Title

25. januar 2011

Black Swan

Skrevet af Hende selv kl. 21:38 | Film

Gudeskøn film, der kun kan anbefales på det varmeste. Det er længe siden, jeg har set en film med et så forfinet psykologisk spil iblandet små twists af ondskab, glimt af menneskedyret i dets afmagt – billeder af den yderste grænse.

Skuespillet var ypperligt, og hun fortjener helt afgjort de udmærkelser, hun måtte blive tilkendt for sit mesterlige spil.

Den film var Big og jeg inde og se i søndags. Black Swan hedder den… og hvis ikke du har set den, bør du så afgjort få set den!

Vi havde virkelig gået og glædet os meget til at se den, og det var næsten for utroligt, at filmen viste sig at være så fantastisk, som den var.

Planen var så, at vi herefter ville have været ud at spise, men det lå lidt i luften, at vi så afgjort ikke gad. Jeg vil give Big skylden, for ham var det, der havde lavet en gullasch, der burde have 10 af 10 stjerner. For fanden hvor smagte den godt. Vi var langt mere fristede af at køre lige hjem og varme gullaschen fra lørdag – så det valgte vi at gøre. Ikke fordi det andet valg ikke var fristende, det var det skam – men tjah… nu manglede vi ikke rigtig en dyr(!) middag. Derfor er restauranten udsat til en anden gang – mens vi i mellemtiden vil gæste Atlantico i Værløse med alle vores børn. Jeg glæder mig sgisme!

1. april 2010

Digicam påkrævet, meget snart

Skrevet af Hende selv kl. 20:01 | Det sker,Film

Jeg kan godt se, at det begynder at ligne noget sjusk, det her. Jeg har jo i lighed med mange i bloggerland deltaget i den store Påskegave-leg. Og det er rigtigt, jeg har også modtaget min påskegave – sammen med et utroligt sødt kort. Jeg blev megaglad for de fine kyllinger og kortet – og det er også planen, at det skal foreviges… Det er også bare fordi jeg mangler batterier, og før disse er i hus bliver der desværre ikke noget indlæg med påskegavebilleder – ej heller et indlæg med stylingtip til semi-seje haremsbukser, sådan som jeg har lovet SmukVeninde.

Blogger man mere, når man har fri? Jeg ved det helt ærligt ikke… lige nu skriver jeg, fordi jeg har lidt på hjerte. Egentlig er det jo ikke spor skelsættende, om jeg skriver noget eller ej – men… jeg kan jo lide det. Jeg hygger mig med det, og det er dét, der tæller. Man får også surfet lidt rundt, og hyggelige kommentarer fører mig tit på besøg hos andre. Læst bliver der i alt fald. Big og jeg har også bare slacket i sofaen hele eftermiddagen og set 3rd part af Stieg Larsson-filmene bygget på hans berømte romaner.

3. film er utroligt spændende, og jeg nød virkelig at se den. Man sad på ingen måde på noget tidpunkt og krøllede tæer i skoene, og tankerne begav sig heller ikke på langfart, sådan som det ses ved kedelige film. Hele tiden sker der noget, som fastholder opmærksomheden – og der spilles nok lidt mere på følelsesregistrene i denne film, set i forhold til de andre to. Film nummer 1 var virkelig god, film nummer 2 jævnt underholdende men ikke noget som helst woo-hoo. Film nummer tre var ganske enkelt super god. Man burde have klippet film nummer to lidt mellem et og tre, så der kun var to film i alt, synes jeg.

Senere vil man atter kunne finde Big og undertegnede i sofaen, denne gang dog i selskab med chips og dip. Den der gode Holiday-dip fra Kims… vi foretrækker dén fra Estrella, men den var ikke til at opdrive i dag. Derfor får vi den fra Kims, dog i en modificeret version tilsat lidt hemmelige krydderier. Big læser med her, så jeg burde slet ikke skrive det, men jeg regner ikke med, at han ser det før engang efter han har spist dippen, hehe. Filmen vi skal se er også en anden, det er Lola, som den hedder. Det glæder jeg mig til, for Big har sagt, at den er anderledes, men god. Så – det går vi så ud fra, indtil andet er bevist. God aften og god påske derude…

