Title

31. marts 2009

Så er vi færdige

Skrevet af Hende selv kl. 11:47 | Årets gang

Skønt, det var en dejlig lille tur ind til Gentofte i dag. Vejret var jo strålende, og efter en del besvær fandt vi også en p-plads. Man kan jo altid være fræk, og lade som om man skal besøge kapellet. Sådan, når man skal nå en aftale i tide.

Lækker-læge kom og hilste pænt på med varmt håndtryk. Uh, ham her havde sgu nogen dejlige hænder. Og et dejligt smil oveni. Men det var altså ikke ham, vi “skulle hos”. Han var vist heller ikke helt nybagt læge endnu, noget med turnus og afhandling professorat-ting. Klog er han da ihvertfald. Vi kom ind til sødLæge, kvinde lidt op i årene. Og det gik så fint, Yngste blev målt og vejet og der blev taget blodprøver. Alt var fint, så vi kunne med god samvittighed suse hjem bagefter og få en kop kaffe sammen nede på bytorvet.

Nu skal jeg så forestille mig, hvad vi skal have til aftensmad. Jeg har ingen ide om det, vi skal muligvis nok hente Ældste hos Fartil4 senere, så det med aftensmad… ved jeg ikke om vi når. Der plejer jo altid at være kaffe over, når jeg kommer forbi. Hyggeligt skal det nok blive, ihvertfald. Hvis altså jeg orker det i aften… min kalender er slet ikke så tom længere, så ved nærmere eftertanke lokker det mere med en Anja-aften i semi-stille mode. Der er jo lige nogen ting, der skal på plads.

30. marts 2009

Beskyttet: Æv jeg hader at savne

Skrevet af Hende selv kl. 21:05 | Det sker

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Det er så trist…

Skrevet af Hende selv kl. 08:49 | Årets gang

Jeg har det meget, meget, meget, MEGET mærkeligt lige nu. Og nej, jeg sidder ikke og vander høns – jeg har lyst til det, meget, for der er godt nok en del af mit hjerte, der er blevet revet af. Uanset det skete nænsomt – og at jeg faktisk selv har det okay med det – fordi jeg heller ikke kan mere. Jeg har ikke mere at give, ikke flere ressourcer. Nej, nu skulle det bare KØRE. Og det kan det ikke, så ergo er det den eneste mulighed. Men vande høns kan jeg ikke, for jeg er på arbejde. Så jeg må nøjes med at have lidt kvalme.

Jeg er oprigtigt ked af, at det ikke gik, for vi havde det dejligt. Og jeg er glad for, at vi ihvertfald kan være venner stadig. For udover at være kærester, var vi også hinandens gode venner. Heldigvis.

Hårdt.. gu er det hårdt. Jeg havde simpelthen bygget utroligt mange håb og drømme op omkring det her forhold, men det gør man vist altid. Og sådan skal det også være, tror jeg. Nu vil jeg bare videre – og håber, at jeg møder kærligheden igen på min vej.

Note: Jeg skulle vist alligevel have taget vandfast mascara på i morges…

27. marts 2009

Mænd er nok også shopaholic

Skrevet af Hende selv kl. 14:03 | Links,Sjov

Ved et tilfælde faldt jeg over denne blog her, og var da lige ved at få kaffen i den gale hals. Ikke af chok, men nærmere af overraskelse over at fyre diskuterer dén slags.

Når mænd lige frem går op i den slags, jeg troede jo kun det var os kvinder, der gjorde det – bortset fra selvfølgelig min gode ven, Ole Henriksen, så skal det nok have sin rigtighed, at shopaholic’s ikke kun er kvinder. Og selvfølgelig er dét forklaringen på, at antallet af shopaholics er stigende.

Ellers en ganske udmærket og informativ blog for de fyre – og måske også for kvinderne, der leder efter gaver til deres kæreste, husbuk, mand whatever… som går op i mode og stylishness.

