Title

31. august 2009

Mænd der hader kvinder

Skrevet af Hende selv kl. 12:00 | Film

Noomi Rapace, der spiller rollen som den sky, indelukkede og sårbare Lisbeth Salander, har formået at forlene rollen med en utrolig blanding af indlevelsesevne, hårdhed og følsomhed. Ingen tvivl om, at Lisbeth Salander, til trods for sin mærkelige sociale fremtoning – og at hun er blevet fysisk og psykisk mishandlet næsten hele sit liv, er superintelligent og besidder følsomhed og menneskelige kvaliteter. Faktisk farer ordet “pikant” gennem hovedet på mig, for Lisbeth Salander er også, på en meget udefinerbar måde, pikant…

Hun og Michael Nyqvist, han i rollen som Mikael Blomkvist, udgør et glimrende makkerpar filmen gennem. Filmen er kommet godt rundt om bogen, selv om jeg personligt synes, at bogen er meget bedre end filmen. Ikke at der mangler noget i filmen… selv de mest afskyelige mishandlingsskildringer fra bogen, har man formået at konvertere til det store lærred på en måde, så seeren ikke er i tvivl om graden af modbydelighed ved handlingen.

Det er, så det løber én koldt ned af ryggen, og jeg er sikker på, at mange mænd har følt trækninger i det nederste af rygpartiet under scenen, hvor Lisbeth hævner sig på sin værge. Dette i øvrigt yderst forståeligt. Gennemgående utroligt godt skuespil og god timing, selv om filmen glipper lidt i slutningen, hvor Lisbeth redder Mikael fra morderen.

Jeg vil anbefale, at man ser filmen, før man læser bogen – hvis man skal begge dele. Hvis ikke, vil jeg under alle omstændigheder anbefale, at man læser hele bogtrilogien af Stieg Larsson. Iøvrigt får de næste to film baseret på trilogien premiere til henholdsvis september og november i år.

30. august 2009

Så meget forpulet P-svineri i Hillerød

Skrevet af Hende selv kl. 21:19 | Brok,Det sker

Hvordan er det lige, det er… Nu om dage er det ved at være pænt dyrt at gå i biografen. Og jeg mener, gå rigtigt i biografen – med at købe drikbare/spiselige lukulliteter til at goutere sig på, mens man passivt lader sig underholde i omkring to timer. I går var jeg og Big jo i biografen, og se bare. Vi kører ned på den p-plads, hvor vi ihvertfald de sidste 3-4 år har parkeret gratis, mens vi så den udvalgte film. P-plads er så meget sagt. Det er en naturomvokset 60 kvadratmeter stor grusbelagt plads på Nordre Jernbanevej i Hillerød, hvor rigtig mange biografgængere har nydt at kunne sætte køretøjet.

Dette er imidlertid slut nu, medmindre du betaler. Betaler DYRT. Man kan spørge sig selv om, hvorfor det skal være sådan – men et faktum er, at man fandenedderødme ikke kan begynde at inddrive penge for parkering uden at tilbyde de arme kunder mulighed for i det hele taget at kunne få en billet. Ganske vist er der opstillet nogen fancy nyere automater, æh.. nyere, det er jo spørgsmålet, for disse tager udelukkende mod kolde kontanter i møntform. Og nu om dage benytter langt størsteparten af befolkningen sig af betalingskort. De slæber ikke rundt på flere kilo mønter. Hvorfor kan de dog ikke opstille automater, hvor man kan anvende betalingskort. Det kan mange andre da sagtens.

Endvidere er disse forbaskede automater også placeret så upraktisk og med en så stor indbyrdes afstand, at den hurtige P-vagt kan lave en sniger og smide en bøde, mens man trasker helt ned til automaten for at trække en billet. Altså hvis man er én af dem, der har mønter i pungen. For ellers er man nødt til at foretage en hurtig spæner op i biografen for at lave kontanter, hvorved man også tvinges til at købe et eller andet, man måske ikke ville have købt ellers. Det betyder, man er påført yderligere udgifter i forbindelse med biografturen. Og p-vagten, den snu satan, kan stadig nå at lave en hurtig sniger hen til netop din bil, mens du således spæner afsted.

