Man siger jo, pinsesolen danser. Og det kommer den til at gøre med mig, for sandelig om ikke denne morgen er startet pÃ¥ bedste vis. Det lader til, at lige for tiden – og jeg tør næsten ikke sige det pga. hende dér Nemesis – gÃ¥r det hele flydende. Hun kan forresten bare holde snuden væk, ellers skal jeg give hende en gang lak! Yngste og Ældste var til racerløb i gÃ¥r – og meget træt var især hun ogsÃ¥. SÃ¥ det var et par særdeles taknemmelige og trætte børn, der sad i hver sin seng, i gÃ¥r aftes og lyttede, mens jeg skildrede landbolivet i tiden omkring 1940 i Jylland.

Det er ren hygge, især fordi vi ogsÃ¥ ofte fÃ¥r os en god snak, om de ting vi læser. Jeg fortæller gerne og øser ud af min visdom, pløh… men børnene lytter gerne. Det er sÃ¥dan det skal være. Man skal tage sig den tid til nærhed og nærvær, for… de er jo kun til lÃ¥ns. En dag gider de ikke mere dén form for hygge. SÃ¥ skal der være et alternativ, men jeg tager tingene, som de kommer. Det har jeg endelig lært… eller er blevet bedre til, trods alt.

Jeg er ogsÃ¥ sÃ¥ glad for, at Yngste har taget beslutningen, at nu sover hun altsÃ¥ i sin egen seng. Hvor er det bare rart, nu kan jeg brede mig i hele dobbeltsengen. Ikke at det var forfærdeligt med hende dér, men det er rarest at have sin seng for sig selv. Det er vist ogsÃ¥ første gang i… nej det er da løgn… 7 Ã¥r, jeg har haft dét! SÃ¥ er det da ogsÃ¥ pÃ¥ tide!

Man kan fÃ¥ glutenfri pizzabunde, og den slags skal man ikke bare fortælle mig. Vips blev de bestilt, og i gÃ¥r kunne jeg hente pÃ¥ posthuset. Der blev ogsÃ¥ kigget efter topping til pizza i Netto bagefter, og det hele endte med fire superskønne pizzaer. Gæt engang om Yngste var lykkelig. “Nu kan jeg ogsÃ¥ fÃ¥ pizza!” lød det fra den lille dame, der vokser sÃ¥ meget, at hun sprængte kjolen her forleden. Men uha, det snakker vi ikke mere om, derhjemme. Det behager ikke damen.

Det er godt nok kun en ganske almindelig tirsdag, men nu var det jo fordi jeg i morges gik amok i alle de ny øjendimseprodukter. Og da jeg alligevel var blevet sÃ¥ fin pÃ¥ gluggerne, kunne jeg jo ogsÃ¥ lige sÃ¥ godt være fin alle andre steder. SÃ¥ pÃ¥ med den sorte silkekjole med flæse, jeg scorede i fredags, og sÃ¥ nogen smarte strømpebukser… sÃ¥ kører vi. Det ér sgu meget rart, nÃ¥r der er lidt ekstra krudt pÃ¥ dagen. Yngste blev ogsÃ¥ helt grebet, og ville have “den der lyserøde pÃ¥”.

Lyserød kjole kom ud af skabet, over hovedet pÃ¥ Yngste. Her mÃ¥tte jeg konkludere, at barnet var ved at sprænge kjolen! So be it. Hun vokser godt nu, den lille. Og jeg er glad. I stedet forlangte hun mormor’s flamencokjole. Og nu passer dén sÃ¥ lige akkurat sÃ¥ smukt. Og smuk var den lille pige da ogsÃ¥, og ikke mindst glad til.

Nede pÃ¥ fritten kiggede de ogsÃ¥ lidt, da vi to dressed-up tøser kom vadende, og nej – det var ikke kun den lille pige, der fik komplimenter. Uh, det var da farligt cool, jeg sÃ¥ ud til morgen – “men du er jo altid sÃ¥ smart…” kom det fra pædagogLasse. Det synes jeg nu ikke selv, men det var sgida rart at høre, det indrømmer jeg gerne.

