Title

29. september 2009

Mor er ikke sur…

Skrevet af Hende selv kl. 20:17 | Børn,Links,Shopaholic

Mor er fattig… eller det bliver hun snart, ihvertfald. Hvis det fortsætter på den måde, så må jeg nok til at lede efter et ekstrajob. Just kidding, men det er saftsuseme dyrt at have børn sådan rent periodisk set. Bare i dag har jeg købt tøj for lidt over 600 kr til de små satan’er, men så har de vist også til vinteren over. Der mangler kun et par lette striktrøjer, medmindre jeg da selv springer ud i det. Det antager jeg nu ikke for værende særlig sandsynligt. Jeg gider ikke. Virkelig. Heller ikke selv om jeg elsker, når andre roser mine frembringelser. Så meget sucker jeg heller ikke for det.

Bedstevennen og jeg diskuterede børnevinterbeklædning. Huii et langt ord. Men det er også til at få sig en pukkel over. Jeg sad og blev helt bleg, da det dæmrede for mig, hvor langt bagud, jeg var. Han havde skam allerede anskaffet vinterstøvler og en masse tøj til datteren. Ja, det gik jo hverken værre eller bedre end at jeg styrtede ud og shoppede tøj til ungerne bagefter. Og jeg kan kun anbefale det, for gud hvor var der meget for få penge.

Nuvel, der er indkøbt tøj, ja så mangler vi jo bare sko, tænkte jeg lettet. Det var lige, da vi arriverede nede på Bytorvet. Eller ahem… skoene, er det nok nærmere. I flertal that’ll be. For naturligvis skal hver unge have et par sko, samt et par vinterstøvler. Andet går jo ikke an. Det er vist første gang nogen sinde, jeg har indkøbt vinterudstyr i september måned, omend det vist er sidste udkald. I morgen er oktober arriveret, og bladene daler stille ned om ørerne på mig oppe fra højderne af. Der var ikke andet at gøre end at slæbe børnene med ind i Lyon sko, selv om jeg havde en eller anden udefinerbar, teoretisk plan om, at Kvickly jo kunne være leverandør til sko.

Sådan set lidt i lyset af mit sparsommelighedsgen, der pludselig poppede op, efter at have fyret penge af på tøj. Og det var mine alufælge. Suk. Og det var mine gummimåtter. Ja, så børnene ikke sviner omme på bagsædet. Endnu mere suk. Og mine Bumper støvler. Ikke noget suk af den grund. Nu har jeg endelig indset, at jeg ikke skal gå i Bumpers. De klæder ikke mine fødder, basta og slut med det! Husk det så!

Imidlertid blev Lyon sko den heldige modtager af dankortet. Det lykkedes saftsuseme at finde et par sko til hver af ungerne, kunne det være bedre. Og de sko til Ældste er sådan tømret sammen, at de næsten også kan bruges som vinterfodtøj, alt efter vejrliget. Det bliver spændende.

Til gengæld har jeg solgt mine går-over-lår-støvler. Der var et eller andet med længden på støvlen og min egen højde, der ikke rimede. Og så kan jeg hilse at sige, at de er svinevarme. Mine ben var nærmest opsvulmede af lutter hedebølger, når man flåede dem ud af støvlerne. Desuden har jeg været heldig at score en fancy nederdel fra Modström, moderigtigt grafisk design i sort/hvidt. Den var i det mindste billig. Billigere end noget af det til børnene. Jeg er helt sikker på, at Big bliver vild med den. Altså når jeg har den på, eller det håber jeg i alt fald, han gør.

Skovtur med klassen

Skrevet af Hende selv kl. 09:07 | Børn,Hverdag

Ældste skal på skovtur med klassen i dag tirsdag. Well, så var det jo heldigt, jeg i går havde købt ind til de store sandwiches, han får med fra tid til anden. Og ungerne synes, det er sjovt at være med til at lave – og også Yngste, der skal have “special-brød” fik sin egen sandwich. Hun bliver ikke snydt!

