Title

1. september 2010

Sale på French Connection

Skrevet af Hende selv kl. 10:47 | Shopaholic,Shoplinks

Jeg kom i tanke om, at ASOS har sale på French Connection og diverse andet i Outlet, og der er gode besparelser – de sender til Danmark uden problemer. Og det er let at returnere eventuelle fejlkøb – så hvis du skulle lade dig friste – kig engang.

Jeg er tilsagt stor familiefest engang ultimo september, alt er arrangeret og min mor flytter ind som altid og tager sig af vidunderbørnene. Når der sådan er stor fest er der jo altid en god undskyldning for at kigge på kjoler. Det gjorde jeg så også hos ASOS, men jeg var også en tur hos Lisen. Hun har et vidunderligt udvalg af Odd Molly, og finder man ikke noget hos Lisen, kan det godt svare sig at kigge på Marengs, der ligger i Gladsaxe og som sådan er lige til at ramme på vejen fra København.

Uh… oh… jeg kan godt mærke, jeg glæder mig til, jeg er i orden igen. Alle tegn på bedring er til stede, selv mit shoppinggen er vågnet op igen. Det har ellers meget praktisk ligget i dvale den sidste halvanden måneds tid. SødSmukVeninde og jeg har også aftalt, at vi helt sikkert skal ud på en “stille og rolig shoppingtur” – og jeg glæder mig som en uartig lille pige!

6. august 2010

Er kølet lidt ned nu

Skrevet af Hende selv kl. 15:57 | Billeder,Shoplinks

Humøret er for stigende – men jeg er stadig “øglemor”. Det varer lidt, kan jeg mærke. Af lutter stædighed nægter jeg at være den søde, milde og gode mor, jeg plejer at være. Ikke endnu. Jeg har brug for lidt tid til mig selv. Det hjalp faktisk også lidt, da jeg fandt denne adresse – her er det muligt at købe lækre og fabuløse sko. Der er noget for enhver smag og lyst. Nu var jeg lige dér på udkig efter et par heftige trainers, som jeg vil bruge til mine yndlingsjeans.

Trainers blev fundet og jah… “Same procedure as last year, James”. Man skal vel heller ikke sætte sit lys under en skæppe, skal man?

Der kom i øvrigt også en dejlig bog med posten i dag. Den flinke grånende postbærer kom nok så pænt op og bankede på min dør. Sørme om ikke han havde en pakke med til mig, dén bog jeg har glædet mig til i et par dage. Det var jo sådan, at ungerne og jeg var på biblioteket for at låne flere bøger til Ældsteøglen, der er oppe på 900 siders ferielæsning nu. Det er lidt imponerende, selv om jeg har forklaret ham venligt men bestemt, at jeg altså ikke kan frembringe vild jubel og klapsalver og udbryde “flååååååt” hver gang, han kommer og oplyser, at nu har han læst endnu en bog. Det accepterede han uden videre, men han kommer stadig og fortæller omhyggeligt, når han er færdig.

Faktisk fører han statistik. Han skriver titel, forfatternavn, antal sider og lix-tal op for hver bog, han pløjer sig gennem.

Den pågældende dag kom jeg til at låne bogen “Easy Italiensk kogebog” af Jennifer Donovan. Der var nemlig en opskrift på en svamperisotto, jeg bare måtte prøve. Problemet var så, at bogen indeholdt frygteligt mange lækre opskrifter, så ideen med at kopiere de opskrifter, jeg ville have, røg hurtigt. Og en undersøgelse af Elounge viste, at de havde bogen. Der blev bestilt og nu står den og troner på hæderspladsen på hylden i køkkenet. Sådan én har jeg nemlig også fået… og jeg er så glad for den!

Det er nok bare ikke så godt for vægten, at jeg er så totalt og åndeløst begejstret for italiensk kogekunst. Apropos vægt, så har jeg nået mit mål. De fem kg jeg ville af med, er kommet af nu. Og jeg er sågar kommet i bedre form oven i – plus jeg er kommet i gang med at træne… hver dag.

24. maj 2010

Sko… sko… flere sko og en enkelt hat – shopping news

Skrevet af Hende selv kl. 22:09 | Billeder,Shopaholic,Shoplinks

Advarsel… indlæg kun for folk, der interesserer sig for sko. Alle andre skal nok bare scrolle nedad… ikke.

Det faldt mig lige ind at skrive lidt, da jeg tilfældigvis så et indlæg, et eller andet sted på nettet. En kvinde søgte information om, hvor man kunne få de superfede wedges, som Mentor laver. Jeg har set dem på nettet på Brandos, men her findes modellen kun i sort. Det er også en rigtig fed model, hvis du spørger mig. Mentor laver den også som hel bootie, med lukket tå. Her vist i sort. Jeg har set den i farven sort, taupe suede og grå. Alle er enten med lukket tå eller med peep toe.

