Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget pÃ¥! Der skal trænes! Og nu er diaréen heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gÃ¥et nærmest som at Ã¥bne for en vandhane… godt ikke flere detaljer

Det var de her melboller, nu har jeg altsÃ¥ fÃ¥et den idé, at jeg pÃ¥ et tidspunkt – ikke nærmere angivet, mÃ¥ske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstÃ¥r ikke at folk klager over føden pÃ¥ sygehuset.

Jeg holder sÃ¥ utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. Dér hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, nÃ¥r vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt pÃ¥ stang i entreen.

Dét at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at fÃ¥ alt serveret til tiden. Dét kunne farmor, det der. Og sÃ¥ det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sÃ¥dan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. OgsÃ¥ til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. NÃ¥r det gik stort til, var der ogsÃ¥ fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke sÃ¥ sÃ¥ tit. Fætrenes moder var ogsÃ¥ altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, mÃ¥ du forstÃ¥”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid pÃ¥ noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altsÃ¥ andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket sÃ¥ fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker pÃ¥, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser pÃ¥ tapetet i hvidt og rosa. PÃ¥ væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og sÃ¥ var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han sÃ¥ meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var ogsÃ¥ et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede pÃ¥, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, nÃ¥r vi sÃ¥ledes havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet bÃ¥de kød- og melboller. Og bare den dér trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dér rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er sÃ¥ taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn ogsÃ¥, og jeg prøver ogsÃ¥ selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

HvornÃ¥r er man egentlig for gammel til at skifte spor, ja hvis man sÃ¥gar taler om at skifte totalt spor og fx tage en ny uddannelse? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…

Sagen er den, sms fra ungdomskæreste der boblede over af lykke over sin ny uddannelse – som øh… operationstekniker. Han var jo uhyre begejstret, sÃ¥ jeg mÃ¥tte lige checke det ud. Det lød da ogsÃ¥ spændende, og jeg er sikker pÃ¥, han bliver glad for det. Jeg ved, han vil være god til det job.

SÃ¥ var det jo bare lige, at lille jeg begyndte at drømme lidt luftkasteller, tænk nu hvis… tænk nu hvad. Hm, altsÃ¥ jeg har altid pÃ¥stÃ¥et, at var jeg ikke i den branche, jeg er i, ville jeg befinde mig i sundhedssektoren. Og sandt at sige lyder fx uddannelsen til radiograf særdeles interessant i mine ører. Jeg tror endda, jeg ville passe perfekt ind i jobbet. Som sagt, det er luftkasteller.

Men… der er lige det lille men – jeg har ikke lyst til at være pÃ¥ SU i 3½ Ã¥r og skylde penge væk igen til SU-styrelsen… nej, det er bare slet ikke godt. MÃ¥ske vil jeg ikke nær nok… og mÃ¥ske er jeg faktisk ogsÃ¥ for gammel, det vil da tage et pænt stykke tid, vil jeg antage – omend jeg er sikker pÃ¥, at min generation kommer til at være erhvervsaktive til vi er over 70 Ã¥r, som det er i dag.

Er der mon andre, der lige skifter spor i en alder af snart firti eller sÃ¥dan noget – jeg gad nok høre nærmere, det kunne jo være interessant

Mens man sÃ¥dan sidder og tænker… I guder hvor er jeg dog glad for, at nÃ¥r nu jeg er bundet til sygehuset, har min frygteligt dejlige mand sÃ¥ betænksomt sørget for, at jeg kan være pÃ¥ nettet. Det gør en kæmpeforskel, at jeg kan bruge msn og mail – det giver mig mulighed for at følge med i virkeligheden uden for, mens jeg venter pÃ¥ at blive diagnosticeret. De forventer dog, at der kommer nogen brugbare svar i morgen – og jeg er nok den, der er mest spændt.

Den glutenfri kost er temmelig dødssyg, hjemme laver jeg da noget ti gange mere velsmagende til Yngste, der jo er cøliaker. Sidder næsten og glæder mig til at komme hjem og lave nogen gode gryderetter og pandesauce, gud hvor bliver det paradisisk!

