Title

30. januar 2009

I den grad så underdrejet

Skrevet af Hende selv kl. 22:49 | Sygdom

Det går aldrig helt som man forventer, tror jeg. Så sad jeg dér tidligere i dag og fik lidt luft og snakkede om, hvilken rolig slowmotion-weekend, jeg så frem til. Det har jeg sørme også brug for. Men… fortæl mig lige, hvem har brug for at tilbringe dagene med snue? Det er åbenbart mit lod denne weekend. For henover dagen er min hals blevet mistænkeligt lådden indvendigt, sådan føles det… og næsen løber eller er irriteret. Og hovedpine har jeg også – og sidder lige så nydeligt hos mr. Big og skidefryser. Sguda kønt at starte weekenden på den måde.

Det er garanteret kollegaerne, der har smittet mig. Og i dag var jeg helt alene på kontoret, så der var dejligt stille. Dér var ikke noget at klage over. Og der er stadigt ny oplevelser med de ny lytteaggregater. Og det må siges at være positivt. Fx mr. Big her til aften “Altså.. søde, der er også sket noget med din tale… den er blevet bedre” “Æhm….” rømmede jeg mig og kiggede på ham “Jo jo, du får ligesom hele ordet med nu” sagde han så.

Det er faktisk rigtigt, jeg kan også godt selv høre det – og dét er jeg sgu ikke ked af! Men hurra for snuen, nu kommer jeg da til at lyde som det indre af julemandens underbukser den næste uges tid, hvis jeg kender prognosen ret.

Weekend med tankeflugt

Skrevet af Hende selv kl. 08:44 | Filosofi

Ugen er på vej mod sin slutning, og af en eller anden grund forekommer de sidste par dage fuldstændig surrealistiske. Men der er da ihvertfald én ting, der er sikker – jeg ser frem til weekenden, bare på en anden måde end ellers. Nu har jeg helt klart brug for et par dage nede på jorden i slowmotion, til at fundere over forskellige ting – og måske også få styr på nogle overspringshandlinger.  

Kender vi ikke alle den der mærkelige, vattede og subtile fornemmelse indeni, når man har været tvunget til at træffe en beslutning – som lige nu måske mere er nødvendig end rigtig, grundet en eller anden uholdbar og urolig situation i grænselandet? Men hvor man samtidig føler, at beslutningen netop ikke er eller behøver være endegyldig, fordi man er stoppet op og har overvejet situationen og har taget aktion ud fra denne. Også fordi situationen naturligt vil løse sig selv på sigt.

Giv tid, siger jeg til mig selv. Det skal nok gå det hele… det er jeg et af de mennesker, der tror på. Og så desuden fordi jeg virkelig vil – at det løser sig. Og jeg har også masser af tid.

Så det, jeg først og fremmest vil gøre, er at arbejde på, at det hele løser sig… går op i en højere enhed. Det betyder ikke noget, hvor lang tid det eventuelt må tage, hovedsagen er – at det løser sig. Og det har jeg en indre tro på, at det nok skal. Sådan hen ad vejen, stille og roligt. Og desuden har jeg stadig en klippefast tro på, at hvis det inderste fundament er i orden, hvilket det skulle være, netop fordi man ikke bare har ladet tingene kuldsejle sig selv – så kommer løsningen. Og gud bliver jeg dog glad, når den dag oprinder. For jeg er ikke færdig, på nogen måde, men lige nu er der brug for et intensivt fokus.

Måske et lidt kryptisk indlæg, men det går nok, så længe min verden består af ungerne, mr. Big og familien i uvilkårlig rækkefølge :o) Det er hos dem, min kærlighed er. For filan hvor bliver det rart, når solen atter kan varme jorden igen… hele vejen rundt.

29. januar 2009

Hør lige fuglene fløjte en gang

Skrevet af Hende selv kl. 20:17 | Nyheder

Ikke at dét er noget nyt, men ret fantastisk lyder det. Og jeg har da tit og ofte nydt fuglefløjten en tidlig morgenstund, når jeg har beundret udsigten over markerne. Det må jeg indrømme. MEN… jeg stod altså i går ude i gården på jobbet og kiggede op mod skyerne og trak frisk luft. Pludselig hørte jeg noget… Det er jo ikke så usædvanligt, ja for andre altså – hvis vi lige ser bort fra mig, at man står og overhører en anden persons mobilsamtale. Men det var det altså.

