Title

13. juli 2011

Venindetræf og lidt om tiden

Skrevet af Hende selv kl. 23:03 | Betragtninger,Billeder,Restaurant

Bare så hyggeligt, SMS fra ÆldsteVeninde indløb tirsdag – hun ville gerne byde mig på middag i dag onsdag. På sådan en regnvejrsdag var det rigtig dejligt at sidde og se frem til at skulle hygge sig med veninden sent på eftermiddagen. Vi aftalte at mødes i Rødovre Centrum lidt i fem, og ret typisk mig fandt jeg det en anelse vanskeligt at finde Butterfly. Det er jo desværre stadig sådan, at jeg er i stand til at fare vild på et badeværelse. Hvilket minder mig om, at jeg kraftigt ønsker mig en GPS, for min gamle er stået af…

Vi dalrede lidt rundt og snakkede så meget, at vi blev enige om, at vi hellere måtte sætte os på en af fortovscafeerne. Her nød vi lige en caffe latte – og nu kan man så få dem LowFat, så det bad jeg om. Veninden bad om en almindelig latte, men måtte modtage undskyldning fra ekspedienten – fordi der kun var minimælk tilbage. Ergo fik vi begge en LatteLowFat, hehe. Jeg klager ikke! Og så sludrede vi løs, og latten forsvandt som dug for solen. Bagefter trallede vi lidt rundt og lurede på blandt andet øreringe i Magasin.

Veninden insisterede på, at jeg skulle have et sæt øreringe – og at Yngste også skulle. “Det skal fejres, at I har fået huller i ørerne!!” sagde hun, og jeg protesterede lidt, men der var ikke noget at gøre. Jeg valgte et par øreringe til Yngste, som heldigvis havde udpeget for mig, hvad hun ønskede sig. Faktisk ønskede hun sig ALLE øreringene – “Undtaget dem med dødningehoveder”. Det pigebarn, hun er da også så vanskelig! ;) Vores ny øreringe, som vi først må prøve om fem uger fra nu kan ses på billederne her

og her… Dem, der er stjerneformede er tiltænkt Yngste.

Vi sluttede af på Butterfly, hvor vi hyggede os over et par retter mad. Det er faktisk et ret godt koncept dér – der er et godt udvalg af forretter – samt hovedretter, og man kan så spise f. eks. to retter for 178 kroner, hvilket vi gjorde. Uh, det var hyggeligt, der blev sludret frem og tilbage om børn, åndssvage SFO’er og meget andet godt. Det var rigtig skægt, for i sin pung fandt veninden en masse gamle billeder – og jeg var ved at gå i gulvet… der var også et billede af “Anja, 20 år” – og så dånede vi ellers begge to over, så hurtigt som tiden dog gik – og var det virkelig 18 år siden… eller noget! Det er faktisk ret utroligt, at tiden sådan flyver afsted, for man føler sig faktisk ikke en dag ældre, end for ti år siden. Måske en anelse mere voksen og fornuftig, men kun en anelse. Inden i er man ikke anderledes, end man altid har været.

Hjemme igen fandt jeg Big i gang med raid, og efter lidt køsch var det tid til at checke mail og andet godt på den anden computer. Så sandelig, tiden flyver afsted…

Det er faktisk en ret underlig størrelse, tiden. Indtil man bliver 18 år, er der den store nedtælling, til man endelig er “voksen” – eller det burde nærmere betegnes “myndig”, da kun et meget lille fåtal kan siges at være voksen som 18-årig. Derefter føles tiden som en frådende strøm, der bare river én med. Videre og videre går det, man bliver færdiguddannet, man får arbejde, nogen får børn, andre igen får hund og kat… men fælles for alle kan tiden måles på børnenes eller kæledyrenes alder.