Wedgemodellen med lukket tå – har jeg tilfældigvis set hos Jette Riis i Lyngby storcenter, hvor de også har dén wedge, de har på Brandos.dk – men hos Jette Riis kan du kun få den i farven Taupe Suede. Den er til gengæld ufatteligt flot til jeans og lyse farver generelt. Man får sådan et casual look med peeptoe-wedgen i brun ruskind. Jeg prøvede den ude i centret i lørdags, og udover at den er enormt flot – er den også utroligt nem at gå på, de 10 centimeter hæl til trods. Kilehælen gør, at det er let at navigere rundt, uden problemer med at holde balancen.

Prisen er temmelig pebret, men skoen er skam også temmelig semi-kinky på den fede måde. Det er sådan en sko, hvor folk glor langt efter dig – og hvisker “Så du de der uberfede wedges??” til hinanden. Hvis ikke de hvisker “FFD, nogen gyselige sko, hun havde på, hende dér!”. Begge optioner er til stede, så man skal turde, hvis man hopper ud i de wedges fra Mentor. En ting er sikker – man går ikke ubemærket hen…

Nede hos Billing sko på etagen under dén, hvor man finder Jette Riis, kan man endvidere få den for oven omtalte wedge med peeptoe i glat, sort læder. Den er dog formentligt temmelig varm at storke rundt i, her når solen endelig engang bestemmer sig til at kigge frem.

Selv er jeg ret pjattet med den brune model… Hm.. den står jo også godt til den hat i leopard, jeg også på et tidspunkt skrev om…

3. april 2010

Øj hvor lækkert

Skrevet af Hende selv kl. 20:25 | Shoplinks

Jeg var heldig. Sus var sød at smække et link til mig – og der er sandelig fristelser uden lige! Uha – uha!

So Nize Jeg siger bare… god fornøjelse, det er helt sikkert – jeg må ind og kigge, når vi har hentet vores mad og fået den indenbords med alt hvad der hører til af wasabi og soya…

19. februar 2010

Har du prøvet Smashbox – kun for tøser

Skrevet af Hende selv kl. 12:43 | Billeder,Shopaholic,Shoplinks

Nu jeg kommer til at tænke på de gode råd med concealere, jeg har fået fra Tina, tænkte jeg, at jeg vist også hellere må lave lidt reklame for min ny Smashbox photo Finish. Jeg fik den i julegave af min kære lillebror. Det var faktisk først en Clarins creme, men jeg fik den konverteret til Smashbox’en.

Jeg har den lilla version, og den er virkelig spøjs. Lige når man smører den på – og især hvis man kommer for meget på (fandt jeg ud af) får huden et lilla skær.

Dette forsvinder dog med det samme. Og i tilgift får du bare universets mest lækre, bløde ferskenhud! Den er genial som underlag under fx foundation eller whatever. Gad vide om det i virkeligheden er en flydende concealer.

Læs selv mere om Smashbox her – jeg elsker min! Og jeg bruger den (næsten) hver dag…

15. januar 2010

Om lidt er det weekend

Skrevet af Hende selv kl. 12:00 | Det sker,Shoplinks

I morges var jeg heldig, da jeg mødte ind – vores meget flotte og velholdte dikketør kom lige ud af den dør, jeg var ved at finde adgangskort frem til. Og med en kvik bemærkning slap han mig ind gennem – jeg hørte den ikke og vendte mig om og sagde de berømte ord “Hva’?” “Nåh, jeg sagde bare, at du ser vel nok godt ud i dag!”. Jeg smilede og sagde automatisk “Tak i lige måde”…

Det var bare totalt i orden, og så var jeg jo glad – da jeg med min udmærkede kagekondi havde slæbt mig op af trapperne og ind i løvens hule…

Ja, de her er endelig ankommet – og det er rigtigt. Det ser bestemt ikke spor dårligt ud, med fake fur, strømpebukser og den ny kjole fra Esprit, der ganske rigtigt kom i går. Det har kollega selv fortalt mig, nemlig. Så er dén ged barberet.

Kuréren var her i går aftes, allerede ved 17.45-tiden, og oh skræk og rædsel, hvor er det bare godt at have børn. Altså.. når man lige har lagt an til et toiletbesøg, og det så ringer på døren… Faktisk er det ret typisk, man venter en pakke – og den lader vente på sig. Og hvis man så går på toilettet, er det næsten sikkert, at pakken ankommer, når man sidder dér midt i en penibel situation, der forhindrer øjeblikkeligt trav hen for at åbne for postslæberen.