Jeg måtte erkende, at jeg faktisk fik fat i RET meget af denne anden persons samtale, even hun stod 2 meter væk fra mig. Skønt! For sagen er den, at jeg jo som jeg skrev i går var inde i byen i et ganske særligt ærinde. Jeg skulle nemlig have mine nye høreapparater. Efter den lidt ambivalente oplevelse hos Auri, blev jeg naturligvis mere end vildt begejstret, da den rare mand overfor mig smilede og sagde “Nu får du lyd på!”. Om jeg gjorde???? Helvede og patter, så det batter.

Pludselig kunne jeg høre dét, jeg er vant til – plus en helvedes masse mere. Det var da fuldstændig vanvittigt, en forskel de nye apparater gjorde. – Jeg tror, jeg drømmer… tænkte jeg og kiggede forundret på den rare mand, der bare smilte umådeligt tilfreds (det var han også, tror jeg). Og vi fik lige justeret lyden lidt – tilføjet lidt diskant, lidt bas og jeg ved ikke hvad. Det er helt utroligt. Og høreapparaterne bestod OGSÅ “knipseprøven” og “fløjteprøven”.

De funkede ganske enkelt bare. Og det var noget af en oplevelse at køre gennem tunnelen (hold KÆFT hvor det da larmer!) fra København af Frederikssundsvejen mod arbejdet og møde ind på jobbet, hvor jeg måtte konstatere, at jeg fanme også kunne høre telefonerne ringe inde på kontorerne VED SIDEN af. Kontorerne er adskilt af vægge, rigtige gammeldags vægge. Men jeg kunne altså høre dem. Og kontorets lattermaskine kunne jeg tydeligt høre (lidt for højt måske, men anyways, jeg kunne høre hende!). Hun sidder i kontoret ved siden af. Og lidt efter var jeg lige ved at sige “Så vær dog stille!” da programchef og lattermaskine stod og snakkede ude på vores “torv”. Så højt lød det.

Så ringede min mobil… og ja, dét var jo helt fantastisk. “Hej, det er mig… Nå.. kan du høre noget?” spurgte han. Jeg skyndte mig at lukke døren til kontoret, for pludselig ville jeg ikke risikere, at programchefen kom i tanke om mig og forstyrrede en af mine allerførste telefonsamtaler med mr. Big. For ham var det, der lige skulle teste lytteaggregaterne. Og se bare. Jeg forstod – næsten – alt, hvad han sagde. Det var en ret surrealistisk oplevelse at sidde på job og snakke i mobil. Og det sjove var, at jeg bemærkede, at lyden fra mobilen var langt højere end sædvanligt.

Vi snakker altså også om et høretab, hvor der skal noget a la allermindst en jetmotor til at sprænge grænsen mellem hørelse og stokdøvhed. Noget i omegnen af fra 80dB til 120dB. Så det er ret fantastisk. For slet ikke at nævne at jeg i dag var ved at gå ud af mit gode skind af bare irritation over noget så dagligdags som ghettoblasteren på bordet foran mig, der kørte derudaf. Jeg deler blandt andet kontor med en ældre kollega, og ingen taler om det – men det er almindeligt kendt, at han altså ikke hører særlig godt. Og naturligvis bliver der lige skruet lidt op for volumen, når der kun er mig og ham på kontoret. Det var godtnok også ærgerligt at min yngre kollega var syg. Men jeg håber, af mere end en grund, at han snart er tilbage, så kan mine hårdt prøvede ører måske også få lidt fred.

Også i kantinen bestod de ny aggregater med glans. Der er seks indbyggede programmer, deriblandt en funktion der muliggør problemfri hørelse i støjfyldte omgivelser (som firmaets kantine så absolut er). Det var en fed oplevelse. Altså, det er meget muligt, at jeg skal punge lidt ud – men det kan dæleme ikke opvejes i livskvalitet.