Det mest morsomme ved de dér hersens sandwiches er, at BonusSøn blev temmelig lækkersulten af at høre, hvad Ældste havde fået med. Det var her i sidste uge, da jeg sad og snakkede med ham, og det var endda efter aftensmaden – så det har åbenbart været en ret fristende tanke. For nu er Big nemlig også kommet på sandwich-vognen, hehe.

Det lyder måske svært – men det er i virkeligheden så nemt, og faktisk er det lige før jeg foretrækker at lave sandwiches, frem for at smøre en røvkedelig leverklapper. Lyder det måske ikke mums med sådan et ciabatta grovflute skåret halvt gennem, smurt med hvidløgsdressing, salatblade af iceberg, tomat, tunsalat og lidt mere hvidløgsdressing plus agurk. Yep, hvidløgsdressingen er i lighed med tunsalaten så aldeles hjemmegjort.

Heya, det er da lækkert? Og til ego og Big bliver ciabatta’en som regel smurt med pesto – og der ryger også gerne lidt jalapenos i. Med parmaskinke, tomater og ost. Lige så mundvandet stiger faretruende.

Damn, jeg kan mærke, jeg sidder og bliver sulten ved tanken. Æv, hvorfor fik jeg ikke også den gode idé at tage én med til mig selv. I stedet kan jeg sidde her og have ondt af mig selv, fordi min hals er som fyldt med glasskår eller noget. Bare lad være med at synke, siger jeg til mig selv… og synker lydeligt. Det gør altså ondt, men hvis jeg er heldig – udvikler det sig ikke. Der er bare så frygteligt mange, der er fraværende på grund af sygdom. Og jeg har ingen intentioner om at joine dén klub, hvis ellers jeg kan blive fri! Det er også i dag, diminutiv-kuren er startet… ja, hvor meget tyndere jeg bliver, vides ikke.

Big kommer på fredag, og der plejer vi at hygge os over al måde – og desuden laver han nougatlagkage til os på søndag… men det er i orden, for han har fødselsdag. Huiii, jeg skal have fundet en fin dims til ham – selv om jeg allerede er med i én sammen med Svire’mor. Men.. det kan jo være fra børnene, de skal jo ikke glemmes.

- og så er det ikke engang rosenrødt, vel… for det viste sig, at Ældstes sko er for små. Fek, så føler man sig sgi virkelig duelig som mor. Jeg må hellere indkalde min fru moder til lidt sko-recruiting. Begge børn skal have en art sko og så vinterstøvler. Og suk… det var de alufælge!! Fandens også!

25. september 2009

Og dagen oprandt endelig

Skrevet af Hende selv kl. 21:36 | Årets gang,Nyheder

Ja, det var jo altså bare dagen i dag, jeg har gået og ventet så tålmodigt på, skulle blive overstået… for det var i dag, Big og jeg kunne drøne til Helsinge og hente min nye bil. Uuuuh, det var lidt som at være et barn juleaften igen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte, da vi kørte hen mod autoforhandleren, og Big sagde “Den står dér” og pegede. Jeg kiggede. Og kunne faktisk ikke sådan heeelt tro på, at det virkelig var min bil, den dér fede lille Golf. Men det er det jo. Og uha, så skulle jeg jo ikke køre den hjem derfra, vel. For jeg elsker jo at snakke, og det er lidt umuligt at snakke, når man skal køre og høre på en gang. Jeg er jo af naturlige årsager nødt til at tilkaste personen ved siden af adskillige blikke under samtalen. Og Big skulle nødig have overanstrengt stemmebåndene af at råbe “Hold blikket på vejen!”, hehe.

Så det blev Big der førte bilen hjem, alt i mens jeg pludrede begejstret løs om bilens lækkerhed. For lækker, dét er den sgi. Det er noget helt andet, ja. Polstrede døre, hvor der er “fyld” i, når man smækker døren… altså et blødt dæmpet og tungt bump. Ikke den der “lette klak-lyd” som på en bil, der som min den gamle var et godt stykke oppe i årene.

