Title

28. januar 2009

Bare så skidefedt

Skrevet af Hende selv kl. 15:30 | Nyheder

Ja, jeg kan næsten ikke få armene ned. Så glad er jeg i dag. Tænk at man kan være så ualmindeligt heldig, sådan en helt almindelig onsdag i januar. Kors, hvor det ord, januar, optræder i mine indlæg. Jeg lover, at det holder op! Men alligevel. I morges gik det op for mig, at det jo forresten var i dag, jeg havde en aftale inde på Frederiksberg. Pt. flyder dagene lidt ud i ét, så det var lige et overraskelsesmoment dér. Ej, det kræver lige lidt mere tid, dette indlæg.. så mere senere… Jeg skal lige RINGE lidt…

..to be continued….

26. januar 2009

En tur til lægen

Skrevet af Hende selv kl. 16:16 | Børn,Sygdom

Mandag igen… og der var dømt “barn-syg”. Jeg var allerede oppe rigtig tidligt for lige at konstruere mail til min chef, min projektleder og alle andre, der kunne tænkes at have interesse i, hvorfor jeg ikke mødte ind som sædvanlig. Altså ham min chef er superfin, han skrev en mail med ønsket om god bedring. Det er den slags, der luner dér, hvor man ellers ikke havde ventet det. Men sådan er han, heldigvis.

Børnene har selvfølgelig været, som børn er flest – når der er utilpashed inde i billedet. De råber, de skændes lidt indbyrdes, for uha, nu skal JEG have mors opmærksomhed. Og vi har også været hos lægen. Altså denne gang siger jeg Thumbs-Up til lægen, der for en gangs skyld var villig til at se os samme dag. Det er nemlig, hos mine læger, ikke altid lige let at få adgang til en konsultation. Nå, men knægten blev undersøgt, og så snakkede knægten og lægen lidt under 4 øjne, hvor jeg så kom “med” bagefter. Og der blev diagnosticeret, gjorde der… Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Knægten har STRESS. Og det gør mig uendeligt ked af det. Stress fordi han sådan ønsker at være hos mig hele tiden, og ikke kan det – på grund af nogen uendeligt åndssvage høje herrer et eller andet sted inde i centrum.

Det er ikke særlig sjovt at overvære, at ens børn ændrer adfærd over én nat – fra at være glade og løsslupne til en stemning af “bad mood”, det sker nemlig altid natten til søndag… “for nu er der kun to dage til…” som børnene siger, uafhængigt af hinanden. Desværre er det ikke altid lige nemt at få hændelser gennemført, det tager tid gør det.

Og det er især da svært, når der fra anden side arbejdes stik modsat – og dem i midten, nemlig de høje herrer tilsyneladende skal se eller lugte blod, førend de gider gribe ind. Dét er blandt andet én af de ting, jeg bare ikke på nogen måde kan forstå, endsige acceptere. Jeg nægter at acceptere, at man ikke i det mindste prøver at se en sag med de rigtige briller på. Og dermed være ikke sagt, at en mor er bedst, men det være sagt, at der BØR tages hensyn til det individuelle barns tarv og ønsker. For er vi måske ikke ansvarlige for, at barnet med tiden bliver et helt menneske som er rustet til at imødekomme og modstå alle de mange udfordringer voksenlivet byder på… Det gør man ikke, ved således at lade barnet i stikken og gøre forsøg på at feje ting under gulvtæppet.

Jeg sværger, det får de ikke lov til at gøre mod mine børn. Dén går ikke.

23. januar 2009

Er der ingen forældre..

Skrevet af Hende selv kl. 11:52 | Betragtninger,Børn

Én kom jo lige til at sidde og spekulere lidt over, hvordan det nu egentlig er. Når ens børn er på besøg hos andre børn, så leger de selvfølgelig med de andre børns legetøj. Men jeg troede godt nok ikke, det også indebar, at ens barn måtte agere sminkedukke. Måske er det bare mig, der er dum… eller naiv.