3. januar 2010

Første affyring i 2010

Skrevet af Hende selv kl. 15:56 | Årets gang,Betragtninger,Billeder,Film,Shopaholic

Så er vi – forhåbentligt alle – kommet godt ind i det nye år, og indrømmet finder jeg det personligt lidt sært, at man nu skriver 2010. Tiden går fandeme så hurtigt, og jeg kan ikke gøre andet end at følge med. Heller ikke selv om jeg mindes årene i folkeskolen, hvor jeg læste Sci-Fi-bøger, hvor der altså skete en hulans masse, dér i år 2010. Ser man på det i dag, er det eneste futuristiske vist nok drømmen om, at det lykkes at få en fælles konsolideret klimaaftale, gående ud på at temperaturen max må stige 2 grader…

Jeg burde jo fastsætte et par nytårsmål for mig selv, og jeg har skam også overvejet lidt. Det nytter jo ikke at opstille nogen fuldstændig surrealistiske mål, så here we go…. Måske lige ferieplaner først, jeg har ikke fastlagt noget for ungerne og ego. Det bliver noget med sommerhus et sted på Sydsjælland. Det tror og håber jeg så. Og ferie med Big, der absolut skal blive til noget – er en tur til New York i sensommeren. Heller ikke dette er fastlagt, men Big siger, vi snart skal bestille…

Så er der økonomien, som jo hænger ret godt sammen med ferietanker. Altså, godt nok er jeg glad for at shoppe, men jeg har lovet mig selv at holde mig mest til at sælge, ihvertfald de næste måneder. Det dér med at lade være med at shoppe, det gik faktisk ikke særlig godt. I går var Ældsteveninden og jeg en tur i Rødovre Center, og dér var jeg lige lidt på sale. Det var jo så billigt… ak ja, og når man som jeg har en skøn veninde, der gider stå i kø for én, mens man suser rundt og foretager tilvalg og fravalg. Desværre for mig mest det første…

Og hjem kom jeg skam også, og nej der skal ikke tales om, hvordan det lod sig gøre i pizzagyngen – ejheller hvordan jeg i dén grad tiltrækker mænd… med en pose fyldt med nye klude. Altså ikke tiltrækker mændene med klude men bare sådan i al almindelighed. Det kan nævnes, at enligt kvindeligt blegansigt på benzintank åbenbart er meget fristende, om hun nok så meget ikke er baronesse på benzintanken. Og så er jeg i øvrigt gift, hvis man spørger den unge mand fra i går…

Der er også blevet købt en fin grå minikjole på Esprit. Det glemte jeg lige i farten i går, inden jeg tog en alvorlig diskussion med min indre shoppedjævel. Det er søndag i dag, og tænk bare – Big var med på en tur til Hillerød, så der har vi også været. Og der blev spist elefantpik. Vi er jo så glade for den slags, så… det var helt uden debat. Bare ind og have frokost, dér!

Ja, så var det jo bare det dér med turen i Peak Performance. Der er selvfølgelig også sale. Og der var én eneste rød hoody, som jeg ønskede mig. Desværre sad den på en af de mandlige ekspedienter. Yep, jeg spurgte ham, om ikke han ville sælge mig den… og selvfølgelig ville han da ikke det. “Jeg er skideglad for den!” lød det med et grin. “Jo, det kan jeg godt forstå, æv!” smilede jeg tilbage. I stedet fik jeg en fin lille cardigan til basis-garderoben… i en meget fin lysegrå farve. Den kan jeg desværre ikke finde på nettet…

Det er også planen, at Big og jeg skal se denne her, når den forhåbentligt snart lander i Danmark på DVD. Se selv traileren her. Jeg tror faktisk, den er ret god. Vi forstår ikke, hvordan vi kan have overset den. Dog er det jo ikke noget at græde krokodilletårer over, vi får jo set den, før eller siden.

