Title

31. august 2009

Mænd der hader kvinder

Skrevet af Hende selv kl. 12:00 | Film

Noomi Rapace, der spiller rollen som den sky, indelukkede og sårbare Lisbeth Salander, har formået at forlene rollen med en utrolig blanding af indlevelsesevne, hårdhed og følsomhed. Ingen tvivl om, at Lisbeth Salander, til trods for sin mærkelige sociale fremtoning – og at hun er blevet fysisk og psykisk mishandlet næsten hele sit liv, er superintelligent og besidder følsomhed og menneskelige kvaliteter. Faktisk farer ordet “pikant” gennem hovedet på mig, for Lisbeth Salander er også, på en meget udefinerbar måde, pikant…

Hun og Michael Nyqvist, han i rollen som Mikael Blomkvist, udgør et glimrende makkerpar filmen gennem. Filmen er kommet godt rundt om bogen, selv om jeg personligt synes, at bogen er meget bedre end filmen. Ikke at der mangler noget i filmen… selv de mest afskyelige mishandlingsskildringer fra bogen, har man formået at konvertere til det store lærred på en måde, så seeren ikke er i tvivl om graden af modbydelighed ved handlingen.

Det er, så det løber én koldt ned af ryggen, og jeg er sikker på, at mange mænd har følt trækninger i det nederste af rygpartiet under scenen, hvor Lisbeth hævner sig på sin værge. Dette i øvrigt yderst forståeligt. Gennemgående utroligt godt skuespil og god timing, selv om filmen glipper lidt i slutningen, hvor Lisbeth redder Mikael fra morderen.

Jeg vil anbefale, at man ser filmen, før man læser bogen – hvis man skal begge dele. Hvis ikke, vil jeg under alle omstændigheder anbefale, at man læser hele bogtrilogien af Stieg Larsson. Iøvrigt får de næste to film baseret på trilogien premiere til henholdsvis september og november i år.

30. august 2009

District 9 med aktuelt tema

Skrevet af Hende selv kl. 20:31 | Film

Det var jo i går, det skete, at vi smuttede til Hillerød og se filmen District 9, med et absolut aktuelt tema – plottet godt sammen med et altid interessant emne, aliens der ankommer til den blå planet.

Vi satte os godt til rette med hver vores pose slik, som i går ikke var af den velvoksne slags, da vi var temmelig forædte fra aftensmaden en time forinden. Og så begyndte filmen ellers, og den startede lige på og hårdt. Der blev rapporteret heftigt, et rumskib var ankommet til jorden og hvad skulle man nu stille op med dissehersens rumvæsener? De var blot flygtet fra en ødelagt verden ude i rummet – og søgte nu et nyt hjem, hvor de kunne kolonisere fredeligt. Menneskene installerede væsenerne i det slumagtige “Distrikt 9”. Her boede de så – og jeg er lige ved at sige, at det ikke var spor svært at drage paralleller til virkelighedens “interneringslejre” og steder som Sandholmlejren på Sjælland. Selvfølgelig kan væsenerne ikke bare blive, hvor de er – for naturligvis opstår der så meget ballade, at man beslutter, at de skal flyttes.

Her kommer så Wikus, filmens hovedperson, på banen. Wikus kan vi lide med det samme, han er ham dér, den evigglade schweizer med tyrolerhatten og det brede tandsmil. Skovsneglen på hans overlæbe vibrerer kun en kende over alle hans udgydelser. Uha.. nu skal de fremmede sættes ud. Og det skal Wikus sørge for, at de bliver. Der er en masse morsomme klip hér. Det spøjse ved filmen er, at det er i Johannesburg, rumskibet lander – og de sorte har så den ny rolle, at de ønsker, at de fremmede skal forsvinde fra deres territorium. Allerhelst skal de rejse hjem. Den har vi vist nok hørt mange gange?

Den stakkels Wikus bliver imidlertid smittet med rumvæsen-dna og begynder den langsomme transformeringsproces, hvor alien-dna’et ændrer hans udseende drastisk. Det starter dog fredeligt med en enkelt arm. Hug en hæl og klip en tå. Samtidig har et privat (og absolut ikke særlig venligtsindet) selskab fået interesse i at udnytte alien-våbenene. Det kan dog ikke bare lade sig gøre, da man skal have alien-dna for at kunne bruge deres våben, så nu bliver Wikus en meget eftertragtet mand. Hele tiden sker der noget, og filmen er både sørgmunter og samfundsaktuel. Scenerne glider så fint over i hinanden og historien er så godt skrevet, at man ikke kommer til at sidde og skele til uret, mens man håber, at det dog snart er overstået.