I går var Yngste jo hjemme hos veninde, der kommer fra anden verdensdel, og jeg kan tænke mig, der måske er nogen enkelte ting, der er anderledes – men ihvertfald kom barnet hjem med glitrende øjenbryn med guldstjerner, enormt røde læbestiftskinder, “noget” i håret og i panden – og en rigtig, rigtig led pink neglelak på de små fine negle.

“Se mor, jeg har fået neglelak på” sagde hun. “Det er sørme fint” svarede jeg, mens jeg allerede i tankerne spekulerede på, hvornår tøsen bad om, at jeg fjernede det igen. Jeg kom sandelig heller ikke til at vente længe. Kort efter aftensmaden sad hun og pillede neglelak af i flager. Ældste var rigtig bedrevidende “Små piger skal ikke bruge neglelak, vel mor” kom det.. og ungen sad virkelig og så rigtig selvgod ud (oh, hvor jeg smågrinte i smug).. “i det hele taget ser det RET dumt ud til små piger – du skal ihvertfald være 14 år!” fortsatte han, henvendt til lillesøsteren. “Din lort!” sagde hun så. Koldt og kynisk. Tjah, det er vel også en måde at kommunikere på, hehe (men ikke en kommunikation, der accepteres i hjemmet, hvilket den unge dame også måtte sande).

“Mor, vil du ikke nok tage det af?” spurgte hun så. Og det prøvede vi så, frem med neglelakfjerner og et par vattotter. Det hjalp fedt, for den her pokkers neglelak var særdeles genstridig. “Det var noget hun kom på mig, fordi hendes dukke også havde det på… og hun kom to lag på!” (så tror da pokker, det ikke var til at få af.. og mærkeligt ækelt-klistret-gummiagtigt var det også). Gad vide, hvad filan det har været for en lak? Og vi snakker ikke, om hvor besværligt det var, at få alt det andet tørret af barnet… guess.

Så er det jo, jeg naturligt undrer mig lidt. Hjemme hos os ville jeg jo ikke bare overlade børnene til sig selv, altså sådan forstået at de fik ikke lov at sidde og svine med sminke og alt muligt i dén grad – jeg kigger til dem indimellem. Men jeg havde altså ikke ladet Yngste sminke sin veninde på den måde, hvis det havde været hjemme hos os.

Hvordan mon det er hos andre? Får børnene bare lov til totalt at passe sig selv, eller er der opsyn med dem… jeg gad vide det. Og jeg er da godt klar over, at alle gør på hver sin måde, og at alle finder dét, de selv gør, rigtigst. Dummere er jeg ikke, men jeg synes godt nok, det tangerer grænsen, når man får sin unge hjem dekoreret som et bedre juletræ.

Endelig weekend

Skrevet af Hende selv kl. 09:17 | Børn

Uh, det er da helt utroligt, men det er sandt nok. Jeg glæder mig i dén grad til weekenden, som begynder så snart Prosa-uret viser fyraften! Og det gør det om kun fem en halv time fra nu. Jeg har nogle korte møder, men de er ikke så slemme. Først en opfølgningssamtale og bagefter et møde, hvor jeg skal redegøre for status på projektet, og det er i øvrigt også dagens sidste møde.

Måske er det ved at blive forår? Jeg er opfyldt af en ukuelig optimisme, her pt. Eller skal man kalde det energi? Det er ihvertfald noget med, at jeg har hovedet fyldt med projektplaner, altså housing-projekter. Alt det jeg gerne vil lave. Immervæk er der noget under optræk, det kan jeg roligt sige – der sker altid ting og sager, når jeg en sjælden gang begynder at overveje at få klippet noget af det lange hår af. Ganske modsat ham der.. hvad var det nu han hed, som mistede sine kræfter.. uden sit hår.. øh.. Samson var det???

Som om jeg også klipper noget aldeles uvedkommende og ikke længere nødvendigt fra, og kommer videre. Bliver en ny – om noget bliver det et anderledes udseende – person af at få klippet de totter af. Nå, det er nok så meget sagt. Men et er sikkert, jeg skal have studset manken.

