Title

29. maj 2009

Og pinsesolen skal danse

Skrevet af Hende selv kl. 09:09 | Børn,Det sker,Familie

Man siger jo, pinsesolen danser. Og det kommer den til at gøre med mig, for sandelig om ikke denne morgen er startet på bedste vis. Det lader til, at lige for tiden – og jeg tør næsten ikke sige det pga. hende dér Nemesis – går det hele flydende. Hun kan forresten bare holde snuden væk, ellers skal jeg give hende en gang lak! Yngste og Ældste var til racerløb i går – og meget træt var især hun også. Så det var et par særdeles taknemmelige og trætte børn, der sad i hver sin seng, i går aftes og lyttede, mens jeg skildrede landbolivet i tiden omkring 1940 i Jylland.

Det er ren hygge, især fordi vi også ofte får os en god snak, om de ting vi læser. Jeg fortæller gerne og øser ud af min visdom, pløh… men børnene lytter gerne. Det er sådan det skal være. Man skal tage sig den tid til nærhed og nærvær, for… de er jo kun til låns. En dag gider de ikke mere dén form for hygge. Så skal der være et alternativ, men jeg tager tingene, som de kommer. Det har jeg endelig lært… eller er blevet bedre til, trods alt.

Jeg er også så glad for, at Yngste har taget beslutningen, at nu sover hun altså i sin egen seng. Hvor er det bare rart, nu kan jeg brede mig i hele dobbeltsengen. Ikke at det var forfærdeligt med hende dér, men det er rarest at have sin seng for sig selv. Det er vist også første gang i… nej det er da løgn… 7 år, jeg har haft dét! Så er det da også på tide!

Man kan få glutenfri pizzabunde, og den slags skal man ikke bare fortælle mig. Vips blev de bestilt, og i går kunne jeg hente på posthuset. Der blev også kigget efter topping til pizza i Netto bagefter, og det hele endte med fire superskønne pizzaer. Gæt engang om Yngste var lykkelig. “Nu kan jeg også få pizza!” lød det fra den lille dame, der vokser så meget, at hun sprængte kjolen her forleden. Men uha, det snakker vi ikke mere om, derhjemme. Det behager ikke damen.

26. maj 2009

Glimmer på en hverdag

Skrevet af Hende selv kl. 08:23 | Børn,Hverdag

Det er godt nok kun en ganske almindelig tirsdag, men nu var det jo fordi jeg i morges gik amok i alle de ny øjendimseprodukter. Og da jeg alligevel var blevet så fin på gluggerne, kunne jeg jo også lige så godt være fin alle andre steder. Så på med den sorte silkekjole med flæse, jeg scorede i fredags, og så nogen smarte strømpebukser… så kører vi. Det ér sgu meget rart, når der er lidt ekstra krudt på dagen. Yngste blev også helt grebet, og ville have “den der lyserøde på”.

Lyserød kjole kom ud af skabet, over hovedet på Yngste. Her måtte jeg konkludere, at barnet var ved at sprænge kjolen! So be it. Hun vokser godt nu, den lille. Og jeg er glad. I stedet forlangte hun mormor’s flamencokjole. Og nu passer dén så lige akkurat så smukt. Og smuk var den lille pige da også, og ikke mindst glad til.

Nede på fritten kiggede de også lidt, da vi to dressed-up tøser kom vadende, og nej – det var ikke kun den lille pige, der fik komplimenter. Uh, det var da farligt cool, jeg så ud til morgen – “men du er jo altid så smart…” kom det fra pædagogLasse. Det synes jeg nu ikke selv, men det var sgida rart at høre, det indrømmer jeg gerne.

Der blev vinket farvel og sendt en farlig masse fingerkys, inden pædagogLasse slæbte Yngste med ind for at hente et eller andet. Hun følger ham som en lille hund… og er han der ikke er det pædagogTine, der står for skud. Sjovt nok, der er masser af pædagoger, men det er altid enten Tine eller Lasse. Jeg tror, det er fordi, de har en slags frisprog sammen. “Din lille prutfis” siger Yngste til Tine. Jeg rynker pande, men inden jeg når at sige noget – fortæller Tine, at det er noget, de kalder hinanden??? Jeg måber i det skjulte. Og smiler venligt… Sådan var det fanme ikke, da jeg var barn, altså!! Men jeg gik jo heller ikke på fritidshjem…

Bedre endnu er det, at jeg kan være på jobbet inden 8, så det er slut med at møde før fanden får sko på i ulige uger. Det er dejligt, for der er vigtigere ting på tapetet – end at stå op med hønsene. Jeg er lige mødt ind og har hentet min kop kaffe… mens jeg overvejer, hvad jeg skal starte på. Der ligger desværre en bunke af dimensioner, med flere opgaver. Og ingen af dem er jeg særlig varm på… så det bliver nok lidt tungt.