Tjah, nu blev jeg jo lige inspireret, da Kenni skrev en god kommentar lige her nu. Det der med mænd og babser. Jeg kender altså ingen mand, der kan modstå at kigge på et par flotte, store og velplacerede jader. Jeg er heller ikke selv for god, selv om jeg er pige. Man kan altså ikke lade være med at kigge.

MÃ¥ske kigger piger dog ikke sÃ¥ indgÃ¥ende, trods alt – men… der ér jo noget. Vi mennesker kigger pÃ¥ dét, vi ikke selv har – og som vi kan lide at se pÃ¥. Det gælder bÃ¥de kvinder og mænd.

Ligesom jeg husker, pÃ¥ vejen hen af Memory Lane, at Ældsteveninden og jeg konsekvent kiggede grundigt – og der menes særdeles grundigt – pÃ¥ fyrenes ædlere dele – eller dér hvor de mÃ¥tte formodes at være. Det gik især ud over sportsfyre i joggingbukser, der jo kan være særdeles afslørende. Det har vi haft meget sjov med.

Nej, fyrene syntes ikke, det var spor sjovt.

SÃ¥ var der ogsÃ¥ dengang, jeg stod pÃ¥, nu afdøde, Orla’s kontor og skulle forklare noget. Det var dog meget vanskeligt, eftersom jeg hurtigt opdagede, at Orla ikke kiggede pÃ¥ mig. Han kiggede pÃ¥ mine babser, der ikke hører til i den store ende, men ellers er almindeligt pæne og velsiddende. Orla hørte ikke efter, vel… Orla kiggede pÃ¥ babser. MÃ¥ske savlede han lidt. Jeg ved det ikke…

Jeg husker kun, at jeg blev sÃ¥ eklatant irriteret pÃ¥ denne ældre herre, at jeg konsekvent knipsede foran mine babser og løftede den knipsende hÃ¥nd opefter – som for at understrege – og sagde “Æhm.. det er altsÃ¥ HER, det foregÃ¥r!!!!” og førte hÃ¥nden hen foran mit ansigt.

Han blev gloende rød i hovedet, jeg glemmer det aldrig, og undskyldte og bad mig gentage alt det, jeg lige havde forklaret om en eller anden latterlig procedure. Det skete aldrig igen, at Orla havde besvær med at holde fokus pÃ¥ mig og ikke pÃ¥ babserne…

Og nej forresten, det er ikke mig, der har medvirket til at han gik bort…

“DET gider jeg ikke!” sagde kollega for lidt siden, da vi talte. Jeg syntes, at han skulle overtage installationen – netop fordi jeg ikke selv gider. Og sÃ¥ er der lige det der med at gide. Øh… sikkert fordi jeg ikke gider bare kan sidde og vente, kommer der lige en refleksion over den term…

Man kan jo lægge en masse i begrebet “at gide”. Det kan jo tydes pÃ¥ mange mÃ¥der. Det sker skam ogsÃ¥ fra tid til anden, at jeg kommer til at opfatte det negativt. Og nogengange er det ganske uforskyldt.

Det afhænger dog af, hvem der ikke gider hvad. Det kan også være i positiv betydning, men så er det jo i reglen relateret til noget, det er sjovt, ikke at gide.

Fundamentalt set handler det jo om, hvad man personligt synes er sjovt eller ikke sjovt. Jeg kan da godt mærke, jeg fÃ¥r en noget negativ feeling, hvis fx jeg bliver drillet med “at gide” i forhold til noget, jeg har et ømt punkt omkring. SÃ¥ tænker jeg, at det er noget mærkeligt noget at sige og bliver lidt mærkelig over det, en stund. Nej, synes ikke det pÃ¥ nogen mÃ¥de er sjovt.

Andre derimod lægger ikke noget videre i det, det er jeg godt klar over.

Nu er jeg sÃ¥ dybest set ret ligeglad med, at kollega ikke gider. Det er for sÃ¥ vidt okay, og det varer alligevel heller ikke sÃ¥ længe, før jeg er færdig med at installere for denne gang. Og jeg skal bare SLET ikke tænke pÃ¥, at der kommer en mega-release i nærmeste fremtid….

