Title

24. juni 2009

Strøtanker en morgen

Skrevet af Hende selv kl. 08:54 | Filosofi

Sidder lige og overvejer situationen – og ja, igen må jeg erkende, at verden aldrig ændrer sig. Der skete noget på jobbet her til morgen, der lige udløste tankerækken…

Det er stadig sådan, at for at kunne NYDE, skal man YDE. I det her specifikke tilfælde – hvis man vil nyde godt af min omsorg og omtanke, så skal man fanme yde noget for det også. Jeg gider ikke hele tiden være den der giver. Og jeg giver heller ikke ved dørene.

I min verden er det også sådan, at hvis ikke man behandler mig pænt og med omsorg – ja så er jeg dén der er stået af. Og det er bare ærgerligt for dén, der har glemt at tænke over dét.

Er det virkelig så svært at huske det med omsorg og at behandle andre pænt? Jeg spørger bare. Selv er jeg desværre ALT for god til det, så god at jeg kunne bruges som dørmåtte, engang imellem, tænker jeg.

Heldigvis er der da mange der værdsætter det – og de, der ikke gør – er ikke bedre end det skidt, jeg træder på.

Måske lidt kryptisk, men jeg skulle bare SÅDAN og så meget have luft for nogen ting…

20. juni 2009

Det er altid noget

Skrevet af Hende selv kl. 23:14 | Årets gang,Weekend

Det synes jeg da helt bestemt – det er aldrig helt galt, når man går og føler sig sådan rigtig meget elsket og sådan, det er jo en rigtig dejlig fornemmelse. Og det er dét, jeg nyder i disse dage. For sådan er det… og det er dejligt. Lige som det skal være.

Der hygges hér, gør der – og spises – måske lidt for meget, men det er til gengæld også super hyggeligt – og absolut værdsat. Og jeg har en fornemmelse af at være gået lidt blogdød, jeg gider ikke rigtig skrive om alt, der rører sig oppe under krøllerne.

Eller måske er det mere rigtigt at sige, at jeg ikke har lyst til at lade livet være totalt blottet og offentligt tilgængeligt? Måske er jeg også blevet bornert? Nej, det er jeg dog ikke, måske er ordet “mere privat”… more privacy required – in English. So be it…

17. juni 2009

At skrive en dosmerseddel

Skrevet af Hende selv kl. 10:40 | Betragtninger,Diverse,Hverdag

Lige i disse dage, hvor jeg er ved at blive uddannet som opgavejonglør og lære at skyde med spred-prioriteringer, er det da vist nødvendigt med en dosmerseddel. I næste uge skal jeg til lægen, der skal snakkes – og så skal der diskuteres Thyroxin og D-vitamin. Alt sammen med måde, men ikke desto mindre må jeg hellere skrive det op. Ellers ved jeg, jeg glemmer det.

I dag er en af de dage, hvor jeg bare har den største lyst til at være rigtig barnlig og skære en grum grimasse af sagesløse forbipasserende ude på gangen. Måske gør jeg det, lige om lidt. Bare fordi de vender sig om og glor. Måske er det fordi jeg sidder med bare fødder oppe på skrivebordet og tastaturet på skødet. Jaja, det er jo for hunne blevet sommer?! Eller noget. Hep.. kom nu med kl. 11.00, jeg er sulten, og kollega kommer snart og henter mig.

16. juni 2009

Helt tømt

Skrevet af Hende selv kl. 22:13 | Det sker

Eller er det ikke det man plejer at sige – altså.. ligesom når man siger “helt flad”… så er jeg lige nu helt tømt, uden at komme nærmere ind på de kedelige detaljer.

Det har været en rædselsdag, en mareridtsdag. Jeg har sandt for dyden knoklet min lille mås ud af buksen, det kan jeg skrive under på – og alligevel har jeg ikke nået ting, jeg skal have nået. Ptøj, og så ligger der også en hyggelig mtu-samtale og vinker forude i nærmeste fremtid. Den har jeg ikke engang fået forberedt mig synderligt på, ihvertfald ikke skriftligt – kun mundtligt med kollega. Og det er bare palaver op og ned af stolper og omkring hjørner. Nu kan jeg være glad, der er ved at være samlet op på opgaver – men hvor er det altså bare godt, det snart er weekend….

11. juni 2009

Ud at køre

Skrevet af Hende selv kl. 13:19 | Det sker

Så var det i dag, jeg skulle køre min far til tandlægen, og det var jo med allerstørste spænding, jeg havde sagt ja til det. Min mor dukkede op til morgen med far og rollator – og begge dele blev stoppet ombord i slæden. Afsted gik det, hu hej vilde heste. Det var faktisk en ganske dejlig tur derind.

Hvem ville ikke synes, det var dejligt konstant at få ros. “Hvor er du god til at køre bil. Det er vel nok en dejlig bil, du har. Hvor var det sødt af dig at køre din gamle far…” Og så videre i den dur.

Men far fik ordnet tænder, og var glad. Jeg er også glad – det er dejligt at kunne hjælpe. Jeg havde dog fået ros nok, da far blev sat af hjemme, så nej, jeg skulle ikke lige med ind. I stedet kørte jeg hjem… bare for at blive kaldt ind på job. Hvor typisk. Vi er nogen, der kan…

Og så har jeg også besluttet mig til, at jeg venter på at kunne komme til øjenlæge. Ikke på vilkår om jeg selv vil betale for operationen, hvis jeg kan slippe for det… desuden har jeg nogen ting i ærmet, som lige skal afprøves først – så jeg væbner mig med tålmod. Så tager vi den derfra.