24. maj 2009

Og så fik jeg græsk

Skrevet af Hende selv kl. 20:50 | Restaurant,Shopaholic,Ud og Se

Jaja, jeg er da godt klar over, at det kan misforstås. Men lad mig bare slå fast, jeg er ikke til græsk men til græsk! Altså den slags man spiser!

Moderen min havde tilsagt mig til en lille shoppingtur i Københavns gader og stræder fredag eftermiddag, og det lå i luften, at vi selvfølgelig også skulle tilgodese smagsløgene. Som altid. En tur til byen er ikke en tur til byen, hvis ikke der er frokost indlagt. Vi travede glade og vel fornøjede rundt i gaderne ved Studiestræde og Fiolstræde. I sidstnævnte stræde bor min yndlings-latinopusher. Han har bare altid noget tøj, jeg ikke kan modstå. Eller… det plejer han at have, men nu var moderen altså med – og hun forstyrrede måske lidt de vibes, tøjet eventuelt måtte udsende. Så den skuffede latino sendte fingerkys og vink i min retning, da vi forlod kælderen. Efter en lille overspringshandling (shopping, that is) trak moderen mig ind på Samos i Skindergade, dér lige ved Jorcks passage.

Alle tiders hyggelige græske restaurant. Der er ikke meget plads, der er mange mennesker – og man sidder trangt. Det er ikke dér, du går hen for at føre en stille samtale. Det er tværtimod her, du hygger dig med store armbevægelser. Altså øh.. jah.. det er ikke til romantik som fx på Bryggeri Skovlyst. Prisen er absolut rimelig, og moderen og jeg tog begge en græsk buffet til 49 kroner, og der var masser at vælge mellem – maden var god og stærktkrydret. Vi blev begge mætte og fede, og på intet tidspunkt blev der færre mennesker.

Blandt andet kan nævnes de obligatoriske græske lamsefrikadeller – og ja, de røg ind, selv om jeg ikke er til lam (ulden, du ved!)… salater, oliven, diverse spændende gryderetter med velsmagende tomatsauce og så var der dolmades – er du på græsk spisning, må du altså prøve dolmades med tzatziki til… og også meget gerne en kyllinge souvlaki.

Skiltene uden for med slagtilbud på menuer og forskellige fristelser til en fin pris lokkede rigtig mange mennesker ind. Og i døren stod konstant en lang hale af mennesker, der ventede på at komme til fadene bords. Rigtig hyggeligt! Og meget “kommehinandenved-agtigt”.

Faktisk var det sådan, at en gammel dame (hun var ældre, end man skulle tro) – der stod foran os i døren – blev placeret ved vores bord. Vi sad så tre damer og hyggede os, og bagefter var det sjovt at give den ellers totalt ukendte dame hånden og ønske fortsat dejlig fredag. Hun var virkelig sød, og viste frem af hvad hun havde scoret på udsalg ude ved Langelinien. Jamen… so be it – det er mig om 70 60 år :D

Så går jeg fandme også på shopping og ud at spise! Det bliver man aldrig for gammel til, vel?

No country for old men

Skrevet af Hende selv kl. 20:12 | Film,Weekend

Der blev også fundet tid til at slænge sig i sofaen, her i weekenden – og bevæbnet med Pringles, ja de der light nogen med rice infusion eller noget… og så min egen hjemmelavede og absolut stærke hvidløgsdip, lagde vi os i sofaen og skålede i rødvin. Big havde sat No Country for Old Men på dvd’en. Et udmærket valg, efter min ringe mening.

Filmen startede lige på og hårdt. Der var ingen slinger i valsen. Og den fastholdt ens interesse under hele sessionen, på intet tidspunkt begyndte man at kigge på hinanden og tænke “er den ikke liiiidt….”. Sådan var den slet ikke. Derimod må jeg indrømme, at jeg mærkede en stærk, stærk antipati bemægtige sig mig med jævne mellemrum. Nej, det var ikke Big, men det var hver gang Javier Bardem viste sig på skærmen. Det gjorde han ret tit. Og jeg, der ofte tænker højt, sagde “Føj, hvor er han dog ulæks! Han er jo helt død i ansigtet!”. “Og øjnene er også totalt døde, prøv at se!” kom det fra Big. Så sandt. Alligevel vil jeg påstå, at Javier Bardem var et perfekt valg til dén rolle som den snigende, stille og følelseskolde morder.