MÃ¥ske man skulle grøffe et stykke citronmÃ¥ne mere, tørt eller ej… der findes jo heldigvis kaffe ude i automaten

Jeg var jo ude og shoppe lidt pÃ¥ egen hÃ¥nd, dér i lørdags – og jeg kunne desværre ikke finde et billede af den prikkede sag, jeg fandt ude i Rødovre Centrum – i ONLY. Her i aften var jeg sÃ¥ heldig, da jeg modtog et nyhedsbrev med sommerkjoler. SÃ¥ var det jo nærliggende at tænke, at den dér kjole nok var der – mÃ¥ske.

S̴dan ser den alts̴ ud. Og den er fantastisk nem at style. Jeg bruger den med et par leggings med lynl̴s Рog dertil en sort lang cardigan i tyndt strik Рeller kort sort cardigan Рfor at bryde alle prikkerne og skabe konsistens. Mine ny gladiatorsandaler er ret fede til Рellers kan et par sorte wedges klare det sidste twist.

Siden har jeg ellers gjort noget mig ganske uvant. Jeg har været i Lyngby storcenter og fÃ¥et penge – tilbage… for et par sorte wedges fra BDK. Lige meget hvad jeg gjorde ved de sko, sad de bare ikke okay pÃ¥ min fod. Til den pris skal de sgu sidde ordentligt, ellers kan det jo være ret sÃ¥ lige meget. Det nytter jo ikke noget at se smart ud, nÃ¥r man, lige sÃ¥ snart man bevæger sig afsted, ligner en søsyg kamæleon, der har drukket af natpotten! Det er jo ikke dét look, man gÃ¥r efter – eller que!

Desværre sÃ¥ jeg jo nogen andre wedges hos Jette Riis, og jeg er begyndt at tænke, at jeg og ungerne mÃ¥ske nok skal en lille tur ud at køre her pÃ¥ lørdag. Nu skal jeg lige overveje den igen. Nu er der heller ikke sÃ¥ lang tid til jeg flytter – og jeg kan mærke, at jeg begynder at glæde mig mere og mere. Det bliver helt fantastisk dejligt, nÃ¥r vi er kommet pÃ¥ plads i den ny lejlighed. Jeg kan mærke det helt ind i sjælen, at jeg har truffet en helt rigtig beslutning. Det bliver skønt at komme ud af eks’ens skygge – det bliver skønt at komme ud i noget nyt. Det tror jeg faktisk er meget sundt at gøre, med mellemrum. Man sidder alt for let fast i det gamle, og stiller sig tilfreds med noget – der mÃ¥ske ikke er helt optimalt, alt sammen bundet op pÃ¥ dovenskab og magelighed. Det er vi alle sammen sÃ¥ fantastisk gode til – og det er egentlig synd og skam.

Vi har været en tur pÃ¥ sygehuset og besøge min far. Det er virkelig ikke spor morsomt at se ham i de omgivelser, og pÃ¥ sæt og vis er han der ikke mere. Det er ikke dén far, jeg kørte rundt med og pjattede med. Det er ikke den far, der fortalte de mest vovede og sorte vitser og grinte bragende af det. Det er ikke den far, der fortalte mig historier om krabben. Ham, der er der nu, er “stakkels lille far”. Det er synd for ham, for tilbage er kun et ikke tomt, men ihvertfald temmelig energiforladt hylster. Jeg synes, det er utroligt svært, og jeg arbejder pÃ¥ at finde en ny rolle i forhold til dét, min far nu er regrederet til. Mon ikke det kommer med tiden? Jeg hÃ¥ber det, for vores alles skyld – og for hans. Ingen tvivl om, at jeg elsker min far – men jeg ville virkelig ønske, han ikke havde fÃ¥et ødelagt sig selv pÃ¥ den vis.

Nu er der endelig en afklaring, og det er faktisk en lettelse. Det har bogstaveligt talt taget min nattesøvn – alt det med boligtilbuddet, fordi jeg skulle tage en meget stor og essentiel beslutning i løbet af temmelig kort tid. Faktisk for kort tid.