For når man har rundet de 29 og et par måneder, tænker man ikke længere over, hvor gammel man bliver næste gang – tværtimod prøver nogle at lade være med at tænke på det. Min hedengangne farmor, som jeg stadig savner, sagde tit, at hun ville ønske, at når man var blevet 85, så vendte tiden og gik baglæns, indtil man var omkring de 35 år igen. Så kunne den for hendes skyld godt rulle lidt frem og tilbage sådan… Og så var hun i øvrigt stadig 17 år inden i…

Frit efter frk. Gad

Skrevet af Hende selv kl. 22:38 | Betragtninger,Filosofi

Altså hvordan er det lige, at ham der Jante-fætteren er skruet sammen, her i vores lille land. Der er så frygteligt mange love og regler, både skrevne og uskrevne. De skrevne er jo lette nok at forholde sig til, for her er det let at definere en uskik, bedre kendt som “socialt uacceptabel adfærd”. På samfundsbasis giver det sig selv, at det er socialt uacceptabel adfærd at stjæle og udøve vold mod andre. Der er sågar nedskrevne love i forhold hertil, altså rigtig let – ingen subtile opfattelser her. Her kan man simpelthen ikke undskyldes for ikke at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan man derimod, for hvad angår de uskrevne love og regler. Og igen, hvad er rigtigt og forkert…

Et oplagt eksempel er, at man, i enten privat eller jobmæssigt regi, bliver inviteret med til noget, man på ingen måde har nogen form for lyst til – eller bare ikke orker – at deltage i. “Nå ja, intet problem, jeg siger bare, at jeg ikke kommer!” siger jeg bestemt, men nej! “Det gør man altså ikke!”. Nu har det “socialt acceptable” pludselig mange flere facetter, end bare dén, at man er inviteret til noget, som byder én mod, og at man siger nej.

Det afhænger igen også af, hvem det er, der har inviteret. Der er nemlig forskel hér også. Hvis det bare er en kollega eller en bekendt af en selv eller partneren, er der ikke noget negativt socialt associeret med at sige pænt nej tak. Er det derimod familie langt ude, en leder eller en nær ven af én selv eller ens partner, stiller sagen sig straks anderledes. Her må man opbyde en vis kutume og på bedst mulige måde afværge den ikke så velkomne invitation. Værre igen er det, hvis det er i nærfamilien eller svigerfamilien, man er inviteret til noget – og så afviser invitationen.

Her er det jo, at hensynet burde komme på banen, dels hensynet til en eventuel partner, dels hensynet til den, der indbyder – og så er der dét dér udefinerbare og subtile – specielt ved invitationer fra familien/svigerfamilien. Nemlig… hvordan tror du, at din partner føler sig, når du tilsyneladende er bedøvende ligeglad med, at han/hun gerne ville deltage sammen, men nu ufrivilligt og så ganske ufortjent skal sidde dér og tabe lidt ansigt, på dine og egne vegne…. Det er da også synd og uretfærdigt.

Det handler om social værdsættelse, at man bidrager til samfundet ved at opbyde en social adfærd, som andre kan identificere sig med og spejle sig i. Det kan de, når man gør som flertallet – mens hvis man udviser socialt uacceptabel adfærd ved kort og godt at afvise invitationen, uden andet end en temmelig tam undskyldning, vil der uvægerligt opstå et skel. Eller man gør nogen kede af det. Det er jo heller ikke “i orden”.

Fordi det er nemt, gør folk oftest bare, som “man plejer”. Det er så nemt… ikke? Imidlertid findes der også nogen mennesker, som er fuldstændig ligeglade med, hvad der er socialt acceptabel (anerkendt) adfærd. For dem betyder det ikke en bønne, om kæresten, familien, hunden, katten, omverdenen eller generelt samfundet peger på dem og råber og skriger, at det bestemt er helt uacceptabelt. Faktisk kan det, at der bliver protesteret kraftigt, endda forstærke personens idé om, at hun/han gør det rette. Sådan virker ting ofte så modsat hensigten, men det er et helt andet tema, nemlig omvendt psykologi – og det har jeg ikke tænkt mig at dykke ned i lige nu.

Jeg ved godt, at “anerkendelse” er et pædagogisk udviklet begreb, men det ændrer ikke desto mindre på, at det har en vis betydning.