Vi blev også lige nødt til at fejre det med en ordentlig portion Korma nede fra inderen, og det var også her, jeg for første gang skulle bakke selv. Det var da nær gået galt, og det krævede lige lidt analyse af, hvordan man mon skulle trykke gearet ned og frem i stedet for til højre og bagud. Jo, jeg ér vist for vant til Toyota, sandt at sige har jeg aldrig kørt en tysk bil før – men det kommer jeg til at blive temmelig god til gennem de næste par år. Og jeg glæder mig. Det føles endnu ikke, som om bilen er min. Jeg føler lidt, at den kun er til låns. At det er en, jeg har – mens den anden får lavet et eller andet. Og så når jeg får den anden igen, så var det en sjov oplevelse. Men nej. Ikke denne gang. Det er alvor. Jeg har virkelig skiftet bil. Og ærligt talt var det næsten helt vemodigt at stige ud af den gamle dame og klappe den en sidste gang på panelet, inden vi låste af og afleverede nøglen.

Lige nu? Da er jeg temmelig mæt og fed og oppustet, ikke om jeg fatter, hvad de stopper i den Korma, men mætte – det gør den. Det er faktisk temmelig vildt, når man tænker på, at det er ret små portioner, man sådan får. Vi nåede også lige en tur i Kvickly og fandt den lækreste flaske Amarone – med en super twist af vanille. Den smager bare uhyrligt godt, og så endda kun til 90 kroner. Vi blev enige om, at det var meget længe siden , vi havde fået sådan en lækker mundsmag.

22. september 2009

Lad dem dog VÆRE børn

Skrevet af Hende selv kl. 21:30 | Betragtninger,Billeder,Børn

De ER børn… og skal hverken styles, sminkes eller noget som helst. Allerhøjst skal de tørres omkring munden!

“Jeg glæder mig sådan, til jeg bliver stor” siger hun og putter sig ind til mig. Jeg kigger på de små bløde, stadig let babybuttede fingre og sukker. “Du skal ikke have så travlt… ” siger jeg. “Det er IKKE sjovt at være stor. Alle forventer noget af dig, og du skal hele tiden beslutte noget og gøre noget. Nyd dog at være en lille pige, det er rigtig dejligt”. “Nej men jeg vil så gerne være stor!” siger hun og nikker bestemt. Det er lige før, jeg tager mig til hovedet.

Onsdag så Big og jeg faktisk et seriøst tv-program. Om det problem, der reelt består i, at børn vil være voksne. At børn bliver ældre yngre. Det er bare forfærdeligt synd, og jeg kan slet ikke forlige mig med, at Tweens nu er børn helt ned til 6-årsalderen. Altså, min dejlige unge er ikke nogen Tween, om hun nok så meget bliver seks år, snart. Nåjah, de sagde forresten, helt ned til 4-årsalderen.

Det er desværre rigtigt nok… åbenbart. Det ramte mig nemlig i panden som en forhammer, i går da Yngste og jeg hyggeputtede i sofaen. Jeg med en bog, hun med at råbe “Moooooarrrrr… detønskerjegmigdetder” indimellem, når der var reklamer fra Cartoon. Jeg øjede tilfældigvis én. Her var en lille pige, vel omkring de 5 år. Iført solbriller, læbestift, neglelak, moderigtig klipning og solbriller – siddende i en lille “flyvemaskine”. Yiiiiiiiikes, min mave krøllede sig i afskyelse. Det kan sgida ikke være meningen.

Når børn ikke får lov at være børn, når de ikke får lov at udvikle sig frit i leg frem for at være parkeret foran en skærm påklistret et par store hovedtelefoner – så kan ingen fornuftige da undre sig over, at de ender som forstyrrede voksne med adskillige former for adfærdsproblemer og vanskeligheder med at tilpasse sig socialt og fungere i et samfund, der desværre også indsnævrer sig i takt med populationens degenering. Jeg ved ikke helt, hvor det er, det svipser.

Nåårh, det gør ikke noget, de spiller lidt. Det er desuden også så nemt, så kan jeg også slappe af og behøver ikke være “på” hele tiden.