Jeg har besluttet at svare nej tak – denne gang. Og sÃ¥ vil jeg lave en monsteropsparing i stedet. SÃ¥ stÃ¥r jeg sÃ¥ledes langt bedre, næste gang jeg fÃ¥r et tilbud. Og seriøst ville jeg altsÃ¥ være sprunget ud i det, hvis bare tilbuddet var kommet fra dét boligselskab i den anden naboby.

Det ville være blevet alt for dyrt at skulle ud og købe alt i hÃ¥rde hvidevarer, selv om den nuværende lejer ville have ladet opvaskemaskinen stÃ¥ mod et symbolsk engangsbeløb. Nu venter jeg… det tror jeg pÃ¥, vil være klart det bedste – lige nu. SÃ¥ vil jeg tage tingene som de kommer, og alt andet lige kunne jeg være heldig snart at fÃ¥ et nyt tilbud. Og SÃ… slÃ¥r jeg sgu til!

Og sÃ¥ er det jo fredag, hvor herligt – med intet mindre end pragtfuldt solskinsvejr! Og jeg fik faktisk bagt gougéres i gÃ¥r – jeg fik altsÃ¥ ikke 40 boller ud af den opskrift. SÃ¥ det med valnøddestørrelse, skal nok tages med et gran salt. For den da.. nu sidder jeg og bliver sulten efter at gnaske nogen i mig.. men de stÃ¥r derhjemme – sammen med Big, der er en sygepige og passer hus for tiden. Det lyder pludselig lidt farligt, at han er alene hjemme med ostebollerne!!

Det er egentlig lidt mærkeligt, det der sker. Stille og umærkeligt ændrer tingene sig. Jeg oplever tiere og tiere, at jeg fÃ¥r en sms pÃ¥ jobbet. Enten er det fra fritten eller fra Ældste, og det er oftest noget med, om ikke Ældste mÃ¥ tage med Emil T., Emil J. eller Oliver, nÃ¥h nej… ikke sÃ¥ meget Oliver pt. – men om ikke han kan tage med dem hjem. Det er virkelig eskaleret med alle de besøg hos kammerater. Jeg er glad for, at han har sÃ¥ mange gode kammerater, selv om jeg godt kan mærke, at det pÃ¥ en eller anden underlig mÃ¥de gør en lillebitte smule ondt i hjertet. Min søn gider ikke med hjem. Det trækker bare ikke sÃ¥ meget at blive hentet af mor, mere.

De gange, jeg henter ham – eller skal vi sige er heldig, at han ikke skal med nogen hjem – er det en glad dreng, der kommer mig i møde og hilser mig med store, varme og kærlige kram. “Hej mor” lyder det “mÃ¥ Emil komme med mig hjem!”. Det er den slags, jeg kan forvente, hvis nu jeg drister mig til at smutte tidligt fra job i den forventning, at nu skal ungerne og jeg rigtig hygge gennem med lidt bagning, eller hvad det mÃ¥tte være. NÃ¥r Ældste skal have en ven med hjem, er Yngste ikke sen til at gribe chancen, og pludselig er jeg pÃ¥ vej hjem fra fritten med 3-4 unger. MÃ¥ske nok heldigvis sætter bilens sikkerhedsselekapacitet en naturlig begrænsning pÃ¥, hvor mange unger, jeg skal have med hjem.

Det er lidt underligt, ja. Samtidig er det faktisk meget rart, nÃ¥r ungerne har besøg – for det frigiver jo noget “mor-space”, som jeg kan bruge til at sidde og læse eller surfe rundt. Ja, de mÃ¥ naturligvis ikke bruge computeren. Hvis de endelig skal spille, mÃ¥ det foregÃ¥ pÃ¥ PS2, for computeren er min. Kun en sjælden gang, og nÃ¥r det er Emil J., fÃ¥r drengene lov at spille WOW en times tid. Det er efter, at de har været sendt ud og lege uden for. SÃ¥ leger de oftest rollespil ude i lokalomrÃ¥det, der heldigvis bestÃ¥r mest af marker og græs. Har Yngste ikke nogen med hjem, er jeg lidt pÃ¥ den. SÃ¥ skal hun ligesom have lidt ekstra… fordi nu fÃ¥r hun jo ikke noget. Det ender ofte med, at Yngste og jeg laver et eller andet sammen.

