Title

27. februar 2009

Mæt og fed

Skrevet af Hende selv kl. 12:47 | Billeder,Brok,Hverdag,Shopaholic

Hvordan er det nu lige med det der frokost-noget. Jeg undres. Hver dag går jeg mere eller mindre sulten til frokost, og – jeg er lige ved at sige heldigvis – der er ikke altid noget, der frister. Det var der så i dag. Og derfor er jeg nu enormt mæt og fed, sidder med en vom, der bobler og bare længes efter at komme hjem og lægge sig på sofaen.

Sådan noget hummus er jo, når det ellers er lavet ordentligt, slet ikke til at lade stå, gud hvor er jeg blevet vild med det. Og det er jo ikke andet end blendede kikærter. Og tilsat hvidløg, krydderier og olie er det totalt uimodståeligt. Så man ender med at sidde dér semi-fed og bøvse diskret. Det er altid noget at begge mine kontormates har valgt at være fraværende i dag. Altså for deres egen skyld, med sådan en bøvsende, pruttende og hvidløgsstinkende femme fatale på kontoret i dag. Ej, sagde jeg virkelig dét, sådan noget gør jeg ikke!

Sms tikker ind. Det er hende pigen fra TrendSales, der siger, at hun godt vil handle med mig. Om jeg kan mødes med hende efter arbejdstid. Jeg vil gerne handle med hende, så jeg siger ja til at mødes efter arbejdstid. Det er sådan en nem måde at tiltuske sig lidt lækkert på. Jeg glæder mig rigtig meget til at få denne her med hjem… og så er der desuden… rigtig meget at kigge på, dér hvor jeg skal mødes med pigen. Uha, jeg får en fæl fornemmelse af, at det bliver noget med at snuse rundt og kigge, røre og prøve… og så må jeg hellere se at få en buket blomster med hjem. Jeg trænger til at se friske blomster!

Og nu bliver det blåt og grønt

Skrevet af Hende selv kl. 09:37 | Krea

Hvor bliver det dejligt, når jeg kan komme til at gå i gang med det andet garn, jeg håber virkelig, jeg kan beherske mig. Nu kommer papegøjegarnet jo nok snart. Hvis jeg er rigtig heldig, er det der i dag. Mere så jeg ikke ender med at have gang i tre stk. strikketøj på én gang, kan man overhovedet det? Halstørklædet til Yngste i lyserødt, lækkert og blødt garn ligger jo stadig og venter på, at jeg får fattet pindene. Nej, samvittigheden er ikke god, slet ikke. Jeg må se at tage mig sammen må jeg. Ellers er det jo lige før, det ikke længere er nødvendigt at gøre færdigt, før engang til efteråret. Men jeg har bare sådan en lyst til at gå i gang med de der sokker.

Nu har jeg jo endelig fået prøvet at strikke de der spiralstrømper – og det gjorde jeg på pinde 4½. Dejligt nemt og hurtigt, og arbejdet voksede synligt mellem fingrene. Hvilket er en lise for en utålmodig sjæl som jeg. Og der skal også nok komme et billede op af de færdige sokker, når jeg får taget et. Men jeg håber søreme ikke, Yngste er meget kræsen, for den første sok (testsokken) er jo lidt mere… løs… og unøjagtig i mønstret end sok nr. 2. I det mindste er de da lige lange, det var også lidt svært at beregne, da jeg er en ged til at tælle omgange. Hvad filan gør man, hvis ikke man bruger stribet garn?!

Ældste får et par spiralsokker mage til, med den ubetydelige (??) forskel, at sokkerne er ens. Og desuden er de i grøn og blå. Jeg fik fat i noget effektgarn til 20 kr nøglet – og der er faktisk til to par sokker i to nøgler garn. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har fri. Gud hvor jeg glæder mig til at få ferie, snart… nu er der ikke så længe til. Indtil videre må jeg bare hente noget mere kaffe og sætte mig til at teste lidt mere, om det nu også virker, mit program.