Han er så rolig, når de får lov at spille – og så er der fred til at lave mad.

Når han spiller, sover han så godt. Ja, det bliver lidt sent indimellem, men det gør ikke noget. Så er han også træt næste aften, dejligt ikke?

To be honest? Det er da forfærdeligt? Gider de ikke deres børn? Hvis det var sagt med en humoristisk undertone, så okay, meget morsomt. Men… her er det AlfaMor og AlfaFar, begge travle og fuldtidsarbejdende, familien tæller tre børn, mor og far. Prioriteten hedder arbejde, ro&fred, afslapning og til sidst børn. Eller også er det HippieMor og VattetFar. Familien tæller to børn. Yngste har AHDH, og ja det kræver sit. Manden gider ikke rigtig. Det var heller ikke ham, der ville have børnene. Alligevel?

Jeg sidder her den anden dag sammen med UdkørtVeninde og snakker over en kande kaffe. UdkørtVenindes søn kommer for gud ved hvilken gang og plager. “Må vi ikke snart spille!!?” råber han. UdkørtVeninde er dødtræt af at høre på det og siger “Du må spørge T’s mor, hvis hun siger ja, er det ok”. Er det også ok at tørre ansvaret af på mig? Der for en djævel i mig, og jeg mærkede de små horn, da jeg sagde “Nej selvfølgelig må I ikke spille.. I kan gå ud og lege, kan I!”. En time senere havde drengene alligevel fået lov at spille, og sad som to små robotter med hvert sit sæt hovedtelefoner foran hver sin store skærm. Og så var det, at jeg besluttede, at nu var det tid at finde de hjemlige regioner… Men det var mægtig hyggeligt.

Bedstevennen og jeg havde også en mindre diskussion i dag. Jeg mener, det er så hamrende forkert, at små børn bruger sminke, eller i det hele taget får adgang til sminke. Yngste får ikke lov til at få sminke på, det længste jeg nogensinde er gået er, at hun har prøvet min læbestift. Det er når jeg selv, for en sjælden gangs skyld har læbestift på. Jeg kan stadig høre min mor, hvis jeg tænker på dengang jeg var teenager. Det var dengang, hvor man først var teenager, når man fyldte 13 år. ThirTEEN… det første af TEENs.

“Du får altså rynker tidligt af at bruge sminke!” sagde min mor. Og hun sagde også mange andre ting. Nu var jeg heller ikke selv særlig interesseret i sminke, for jeg var doven – og jeg gad ikke bruge det. For det skulle jo også fjernes om aftenen. Og var det måske ikke rigtigt, at man havde dennehersens fine, skære ansigtskulør. Uden at smøre alt muligt ud over. Jojo, så det fik være. Det var åbenbart dengang, og det er åbenbart også en mastodontalder siden.

Bedstevennen forklarede, at han ved en ferie med sin niece og datter dårligt kunne komme afsted fra hotelværelset, fordi niecen på 13 skulle have mascara på. Jeg var ved at dø på stedet og udbrød “For fanden… jeg havde sgu givet tøsen pedalen og bedt hende sætte i gang. Skide da være med den mascara!”. Og for god ordens skyld, tøsen er faktisk først for nylig flyttet til en storby, og herefter er det jo, at sminken for alvor er kommet på banen. Mon det også snart er tid prævention? Det er det sikkert.

Øv, og man kunne blive ved, ved og ved. Og det eneste der er at gøre, er at stille sig selv på bagbenene og skue sig selv på hårene og tage stilling til, hvad der er rimeligt. Nåjah, og bevare en fornuftig indstilling, men som jeg sagde til Bedstevennen. Jeg prøver at opdrage mine børn til at blive stærke, selvstændige væsener, der ikke har behov for at tude med de andre ulve for at føle sig accepteret. Jeg har aldrig selv praktiseret denne lidet ædle kunst at hyle med alle de andre. Og det kommer jeg forhåbentligt aldrig til at gøre.

Det kan da umuligt kun være mig, der har denne “forfærdelige” – åbenbart temmelig gammeldags – indstilling til børns ret til at være børn så længe som overhovedet muligt?