Ved at undersøge indklagningsmulighederne finder man ud af, at man kan ringe mellem 12.00 og 14.00 hver dag. Så hvis jeg nu ikke har mulighed for at ringe i det nævnte tidsrum, vil de altså heller ikke høre noget om mit problem med deres p-plads? Eller får jeg bare at vide, at jeg kan ringe igen i morgen? “Ej, det var ærgerligt, men klokken er 14.00 nu – og vi gider ikke høre mere om Deres problem med vores udmærkede automater henviser Dem til at ringe igen i morgen mellem 12.00 og 14.00″

District 9 med aktuelt tema

Skrevet af Hende selv kl. 20:31 | Film

Det var jo i går, det skete, at vi smuttede til Hillerød og se filmen District 9, med et absolut aktuelt tema – plottet godt sammen med et altid interessant emne, aliens der ankommer til den blå planet.

Vi satte os godt til rette med hver vores pose slik, som i går ikke var af den velvoksne slags, da vi var temmelig forædte fra aftensmaden en time forinden. Og så begyndte filmen ellers, og den startede lige på og hårdt. Der blev rapporteret heftigt, et rumskib var ankommet til jorden og hvad skulle man nu stille op med dissehersens rumvæsener? De var blot flygtet fra en ødelagt verden ude i rummet – og søgte nu et nyt hjem, hvor de kunne kolonisere fredeligt. Menneskene installerede væsenerne i det slumagtige “Distrikt 9″. Her boede de så – og jeg er lige ved at sige, at det ikke var spor svært at drage paralleller til virkelighedens “interneringslejre” og steder som Sandholmlejren på Sjælland. Selvfølgelig kan væsenerne ikke bare blive, hvor de er – for naturligvis opstår der så meget ballade, at man beslutter, at de skal flyttes.

Her kommer så Wikus, filmens hovedperson, på banen. Wikus kan vi lide med det samme, han er ham dér, den evigglade schweizer med tyrolerhatten og det brede tandsmil. Skovsneglen på hans overlæbe vibrerer kun en kende over alle hans udgydelser. Uha.. nu skal de fremmede sættes ud. Og det skal Wikus sørge for, at de bliver. Der er en masse morsomme klip hér. Det spøjse ved filmen er, at det er i Johannesburg, rumskibet lander – og de sorte har så den ny rolle, at de ønsker, at de fremmede skal forsvinde fra deres territorium. Allerhelst skal de rejse hjem. Den har vi vist nok hørt mange gange?

Den stakkels Wikus bliver imidlertid smittet med rumvæsen-dna og begynder den langsomme transformeringsproces, hvor alien-dna’et ændrer hans udseende drastisk. Det starter dog fredeligt med en enkelt arm. Hug en hæl og klip en tå. Samtidig har et privat (og absolut ikke særlig venligtsindet) selskab fået interesse i at udnytte alien-våbenene. Det kan dog ikke bare lade sig gøre, da man skal have alien-dna for at kunne bruge deres våben, så nu bliver Wikus en meget eftertragtet mand. Hele tiden sker der noget, og filmen er både sørgmunter og samfundsaktuel. Scenerne glider så fint over i hinanden og historien er så godt skrevet, at man ikke kommer til at sidde og skele til uret, mens man håber, at det dog snart er overstået.

I og med at Wikus’ tranformation skrider hurtigere og hurtigere fremad, har han nu kun ét sted i hele verden, hvor han kan gemme sig: Distrikt 9. Det er også her, han opdager, at aliens også er fornuftsvæsener, da han tvinges til at samarbejde med én af rejerne – og han indser, at det ikke nødvendigvis er “éns egne”, der har fat i den rigtige ende. Jeg vil anbefale denne film, den er virkelig bare god… og nej, der er ikke meget E.T. over den…

28. august 2009

Det er ikke størrelsen…

Skrevet af Hende selv kl. 11:59 | Børn

“De var desværre ikke store nok, men man kan godt bruge nogen almindelige, de første gange” stod der i sms’en. Put selv et eller andet flertalsord ind, i stedet for “de” Den slags får mig til at tænke de tanker, man ikke burde tænke… men jeg er notorisk en gris med den slags. Her handler det dog ikke om gris – men om fodbold.