25. februar 2009

Skidtet bliver nede

Skrevet af Hende selv kl. 07:51 | Filosofi,Hverdag

Lidt prosaisk måske, men det lader til, at det i det mindste ikke er Rås’kildesyge, der er under optræk. Skidtet bliver nede. Det lugter mere af influenza eller noget lignende, men jeg ved snart ikke rigtig, hvad jeg foretrækker af de to. Pest eller kolera? Min mor er stadig syg, og jeg tør godt skrive under på, at når hun går til sengs, så er det slemt. For hun har aldrig en sygedag, stort set. Det er noget andet med os andre, jeg har – hvor nødig jeg end vil – flere sygedage om året. Det er nu ikke for mit eget vedkommende, men når barnet er sygt, skal det jo passes. Og hvem gør det bedre end ens egen moar? Lige nu bliver der ikke tid til at nedfælde mere – en travl dag venter forude – og jeg er på vej, syg eller ikke!!

“Det vil passe meget bedre, hvis du først kommer på besøg i morgen – eller aldrig, hører du? Dumme influenza!!!”

24. februar 2009

Det er ikke rimeligt

Skrevet af Hende selv kl. 19:52 | Hverdag

Det kan sguda ikke være rigtigt. Jeg sidder her og mærker det, en begyndende utilpashed. Og jeg har altså ikke tid til det. Er det virkelig ældstevenindens søn, der nu spøger i kulisserne? Jeg tænker på bræk, for nede i min mave føles det altså ret underligt lige nu. En subtil kvalme ligger og lurer, fanme om jeg gider. Jeg vil altså ikke være én af dem, der skal genopleve nogle dage med udtalt madallergi og gentagne visitter på det lille hus. Man har jo altid lov at håbe. Men den er der altså, ingen tvivl om det.

I halsen murrer det også, og jeg kan mærke, jeg skal ikke tænke på, at min mor har lagt sig til sengs med en ekstraordinær voldsom influenza. Det går altså ikke, for jeg skal jo så meget – nu der er mulighed for det. Nej, det er ikke rimeligt. Men til gengæld er det nu rart at tænke på indholdet af en SMS, jeg modtog fra en gammel studiekammerat her til morgen.

“Altså Søde… Savn har noget med tid at gøre – ikke med afstand. Du hører til dem, som jeg savner lige efter vi har sagt farvel :o)… bla… bla…”

Jeg blev bare så glad, for det er bestemt ikke hver dag, man får den slags æresbevisninger. Og han og jeg havde såmænd bare talt om hans mulige planer om at rykke til det mørke Jylland for en periode. Desværre hjælper det ikke særlig meget lige nu, for der ér et eller andet under opsejling. Føj for den lede, bliv dernede, siger jeg bedende.

Skyggetimen er inde

Skrevet af Hende selv kl. 19:05 | Hverdag

Nu har jeg været i gang igen, hele eftermiddagen – er man egentlig ikke altid i gang, lige meget hvad? Der var lige en kollega på arbejdet, der havde brug for hjælp til nogen dokumenter, der skulle være klar til i aften. Det hjalp jeg selvfølgelig gerne med. Til gengæld havde jeg selv brug for hjælp bagefter, hvilket jeg fik af en anden kollega. Det er altså rigtig dejlig, dér ude i firmaet – som vi hjælper hinanden, når der er brug for det. Pludselig var det fyraften, og jeg der var sikker på, at dagen aldrig ville gå, kom faktisk for sent ud af døren. Sikkert rimeligt, eftersom jeg også mødte senere ind i dag.

Det der med at møde senere ind på grund af børn, kan jeg altså aldrig gå på kompromis med. For mig betyder de børn alt, og alt andet bliver sat til side. Lige meget hvad det er, så er det altså børnene, der fylder mine tanker. Det er sådan, det skal være. Bedstevennen sagde det samme, da vi sad og sammenlignede vores døtre. De er sjovt nok jævnaldrende – og bedstevennen og jeg har nøjagtig de samme små twists med vores tøser. De kunne være tvillinger, enedes vi om i dag. Er der mon nogen, der har hørt om, at piger på fem og seks år kan være abnormt stædige og selvbevidste. Svære at få ud af sengen om morgenen, nægter at tage det tøj på, man tager frem til dem. Jeg tror det, næsten. Og tager endnu en tår af den jordbærsmoothie, jeg lod mig friste af, da jeg var nede og handle. Jaja, havde børnene været hjemme, så havde vi da selv lavet den, men en gang imellem må man altså godt snyde lidt.