Der sker da noget

Skrevet af Hende selv kl. 20:43 | Job,Livets gang

Der er stadig liv, omend det pt primært foregår ude i den virkelige verden, og er det egentlig ikke også dér, man skal være? Det synes jeg ligesom. Der er sket så mange ting, der er købt ny bil. Både Big og jeg er hoppet ud i hver sin fede bil, så vi er meget tilfredse. Min får jeg dog først hjem i slutningen af denne uge, så jeg kan godt mærke, jeg vakler lidt mellem at bare nyde dagene – og glæde mig til bilen er klar.

Streng dag i firmaet med mange forskelligartede tasks, og NyskiltKollega beskyldte mig for at ville ødelægge tastaturet. Nu sidder jeg jo også bare og taster hårdt med en irriteret bevægelse. Stort problem, jeg ærgrer mig grusomt over, at jeg er nødt til at sidde og være ekstremt grundig for at finde aben. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor jeg skal kigge. Det er næsten umuligt, og pludselig er det som om, at lydene omkring mig er overmåde forstyrrende og irriterende.

Det var lidt ligesom i går, hvor der var møde på programmet. Møde med falskSmil. Jeg kan altså ikke have det. Det kan jeg bare mærke. Jeg er nødt til at komme ud af det, men det bliver nok meget svært. Jeg gider simpelthen ikke have den opgave, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme uden om det. NyskiltKollega siger, jeg bare skal sige det til chefen, men vi er enige om, at jeg nok ikke vil få det store ud af det. Æv. Så kan det da også være lige meget? Og dog, jeg skal nok få sagt et eller andet. Lige nu går jeg og håber, at chefen siger nej til at overtage projektet. Det gør han nok desværre ikke, men håbet er lysegrønt.

Lige nu er der nu ikke nogen som helst grund til at ærgre sig, jeg er jo heldig, for pokker da. Jeg nyder det rigtigt med Big og BonusSøn. Allerhøjst burde jeg måske smide mig i sofaen med en bog af Douglas Preston og Lincoln Child “Dødebogen”. Og hurra.. nu varer det ikke så mange dage, førend Big og jeg skal hente bil.. jubiiiiiii!!

12. september 2009

Klager skam heller ikke spor

Skrevet af Hende selv kl. 14:31 | Shopaholic,Weekend

Jojo, det er en rigtig dejlig lørdag.. en af de gode, hvor man ikke skal noget – og hvor kalenderen runger af tomhed. Jeg har ingen aftaler, men det gør heller ikke noget. Jeg har faktisk rigeligt at se til. Den står nemlig på superhygge med Big. Vi har været en tur i Hillerød, det er jo lidt hyggeligt at trave rundt i Slotsarkaderne – bare man ikke skal gøre det for længe. Så er jeg den, der er stået af. I dag faldt jeg lidt i med hensyn til shopaholicism. Inde i B-Young faldt jeg over den lækreste strik long-slim cardigan. Den er bare… dejlig. Og det er sådan én, man bor i.

Vi møder MandenHest, mens vi går rundt. Han siger ikke så meget, faktisk. I virkeligheden er det Big og jeg, der snakker. Vi får tiden til at gå lidt, og jeg tænker, at det er lidt spøjst, som nogen mennesker forandrer sig, og alligevel ikke. MandenHest er den type, der aldrig nogen sinde vil ændre livsstil. Ham, der går alene gennem livet. Jeg spekulerer lidt over, hvor stor sandsynligheden er, for at man møder den rigtige – og eventuelt får børn, efter at man er fyldt 40 år. Den er nok ikke særlig stor, selv om jeg da ved, at det forekommer. Big og jeg napper en elefantpik durumrulle på vejen ud af Slotsarkaderne. De laver altså de mest lækre ruller i Andersen burger. Dér ved udgangen af centret, er det.

