Title

30. juli 2015

Tiden går – og vi går med

Skrevet af Hende selv kl. 11:59 | Børn,Guldkorn

Siden her eksisterer mærkeligt nok stadig – og det tror jeg nok, den bliver ved med at gøre.

Det gør den, fordi jeg synes, det er sjovt at vise Ældste og Yngste, hvad de har haft af guldkorn gennem tiden,
og jeg også godt selv kan lide at se, hvordan “det var”. Engang.

Nu er Ældste snart 14 år gammel, hvor pokker blev de år af? Og Yngste fylder snart 12.. eller nåja først til november,
men i dag havde vi skam målebånd og vægt fremme. Yngste er skudt 4 cm i vejret, siden hun blev målt i april i år. Det er
lidt tankevækkende, for så kan det jo ikke undre, at der skal nyt tøj i klædeskabet, konstant. Udover at tøsen elsker tøj,
ja hun ligner sin mor uhyggeligt meget på det punkt.

I dag skal Yngste så have ny cykel, så hun er klar til at cykle i skole i det ny skoleår. Fantastisk. Jeg vækkede barnet med
ordene “I dag skal du så ned og se på din nye cykel”.

Hun var aldeles ikke spor vågen.. overhovedet ikke. Der dukkede et søvnigt hoved frem af dynen “Jeg er altså ikke færdig!” kom det så.

“Færdig.. med hvad dog??” spurgte jeg undrende og tænkte, at det godt nok var mærkeligt.

“Med at blunde!!!” kom det så søvnigt fra tøsen, og så sov hun ellers videre.

Ja hun kom selvfølgelig op, men først skulle hun lige nusses og krammes – og fortælle, at hun havde drømt, hun var i London. Det lød jo
helt fantastisk dejligt! Det er okay, vi vil gerne til London.

Nu tager vi ihvertfald ned og kigger på, hvilken cykel hun skal have – jeg er spændt!

6. februar 2011

Det kan være ligemeget, kan det ikke?

Skrevet af Hende selv kl. 00:54 | Børn,Guldkorn

Så var det jo, at vi fik en ny læge, her efter årsskiftet. Noget vi, nok især jeg, havde glædet os til, da vores gamle læger ikke var meget bevendt. Hos dem følte man sig lidt som noget data i en FIFO-handling, de havde bare så travlt. Jeg oplevede også nyfigenhed og snagen i ting, der faktisk ikke angår forholdet læge/patient – så jeg var glad nok for lægeskiftet. I øvrigt er vores ny læge tidligere ammanuensis hos de gamle læger. Dengang spurgte jeg ham, hvad han skulle, når han var færdig – for jeg ville gerne have ham som læge. Det har jeg så fået nu.

I den forbindelse fik vi alle tre nyt sygesikringskort, her da han overtog praksis. Sammen med sygesikringskortet (i øvrigt hedder det nu Sundhedskort) fulgte den sædvanlige folder med organdonation. Jeg ved ikke helt hvorfor, men af en eller anden grund minder den folder mig forfærdeligt meget om min egen dødelighed. Det kan jeg selvfølgelig ikke lide, og jeg kan slet ikke lide den feeling, jeg får af at se den velkendte røde folder. Tag stilling til at blive organdonor.. hm…

Ældste var nysgerrig og spurgte, hvad det var for noget, for sådan en fik han og lillesøsteren jo ikke. Jeg forklarede så, hvad det gik ud på. At lægerne, når man var død, havde tilladelse til at tage ens vitale organer (også ordet vital blev forklaret…) og bruge til at hjælpe andre med, sådan at de kunne få et bedre/nyt liv. “Jamen, så er der jo ikke noget at betænke sig på” sagde Ældste resolut med et blik op på mig “så er man jo død mor.. og så skal man jo ikke bruge de der organer til noget mere, vel??”.

“Øhhhhh.. nej, det skal man ikke, lille skat” fik jeg hostet frem, men sandelig om ikke ungens betragtninger har en pointe. Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad han siger… og i øvrigt har jeg stadig ikke taget stilling… Har DU?! :)

19. januar 2011

Har jeg fået titus, mor

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Børn,Guldkorn

Yngste har længe plaget, det har hun virkelig. Hun vil så frygteligt gerne, og der er ingen grænser for, hvad hun vil gøre for at få lov til det… hun vil så inderligt gerne afprøve vores ny sømopafgulvetflående støvsuger fra Electrolux.