Det vigtigste nytårsfortsæt er dog imidlertid nok, at jeg skal huske at få tid til at mødes med de venner, jeg har – og passe dem. Blod er ikke altid tykkere end vand, vand kan nogen gange være mere uhåndterligt – men venskaber skal passes og næres… Og dét gerne ved face-to-face kontakt, selv om det for så vidt er rigtig udmærket at have en livslinie gennem en eller anden art online-medie. Dog bør man huske på, at det aldrig, aldrig nogen sinde kan erstatte en ægte ftf-kontakt (.. altså en face to face-kontakt, du ved…)…

20. december 2009

Avatar – verdens pt dyreste film

Skrevet af Hende selv kl. 17:42 | Billeder,Film,Ud og Se

Sådan en dejlig og hyggelig søndag burde det være enhver forundt. Big og jeg har virkelig nydt det hele dagen. Vi startede tidligt, for bilen skulle ikke med ind til København. Det er umuligt at finde en ledig (og ikke mindst billig, hvis ikke gratis) P-plads, derinde… og slet ikke midt i juletravlheden. Så bilen blev parkeret gratis ved en station i nærområdet, og vi kunne så nyde en dejlig og afslappet togtur ind til København. Jeg har altid ment, det var dejligt at køre i tog. Man får tid til at nyde de indtryk, der passerer forbi vinduerne, og her i december er der mange…

Inde i Imperial (mindre kunne jo ikke gøre det til netop denne her film) havde Big allerede i ugens løb hentet billetter, og det var heldigt, for køen af forventningsfulde Avatar-seere var meterlang og nåede langt ned ad gaden denne søndag i december. Vi hentede os først en dampende varm kop latte, det trængte vi til, for kulden havde gjort vores hænder til forfrosne pinde, der trængte til noget at varme sig på. Det fik vi så, og snart kunne vi sætte os i de behagelige røde stole. Og som det kan ses på billedet, var filmen Avatar – og det var i 3D.

Plottet og historien var rigtig god, filmen bevægede sig fra højdepunkt til højdepunkt. På intet tidspunkt knækkede spolen, hvor man lige skæver til uret ved det bratte knæk. Nej, vi fik serveret en særdeles fin historie, letflydende, romantisk, begivenhedsrig – ja et par gange blev også den dér følsomme streng, der er kendt for at udløse småtårer, berørt. Det er vist nok noget nær den flotteste film, jeg har set til dato. Her vil jeg ikke skrive for meget om handlingen, da der måske sidder nogen derude og glæder sig til at komme ind og se filmen. Morsom var tanken om, at der sad så og så mange mennesker i den tætpakkede biografsal, alle med briller på. Det ér da lidt spøjst.

Og endnu en gang blev jeg så glad for, at jeg ikke længere bruger briller, for jeg tror nok, det ville have været noget besværligt med 3D-briller placeret oven på forsatsrammerne… Et godt råd? Gå ind og se Avatar, før naboen!

31. august 2009

Mænd der hader kvinder

Skrevet af Hende selv kl. 12:00 | Film

Noomi Rapace, der spiller rollen som den sky, indelukkede og sårbare Lisbeth Salander, har formået at forlene rollen med en utrolig blanding af indlevelsesevne, hårdhed og følsomhed. Ingen tvivl om, at Lisbeth Salander, til trods for sin mærkelige sociale fremtoning – og at hun er blevet fysisk og psykisk mishandlet næsten hele sit liv, er superintelligent og besidder følsomhed og menneskelige kvaliteter. Faktisk farer ordet “pikant” gennem hovedet på mig, for Lisbeth Salander er også, på en meget udefinerbar måde, pikant…

Hun og Michael Nyqvist, han i rollen som Mikael Blomkvist, udgør et glimrende makkerpar filmen gennem. Filmen er kommet godt rundt om bogen, selv om jeg personligt synes, at bogen er meget bedre end filmen. Ikke at der mangler noget i filmen… selv de mest afskyelige mishandlingsskildringer fra bogen, har man formået at konvertere til det store lærred på en måde, så seeren ikke er i tvivl om graden af modbydelighed ved handlingen.

Det er, så det løber én koldt ned af ryggen, og jeg er sikker på, at mange mænd har følt trækninger i det nederste af rygpartiet under scenen, hvor Lisbeth hævner sig på sin værge. Dette i øvrigt yderst forståeligt. Gennemgående utroligt godt skuespil og god timing, selv om filmen glipper lidt i slutningen, hvor Lisbeth redder Mikael fra morderen.