I aften er det så “slikdag”, og jeg ved allerede, at børnene glæder sig rigtig meget. Det gør jeg faktisk også, for vi starter med en dejligt, stille og rolig fredag aften – hvor vi spiller ludo, ser film, drikker te, snakker og griner.

Jeg nyder virkelig de fredag aftener med mine børn, og jo større de bliver, jo bedre er det. Langsomt kommer der flere og flere ting, vi kan gøre sammen på programmet, vi nyder det i fulde drag – og det bliver sjovere og sjovere at planlægge aktiviteter. Jeg har også en vild plan om, at vi sammen med Bedstevennen (tidligere yndlingskollegaen) skal en tur i Planetariet og se en 3D-film med vores i alt fire rollinger en eller anden weekend inden for overskuelig fremtid.

22. januar 2009

Kæmpemadkassen

Skrevet af Hende selv kl. 10:22 | Børn

Hjemme hos os er dukket en helt ny betegnelse op – kæmpemadkassen eller monsterkassen. Idéen blev født i går, da vi landede hjemme, efter jeg havde fået morkasketten på igen.

I bilen var der livlig snak mellem banditterne. “Altså… jeg fik ikke engang nogen bolle i dag…” lød det indigneret omme bagfra. “Såh, hvorfor dog ikke?” måtte jeg lige vide. “Det ved jeg ikke, der var en, der tog den!” kom det ærgerligt.

Jamen det går da slet ikke, tænkte jeg. I forvejen skal der tages en smule hensyn til, at Yngste har glutenallergi. Og hvis de andre børn begyndte at snuppe mad, hun får med specielt – fordi det “bare” ligger i en lille plastpose i børnehavens køleskab (som børnene selv går til)… duer det slet ikke jo.

Derfor blev vi enige om, at Yngste simpelthen skulle have en enorm madkasse med. En, der var stor nok til at rumme både mad og så det ekstra. Hun plejer at få en bolle med, så hun også kan få, når stuen får frugt (og boller). Jeg syntes jo, det var forfærdeligt synd, at hun sådan blev snydt. Børnehaven fik i går en lang liste over fødevarer, Yngste med sindsro kan indtage. Jeg var nødt til det, efter at Yngste i forgårs brokkede sig lidt. “Jeg måtte ikke få smør på min bolle, du gav mig med!” sagde hun. “Lone sagde, jeg ikke kan tåle smør!”. Det er jo noget forbandet vrøvl, men ikke desto mindre kunne jeg godt se, det var nødvendigt med nogle retningslinier til børnehaven.

Yngste er nemlig OGSÅ holdt op med at komme mælk i sin te. “Det må jeg ikke for Lone, hun siger, jeg ikke kan tåle mælk!!” klagede hun ynkeligt. Nu har Lone fået lidt vejledning, og Yngste er glad – for nu får hun både bolle med smør – og mælk i teen, hvis hun vil have det. Men nej, nu smager te uden mælk altså bedre end te med mælk.

Skrevet af Hende selv kl. 10:10 | Hverdag

Trods det grå vejr og mørket i soveværelset var jeg oppe til sædvanlig tid, eller det var lidt senere i dag. Jeg lovede mig selv i går aftes, da jeg gik til køjs – at jeg skulle sove til halv syv i dag. Og det gjorde jeg. Ved siden af mig lå Yngste og krøllede sig sammen i dyb søvn, men fik alligevel skubbet til mig. Og så var det op.

Jo, det var en af de bedre morgener, jeg fik nusset mig færdig og tændte vanen tro lyset i børneværelset, så Ældste kunne vågne. Utroligt nok var han ude af sengen og i gang med at tage tøj på, førend jeg nåede tilbage i soveværelset og tænde lyset dér, så Yngste brutalt kunne blive revet ud af skønhedssøvnen. Endnu mere utroligt vågnede hun med det samme, og helt uden indvendinger var hun også hurtigt ude af sengen. Jeg spekulerer på, om det var fordi jeg vækkede dem begge en halv time senere, end jeg plejer. Normalt bliver de purret lidt over seks om morgenen, sammen med hanen og hønsene.