Føtex er også blevet hærget, der er købt ind – vi har lagt kursen efter hyggelørdag. Så i aften venter bøffer med bearnaise og kartoffelbåde plus Big’s specialbønner. For hunne, dem er jeg vild med, og jeg vil gøre meget for at få dem. Så er det sagt. Og nu er BonusSøn arriveret.. så endnu mere hygge og afsted fra skærmen nu…

11. september 2009

Skønne, dejlige efterårsdag

Skrevet af Hende selv kl. 10:09 | Årets gang,Livets gang

Fredagen er endelig kommet. Det siger Bedstevennen også. En mail er lige dinget ind fra ham “F*** hvor er det bare dejligt, det er fredag!” står der. Jeg kan ikke lade være med at nikke og være helt enig. Jeg klager heller ikke… kunne det måske være bedre?

Meh, ja måske lidt – jeg er ved at lægge an til en større analyse, men problemet med den slags er, at jeg bliver så usandsynlig søvnig af at sidde og læse alle dokumenterne gennem, med den småtgnidrede skrift manualerne fremtræder i. Aben sidder godt nok på skulderen af en eller anden stakkel, deroppe i Norgeslandet. Der parkerede jeg nemlig bæstet i sidste uge, men alligevel skal der også lidt benarbejde til her. For aben kommer desværre tilbage igen, og det sker oftest ret uventet, at den ankommer. Det er, når man mærker tyngden på skulderen… så er den arriveret.

Jeg kan ikke helt forstå, ugen er gået så hurtigt som tilfældet er. Det synes, at der er sket så meget. Jeg har blandt andet i lighed med andre, været til frisøren og ladet mig forkæle med varme kopper kaffe – mens Gry gav mit hår den sædvanlige kærlige og omsorgsfulde behandling. Det er næsten, men også kun næsten lige før jeg bliver addicted til at sidde i massagestolen, nej, det bedste er helt sikkert, når Gry masserer hovedbund til den store guldmedalje. Hun er ualmindelig god til det dér.

Det går op for mig, at jeg faktisk godt kunne klare en sådan omgang lige nu… men det er ikke muligt. Øv altså, det ville dælme være skønt.

I stedet må jeg kaste mig med ildhu over analysearbejdet. Gad vide, om der ikke er flere overspringshandlinger, jeg lige kunne tage fat på… Jeg har indtil videre haft succes med følgende… hentet kaffe, været nede og drøfte lukning af Svede-sag, lukket Svede-sag, været på toilettet, hentet kaffe igen, skrevet dette indlæg, kigget på uret igen… hm.. hente kaffe?

Jeg er bare mere end klar til den weekend, der er lige på trapperne. Og da især også hvis jeg tænker på, at Big’s ny bil er klar, sådan er vi begge temmelig tilfredse. Jeg glæder mig rigtig meget til at se den fine bil igen. Forresten er jeg ret imponeret over den tålmodighed, manden har udvist. Vi er jo allesammen godt klar over, at hvis det var mig, der skulle vente “så længe” som en uge ekstra på at få min ny bil, ville jeg garanteret ryge op i det røde felt :)

9. september 2009

Raid i supermarkedet

Skrevet af Hende selv kl. 14:28 | Livets gang

Det er igen en af de der dage, hvor der sker noget fra det øjeblik, man træder ind af døren i firmaet. Jeg finder min bærbare frem af dens gemmer. Ikke tale om, at jeg gider slæbe den med hjem, om den er nok så bærbar. Jeg gider ikke arbejde hjemme, efter fyraften. Og det skal jeg heller ikke. For det er sundt, meget sundt at holde fri.

I går var det også sådan en af den slags dage, og efter arbejde skulle jeg i Kvickly. Altså på raid. Eller det vil sige, først måtte jeg en tur i Netto. Kun for at konstatere, at de igen ikke havde fået fyldt lageret op. Der manglede det ene og det andet, så det opgav jeg hurtigt. Det var også godt det samme, for der var en megakø.

Det er der altid ved den kasse, hvor PinligEkspedient sidder. Jeg tror, han har fået det job af medlidenhed, for han blev vist nok fyret ovre fra Kvickly. Det forstår jeg også godt, for han sidder altid og råber højt ved kassen og er enormt langsom. Når jeg spørger efter en pose, siger han “En STOR én??” og anlægger en, tror han selv, indsmigrende mine. Han er til grin, er han.