I og med at man iagttager en socialt acceptabel adfærd, betyder det nemlig, at man qua sin opførsel anerkendes i samfundet. At man passer ind. At andre kan forstå ens bevæggrunde. Afstår man fra at opfylde omgivelsernes forventninger om “anerkendelse”, bevæger man sig, rent adfærdssocialt set, ud på tynd is. Nu kan omgivelserne nemlig ikke længere “anerkende” ens adfærd, og det kan de ikke acceptere. Enten vil de ikke, dette gælder for nogen, eller også handler det om noget følelsesmæssigt, der igen har rod i en rigtig simpel – og heller ikke socialt acceptabel – følelse, nemlig misundelse.

Denne misundelse er affødt af, at man tvinges til at deltage i noget, man overhovedet ikke nærer nogen lyst til at deltage i – og man bliver naturligt misundelig på, at andre i besiddelse af denne ligegyldighed skødesløshed over for normer og almindelig social adfærd, bare uden nogen hensyntagen til andre menneskers følelser, gøren og laden blankt kan afvise at deltage. Uforskammet, det er det, ja – men mon ikke det sker for os alle fra tid til anden?

Jeg er vis på, at alle har oplevet at stå i en sådan situation som skildret ovenfor – og jeg skal heller ikke kunne sige mig fri.

Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som på en måde er lige så vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt – det vil sige, at noget også kan afvises. Det er desuden også vigtigt ikke at lægge så megen vægt på anerkendelse fra andre, at det går ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig)…

I guder en smøre, hvor ville det være nemt, hvis det bare var almen praksis, at gad man ikke deltage i en eller anden aktivitet, var det bare sådan…

26. august 2010

Melboller op og ned

Skrevet af Hende selv kl. 10:00 | Betragtninger,Familie

Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget på! Der skal trænes! Og nu er diaréen heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gået nærmest som at åbne for en vandhane… godt ikke flere detaljer :)

Det var de her melboller, nu har jeg altså fået den idé, at jeg på et tidspunkt – ikke nærmere angivet, måske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstår ikke at folk klager over føden på sygehuset.

Jeg holder så utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. Dér hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, når vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt på stang i entreen.

Dét at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at få alt serveret til tiden. Dét kunne farmor, det der. Og så det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sådan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. Også til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. Når det gik stort til, var der også fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke så så tit. Fætrenes moder var også altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, må du forstå”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid på noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altså andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket så fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker på, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser på tapetet i hvidt og rosa. På væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og så var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han så meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var også et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede på, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, når vi således havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet både kød- og melboller. Og bare den dér trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dér rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn også, og jeg prøver også selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

24. august 2010

Strøtanker og andet guf

Skrevet af Hende selv kl. 20:22 | Betragtninger,Det sker

Hvornår er man egentlig for gammel til at skifte spor, ja hvis man sågar taler om at skifte totalt spor og fx tage en ny uddannelse? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…

Sagen er den, sms fra ungdomskæreste der boblede over af lykke over sin ny uddannelse – som øh… operationstekniker. Han var jo uhyre begejstret, så jeg måtte lige checke det ud. Det lød da også spændende, og jeg er sikker på, han bliver glad for det. Jeg ved, han vil være god til det job.

Så var det jo bare lige, at lille jeg begyndte at drømme lidt luftkasteller, tænk nu hvis… tænk nu hvad. Hm, altså jeg har altid påstået, at var jeg ikke i den branche, jeg er i, ville jeg befinde mig i sundhedssektoren. Og sandt at sige lyder fx uddannelsen til radiograf særdeles interessant i mine ører. Jeg tror endda, jeg ville passe perfekt ind i jobbet. Som sagt, det er luftkasteller.

Men… der er lige det lille men – jeg har ikke lyst til at være på SU i 3½ år og skylde penge væk igen til SU-styrelsen… nej, det er bare slet ikke godt. Måske vil jeg ikke nær nok… og måske er jeg faktisk også for gammel, det vil da tage et pænt stykke tid, vil jeg antage – omend jeg er sikker på, at min generation kommer til at være erhvervsaktive til vi er over 70 år, som det er i dag.

