Title

31. marts 2009

Sidste martsindlæg

Skrevet af Hende selv kl. 19:34 | Årets gang,Børn,Rygning

Det svinger op – og det svinger ned igen. Men jeg svinger bare med, så godt jeg nu kan. Og alt til trods, tristesse or not – så har jeg lige opdaget, at min kondition er blevet bedre. Og hurra for det da. Herhjemme er vi begyndt at gå tur efter aftensmaden. Det foregår sådan, at jeg iført løbesko og løbetøj spæner afsted det bedste, jeg har lært i kombineret gang/løb/march. En rigtig skøn form for motion. Jeg hader at løbe, har jeg altid sagt. Men mon ikke det er noget, der er kommet dengang, jeg begyndte at elske prinsen. Altså Prince.

Man skulle tro det. For nu lyder jeg ikke længere som en blæsebælg. Jeg stopper ikke længere op i god tid, når jeg øjer nogen i det fjerne, for dog ikke at skulle stønne og pruste mig forbi dem. NU behøver jeg ikke længere det. Nu løber jeg bare. Og jeg løber endda bedre og hurtigere, end før Prince blev sat på gaden.

Endnu bedre er den virkning, motionen har på mit humør. Jeg tager mig selv i at tænke, at godt så – jeg kan i det mindste komme i god form og blive (endnu mere) lækker! Den slags må man godt tænke, hvem skulle ellers gøre det? Og jeg ved, at Big stadig synes, jeg er lækker. Den tanke kan jeg også godt lide. Ikke at jeg skal bruge den til nogen verdens ting, men alligevel er det rart at vide. Og vi nyder faktisk alle tre vores tur.

Børnene hjuler afsted på cyklerne, somme tider langt langt foran mig. Det er rart, for så kan jeg bevæge mig afsted i mit eget tempo, mens jeg får vendt alle de mange tanker i hovedet. Andre gange følger de mig, og vi snakker om alt det, vi ser på vejen. I dag så vi den samme trampolin, som der står ovre i kammeratens have. Og jeg havde tillige set endnu en, lidt længere oppe af vejen. Og nej, vi skal ikke have sådan en selv, for vi har ikke plads til den.

Varme og veltilpasse kommer vi hjem – og ja, der er ingen strøm. Pis da også – nu gik det lige så godt! Men jeg er jo lidt af en handywoman, så jeg får med lidt besvær slået strømmen til igen, efter at have tjekket naboernes vinduer. Hvis de har strøm, kan der vel ikke være noget i vejen for, at jeg også får det. Yngste brokker sig og påstår, hun er bange for mørke og vil ud til mormor og sove.

En djævel farer i mig.. onde mor “Jamen det kommer du ikke!!! Så må du sgu hellere skynde dig at komme i seng og sove, inden det for alvor bliver mørkt uden for!” siger jeg. “NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ” hyler hun fortørnet. Utroligt nogen lunger, det barn har – siger jeg bare. Og ja, så kom strømmen, den velsignede strøm. Og nu sidder jeg og nyder min te i den store varme kop fra Marco Friis.

Tomheden fylder sgi for meget

Skrevet af Hende selv kl. 14:11 | Filosofi,Rygning

Det er skideirriterende – og lige nu er jeg vred på mig selv over, at jeg er så nem. Jeg har den allerstørste og inderligste trang til at lade rygningen udfylde tomheden. Men det ville eddermame være så dumt som intet andet, at lade en forbandet og nagende kærestesorg ødelægge alt det gode, jeg har fået bygget op for mig selv. Jeg kan ikke bare kyle det over bord, vel – og blive ryger igen.

Jeg syntes jo lige, det gik så godt med at skide det hele et stykke. Og så alligevel ikke. Det væltede igen for mig, her da jeg rigtig gerne ville fortælle om, hvordan det var gået i dag på hospitalet – og man så bliver klar over, at der ér jo ikke nogen at fortælle det. Oh, jo, selvfølgelig er der det – men det er jo bare ikke helt det samme. Uanset hvordan man vender og drejer det, har man trods alt haft nogen bestemte facetter og en bestemt samtalefacon med den person, man har afbrudt kærligheden til. Og dén samtalefacon savner jeg – sandsynligvis mere end alt andet.

