Sidste martsindlæg
Det svinger op – og det svinger ned igen. Men jeg svinger bare med, så godt jeg nu kan. Og alt til trods, tristesse or not – så har jeg lige opdaget, at min kondition er blevet bedre. Og hurra for det da. Herhjemme er vi begyndt at gå tur efter aftensmaden. Det foregår sådan, at jeg iført løbesko og løbetøj spæner afsted det bedste, jeg har lært i kombineret gang/løb/march. En rigtig skøn form for motion. Jeg hader at løbe, har jeg altid sagt. Men mon ikke det er noget, der er kommet dengang, jeg begyndte at elske prinsen. Altså Prince.
Man skulle tro det. For nu lyder jeg ikke længere som en blæsebælg. Jeg stopper ikke længere op i god tid, når jeg øjer nogen i det fjerne, for dog ikke at skulle stønne og pruste mig forbi dem. NU behøver jeg ikke længere det. Nu løber jeg bare. Og jeg løber endda bedre og hurtigere, end før Prince blev sat på gaden.
Endnu bedre er den virkning, motionen har på mit humør. Jeg tager mig selv i at tænke, at godt så – jeg kan i det mindste komme i god form og blive (endnu mere) lækker! Den slags må man godt tænke, hvem skulle ellers gøre det? Og jeg ved, at Big stadig synes, jeg er lækker. Den tanke kan jeg også godt lide. Ikke at jeg skal bruge den til nogen verdens ting, men alligevel er det rart at vide. Og vi nyder faktisk alle tre vores tur.
Børnene hjuler afsted på cyklerne, somme tider langt langt foran mig. Det er rart, for så kan jeg bevæge mig afsted i mit eget tempo, mens jeg får vendt alle de mange tanker i hovedet. Andre gange følger de mig, og vi snakker om alt det, vi ser på vejen. I dag så vi den samme trampolin, som der står ovre i kammeratens have. Og jeg havde tillige set endnu en, lidt længere oppe af vejen. Og nej, vi skal ikke have sådan en selv, for vi har ikke plads til den.
Varme og veltilpasse kommer vi hjem – og ja, der er ingen strøm. Pis da også – nu gik det lige så godt! Men jeg er jo lidt af en handywoman, så jeg får med lidt besvær slået strømmen til igen, efter at have tjekket naboernes vinduer. Hvis de har strøm, kan der vel ikke være noget i vejen for, at jeg også får det. Yngste brokker sig og påstår, hun er bange for mørke og vil ud til mormor og sove.
En djævel farer i mig.. onde mor “Jamen det kommer du ikke!!! Så må du sgu hellere skynde dig at komme i seng og sove, inden det for alvor bliver mørkt uden for!” siger jeg. “NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ” hyler hun fortørnet. Utroligt nogen lunger, det barn har – siger jeg bare. Og ja, så kom strømmen, den velsignede strøm. Og nu sidder jeg og nyder min te i den store varme kop fra Marco Friis.