Og knægten skal ikke gå til fodbold. Det har hans far og jeg afgjort. For sådan cirka første gang siden skilsmissen, der fortoner sig engang i tågerne, er vi helt enige om noget. Det er jo i sig selv banebrydende! Men der sker jo mirakler…

At der ikke kommer fodbold på programmet.. dén abe sidder nu på mine spinkle skuldre… Eks’en har forsøgt at gøde jorden, men uden held. Knægten pev og hylede – og fodbold er det eneste, han gider. Til trods for adskillige divergerende udtalelser og mishagsytringer om ham dér “Fodbold-Emil”, knægten leger med en sjælden gang. “At han gider….”. “Jeg fatter ikke han gider to gange om ugen.. og jeg gad fanme ikke kampe om lørdagen!” “Så har man jo ikke tid til at lege!” har vi hørt den første million gange. Snak om indoktrinering.

Så, nu må resten af hjernevasken vente, til han kommer hjem til den onde moder. “Du er jo så god til den slags…” skriver eksmanden. Nu har knægtens kammerats mor imidlertid netop, som det fremgår af sms’en foroven, også meldt, at fodboldsstøvlerne var for små. Så nu skal han da SLET ikke gå til fodbold.

Jeg overvejer, om man kan bestikke med løftet om et uberlækkert bordtennisbat, der kan alt? Måske… et eller andet skal der gøres!

Sikke dog et spild af mandekød

Skrevet af Hende selv kl. 10:39 | Betragtninger,Filosofi

I går hyggesnakkede jeg med en god bekendt, og vi kom tilfældigvis til at snakke om, hvor ærgerligt det dog var, at visse mænd bekendte sig til bøsse-ismen. For guds skyld, det er da et forfærdeligt spild, at nogen mænd er bøsser. Og det handler ikke om mine personlige præferencer til homoseksualitet eller de, der erkender, at de ikke er seksuelt orienteret på samme måde som størsteparten af andre er. Sikke en sober måde at sige det på, man bliver jo helt stolt.

Ordet “naturstridigt” popper op på nethinden… Det lyder både grimt og hårdt, jah – men hvad er det ellers? For er det i naturens orden, at hanvæsener danner par med andre hanvæsener, og hunner med andre hunner. Nej, det er det ikke. For så var evolutionen aldrig opstået.

Gennem tiderne har man dissekeret emnet homoseksualitet til grænsen af bevidstløshed, og ja så kunne man vende den om og spørge, hvorfor i alverden skriver jeg så overhovedet om det. Nå, det gør jeg altså. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er rigtigt, at folk med en til eget køn-rettet seksualitet er blevet tilrettet af forskellige omstændigheder – eller om det er noget der ligger i generne?

Har mon ikke alle mennesker oplevet en dragning af sit eget køn? Jeg er fx selv 110% hetero og nærer absolut ingen form for dulgte og subtile ønsker om lige at prøve en anden pige.

Alligevel kan jeg huske, at jeg engang var totalt vild med en anden pige. Jeg var seks-syv år gammel, og gik til dans. Dér dansede jeg med J., der på det tidspunkt har været 17 år. Vi dansede sammen både træning og konkurrencer, og hun besøgte mig derhjemme. Og da hun var i London, havde hun en rosa kosmetikpung med hjem til mig. Og min lykke var gjort. Hun var bare så totalt mit idol, og jeg er sikker på, at jeg var forelsket i hende. Det gik naturligvis i sig selv, da jeg holdt op til dans og fik andre interesser, og J. fik en kæreste og flyttede fra byen.

