Alle blev mætte, jeg havde lavet min lækre gryderet med tomatflødesauce. Faktisk er det en ret, min XX-kæreste har udviklet i tidernes morgen (dengang vi var 17 år og de rene børn, hehe). Jeg har så videreudviklet retten, jeg er sikker på, han ikke ville kunne genkende den i dag. Det smager sindssvagt lækkert, og jeg garanterer, at familien kunne lide det. I guder, hvor er det dog svært at beregne mad. Der skulle koges ris til 10 personer, og mor og jeg kalkulerede og regnede på det. Der blev så kogt til et helt regiment, men der var jo tilsvarende gryderet. Selvfølgelig blev der også en hel grydefuld ris til overs, men pyt – det spiser vi i morgen. Jeg nægter at fryse ris ned, helt ærligt. Det smager da lidt underligt, når det bliver tøet op og serveret – eller har du måske prøvet det med succes?

Gaver blev pakket op under stor jubel, det var sørme en glad knægt. Tøj, en bog og penge fik han – så han var lykkelig. Nå og så havde Mormor givet ham en ny skoletaske. “Den var bare så cool og sej. Der var meget mere plads i den – og det var til DRENGE!” lød det fra en bevæget Ældste. Han tog også revanche ved at køre tre store stykker lagkage ned, og derefter slå fast, at samme lagkage skulle på bordet til Yngstes fødselsdag i november. “Vel skal det ej – jeg vil have nøddekage!” kom det fortørnet fra pigebarnet. Ta’ den, storebror!

Så havde Ældste endnu en idé til sin fødselsdag på søndag. “Der skal altså ikke være lagkage!!! Mor skal bage drømmekage eller chokoladekage – og så skal vi bestille pizzaer, jeg gider ikke have boller og lagkage, altså!!”. Wow, det er da til at forstå. Jeg er helt med på den med at ringe efter pizzaer (øh, ringe… tsk.. tsk!). Dernæst mente knægten, at det ville være “herresjovt” med en omgang flødebollespisningskonkurrence… det var jo ret skægt, at man sådan fik chokolade i hele hovedet? Øh? Faktisk tror jeg, at det bliver ret morsomt.

Big havde i går sagt til Yngste, at vi kan gå over og aflægge svogerskabet et besøg i weekenden – så kunne de prøve deres trampolin. Senere hører man Yngste til Ældste “Big har sagt, at vi skal over og besøge hans bror – og ved du hvad… det er KUN mig der må prøve trampolinen…” sagde hun – og lidt efter satte hun trumf på og sagde “fordi jeg er så lille!”. Jeg tror ikke helt, hun kunne forstå, hvorfor jeg udstødte et kæmpelatterfnys? Ældste bare skulede til hende…

Hjertelig tillykke til min dejlige, store dreng – NI år er du nu, eller rettere sagt, det er du præcis klokken 21.14 i aften…

Det er dejligt at se, så spændt knægten var på sin fødselsdag – og han var så glad, da det gik op for ham, at han kunne vente fødselsdagsmorgenbord, inden han skulle i skole. Åh, det var så hyggeligt, jeg havde været tidligt oppe og dække et hyggeligt bord med levende lys, servietter og det hele – og Yngste havde bestemt, at hendes gave skulle han have ved morgenbordet. Jeg blev helt blød om hjertet af at se de to børn. Ældste pakkede ud, mens Yngste kiggede spændt til – og uuuuh, da han gav hende et kæmpeknus og sagde tak for gaverne – det er altså noget der mover en moders hjerte.

Familien er tilsagt middag kl. seks med efterfølgende lagkageindtagelse. Jeg ved ikke, hvem af os der glæder sig mest. Jeg synes bare, det er superhyggeligt, når der kommer gæster til middag – det giver de dér hyggestunder i en ellers travl hverdag. Heldigvis har min mor lovet at bistå med en del af arbejdet, så jeg ikke bliver overanstrengt.