For det er ikke skideskægt med det dér skiftedag, slet ikke den første aften og da slet heller ikke i skyggetimen, som vi herhjemme kalder tiden efter aftensmaden. Det er et spændende ord, fyldt med løfter og forventning. Ingen ved, hvad der sker i skyggetimen, så vi syntes, det var sådan en god betegnelse – og så er det vores hyggetid. Men jeg overlever – og jeg hygger mig, selv om det ikke er sjovt. To be honest, jeg er bestemt heller ikke spor selskabeligt anlagt i dag, jeg er træt. Jeg stortrives i mit eget selskab, trænger udelukkende til at slappe af og være MIG i bløde bukser og pluddertøj. Helt uden at der bliver stillet nogen form for krav til mig. Jeg skal ikke engang se godt ud og vælger at springe i de allerældste, blødeste og dejligste sumpebukser, der hænger om røven. Pokker heller, det er en luksus at kunne tillade sig det. Jeg bliver bedre og bedre til det. Og jeg fortjener det også!

Strikkemik

Skrevet af Hende selv kl. 09:10 | Krea

Nu er jeg sgida blevet smittet, sådan for alvor. Jeg har faktisk ikke tænkt på ret meget andet, her til morgen. Selvfølgelig stod jeg op – men i dag var en af de der dage, hvor man giver sig lidt bedre tid end ellers – så jeg mødte lige lidt senere. Og så måtte jeg lige tale med chefen, jeg skal på kursus sådan rent Pengwin’sk – og torsdag vil jeg gerne arbejde hjemme. Det var jeg lige nødt til at fortælle ham, at jeg altså havde planer for de næste dage.

Jo, den er god nok – planerne indebærer blandt andet også, at jeg vil give mig i krig med et sjal i regnbuens farver, strikket i Kauni effektgarn. Jeg glæder mig virkelig meget til at fange an med pindene. Først må jeg dog vente tålmodigt på, at garnet rammer min postkasse… Og så faldt jeg i øvrigt over et link (*se kommentar*)
til Evilla effektgarn, som kan anvendes i stedet for Kauni. Jeg har endnu ikke helt styr på, om det bliver til Yngste eller til mig selv, tror det sidste. Nu skal jeg ihvertfald først lige se at tage mig sammen til at nørkle Yngste’s 2. sok færdig – og det bliver GODT! Det tror jeg selv på, og så har man det godt!

***Kan med fordel bestilles hos Amagergarn.dk – det gjorde jeg selv…

Yngste var ked af det, da jeg afleverede hende i børnehaven – efter vi havde vinket farvel til Ældste, der begav sig på vej mod skolen bærende på noget nær en kæmpeisblok. Hvorfor ved kun han selv, men sjovt så det altså ud. Det var ikke spor morsomt at se Yngste ked af det, så jeg brugte ekstra tid på farvelscenen. Og så havde hun ondt i maven, men lige i dag kan hun ikke så godt blive hjemme. Der kommer nemlig en speciel gæst henne i børnehaven i dag, så bad idea at holde hende hjemme. Desværre, sagde jeg til mig selv og kvalte mit ømme moderhjerte.

Heldigvis kom lilleVeninde, og så fik de to travlt. Nu var der ingen mavesmerter, længere. Utroligt, så den slags så hurtigt kan absentere sig under de rette omstændigheder. Men det kender vi vist alle 😀

23. februar 2009

Syndflod på gulvet

Skrevet af Hende selv kl. 22:17 | Børn,Hverdag

Den lille dreng sidder totalt semikatakonisk på gulvet i sit eget bræk. Og gud hvor er der meget. Jøsses, hvordan kan sådan en lille krop rumme så meget bræk?? Jeg fatter det nok aldrig. Altså nu ved jeg ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Når det nu gælder bræk… sådan noget rigtigt børneørl langs henad gulvet… eller tis. Eller det ved jeg nok godt, jeg foretrækker klart tis. Og den anden ende, altså. Brækdunsten fremkalder omgående bræktrang i mig selv – jeg kan bare ikke have det! Og gud, hvor jeg ikke håber, vi har fået det med hjem!!