I og med at Wikus’ tranformation skrider hurtigere og hurtigere fremad, har han nu kun ét sted i hele verden, hvor han kan gemme sig: Distrikt 9. Det er også her, han opdager, at aliens også er fornuftsvæsener, da han tvinges til at samarbejde med én af rejerne – og han indser, at det ikke nødvendigvis er “éns egne”, der har fat i den rigtige ende. Jeg vil anbefale denne film, den er virkelig bare god… og nej, der er ikke meget E.T. over den…

28. august 2009

Det er ikke størrelsen…

Skrevet af Hende selv kl. 11:59 | Børn

“De var desværre ikke store nok, men man kan godt bruge nogen almindelige, de første gange” stod der i sms’en. Put selv et eller andet flertalsord ind, i stedet for “de” Den slags får mig til at tænke de tanker, man ikke burde tænke… men jeg er notorisk en gris med den slags. Her handler det dog ikke om gris – men om fodbold.

Og knægten skal ikke gå til fodbold. Det har hans far og jeg afgjort. For sådan cirka første gang siden skilsmissen, der fortoner sig engang i tågerne, er vi helt enige om noget. Det er jo i sig selv banebrydende! Men der sker jo mirakler…

At der ikke kommer fodbold på programmet.. dén abe sidder nu på mine spinkle skuldre… Eks’en har forsøgt at gøde jorden, men uden held. Knægten pev og hylede – og fodbold er det eneste, han gider. Til trods for adskillige divergerende udtalelser og mishagsytringer om ham dér “Fodbold-Emil”, knægten leger med en sjælden gang. “At han gider….”. “Jeg fatter ikke han gider to gange om ugen.. og jeg gad fanme ikke kampe om lørdagen!” “Så har man jo ikke tid til at lege!” har vi hørt den første million gange. Snak om indoktrinering.

Så, nu må resten af hjernevasken vente, til han kommer hjem til den onde moder. “Du er jo så god til den slags…” skriver eksmanden. Nu har knægtens kammerats mor imidlertid netop, som det fremgår af sms’en foroven, også meldt, at fodboldsstøvlerne var for små. Så nu skal han da SLET ikke gå til fodbold.

Jeg overvejer, om man kan bestikke med løftet om et uberlækkert bordtennisbat, der kan alt? Måske… et eller andet skal der gøres!

Sikke dog et spild af mandekød

Skrevet af Hende selv kl. 10:39 | Betragtninger,Filosofi

I går hyggesnakkede jeg med en god bekendt, og vi kom tilfældigvis til at snakke om, hvor ærgerligt det dog var, at visse mænd bekendte sig til bøsse-ismen. For guds skyld, det er da et forfærdeligt spild, at nogen mænd er bøsser. Og det handler ikke om mine personlige præferencer til homoseksualitet eller de, der erkender, at de ikke er seksuelt orienteret på samme måde som størsteparten af andre er. Sikke en sober måde at sige det på, man bliver jo helt stolt.

Ordet “naturstridigt” popper op på nethinden… Det lyder både grimt og hårdt, jah – men hvad er det ellers? For er det i naturens orden, at hanvæsener danner par med andre hanvæsener, og hunner med andre hunner. Nej, det er det ikke. For så var evolutionen aldrig opstået.

Gennem tiderne har man dissekeret emnet homoseksualitet til grænsen af bevidstløshed, og ja så kunne man vende den om og spørge, hvorfor i alverden skriver jeg så overhovedet om det. Nå, det gør jeg altså. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er rigtigt, at folk med en til eget køn-rettet seksualitet er blevet tilrettet af forskellige omstændigheder – eller om det er noget der ligger i generne?

Har mon ikke alle mennesker oplevet en dragning af sit eget køn? Jeg er fx selv 110% hetero og nærer absolut ingen form for dulgte og subtile ønsker om lige at prøve en anden pige.