Der blev vinket farvel og sendt en farlig masse fingerkys, inden pædagogLasse slæbte Yngste med ind for at hente et eller andet. Hun følger ham som en lille hund… og er han der ikke er det pædagogTine, der stÃ¥r for skud. Sjovt nok, der er masser af pædagoger, men det er altid enten Tine eller Lasse. Jeg tror, det er fordi, de har en slags frisprog sammen. “Din lille prutfis” siger Yngste til Tine. Jeg rynker pande, men inden jeg nÃ¥r at sige noget – fortæller Tine, at det er noget, de kalder hinanden??? Jeg mÃ¥ber i det skjulte. Og smiler venligt… SÃ¥dan var det fanme ikke, da jeg var barn, altsÃ¥!! Men jeg gik jo heller ikke pÃ¥ fritidshjem…

Bedre endnu er det, at jeg kan være pÃ¥ jobbet inden 8, sÃ¥ det er slut med at møde før fanden fÃ¥r sko pÃ¥ i ulige uger. Det er dejligt, for der er vigtigere ting pÃ¥ tapetet – end at stÃ¥ op med hønsene. Jeg er lige mødt ind og har hentet min kop kaffe… mens jeg overvejer, hvad jeg skal starte pÃ¥. Der ligger desværre en bunke af dimensioner, med flere opgaver. Og ingen af dem er jeg særlig varm pÃ¥… sÃ¥ det bliver nok lidt tungt.

Jaja, jeg er da godt klar over, at det kan misforstås. Men lad mig bare slå fast, jeg er ikke til græsk men til græsk! Altså den slags man spiser!

Moderen min havde tilsagt mig til en lille shoppingtur i Københavns gader og stræder fredag eftermiddag, og det lÃ¥ i luften, at vi selvfølgelig ogsÃ¥ skulle tilgodese smagsløgene. Som altid. En tur til byen er ikke en tur til byen, hvis ikke der er frokost indlagt. Vi travede glade og vel fornøjede rundt i gaderne ved Studiestræde og Fiolstræde. I sidstnævnte stræde bor min yndlings-latinopusher. Han har bare altid noget tøj, jeg ikke kan modstÃ¥. Eller… det plejer han at have, men nu var moderen altsÃ¥ med – og hun forstyrrede mÃ¥ske lidt de vibes, tøjet eventuelt mÃ¥tte udsende. SÃ¥ den skuffede latino sendte fingerkys og vink i min retning, da vi forlod kælderen. Efter en lille overspringshandling (shopping, that is) trak moderen mig ind pÃ¥ Samos i Skindergade, dér lige ved Jorcks passage.

Alle tiders hyggelige græske restaurant. Der er ikke meget plads, der er mange mennesker – og man sidder trangt. Det er ikke dér, du gÃ¥r hen for at føre en stille samtale. Det er tværtimod her, du hygger dig med store armbevægelser. AltsÃ¥ øh.. jah.. det er ikke til romantik som fx pÃ¥ Bryggeri Skovlyst. Prisen er absolut rimelig, og moderen og jeg tog begge en græsk buffet til 49 kroner, og der var masser at vælge mellem – maden var god og stærktkrydret. Vi blev begge mætte og fede, og pÃ¥ intet tidspunkt blev der færre mennesker.

Blandt andet kan nævnes de obligatoriske græske lamsefrikadeller – og ja, de røg ind, selv om jeg ikke er til lam (ulden, du ved!)… salater, oliven, diverse spændende gryderetter med velsmagende tomatsauce og sÃ¥ var der dolmades – er du pÃ¥ græsk spisning, mÃ¥ du altsÃ¥ prøve dolmades med tzatziki til… og ogsÃ¥ meget gerne en kyllinge souvlaki.

Skiltene uden for med slagtilbud pÃ¥ menuer og forskellige fristelser til en fin pris lokkede rigtig mange mennesker ind. Og i døren stod konstant en lang hale af mennesker, der ventede pÃ¥ at komme til fadene bords. Rigtig hyggeligt! Og meget “kommehinandenved-agtigt”.

