Påskefrokost på kroen
Det var en rigtig dejlig fredag, nærmere betegnet Langfredag. Historien bag betegnelsen Langfredag må jeg med al skam at melde erkende, at jeg ikke er leveringsdygtig i. Derfor har jeg været snedig og besøgt land og rige ved hjælp af Google, og fandt faktisk en sød lille beskrivelse af påskedagene. Der står en del om trolddom og overtro i forbindelse med påsken, og så kan jeg i øvrigt oplyse, at vores Langfredag ikke foregik sådan..
Langfredag, helligdag
Årets mest stille og sorgfulde dag. Man mindes, at det var denne dag Jesus blev henrettet ved korsfæstelse!
Min søde mor havde inviteret Big, undertegnede samt min ellers altid så bekvemt usynlige lillebror, der nu ikke er særlig usynlig, når man møder ham, til påskefrokost på en superhyggelig kro. Nemlig kroen, der lå på min barndoms gade, så det var samtidig også en god tur ned ad Memory Lane.
Der var det hele. Godt selskab – kroen var stuvende fuld af gæster – og på langbordet i krostuen stod der al landskens retter. Der var laks, rejer både i tigermodel og den mere almindelige model, fiskefileter, skidne æg, frikadeller med hjemmelavet rødkål, leverpostej, sild og meget mere. Glemte jeg at nævne æbleflæsk. Jeg har forresten aldrig smagt skidne æg før end i fredags. Og for søren da, hvor smagte de bare godt. Det vil jeg altså lige selv prøve at lave men med den gode fiskesennep fra fiskehandleren. Der sidder vi så, familien, ved bordet, som mor har reserveret. Vi venter, for usynligLillebror har endnu ikke meldt sin ankomst. Vi bestiller øl, for et eller andet skal vi da have, mens vi venter. Der småsnakkes på hyggeligste vis, mens kroens øvrige gæster studeres – og vores hjerner nok også kredser lidt om bordet med den gode mad, derinde.
UsynligLillebror fejer pludselig ind, uddeler kindkys, alt imens han smider sin store fløjlsfrakke – og spreder larm og furore. Der bliver bestilt mere øl, og mad bliver hentet ind. UsynligLillebror tager som den eneste hele to tallerkener godt dækket op med mad fra påskebordet med ind. Han skal jo ikke snydes, så han sætter sig godt til rette og råber på snaps, som på forunderlig vis finder vej til vore glas. Det er kun min mor, der fravælger snapsen.
Jeg afstår også pænt fra snaps nummer tre, da jeg har erkendt, at jeg ikke skal gøre nogen forsøg på at følge UsynligLillebrors eksempel. Hvad han ikke kan suge indenbords… Udover snapsen bliver det nok til en 4-5 store glas påskebryg til ham, og vi andre er mere end færdige og brugte, da han endelig når til osten. Og nej, jeg skal ikke have mere at spise. Min mave kan ikke rumme mere, så jeg afslår hans tilbud om at smage på en chiliost, han har taget med sig ind. Bagefter spadserer vi hjem fra kroen, og jeg ærgrer mig lidt over at skulle være lyseslukker, fordi jeg har de pæne sko på. “Skoene kan altså ikke tåle den dér stenede vej” siger jeg og føler mig ufattelig kedelig. Men for fanden, det er jo sandt! Og er det måske mig, der har fundet på, at vi ikke kan gå på fortovet hele vejen hjem? I stedet for på landsbyens gamle og uasfalterede veje?
Vi går mod mine forældres hus for dér at runde af med lidt kaffehygge, og undervejs falder UsynligLillebror af. Han opdager, at gammel skolekammeratinde er flyttet ind, lige dér hvor vi går – så han går ind og suger endnu en påskeøl, forlyder det. Vi er næsten også færdige med at drikke kaffe, da han atter beærer os med sin tilstedeværelse. Hyggeligt er det altså at sidde dér og småsnakke, inden Big og jeg temmelig mætte og forædte kan trille hjem og pleje de tykke vomme lidt.