Alligevel kan jeg huske, at jeg engang var totalt vild med en anden pige. Jeg var seks-syv år gammel, og gik til dans. Dér dansede jeg med J., der på det tidspunkt har været 17 år. Vi dansede sammen både træning og konkurrencer, og hun besøgte mig derhjemme. Og da hun var i London, havde hun en rosa kosmetikpung med hjem til mig. Og min lykke var gjort. Hun var bare så totalt mit idol, og jeg er sikker på, at jeg var forelsket i hende. Det gik naturligvis i sig selv, da jeg holdt op til dans og fik andre interesser, og J. fik en kæreste og flyttede fra byen.

Men… spørgsmålet er jo åbent – vælger nogen at være anderledes seksuelt orienteret, alle vanskelighederne til trods eller ér de grundlæggende skabt sådan? Jeg ved det ikke, men til gengæld ved jeg, at det er bankeærgerligt, at fx Peter Frødin ikke er heteroseksuel… og hvad med vores H.C. Andersen. Havde han også en rem af huden? Og to be honest ville jeg da være ustyrligt ked af, hvis et af mine børn viser sig at være anderledes på den måde. Ikke fordi, de er det, men fordi det kan medføre et ekstremt svært liv. Og så vil jeg naturligvis gerne være bedstemor the oldfashioned way, en skønne dag. Hvis jeg altså får lov at opleve det 😀

26. august 2009

Fodbold eller ej

Skrevet af Hende selv kl. 14:49 | Betragtninger,Børn

Bare et surt opstød, eller hvordan er det nu lige… Vi havde en diskussion på jobbet, og vi blev vist ikke helt enige. “Skal din søn ikke gå til fodbold?” spørger kollega. “Nej, det skal han ikke!” siger jeg roligt og spiser videre. “Hvorfor?” spørger kollega nysgerrigt… og så kører maskinen.

Jeg må nok også konstatere, at jeg ikke tilhører dén race… der dyrker yngelpleje i det omfang. Det er meget muligt, at det er ilde set, at man som mor ikke synes, det er fantastisk at køre sit barn til fodboldtræning to gange om ugen. Og derudover også følge sit barn til fodboldkampen, der altid foregår i weekenden, med det resultat at ens lørdag eller søndag bliver kvæstet. Det var der heldigvis også andre end undertegnede, der syntes.

For slet ikke at tale om, at det ofte bliver en “familiesport”, forstået på den måde, at fodboldforældrene skiftes til at fragte øgleynglet rundt i biler, medmindre ynglet frekventerer en fodboldklub, der er rig nok til at råde over egen minibus til holdet.

Jeg gider bare ikke dét der. Det gør jeg ikke. Det er også derfor, at min søn ikke kommer til at dyrke fodbold, medmindre han selv kan transportere sig rundt. For jeg gider ikke som i “GIDER IKKE” spilde min dyrebare fritid med at sidde med ved sidelinien på en eller anden åndsforladt fodboldbane, mens øgleynglet drøner rundt og får fræset knæene op på græsplænen. Og jeg gider heller ikke fylde bilen op med folks råbende og skrigende møgunger, der sidder og sviner og sparker med benene. Blankt nej.

Da jeg var barn og gik til henholdsvis badminton, gymnastik og svømning foregik det altså uden forældreledsagelse. Det var MIG, der dyrkede sport. Ergo tog jeg selv bussen over til svømmehallen. Eller cyklede ned til hallen. Nej, dengang var der ikke noget der hed “fragt til sportshal af børn” på skemaet, når man var forældre. Det vil sige, konceptet var så småt i sin vorden, dengang tidligt i 1980’erne. Nu er det imidlertid slået ud i fuld blomst, som man kan forstå af starten på indlægget. Og det er det, jeg synes er uproportioneret i forhold til, at ens barn dyrker sport.

Et lille prik

Skrevet af Hende selv kl. 12:05 | Årets gang,Børn

Det går jo også så fint fremad med Yngstebarnet – der efter alt at dømme vokser og trives på sin ny diæt. Eller det er måske så meget sagt. Hun har jo spist “rigtigt” i et halvt år nu, og det går fint, selv om der fra tid til anden er udfordringer i det. Og man tænker sig sgu ikke altid lige om.

