Det vil jeg ønske for dig, der læser med her – mÃ¥ du og din familie fÃ¥ et godt og lykkebringende nytÃ¥r

Her sidder jeg pÃ¥ denne Ã¥rets sidste dag – anno 2008 – og nyder, at der er sÃ¥ stille og roligt, inden dagen for alvor starter. Alle andre pÃ¥ matriklen ligger i deres søde søvn – det hÃ¥ber jeg i altfald den er. Det er en smuk morgen, kold og frisk. Jeg har lige haft luftet ud, og det var dejligt at mærke den friske morgenluft inde i stuerne, mens jeg nød solopgangen over markerne mod øst. Det var en smuk oplevelse, og pÃ¥ sæt og vis markerer den sÃ¥ fint et Ã¥rs afslutning.

Et Ã¥r som flere begivenheder var med til at forme. Og jeg tror, det er det første Ã¥r, hvor jeg ikke har beklaget mig særligt meget over, at det nu er vinter. Jeg er vist ved at lære at værdsætte de helt smÃ¥ ting i livet. Der var dengang tilbage i oktober, hvor jeg pludselig vÃ¥gnede med dobbeltsyn. Der hvor det højre øje var røget helt ud til højre. Jeg er stadig meget taknemmelig, virkelig dybt taknemmelig for, at øjet er blevet normalt igen, og for den lektie jeg lærte. At jeg ikke bare skal afvise tilbud, der faktisk kan vise sig at være af det gode. I dette tilfælde drejede det sig om at acceptere, at jeg altsÃ¥ var nødt til at fÃ¥ binyrebarkhormon intravenøst i tre dage. Rart var det ikke, men det virkede – og det tæller.

Dette er ogsÃ¥ Ã¥ret, hvor jeg erkendte, at min stedsans aldrig bliver superoptimal, og det har jeg taget konsekvensen af og afskaffet mig en GPS. Den har været til utroligt stor glæde og nytte, ikke mindst da vi holdt sommerferie i Jylland. Og sÃ¥ er den spøjs at køre efter. Det at have GPS betyder ikke nødvendigvis, at man aldrig mere kører forkert. Jeg gør. Men jeg er heldigvis ikke den eneste. Min mor skældte meget ud over, at jeg havde taget den med pÃ¥ ferie – men gæt engang hvem der blev rigtig gode venner med den. Min mor. Som i øvrigt ogsÃ¥ kørte forkert, hun drejede til højre, selv om den søde “dame” fortalte, at det var 2. vej til venstre. SÃ¥ vidt jeg ved, fejler min mors hørelse ikke noget.

Tilbage til konsekvenser – sÃ¥ mÃ¥tte jeg ogsÃ¥ i Ã¥r erkende for mig selv, at det ikke nyttede noget at blive hængende pÃ¥ et job, jeg ikke trivedes med. Søde, dejlige kollegaer eller ikke. Der er ikke noget at gøre, nÃ¥r man ikke trives med selve det faglige indhold. Jeg havde været sÃ¥ forfærdeligt bange for at springe ud i noget helt nyt og ukendt, men i Ã¥r fandt jeg modet. Og tænk, jeg er sÃ¥ glad for, at jeg gjorde det og vovede pelsen. Jeg skiftede job, og det var det helt rigtige valg. Og tænk at være sÃ¥ heldig at have fÃ¥et drømmejobbet og endda have det gode “kollegaskab” i behold, for jeg ses naturligvis stadig med de søde kollegaer fra det gamle firma. NÃ¥ ja, den ene er at betegne som en veninde, og jeg holder uendelig meget af hende, hun er noget af det sødeste.

Det var vist, hvad der var at berette om Ã¥rets gang… nu stÃ¥r tilbage at tilbringe en rigtig dejlig nytÃ¥rsaften i selskab med mr. Big og alle vores børn, krydret med god mad og lidt, nej meget godt til ganen.

Rigtig godt nytår derude

Ærligt talt kan det fra tid til anden være temmelig tungt at få ting til at hænge sammen og få koordineret alle sine gøremål. Og lige i denne tid heromkring nytår synes jeg, at det er overordentligt svært. Det forekommer mig at være et allerhelvedes tungt åg på mine skuldre, og to be honest GIDER jeg ikke. Sgu, fanden og helvede. Jeg gider fanme ikke. Og jeg kan desværre se i ånden, hvordan de andre sidder og undrer sig over hende den skøre kone, der ikke lige gider gå ind i deres småfnidder.