Weekend i sigte

Skrevet af Hende selv kl. 13:05 | Weekend

Det er dejligt, lige om hjørnet venter weekenden – og jeg ved, det bliver en rigtig dejlig weekend. Der bliver krydret med let hånd, lidt af hvert er der. Jeg trænger sørme også til bare at nyde det et par dage, og nydes skal det nok blive. Jeg har flere små ting, jeg skal have lagt sidste hånd på, herunder Yngstes hoved i morgen, når vi skal til opvisning.

Når det hele ser så lyst ud, irriterer det mig ikke nær så meget, at der gik lidt ged i wp-modulet, så der er et par indlæg og kommentarer, der er forsvundet ud i det blå. Præcis som jeg har hørt, det er sket for andre. Dog havde jeg ikke troet, det ville ske her, men anyways… systemet kører nu stabilt. Uh, jeg kan næsten ikke få armene ned, nu skal børnene og jeg hygge konstant i tre uger. Det har jeg først lige opdaget ved at kaste et blik på vægkalenderen.

Jeg må se, om ikke jeg kan få fat i en cykel, for nu foråret snart er landet – ville det være dejligt med nogen cykelture med børnene.

God fredag derude – og nyd friheden, de af jer, der kan 🙂

26. marts 2009

3. uge som ikkeryger

Skrevet af Hende selv kl. 07:22 | Rygning,Sjov

I går fik jeg den mest mærkelige kommentar fra kollegaDerRåberMegetHøjt. Jeg var inde og låne en lille klat håndcreme og nævnte så, at jeg da var holdt op med at ryge. “Holdt op med at ryge???!” råbte hun “hold da kæft mand, godt det ikke er mig!!! Stakkels dig!” og så fortsatte hun med at hamre i tastaturet. Jeg var noget nær perpleks. Senere samme dag var der endnu en spøjs oplevelse.

Til frokost snakkede nogle rygning. Jeg nævnte så, jeg lige var stoppet. NyKollega spurgte så, hvor længe siden. “Næsten tre uger” (sjovt som tiden har det med at blive mere eller mindre) “Puuuuhaa, stakkels dig!!!” sagde han så. Han var selv på 1½. år nu, men havde det STADIG svært. Ok, det havde jeg til gengæld svært ved at forstå. Fra tidligere rygestop erindrer jeg ikke, at det var svært, når der var gået så lang tid.

Ret utroligt at der på lørdag er gået tre uger uden min gamle følgesvend, Prinsen af Danmark. Og jeg der ikke engang var klar på, at nu var der dømt rygestop. Jeg havde ikke forberedt mig på nogen måde. Jeg prøvede bare… af nysgerrighed og for at se, om jeg var en vatpølse eller havde rygrad. Jeg tror ikke, jeg er en vatpølse. Selv om jeg savner at ryge, er savnet ikke ubærligt eller overvældende. Det er små “erindringsglimt” der er fysisk følbare. Hvor man “mærker” at man sådan sad og nød denne her smøg. Mærkeligt nok har man lykkeligt glemt, at man hostede. Eller forpustethed. Kortåndethed. Lugten af røg. Sidstnævnte generer mig i øvrigt ikke en meter. Heldigvis.

25. marts 2009

Glemt – og alligevel ikke

Skrevet af Hende selv kl. 13:55 | Billeder,Shopaholic

Ups, jeg fik slet ikke nævnt, at jeg i går rent faktisk nåede ind til Fru Have. I øvrigt hedder butikken slet ikke Fru Blomst. Men altså – mangler du en gave, så kig ind hos fru Have. Så skulle dén være på plads. Og hvor har hun dog mange dejlige ting i den lille forretning. Jeg er godt klar over, at sendte du en mand derind, ville han nok tænke kitsch… eller bare pløh.

Det gjorde jeg ikke… nej jeg lod mig totalt forføre. Jeg kunne slet ikke blive mæt. Men kun én ting, lovede jeg mig selv. Det blev også kun én – men til gengæld en absolut yndig og sød – lille ting, jeg fik med hjem.

Og den står bare så pænt dér i entreen på det gamle bord, jeg har klunset ude i containeren. Der kommer billede på – senere… jeg skal lige finde kameraet. Indtil da må dette lige vise, hvad “pletter i luften” er… Og så håber jeg ellers, at den ikke er mørkeræd – der er ingen vinduer dér i entreen.