Jeg glæder mig allerede til at prøve alle de øvrige programmer, og til jeg lærer at identificere de nye lyde. Jeg havde forresten heller ikke troet, der var SÅ mange lyde på matriklen derhjemme, dér sad jeg i går aftes og var ved at flyve op af sofaen op til flere gange. Den ene gang på grund af en eller anden reklame, hvor der bliver hakket grøntsager på hakkebrættet… tjubang.. og jeg lettede lige engang. Næste gang var det filmen fra TV3, for filan da hvor kan visse stemmer dog være gennemtrængende. Og jeg opdagede, at der er større variation i kvindestemmer end jeg havde troet.

28. januar 2009

Bare så skidefedt

Skrevet af Hende selv kl. 15:30 | Nyheder

Ja, jeg kan næsten ikke få armene ned. Så glad er jeg i dag. Tænk at man kan være så ualmindeligt heldig, sådan en helt almindelig onsdag i januar. Kors, hvor det ord, januar, optræder i mine indlæg. Jeg lover, at det holder op! Men alligevel. I morges gik det op for mig, at det jo forresten var i dag, jeg havde en aftale inde på Frederiksberg. Pt. flyder dagene lidt ud i ét, så det var lige et overraskelsesmoment dér. Ej, det kræver lige lidt mere tid, dette indlæg.. så mere senere… Jeg skal lige RINGE lidt…

..to be continued….

26. januar 2009

En tur til lægen

Skrevet af Hende selv kl. 16:16 | Børn,Sygdom

Mandag igen… og der var dømt “barn-syg”. Jeg var allerede oppe rigtig tidligt for lige at konstruere mail til min chef, min projektleder og alle andre, der kunne tænkes at have interesse i, hvorfor jeg ikke mødte ind som sædvanlig. Altså ham min chef er superfin, han skrev en mail med ønsket om god bedring. Det er den slags, der luner dér, hvor man ellers ikke havde ventet det. Men sådan er han, heldigvis.

Børnene har selvfølgelig været, som børn er flest – når der er utilpashed inde i billedet. De råber, de skændes lidt indbyrdes, for uha, nu skal JEG have mors opmærksomhed. Og vi har også været hos lægen. Altså denne gang siger jeg Thumbs-Up til lægen, der for en gangs skyld var villig til at se os samme dag. Det er nemlig, hos mine læger, ikke altid lige let at få adgang til en konsultation. Nå, men knægten blev undersøgt, og så snakkede knægten og lægen lidt under 4 øjne, hvor jeg så kom “med” bagefter. Og der blev diagnosticeret, gjorde der… Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Knægten har STRESS. Og det gør mig uendeligt ked af det. Stress fordi han sådan ønsker at være hos mig hele tiden, og ikke kan det – på grund af nogen uendeligt åndssvage høje herrer et eller andet sted inde i centrum.

Det er ikke særlig sjovt at overvære, at ens børn ændrer adfærd over én nat – fra at være glade og løsslupne til en stemning af “bad mood”, det sker nemlig altid natten til søndag… “for nu er der kun to dage til…” som børnene siger, uafhængigt af hinanden. Desværre er det ikke altid lige nemt at få hændelser gennemført, det tager tid gør det.

Og det er især da svært, når der fra anden side arbejdes stik modsat – og dem i midten, nemlig de høje herrer tilsyneladende skal se eller lugte blod, førend de gider gribe ind. Dét er blandt andet én af de ting, jeg bare ikke på nogen måde kan forstå, endsige acceptere. Jeg nægter at acceptere, at man ikke i det mindste prøver at se en sag med de rigtige briller på. Og dermed være ikke sagt, at en mor er bedst, men det være sagt, at der BØR tages hensyn til det individuelle barns tarv og ønsker. For er vi måske ikke ansvarlige for, at barnet med tiden bliver et helt menneske som er rustet til at imødekomme og modstå alle de mange udfordringer voksenlivet byder på… Det gør man ikke, ved således at lade barnet i stikken og gøre forsøg på at feje ting under gulvtæppet.

Jeg sværger, det får de ikke lov til at gøre mod mine børn. Dén går ikke.

23. januar 2009

Er der ingen forældre..