Men… spørgsmålet er jo åbent – vælger nogen at være anderledes seksuelt orienteret, alle vanskelighederne til trods eller ér de grundlæggende skabt sådan? Jeg ved det ikke, men til gengæld ved jeg, at det er bankeærgerligt, at fx Peter Frødin ikke er heteroseksuel… og hvad med vores H.C. Andersen. Havde han også en rem af huden? Og to be honest ville jeg da være ustyrligt ked af, hvis et af mine børn viser sig at være anderledes på den måde. Ikke fordi, de er det, men fordi det kan medføre et ekstremt svært liv. Og så vil jeg naturligvis gerne være bedstemor the oldfashioned way, en skønne dag. Hvis jeg altså får lov at opleve det :D

Det er jo ganske vist

Skrevet af Hende selv kl. 08:48 | Citat

Humoren ikke bare kræver overskud. Den giver overskud.

(Eivind Berggrav)

Det stod der i mailen fra min søde chef her til morgen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor rigtigt det er. Hvor mange gange oplever vi ikke i hverdagen, at en sjov eller lun bemærkning kan redde øjeblikket.

Jeg er mere end træt til morgen. Kunne næsten ikke komme ud af sengen, da Big vækkede mig. Og jeg havde ikke den fjerneste lyst til at stå op og skulle på arbejde. Og her sidder jeg så og gaber kæberne af led, og håber at det snart er fyraften. Hvad jeg så skal lave? Ja, det er ret sikkert, jeg ikke skal sove!

26. august 2009

Fodbold eller ej

Skrevet af Hende selv kl. 14:49 | Betragtninger,Børn

Bare et surt opstød, eller hvordan er det nu lige… Vi havde en diskussion på jobbet, og vi blev vist ikke helt enige. “Skal din søn ikke gå til fodbold?” spørger kollega. “Nej, det skal han ikke!” siger jeg roligt og spiser videre. “Hvorfor?” spørger kollega nysgerrigt… og så kører maskinen.

Jeg må nok også konstatere, at jeg ikke tilhører dén race… der dyrker yngelpleje i det omfang. Det er meget muligt, at det er ilde set, at man som mor ikke synes, det er fantastisk at køre sit barn til fodboldtræning to gange om ugen. Og derudover også følge sit barn til fodboldkampen, der altid foregår i weekenden, med det resultat at ens lørdag eller søndag bliver kvæstet. Det var der heldigvis også andre end undertegnede, der syntes.

For slet ikke at tale om, at det ofte bliver en “familiesport”, forstået på den måde, at fodboldforældrene skiftes til at fragte øgleynglet rundt i biler, medmindre ynglet frekventerer en fodboldklub, der er rig nok til at råde over egen minibus til holdet.

Jeg gider bare ikke dét der. Det gør jeg ikke. Det er også derfor, at min søn ikke kommer til at dyrke fodbold, medmindre han selv kan transportere sig rundt. For jeg gider ikke som i “GIDER IKKE” spilde min dyrebare fritid med at sidde med ved sidelinien på en eller anden åndsforladt fodboldbane, mens øgleynglet drøner rundt og får fræset knæene op på græsplænen. Og jeg gider heller ikke fylde bilen op med folks råbende og skrigende møgunger, der sidder og sviner og sparker med benene. Blankt nej.

Da jeg var barn og gik til henholdsvis badminton, gymnastik og svømning foregik det altså uden forældreledsagelse. Det var MIG, der dyrkede sport. Ergo tog jeg selv bussen over til svømmehallen. Eller cyklede ned til hallen. Nej, dengang var der ikke noget der hed “fragt til sportshal af børn” på skemaet, når man var forældre. Det vil sige, konceptet var så småt i sin vorden, dengang tidligt i 1980′erne. Nu er det imidlertid slået ud i fuld blomst, som man kan forstå af starten på indlægget. Og det er det, jeg synes er uproportioneret i forhold til, at ens barn dyrker sport.

