Der findes ingen nøgle til lykken – kun en stige….
Og det tror jeg, enhver må sande.. dén der vil lykken, overvinder sig til at forcere stigen.
Meget apropos stiger… så er jeg endnu kun begyndt at klatre – og så glæder jeg mig meget til noget… men lige netop dét, hører under privatlivets fred.
Nogen husker måske, de i barndommen har fået læst Allerkæreste Søster af Astrid Lindgren højt? Jeg er én af dem, der lod sig fuldstændig bjergtage af den i mine øjne meget mystiske og specielle illustration af bogen. Og så ønskede jeg mig en allerkæreste søster. Det har jeg i dag, endda to af dem…
En af dagens mails gjorde dagen i morgen til noget særligt. For jeg har også en aller-bedsteste ven, og lige netop ham er der ikke mange, der kan komme op på siden af. Men det er nok også bare fordi vi har generet hinanden i forfærdeligt mange år, efterhånden. Det må blive noget med femten af slagsen. Han skrev, at han kommer i morgen til mad – og har datteren med. Huiiii, jeg glæder mig!!! Dét bliver hyggeligt.
Det er farligt, så mange ting der kommer ud af enkelte ændringer i livsbanen. Jeg har tænkt, tænkt og filosoferet, mediteret – og jeg ved ikke hvad. Konklusion: Skift spor. Godt så, hvilke muligheder har man så, bliver næste spørgsmål. Altså det ser jo ud til, at jeg skal have en studenterhue, og nej jeg gider ikke ærgre mig over, at jeg sprang fra gymnasiet i 2. g dengang for snart 20 år siden. Gud.. er det virkelig så længe siden.
Jeg ser pludselig et fremtidsscenarie… jeg løber rundt i nogen lange gange og har check på det hele. Kittelen sidder godt på min smækre bag og stetoskopet dingler lystigt om halsen på mig. Jeg har travlt, for jeg skal hen og kigge til den lille patient henne på stue 11….. hmm… hvis jeg nu tog sådan en hersens studentereksamen, merit kan jeg nok få til nogen af fagene – og så sprang ud i den medicinske løbebane. Woooooot, det er skam en ustyrligt fristende tanke. Nogen problemer?
Næste scenarie… mine to dejlige børn sidder og ser triste ud. Hænger foran tv’et og håber på at få bare en smule opmærksomhed fra mor, tænk hvis det skete i dag. Børnene fortæller “Mor har nemlig altid så travlt med at studere og læse, og det gør hun hele tiden. For ellers når hun ikke at blive færdig, siger hun. Og hun har sagt, det varer flere år, før det bliver normalt igen. Forresten kan vi ikke helt huske, hvad normalt er, mere….”.
UHA…. ikke tale om… godt nok ville jeg elske at blive læge, men bestemt ikke på bekostning af mine børn. Og sekundært er planen, at vi flytter til noget billigere – som tilfældigvis er i nærheden af et menneske, jeg elsker meget højt – og hvor jeg kan studere i fred og ro. I en helt anden retning – nemlig noget med multimedie. Det scenarie kan jeg meget bedre lide… og det er også nu, jeg skal tage stilling til det. Jeg kan mærke, jeg trænger til forandring.
Vejret er stadig godt – dejligt.. for jeg blev lige inviteret i byen i aften, så det går jeg og glæder mig til. Det bliver sikkert mægtig hyggeligt – og jeg skal sørme nok holde pungen i lommen, hvor den hører til. Rigtig god weekend og alt det, derude!
Altså – vejret er jo totalt i orden i dag – så jeg sidder her og tænker… det er vel ikke kun mig, der synes, det kunne være hyggeligt med en tur på café i København og drikke et par øl i aften? Og gense gamle bekendtskaber… eller hilse på ny. Er der nogen der er friske, jamen så smid endelig en kommentar! Ses vi?
Man sidder jo og bliver helt glad i låget af al den sol, og så gør det bestemt ikke noget, at det er fredag – den skal bare gå.