I går var den første “rigtige hverdag” med børn, der skulle hentes fra SFO. Min mor og jeg havde aftalt, at Ældste skulle have ny sko. Han havde klaget over sine sko – og så var det hverken værre eller bedre, end at vi konstaterede, at de sko, han har, passer ham fint. Det var slet ikke det, der var problemet, nej. Det viste sig, at knægten nærmest var grædefærdig over, at han ikke havde mere end ét par sko (udover sandalerne og gummistøvlerne). “Jamen for hunne da, så åbn munden og sig det, barn!” røg det ud af mig, mens Mor og jeg står dér og prøver at hale ud af ham, hvad problemet er. Mor gættede og prøvede uden at komme nogen vegne. Så var det mit berømte shoppinggen slog ud og “Sig mig lige.. er det bare fordi, du gerne vil have mere end et par sko eller que?” røg det ud af munden på mig. Og bingo… der lå hunden begravet. Så Ældste blev behørigt udstyret med de fedeste ASICS-sko. Faktisk synes jeg også, de er temmelig fede…

Det var også rigtig fint, og bagefter satte vi kurs mod Lynge. Der skulle fourageres til dagen efter, for jeg havde allerede lovet knægten, at vi hentede en burger hos Roma. Det var mest for min skyld, for jeg kunne godt mærke, jeg ikke havde mere krudt i mig. Jeg orkede intet. Pivtræt og trist til mode var jeg, da vi kom hjem fra den lange tur til Stenløse med indbygget fouragering. Og så skulle Yngste hentes hos veninde, og jeg afslog en kop te. Jeg orkede bare ikke mere. Hjemme igen var jeg nærmest slatten, det er ikke sådan bare. Og det var ikke slut med bøvl, for mad skulle bestilles – og jeg kan jo af gode grunde ikke bare ringe.

Ældste nægtede at ringe og bestille, og jeg var tosset… lige meget hjalp det. Faktisk kunne jeg godt forstå, at en lille ni-årsknægt er usikker og ikke var meget for at skulle ringe. Jeg ville ønske, jeg kunne spare ham for det, lidt endnu. Men det var min eneste option, at tvinge knægten. I sidste ende gjorde han det da også – men det var også noget skidt, for de forstod ham ikke helt nede på Roma. Derfor kom jeg af med rigtig mange penge til mad. Næste gang får jeg en anden til at ringe…

Derefter faldt der ro over lejren – og ungerne hyggede med at høre historie inde på værelset… det er altså dejligt, de gør det. Meeen, jeg må indrømme, da de var puttet for natten, der var moderen altså fuldstændig smadret. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået en sygemelding med mulighed for at komme til kræfter i ro og mag.

Til trods for det fine vejrlig, kan jeg i horisonten øje adskillige mørke skyer – Ældste fylder år på tirsdag i den kommende uge. Der skal holdes familiefødselsdag, det bliver rigtig hyggeligt – og ingen mørke skyer i den anledning. Derimod skal der også holdes drengefødselsdag. For alle drengene i Ældstes klasse. Det vil sige 10 drenge, hvis alle kommer. Mange ideer har været oppe at vende – jeg har overvejet at leje bowlingbaner, og er gået fra det igen. Svømmehalsfødselsdag har også været oppe. McDonalds, aldrig – det gider vi ikke. Du godeste, hvor kan det dog være en pain in the ass, for en som mig, at tænke på 10 drenge i lejligheden. De kan sgida ikke være der, var min første tanke af mange.

Det er også blevet tilbørligt diskuteret, om ikke man skulle lave rollespil – men igen, hvis ikke alle drengene gider det, står man med aben. Og hvis det desuden tisser ned fra himmelen, er det jo en dødsdømt plan. Ergo har jeg lagt hovedet i blød… Det er faktisk imponerende, hvad jeg har fundet på, hvis jeg selv skal sige det. Børnenes værelse bliver i dagens anledning legeværelse – så er det på plads. Underholdningen er også ved at komme på plads nu. Det er faktisk blevet en fin lille liste…

Spis en plade chokolade med kniv og gaffel på en plastictallerken.
Barnet skal tage fuldt vinteroutfit på, gerne med skibriller hvis haves. Vanter og hue og halstørklæde og overtræksdragt obligatorisk. Der slås med terning, og den der slår en 6′er skal skynde sig at iklæde sig vinteroutfit og begynde at spise af chokoladen med kniv og gaffel. Dette indtil den næste slår en sekser, så skal han have vinterudstyr på og så videre. Sådan fortsætter legen, indtil pladen er spist – på et tidspunkt…

Lakridssnørebåndsspisningskonkurrence
Drengene deles op i 2 hold, og får udleveret 1 stk lakridssnørebånd. Det handler så om, hvem der kan spise sit hurtigst uden brug af hænderne…

Tegn&Gæt
To hold drenge der skal dyste mod hinanden. Note to self – køb enten tegn & gæt-spillet… eller udtænk noget snedigt…

Mime-leg
Jeg udarbejder en lille bunke kort, og deler drengene op i 2 hold – og på kortene står der fx “Du er en skorstensfejer, der renser skorsten” eller “Michael Jackson in moonwalk” og den slags. Faktisk har Ældste et utroligt talent for mimeleg. God fantasi og alt det der…