Faktisk var det sÃ¥dan, at en gammel dame (hun var ældre, end man skulle tro) – der stod foran os i døren – blev placeret ved vores bord. Vi sad sÃ¥ tre damer og hyggede os, og bagefter var det sjovt at give den ellers totalt ukendte dame hÃ¥nden og ønske fortsat dejlig fredag. Hun var virkelig sød, og viste frem af hvad hun havde scoret pÃ¥ udsalg ude ved Langelinien. Jamen… so be it – det er mig om 70 60 Ã¥r

Så går jeg fandme også på shopping og ud at spise! Det bliver man aldrig for gammel til, vel?

Der blev ogsÃ¥ fundet tid til at slænge sig i sofaen, her i weekenden – og bevæbnet med Pringles, ja de der light nogen med rice infusion eller noget… og sÃ¥ min egen hjemmelavede og absolut stærke hvidløgsdip, lagde vi os i sofaen og skÃ¥lede i rødvin. Big havde sat No Country for Old Men pÃ¥ dvd’en. Et udmærket valg, efter min ringe mening.

Filmen startede lige pÃ¥ og hÃ¥rdt. Der var ingen slinger i valsen. Og den fastholdt ens interesse under hele sessionen, pÃ¥ intet tidspunkt begyndte man at kigge pÃ¥ hinanden og tænke “er den ikke liiiidt….”. SÃ¥dan var den slet ikke. Derimod mÃ¥ jeg indrømme, at jeg mærkede en stærk, stærk antipati bemægtige sig mig med jævne mellemrum. Nej, det var ikke Big, men det var hver gang Javier Bardem viste sig pÃ¥ skærmen. Det gjorde han ret tit. Og jeg, der ofte tænker højt, sagde “Føj, hvor er han dog ulæks! Han er jo helt død i ansigtet!”. “Og øjnene er ogsÃ¥ totalt døde, prøv at se!” kom det fra Big. SÃ¥ sandt. Alligevel vil jeg pÃ¥stÃ¥, at Javier Bardem var et perfekt valg til dén rolle som den snigende, stille og følelseskolde morder.

Man skal altsÃ¥ aldrig nogensinde tage en kuffert penge, hvis man finder en sÃ¥dan ude i Nevada ørkenen. SÃ¥ har jeg da lært dét. Og jeg skal nok huske det, for jeg har ikke lyst til at lide samme skæbne som Josh Brolin i filmen. Det gik ellers sÃ¥ fint for Josh-drengen. Det lykkedes ham i flere omgange at flygte og derved snyde Javier for sit bytte (Josh og pengene). Og han var mindst lige sÃ¥ røget, som Javier var speget. Eller det troede Big og jeg i det mindste, for da filmen nærmede sig sin slutning, var der en scene med Josh i samtale med en kvinde. “NÃ¥rh.. jeg holder bare lidt øje med, hvad der sker rundt omkring…” siger han. Øjeblikket efter ser man, at han ligger stendød og kysser gulvet pÃ¥ et toilet.

Filmen har ikke en regulær slutning. Ikke som man “er vant til det” med at sÃ¥ fik de onde deres straf. Nej, slutningen er temmelig screwed, og Javier overlever – pÃ¥ et hængende hÃ¥r, og meget til min fortrydelse.

Inde i skoven mellem Værløse og Hareskov, midt i et sving – ligger den aldeles hyggelige restaurant Bryggeri Skovlyst og putter sig mellem træerne. Stilen er helt gammeldags – det brune træværk giver fornemmelsen af gammeldags krostue. Der er stillet perlegrus og træborde og bænke op, og der er ogsÃ¥ en “krohave” som i gamle dage. Med gamle træer og buske – og sidst men ikke mindst en “kro-bod” og en legeplads.

AltsÃ¥ et glimrende sted at suse hen med familien og indtage søndagsfrokosten – eller bare fÃ¥ en kop kaffe. Der er garanteret hygge! Og børn er velkomne, om sommeren er der et lebend pÃ¥ legepladsen ved Bryggeri Skovlyst. Som navnet antyder brygges der øl. Og det er ikke hvad som helst. Jeg bedyrer, at har man én gang smagt en af Bryggeri Skovlyst’s gode øller, er det ikke sidste gang. Det var det heller ikke for mit og Big’s vedkommende.