Det eneste malurt i bægret er den smule misundelse, jeg nærer til kollegaen, der har været så smart at tage sig en fridag. Det er han næppe den eneste, der har valgt i dag. Det kunne mærkes på trafikken på Ring 4 til morgen. Kollega og jeg blev enige om i går, at jeg nok ikke skulle bede vores søde chef om lov til at arbejde hjemme i dag. “Ikke sådan i sidste øjeblik, når vejret bliver så godt!” “Ej… så virker det lidt lamt!”. Ja, vi var helt enige. Her gælder reglen, at man helst en uges tid i forvejen varsler hjemmearbejde. Fandens også.
Så… jeg ønsker mig en synsk kat, der fortæller mig om vejrudsigten i rigtig god tid. Men så kommer min kalender på jobbet nok bare til at være overstreget med røde mærker (som er min identifikation – en rød prik på en dato, så holder jeg fri). Indtil videre må jeg nøjes med at markere sommerferien med røde prikker, men det er også et rart syn, og så ser det ud som vældig lang tid, oven i købet. Slet ikke så dårligt!
For tiden bliver der ikke rigtig skrevet noget, dels har jeg ikke lyst til at blogge – og dels har jeg travlt med alt muligt andet. Men jeg har heldigvis fået lagt nogen ting på plads, og fået afklaret nogen underlige punkter, jeg havde fået sat op for mig selv. Hvis vi eksempelvis kigger på, hvordan jeg har vægret mig ved at flytte fra “min” by – er resultatet nu, at jeg faktisk er fløjtende ligeglad med hvilken by, jeg bor i – bare jeg bor sammen med dem, jeg har kær. Kan nyde deres selskab og dem selv, hver eneste dag. Dét er det vigtigste, og tænk, at jeg først har indset det nu… det er altid svært at erkende, man har været et kvajhoved. Bare jeg dog kunne få lov at gøre det om… (wish) eller stille tiden tilbage – something.
Ej heller er det nemt at forstå, hvorfor visse ting skulle være så…. ja… umulige at erkende, når de faktisk er ret så indlysende nu. Jeg kan kun sige, det er sundt at vegetere, selv om manjeg ikke er en hængeplante.
To be continued… for der er mange andre ting… (ps… det går fint med rygningen, eller mangelen på samme, rettere sagt.. jeg er lykkelig for at være røgfri)
På den her side finder du en masse spændende unikaskåle, der kan tåle opvaskemaskine og så videre. Og det gør slet ikke noget, de er totalt anvendelige! Ude i siden her til højre – kan du finde en overskrift der hedder SALE… klik og kig.
Suk, det er helt, helt slut nu, der er ikke så meget som en feriedag mere tilbage – af denne her dejlige ferie, som jeg havde sådan en brug for.
Nu har jeg brug for mere ferie, hvis nogen har for meget, så send den straks til mig. Bedsteveninden og jeg var en tur i Tivoli i går med alle vores børn, og det var bare en dejlig tur i det skønne vejr. Men jeg har ikke længe fået SÅ meget motion, det tror jeg ikke, nogen af os har! Det var noget med, at efter en dejlig tur ind til Tivoli, hvor vi også gik ca. 20 minutter fra veninden til bus.. og fire timer inde i Tivoli på vores flade konvolutter – og bagefter et restaurantbesøg i Glostrup storcenter gik vi så 2 km hjem til veninden. Så motion, det har jeg fået rigeligt af for de næste par dage. Som om, jeg ved jo, at allerede i morgen efter aftensmaden, slæber jeg børn ud og trave!
Søndag bliver anderledes rolig, der skal vaskes – og jeg har ikke længere en tørretumbler og er derfor ret afhængig af, at solen bliver ved med at stråle. Lige netop i dag ser det dog ikke ud til, at den har tænkt sig det, pokkers også! Det er rigtig ærgerligt, men man kan jo håbe, at det bare lige holder tørt – så når jeg det lige! Og så husker jeg at sætte pris på, at det kun er 1 maskine, der skal klares!
Jeg kan lige så godt sige det – det var mere end lækkert at gense min gamle veninde, fra den gang for 20 år siden. Vi syntes begge to, vi lignede os selv – for vi er jo kun 29 år, altid, ja… og et par måneder, måske. Men heller ikke mere. Det var alletiders dag inde i hovedstaden, hver gang jeg kommer derind, nyder jeg det i fulde drag. Faktisk nyder jeg det så meget, at når jeg vender hjem igen, er jeg aldeles træt og sløv af alle de mange indtryk. Jeg er vild med København, det er sandt.