Jeg sidder og tænker over alle de ting, jeg gerne vil nå. Der er lige vinduet i køkkenet, jeg vil have skrubbet af med svamp og rodalon, og der er strikketøjet. Jeg kan bare ikke tage mig sammen, nu gik det lige så godt med at få strikket det store, fede halstørklæde til mig selv – men dét jeg er begyndt på – i lyserødt, blødt og lækkert er det, garn – til Yngste. Det ligger stadig på sofabordet og kigger anklagende på mig. Og overalt ser jeg spændende strikkeopskrifter. Men jeg gør ingenting, for det er som om, jeg lige skal have færdiggjort Yngstes halstørklæde. Men der er lang vej endnu. Måske jeg bare skulle se at gå i gang.

I aften tror jeg, jeg vil slappe af med at lave lidt lækker mad til os. En idé om en ovnpakke med oksestrimler, lidt forskellige grøntsager og græsk youghurt summer rundt i hovedet på mig. Jeg skal bare lige finde den rigtige sammensætning, og det må heller ikke blive for stærkt. Det burde også afprøves, om de små banditter er til tomatiserede brune ris.. et spændende eksperiment. For… man ved jo aldrig!

Det er aftalt, at Yngste skal hjem til en lille veninde, jeg håber det lykkes i dag. Der er nemlig sket dét, hver gang pigerne skal lege hos veninden, at Yngste alligevel ikke ville med hjem til veninden. Hun skal nok bare have et lille skub, men jeg tror også, det måske bunder lidt i, at veninden er fra en anden verdensdel – og så er det nok lidt anderledes. Men jeg tror faktisk, det ville være en spændende oplevelse for Yngste. Og det mest spændende, jeg har fået tilbudt – er altså helt sikkert, når jeg ved forskellige lejligheder har fået mulighed for at gæste Indien og Tyrkiet, under private former. Dog var jeg ikke glad for “krydderbollesuppen” jeg fik hos min indiske kollega forrige år, men til gengæld bød han også på de mest vidunderlige kartoffel-dimser. Bare jeg kunne lave sådan nogen, selv om det griser en del, da det betyder en hel masse olivenolie i en stegepande og noget panerings-noget.

21. januar 2009

Ventetid

Skrevet af Hende selv kl. 15:31 | Diverse

Faktisk er ventetid en mærkelig ting. Det kan både være godt og ondt med ventetid. Når man venter på noget rart, er ventetid en helt okay ting. Jeg er imidlertid ikke spor god til ventetid, for her sidder jeg og kaster lange blikke på væggen ved døren, dér hvor Prosa-uret hænger. Jeg har nemlig svært ved at vente i dag, for jeg glæder mig sådan til at komme hjem og få mor-kasketten på igen. Det har jeg længtes efter lige siden i morges. Det var dér, hvor jeg glemte Yngstes svømmetøj, så jeg måtte springe ud i den gamle dame igen i en fart og køre hjem og hente tøjet.

Heldigvis har Yngste ordenssans, så det var ret let at finde både badedragten og håndklædet hendes. En hårbørste skulle hun også have med, det er jo vigtigt, når man er fem år – og håret bare skal være fjong. Bagefter var det tilbage til børnehaven og blæse et farvelkys på fingrene, da jeg fortsatte videre til firmaet. Her var der fuld fart på fra morgenstund, en politisag var løbet ind og skulle behandles straks – og Yndlingskollegaen holdt mig med selskab via mail det meste af dagen – og kollegaer skulle samarbejdes med. Så var der lige produktionsproblemer, som faktisk ikke var vore – men “andres”. Og så var der temadag, så ovenikøbet har jeg fået masser af motion ved at rende rundt og besøge de forskellige workshops – samt fået et nydeligt klistermærke på brystet.

Åh, den ventetid… men.. hov – nu er der kun lige nogle få minutter til nedlukning… det er sørme da lækkert at se, at Prosa-uret nu gider være på min side. Og kan det være bedre, at det er sådan en smuk og solrig januareftermiddag… pludselig synes jeg at selve ordet januareftermiddag er smukt. Måske er jeg bare lidt bims, jeg må hellere lukke ned og komme hjem og få den anden kasket på indtil i morgen tidlig.