Skrevet af Hende selv kl. 11:52 | Betragtninger,Børn

Én kom jo lige til at sidde og spekulere lidt over, hvordan det nu egentlig er. Når ens børn er på besøg hos andre børn, så leger de selvfølgelig med de andre børns legetøj. Men jeg troede godt nok ikke, det også indebar, at ens barn måtte agere sminkedukke. Måske er det bare mig, der er dum… eller naiv.

I går var Yngste jo hjemme hos veninde, der kommer fra anden verdensdel, og jeg kan tænke mig, der måske er nogen enkelte ting, der er anderledes – men ihvertfald kom barnet hjem med glitrende øjenbryn med guldstjerner, enormt røde læbestiftskinder, “noget” i håret og i panden - og en rigtig, rigtig led pink neglelak på de små fine negle.

“Se mor, jeg har fået neglelak på” sagde hun. “Det er sørme fint” svarede jeg, mens jeg allerede i tankerne spekulerede på, hvornår tøsen bad om, at jeg fjernede det igen. Jeg kom sandelig heller ikke til at vente længe. Kort efter aftensmaden sad hun og pillede neglelak af i flager. Ældste var rigtig bedrevidende “Små piger skal ikke bruge neglelak, vel mor” kom det.. og ungen sad virkelig og så rigtig selvgod ud (oh, hvor jeg smågrinte i smug).. “i det hele taget ser det RET dumt ud til små piger – du skal ihvertfald være 14 år!” fortsatte han, henvendt til lillesøsteren. “Din lort!” sagde hun så. Koldt og kynisk. Tjah, det er vel også en måde at kommunikere på, hehe (men ikke en kommunikation, der accepteres i hjemmet, hvilket den unge dame også måtte sande).

“Mor, vil du ikke nok tage det af?” spurgte hun så. Og det prøvede vi så, frem med neglelakfjerner og et par vattotter. Det hjalp fedt, for den her pokkers neglelak var særdeles genstridig. “Det var noget hun kom på mig, fordi hendes dukke også havde det på… og hun kom to lag på!” (så tror da pokker, det ikke var til at få af.. og mærkeligt ækelt-klistret-gummiagtigt var det også). Gad vide, hvad filan det har været for en lak? Og vi snakker ikke, om hvor besværligt det var, at få alt det andet tørret af barnet… guess.

Så er det jo, jeg naturligt undrer mig lidt. Hjemme hos os ville jeg jo ikke bare overlade børnene til sig selv, altså sådan forstået at de fik ikke lov at sidde og svine med sminke og alt muligt i dén grad - jeg kigger til dem indimellem. Men jeg havde altså ikke ladet Yngste sminke sin veninde på den måde, hvis det havde været hjemme hos os.

Hvordan mon det er hos andre? Får børnene bare lov til totalt at passe sig selv, eller er der opsyn med dem… jeg gad vide det. Og jeg er da godt klar over, at alle gør på hver sin måde, og at alle finder dét, de selv gør, rigtigst. Dummere er jeg ikke, men jeg synes godt nok, det tangerer grænsen, når man får sin unge hjem dekoreret som et bedre juletræ.

Endelig weekend

Skrevet af Hende selv kl. 09:17 | Børn

Uh, det er da helt utroligt, men det er sandt nok. Jeg glæder mig i dén grad til weekenden, som begynder så snart Prosa-uret viser fyraften! Og det gør det om kun fem en halv time fra nu. Jeg har nogle korte møder, men de er ikke så slemme. Først en opfølgningssamtale og bagefter et møde, hvor jeg skal redegøre for status på projektet, og det er i øvrigt også dagens sidste møde.

Måske er det ved at blive forår? Jeg er opfyldt af en ukuelig optimisme, her pt. Eller skal man kalde det energi? Det er ihvertfald noget med, at jeg har hovedet fyldt med projektplaner, altså housing-projekter. Alt det jeg gerne vil lave. Immervæk er der noget under optræk, det kan jeg roligt sige – der sker altid ting og sager, når jeg en sjælden gang begynder at overveje at få klippet noget af det lange hår af. Ganske modsat ham der.. hvad var det nu han hed, som mistede sine kræfter.. uden sit hår.. øh.. Samson var det???

Som om jeg også klipper noget aldeles uvedkommende og ikke længere nødvendigt fra, og kommer videre. Bliver en ny – om noget bliver det et anderledes udseende - person af at få klippet de totter af. Nå, det er nok så meget sagt. Men et er sikkert, jeg skal have studset manken.