Fredag aften var Big og jeg nemlig de heldige – og taknemmelige – gæster pÃ¥ Bryggeri Skovlyst. Vi fik et dejligt bord ved vinduet, og det var ren hygge, blev vi enige om. En rigtig dejlig aften med god snak og sÃ¥dan noget – og vi valgte begge Torvemenuen. Sammen med menuen var der forslag til hvilken øl, der ville komplementere smagen pÃ¥ maden. Og dét gjorde den. Big bad om en Hvede Stout til forretten. Forretten var skindstegt rødfisk pÃ¥ supertyndt, lækkert stegt rugbrødsskive og majs beurré – i hummersauce. Det er ikke til at skrive, hvad det hed, men det smagte supersupersupergodt.

Hovedretten var tre store, tykke (og de var virkelig tykke) skiver lækker, rødstegt kalvemørbrad med kartoffel, rødløgsmarmelade og karamelliseret kastaniecreme samt rødvinssauce. Og hertil fik vi en anden øl til, der om muligt smagte endnu bedre end den første øl. Og der blev spist og grint og hygget. Desserten var ret bette men absolut ikke dårlig, og man var desuden så mæt, så det var intet mindre end en perfekt størrelse dessert at få. Vi var enige om, at det da var et superdejligt sted at spise, og selve indretningen i restauranten fører også tankerne hen på forne tider. Der var propfuldt af mennesker, så jeg anbefaler, at såfremt du får lyst til at prøve, så må der bestilles bord inden.

Efter maden måtte Big og jeg ud og trave lidt i skoven, så mætte og fede var vi blevet. Men det var sandt for dyden også skønt! Vi blev siden enige om, at det da ihvertfald var blandt de bedste steder, vi havde været ude at spise. Dér kan man godt tage hen en anden gang.

Prislejet? Det vil jeg påstå er absolut rimeligt. Man får utrolig, lækker mad og meget fin betjening og service, så fem ud af fem stjerner er ikke for lidt.

Ved ikke hvad det er for en hormonfuld fredag – men nÃ¥r jeg i ramme alvor læser ordet “geniale” som genitalie… æhm… jeg ved ikke lige hvor det kommer fra!

Det mÃ¥ være, siden jeg læste nyheden i avisen om at cola kan give alvorlig kaliummangel, hvorfor jeg omgÃ¥ende droppede cola. Nu plejede jeg at hælde 14 liter indenbords hver dag, sÃ¥ jeg var helt sikkert i farezonen. Just kidding.. men det er rigtigt nok. Og jeg kan hilse og sige, det ikke er særlig fedt med kaliummangel. Been there – done that, bare med lakrids som synderen!

Rigtig god cola- og lakridsfri weekend derude.

For det første er dagen i dag absolut herlig. Jeg har godt nok fra fra arbejde, fordi det er sÃ¥ hÃ¥rdt at lege fotomodel fire timer tirsdag aften. “Du er født til det her!” var fotografens kommentar – og jeg lyver ikke. Ikke om dette ihvertfald, og jeg er ogsÃ¥ ærlig, nÃ¥r jeg siger, at jeg var ret glad og stolt over den bemærkning. For jeg gjorde virkelig mit bedste, og vi fik nogen skønne skud!

Ej, det var ikke fordi det var hårdt at være model, det var fordi jeg skulle til fodterapeut. Jeg har fundet ud af, at det gider jeg godt. Det er bestemt ikke dårligt at få sådan nogen pæne futter her til sommer. Og det var overmåde behageligt. Så jeg har allerede bestilt en opfølgnings-tid til om seks uger. Og så følger vi ude på jobbet finansloven, hvor vi har fri dagen efter Kristi luftfartsdag, så jeg imødeser nogle dejlige dage.

Nej.. det var heller ikke kun pÃ¥ grund af tid hos foddame kl. 9, jeg skulle ogsÃ¥ til øjenkirurg og have lavet forundersøgelse. Og den slags er farligt. Det garanterer jeg for – især for en som jeg, der er totalt shopaholic! Da jeg trillede afsted i bilen mod Charlottenlund, var jeg spændt pÃ¥, om der mon ogsÃ¥ var noget at kigge pÃ¥. Jojo, der var nogen forretninger, kunne jeg se. Og wooot… en gÃ¥gade. Hvor fedt, tænkte jeg, og kiggede glad ud pÃ¥ vejen.