Hvad er der i posen?
Jeg laver nogen små uigennemsigtige poser med forskelligt klamt indhold – kold pasta må være regnorme og så fremdeles… så skal drengene gætte, hvad der er i poserne. Dette dog kun en “nød-leg”…

Så jeg føler mig rimelig godt påklædt til sådan en drengefødselsdag. Maden… er endnu ikke rigtig planlagt, men jeg tænker noget i retning af boller, kage og lagkage – og så skåle med gulerødder, agurk og melon, bananer i stykker og så fremdeles. Der skal også være slikposer, men jeg gider helt ærligt ikke tænke på de slikposer. I øvrigt synes jeg også, det er ved at tage overhånd. Generelt bliver det alt for overdådigt, når børnefødselsdage løber af stabelen. Jeg har en eller anden mærkelig subtil fornemmelse af, at mange forældre prøver at overgå hinanden i hittepåsomhed. Det bliver blæst op til en megabegivenhed. Hvis man søger på børnefødselsdage på nettet, får man mange hits med “Lej en klovn” og så videre “Vi arrangerer en event til børnefødselsdagen”. Det kan ligesom ikke blive stort og flot nok, og det eneste de børn i princippet har brug for – er bare at hygge sig sammen og lege, sådan rigtig lege. Som i gamle dage med gammeldags påfund og julelege.

Egentlig er det også lidt uden for scope, når vi snakker børnefødselsdage, men det er nok fordi mit pis stadig bobler lidt. Det kom i kog, da min mor fortalte, at der nu var etableret legegruppe for Yngstes klasse – og at hun havde hørt, at når Yngstes “gruppe” skulle mødes hos en eller anden forælder, skulle børnene lave bolschekogning. For helvede og patter da!!!! Jeg nægter at være med i et eller andet børneunderholdningsrace. Et er, at de er så glade for legegrupper, andet er at jeg ikke har tænkt mig at diske op med kager og saft og hyggemorsomhed. De kan sagtens lege og hygge sig uden at det er ledsaget af alt muligt guf og lækkerier. Da jeg var barn og vi spænede rundt og legede banke-bøf, sad der altså heller ikke en forælder i beredskab med saft og kager ude på sidelinien. Øhm… hvad er det lige der er sket??? Hvad er det for nogen børn vi opfostrer? Børn der forventer, at der altid er tilbud om et eller andet… frem for børn der bliver taknemmelige, fordi man en yderst sjælden gang lige kommer og uddeler noget lækkert…

Min søde, dejlige mor har heldigvis sagt, at hun selvfølgelig er der og hjælper. Gudskelov for det, for ellers blev der nok ikke meget festlighed. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er helt på toppen. Dog fornemmer jeg, at jeg har det langt bedre fysisk, end da jeg kom hjem i torsdags. Det har været rigtigt godt med nogen flere dage på sygehuset, hvor nødigt jeg end vil indrømme det. Og jeg er sygemeldt nogen uger mere, så jeg kan komme ovenpå.

Så ville de vide, hvornår jeg tog hjem. Ja, øh… nu skulle jeg jo først lige arrangere transport! Mor svarede slet ikke på sine sms, så gode dyr var rådne. Big sad pænt og knoklede inde i city, så det var også lidt uomgængeligt at få ham hjem og hente mig. Især når det ikke som sådan var planlagt, man kan jo ikke altid bare gå. Hm… det var jo ikke godt. Jeg skyndte mig at sms’e den gode nyhed, at jeg var blevet løsladt, om end det nok så meget var orlov og ikke decideret udskrivning.

Heldige mig, jeg blev så overrasket – altså nogen gange kan man totalt uventet være stjerneheldig! SødSmukVeninde sms’ede nemlig lige tilbage, at hun skulle en tur til City senere på dagen – om jeg var interesseret i et lift hjem. OM? Jeg blev bare så glad, for det er rigtig nok, at jeg havde været en kende bekymret for, hvordan jeg skulle komme hjem ellers. Og så kom hun, min dejlige veninde og gav mig et lift hjem. Du godeste, hvor er det stort at være hjemme i sin dejlige lejlighed igen. Det første jeg skulle – var i BAD. Gud hvor jeg trængte til et dejligt varmt bad, sådan helt uden drop og andre uhyggelige og frastødende opkoblinger til alt muligt grej.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt som sygehuse er glade for at smække drop på folk. Så går man bare der, som en anden slags Frankensteins monster og er klar til at blive koblet på hvad det nu måtte være. Dét, jeg havde droppet siddende, har ikke forhindret mig i at få skrevet lidt på den side, hvor jeg gemmer shoppinglinks. Det er jo ikke så lidt, man sådan sidder og finder, når man er tvunget til at underholde sig by surfing the web. Det kan dog godt se ud til at gå hen og blive en lille smule dyrt også, ja hvis man altså falder for fristelsen – og jeg er stærkt fristet. Rigtig mange steder…