I aften er det så “slikdag”, og jeg ved allerede, at børnene glæder sig rigtig meget. Det gør jeg faktisk også, for vi starter med en dejligt, stille og rolig fredag aften – hvor vi spiller ludo, ser film, drikker te, snakker og griner.

Jeg nyder virkelig de fredag aftener med mine børn, og jo større de bliver, jo bedre er det. Langsomt kommer der flere og flere ting, vi kan gøre sammen på programmet, vi nyder det i fulde drag - og det bliver sjovere og sjovere at planlægge aktiviteter. Jeg har også en vild plan om, at vi sammen med Bedstevennen (tidligere yndlingskollegaen) skal en tur i Planetariet og se en 3D-film med vores i alt fire rollinger en eller anden weekend inden for overskuelig fremtid.

22. januar 2009

Kæmpemadkassen

Skrevet af Hende selv kl. 10:22 | Børn

Hjemme hos os er dukket en helt ny betegnelse op – kæmpemadkassen eller monsterkassen. Idéen blev født i går, da vi landede hjemme, efter jeg havde fået morkasketten på igen.

I bilen var der livlig snak mellem banditterne. “Altså… jeg fik ikke engang nogen bolle i dag…” lød det indigneret omme bagfra. “Såh, hvorfor dog ikke?” måtte jeg lige vide. “Det ved jeg ikke, der var en, der tog den!” kom det ærgerligt.

Jamen det går da slet ikke, tænkte jeg. I forvejen skal der tages en smule hensyn til, at Yngste har glutenallergi. Og hvis de andre børn begyndte at snuppe mad, hun får med specielt – fordi det “bare” ligger i en lille plastpose i børnehavens køleskab (som børnene selv går til)… duer det slet ikke jo.

Derfor blev vi enige om, at Yngste simpelthen skulle have en enorm madkasse med. En, der var stor nok til at rumme både mad og så det ekstra. Hun plejer at få en bolle med, så hun også kan få, når stuen får frugt (og boller). Jeg syntes jo, det var forfærdeligt synd, at hun sådan blev snydt. Børnehaven fik i går en lang liste over fødevarer, Yngste med sindsro kan indtage. Jeg var nødt til det, efter at Yngste i forgårs brokkede sig lidt. “Jeg måtte ikke få smør på min bolle, du gav mig med!” sagde hun. “Lone sagde, jeg ikke kan tåle smør!”. Det er jo noget forbandet vrøvl, men ikke desto mindre kunne jeg godt se, det var nødvendigt med nogle retningslinier til børnehaven.

Yngste er nemlig OGSÅ holdt op med at komme mælk i sin te. “Det må jeg ikke for Lone, hun siger, jeg ikke kan tåle mælk!!” klagede hun ynkeligt. Nu har Lone fået lidt vejledning, og Yngste er glad – for nu får hun både bolle med smør – og mælk i teen, hvis hun vil have det. Men nej, nu smager te uden mælk altså bedre end te med mælk.

Skrevet af Hende selv kl. 10:10 | Hverdag

Trods det grå vejr og mørket i soveværelset var jeg oppe til sædvanlig tid, eller det var lidt senere i dag. Jeg lovede mig selv i går aftes, da jeg gik til køjs – at jeg skulle sove til halv syv i dag. Og det gjorde jeg. Ved siden af mig lå Yngste og krøllede sig sammen i dyb søvn, men fik alligevel skubbet til mig. Og så var det op.

Jo, det var en af de bedre morgener, jeg fik nusset mig færdig og tændte vanen tro lyset i børneværelset, så Ældste kunne vågne. Utroligt nok var han ude af sengen og i gang med at tage tøj på, førend jeg nåede tilbage i soveværelset og tænde lyset dér, så Yngste brutalt kunne blive revet ud af skønhedssøvnen. Endnu mere utroligt vågnede hun med det samme, og helt uden indvendinger var hun også hurtigt ude af sengen. Jeg spekulerer på, om det var fordi jeg vækkede dem begge en halv time senere, end jeg plejer. Normalt bliver de purret lidt over seks om morgenen, sammen med hanen og hønsene.