Ikke at det som sÃ¥dan er smÃ¥fnidder. Det drejer sig om, at det fra skolens side – eller nÃ¥ja klasselæreren er det vel nærmere – er blevet pÃ¥lagt forældrene til klassens børn at sørge for de sÃ¥kaldte sæsonfødselsdage. I knægtens klasse er børnene delt op i sæsoner. ForÃ¥r, sommer, efterÃ¥r og vinter. SÃ¥ledes er det omkring 5-6 unger, der fejrer fødselsdag sammen – og sÃ¥ er resten af klassen inviteret. Jeg kan skam godt se pointen i at gøre det pÃ¥ den mÃ¥de, sÃ¥ er der ingen, der føler sig udenfor – for alle i klassen kommer pÃ¥ den mÃ¥de med til hinandens fødselsdage. Det er godt nok et andet system, end i min barndom. Men er det nødvendigvis bedre, det system? SÃ¥dan er det vist pÃ¥ rigtig mange skoler, nu om dage. Det siger de andre…

Lige nu kan jeg sgu desværre ikke se noget som helst herligt eller opløftende ved det. Kusseskægt!!!

Om ikke sÃ¥ længe skal jeg sørge for at bage kage (men jeg er allerede sÃ¥ rÃ¥dden, at jeg spekulerer lemfældigt i at købe mig ud af den kagetjans – for jeg gider sgu ikke noget som helst halløj ovenpÃ¥ jul og nytÃ¥r, hvor jeg har ligget vandret pÃ¥ daglig basis). Gu fanden gider jeg ej. Kald mig blot enormt asocial, det er nok det sidste jeg er, men alligevel. Jeg gider ikke.

Den pÃ¥gældende weekend skal mr. Big og jeg nemlig ogsÃ¥ en tur til Ilva og bytte en kommode, jeg har forkøbt mig pÃ¥ – der skal en lidt mindre model til. Og den her kommode skal jo ogsÃ¥ samles, men der skal ogsÃ¥ bages kager – sÃ¥ jeg kan allerede imødese en vandretliggende zombie, der pisker rundt for at nÃ¥ det hele… nÃ¥hnej, jeg køber mig jo fra det.

Uf da hvor negativt, hva’… heldigvis er der ogsÃ¥ de skønne ting her i tilværelsen at spekulere pÃ¥. Der er snart chili fra i gÃ¥r pÃ¥ tallerkenerne ledsaget af lækkert brød og hyggesnak i god stemning med mine højtelskede hyæner. Dét er da aldeles herligt at gÃ¥ og glæde sig til. Og nu fik jeg luft… jeg kan jo for hulen ikke sidde og skrive min ærlige mening om den slags arrangementer til medarrangørerne.

Det er ikke noget rørstrømsk tilbageblik… sÃ¥ meget er der trods alt ikke “sket” i det forgangne Ã¥r, nÃ¥r jeg ser bort fra jobskifte. En lidt sjov tanke er det, at fra i morgen lige efter midnat, tæller vi 2009. I gÃ¥r fik jeg spørgsmÃ¥let. “HvornÃ¥r har vi det nye Ã¥r?”. Og jeg begyndte at forklare, som jeg altid gør – formentligt efter ønsket om altid at kunne svare bedst muligt.

Det er dog ikke altid, svaret falder i god jord hos modparten, specielt ikke nÃ¥r det er knægten. Han kan spørge om mere, end syv vismænd kan svare pÃ¥. Og det sker i et tempo som hos en kanin, der affyrer sine ekskrementer (og det har jeg dog endnu ikke overværet). Nogen gange ønsker knægten et helt andet svar, og sÃ¥ beklager han sig. “Hvorfor er dét sandheden, mor? Hvorfor skal det ikke være sÃ¥dan?” siger han sÃ¥ lidt indigneret. I al sin uskyldighed kan han jo ikke se hele sammenhængen. I gÃ¥r var jeg fx nødt til at køre hurtigt i byen efter grønne linser. Ungerne blev hjemme og sÃ¥ tv. Ingen af dem kunne forstÃ¥, jeg ikke var meget for at gÃ¥ fra dem (selv om jeg virkelig kun var kort tid væk). “Jamen mor, vi sidder bare og ser TV??”. Ja det er meget muligt, de gør det – men hvad nu hvis…. fx jeg kom galt afsted – sÃ¥ havde man to børn siddende helt alene – og hvad skulle de sÃ¥ gøre? Det fortalte jeg sÃ¥, og se bare – knægten begyndte at tænke over dette ny aspekt af sagen, kunne jeg se. Men de blev hjemme.