Et lille prik

Skrevet af Hende selv kl. 12:05 | Årets gang,Børn

Det går jo også så fint fremad med Yngstebarnet – der efter alt at dømme vokser og trives på sin ny diæt. Eller det er måske så meget sagt. Hun har jo spist “rigtigt” i et halvt år nu, og det går fint, selv om der fra tid til anden er udfordringer i det. Og man tænker sig sgu ikke altid lige om.

Fx da vi var til beboerfest i bebyggelsen, hvor der var bestilt mad fra Kokken&Jomfruen (hvilket man ikke anbefaler at gøre… under nogen som helst omstændigheder…). Der blev blandt andet serveret en tiramisu-lagkage, hvor moderen så udbryder “Neeej, hvor lækkert, det er jo lige noget for dig – den må du smage!” og kigger glad på barnet, der jubler (hun vidste ikke bedre..). Godt så, velvoksne stykker tiramisulagkage bliver lagt på tallerkenerne, og vi smager. Yrkkkk, tænkte vi vist alle tre. Det smagte bare ikke godt. “Jesus Christ… for hevlede da.. ungen må jo ikke få det!” tænker moderen. “Tiramisuen” var nemlig chokoladelagkagebund smækket sammen med gul creme tilsat en art vin. Det var held i uheld, at ungen ikke kunne lide det…

I går var Yngstebarnet og jeg så til kontrol på Gentofte, hvor vi skulle tale med lægen selv. Og det ser bestemt ud til, at barnet gror som forventet og “fed er hun jo ikke ligefrem!” lød det. Det var da vægten stadig viste 17 kilo. Nu er hun i det mindste 104 centimeter, endelig. Hun har lige snuppet 10 centimeter siden februar måned, for første gang ser man en opadgående vækstkurve. Det er dejligt. Jeg er glad på hendes vegne. Efter kontrol skulle der udtages blodprøve. Vi måtte ind til vampyren, der ved synet af den kæmpende, sparkende og højlydt vrælende pige udbrød, “at det da var en livlig lille en!”. Måske ja, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg fik sved på panden af at holde bæstet stille, mens blodet blev udtaget.

“Jeg hader blodprøver!” sagde hun stille bagefter. “Det gør jeg også, men det er faktisk ret godt. Man kan se alt muligt i blodet, blandt andet hvor godt din krop har det nu!” svarede jeg trøstende. Det var inden jeg fik et chok. Hun ville ikke have nogen is!!!! That was a day!

Status på øjet

Skrevet af Hende selv kl. 09:28 | Årets gang,Det sker

Der er gået en uge siden indgrebet, og jeg er stadig i den 7. himmel. Hver dag finder jeg noget nyt at glæde mig over, jaja jeg er godt klar over, det tangerer “bræk-dig-over-det”. Men ikke desto mindre er det altså frygteligt dejligt at opleve verden uden briller.

Bare dét at slå øjnene op om morgenen og se Big ved siden af mig, det får lige mit hjerte til at give et hop af glæde. Jeg kan se! I morgen er det sidste dag med behandling. Jeg har skullet dryppe øjne med tre produkter den sidste uges tid. De første tre dage efter operationen drypper man med Voltaren, og det svider altså. Så er der tobradex, som virker ophelende… og dernæst oxyal, der er smørende. Sidstnævnte to produkter er jeg så færdig med i morgen. Jeg har været til første kontrol i mandags. “Øjnene var superfine, og alt var i skønneste orden. Det helede bare fint”…

Ellers en spøjs ting at være i et venteværelse. Jeg kan faktisk godt lide det. For man kan virkelig være så heldig, at man får sig en uventet snak med et andet menneske. I mandags var vi fire, der ventede. To ældre gamle Charlottenlund-fruer, hvilket fremgik af tøjet og sminken – plus den måde, den ene hængte sin frakke op på. Jeg tænker smilende, hvad pokker skal vi andre gøre, når vi bliver gamle fine fruer? Jeg har ihvertfald ikke lært at hænge min frakke op med dén gracie.