Hvor herligt, jeg skulle bare lige finde en p-plads, og det gjorde jeg sÃ¥ – for kirurgens klinik lÃ¥ et smadderfarligt sted. AltsÃ¥ – der var MANGE butikker med shopping til lille mig, og jeg var en halv time for tidligt pÃ¥ den. Men det gjorde ikke noget. Jeg lod mig lokke ind i en butik, hvor de havde noget sindssygt lækkert tøj, og blev fristet til at købe sÃ¥dan en hvid, noget gennemsigtig “dims”… og hun havde MEGET, der kunne friste. Som altid fik jeg en god sludder med ekspedienten, rigtig sød dame, og fik et kort med “klip”… sÃ¥ nu kan jeg spare lidt, næste gang jeg kommer. Og jeg kommer igen. Helt sikkert!

Bagefter var det tid til kirurg, og efter at have ventet en time (han var forsinket), blev øjnene tjekket. De er fine – og det kunne sagtens lade sig gøre at fÃ¥ en operation. SÃ¥ nu gÃ¥r der lige et par uger – og derefter sker der noget. Skønt. Jeg glæder mig som et lille barn. Det bliver nærmest min 2. ungdom! Haha! Da jeg var færdig hos kirurgen, blev jeg suget ind i en garnbutik. Og hér havde jeg den sjældne oplevelse at se en slags menneske, man bare ikke ser ret tit. Dette var altsÃ¥ en dame, hun har været i starten af 60′erne, vil jeg skyde pÃ¥ – med platinblondt affarvet hÃ¥r. Det næste jeg fik øje pÃ¥, var øjnene. Hele øjenlÃ¥get, og alt under øjenbrynet og rundt om ud til siden var smurt med turkisblÃ¥ øjenskygge med glitter.

Læg dertil at damen var umÃ¥delig dove’t (eller solbrændt – ved ikke om det var Dove selvbruner, hun brugte). Munden var knaldrød og skarpt tegnet op med lipliner i en kontrastfarve. Og da hun løftede hÃ¥nden for at tage noget – faldt mit blik pÃ¥ nogen 6 cm lange kunstige negle, der var lakeret med en særdeles mørk auberginefarvet neglelak. Altsååååååå…. undskyld dame, jeg kunne bare slet ikke lade være med at glo fornøjet pÃ¥ dig. Det er for sjældent, jeg ser den slags.

Undskyld jeg tænker, at du mÃ¥ske ikke har opdaget, at du ikke er ung mere… men ihvertfald, tak for de sorte silkebÃ¥nd

Hvad hjertet er fyldt med flyder munden gerne over med, husk det!

DET bliver sgisme spændende, og jeg glæder mig rigtig meget. Og faktisk var ideen bare sÃ¥dan ret spontant opstÃ¥et – men nu ligger landet sÃ¥dan, at man faktisk er blevet booket ind i et fotostudie. SÃ¥ der skal laves modelbilleder af ego. Hold da helt fest i en negerhytte – det bliver godt nok en anderledes oplevelse! Og man er bare rigtig spændt! OgsÃ¥ selv om jeg ved, vi ogsÃ¥ skal hygge os lidt med nogen kolde bajere i studiet, under optagelserne.

Endnu en af den slags morgener, hvor man møder ind pÃ¥ jobbet, mens ens hjerte er efterladt pÃ¥ fritten. Efterladt hos en lille pige, der i dag selv har sat hÃ¥r (og sÃ¥ pyt med den dér “bukkel” midt oven pÃ¥ issen, og de temmelig store, løsrevne totter) og var sÃ¥ glad. Det vil sige, det var hun, indtil jeg havde sat madkassen ind i køleskabet og prøvede at tage jakken af hende. Jeg kan bare ikke have det, det gør sgu ondt i mit hjerte og min sjæl, nÃ¥r hun kigger grædende op pÃ¥ mig. For fanden i panden da!