Er der mon andre, der lige skifter spor i en alder af snart firti eller sådan noget – jeg gad nok høre nærmere, det kunne jo være interessant ;)

Mens man sådan sidder og tænker… I guder hvor er jeg dog glad for, at når nu jeg er bundet til sygehuset, har min frygteligt dejlige mand så betænksomt sørget for, at jeg kan være på nettet. Det gør en kæmpeforskel, at jeg kan bruge msn og mail – det giver mig mulighed for at følge med i virkeligheden uden for, mens jeg venter på at blive diagnosticeret. De forventer dog, at der kommer nogen brugbare svar i morgen – og jeg er nok den, der er mest spændt.

Den glutenfri kost er temmelig dødssyg, hjemme laver jeg da noget ti gange mere velsmagende til Yngste, der jo er cøliaker. Sidder næsten og glæder mig til at komme hjem og lave nogen gode gryderetter og pandesauce, gud hvor bliver det paradisisk! :D

10. juni 2010

Babser eller ej

Skrevet af Hende selv kl. 14:02 | Betragtninger

Tjah, nu blev jeg jo lige inspireret, da Kenni skrev en god kommentar lige her nu. Det der med mænd og babser. Jeg kender altså ingen mand, der kan modstå at kigge på et par flotte, store og velplacerede jader. Jeg er heller ikke selv for god, selv om jeg er pige. Man kan altså ikke lade være med at kigge.

Måske kigger piger dog ikke så indgående, trods alt – men… der ér jo noget. Vi mennesker kigger på dét, vi ikke selv har – og som vi kan lide at se på. Det gælder både kvinder og mænd.

Ligesom jeg husker, på vejen hen af Memory Lane, at Ældsteveninden og jeg konsekvent kiggede grundigt – og der menes særdeles grundigt – på fyrenes ædlere dele – eller dér hvor de måtte formodes at være. Det gik især ud over sportsfyre i joggingbukser, der jo kan være særdeles afslørende. Det har vi haft meget sjov med.

Nej, fyrene syntes ikke, det var spor sjovt.

Så var der også dengang, jeg stod på, nu afdøde, Orla’s kontor og skulle forklare noget. Det var dog meget vanskeligt, eftersom jeg hurtigt opdagede, at Orla ikke kiggede på mig. Han kiggede på mine babser, der ikke hører til i den store ende, men ellers er almindeligt pæne og velsiddende. Orla hørte ikke efter, vel… Orla kiggede på babser. Måske savlede han lidt. Jeg ved det ikke…

Jeg husker kun, at jeg blev så eklatant irriteret på denne ældre herre, at jeg konsekvent knipsede foran mine babser og løftede den knipsende hånd opefter – som for at understrege – og sagde “Æhm.. det er altså HER, det foregår!!!!” og førte hånden hen foran mit ansigt.

Han blev gloende rød i hovedet, jeg glemmer det aldrig, og undskyldte og bad mig gentage alt det, jeg lige havde forklaret om en eller anden latterlig procedure. Det skete aldrig igen, at Orla havde besvær med at holde fokus på mig og ikke på babserne…

Og nej forresten, det er ikke mig, der har medvirket til at han gik bort…

1. juni 2010

Definer termen at gide

Skrevet af Hende selv kl. 12:21 | Betragtninger

“DET gider jeg ikke!” sagde kollega for lidt siden, da vi talte. Jeg syntes, at han skulle overtage installationen – netop fordi jeg ikke selv gider. Og så er der lige det der med at gide. Øh… sikkert fordi jeg ikke gider bare kan sidde og vente, kommer der lige en refleksion over den term…

Man kan jo lægge en masse i begrebet “at gide”. Det kan jo tydes på mange måder. Det sker skam også fra tid til anden, at jeg kommer til at opfatte det negativt. Og nogengange er det ganske uforskyldt.

Det afhænger dog af, hvem der ikke gider hvad. Det kan også være i positiv betydning, men så er det jo i reglen relateret til noget, det er sjovt, ikke at gide.