Så var der mig og en ung flot fyr (ja, han var på min alder… det vil sige 29 år og nogen måneder…). Og vi faldt så i snak om vores operationer. Jeg var den eneste, der havde fået ordnet begge øjne på én gang. De andre ventede på enten en åreforkalkningsoperation eller ny linse. “Hvad fejler du?” spurgte den ene gamle frue. “Ingenting, slet ikke.. jeg skal bare have kontrolleret efter lasik operation..” svarede jeg. “Æv, hvor ærgerligt, jeg øjnede ellers lys forude, da du sagde, du ikke brugte briller mere!” sukkede hun. Øh? Nå, hun havde nok ikke rigtig hørt efter, måske. Men det er helt sikkert, at man dér på klinikken har et stort potentiale med alle de forskellige typer indgreb, der dér kan foretages.

20. august 2009

Min LASIK operation

Skrevet af Hende selv kl. 10:24 | Årets gang,Det sker

I går var den store dag, hvor jeg havde taget fri fra arbejde. Kl. 10.30 havde jeg nemlig en aftale i Charlottenlund hos kirurg Peter Brincker.

Big kommer tidligt om morgenen, så vi lige kan hygge lidt, inden han kører mig til operation. Helt klart er jeg temmelig nervøs og oppe at køre, for det er jo en særdeles spændende begivenhed – og man ved jo, der er risici ved alle former for indgreb. Hver eneste gang, man siger ja til et indgreb, siger man samtidig ja til at tage en risiko. Jeg skal have lavet LASIK på begge øjne på én gang, så jeg synes, det er en mega-risiko.

Den utroligt søde og forekommende klinikdame viser os ind i venteværelset, men der går kun et kvarter førend vi bliver bedt om at følge med ind i klinikkens “operationsafsnit”. Her bliver vi parkeret i et andet venteværelse. Der er her møbleret med blandt andet nogle lækre sorte skind-liggestole. Jeg tænker bare, at det er temmelig fancy og Charlottenlundsk, men senere kommer der altså en forklaring på møblementet. Big og jeg småsnakker og smågriner. Han får mig til at glemme min nervøsitet, det er han god til.

Kort efter kommer klinikassistenten og beder mig følge med. Nu skal mine øjne bedøves. Forud for operationen havde jeg dagen før skullet dryppe øjne 3 gange med Voltaren. Nu bliver der imidlertid dryppet gennem – først Voltaren igen, faktisk en hel ampul pr. øje. Det svider temmelig meget, kan jeg hilse at sige. Dernæst får øjnene noget bedøvelse, også via dråber. Og dén sved. Rigtig, rigtig meget. Bagefter bliver Big og jeg tilbudt en kop kaffe. Mens vi drikker den, kommer klinikassistenten ind flere gange og drypper mere bedøvelse i øjnene – og jeg får en stesolid. Muskulaturen omkring øjnene skal være aldeles afslappet, og det vil de gerne være helt sikre på, at den er. Det varer ikke længe, før jeg kan mærke virkningen af stesoliden.

Kirurgen kommer også ind og beder mig følge med ind til en ekstra kontrol af øjnene, inden vi laver laseroperationen. Det virker utroligt betryggende, at han foretager en sådan. Det er hurtigt overstået, jeg skal bare kigge ind i en maskine og bekræfte, at indstillingen er korrekt. Bagefter kommer jeg ud til Big og tager en kop kaffe mere, som jeg ikke når at drikke. Vi bliver nemlig hentet ind på operationsstuen ret hurtigt efter.

Peter Brincker kommer selv iført operationstøj og henter mig – og Big må heldigvis gerne komme med ind og overvære indgrebet. Og jeg kommer ned at ligge, mens mit hovede bliver fikseret. Jeg får en hætte på, til at dække håret – og får desuden flere øjendråber. Dette kan jeg imidlertid ikke mærke, da øjnene nu er helt bedøvet. Nu bliver jeg kørt ind i en maskine, der “fikserer” øjnene, og der bliver monteret en art kroge. For nu at være helt ærlig, har min største skræk hele tiden været tanken om de der kroge – det grøssede dybt ind i min mave ved tanken om dem. Men… jeg kan altså ikke mærke det, overhovedet. Jeg kan kun mærke, der bliver trukket i huden, og jeg ligger desuden bare og slapper så meget af, jeg kan. Og så ved jeg at Big er ovre i hjørnet, og det er meget beroligende at vide.