Man skal altså aldrig nogensinde tage en kuffert penge, hvis man finder en sådan ude i Nevada ørkenen. Så har jeg da lært dét. Og jeg skal nok huske det, for jeg har ikke lyst til at lide samme skæbne som Josh Brolin i filmen. Det gik ellers så fint for Josh-drengen. Det lykkedes ham i flere omgange at flygte og derved snyde Javier for sit bytte (Josh og pengene). Og han var mindst lige så røget, som Javier var speget. Eller det troede Big og jeg i det mindste, for da filmen nærmede sig sin slutning, var der en scene med Josh i samtale med en kvinde. “Nårh.. jeg holder bare lidt øje med, hvad der sker rundt omkring…” siger han. Øjeblikket efter ser man, at han ligger stendød og kysser gulvet på et toilet.

Filmen har ikke en regulær slutning. Ikke som man “er vant til det” med at så fik de onde deres straf. Nej, slutningen er temmelig screwed, og Javier overlever – på et hængende hår, og meget til min fortrydelse.

Fem stjerner til Bryggeri Skovlyst

Skrevet af Hende selv kl. 10:41 | Det sker,Restaurant,Ud og Se

Inde i skoven mellem Værløse og Hareskov, midt i et sving – ligger den aldeles hyggelige restaurant Bryggeri Skovlyst og putter sig mellem træerne. Stilen er helt gammeldags – det brune træværk giver fornemmelsen af gammeldags krostue. Der er stillet perlegrus og træborde og bænke op, og der er også en “krohave” som i gamle dage. Med gamle træer og buske – og sidst men ikke mindst en “kro-bod” og en legeplads.

Altså et glimrende sted at suse hen med familien og indtage søndagsfrokosten – eller bare få en kop kaffe. Der er garanteret hygge! Og børn er velkomne, om sommeren er der et lebend på legepladsen ved Bryggeri Skovlyst. Som navnet antyder brygges der øl. Og det er ikke hvad som helst. Jeg bedyrer, at har man én gang smagt en af Bryggeri Skovlyst’s gode øller, er det ikke sidste gang. Det var det heller ikke for mit og Big’s vedkommende.

Fredag aften var Big og jeg nemlig de heldige – og taknemmelige – gæster på Bryggeri Skovlyst. Vi fik et dejligt bord ved vinduet, og det var ren hygge, blev vi enige om. En rigtig dejlig aften med god snak og sådan noget – og vi valgte begge Torvemenuen. Sammen med menuen var der forslag til hvilken øl, der ville komplementere smagen på maden. Og dét gjorde den. Big bad om en Hvede Stout til forretten. Forretten var skindstegt rødfisk på supertyndt, lækkert stegt rugbrødsskive og majs beurré – i hummersauce. Det er ikke til at skrive, hvad det hed, men det smagte supersupersupergodt.

Hovedretten var tre store, tykke (og de var virkelig tykke) skiver lækker, rødstegt kalvemørbrad med kartoffel, rødløgsmarmelade og karamelliseret kastaniecreme samt rødvinssauce. Og hertil fik vi en anden øl til, der om muligt smagte endnu bedre end den første øl. Og der blev spist og grint og hygget. Desserten var ret bette men absolut ikke dårlig, og man var desuden så mæt, så det var intet mindre end en perfekt størrelse dessert at få. Vi var enige om, at det da var et superdejligt sted at spise, og selve indretningen i restauranten fører også tankerne hen på forne tider. Der var propfuldt af mennesker, så jeg anbefaler, at såfremt du får lyst til at prøve, så må der bestilles bord inden.

Efter maden måtte Big og jeg ud og trave lidt i skoven, så mætte og fede var vi blevet. Men det var sandt for dyden også skønt! Vi blev siden enige om, at det da ihvertfald var blandt de bedste steder, vi havde været ude at spise. Dér kan man godt tage hen en anden gang.

Prislejet? Det vil jeg påstå er absolut rimeligt. Man får utrolig, lækker mad og meget fin betjening og service, så fem ud af fem stjerner er ikke for lidt.

22. maj 2009

Lider bestemt ikke af humor-mangel

Skrevet af Hende selv kl. 17:50 | Sjov

Ved ikke hvad det er for en hormonfuld fredag – men når jeg i ramme alvor læser ordet “geniale” som genitalie… æhm… jeg ved ikke lige hvor det kommer fra!

Det må være, siden jeg læste nyheden i avisen om at cola kan give alvorlig kaliummangel, hvorfor jeg omgående droppede cola. Nu plejede jeg at hælde 14 liter indenbords hver dag, så jeg var helt sikkert i farezonen. Just kidding.. men det er rigtigt nok. Og jeg kan hilse og sige, det ikke er særlig fedt med kaliummangel. Been there – done that, bare med lakrids som synderen!