Tiden går bare

Skrevet af Hende selv kl. 09:40 | Diverse

Lige i øjeblikket er det bare rigtig dejligt at være mig, det må jeg sige. I går var jeg hos tandlægen til obligatorisk tandundersøgelse og tandrens. Og åh skræk og rædsel, der sidder man og mærker tandlægen kradse lidt mere, end han sådan plejer.. oppe i overmunden, bagerst.

Og da jeg forsøgsvist åbner øjnene, ser jeg rynkede bryn. Og mine alarmklokker ringer.. de bimler løs. Og det er velbegrundet. For han gør sig hurtigt færdig og kigger alvorligt på mig, ham min søde tandlæge. “Hm, du skal have trukket en visdomstand ud… jeg er ikke helt tilfreds med klimaet i den.. og du har et hul!” siger han så. Jeg ryster lidt (hvis man kan det i siddende stilling) og siger “Uha!”, mere kan jeg ikke lige komme på. “Det er ikke så slemt, og du skal bare have en ny tid… så ordner jeg det.. og bortset fra det, er dine tænder fine” smiler han. Hm! Jeg glæder mig altså ikke.

Så her i går kom jeg slet ikke til gymnastik med yngstebarnet, hun gad ikke. Det trak mere at få veninden med hjem, og så skulle Ældstebarnet også have en ven med hjem. Jeg nød faktisk at sidde i fred nede i køkkenet og lytte til alle ungerne, der blev hygget, efter hvad jeg kunne høre. Og det var også hyggeligt at drikke te og pludre lidt med VensFar, da han kom efter Ældste’s lille ven.. og moderen til yngstebarnets veninde skulle også lige snakke lidt. Sikke noget.

I aften kommer min mor og spiser, hun har inviteret sig selv – det bliver hyggeligt.

14. januar 2009

Auri

Skrevet af Hende selv kl. 18:54 | Betragtninger

Auri reklamerer i de fleste lokalaviser og større aviser – og gud hvor lyder det fantastisk. Det er det jo på sæt og “fis” også. Altså hvis man befinder sig i målgruppen, og det er jo et utroligt godt initiativ, at man sådan kan springe de kilometerlange ventelister over. Det er faktisk ret udmærket, sådan set.

En særlig udmærket oplevelse havde jeg dog ikke i dag. Bortset fra kundeservicen i den lokale Auri-afdeling. Lad mig blot sige, jeg udmærker mig ved at være i målgruppen. Endda noget så meget. Men… jeg forstår ikke helt, hvordan de kan skrive, som de gør i diverse reklamer. Slet ikke efter i dag, hvor jeg blandt andet hørte bemærkningen “Vi er ikke vant til så stort et høretab som dit”. Det være sagt i et helt almindeligt og høfligt tonefald, der var ikke noget dér. Men jeg var faktisk godt skuffet. Sagen er den, at man som høreapparatbruger har mulighed for at få ny apparater hvert 4. år, og det er jo dejligt. Forudsat det altså er muligt lige at få de apparater, man gerne vil have.

Den rare mand inde hos Auri var også oprigtigt ked af, at han ikke “havde de kompetencer” der skulle til, for at jeg kunne få mit “behov” dækket. Det var jeg også, kan jeg godt love for. Dér sad jeg koblet til alle mulige spændende ledninger og slanger og var så spændt.. og så virkede det jo slet ikke. I dag foregår høreapparatstilpasning naturligvis digitalt. Og jeg har ikke tidligere oplevet, at det ikke “bare funkede”. Men én gang skal jo være den første, og det var så dagens oplevelse. De er heldigvis yderst fleksible, og jeg har nu fået en ny tid – hvor de prøver med nogen lidt kraftigere apparater (tror jeg, det var). Imidlertid vil jeg hellere selv bestemme, hvilket produkt, jeg vil have. Specielt når det er et produkt, min livskvalitet er så afhængig af. Inden jeg mødtes med “Ole Henriksen” første gang (ham fyren ligner grangiveligt charmøren Ole Henriksen, hver en sætning er akkompagneret af et enormt stort tandsmil – og smilerynker over hele femøren… men af udseende minder han altså om Dennis Knudsen). Jo, han var meget charmerende og behagelig at “arbejde” med. Nå.. men altså jeg vidste ikke, at man ikke selv kunne vælge sit produkt, ellers havde jeg nok lige tænkt mig en extra gang om, inden jeg konsulterede dem.