Fx da vi var til beboerfest i bebyggelsen, hvor der var bestilt mad fra Kokken&Jomfruen (hvilket man ikke anbefaler at gøre… under nogen som helst omstændigheder…). Der blev blandt andet serveret en tiramisu-lagkage, hvor moderen så udbryder “Neeej, hvor lækkert, det er jo lige noget for dig – den må du smage!” og kigger glad på barnet, der jubler (hun vidste ikke bedre..). Godt så, velvoksne stykker tiramisulagkage bliver lagt på tallerkenerne, og vi smager. Yrkkkk, tænkte vi vist alle tre. Det smagte bare ikke godt. “Jesus Christ… for hevlede da.. ungen må jo ikke få det!” tænker moderen. “Tiramisuen” var nemlig chokoladelagkagebund smækket sammen med gul creme tilsat en art vin. Det var held i uheld, at ungen ikke kunne lide det…

I går var Yngstebarnet og jeg så til kontrol på Gentofte, hvor vi skulle tale med lægen selv. Og det ser bestemt ud til, at barnet gror som forventet og “fed er hun jo ikke ligefrem!” lød det. Det var da vægten stadig viste 17 kilo. Nu er hun i det mindste 104 centimeter, endelig. Hun har lige snuppet 10 centimeter siden februar måned, for første gang ser man en opadgående vækstkurve. Det er dejligt. Jeg er glad på hendes vegne. Efter kontrol skulle der udtages blodprøve. Vi måtte ind til vampyren, der ved synet af den kæmpende, sparkende og højlydt vrælende pige udbrød, “at det da var en livlig lille en!”. Måske ja, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg fik sved på panden af at holde bæstet stille, mens blodet blev udtaget.

“Jeg hader blodprøver!” sagde hun stille bagefter. “Det gør jeg også, men det er faktisk ret godt. Man kan se alt muligt i blodet, blandt andet hvor godt din krop har det nu!” svarede jeg trøstende. Det var inden jeg fik et chok. Hun ville ikke have nogen is!!!! That was a day!

14. august 2009

Og en lille krølle gør ingen skade

Skrevet af Hende selv kl. 15:08 | Det sker,Diverse,Sjov

“Så er det bare om at få sat svinet i gang”, siger jeg glædesstrålende til kollega. “Ja, for slet ikke at tale om det indre svin!”. Vi griner og skammer os overhovedet ikke. Det gør vi vist aldrig, ihvertfald ikke over for hinanden. Og lige nu er vi temmelig glade, fordi vi har fået trevlet et mere alvorligt problem op – og det er fredag. Og hvilken fredag, jeg er helt og aldeles oplagt til narrestreger!

Nu vi er i gang, har jeg faktisk lige læst om hende den svenske Barbieblogger. Kommentarer? Nøh, ikke det store, jeg indser, jeg sagtens kan være med på den galej. Der skal bare produceres et usædvanligt og kvalmende indlæg, ikke… well here we go…

Dagens kluns, ikk’?
Sorte leggings med satinbetrukne knapper i siden, nederst på læggen fra Day, Birger et Mikkelsen fuldender dagens kluns, bestående af blandt andet svinedyrt udseende perlehalskæde, jeg hele dagen har indhentet komplimenter for. Perlehalskæden er fra MadebyAnja… Og så er der den lille sorte fra en ukendt designer, som jeg scorede på ferien i Karrebæksminde. Altså.. den lille sorte, jeg scorede ikke nogen designer… Til klunset har jeg iført mig et par ubertrendy sorte sandaler… af trekkingmodellen. Den slags, der giver sure tæer, når man går med dem i regnvejr – hvilket jeg gerne praktiserer i denne dejlige sommertid. Naturligvis får jeg aldrig sure tæer. Det har jeg ikke tid til, jeg skal jo også passe behandlingerne hos min fodterapeut, og ja – jeg fik også bestilt tid til en gang curling af høstakken med indbygget genopfriskning af striberne. For lige at kunne fuldende det store billede, mangler der dog lige et fint semi-model billede af mig selv, så man kan se, det er rigtigt, hvad jeg siger.