Da jeg allermest er til at flade den i sofaen med en god bog, øjner jeg en chance for at fede den lidt og giver hende lov. Hun suser rundt med støvsugeren, her og der og allevegne er hun. Også på badeværelset, jo hun er skam dygtig. Lidt efter suser hun rundt inde i stuen, mens moderen tilkaster hende beundrende blikke og små opmuntrende smil. Det er vist blevet lidt kedeligt at støvsuge, kan jeg se. Tøsen begynder at støvsuge totter af sit hår, præcis som vi andre gjorde, da vi var børn. Dog nok med nogen mindre kraftige støvsugere, dengang.

Yngste udstøder et hyl uden sammenligning. “Waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah…. aaaaaaaaaaaaaaaav” og så farer hun rundt som en flue i en flaske. Jeg kigger forskrækket op fra bogen og spørger, hvad der er galt. “Jeg har støvsuget mit øre… jeg kom til det.. og nu lyder det så mærkeligt.. det HYLER, moaaaarrrhhhhhh” *grædende pige*. Jeg springer op af sofaen og krammer hende alt jeg kan, og spørger hende, om det stadig hyler. Det gør det. “Prøv at løbe uden for” foreslår jeg… der må i det mindste være et andet tryk eller noget lignende. Det gør hun så. Lidt efter er hun tilbage “Det hjalp faktisk lidt” siger hun og holder sig for øret. “Men.. moaaaarrrr det gør så oooooooondt”. Nu er jeg nok lidt bleg og siger noget om tinnitus og at passe på sine ører. “Naaaaaaaaaaaaaaaaaaj, jeg vil ikke have titus” vræler barnet nu. Jeg skynder mig at forsikre hende om, at hun helt sikkert ikke har fået “titus” – men at man skal passe på sine ører….

Efter en halv times tid er øret stabiliseret og normalt igen, men jeg tror nok, den unge dame fremadrettet er helt og aldeles færdig med at støvsuge totter i sit hår.

De der løg

Skrevet af Hende selv kl. 23:16 | Guldkorn

Vi sad og spiste her den anden aften, som man sædvanligvis gør ved sekstiden. Så er det, at ungerne småsnakker lidt med hinanden, og jeg bare sidder og nyder, at jeg har to – og at de kan snakke med hinanden nu. Finde morskab i hinandens selskab. Det er sgisme dejligt.

Vi får en eller anden ret, hvor til rødbeder ville have været herlige. Hvis man bare have nogen, og jeg siger højt til ungerne “Skulle vi ikke se at købe nogen rødbeder, unger? Det ville være lækkert til det her mad!”.

Så hører man pludselig Yngste “Jeg kan forresten ikke så godt lide rødbeder mere!!!” “Nå… har du fået dem for tit hos far?” spørger jeg “uskyldigt”.

“Nej da… men mine løg har ændret sig!” siger hun.

Det er dér, jeg falder ned af stolen af grin. “Dine løg” fnyser jeg sprutgrinende, mens jeg tørrer øjnene for de lattertårer, der så gerne løber. “Ja.. de der løg, man smager på” nikker pigebarnet.

For fanden i panden, den var altså god!!! :D

20. juni 2010

Jeg vil have rabarber

Skrevet af Hende selv kl. 09:56 | Guldkorn

Scenen er sat, Yngste og jeg tuller rundt i Kvickly og overvejer, hvad vi skal spise til aftensmad. Det er her i fredags, hvor Ældste har forladt os for en nat bare. Yngste er meget i tvivl, for der findes jo så meget dejlig mad. “Må jeg virkelig få, lige hvad jeg vil have?” fritter hun, inden jeg sender hende over for at hente citroner og persille i grøntafdelingen.

“Ja, selvfølgelig.. i aften er det tøsehygge!!”. Barnet tænker lidt, kan det ses. Lidt meget og længe efter siger hun eftertænksomt “Jeg vil gerne have rabarber til aftensmad!” “Rabarber???” siger jeg og er totalt overrasket. Det var nok sådan cirka det sidste, jeg havde ventet at høre ungen sige. “Rabarber??” spørger jeg dumt og kigger på hende.

“Ja.. MOR altså… du ved godt.. rabarber med bearnaise? Som jeg plejer at få??” insisterer hun videre. Og så er det 50-øren falder. “Øhm… mener du KEBAB??” spørger jeg så og håber ved gud, jeg har gættet rigtigt. Ellers bliver det nok lidt svært at analysere sig frem til, hvilken spiseforstyrrelse barnet momentant lider af. “Ja” hviner hun begejstret “med pommes frites, salat og bearnaise!”. I guder altså…

Derfor hedder det så fremover, at vi skal have rabarber til aftensmad, og den der har læst med hér – behøver ikke frygte for, at vi har tilsluttet os en eller anden mærkelig sekt, der spiser rabarber og kålroer med varm mælk på til aftensmad :D