Rigtig god cola- og lakridsfri weekend derude.

20. maj 2009

Og så starter vi bilen

Skrevet af Hende selv kl. 16:11 | Årets gang,Det sker,Ferie,Shopaholic

For det første er dagen i dag absolut herlig. Jeg har godt nok fra fra arbejde, fordi det er så hårdt at lege fotomodel fire timer tirsdag aften. “Du er født til det her!” var fotografens kommentar – og jeg lyver ikke. Ikke om dette ihvertfald, og jeg er også ærlig, når jeg siger, at jeg var ret glad og stolt over den bemærkning. For jeg gjorde virkelig mit bedste, og vi fik nogen skønne skud!

Ej, det var ikke fordi det var hårdt at være model, det var fordi jeg skulle til fodterapeut. Jeg har fundet ud af, at det gider jeg godt. Det er bestemt ikke dårligt at få sådan nogen pæne futter her til sommer. Og det var overmåde behageligt. Så jeg har allerede bestilt en opfølgnings-tid til om seks uger. Og så følger vi ude på jobbet finansloven, hvor vi har fri dagen efter Kristi luftfartsdag, så jeg imødeser nogle dejlige dage.

Nej.. det var heller ikke kun på grund af tid hos foddame kl. 9, jeg skulle også til øjenkirurg og have lavet forundersøgelse. Og den slags er farligt. Det garanterer jeg for – især for en som jeg, der er totalt shopaholic! Da jeg trillede afsted i bilen mod Charlottenlund, var jeg spændt på, om der mon også var noget at kigge på. Jojo, der var nogen forretninger, kunne jeg se. Og wooot… en gågade. Hvor fedt, tænkte jeg, og kiggede glad ud på vejen.

Hvor herligt, jeg skulle bare lige finde en p-plads, og det gjorde jeg så – for kirurgens klinik lå et smadderfarligt sted. Altså – der var MANGE butikker med shopping til lille mig, og jeg var en halv time for tidligt på den. Men det gjorde ikke noget. Jeg lod mig lokke ind i en butik, hvor de havde noget sindssygt lækkert tøj, og blev fristet til at købe sådan en hvid, noget gennemsigtig “dims”… og hun havde MEGET, der kunne friste. Som altid fik jeg en god sludder med ekspedienten, rigtig sød dame, og fik et kort med “klip”… så nu kan jeg spare lidt, næste gang jeg kommer. Og jeg kommer igen. Helt sikkert!

Bagefter var det tid til kirurg, og efter at have ventet en time (han var forsinket), blev øjnene tjekket. De er fine – og det kunne sagtens lade sig gøre at få en operation. Så nu går der lige et par uger – og derefter sker der noget. Skønt. Jeg glæder mig som et lille barn. Det bliver nærmest min 2. ungdom! Haha! Da jeg var færdig hos kirurgen, blev jeg suget ind i en garnbutik. Og hér havde jeg den sjældne oplevelse at se en slags menneske, man bare ikke ser ret tit. Dette var altså en dame, hun har været i starten af 60′erne, vil jeg skyde på – med platinblondt affarvet hår. Det næste jeg fik øje på, var øjnene. Hele øjenlåget, og alt under øjenbrynet og rundt om ud til siden var smurt med turkisblå øjenskygge med glitter.

Læg dertil at damen var umådelig dove’t (eller solbrændt – ved ikke om det var Dove selvbruner, hun brugte). Munden var knaldrød og skarpt tegnet op med lipliner i en kontrastfarve. Og da hun løftede hånden for at tage noget – faldt mit blik på nogen 6 cm lange kunstige negle, der var lakeret med en særdeles mørk auberginefarvet neglelak. Altsååååååå…. undskyld dame, jeg kunne bare slet ikke lade være med at glo fornøjet på dig. Det er for sjældent, jeg ser den slags.

Undskyld jeg tænker, at du måske ikke har opdaget, at du ikke er ung mere… men ihvertfald, tak for de sorte silkebånd ;)

Hvad hjertet er fyldt med flyder munden gerne over med, husk det!

18. maj 2009

Model for én dag

Skrevet af Hende selv kl. 09:53 | Årets gang,Sjov

DET bliver sgisme spændende, og jeg glæder mig rigtig meget. Og faktisk var ideen bare sådan ret spontant opstået – men nu ligger landet sådan, at man faktisk er blevet booket ind i et fotostudie. Så der skal laves modelbilleder af ego. Hold da helt fest i en negerhytte – det bliver godt nok en anderledes oplevelse! Og man er bare rigtig spændt! Også selv om jeg ved, vi også skal hygge os lidt med nogen kolde bajere i studiet, under optagelserne.