Vi sidder og drikker te sammen nede i køkkenet. Vi er begge køkkenmennesker, der trives bedst ved køkkenbordet. SÃ¥ snakker vi om alt mellem himmel og jord. Hun er ved at udvikle et eminent snakkegen, og der er ingen grænser for, hvad der kommer ud af den lille mund. Dog har jeg sat en stopklods ved, at hun ynder at sige “for fanden” lidt for tit. “Jeg drikker for fanden te”… “Jeg nyder for fanden min mad”… og sÃ¥ videre. SÃ¥ skælder jeg ud, og Yngste anlægger forvredne øjenbryn og skulende øjne og sur mund -og ser ikke længere yndig og sød ud. For en tid, for hun er en meget sammensat person, hun har let ved at blive gal – men omvendt lader hun sig lige sÃ¥ let begejstre.

Ja, det er en anden tid, for jeg skal ikke længere tænke pÃ¥, at nu skal jeg altsÃ¥ gÃ¥ klokken det og det. Nu kan jeg snildt tillade mig at sidde lidt længere pÃ¥ arbejdet helt uden spor af dÃ¥rlig samvittighed eller et uhyre der stikker “du BURDE hente nu!”, for slet ikke at tale om, jeg ikke behøver slæbe computeren med hjem mere. Jeg behøver ikke arbejde lidt om aftenen, fordi jeg gik tidligere for at hente ungerne. Nu er de ligeglade, og pÃ¥ en mÃ¥de føles det bÃ¥de som et savn og en lettelse. De bliver sÃ¥ store og afprøver vingerne, og samtidig skal jeg ogsÃ¥ selv finde en ny rolle i forhold til det. Jeg fÃ¥r ogsÃ¥ ny chancer for at gøre en forskel pÃ¥ jobbet, mere end de sidste 8-9 Ã¥r har budt pÃ¥. Og det er en helt ny situation, og pÃ¥ nogen mÃ¥der lidt skræmmende…

Nej, jeg skal ikke begræde noget, det er jo en naturlig udvikling for os alle, men to be honest – jeg er lykkelig, nÃ¥r jeg henter – og begge mine børn kommer glad løbende og kaster sig i mine arme under begejstrede udbrud. Dét er noget, jeg kan lide – og det viser mig ogsÃ¥, at jeg vist nok har gjort det helt rigtigt, det hele. OgsÃ¥ selv om jeg mange gange har vaklet og følt tvivl her og der. SÃ¥ er det helt rigtigt…

Mit eget topbanner ingen undtagelse. Det burde hedde Millarcas og ikke Millarca’s. Jeg ved det godt. Synes bare, det andet ser mere “ukurant” ud, om det nok er sÃ¥ grammatikalsk forkert… sÃ¥ jeg er altsÃ¥ heller ikke ekspert, nÃ¥r alt kommer til a(l)t.

Der er ogsÃ¥ dem, der tror, at der SKAL komma efter at – og som slavisk uden skelen til sætningsopbygningen placerer det forbandede komma direkte efter at.

En typisk at-bommert kunne være… “jeg har gjort mig overvejelser om, at fÃ¥ repareret min cykel” – der ér bare ikke noget komma at komme efter i den sætning, vel… Og det er egentlig synd, fordi man i dag i dén grad vægter korrekt grammatik i jobansøgninger og desligt. Det er dog nok stadig hovedsageligt stavefejl, der trækker nedad, og sandt at sige ser det bestemt heller ikke kønt ud med stavefejl. Og hvis ellers man kan, hvorfor sÃ¥ ikke gøre sig umage med at stave ordentligt. Jeg er allerede bange for, at jeg bliver en meget skrap censor, nÃ¥r mine kære øgler begynder at producere stile og andre tekster. MÃ¥ske jeg skulle have et kursus i pædagogik, selv.

Jeg har kigget her og her. Det er nogen udmærkede og faktisk fint oplysende sider, så man kan få pudset sine danskkundskaber lidt af, eller sågar få dem genopfrisket.