Og den chili con carne jeg lavede blev ubergod – vi Ã¥d vist godt alle sammen. Æv, der spises lidt godt pt. Her til morgen fik jeg lige mæsket mig i morgenbrød i firmaet – og ja, gu er det irriterende, at jeg hver gang jeg gÃ¥r til fadet spekulerer pÃ¥, hvor meget/hvor lidt det sætter sig Især med overflødige ting som morgenbrød, nÃ¥r man allerede har fÃ¥et sine havregryn! Nej.. hold mund og gÃ¥ væk, dumme samvittighed. Jeg gider ikke høre pÃ¥ dig nu!.. siger jeg ærgerligt til mig selv. Det er totalt i orden at hyggespise med kollegaerne her den sidste dag i Ã¥ret. SÃ¥ sker det.. mail fra dikketøren himself. Vi mødes til kransekage og endnu mere til at putte ind i munden kl. 14.00. Eller gør vi? Nu jeg har børn med i firmaet i dag, er det nok mest formÃ¥lstjenstligt at fjerne dem fra firmaet lidt inden kl. 14.00, hehe.

Er der ikke en eller anden dérude, der muligvis har lidt ferie, som de ikke gider bruge til noget – og som de faktisk helst er fri for? Hvis det er tilfældet, mÃ¥ du straks kontakte mig, sÃ¥ vi kan lave en aftale. For her sidder jeg og er totalt og aldeles uoplagt til at skrue “det kritiske og organiserende” blik pÃ¥. Ikke endnu. Jeg kan ikke. AltsÃ¥ tænk pÃ¥, jeg har lige haft nogle dage off work, og sÃ¥ er de to smukke børn kommet hjem. Jo i sandhed er det livet som arbejdsramt mor, jeg ikke kan se i øjnene endnu. Ingen kan forstÃ¥ problemet, nÃ¥r jeg indimellem har klaget over det.

“Jamen, det er da ikke sÃ¥ slemt, og du kan have børnene med pÃ¥ arbejde”. Ja, rigtigt, det kan jeg. MEN det er ikke særligt fedt. Heller ikke selv om børn skam er meget velkomne her i firmaet. “SÃ¥ kan du rydde lidt op i dine sager”. Hvilke sager? Dem har jeg da afsluttet. “Det er da sÃ¥ hyggeligt og stille at være pÃ¥ arbejde i dagene mellem jul og nytÃ¥r!”. Ja stille er her helt sikkert  Faktum er, at der ikke er ret meget at se til i disse dage inden nytÃ¥rsaften, heldigvis er det kun to. Uhh Ã¥hhh, hvad gør man, nÃ¥r man bare meget hellere ville have fri. Big og jeg er ogsÃ¥ ved at skrue indkøbsseddel sammen til NytÃ¥rsaften, og se bare hvor meget jeg kunne lave – hvis ikke jeg blev nødt til at sidde pÃ¥ jobbet. Det er lige før jeg ønsker, der kommer et eller andet opstÃ¥et problem i systemerne, sÃ¥ jeg lige fik rygende travlt.

I stedet sidder jeg og overvejer, hvor mange kilo knaldperler og hvor mange “proppistoler” jeg er nødt til at slæbe med hjem i dag, hehe. Og… ja det er utroligt dejligt at se kollegaerne igen. Det fÃ¥r mig til at føle mig virkelig heldig, tænk at have det privilegie, at man har sÃ¥ søde kollegaer, at man ligefrem er sÃ¥dan rigtig glad for at se dem igen. SÃ¥ gÃ¥r det lige med lidt hiv og sving at være her alligevel, og ved det bord hvor kollega Bidtafetgaltkamera sidder, sidder der nu en lille dame og tegner. Ved det andet bord, hvor TÃ¥gernesKaj sidder, er der nu en stor dreng, der er helt opslugt af sin tegning. Og TidligereBager er lige mødt ind, bærende pÃ¥ en kasse der efter al sandsynlighed indeholder wienerbasser. Uha, det gÃ¥r lige, det sagde jeg jo!