Fundamentalt set handler det jo om, hvad man personligt synes er sjovt eller ikke sjovt. Jeg kan da godt mærke, jeg får en noget negativ feeling, hvis fx jeg bliver drillet med “at gide” i forhold til noget, jeg har et ømt punkt omkring. Så tænker jeg, at det er noget mærkeligt noget at sige og bliver lidt mærkelig over det, en stund. Nej, synes ikke det på nogen måde er sjovt.

Andre derimod lægger ikke noget videre i det, det er jeg godt klar over.

Nu er jeg så dybest set ret ligeglad med, at kollega ikke gider. Det er for så vidt okay, og det varer alligevel heller ikke så længe, før jeg er færdig med at installere for denne gang. Og jeg skal bare SLET ikke tænke på, at der kommer en mega-release i nærmeste fremtid….

Måske man skulle grøffe et stykke citronmåne mere, tørt eller ej… der findes jo heldigvis kaffe ude i automaten :)

20. maj 2010

Shopping på regnfyldt lørdag giver billeder

Skrevet af Hende selv kl. 21:25 | Betragtninger,Billeder,Shopaholic

Jeg var jo ude og shoppe lidt på egen hånd, dér i lørdags – og jeg kunne desværre ikke finde et billede af den prikkede sag, jeg fandt ude i Rødovre Centrum – i ONLY. Her i aften var jeg så heldig, da jeg modtog et nyhedsbrev med sommerkjoler. Så var det jo nærliggende at tænke, at den dér kjole nok var der – måske.

Sådan ser den altså ud. Og den er fantastisk nem at style. Jeg bruger den med et par leggings med lynlås – og dertil en sort lang cardigan i tyndt strik – eller kort sort cardigan – for at bryde alle prikkerne og skabe konsistens. Mine ny gladiatorsandaler er ret fede til – ellers kan et par sorte wedges klare det sidste twist.

Siden har jeg ellers gjort noget mig ganske uvant. Jeg har været i Lyngby storcenter og fået penge – tilbage… for et par sorte wedges fra BDK. Lige meget hvad jeg gjorde ved de sko, sad de bare ikke okay på min fod. Til den pris skal de sgu sidde ordentligt, ellers kan det jo være ret så lige meget. Det nytter jo ikke noget at se smart ud, når man, lige så snart man bevæger sig afsted, ligner en søsyg kamæleon, der har drukket af natpotten! Det er jo ikke dét look, man går efter – eller que!

Desværre så jeg jo nogen andre wedges hos Jette Riis, og jeg er begyndt at tænke, at jeg og ungerne måske nok skal en lille tur ud at køre her på lørdag. Nu skal jeg lige overveje den igen. Nu er der heller ikke så lang tid til jeg flytter – og jeg kan mærke, at jeg begynder at glæde mig mere og mere. Det bliver helt fantastisk dejligt, når vi er kommet på plads i den ny lejlighed. Jeg kan mærke det helt ind i sjælen, at jeg har truffet en helt rigtig beslutning. Det bliver skønt at komme ud af eks’ens skygge – det bliver skønt at komme ud i noget nyt. Det tror jeg faktisk er meget sundt at gøre, med mellemrum. Man sidder alt for let fast i det gamle, og stiller sig tilfreds med noget – der måske ikke er helt optimalt, alt sammen bundet op på dovenskab og magelighed. Det er vi alle sammen så fantastisk gode til – og det er egentlig synd og skam.

Vi har været en tur på sygehuset og besøge min far. Det er virkelig ikke spor morsomt at se ham i de omgivelser, og på sæt og vis er han der ikke mere. Det er ikke dén far, jeg kørte rundt med og pjattede med. Det er ikke den far, der fortalte de mest vovede og sorte vitser og grinte bragende af det. Det er ikke den far, der fortalte mig historier om krabben. Ham, der er der nu, er “stakkels lille far”. Det er synd for ham, for tilbage er kun et ikke tomt, men ihvertfald temmelig energiforladt hylster. Jeg synes, det er utroligt svært, og jeg arbejder på at finde en ny rolle i forhold til dét, min far nu er regrederet til. Mon ikke det kommer med tiden? Jeg håber det, for vores alles skyld – og for hans. Ingen tvivl om, at jeg elsker min far – men jeg ville virkelig ønske, han ikke havde fået ødelagt sig selv på den vis.