Spontan aftale. “Kan du lege?” spørger ældsteveninden. Ja, jeg kan godt lege. Jeg både vil og kan, så vi aftaler, at jeg og børnene tropper op efter aftensmaden. That is omkring lidt over 18.00. Der venter veninde plus to børn jævnaldrende med mine med varm te, chips og masser af hjertevarme, for pokker hvor jeg holder af den pige – men nu har jeg også kendt hende i en kvart menneskealder… hele 30 år. Vi har faktisk også chips med. Hørt nede på tanken “Mor, nu skal vi altså også have chips med, det spiser de mange af!” pipper Yngste et sted nede fra gulvet. “Ja, og cola, det drikker de også meget af!” supplerer Ældste. Den skidesøde tankmand (han er altså noget af det mest behagelige) står klar bag sin disk og griner af de to tossede unger.

Vi drøner hjem i en fart – og jeg kaster kartofler, gulerødder og frikadeller over blusset – vi spiser og finder bagefter venindens by. Og der er så hyggeligt, faktisk så rart at vi bliver længere, end vi egentlig havde aftalt. Det er jo hverdag for os begge, vi har børn – der skal op og i skole. Det går som altid, vi kan ikke den ædle kunst at holde os til en aftale. Vi snakker, griner og drikker te. Hysser lidt på børnene og beder dem skrue ned for volumen. Drikker mere te. Snakker og pjatter endnu mere. Næsten alt bliver vendt og diskuteret og overvejet. Jo, det er den slags, ens ældsteveninde er til for. Der er ingen hemmeligheder dér, nej.

Så er det, det sker. Midt i hyggen lyder velkendte gurglelyde…. og venindens yngste slynger alt sit maveindhold ud over gulvet. Ja, han havde vist fået boller i karry henne i børnehaven i dag, blev vi enige om, var korrekt, det havde han sagt… Føj for satan. Veninden og jeg skulede til hinanden, og barn blev efter tilbørlig afvaskning placeret i lænestol med brækskål foran sig. Her faldt han nådigt i søvn, mens veninden og jeg hjalp hinanden med at fjerne sporene. Det vil sige, veninden gjorde mest – for “Jeg kan ikke rigtig lide, du hjælper med det… hvis du får det med hjem!!!”. Det var da noget af en aften, og nu vil jeg bare håbe, at ingen af os har fået noget med hjem. Så vidt vides, er der vist noget i omløb pt.

Slå røven i sædet

Skrevet af Hende selv kl. 13:49 | Årets gang,Brok,Hverdag

Det er ikke første gang, det er sket. Men for pokker, hvor er det irriterende. Og jeg bliver lige ærgerlig, hver gang. Nu var jeg jo lige indenom toilettet, på vej op til kontoret. Og det sker altid, når man har fart på, for jeg skyndte mig derud og satte mig. Uuuuuuuuuh, altså plastiksæder er mindst lige så kolde som træsæder, det kan jeg godt skrive under på.

For igen kom jeg til at sætte mig, førend jeg havde checket, at hende der var derude før mig, havde slået sædet OP. Normalt klager kvinder over, at mænd ikke slår sædet ned, men denne kvinde klager hermed over, at andre kvinder slår sædet ned. For det er sgu en kold affære, når understellet kommer i nærkontakt med det øverste toiletsæde! Yakkk!

Det mest ulækre er dog, når den forrige trængende gæst ikke har fjernet sine malerier fra kummen. Altså, der står en børste til det samme. Og det er heller ikke sjovt at komme ud og møde en svømmende søpølse. Den slags gør sig bedst, uset nede i kloakken…

Gråt i gråt

Skrevet af Hende selv kl. 12:49 | Hverdag

Sommetider overrasker mandage positivt. Sådan som i dag. Det startede faktisk allerede, der hvor jeg kom ud af sengen efter at være vågnet 2-3 gange i troen, at jeg skulle op nu. Jeg tuller stille ud i badeværelset og undgår at larme for meget. De der stille morgenminutter helt for mig selv behager mig umådelig meget, jeg har brug for dem. Så bliver jeg langsomt klar til dagens dont. Og de minutter fik jeg faktisk i morges. Ingen børn der var smuttet ud af sengen før mig. As if… hvornår er det sidst sket?

Og Yngste havde ikke tisset. Så der vankede ros og stolthed. Og glad var hun også selv. Jeg håber, jeg kan få hende til at guffe nogen flere græskarkerner, det ser jo ud til at virke! “Jeg kan altså ikke lide dem, jeg kan ikke…” jamrer hun sagte og morgenopgivende. Nu får hun dem til aftensmaden i stedet for, så kan det være, de glider nemmere ned. Det skal altså afprøves, om græskarkernerne kan stoppe udgifterne til bleer. Om det så behager damen eller ej.