24. marts 2009

En tur i drømmeland

Skrevet af Hende selv kl. 14:39 | Årets gang,Filosofi

I dag hvor solen skinner så livgivende – vejret er dejligt og semi-forårsagtigt, også selv om det blæser, er det lige til at synke hen i drømmeland. DAB’en på bordet overfor udsender beroligende musik, så kollega og jeg sidder og sumper lidt i fred og ro over vores kaffe. Og jeg drømmer og tænker lidt på min barndoms gade… en romantisk tur tilbage af Memory Lane er bestemt ikke dårlig.

Jeg har altid haft et lønligt håb om, en dag at kunne vende tilbage. Til barndommens gade. For dér er virkelig, rigtig, rigtig, rigtig dejligt. Gammeldags landsbyatmosfære og kultur. Det er sådan et sted, hvor ung og gammel kan færdes trygt på mørke gader og stræder alene eller med sin hund efter mørkets frembrud uden at frygte at blive væltet omkuld og mishandlet på den ene eller anden måde. Det er stedet, hvor man kerer sig om hinanden – og hvor meget landsbyhistorie og værdier stadig er i højsædet. Hvor der stadig skøjtes på Gadekæret om vinteren, når ellers det er muligt. Hvor de erhvervsdrivende, uanset alder, kender betydningen af ordet “service”… I det hele taget et ganske vidunderligt sted at lade sine børn vokse op. Og så ligger det endda særdeles centralt, hvilket er meget praktisk.

Dér skal Yngste og jeg ud lidt senere i dag. Jeg glæder mig. I dag vil jeg igen ind og lade mig betage i blomsterbutikken med den romantiske renaissancestil… måske jeg så finder ‘et eller andet’ til hjemmet igen. Den lillebitte lilla glasvase jeg fandt sidst, var virkelig et hit. Hvem ved, hvad Fru Blomst har ærmet til mig i dag.

Dét ønsker jeg mig virkelig… og hvor ville man have det dejligt og ganske ustresset. Og jeg har overhovedet ingen issues med Barndommens gade – det var min faste base, hvorfra vi lavede små udfald mod Maineren ovre i nabobyen, eller Akaciepubben – eller Proppen ovre i Birkerød… eller det der diskotek ovre i Stenløse, jeg var der godt nok kun én gang… Bourbon Street, tror jeg det hed sig.

Hm, jeg vil sgu til at arbejde lidt på at vende hjem… det er snart fyraften.. Meget er fra hånden, og jeg gider ikke rigtig mere i dag… Det synes at være en udmærket plan at have liggende på bedding.

Lus og anden uskik

Skrevet af Hende selv kl. 08:41 | Børn,Hverdag,Rygning

Vi spiser morgenmad i fred og ro, alt ånder hygge og idyl. I løbet af et splitsekund er idyllen imidlertid totalt smadret. Yngste’s hår skal sættes fint, bliver vi enige om, i fletninger. Og jeg deler håret. Og taber næse og mund. Det havde jeg ikke lige forventet, alt til trods. Ikke nu. Bare ikke lige i dag.

En 2,5 mm lang, fed, ulækker sort lus duver langsomt og besindigt hen ad skilningen, jeg har lavet med kammen. Jeg smider kammen og skynder mig at snuppe lusen med tommel og pegefinger og kyler den ned på bordet. “SE!” siger jeg – og børnene stirrer på insektet. “Argghhh… så går den ikke længere, du skal kæmmes NU!” “Okay, bare der ikke er flere!”. Jeg maser lusen med tommelfingerneglen, mens jeg tænker, hvor meget jeg dog hader lus, og hvor irriterende det er. Og har jeg selv lus så? Pludselig kløer det utilsigtet i min hårpragt. Hm! Kæmmekammen findes frem fra fryseren og kommer i aktion. Der er ikke flere, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Vi kan komme videre nu, og snart efter er børnene afleveret, tror jeg i god behold. Det blæser og er fisende koldt, jeg skutter mig og skynder mig lidt mere. Lydene fra blæsten brydes af nogen småråb. Jeg stopper lidt og tænker, det da nok er en eller andens unge og skynder mig videre. Pludselig griber nogen fat i min frakke… og det er en grædende, ulykkelig Yngste med sine lyserøde lammeskindsfutter og i sin lange kjole og fletninger.