Det giver en rungende hul tomhed, som jeg på bedste vis forsøger at udfylde.. men med hvad så? Jeg kan jo ikke gøre det samme hele tiden – men jeg kunne selvfølgelig da ryge en enkelt… det siger ham den lille grønne med de røde horn. Ham der med halen med spydspids. Han siger det selv. Så kan jeg vel godt? Jeg vægrer mig, jeg vil ikke ødelægge alt det fine. Til sidst bliver jeg skidesur. Rigtig barnligt sur, ikke. Sådan sidde og trampe arrigt i gulvet og alt det der.. og hvad har vi.

Sur på det hele, er jeg. Jeg beder rasende ham den lille skællede skidespræller skride af HELVEDE til – stoppe sine horn og sin snak om rygning skråt op – og blive dér. Jeg GIDER ikke. Jeg vil ikke ryge. Jeg vil ikke tude.

Jeg vil ikke sidde og have så meget som ét eneste minut ødelagt af tanker om noget, der var – som er afgået ved døden (desværre bare ikke hos mig) – og jeg er pludselig irriterende overbevist om, at mr Big er skideligeglad og bare glad kører videre ud. Jeg ved af erfaring, at den der går – er den der har det nemmest, hvilket han så efter al sandsynlighed også har. Han bruger nok ikke engang så meget som ét sekund til at ærgre sig, og det synes jeg godt nok er stinkende uretfærdigt. Og jeg ved ikke engang om jeg har ret i mine teorier. Jeg håber faktisk, at han heller ikke synes, det er særlig fedt.

Og et råb skærer gennem stuen og afbryder mig… “Jeg vil op af bad… nuuuu… MOOOOOOOOARRRRHHHH…” .. der går fem sekunder mere… “MOAAAAAAAARHHHH… NU!! Jeg går op nu!” og det gør hun så, hende Yngste, der kan selv, vil selv og meget mere. Dygtig det er hun helt bestemt. Og jeg er stolt af hende, min lille datter. Hun tager sgu tingene i stiv arm, men blodprøver er hun altså ikke glad for.

Så er vi færdige

Skrevet af Hende selv kl. 11:47 | Årets gang

Skønt, det var en dejlig lille tur ind til Gentofte i dag. Vejret var jo strålende, og efter en del besvær fandt vi også en p-plads. Man kan jo altid være fræk, og lade som om man skal besøge kapellet. Sådan, når man skal nå en aftale i tide.

Lækker-læge kom og hilste pænt på med varmt håndtryk. Uh, ham her havde sgu nogen dejlige hænder. Og et dejligt smil oveni. Men det var altså ikke ham, vi “skulle hos”. Han var vist heller ikke helt nybagt læge endnu, noget med turnus og afhandling professorat-ting. Klog er han da ihvertfald. Vi kom ind til sødLæge, kvinde lidt op i årene. Og det gik så fint, Yngste blev målt og vejet og der blev taget blodprøver. Alt var fint, så vi kunne med god samvittighed suse hjem bagefter og få en kop kaffe sammen nede på bytorvet.

Nu skal jeg så forestille mig, hvad vi skal have til aftensmad. Jeg har ingen ide om det, vi skal muligvis nok hente Ældste hos Fartil4 senere, så det med aftensmad… ved jeg ikke om vi når. Der plejer jo altid at være kaffe over, når jeg kommer forbi. Hyggeligt skal det nok blive, ihvertfald. Hvis altså jeg orker det i aften… min kalender er slet ikke så tom længere, så ved nærmere eftertanke lokker det mere med en Anja-aften i semi-stille mode. Der er jo lige nogen ting, der skal på plads.

30. marts 2009

Nu er der kun en vej

Skrevet af Hende selv kl. 21:46 | Det sker,Filosofi,Hverdag

Og det er vejen frem. Måske var det ren terapi at lave den sorte sørgeside, men uh hvor gjorde det godt. Når jeg sidder og leger, glemmer jeg alt andet. Næsten. Et par tårer fik fingrene til at glide på tasterne, men nu går det faktisk lidt bedre. For ikke at glemme, hvad tristesse kan afstedkomme ligger her et fint billede…
.
Det har været en fin aften, og jeg har virkelig fået vendt tingene i hovedet og er kommet frem til, at det ikke er dårligt. Alt til trods.