5. marts 2010

Vi venter

Skrevet af Hende selv kl. 12:59 | Betragtninger,Det sker

Nu er der endelig en afklaring, og det er faktisk en lettelse. Det har bogstaveligt talt taget min nattesøvn – alt det med boligtilbuddet, fordi jeg skulle tage en meget stor og essentiel beslutning i løbet af temmelig kort tid. Faktisk for kort tid.

Jeg har besluttet at svare nej tak – denne gang. Og så vil jeg lave en monsteropsparing i stedet. Så står jeg således langt bedre, næste gang jeg får et tilbud. Og seriøst ville jeg altså være sprunget ud i det, hvis bare tilbuddet var kommet fra dét boligselskab i den anden naboby.

Det ville være blevet alt for dyrt at skulle ud og købe alt i hårde hvidevarer, selv om den nuværende lejer ville have ladet opvaskemaskinen stå mod et symbolsk engangsbeløb. Nu venter jeg… det tror jeg på, vil være klart det bedste – lige nu. Så vil jeg tage tingene som de kommer, og alt andet lige kunne jeg være heldig snart at få et nyt tilbud. Og SÅ slår jeg sgu til!

Og så er det jo fredag, hvor herligt – med intet mindre end pragtfuldt solskinsvejr! Og jeg fik faktisk bagt gougéres i går – jeg fik altså ikke 40 boller ud af den opskrift. Så det med valnøddestørrelse, skal nok tages med et gran salt. For den da.. nu sidder jeg og bliver sulten efter at gnaske nogen i mig.. men de står derhjemme – sammen med Big, der er en sygepige og passer hus for tiden. Det lyder pludselig lidt farligt, at han er alene hjemme med ostebollerne!!

11. februar 2010

Nej… ikke endnu

Skrevet af Hende selv kl. 22:42 | Betragtninger,Børn

Det er egentlig lidt mærkeligt, det der sker. Stille og umærkeligt ændrer tingene sig. Jeg oplever tiere og tiere, at jeg får en sms på jobbet. Enten er det fra fritten eller fra Ældste, og det er oftest noget med, om ikke Ældste må tage med Emil T., Emil J. eller Oliver, nåh nej… ikke så meget Oliver pt. – men om ikke han kan tage med dem hjem. Det er virkelig eskaleret med alle de besøg hos kammerater. Jeg er glad for, at han har så mange gode kammerater, selv om jeg godt kan mærke, at det på en eller anden underlig måde gør en lillebitte smule ondt i hjertet. Min søn gider ikke med hjem. Det trækker bare ikke så meget at blive hentet af mor, mere.

De gange, jeg henter ham – eller skal vi sige er heldig, at han ikke skal med nogen hjem – er det en glad dreng, der kommer mig i møde og hilser mig med store, varme og kærlige kram. “Hej mor” lyder det “må Emil komme med mig hjem!”. Det er den slags, jeg kan forvente, hvis nu jeg drister mig til at smutte tidligt fra job i den forventning, at nu skal ungerne og jeg rigtig hygge gennem med lidt bagning, eller hvad det måtte være. Når Ældste skal have en ven med hjem, er Yngste ikke sen til at gribe chancen, og pludselig er jeg på vej hjem fra fritten med 3-4 unger. Måske nok heldigvis sætter bilens sikkerhedsselekapacitet en naturlig begrænsning på, hvor mange unger, jeg skal have med hjem.

