Title

30. april 2011

Polenta á’l Italien

Skrevet af Hende selv kl. 22:26 | Opskrifter,Vegetar

Her for nylig var vi til påskefrokost hos morbrors i Farum, og det var superhyggeligt. Du godeste hvor blev der bare spist og sludret, det var som en bedre italiensk familie. Dette var også passende, idet vi havde valgt, at italiensk mad var temaet. Desuden fik vi også rigelig motion bagefter, da det blev aftalt, at vi skulle spille langbold. Eller rundbold, ihvertfald blev fire coladåser vores baser – og der blev banket løs med bat og bold.

Dette fandt dog sted, lang tid efter vi havde fyldt maverne med en masse forskellig lækker mad – hvor hovedparten af familien havde anstrengt sig for at give arrangementet et rigtigt italiensk præg. Der blev blandt andet serveret polenta med en overdådigt lækker og mættende kødblanding oven på. Opskrift på polenta følger her:

Ingredienser:
1¼ liter vand
1 spsk strøget salt
300 g majsgryn

Sådan gør du….
Bring vandet i kog i en høj gryde. Tilsæt saltet og rør så majsgrynene i med en stor grydeske.

Det skal foregå langsomt og lidt efter lidt, så kogningen ikke afbrydes, for ellers bliver der nemt klumper. Lad majsen koge mør i 45 min. til 1 time for ganske svag varme og i begyndelsen under stadig omrøring, efter hånden bare med hyppige mellemrum.

Vend den møre majsret ud på et fad eller et træbræt og server den som tilbehør til grydestege eller ragouter. Tips: Brug helst groftmalet majsgryn. De både smager bedre og giver en bedre konsistens. Mange italienske husmødre kommer 1 spsk olivenolie i kogevandet eller bruger halvt vand halvt mælk. Polenta egner sig fortrinligt som tilbehør til alle vildtretter. Variationer: Lad polentaen afkøle og skær den i skiver. Nu kan skiverne steges, grilles eller gratineres i ovnen og serveres som tilbehør til kødretter. I Italien serverer man tit friskkogt polenta sammen med løgringe stegt i rigeligt smør.

Man kan også riste tynde baconskiver sprøde i olie eller sautere friske salvieblade et øjeblik i stegefedt og hælde det over polentaen, lige inden den serveres.

Eller man kan lægge gorgonzola rørt sammen med smør mellem to lag polenta.

Hvis du en dag har lavet “ragu bolognese”, skulle du prøve til en forandring at servere den sammen med friskkogt polenta og reven parmesanost. Alle disse enkle retter finder du på de italienske spisekort før hovedretterne. Polenta kan også serveres som et let aftensmåltid sammen med en skål blandet salat.