Det sker:
“Hvem har haft hænderne nede i mine bukser??” læser jeg grinende for kollega. Hov, nej, der står faktisk “Hvem har haft hænderne nede i min bøtte???”. Vi griner igen… der er jo altid noget at grine af, ikke? Ligesom af kollega, der skvatter ude på gangen i mørket under strømafbrydelsen. Vi griner endnu højere -denne gang som et par hyæner… “Hahahaha… hold kæft mand, gå dog ordentligt på fødderne!” Der har nemlig været strømafbrydelse i firmaet, men det gjorde ikke så meget. Vi fandt jo råd, det gør vi altid herude.

Nogen søger hen mod mørke aflukker for at dyrke motion på et ophøjet plan – eller også bare for noget så kedeligt og uinspirerende som at træde af på naturens vegne… mens igen andre får stillet sulten. Blandt andet jeg selv, i dag bestod frokosten af en lækker sammenrodning af diverse rodgrøntsager med en syrligtstærk oliedressing til. Man må jo tænke på vægten, når man sådan begiver sig ud på små odiøse semi-modelblog-togter… Og det er da helt fantastisk, nu er dagen allerede snart gået.

Uha, jeg må vist hellere begynde at tænke på at smutte ud på badeværelset og opfriske min i dagens anledning super-chikke makeup bestående af tyve lag mascara af den ekstraklumpende slags og smøre lidt mere kajesværte på kysseklapperne… og ja håret må også hellere lige få et pust L’Oreal – den dér med extra strong hold. Det sidder så godt.. altså… nå.. ciao.. vi ses, hviner jeg begejstret til kollega, mens jeg hurtigt krammer min smarte lille clutch indeholdende en komprimeret bærbær sammen under armen og forsvinder i en sky af dyr Bvlgari l’eau de Julesvin… God weekend….

13. august 2009

Ord der redder dagen

Skrevet af Hende selv kl. 10:59 | Årets gang,Det sker,Job

Jeg er i gang med et større projekt, der involverer et andet land – og en masse software. I går formiddags modtog jeg et svar fra systemudvikler på reviewanmodning, og gik totalt i spagat. Man udbad sig adskillige informationer, som jeg pt ikke er klædt på til at kunne give. Så… kort og godt begyndte jeg at svede grønne grise… eller plejer man at skide dem? Resten af dagen var temmelig varm og ophedet, så snart jeg kom til at tænke på review’et. Altså ikke ligefrem behageligt. Jeg vil jo så gerne…

Her til morgen blev jeg afbrudt af en mail. Mailen var fra systemudvikler, og jeg blev bare så rørt. Hold kæft, hvor det kan redde ens dag med lidt almindelig menneskelig betænksomhed. “Er du ok? Håber ikke, vi har taget pusten helt fra dig?” stod der.

Derfor – ligenu… er jeg ekstra glad for at være en del af netop det her firma…. Tak kære kollega.

12. august 2009

Så gammel er jeg da ikke!

Skrevet af Hende selv kl. 16:48 | Det sker,Sjov

Nu ligger det jo sådan, at i aften skal der hygges med fiskefrikadeller – og jeg ved, det bliver lækkert. Fiskefarsen er den grovhakkede nede fra fiskehandleren her i byen, der var jeg lige nede og købe et kilo. Så går jeg igen, glad og lystigt svingende med posen med farsbøtten – og render lige ind i ungernes tidligere dagplejemor. Og der skal lige snakkes og udveksles nyheder…

En masse snak om børnene, både mine og hendes – der nu er fløjet af reden. Og jo, det går altså rigtigt godt. Jojo, jeg har skiftet arbejde siden sidst, og det er rædsomt at skulle køre samme vej som alle de andre. Så er det jo, jeg tænker, jeg lige skal høre, om hun stadig arbejder. For… så vidt jeg husker, sagde hun, at hun ville holde et par sabbatår – efter min den Yngste var klar til børnehave. Så jeg spurgte lige “Hvadøøøh, hvordan er det – arbejder du stadig eller?” med mit mest interesserede udtryk på.

“HVA’????? Hov hov… gammel er jeg altså ikke endnu!” kvitterer hun med en løftet pegefinger. “Uh, nej det troede jeg da bestemt heller ikke”, skynder jeg mig at sige “men du snakkede da noget om, at du ville holde et par år fri?”. Sådan var det så ikke blevet, man havde bestemt sig til at fortsætte med at arbejde.

Og så diskuterede vi ellers alle “de andres”, som man nu en gang gør…