Fredag skal jeg så tilbage til sygehuset kl. 8 om morgenen og have taget blodprøver. Lægen klagede over mine tal, de er ikke supergode endnu – og de har et problem med at rede mig ud for hvad angår proteinstase og kaliumniveau. Altså hvis bare jeg havde forstand på alle de tal, der fremgår af min journal, skulle jeg være glad. Jeg anede fx ikke, at der sådan kunne måles syre/base balance – hvor de siger, at dér kunne den godt være bedre. Det er ganske enkelt utroligt, hvad man kan se i en blodprøve – og fænomenalt at man har kunnet kortlægge indholdet og værdierne af så mange forskellige bestanddele. Faktisk må det jo være ufatteligt spændende at arbejde som bio-laborant.

Big og jeg er tilsagt stor familiefest engang ultimo september, alt er arrangeret og min mor flytter ind som altid og tager sig af vidunderbørnene. Når der sådan er stor fest er der jo altid en god undskyldning for at kigge på kjoler. Det gjorde jeg så også hos ASOS, men jeg var også en tur hos Lisen. Hun har et vidunderligt udvalg af Odd Molly, og finder man ikke noget hos Lisen, kan det godt svare sig at kigge på Marengs, der ligger i Gladsaxe og som sådan er lige til at ramme på vejen fra København.

Uh… oh… jeg kan godt mærke, jeg glæder mig til, jeg er i orden igen. Alle tegn på bedring er til stede, selv mit shoppinggen er vågnet op igen. Det har ellers meget praktisk ligget i dvale den sidste halvanden måneds tid. SødSmukVeninde og jeg har også aftalt, at vi helt sikkert skal ud på en “stille og rolig shoppingtur” – og jeg glæder mig som en uartig lille pige!

Jeg får også læst nogen tumpede hjernelamme kærlighedsromaner. Hvorfor er det egentlig altid så nemt og ligetil i de der romaner, de får altid hinanden i enden… host host. Men de hygger da – det må jeg erkende. Og så var det rigtig dejligt i går, SmukSødVeninde kom lige forbi belæsset med chokolade til undertegnede og et blad, du godeste hvor var det dejligt at se hendes søde ansigt. Hun er sådan en person, man bliver i supergodt humør af at være sammen med, og i går var ingen undtagelse. Vi fik rigtig sladret om alle mulige ting, det er sjovt, når vi ikke har så meget tid bliver det kogt lidt ned, men ingen detaljer bliver glemt. Så kan vi altid gennemgå det en anden gang, når vi har tid.

Da hun kom sad SindsforvirretKvinde og puttede sig i lænestolen ved siden af min seng. Så SmukSødVeninde bemærkede, at det da var svært så gode venner, vi var. Ja sådan kunne det jo se ud, men I guder – jeg havde netop talt med store bogstaver til konen. “Du skal IKKE sove dér i nat!!! Sygeplejersken henter dig, hvis du går derhen!!!”. Dér, hvor hun ikke skulle sove, var selvfølgelig lænestolen og også gulvet ved siden af min seng. Jeg var godt nok optændt af lutter hellig ild og modstand – ikke tale om konen skulle ligge der og spolere min nattesøvn en gang mere.

Det skete da heller ikke. Efter SmukSødVeninde var gået hjem – god bedring søde, havde SindsforvirretKvinde fået sin mand på besøg. Han så nu altså heller ikke ud til at have opfundet den dybe tallerken, men han fattede i det mindste, at jeg ikke ønskede, de lukkede døren ud til gangen. Så kunne jeg lige hygge mig et par timer med at skulle høre på polska og dybe støn og brum og høje stemmer. Det var næsten lige før, jeg ønskede de lavede ballade. Så ville sygeplejersken jo hente dem ud, hehe. Tiden gik, og manden skulle hjem – så de forsvandt.