Ovre i Kvickly fik jeg hurtigt alt, hvad jeg skulle have til den chili, jeg skulle lave til aftensmaden (Big havde bestilt den, og jeg var spændt på hvad Bonussønnen mente om den. Iøvrigt kunne han vist rigtig godt lide den. Sådan så det ud). Da jeg står ovre ved kassen, hører jeg en art hujen. “Heeeeeeeeejjjjjaaa der” skingrer det.

Jeg kigger op og ser HysteriskMor stå og vinke. Jeg kan ikke døje hende. Det kan jeg virkelig ikke. Med sit korte, hårdt permanentede hår og sin evindelige træningsjakke med Oure idrætsklub trykt på, og med skinger stemme og overdreven mimik i ansigtet er hun virkelig belastende selskab. Og desværre er vi naboer. Heldigvis bor hun ikke i min blok, men i den foran i rækkerne. Til gengæld går hun meget op i naboskabet.

Farten sættes op med at få pakket varerne ned i posen, for jeg gider ikke skulle gøre rede for, hvorfor vi ikke “lige kan følges derhen”. Endelig er jeg færdig og suser ud af forretningen med en vinken i retning af HysteriskMor, der ser ud som om, hun skal til at bræge noget. Ovre i bilen ånder jeg lettet op, og sætter kursen hjemad. Pyha, en dag. Sådan er der jo så mange af den slags dage.

Derhjemme får jeg en SMS fra EmsigFar, der vil vide om Yngste kan komme og aflevere sin gymnastikpose. Jeg kan ikke lige se, hvorfor den pose ikke kan vente. Så vigtig er den vel ikke. Det går op for mig, at det jo er fordi han selvfølgelig ikke gider vaske håndklædet, hun havde med. Jeg svarer, at det er okay, hun kan bare komme, men det skal være nu. Så endnu en sms. “Om hun kan få tøj med hjem igen til i næste uge” vil EmsigFar vide. Det kan hun godt, så da barnet dukker op og virker lidt sky, får hun en pose. Mærkeligt nok virker begge børn altid lidt sky, når de er på samvær hos EmsigFar.

Dagen endte dog dejligt med lækker chili til os alle tre, og mig på langs i sofaen med en god bog af Ken Follet – mens Big og Bonussønnen spillede.

7. september 2009

Så blev det hans tur

Skrevet af Hende selv kl. 08:23 | Årets gang,Børn

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN, STORE DRENG :D

Nu blev den store knægt endelig otte år – han bliver bare større og større, og tiden går derudaf. Det er virkelig en sandhed uden modifikationer, at det er på børnene, vi kan måle vores alder. Selv om vi ikke bliver mere end 29 år, ihvertfald indeni, kan vi forklare, hvorfor skindet ikke længere er 29 år, når man ser på børnene. Der er blevet holdt fødselsdag i går, og knægten var lykkelig til skyerne over gaven fra Big og jeg. Vi gav ham jo dét, han havde gået og sukket efter så længe, så længe. Jeg kan ikke tælle de gange, hvor han tålmodigt har sukket og har resigneret, når mor har fortalt, at puha – den er fælt dyr og yaddayadda…

Jeg siger bare, han troede ikke sine egne øjne, da han pakkede sit ny NDS op. Og han fik også andre dejlige ting, reflekser til sin cykel, Bakugan kugler af sin mormor og lillesøster gav ham “noget til håret”, så nu er han da totalt sej.

Vi skal jo til lægen i dag, da knægten faldt ned fra et træ i forrige uge. Det var vist ikke så slemt, selv om der blev knust nogen tårer – og han landede direkte på rumpen, men han klager stadig over smerter i ryggen. Især når han løber, og nogen gange når han går eller ligger. I dag er det så galt, at man ikke kan tage til fodbold, så det var på tide med en tur til lægen for lige at sikre sig, at han ikke har pådraget sig alvorlige skader. Det tror jeg nu ikke, for det er ret normalt, at man er øm et par uger efter sådan et fald.

TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN LILLE SKAT

3. september 2009

Det er faux pas

Skrevet af Hende selv kl. 23:13 | Børn,Det sker

“Fair nok”, sagde jeg. “Hvis det var så sjovt og du er så glad for det, jamen så for mig gerne. Så vil du altså gerne gå til det?”. Jeg kiggede intenst på ham. Ledte desperat efter et gran af tvivl i knægtens øjne. Uden held. Det småregnede lidt, og det var halvkøligt – jeg gad vide, om han frøs med de bare ben. Det så ikke sådan ud, ihvertfald. “Jeg vil altså rigtig gerne, mor!” sagde han, med eftertryk. “Mmmm… men… du skal altså spille uanset vejret. Om det så regner, sner eller er frostvejr… kort sagt ALT slags vejr!” sagde jeg, og var helt sikker på, at nu ville knægten heeelt sikkert trække i land. Jeg blev skuffet, gjorde jeg. “Fint nok…” nikkede han og stak hænderne i lommerne på shortsene “… så tager jeg bare en jakke på!”.

Okay, jeg indser, jeg er slået. Noget så gevaldigt. Jeg, den uvæltelige mastodont, er lagt ned. Nogen har spist mit ben, så jeg vælter på det. Kan ikke stå fast længere. Jeg er knægtet af min egen knægt. Godt så. Han har sådan cirka for første gang ualmindeligt bevidst sat sin vilje gennem. Han vil gå til fodbold. Så… det skal han selvfølgelig. Om det så er nok så meget faux pas…

Der er blevet indkøbt nogen uberlækre fodboldstøvler. Og skenbinner… nej, benskinner – så de små tynde stikkelsbærstankelben ikke knækker ved et velrettet spark. Og tykke, kraftige blå fodboldstrømper. Det var dog hulans, så meget udstyr, der skal til. Okay, jeg indrømmer, det har sine fordele. Knægten er så glad for sin ny sport, og han har allerede planlagt sin lørdag. “Jeg skal være frisk på lørdag, for vi skal spille kamp” siger han og hiver op i buksen. “Nå.. det har jeg nu ikke hørt noget om!” siger jeg. Jeg ved godt, jeg er strid, men jeg siger det alligevel. “Altså… du er godt klar over, at mor ikke kan sidde og overvære den dér kamp, ikke?” spørger jeg og ved godt, at han godt ved det. Han siger, at det har han overhovedet ikke forventet, og et blik i bakspejlet afslører, at knægten himler med øjnene. Jeg vidste det… Desuden er det rigtigt, jeg ikke kan overvære kampen, for der kommer nemlig én nede fra Roskilde af, som skal hente Yngstes cykel, som jeg har solgt.

Vi har været hos en rigtig dygtig øjenlæge i dag. Yngste var til sundhedsplejerske i går. “Jeg er ikke sikker på, at hun ser særlíg godt med venstre øje! Jeg vil anbefale dig at ringe til Rud Andersen og lade ham kigge på hendes øjne!” sagde hun. I dag parerede jeg så ordre og ringede til Rud Andersen. “Ja, vi har en tid i februar 2010…”. “Nej tak, det kan jeg virkelig ikke vente på… men farvel igen så”. Helt ærligt. Februar næste år? Nej, fanme nej. Så jeg googlede øjenlæger. Og fandt Tom Christensen fra Hillerød. Og hvilken behagelig oplevelse – her var åben børnekonsultation om torsdagen. Hvilket held, det lige var en torsdag, jeg havde fået ringet til ham. Og tøsens øjne fejler ikke en fløjtende fis. Heller ikke knægtens. For han blev også checket, nu vi var der. Og vi havde faktisk været inde hos SynOptik for at prøve børnebriller. Tøsen var vist nok helt skuffet, fordi hun havde en spirende drøm om at se lidt semi-intellektuel ud med de dér lyseblå briller med titaniumstel. Det var lidt spøjst.