at mor ikke kan sidde og overvære den dér kamp, ikke?” spørger jeg og ved godt, at han godt ved det. Han siger, at det har han overhovedet ikke forventet, og et blik i bakspejlet afslører, at knægten himler med øjnene. Jeg vidste det… Desuden er det rigtigt, jeg ikke kan overvære kampen, for der kommer nemlig én nede fra Roskilde af, som skal hente Yngstes cykel, som jeg har solgt.

Vi har været hos en rigtig dygtig øjenlæge i dag. Yngste var til sundhedsplejerske i gÃ¥r. “Jeg er ikke sikker pÃ¥, at hun ser særlíg godt med venstre øje! Jeg vil anbefale dig at ringe til Rud Andersen og lade ham kigge pÃ¥ hendes øjne!” sagde hun. I dag parerede jeg sÃ¥ ordre og ringede til Rud Andersen. “Ja, vi har en tid i februar 2010…”. “Nej tak, det kan jeg virkelig ikke vente pÃ¥… men farvel igen sÃ¥”. Helt ærligt. Februar næste Ã¥r? Nej, fanme nej. SÃ¥ jeg googlede øjenlæger. Og fandt Tom Christensen fra Hillerød. Og hvilken behagelig oplevelse – her var Ã¥ben børnekonsultation om torsdagen. Hvilket held, det lige var en torsdag, jeg havde fÃ¥et ringet til ham. Og tøsens øjne fejler ikke en fløjtende fis. Heller ikke knægtens. For han blev ogsÃ¥ checket, nu vi var der. Og vi havde faktisk været inde hos SynOptik for at prøve børnebriller. Tøsen var vist nok helt skuffet, fordi hun havde en spirende drøm om at se lidt semi-intellektuel ud med de dér lyseblÃ¥ briller med titaniumstel. Det var lidt spøjst.