Til min store glæde kom sygeplejersken pludselig og kørte SindsforvirretKvindes seng ud. Hurra! Sikken fryd. Så slap jeg da for hende – og hun for sin efterhånden noget vrisne stuemate. Lidt efter fik jeg at vide, at jeg fik fru Ø. ind på stuen, og at hun var meget rolig og bare sov. Det kunne da ikke blive meget bedre, og det var også en dejlig rolig aften – mens fru Ø. lå og slumrede blidt ved siden af. Der er heldigvis sat en skærm op.

Stuegang lader vente på sig, men jeg skal altså have talt med en læge i dag. Det lader til, at mine værdier er på vej op – men jeg vil selvfølgelig gerne have svar på nogen spørgsmål. Aftensygeplejersken sagde, at jeg måske kunne komme hjem onsdag eller torsdag – nu måtte vi lige se. Så det er faktisk lidt spændende. Der må komme update efter stuegangen – foreløbig får jeg mellemmad – flink sygeplejerske har lige været forbi.

Meeen.. kunne da godt tænke mig en sød person, der lige hentede en omgang bagt kartoffel med tunfisk og hvidløgsdressing… du godeste… mine tænder løber i vand ved tanken!!!

Det korte af den lange snak med en masse spørgsmål og svar – lige nu er jeg der for at blive stabiliseret. Der bliver taget blodprøver, hvad man ikke kan se i dem, er ikke godt at vide. “Du har ihvertfald ikke kræft, så havde du det ikke så godt!” sagde lægepigen. Mit bedste bud er, at de faktisk ikke har en skid idé om, hvad jeg fejler – og at det går i sig selv, når jeg bliver stabiliseret – og de aldrig finder ud af, hvad der var galt.

Heldigvis fik jeg også lige brokket mig over det forvirrede kvindemenneske ved siden af, jeg gruer virkelig for en nat mere med hende – så tror jeg sgu hellere, jeg går ud og sover ude på bænkene foran elevatoren. Ikke at det skulle blive nødvendigt, jeg sagde ret bestemt, at så måtte de tage hende ud på gangen, i stedet for at hun sad og krøb sammen ved siden af min seng. Bare man var så heldig at hun blev udskrevet. Som jeg sagde til lægepigen “Det der forvirrede damemenneske ved siden af er ikke ligefrem befordrende for en god og optimal helbredelse!”. Det vidste hun godt, men hun kunne ikke lige gøre noget – hvis så bare man kunne blive flyttet til en anden afdeling ville det da være superoptimalt.

Der er blevet serveret frokost, men jeg synes stadig, jeg er lidt sulten. Nu blev jeg heller ikke mæt af ½ med ost og ½ med kyllingfilet. Det hedder nok Just’Eat, muligheden skal i det mindste lige undersøges. Skulle det være sådan, at der lige ligger et sted med noget namsmums noget, må jeg lige få det leveret til mig

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da også ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige småkriser. I nat vågnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at få dysset til ro. Så satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, går det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg så på endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der går en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i månelyset og glor på mig. Så får jeg nok og forlader sengen og tramper ud på gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altså skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. Så fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne få mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vågnet op der kl. 6 på grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke får sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene så hun ikke kan se, jeg er vågen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende på nogen måde. Det var jo så den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gået i gang. Jeg håber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være på den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk går rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg åbnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, så den ikke sådan lige er at lukke. Luft skal der altså til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe så stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gå hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smålig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. Så ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi må udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strålende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, så glad ville jeg blive. Nå.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu også syner???

Det er ikke dårligt at være dér, det er også tættere på hjemme. Mor er fortsat dagens kvinde i skysauce, for hun passer de to søde børn derhjemme, så jeg med god samvittighed kan ligge heroppe og blive kureret lidt på. Det er ikke det store, der mangler tror jeg. Jeg mangler kalium og kalcium – værdierne er helt i bund.

Min dejlige mand har været en tur forbi til aften med en bærbar, så jeg i det mindste ikke skulle sidde og kede mig ihjel igen i aften. Jeg kan ikke lade være med at sidde her i min seng, nu med udsigt fra 5. sal og håbe på at jeg får lov at komme hjem inden alt for mange dage er løbet forbi. Mit hjerte gør en smule ondt, for jeg er så ked af, at jeg ikke kan være sammen med ungerne – men omvendt bliver det også dejligt, når de kommer hjem igen – så er jeg jo ovenpå skulle man formode.

Fik lige taget temperaturen – jeg underspiller – for jeg gider ikke have taget den rektalt… så derfor får jeg altid målt med øretermometer. Men det undrer alle såre, at min aftentemperatur fortsat er høj – den blev lige målt til 38.5. Det er i sandhed meget mystisk.