Jeg sidder og tænker over alle de ting, jeg gerne vil nå. Der er lige vinduet i køkkenet, jeg vil have skrubbet af med svamp og rodalon, og der er strikketøjet. Jeg kan bare ikke tage mig sammen, nu gik det lige så godt med at få strikket det store, fede halstørklæde til mig selv – men dét jeg er begyndt på – i lyserødt, blødt og lækkert er det, garn – til Yngste. Det ligger stadig på sofabordet og kigger anklagende på mig. Og overalt ser jeg spændende strikkeopskrifter. Men jeg gør ingenting, for det er som om, jeg lige skal have færdiggjort Yngstes halstørklæde. Men der er lang vej endnu. Måske jeg bare skulle se at gå i gang.

I aften tror jeg, jeg vil slappe af med at lave lidt lækker mad til os. En idé om en ovnpakke med oksestrimler, lidt forskellige grøntsager og græsk youghurt summer rundt i hovedet på mig. Jeg skal bare lige finde den rigtige sammensætning, og det må heller ikke blive for stærkt. Det burde også afprøves, om de små banditter er til tomatiserede brune ris.. et spændende eksperiment. For… man ved jo aldrig!

Det er aftalt, at Yngste skal hjem til en lille veninde, jeg håber det lykkes i dag. Der er nemlig sket dét, hver gang pigerne skal lege hos veninden, at Yngste alligevel ikke ville med hjem til veninden. Hun skal nok bare have et lille skub, men jeg tror også, det måske bunder lidt i, at veninden er fra en anden verdensdel – og så er det nok lidt anderledes. Men jeg tror faktisk, det ville være en spændende oplevelse for Yngste. Og det mest spændende, jeg har fået tilbudt – er altså helt sikkert, når jeg ved forskellige lejligheder har fået mulighed for at gæste Indien og Tyrkiet, under private former. Dog var jeg ikke glad for “krydderbollesuppen” jeg fik hos min indiske kollega forrige år, men til gengæld bød han også på de mest vidunderlige kartoffel-dimser. Bare jeg kunne lave sådan nogen, selv om det griser en del, da det betyder en hel masse olivenolie i en stegepande og noget panerings-noget.

21. januar 2009

Ventetid

Skrevet af Hende selv kl. 15:31 | Diverse

Faktisk er ventetid en mærkelig ting. Det kan både være godt og ondt med ventetid. Når man venter på noget rart, er ventetid en helt okay ting. Jeg er imidlertid ikke spor god til ventetid, for her sidder jeg og kaster lange blikke på væggen ved døren, dér hvor Prosa-uret hænger. Jeg har nemlig svært ved at vente i dag, for jeg glæder mig sådan til at komme hjem og få mor-kasketten på igen. Det har jeg længtes efter lige siden i morges. Det var dér, hvor jeg glemte Yngstes svømmetøj, så jeg måtte springe ud i den gamle dame igen i en fart og køre hjem og hente tøjet.

Heldigvis har Yngste ordenssans, så det var ret let at finde både badedragten og håndklædet hendes. En hårbørste skulle hun også have med, det er jo vigtigt, når man er fem år – og håret bare skal være fjong. Bagefter var det tilbage til børnehaven og blæse et farvelkys på fingrene, da jeg fortsatte videre til firmaet. Her var der fuld fart på fra morgenstund, en politisag var løbet ind og skulle behandles straks – og Yndlingskollegaen holdt mig med selskab via mail det meste af dagen – og kollegaer skulle samarbejdes med. Så var der lige produktionsproblemer, som faktisk ikke var vore – men “andres”. Og så var der temadag, så ovenikøbet har jeg fået masser af motion ved at rende rundt og besøge de forskellige workshops – samt fået et nydeligt klistermærke på brystet.

Åh, den ventetid… men.. hov – nu er der kun lige nogle få minutter til nedlukning… det er sørme da lækkert at se, at Prosa-uret nu gider være på min side. Og kan det være bedre, at det er sådan en smuk og solrig januareftermiddag… pludselig synes jeg at selve ordet januareftermiddag er smukt. Måske er jeg bare lidt bims, jeg må hellere lukke ned og komme hjem og få den anden kasket på indtil i morgen tidlig.

Frem »