Jeg vil anbefale, at man ser filmen, før man læser bogen – hvis man skal begge dele. Hvis ikke, vil jeg under alle omstændigheder anbefale, at man læser hele bogtrilogien af Stieg Larsson. Iøvrigt får de næste to film baseret på trilogien premiere til henholdsvis september og november i år.

30. august 2009

District 9 med aktuelt tema

Skrevet af Hende selv kl. 20:31 | Film

Det var jo i går, det skete, at vi smuttede til Hillerød og se filmen District 9, med et absolut aktuelt tema – plottet godt sammen med et altid interessant emne, aliens der ankommer til den blå planet.

Vi satte os godt til rette med hver vores pose slik, som i går ikke var af den velvoksne slags, da vi var temmelig forædte fra aftensmaden en time forinden. Og så begyndte filmen ellers, og den startede lige på og hårdt. Der blev rapporteret heftigt, et rumskib var ankommet til jorden og hvad skulle man nu stille op med dissehersens rumvæsener? De var blot flygtet fra en ødelagt verden ude i rummet – og søgte nu et nyt hjem, hvor de kunne kolonisere fredeligt. Menneskene installerede væsenerne i det slumagtige “Distrikt 9″. Her boede de så – og jeg er lige ved at sige, at det ikke var spor svært at drage paralleller til virkelighedens “interneringslejre” og steder som Sandholmlejren på Sjælland. Selvfølgelig kan væsenerne ikke bare blive, hvor de er – for naturligvis opstår der så meget ballade, at man beslutter, at de skal flyttes.

Her kommer så Wikus, filmens hovedperson, på banen. Wikus kan vi lide med det samme, han er ham dér, den evigglade schweizer med tyrolerhatten og det brede tandsmil. Skovsneglen på hans overlæbe vibrerer kun en kende over alle hans udgydelser. Uha.. nu skal de fremmede sættes ud. Og det skal Wikus sørge for, at de bliver. Der er en masse morsomme klip hér. Det spøjse ved filmen er, at det er i Johannesburg, rumskibet lander – og de sorte har så den ny rolle, at de ønsker, at de fremmede skal forsvinde fra deres territorium. Allerhelst skal de rejse hjem. Den har vi vist nok hørt mange gange?

Den stakkels Wikus bliver imidlertid smittet med rumvæsen-dna og begynder den langsomme transformeringsproces, hvor alien-dna’et ændrer hans udseende drastisk. Det starter dog fredeligt med en enkelt arm. Hug en hæl og klip en tå. Samtidig har et privat (og absolut ikke særlig venligtsindet) selskab fået interesse i at udnytte alien-våbenene. Det kan dog ikke bare lade sig gøre, da man skal have alien-dna for at kunne bruge deres våben, så nu bliver Wikus en meget eftertragtet mand. Hele tiden sker der noget, og filmen er både sørgmunter og samfundsaktuel. Scenerne glider så fint over i hinanden og historien er så godt skrevet, at man ikke kommer til at sidde og skele til uret, mens man håber, at det dog snart er overstået.

I og med at Wikus’ tranformation skrider hurtigere og hurtigere fremad, har han nu kun ét sted i hele verden, hvor han kan gemme sig: Distrikt 9. Det er også her, han opdager, at aliens også er fornuftsvæsener, da han tvinges til at samarbejde med én af rejerne – og han indser, at det ikke nødvendigvis er “éns egne”, der har fat i den rigtige ende. Jeg vil anbefale denne film, den er virkelig bare god… og nej, der er ikke meget E.T. over den…

24. maj 2009

No country for old men

Skrevet af Hende selv kl. 20:12 | Film,Weekend

Der blev også fundet tid til at slænge sig i sofaen, her i weekenden – og bevæbnet med Pringles, ja de der light nogen med rice infusion eller noget… og så min egen hjemmelavede og absolut stærke hvidløgsdip, lagde vi os i sofaen og skålede i rødvin. Big havde sat No Country for Old Men på dvd’en. Et udmærket valg, efter min ringe mening.