Veninden og jeg snakkede, snakkede, snakkede og gik – og kiggede på tøj, mennesker, mænd, mærkelige ting – og vi fik også spist morgenmad hos en særdeles besynderlig bager. Hvem har hørt om en bager, der ikke kan sætte et godt brød på bordet? Det har vi, nu. Men det var okay, vi kom jo ikke for at spise – som det eneste. Og der blev shoppet. Veninden er forfærdelig at have med, hun FRISTER mig. Og inde hos Lisbeth Dahl gik det hverken værre eller bedre, end at jeg fandt to frygtelig charmerende fyrfadsstager i retro-stil… de måtte med hjem. Og jeg fandt en KNOP! Til mit fine gamle skab. Nej, hvor er jeg glad! Og jeg glæder mig til at sætte det på.
Da veninden skulle hjem til hverdagen igen, langt nede på midtsjælland… og hjælpe en med at kastrere en hest, ja sådan var det – så blev vi lige filmet til Godaften Danmark. Det kan ses her på linket.
Det var det, der blev sendt 16. april.. og ja, veninden og jeg har en mening om Bedre chancer for at overleve kræft. Og vi morede os herligt, som altid når vi er sammen ender det med et twist. Som dengang vi som 16-årige blaffede fra et badeland i Italien hjem til hotellet, mod at love at møde fyrene på stranden om aftenen. Hvilket vi selvfølgelig ikke gjorde.
Der er ikke meget galt, overhovedet ikke dér! I dag var det så Yngstes tur til at komme til frisøren, og jeg havde sørget for, at hun skulle klippes af “min” friseuse. Hun blev klippet så fint, fik en lang page – og alle gik glade og tilfredse derfra. Især nok Yngste, der gik og slog med sine “ny” lokker. Men hun var skam også fin!
Bagefter fik barnet mig lokket ind i Shoelink, og se, det var bare extreme danger… for en som mig. Mine øjne må have lyst som et barns juleaften, som jeg gik stille rundt og beundrede og indsugede. Hæle, høje, lave, skæve, geometriske – uiiiiiii…. og der var mange. Og alle var de så lækre. Jeg blev genkendt af ekspeditricen, der sendte mig et strålende smil og hilste på. Mens hun vendte ryggen til mig, var det, det skete. Jeg faldt med et brag for et par tårnhøje italienske lædersandaler – og de er RØDE – og semi-perfekt skønne. Rent ud sagt. Mindre kan kan ikke gøre det. Jeg kiggede så på prisen, det plejer at kunne køle mig ned. Det virker hver gang… eller næsten.
Denne gang gjorde det ikke. Skoene var dyre, men altså… de sko var helt sikkert bygget til mig helt alene. Og da ekspeditricen fortalte, det var det sidste par… måtte jeg indse, at de skulle med mig hjem. Det kom de også. Sammen med et par sølvballerinaer, jeg også faldt over – der også var italienske – og fra en anden skobutik. Og der var da også en smule tøj i en 3. pose, jeg shoppede virkelig gennem denne gang. Så nu bliver der ikke så meget shopping i morgen, det er da helt sikkert og vist! Da står den nu også på brunch med hende min nyfundne, gamle veninde. Gud, hvor jeg glæder mig til en gang snak… det er hele 20 år, der skal køres gennem. Og vore liv er to paradokser. Om noget, kan man roligt påstå, at vi er gået i hver sin retning – det er virkelig sjovt at tænke på. Jeg kan næsten ikke vente!
Så skulle vi poste et brev… og Yngste sagde med et rigtig udspekuleret, og tør jeg sige det – ondskabsfuldt tøset – blik i øjnene “Jeg synes, vi skal hente Storebror først…”. Jeg gloede lidt, for vi ved begge to godt, at Ældste hader at komme på posthuset. Vi gjorde det dog, mest fordi jeg fandt det morsomt, at ungen var så udspekuleret. Det viste sig dog, at Ældste havde truffet sine foranstaltninger, så han smuttede med kammerat hjem. Yngste og jeg kom så alene ned i byen… og nej, vi fik skam sendt brev og det hele. Og vi købte ikke noget.