Her om vinteren er suppe bare en af de retter, jeg sætter aller-allermest pris pÃ¥. Og jeg laver gladeligt min egen suppe – og det lyder nok frygteligt helligt, nÃ¥r jeg siger, jeg ikke kunne drømme om at købe en færdig en af slagsen. Meget muligt – men det kunne jeg ikke. Og da slet ikke efter jeg har indset, at den suppe man selv laver er bedst. I aften fik jeg gulerodssuppe, lige fra fryseren. Ja, den skulle jo lige tøs op i mikroen, men den smagte ikke destomindre suverænt. Og den er noget sÃ¥ nem. Opskriften pÃ¥ den – er her til 1-2 personer (hvis der er 2 bør der nok pÃ¥regnes en humpel brød til).

5 mellemstore gulerødder skrælles og skæres i t-y-n-d-e skiver
1 stort hvidløg pilles og hakkes
1 stor kartoffel skrælles og skæres i tern
½ liter vand bringes i kog i elkogeren/kedlen

De udskårne grøntsager puttes i en kasserolle og ligger og afventer videre behandling.

½ terning hønsebouillon opløses i noget af det kogende vand. Al væden kommes i kasserollen med grøntsager. Sæt blus under og lad det koge ½ times tid. Så tager du blenderen og blender hele molevitten og smager til med hvad du har lyst til. Jeg brugte salt, peber og cayennepeber. Mmmm, siger jeg bare. I går kom jeg 3 spsk piskefløde i, da jeg gerne ville have en lidt cremet suppe.

Lige en ret til disse kolde vinterdage vi har, pt. Velbekomme dér

Mr. Big og jeg har hygget os hele dagen. Der var lige en lille bytte-tur i Slotsarkaderne, det var noget med en fondue, han havde fået i julegave. Endda både fra mig og så hans mor. Selvfølgelig (!!) var det den fra hans mor, han byttede. Vi fandt også tiden til at indtage en chili-durum på favoritstedet. Og jeg fik byttet en gryde, jeg havde fået af mr. Big. Ja, jeg havde ønsket mig den, så jeg var superglad, da vi fik den helt rigtige gryde.

Siden vi ikke havde nogen farlige planer for i dag, blev vi enige om at smutte en tur i biografen. Og det var en rigtig god film – jeg kan kun anbefale andre at se den.

Keanu Reeves spiller en alien ved navn Klaatu, hvis ankomst til vores planet udløser globalt kaos. Mens regeringer og forskere verden over kæmper for at løse mysteriet bag den fremmedes pludselige visit på jorden fanges en ung kvinde, spillet af Jennifer Connelly, og hendes stedsøn i Klaatus mission.

Han kalder sig selv for “Ven af Jorden” og langsomt begynder kvinden og hendes stedsøn at forstÃ¥ de forskellige konsekvenser af Klaatus tilstedeværelse.

‘The Day the Earth Stood Still’ er en science-fiction film udover det sædvanlige….

Jeg medgiver filmanmelderen, at The Day the Earth Stood Still er en film, der bare har lidt ekstra. Vi syntes begge, den var meget underholdende – pÃ¥ intet tidspunkt fik man den dér fornemmelse af, at denne scene var konstrueret for at udfylde et tomrum i filmen. Skuespillerne ydede en god præstation, og der var god kontakt mellem stedmoderen og stedsønnen. Og til en forandring var der ikke nogen biologiske forældre, der spøgte i kulissen. Begge var meget bekvemt døde, den ene da sønnen var spæd – og den anden efter at stedmoderen og han var blevet gift. Det gav filmen et lille twist, at alien-Keanu indsÃ¥, at selv om mennesket er en rimelig destruktiv race – besidder det ogsÃ¥ virkelig mange gode egenskaber. Og det var medvirkende til, at alien-Keanu erkendte, at ogsÃ¥ mennesket som race fortjente en chance mere til at gøre tingene bedre. Heldigvis, vil jeg sige. Det ville ikke være særlig morsomt, hvis dette virkelig skete – at aliens indtog jorden med det ene formÃ¥l at rense jorden for skadelig biologisk aktivitet – altsÃ¥ udradere alt humant. For menneskene ødelægger jo den eminente planet – og der er ikke mange planeter, der byder pÃ¥ sÃ¥ fremragende vilkÃ¥r for udvikling, som Jorden gør. Mr. Big og jeg var enige om, at den skabte præcedens til eftertanke - og sÃ¥ kan man prøve at efterleve/udvikle et bedre regelsæt. Eller rettelse… man burde gøre det.

Jeg tror jeg vil flytte mine skriverier til domænet… jeg fÃ¥r alligevel ikke skrevet noget “fængende” – eller rettere sagt en historie, som er værd at lægge op. Ihvertfald ikke lige nu.