Filmen startede lige på og hårdt. Der var ingen slinger i valsen. Og den fastholdt ens interesse under hele sessionen, på intet tidspunkt begyndte man at kigge på hinanden og tænke “er den ikke liiiidt….”. Sådan var den slet ikke. Derimod må jeg indrømme, at jeg mærkede en stærk, stærk antipati bemægtige sig mig med jævne mellemrum. Nej, det var ikke Big, men det var hver gang Javier Bardem viste sig på skærmen. Det gjorde han ret tit. Og jeg, der ofte tænker højt, sagde “Føj, hvor er han dog ulæks! Han er jo helt død i ansigtet!”. “Og øjnene er også totalt døde, prøv at se!” kom det fra Big. Så sandt. Alligevel vil jeg påstå, at Javier Bardem var et perfekt valg til dén rolle som den snigende, stille og følelseskolde morder.

Man skal altså aldrig nogensinde tage en kuffert penge, hvis man finder en sådan ude i Nevada ørkenen. Så har jeg da lært dét. Og jeg skal nok huske det, for jeg har ikke lyst til at lide samme skæbne som Josh Brolin i filmen. Det gik ellers så fint for Josh-drengen. Det lykkedes ham i flere omgange at flygte og derved snyde Javier for sit bytte (Josh og pengene). Og han var mindst lige så røget, som Javier var speget. Eller det troede Big og jeg i det mindste, for da filmen nærmede sig sin slutning, var der en scene med Josh i samtale med en kvinde. “Nårh.. jeg holder bare lidt øje med, hvad der sker rundt omkring…” siger han. Øjeblikket efter ser man, at han ligger stendød og kysser gulvet på et toilet.

Filmen har ikke en regulær slutning. Ikke som man “er vant til det” med at så fik de onde deres straf. Nej, slutningen er temmelig screwed, og Javier overlever – på et hængende hår, og meget til min fortrydelse.

25. februar 2009

Dagens mand i TV2

Skrevet af Hende selv kl. 18:27 | Diverse,Film,Filosofi

NU glæder jeg mig altså for alvor. Det kan godt være, det er enormt patetisk og plat, men altså jeg indrømmer gerne, at jeg godt kan lide at se dagens mand på TV2. Og det var dejligt at se, de tager hul på 13 ny afsnit. Sidst de sendte det, fulgte jeg også med (selvfølgelig da… man er vel kun kvinde). Det er desuden også lidt morsomt at se sådanne “autentiske” udsendelser. Og selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at fundere lidt over udsendelserne.

Der kommer en fyr ind på scenen, og det er her lige meget, om han er høj, lav, tynd eller tyk – det er bare en ganske almindelig fyr. Og jeg synes, han er temmelig modig – det siger da også lidt, at han overhovedet “tør” promovere sig selv i sådan en find-en-match-konkurrence, som det egentlig er. Det er fint nok, han gør det. Altså almindelig god underholdning, ikke. Men, der er jo et men.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at nogle kvinder – i al almindelighed uden at generalisere eller på nogen måde pege på kvinder som sådan – af i dag stiller nogen sindssygt høje krav til deres kommende partner. Altså, der er hele tiden nogen ting, der er “forkert” ved ham, der nu er på podiet. Og i sidste række udsendelser, her i efteråret sidste år, var der endda et par gange en fyr på podiet, som jeg altså ikke umiddelbart kunne se noget forkert ved. Altså, i de pågældende tilfælde – han havde humor, så almindelig pæn ud, havde fast arbejde, venner, hobby og virkede umiddelbart tiltalende og anstændig.

Ingen af pigerne ville imidlertid have ham, fordi der blandt andet blev sagt, at han gerne så, at hans kommende partner holdt sig i god fysisk form. Jeg vil tro, den udtalelse har været en torn i øjet på pigerne. Ikke at jeg ikke selv ville blive irriteret over, at mr. Big sagde til mig, at jeg burde dyrke noget – et eller andet – og være i god form. Det ville jeg da helt sikkert. Så jeg er heller ikke for god. Men… jeg ville ikke fravælge en potentiel partner, på grund af en sådan ting. Desuden har jeg faktisk fra tid til anden lidt dårlig samvittighed, fordi jeg ikke træner eller lignende. Det burde jeg sgu. Men ihvertfald så for min helt egen skyld. Og mit eget ansvar.