Livet er godt, lige nu. Jeg sidder på jobbet med min evindelige kaffe og nyder at kunne slappe af igen. Tankerne omkring fremtidsperspektivet er nu endeligt kommet på plads, jeg ved, hvad jeg vil. Det er på en eller anden mærkelig måde dejligt uforpligtende at være her i dag, jeg har masser at lave – og det får mig også til at slappe af.

Gråt eller ej uden for – for hulan, det er sgu koldt – blæsten haler chill-faktoren op i dén grad. Og jeg, der i dag har droppet leggings under mine jeans, jeg fortryder og tænker, at jeg da er verdens største fjols! Jeg er for gammel til at gå og fryse, det har jeg jo sagt til mig selv. Men den svipsede åbenbart i morges.

21. februar 2009

Lille strandnymfe med flæser

Skrevet af Hende selv kl. 19:08 | Børn,Hverdag

Det var virkelig en skøn dag – og vi har hygget gennem. Det har hele vejen gennem været en af den slags lørdage, der er i meget høj kurs herhjemme. Sådan én, hvor vi tonser rundt i de bedste, hyggeligste hjemmebukser og flader ud. Der er blevet grint, snakket og hygget. Og spillet og set TV. Jeg har for min del fået ordnet vasketøj – og det var dejligt i det fine, rene badeværelse. Tak, Yngste for den fine indsats. Hun er virkelig et jern til at gøre rent.

Så kom postbudet, og jeg så ham lige fra vinduet – og hov, der var da noget med en pakke fra Bonaparte? Jo, den var god nok – Yngste og jeg holdt lige øje med ham fra vinduet, han gik om bagved. Vi ventede og ventede. Og kors hvor tog det lang tid, Yngste var godt nok utålmodig. Så kom postbudet tilbage og så os i vinduet. Det var næsten lige før, jeg blev flov over sådan at stå og kigge efter ham, hehe. Yngste blev helt vild i varmen og styrtede ud i entreen og sprang i støvlerne, da han så viste to fingre i luften og pegede ind med et stort fedt grin på ansigtet. Og sandelig, der var jo en pakke til pigebarnet. Det var den ny, smarte badedragt med flæser. Uh, hvor var hun glad. En pakke, til hende helt alene. Desværre er badedragten for lille, så vi må sende den retur og få nummeret større. Så det var den strandnymfe med flæser… sød er hun i den, altså.

Og der var også plads til at køre i byen og købe ind – i hele to forretninger. Intet blev glemt, og bedst som vi traver rundt i Kvickly – og nærmer os slikhylderne – sker det. Yngste råber “MORMOR!”. Jeg vender mig om og siger, at hun sgu ikke skal kalde mig mormor, og det kan hun godt lade være med. Jeg havde lige mødt FarTil4 og fået en hyggesludder med ham, der var dernede med storesøster. Jeg drejede rundt og ville gå videre. Yngste kommer løbende og river og flår i min jakke, så jeg vender mig om “Det er altså rigtigt, det er mormor!!” råber hun i vilden sky.

Så hvis nogen har hørt det, var det bare os. Men det var også “bare” min mor. Hun var tilfældigvis på vej over til os for at få en kop te. “Jeg har altså sendt en sms, men du svarer jo ikke?”. Jeg havde godt nok mærket mobilen brumme i lommen, men havde tænkt, jeg ville se sms’en – når jeg havde fået de sidste varer på plads i kurven.

Yngste står og følger interesseret med i snakken og siger så vældig venligt til min mor “Du må godt komme med hjem!”. Jeg kan ikke lade være med at drille ungen og siger “Hvem siger det?? Du kan da godt lige tage og spørge mig, før du inviterer folk hjem, du dér!!”. Yngste stirrer måbende på mig, og jeg kan ikke stoppe det latterfnys, der baner sig vej op gennem brystet og skraldgriner. Nu er jeg også lige ekstremt i grinehumør, fordi jeg netop har fortalt børnene om dengang, jeg støbte kuglerne – og min lillebror skød dem af. Vi grinte bare så meget, og der var lige noget tilbage, der åbenbart skulle og måtte ud. Enden på den blev selvfølgelig, at min mor kom med hjem – og eftermiddagen gik med hyggesnak og tedrikning.

Frem »