10. juni 2009

.. må jeg desværre meddele dig…

Skrevet af Hende selv kl. 09:42 | Årets gang,Brok,Det sker

Da jeg mødte ind, lå der en mail i min indbakke… that is, der lå mange, men lige netop denne her var interessant. For det var nemlig respons på min henvendelse til Sundhedsforsikringen. Og desværre måtte hun meddele mig, at de ikke dækkede den slags operation. Too bad. Nå, det vælter mig nu ikke af hesten, jeg har jo stadig en tid… mja… onsdag 2. december – i år… dog.

Nu skal jeg lige tænnke lidt over, hvad jeg kan gøre. Der MÅ da være mulighed for at få en hurtigere operation, det er bare om at få foden ind det helt rigtige sted. Der skal tænkes, skal der. Jeg tænker også, at såfremt det skal gå over det offentlige, må jeg sandsynligvis ikke selv vælge behandler. Eller må jeg?

Jeg kunne forestille mig, at der ligger et krav om, at man siger pænt ja til dén behandling, det offentlige tilbyder. Uagtet at man måske har nogen andre ønsker til behandler-typen.

9. juni 2009

Det er ikke til debat

Skrevet af Hende selv kl. 08:15 | Børn,Familie,Sjov

Det er hvad jeg fortæller Ældste, og det var her i går aftes. Vi havde lige fået aftensmad, og som en undtagelse havde børnene fået lov at se TV bagefter. Normalt smider jeg dem ud at lege eller iværksætter andre lødige aktiviteter. Men ikke i går. Vi var trætte. Træt som i træt.

Det var åbenbart spændende, det de så i TV. “Mor??? Jeg snakkede med Jakob henne i skolen.. og han sagde, hvorfor vi kom i seng halv otte?? Hjemme hos ham kommer de først i seng kl. 21.00-21.30…” lød det fra Ældste, der gerne ville blive oppe. “Ved du hvad, knægt…. det er meget muligt, Jakob først kommer i seng dér, men sådan er det ikke her hjemme” sagde jeg så, helt afslappet. Buuuuuuuuuh! “Jamen mor” begyndte Ældste så, men jeg fortalte ham, at det ikke var til diskussion, at sådan lå landet altså. Basta.

Jeg er godt klar over, at det ikke er sidste gang, men det er klart, man begynder at kunne mærke, at Ældste bliver større og udvikler sig og stiller spørgsmål ved mange ting. Det er både godt og ondt, godt fordi man så kan vende rigtig mange sten – ondt fordi man ikke bare vilkårligt kan vende alle sten. Nogen ting må lige gennemtænkes, inden man begiver sig ud i at snakke om dem, hvis man overhovedet bestemmer sig til, at det egner sig som diskussionsemne. For Ældste er kun syv år.

Her til morgen var den gal igen, troede jeg. Vi står og børster tænder, og jeg er mildest talt ikke helt vågen, men det bliver jeg hurtigt, sa Ældste søvnigt mumlende siger (det tror jeg) “Mor, hvorfor skal Morten ikke så tidligt op som os?”. Jeg synes pludselig, at ham Mortens forældre er dumme, selvom jeg ikke engang kender dem og begynder at svare Ældste. “Nej mor.. du hører forkert! Det jeg sagde var:

Hvorfor kommer morgener altid så tidligt?

Helvede og patter, jeg har vist været ualmindelig søvnig, men vi grinte alle tre. Den var jo ret god…

8. juni 2009

Din læge har henvist dig til undersøgelse…

Skrevet af Hende selv kl. 20:43 | Brok

Altså for hevlede da. Jeg lærer vist aldrig at forstå dét rotteræs. Det tror jeg forresten ikke, der er nogen, der kan. Se nu bare, jeg er mere end klar – og så kan jeg først komme til onsdag d. 2. december i år. That is.. om rigtig mange måneder. Det er jo totalt grotesk. Da jeg åbnede kuverten, stod jeg først og kiggede lidt på indholdet af brevet. Ej, ej, sagde jeg til mig selv. Det er jo latterligt, det dér!

Jeg gider altså ikke vente fem måneder på at komme til, helt ærligt! Det skal være nu! Så i morgen får jeg en tid hurtigst muligt, via sundhedsforsikringen, som jeg er heldig at have. Lige nu er jeg faktisk ret taknemmelig for at have et job med indbygget sundhedsforsikring af mig som medarbejder.

Og jo. Jeg har godt nok ondt af alle de andre, der ikke “bare kan bruge sundhedsforsikringen”. Faktisk forstår jeg godt, at folk bliver vrede over at således blive desavouerede. Det er så sandelig også for frækt!

2. juni 2009

Kan man vel få armene ned?

Skrevet af Hende selv kl. 22:30 | Årets gang,Job

Der gik han ude på gangen, så jeg ud af øjenkrogen. Og han vinkede til mig – så jeg vinkede lidt halvhjertet tilbage. Det gik jo lidt stærkt. Og det gør vi desuden hver dag. Vinker, altså. Så var det jo at han, altså ham vores IT-dikketør kom ind på vores kontor. Og så stillede han sig hen foran mig, høj og bred og sagde…

“Har jeg sagt til dig, at du ser BRANDGODT ud i dit ny outfit??”

Jeg fik vist lidt røde kinder, men nåede at få fremstammet et tak og sende et smil. Jamen dog! Jeg var jo aldeles rundt på gulvet, og mine to kollegaer smilede drillende til mig. Sådan dér!