“Mor, jeg spiller syg!!! SÃ¥ ringer de efter dig, og sÃ¥ kommer du og henter mig??”. SÃ¥dan er det altid omkring skiftedag, der er i morgen. Heldigvis først i morgen. Pædagog gÃ¥r med ud til døren – sÃ¥ de kan vinke. Jeg giver barnet et kram med det resultat, at hun hager sig fast i min frakke. Jeg vidste det bare. Én af de morgener.

Suk… og endnu mere suk. Pædagog indser heldigvis problemet og tager barn op. Barn holder stadig knibetangsfast i min frakke i forvisning om, at sÃ¥ kan mor ikke gÃ¥. Pludselig virker det lidt semikomisk. Tre mennesker hægtet sammen af lille pige, der ikke vil sige farvel til sin mor.

Jeg river mig hurtigt fri, og gÃ¥r ud af døren, mens jeg hÃ¥ber, at det pÃ¥klistrede smil og den alt for ivrige vinken til min lille pige skjuler en mors blødende hjerte og elendige samvittighed. Samtidig prøver jeg at udviske fantombilledet af pÃ¥-en-lidt-kedelig-mÃ¥de-overrasket-lille-pige. Hun troede jo ikke, mor ville rive sig løs – men der var ingen anden udvej. Det siger pædagogerne ihvertfald. Føj, jeg hader sÃ¥danne morgener.

Gud hvor jeg glæder mig til at hente hende igen! Og ogsÃ¥ Ældste, da! Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare gik hjemme og nussede om børnene. Velvidende at vi alle tre ville fÃ¥ fnidder af det og flejne ud, før eller siden. Og dog… det kunne nu være rart at nøjes med det der arbejdsnoget et par gange om ugen.

Og vi har jo ogsÃ¥ haft sÃ¥dan en rigtig dejlig weekend, date hjemme ved mors kødgryder fredag sammen med Yngste. Jeg kunne ikke forestille mig mere hyggelig mÃ¥de at tilbringe fredag pÃ¥, nÃ¥r man nu ikke kan…. Lørdag til brunch pÃ¥ café og galleribesøg. Søndag til brunch hos veninde, der er øjenlæge. Og spændingsopbyggende, dejligt besøg om eftermiddagen. Den weekend gik sgu alt for stærkt! NÃ¥, men sÃ¥ vil jeg bare fryde mig lidt over, at den her uge bliver en af den slags, man ville ønske, var hverdag. Hvor man kun skal pÃ¥ arbejde 2 dage – og sÃ¥ fri, hygge og atter fri….

Det er bevist. Pyntesyge smitter. Til morgen gjorde jeg mig rigtig lækker i stram, tætsiddende kjole – og den sidder sgu godt. Bevis: Kollega smilede over hele hovedet og udsendte anerkendende mandegrynt. Nuvel, det er jo heller ikke dÃ¥rligt med sÃ¥dan en dag, hvor man bare ligner en million. Jeg er glad! Og sÃ¥ var det jo, at Yngste ogsÃ¥ syntes, hun skulle være fin.

SÃ¥ Yngste fik fin frisure med opsat hÃ¥r og hÃ¥rlak (og det var mig, der forsvor pÃ¥ det kraftigste, at mine børn skulle ud i den slags… men.. faktisk forsværger jeg det stadig!). “Det er ogsÃ¥ kun fordi det er fredag!” sagde jeg bestemt. MÃ¥ske tror jeg sÃ¥ selv pÃ¥ det.

Og endnu bedre. Vi to pyntesyge tøser skal være alene hjemme i aften, that is – hvis ikke Yngste insisterer pÃ¥ at forlade mor til fordel for mormor. Der skal ikke lyde klager fra min side ihvertfald. Gør hun dét, er jeg den, der laver mig en aftale ude i byen til i aften!

Og in the mirror – sÃ¥ er det faktisk en ret dejlig fornemmelse, at man véd, at man ligner en million – der sker et eller andet med holdningen og udstrÃ¥lingen… jo gu er jeg brandlækker i dag! For pokker, hvor jeg nyder det! Det mÃ¥ man altsÃ¥ godt, en gang i mellem, nÃ¥r man bare er 36 Ã¥r!