Det er lidt underligt, ja. Samtidig er det faktisk meget rart, når ungerne har besøg – for det frigiver jo noget “mor-space”, som jeg kan bruge til at sidde og læse eller surfe rundt. Ja, de må naturligvis ikke bruge computeren. Hvis de endelig skal spille, må det foregå på PS2, for computeren er min. Kun en sjælden gang, og når det er Emil J., får drengene lov at spille WOW en times tid. Det er efter, at de har været sendt ud og lege uden for. Så leger de oftest rollespil ude i lokalområdet, der heldigvis består mest af marker og græs. Har Yngste ikke nogen med hjem, er jeg lidt på den. Så skal hun ligesom have lidt ekstra… fordi nu får hun jo ikke noget. Det ender ofte med, at Yngste og jeg laver et eller andet sammen.

Vi sidder og drikker te sammen nede i køkkenet. Vi er begge køkkenmennesker, der trives bedst ved køkkenbordet. Så snakker vi om alt mellem himmel og jord. Hun er ved at udvikle et eminent snakkegen, og der er ingen grænser for, hvad der kommer ud af den lille mund. Dog har jeg sat en stopklods ved, at hun ynder at sige “for fanden” lidt for tit. “Jeg drikker for fanden te”… “Jeg nyder for fanden min mad”… og så videre. Så skælder jeg ud, og Yngste anlægger forvredne øjenbryn og skulende øjne og sur mund -og ser ikke længere yndig og sød ud. For en tid, for hun er en meget sammensat person, hun har let ved at blive gal – men omvendt lader hun sig lige så let begejstre.

Ja, det er en anden tid, for jeg skal ikke længere tænke på, at nu skal jeg altså gå klokken det og det. Nu kan jeg snildt tillade mig at sidde lidt længere på arbejdet helt uden spor af dårlig samvittighed eller et uhyre der stikker “du BURDE hente nu!”, for slet ikke at tale om, jeg ikke behøver slæbe computeren med hjem mere. Jeg behøver ikke arbejde lidt om aftenen, fordi jeg gik tidligere for at hente ungerne. Nu er de ligeglade, og på en måde føles det både som et savn og en lettelse. De bliver så store og afprøver vingerne, og samtidig skal jeg også selv finde en ny rolle i forhold til det. Jeg får også ny chancer for at gøre en forskel på jobbet, mere end de sidste 8-9 år har budt på. Og det er en helt ny situation, og på nogen måder lidt skræmmende…

Nej, jeg skal ikke begræde noget, det er jo en naturlig udvikling for os alle, men to be honest – jeg er lykkelig, når jeg henter – og begge mine børn kommer glad løbende og kaster sig i mine arme under begejstrede udbrud. Dét er noget, jeg kan lide – og det viser mig også, at jeg vist nok har gjort det helt rigtigt, det hele. Også selv om jeg mange gange har vaklet og følt tvivl her og der. Så er det helt rigtigt…

31. januar 2010

Dansk grammatik eller ikke

Skrevet af Hende selv kl. 09:58 | Betragtninger,Det sker

Mit eget topbanner ingen undtagelse. Det burde hedde Millarcas og ikke Millarca’s. Jeg ved det godt. Synes bare, det andet ser mere “ukurant” ud, om det nok er så grammatikalsk forkert… så jeg er altså heller ikke ekspert, når alt kommer til a(l)t.

Der er også dem, der tror, at der SKAL komma efter at – og som slavisk uden skelen til sætningsopbygningen placerer det forbandede komma direkte efter at.

En typisk at-bommert kunne være… “jeg har gjort mig overvejelser om, at få repareret min cykel” – der ér bare ikke noget komma at komme efter i den sætning, vel… Og det er egentlig synd, fordi man i dag i dén grad vægter korrekt grammatik i jobansøgninger og desligt. Det er dog nok stadig hovedsageligt stavefejl, der trækker nedad, og sandt at sige ser det bestemt heller ikke kønt ud med stavefejl. Og hvis ellers man kan, hvorfor så ikke gøre sig umage med at stave ordentligt. Jeg er allerede bange for, at jeg bliver en meget skrap censor, når mine kære øgler begynder at producere stile og andre tekster. Måske jeg skulle have et kursus i pædagogik, selv.

Jeg har kigget her og her. Det er nogen udmærkede og faktisk fint oplysende sider, så man kan få pudset sine danskkundskaber lidt af, eller sågar få dem genopfrisket.

Frem »