Oj, det er vist et lidt kildent emne – og selvfølgelig har man lov til at mene, hvad man vil. Alligevel… er det jo blevet diskuteret, om ikke kvinder i dag har alt for høje og urealistiske forventninger til et partnerskab.

Ligesom det også er blevet diskuteret, om nutidens mandegeneration i virkeligheden er nogen vatnisser. Fordi de er vokset op med 70′ernes kvindeidealisering, hvor det er mor, der bestemmer alt – og far ikke har sagt ret meget. Gør hvad kvinden siger, det er rigtigt…

Her skal man jo heller ikke generalisere, men jeg forstår fx godt, hvad hun mener – når jeg hører en anden kvinde sige, at hun vil have en rigtig mand. Hun vil have én, der tør sige hende imod – og som tør stå ved sig selv. Samtidig er hun utilfreds med det, fordi “det ville jo være meget nemmere, hvis han bare gjorde som jeg sagde…”. Hvordan finder hun så lige den gyldne middelvej, spørger jeg så. Nok fordi jeg er så naiv i den retning.

Jeg synes jo egentlig bare, at det perfekte match (hvis der findes et perfekt af slagsen) er nået, når begge parter i et forhold er ligeværdige og respekterer hinanden, uagtet livets forskellige tilskikkelser. Nå, der kan blive skrevet stolpe op og stolpe ned, men uanset hvad, glæder jeg mig til aftenens udsendelse – og dét mest fordi jeg finder det underholdende. Og ikke mindst afslappende… lige det, jeg har lyst til, det er.

14. februar 2009

Kollegiet var tomt og uhyggeligt

Skrevet af Hende selv kl. 20:32 | Film

Kun den svage loftsbelysning gjorde det muligt for Katrine at forcere gangen. Der var praktisk talt tusmørke og en ganske uhyggelig, krybende stemning i gangen. Bag hende dukkede noget op… et eller andet flagrende, der langsomt men sikkert materialiserede sig. Gjorde sig klar…. det ventede….

I går aftes var det jo uhyggens dag – eller noget. Ihvertfald fik datostamp’et fredag d. 13., i sin tid, en plads i min hjerne under “uhygge” og spænding. Fredag d. 13. er vist en dag som alle andre, for alle mennesker – men 13 er jo fra gammel tid et ulykkestal. Egentlig spøjst det sådan har overlevet fra dengang i middelalderen frem til vore, såkaldt, oplyste tider. Det har det altså, og i og med det, er der også blevet produceret en række film gående på uhyggetemaet.

Lige sådan var det i går, da mr. Big og jeg spændt satte os til rette i sofaen, med den obligatoriske skål chips (dem med sour cream og løg – eller dild er da bare gode) og holiday dip til. Vi rører dippulveret op i græsk youghurt 10%… det giver, har vi sjusset os frem til, den bedste konsistens. Og det var jo lige til at overkomme at sidde der og lade sig underholde, mens fingrene fandt chips for at dyppe i dip og derefter føre til mund (uden at stikke tungen ud, hehe).

Glade blev vi – da det blev klart at aftenens gyserfilm var “Kollegiet”. Ingen af os havde set den tidligere. En – viste det sig – ret god, dansk uhyggefilm fra 2007. Der står følgende om den:

Katrine flytter fra provinsen og ind på et kollegium i København. Fremtiden er fuld af spændende udfordringer, ikke mindst da hun bliver forelsket i Lukas. Imidlertid er hans eks-kæreste meget intrigant, og hun sætter gang i en heftig mobbe-kampagne, hvor alle forsøger at skræmme Katrine med en gammel skrøne om et genfærd på kollegiet. Spørgsmålet er så nu, om det kun er en skrøne…

Der var alletiders uhyggestemning, hele filmen gennem. På intet tidspunkt følte man, at “ja, den var da også lidt langt ude” og man sad heller ikke og tænkte “gosh.. hvor er den dog langtrukken…”. Altså ingen som helst negative vibes. Jeg vil godt garantere, at man ihvertfald et par gange lige løfter popo’en nogle få centimeter fra sofaen, eller kryber ind til ham ved siden af. Filmen var sandsynligvis inspireret af de kendte japanske uhyggefilm, det var lidt det samme set-up, dog var dette lidt bedre – og man forstod måske også lidt mere af det. Japanske film er mere “tyste” og gør mere ud af at præsentere personernes position og fremtræden, end danske – hvor handlingen kører skridt for skridt fremad mod.. enden.