Jeg skynder mig at få hende op og spæner ind i varmen med den frysende unge. Inde i fritten tuder hun lidt mere, og pædagogerne kommer og skal se, hvad der sker. Jeg forklarer, at Yngste er stukket af og er løbet efter mig. Det skal der lige lidt ekstra opmærksomhed på, kan jeg se, og Yngste forklarer, at det er skiftedag, og det vil hun ikke. Klart hun er ked, det forstår jeg godt. Men pædagogerne skulle måske også holde lidt mere øje med børnene? Bare en tanke, ikke?

Så i dag kom jeg for sent på arbejde, men nu sidder jeg med min varme kaffe og går langsomt i gang… Det er dejligt nok, selvom mange af mine tanker denne morgen går til Yngste…

23. marts 2009

Hushjæææælp siger jeg bare

Skrevet af Hende selv kl. 20:42 | Børn,Hverdag

Altså på sådan en dag som i dag, er det sgu næsten – men også bare næsten – lige før, jeg sætter mig ned og begynder at forfatte en annonce. Bare sådan en uskyldig lille én, til tjah.. hvad ved jeg… men ihvertfald til at få trykt et passende sted. Det kunne jo være – og for hunne da, det kunne være nice.

Hushjælp/reservebedste søges, skulle der stå. “Du, venlig, smilende og tiltalende m/k (helst m) i passende alder – that is min alder – mangles til aflastning i familie på tre. Du skal være god til at lave mad. Du skal være serviceminded. Du skal gide hente børn. Du skal måske også købe ind. Her er kærlighed og kaos. Kontakt xxxx”.

Jeg morer mig lidt over tanken. For det er lidt utroligt, hvad man overkommer, sådan helt alene. I dag har jeg haft mange kasketter på. Arbejdsramt kvinde. Spøgefuld drillende kvinde. Veninde. Mor. Mest af alt mor. Efter fyraften gik turen ned og hente, troede jeg, to børn. Det blev kun ét, da Ældste gerne ville med kammerat hjem (eller også ville kammerat ikke med Ældste hjem, fordi jeg ikke er tilbøjelig til at lade dem spille resten af dagen, hehe). Det var fint nok. Yngste og jeg kørte så ned og købe ind. Bagefter hjem og lave mad.

Jeg snittede løg på livet løs, skrællede kartofler og hakkede peberfrugter i den store stil. Æltede og krydrede. Til slut kunne jeg sætte to fade i ovnen. Det ene med lækre krydderpommesfrites – det andet med lækkert mexicansk farsbrød. Og dernæst ud i bilen med Yngste og ego… nu skulle Ældste jo hentes. Og der skulle lyn-smalltalkes med veninde, inden Ældste kom med ud i bilen. Og begge børn var dødtrætte. Det er jo … MANDAG… uh… I guder, der kunne jeg fileme godt have brugt den berømte hushjælp til lige at enten holde øje med maden eller hente Ældste, så jeg i det mindste kunne sidde et par minutter. Og så endda kunne sidde og hyggesnakke lidt mens man spiste aftensmad, ikke at Ældste og Yngste ikke underholder på bedste vis. Det gør de skam, og jeg elsker vores helt egen hygge.

Lige nu er jeg glad, for ENDELIG har jeg fået min store kop te, og uh, den er virkelig vel undt og så såre nydt. Det er dejligt. Og jeg skal slet ikke tænke på, at der også lige skal laves lidt pakkemadder til i morgen, og SLET ikke på gymnastiktur i morgen. Puha, jeg er temmelig mæt lige nu, der er ikke plads til mere, jeg skal gøre – heller ikke overspringshandlinger.

Frem »