Heldigvis kunne jeg høre de små skridt henover gulvet – og der blev sagt “Tak og farvel”…og lidt efter, da jeg selv var klar til at møde omgivelserne igen, kunne Yngste fortælle, at pakke med kjole i var landet. Det var jo rigtig dejligt… Og nu er jeg bare mere end klar til at holde weekend…

Vi skal ikke noget som helst. Intet. Vi skal bare shoppe lidt, senere på eftermiddagen – ungerne skal købe is (Yngste) og viskelæder (Ældsteøglen). Og der skal måske også købes lidt mere guf, jeg tror ikke den Snickers holder ret længe, når det er slikfredag. Bare det også var dét, for mit vedkommende…

Jeg fik lige tandpine. Som om bare dét at skrive om slikfredag trigger den lille tanddæmon, jeg har på besøg i kæben i disse dage. Jeg vil altså ikke til tandlæge. Jeg synes fandeme, jeg betaler så rigeligt for tiden. Alt ryger op i udgifter… der var lige wc’et der skulle laves, og regningen blev delt op på tre mdr husleje. I går modtog jeg brev fra DONG. Det er også den elvarme – som jeg ikke kan spare mere på, end jeg gør. Og hvis tandlægen skulle erklære, at der er et hul – og også basis for rodbehandling… ffs… så kommer jeg ikke til New York til sommer.

Eller jo, det skal jeg nok komme. Jeg har så absolut ingen intentioner om at lade det gå i vasken. No fucking way…

13. januar 2010

Viser til tlf samtale av i dag

Skrevet af Hende selv kl. 20:48 | Det sker,Shopaholic,Shoplinks

Huiii… man har jo sådan set købt en kjole dér på Esprit, altså sådan en rap sag – som jeg skal fare rundt i, sammen med de der ny strømpebukser, jeg vistnok nævnte her forleden – og den fake fur og de kraftige støvler. Og selvfølgelig ligner jeg en million, allermindst! Eller det håber jeg. Lige nu ligner jeg “bare” mig selv, med håret surret ind i turban. Jeg har lige været i bad, og gud hvor jeg trængte.

Dagen i dag gik afsted på raske fjed lige fra morgenstund, hvor min mobil ringede. Vild panik, jeg kan jo ikke ligefrem påstås at kunne høre i den, så jeg tog den og sagde hallo. Jeg kunne sagtens høre, der var en i den anden ende, og altimens jeg benede ind på kontoret ved siden af til kollega, snakkede jeg og forklarede, at “han” lige fik kollega. Og kollega var hurtig og tog telefonen. “En pakke?”… jeg nikkede kraftigt og smilede. Bare jeg ikke fik julelys i øjnene også… det tror jeg nu ikke, men alligevel… jeg var straks klar over, at det var min pakke.

Sagen var nemlig den, at jeg i mandags havde ringet til noget Kurérservice, der havde efterladt besked om at ringe, så de kunne levere min pakke fra Esprit. Og aftalen blev, at de kom i går, tirsdag, aftes mellem 17 og 21. Det gjorde de alt andet lige ikke, så jeg ærgrede mig noget. Da klokken var blevet halv ti, sendte jeg dem en meget bestemt mail – hvor jeg lagde mit mobilnummer. Og de kunne maile til mig på arbejdet, de kunne sågar komme forbi mit arbejde med pakken… uh, der var ingen grænser. Og så RINGER de… tsk!! Nuvel, kollega fik aftalt, at de bringer ud i morgen aften. Og glad var jeg. Det var sådan cirka også det eneste gode, der skete den dag.

Hov.. det passer ikke helt. Forvaltningsdirektøren (som jeg i al hemmelighed beundrer vildt for hans lederegenskaber) kom ind til mig og klaskede hænder. Præcis som når man har spillet en god baseballkamp. Så… åbenbart kan jeg godt gøre noget rigtigt, og det var jo virkelig dejligt. Fandeme dejligt. Og det reddede sådan omtrentligt også resten af min dag, hvor jeg desværre lige fik lavet en åndssvag fejl, selv om jeg også fik slettet både den og sporene efter den. That’ll be it. Og nu hvor jeg er kommet hjem og slappet af, har jeg indset, at jeg ikke kunne gøre for fejlen. Man er kun dum, hvis man VED noget, og alligevel fejler. Ikke hvis man ikke er klar over en procedure, og derfor prøver at gøre som man ville gøre med lignende sager…

Hjemme igen viser det sig, at Kurérservice også har smidt en mail. Og nu forstår jeg bedre, at kollega sådan studsede i telefonen. Det var nordmænd, han fik røret.. for de skrev på norsk til mig, hehe….

30. december 2009

Dagens kluns

Skrevet af Hende selv kl. 10:48 | Shopaholic,Shoplinks

Jeg sagde det jo, her fra det ny år skal der være lidt mere her på siden. Jeg er også udmærket klar over, at der sikkert er tusindemillioner andre, der gør det samme – og som måske har det samme. Men ikke desto mindre er det sjovt at gøre, så længe jeg selv har fornøjelse deraf.

Skulle man lige frem gå hen og inspirere andre, er det jo bestemt heller ikke at kimse af… Godt så… here we go… 15. december var dagens outfit så

Sorte leggings fra DIM med blondeleggings fra Fly ovenpå og tunika fra Saint Tropez med fine detaljer som fx kvistmønster og bindebånd i ærme.

Halskæde: eget design. Dertil et par fede kraftige “Bumper” støvler.

« Tidligere