Nu er der så bare tilbage at kontakte producenten af det produkt, jeg er vant til – og som jeg ønsker at få igen. Det kan jeg jo lige så godt, ikke. Alt andet lige var det ikke en skid fedt at opdage, at jeg med de ny apparater ikke engang var i stand til at skelne, hvad Dennis Knudsen sagde, når han sad med ryggen til mig. Og min stemme lyder fanme ikke “sådan”… altså hvor skal vi hen. Nej, det kræver sgi nok lidt for meget energi at skulle omstille sig.. og hey, fløjtelyde skal ikke lyde som om det kommer fra to hule fugleknogler.. det skal lyde skarpt, klart og højt.. som fuglekvidren.. eller noget. Nej, jeg er slet ikke spor kræsen, vel? 😉

8. januar 2009

Jeg er bare så nem

Skrevet af Hende selv kl. 21:23 | Diverse

Her før jul gjorde jeg noget, jeg havde tænkt flere gange over at gøre, men ikke rigtig turdet gøre. Ikke før jeg kom til at sidde på kontor med ny kollega (som jeg kender fra engang for mange år siden). Han indgød mig modet… til at fortælle min søde chef, at jeg ikke længere ville være med i morgenbrødslisten. Jeg kunne bare ikke lide at gøre det, følte dumt nok nærmest skyld over det, eller noget i den retning. Noget a la “jamen hun er også så asocial, bla.. bla..”. Nej, jeg nægter at tro, at alle de andre har siddet og diskuteret min sociale position, jeg nægter. Det kan ikke være rigtigt. Men hvor er det dog nemt at fortælle sig selv, at DET har de!

Til den, der ikke ved det, er en morgenbrødsliste blot en liste over de personer, der er med i morgenmadsordningen, hvor én tager morgenbrød (her indbefattet rundstykker, franskbrød, marmelade, smør, oste (i flertal), pølse, juicer og meget andet – plus 2 slags wienerbrød) med til 23 andre personer i gruppen. Dette finder så sted cirka hvert halve år.

Ugen inden Nytår havde jeg så morgenbrød med til team’et for sidste gang (ihvertfald i 2008). Det var så planen, at jeg ikke mere skulle være med på listen. Så i dag kunne jeg sammen med kollega sidde og lytte til de andre, mens de spiste nød morgenbrødet og hyggen ude i storrummet. Det lød bare så hyggeligt og rart, så dér sad jeg virkelig og ærgrede mig. Latterbrøl og munter snak flød ind til os på kontoret, og det blev værre. Kollega og jeg skulle jo ud til de andre, da chefen skulle briefe om de seneste hændelser i firmaet.. og SÅ var jeg for alvor ærgerlig på mig selv. Øv da også!

Et par timer senere havde jeg taget beslutningen. “Kære chef” skrev jeg. “Det var frygteligt kedeligt at sidde og høre på al morskaben – så hvis jeg må, vil jeg gerne med i listen igen“. Et par minutter senere kom min søde chef og drillede mig lidt med mit politiske standpunkt set i forhold til mit vægelsindede syn på morgenbrød – men… nu er jeg med igen! 😀

Og ja, så er det jeg undrer mig over, at jeg er sådan en ged. Eller det er jeg vist ikke helt, for i dette tilfælde er det jo kun mig selv, jeg har pleaset – og det på bedste måde. Jeg ved, at jeg, vanen tro, vil nyde i fulde drag at sidde og hygge mig med de andre under morgenbordet. Der er også noget med, at man skal være lidt med i det sociale ikke… det er en af de der subtile ting, som ikke står skrevet nogen steder – men som alligevel forventes en lille smule. Eller måske er det bare mig, der tror dét.

Frem »