Her er så en kort opsummering af plottet i japanske gysere på sin plads. Filmene handler stort set altid om hår, vådt sort, langt hår og børn. De ender altid skidt. Som et eksempel kan nævnes The Ring, hvor dén, der har set videobåndet SKAL dø. Uanset at sagen så er opklaret. Personen SKAL bare væk. På en måde har japanerne måske en lidt old-fashioned opfattelse af uhygge…

Nu vil jeg ikke sige ret meget om “Kollegiet” her. Det kunne jo være, der sad en eller anden stakkel derude, der ikke havde set den…

8. februar 2009

Det vil jeg anbefale

Skrevet af Hende selv kl. 21:00 | Børn,Film

Vi kender vist alle sådan en rigtig kedelig dag, sådan en som det lige præcis var i går. Føj hvor var det dog kedeligt vejr. Det var faktisk så kedeligt, at jeg fik en SMS. “Hvad laver I i dag?” “Nårrrh… ikke noget endnu, vi er lige stået op… men jeg har lyst til at lave et eller andet” “Jamen.. hvad så med en tur i City2? Gider du ikke komme forbi og hente mig?”.

Så ungerne og jeg var i City2 med min moar, og det var faktisk helt i orden. Vi fik shoppet – både jeg og yngstebarnet fik lidt ny klude. OG jeg havde faktisk fundet “noget” til Ældste, men den gik ikke. Han meldte rent ud. “Jeg gider altså ikke prøve tøj, mor!” “Nå.. men .. så må du jo vente til en anden god gang?” forsøgte jeg så i håb om, at ungen ombestemte sig. Det sker jo trods alt fra tid til anden. “Tak mor, det vil jeg hellere” og så smuttede han ud af butikken og hen i GameCube ved siden af. Og nej, jeg gad ikke gå ind og kigge, for jeg vidste godt, at så ville jeg blive overtalt til at købe et eller andet lamt computerspil. Det gad jeg slet ikke, og da slet ikke når ungen nu ikke ville have de der seje bukser… altså… altså!!

Mor og jeg fik en kop kaffe, og ungerne blev fedet op med en stor ulækker softice hver, og vi fik kigget på skøjtebanen, der var sat op på plan 2. Utroligt, egentlig hvad de ikke arrangerer af events ude i City2. Og Ældste spurgte da også lige “Hvorfor hedder det City2??”. “Øhmmm… ææh… det var nok for at det skulle lyde smart?” sagde jeg lidt forsigtigt. Men.. jeg ved faktisk ikke hvorfor det har navnet City2?

Men sådan gik den dag så hurtigt – og i dag søndag var næsten det bedste. Vi havde aftalt at smutte i biffen, i øvrigt er det farligt med onlinebooking. Det afstedkom at jeg kørte mit kort gennem automaten, og uden at have tænkt over det trykket ‘godkendt’ til at der blev trukket 800,- Et øjeblik efter dæmrede det.. nåja, der var noget vrøvl med bookingen i går.. pokkers også. Jeg forklarede sagen, og de kunne jo godt se, jeg ikke skulle bruge 12 sæder men kun 3. Så jeg fik lidt kontanter tilbage – og så hentede vi popcorn og cola. Vi havde heldigvis fået de bedste pladser, så vi kunne rigtig læne os tilbage og nyde at se “Karla og Katrine”. Det var alletiders film, for børn, voksne og barnlige sjæle. Der var masser af sjov og ballade, et stænk af noget tragisk og så noget spænding… og jeg kunne tydeligt se, at begge ungerne morede sig strålende og fulgte aldeles med i filmen. Ja, jeg syntes også selv, det var alletiders film! Den vil jeg gerne anbefale…

Frem »