Jeg vil ha’ mor

Skrevet af Hende selv kl. 08:19 | Børn,Hverdag

Endnu en af den slags morgener, hvor man møder ind på jobbet, mens ens hjerte er efterladt på fritten. Efterladt hos en lille pige, der i dag selv har sat hår (og så pyt med den dér “bukkel” midt oven på issen, og de temmelig store, løsrevne totter) og var så glad. Det vil sige, det var hun, indtil jeg havde sat madkassen ind i køleskabet og prøvede at tage jakken af hende. Jeg kan bare ikke have det, det gør sgu ondt i mit hjerte og min sjæl, når hun kigger grædende op på mig. For fanden i panden da!

“Mor, jeg spiller syg!!! Så ringer de efter dig, og så kommer du og henter mig??”. Sådan er det altid omkring skiftedag, der er i morgen. Heldigvis først i morgen. Pædagog går med ud til døren – så de kan vinke. Jeg giver barnet et kram med det resultat, at hun hager sig fast i min frakke. Jeg vidste det bare. Én af de morgener.

Suk… og endnu mere suk. Pædagog indser heldigvis problemet og tager barn op. Barn holder stadig knibetangsfast i min frakke i forvisning om, at så kan mor ikke gå. Pludselig virker det lidt semikomisk. Tre mennesker hægtet sammen af lille pige, der ikke vil sige farvel til sin mor.

Jeg river mig hurtigt fri, og går ud af døren, mens jeg håber, at det påklistrede smil og den alt for ivrige vinken til min lille pige skjuler en mors blødende hjerte og elendige samvittighed. Samtidig prøver jeg at udviske fantombilledet af på-en-lidt-kedelig-måde-overrasket-lille-pige. Hun troede jo ikke, mor ville rive sig løs – men der var ingen anden udvej. Det siger pædagogerne ihvertfald. Føj, jeg hader sådanne morgener.

Gud hvor jeg glæder mig til at hente hende igen! Og også Ældste, da! Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare gik hjemme og nussede om børnene. Velvidende at vi alle tre ville få fnidder af det og flejne ud, før eller siden. Og dog… det kunne nu være rart at nøjes med det der arbejdsnoget et par gange om ugen.

Og vi har jo også haft sådan en rigtig dejlig weekend, date hjemme ved mors kødgryder fredag sammen med Yngste. Jeg kunne ikke forestille mig mere hyggelig måde at tilbringe fredag på, når man nu ikke kan…. Lørdag til brunch på café og galleribesøg. Søndag til brunch hos veninde, der er øjenlæge. Og spændingsopbyggende, dejligt besøg om eftermiddagen. Den weekend gik sgu alt for stærkt! Nå, men så vil jeg bare fryde mig lidt over, at den her uge bliver en af den slags, man ville ønske, var hverdag. Hvor man kun skal på arbejde 2 dage – og så fri, hygge og atter fri….

15. maj 2009

Pyntesyge smitter

Skrevet af Hende selv kl. 09:19 | Det sker

Det er bevist. Pyntesyge smitter. Til morgen gjorde jeg mig rigtig lækker i stram, tætsiddende kjole – og den sidder sgu godt. Bevis: Kollega smilede over hele hovedet og udsendte anerkendende mandegrynt. Nuvel, det er jo heller ikke dårligt med sådan en dag, hvor man bare ligner en million. Jeg er glad! Og så var det jo, at Yngste også syntes, hun skulle være fin.

Så Yngste fik fin frisure med opsat hår og hårlak (og det var mig, der forsvor på det kraftigste, at mine børn skulle ud i den slags… men.. faktisk forsværger jeg det stadig!). “Det er også kun fordi det er fredag!” sagde jeg bestemt. Måske tror jeg så selv på det.

Og endnu bedre. Vi to pyntesyge tøser skal være alene hjemme i aften, that is – hvis ikke Yngste insisterer på at forlade mor til fordel for mormor. Der skal ikke lyde klager fra min side ihvertfald. Gør hun dét, er jeg den, der laver mig en aftale ude i byen til i aften!

Og in the mirror – så er det faktisk en ret dejlig fornemmelse, at man véd, at man ligner en million – der sker et eller andet med holdningen og udstrålingen… jo gu er jeg brandlækker i dag! For pokker, hvor jeg nyder det! Det må man altså godt, en gang i mellem, når man bare er 36 år!

Frem »