Børnene fik at vide, at farmor er død. Jeg brugte med vilje ikke udtrykket “gået bort”. For.. hvor skulle hun være gået hen? Nej, de skulle vide, at død – er død. Ikke nogen omskrivninger. Jeg sad i sofaen med begge børn, og fordi man er mor… ved man at en pakke Kleenex nok er rar at have inden for rækkevidde. Så det var der også. Jeg slukkede TV’et og lagde armene om børnene.

“Mmm… jeg skal fortælle jer noget… noget meget trist”.. og de lyttede begge to. “I ved godt, farmor var meget gammel og syg?… hun er død nu, og det er frygteligt sørgeligt….”. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg ventede. Begge børn græd lidt, men lidt efter bad Ældste om lov til at tænde for fjernsynet. De var glade for deres farmor, men jeg tror ikke, det var en kæmpestor voldsom sorg – netop fordi de ikke sås særlig meget (så ofte som man bør se sin farmor).

Mens jeg gik og lavede aftensmad, tog jeg en vigtig beslutning. Så lidt senere, da vi spiste aftensmad, fortalte jeg så stille og roligt børnene, at mor og mr. Big ikke længere er kærester – og nu bare venner. Og dét tog børnene til gengæld overmåde tungt. Først, da jeg forsikrede dem om, at de selvfølgelig (??) ville møde mr. Big igen, var det en acceptabel sorg. Men der var intet forgjort i at fortælle dem sandheden. Jeg hader sådan noget med at skulle holde noget dulgt. Det har jeg så ofte prøvet, og hver eneste gang er det gået skævt. Så nej, aldrig mere til mig. Ellers tak. Og jeg lyver ikke. De møder jo mr. Big igen, men først når jeg mener, at han ikke har en så stor rolle i deres liv.

Og så fik vi ellers alle brugt lidt negativ energi tror jeg. Vi gik nemlig en dejlig lang tur. Hele 60 minutter tog den at gå, men jeg valgte også fuldt bevidst “den lange vej” ned forbi Stadion fordi… vi skulle af med alt det opsparede krudt -især jeg. Heldigvis skal jeg arbejde hjemmefra i morgen, Yngste skal til læge – og det kræver lige lidt smidig omgang med tiden. Den slags konsultation er det i morgen. Og jeg er meget spændt på, om Yngste vitterlig er vokset – sådan som jeg tror. Især for hendes egen skyld, for i dag havde dumVeninde sagt “Du er LILLE!” til Yngste henne på fritten. Og det er noget, Yngste ikke gider høre på.

I’m a hero’in

Skrevet af Hende selv kl. 21:45 | Det sker

Uh… denne sang af Mariah Carey – altså nogen gange har den kone en pointe… det mente min kæreste veninde ihvertfald – og jeg kan kun give hende ret. Jeg må være en heltinde i mit hjerte… det må jeg da være!

“Hmm
Theres a hero
If you look inside your heart
You dont have to be afraid
Of what you are
Theres an answer
If you reach into your soul
And the sorrow that you know
Will melt away

And then a hero comes along
With the strength to carry on
And you cast your fears aside
And you know you can survive
So when you feel like hope is gone
Look inside you and be strong
And youll finally see the truth
That a hero lies in you

Its a long road
When you face the world alone
No one reaches out a hand
For you to hold
You can find love
If you search within yourself
And the emptiness you felt
Will disappear

And then a hero comes along
With the strength to carry on
And you cast your fears aside
And you know you can survive
So when you feel like hope is gone
Look inside you and be strong
And youll finally see the truth
That a hero lies in you

Oh oooh
Lord knows
Dreams are hard to follow
But dont let anyone
Tear them away, hey yeah
Hold on
There will be tomorrow
In time
Youll find the way

And then a hero comes along
With the strength to carry on
And you cast your fears aside
And you know you can survive
So when you feel like hope is gone
Look inside you and be strong
And youll finally see the truth
That a hero lies in you

That a hero lies in you
Mhhh
That a hero lies in
You”

Beskyttet: Æv jeg hader at savne

Skrevet af Hende selv kl. 21:05 | Det sker

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:

Det er bare LØGN

Skrevet af Hende selv kl. 11:20 | Årets gang

Jeg kan ikke tro det. Ikke nok med at jeg er nyslået single pr. mandag morgen… så tikkede der en sms ind med en mindst lige så trist ordlyd, og jeg ved godt, hvad de to små ansigter vil vise i eftermiddag eller i aften – når jeg siger det til dem. Jeg er sgu ligeglad med vandfast mascara nu, jeg kan ikke lade være med at vræle. Over det hele.