Efter et kvarters tid i maskinen, bliver jeg kørt over i selve den maskine, der foretager laserindgrebet. Jeg har på forhånd fået at vide fra brochuren, at det vil tage ½ minut på hvert øje. Så ligger jeg der og kigger op i en rød cirkel bestående af millionvis af røde punkter, og den pulserer. Det forekommer mig et kort øjeblik, at jeg er med i en sci-fi film. Det er aliens, der er ved at undersøge mine øjne!! Jeg får lyst til at komme med en morsom bemærkning om det, men holder mund. Det røde lys skifter til et grønt – meget lille punkt, og det er så laseren. Jeg ligger helt stille og kan ikke mærke noget, sådan set. Der er bare lige én ting…

Der lugter brændt. Som når man brænder et hår i flammen. Og jeg synes, det lugter temmelig kraftigt. Sikkert fordi jeg ligger og er fikseret og ikke kan se noget. Det er i det øjeblik, hornhinden bliver behandlet. Og jeg kan se, han roder med en pind i øjet. Meget mærkeligt, at ligge og følge med i uden at kunne mærke det. Begge øjne bliver behandlet, og så lyder det endelig “Så er det overstået”. Jeg er helt svag i koderne, da jeg kommer op at stå. Nu viser det sig, hvad de lækre skindliggestole i venteværelset er godt for, i en sådan skal jeg nemlig ligge med lukkede øjne i en halv time.

Jeg kan overhovedet ikke se skarpt efter operationen, men jeg kan godt se, at jeg ser temmelig meget bedre end før. Alt er tåget og uklart, ligesom et gyldent lys og det ene øje svider som bare helvede. Big og jeg taler om det og tror, at det måske er blevet ridset lidt af krogen. Svider gør det ihvertfald og løber i vand. Da den halve time er gået, kommer Peter Brincker igen og henter os. Han skal lige kigge på mine øjne. Vi taler lidt om, hvordan synet er nu, og han lover at jeg senere på dagen vil kunne se endnu bedre – og at det i morgen vil være tiptop. Han laver sjov med, at jeg jo kan prøve mine briller i morgen, så kan jeg se, hvor dårligt mit syn var. Ah that’ll be the day! :D

Big og jeg kører hjem og henter pizza, og da vi har spist den, bliver jeg momentant træt og må ligge i sofaen. Øjet svider som bare pommern, det er dét, der er blevet ridset. Jeg får nogen panodiler og drypper øjne. Det skal jeg gøre fire gange. Og så dagen efter, hvorpå der kun skal dryppes med 2 produkter i fire dage. Jeg slapper af på sofaen hele dagen, mens Big hygger om mig, og jeg oplever, at synet bliver bedre og bedre time for time. Jeg er også så glad for, at Big er der – og at han var der under hele seancen. Det betød bare så meget for mig.

Om aftenen er det faktisk helt i orden, næsten – og det sviende øje er gået i ro. Hvor dejligt. Jeg er helt rundt på gulvet, for hvor er det dog ufatteligt at jeg kan se. Virkelig kan se. Ingen briller og kontaktlinser. Gud, hvor er det dejligt. Jeg er næsten euforisk af bare glæde.

Dagen efter…For første gang siden jeg var en lille pige, kan jeg nu se uden briller – og det er knivskarpt syn, vi taler om hér. Lige til at kunne se at ramme en bananflue mellem øjnene. Det er også ret dejligt at se Big tydeligt ved siden af mig, da jeg vågner til morgen. Vel er det bare så utroligt for mig, der i går gik ind af døren til Peter Brinckers klinik med minus otte, for at komme ud af døren med et perfekt syn.

Jeg kan kun anbefale andre at få det gjort… Og Peter Brincker får mine allerbedste anbefalinger, han er knalddygtig!

Frem »