“Børnenes farmor er gået bort” stod der i sms’en. Og jeg ved bare, hvor kede af det, de bliver, når jeg skal fortælle dem det. Og nu glæder jeg mig godt nok slet, slet, SLET ikke til at skulle have fyraften nu. For fanden da.

Ét er, at jeg i eftermiddag sender mr. Big til Guantanamo eller Poughkeepsie og arbejde i en periode – det er ikke lige sådan at forklare børnene, at vi elsker hinanden højt men ikke er kærester nu. Så er det lidt nemmere, at han kommer til Guantanamo… fred være med det. Så kan han være dér, indtil jeg finder ud af den videre skæbne.

Øv, det er fanme regulær, ren, pissefucking mandag… jeg HADER mandage… jeg hader, hader mandage. Fy for fanden! Og mandag.. ikke… go home and fuck…

Note: Det hjalp sgu lidt! Måske…

Det er så trist…

Skrevet af Hende selv kl. 08:49 | Årets gang

Jeg har det meget, meget, meget, MEGET mærkeligt lige nu. Og nej, jeg sidder ikke og vander høns – jeg har lyst til det, meget, for der er godt nok en del af mit hjerte, der er blevet revet af. Uanset det skete nænsomt – og at jeg faktisk selv har det okay med det – fordi jeg heller ikke kan mere. Jeg har ikke mere at give, ikke flere ressourcer. Nej, nu skulle det bare KØRE. Og det kan det ikke, så ergo er det den eneste mulighed. Men vande høns kan jeg ikke, for jeg er på arbejde. Så jeg må nøjes med at have lidt kvalme.

Jeg er oprigtigt ked af, at det ikke gik, for vi havde det dejligt. Og jeg er glad for, at vi ihvertfald kan være venner stadig. For udover at være kærester, var vi også hinandens gode venner. Heldigvis.

Hårdt.. gu er det hårdt. Jeg havde simpelthen bygget utroligt mange håb og drømme op omkring det her forhold, men det gør man vist altid. Og sådan skal det også være, tror jeg. Nu vil jeg bare videre – og håber, at jeg møder kærligheden igen på min vej.

Note: Jeg skulle vist alligevel have taget vandfast mascara på i morges…

28. marts 2009

Middag på Atlantico for 2

Skrevet af Hende selv kl. 21:00 | Restaurant,Sjov


Så denne fine, solrige lørdag i marts var Big og jeg ude og spise med kniv og gaffel. Jeg må sige, at også restaurant Atlantico – beliggende i Værløse – er en supergod restaurant. Vi havde begge to meget lyst til italiensk, så det var ret nærliggende at vælge denne restaurant – desuden har vi også været på den tidligere og fået dejlig mad.

Det er en familierestaurant – og der er “plads” og hjerterum. Det mærkes tydeligt. Har man problemer med fx motorikken eller andet (selvom det ikke var tilfældet her, bortset fra en let udtalt åndssløvhed efter en hård dag…), får man straks tilbudt hjælp. Små børn bliver rigget fint til ved bordet – og der er i det hele taget ingen problemer med småfolk. De må gerne være der. Som vi andre må. Unge som ældre. Dengang mit køleskab stod af, spiste børnene og jeg på Atlantico tre dage i træk – og vi nød det ganske.

Det var en meget dejlig afslappet og hyggelig aften i al tosomhed over nogle dejlige glas vin, hvor vi fik smalltalket lidt under middagen og nydt stemningen, der bestemt er dejlig dér. Jeg synes, det er et velvalgt sted at spise en god middag med den, man har kær i sit hjerte – og jeg var også bare så glad for at være ude at spise med min ælskede. Det er noget, der sker for sjældent. Man burde gøre noget ved det, burde man. Dyrke tosomheden lidt bedre og huske det.

Mr. Big og jeg valgte så to forskellige forretter – der er desværre ingen billeder, så man må tro på sandheden i mine ord om retternes lækkerhed. Fordi det “var så forbasket længe siden”, valgte Big en rejecocktail, mens jeg hoppede ud i en, syntes jeg ihvertfald den lød til at være, spændende forret, jeg ikke havde prøvet før. En ret med nogen store lækre rejer i noget tomat og hvidvin plus hvidløg. Retten er desværre ikke på det online menukort. Og det smagte forrygende godt. Uhm, siger jeg bare. Det skal jeg altså prøve igen.

Vi var helt enige om, at vi skulle prøve en pastahovedret med trøffelsauce og oksemørbrad. Mums.. hvor det smagte. Og mætte blev vi også. Jeg måtte levne halvdelen, plads til tiramisu’en skulle der altså være. Uh, der glæder jeg mig allerede til at komme ind igen.

Hjemme igen bagefter fik vi slappet endnu mere af med kaffe og hinanden… lidt godt til alt, skal der jo være.

27. marts 2009

Og kan du huske…

Skrevet af Hende selv kl. 20:48 | Restaurant,Weekend

Den er god nok. Jeg har været ude og spise med bedstevennen i aften, og det var så hyggeligt, som det altid er. Der er vist ikke mange, der kender mig så godt, som han – på godt og ondt. Der blev grint, til vi fik ondt i maven og måtte lade være at kigge på hinanden. Der blev spist og hyggesnakket. En dejlig aften. Og hvor var vi så henne?

Jeg vil lige benytte lejligheden til at anbefale thai-restauranten Thai4You. Her er der både restaurant og takeAway. Begge dele bliver flittigt benyttet, Big og jeg er især glade for takeAway-delen. Det er ikke en “fornem” restaurant – men absolut hyggelig efter min mening (og også bedstevennens). Det er en meget blandet kundekreds, der frekventerer Thai4You sådan en fredag aften. Ældre par, yngre par (som os, hehe) og unge mennesker – prislaget er blandet. Man kan få lidt af hvert. Kun ét er sikkert – der er rigtig meget mad til pengene. Og det er virkelig lækker mad.

Vi valgte begge Paa Pia til forret, for at prøve noget nyt. Sædvanligvis får vi indbagte kæmperejer med chilisauce, men vi skulle lige prøve noget andet.

Paa pia. 4 stk mini-thai forårsruller fyldt med svinekød, glasnudler, hvidkål og gulerødder – med sød chilisauce

I aften valgte jeg at få Kaeng Pet (med oksekød), som jeg altid gør, mens bedstevennen tog den samme – bare med laks (han får nemlig ikke så tit laks). Den ret smager bare så forbasket dejligt, og jeg kan slet ikke lade være med at bestille den hver gang…


Kaeng pet. Kylling, oksekød eller svinekød stegt i rød karrysauce og kokosmælk med peberfrugt, bambusskud, auberginer, ananas og basilikum
Eller med and, kæmperejer eller laks

Det kan godt tage lidt tid nogengange, mens man venter på maden. Der kan det godt svare sig at bestille en forret, de kommer rimelig hurtigt – og den thailandske kvindelige tjener er sød og behagelig.

Et ekstra plus for restauranten er, at den ligger næsten lige over for Hillerød biocity. Så det er bare så nemt at gå ind og få sig en god middag, og så bagefter smutte i biografen. Bedstevennen og jeg var begge trætte, så det blev ikke til pubcrawl efter middagen, men en aftale om at mødes i påsken også. Med eller uden alle vores børn.

Da jeg havde krammet farvel overvejede jeg at smutte ind i biografen og se “Shopaholic”. Jeg vil så frygtelig gerne se den film, nu har jeg læst alle bøgerne i den sjove og underholdende serie af Sophie Kinsella. Så nu vil jeg se filmen om den ødsle Rebecca Bloomwood… ja jeg vil så!! Bare ikke i aften, jeg var for træt…

Det kan vel ikke kun være mig, der gerne vil se den??

Frem »