Title

22. september 2009

Der sker da noget

Skrevet af Hende selv kl. 20:43 | Job,Livets gang

Der er stadig liv, omend det pt primært foregår ude i den virkelige verden, og er det egentlig ikke også dér, man skal være? Det synes jeg ligesom. Der er sket så mange ting, der er købt ny bil. Både Big og jeg er hoppet ud i hver sin fede bil, så vi er meget tilfredse. Min får jeg dog først hjem i slutningen af denne uge, så jeg kan godt mærke, jeg vakler lidt mellem at bare nyde dagene – og glæde mig til bilen er klar.

Streng dag i firmaet med mange forskelligartede tasks, og NyskiltKollega beskyldte mig for at ville ødelægge tastaturet. Nu sidder jeg jo også bare og taster hårdt med en irriteret bevægelse. Stort problem, jeg ærgrer mig grusomt over, at jeg er nødt til at sidde og være ekstremt grundig for at finde aben. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor jeg skal kigge. Det er næsten umuligt, og pludselig er det som om, at lydene omkring mig er overmåde forstyrrende og irriterende.

Det var lidt ligesom i går, hvor der var møde på programmet. Møde med falskSmil. Jeg kan altså ikke have det. Det kan jeg bare mærke. Jeg er nødt til at komme ud af det, men det bliver nok meget svært. Jeg gider simpelthen ikke have den opgave, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme uden om det. NyskiltKollega siger, jeg bare skal sige det til chefen, men vi er enige om, at jeg nok ikke vil få det store ud af det. Æv. Så kan det da også være lige meget? Og dog, jeg skal nok få sagt et eller andet. Lige nu går jeg og håber, at chefen siger nej til at overtage projektet. Det gør han nok desværre ikke, men håbet er lysegrønt.

Lige nu er der nu ikke nogen som helst grund til at ærgre sig, jeg er jo heldig, for pokker da. Jeg nyder det rigtigt med Big og BonusSøn. Allerhøjst burde jeg måske smide mig i sofaen med en bog af Douglas Preston og Lincoln Child “Dødebogen”. Og hurra.. nu varer det ikke så mange dage, førend Big og jeg skal hente bil.. jubiiiiiii!!

11. september 2009

Skønne, dejlige efterårsdag

Skrevet af Hende selv kl. 10:09 | Årets gang,Livets gang

Fredagen er endelig kommet. Det siger Bedstevennen også. En mail er lige dinget ind fra ham “F*** hvor er det bare dejligt, det er fredag!” står der. Jeg kan ikke lade være med at nikke og være helt enig. Jeg klager heller ikke… kunne det måske være bedre?

Meh, ja måske lidt – jeg er ved at lægge an til en større analyse, men problemet med den slags er, at jeg bliver så usandsynlig søvnig af at sidde og læse alle dokumenterne gennem, med den småtgnidrede skrift manualerne fremtræder i. Aben sidder godt nok på skulderen af en eller anden stakkel, deroppe i Norgeslandet. Der parkerede jeg nemlig bæstet i sidste uge, men alligevel skal der også lidt benarbejde til her. For aben kommer desværre tilbage igen, og det sker oftest ret uventet, at den ankommer. Det er, når man mærker tyngden på skulderen… så er den arriveret.

Jeg kan ikke helt forstå, ugen er gået så hurtigt som tilfældet er. Det synes, at der er sket så meget. Jeg har blandt andet i lighed med andre, været til frisøren og ladet mig forkæle med varme kopper kaffe – mens Gry gav mit hår den sædvanlige kærlige og omsorgsfulde behandling. Det er næsten, men også kun næsten lige før jeg bliver addicted til at sidde i massagestolen, nej, det bedste er helt sikkert, når Gry masserer hovedbund til den store guldmedalje. Hun er ualmindelig god til det dér.

Det går op for mig, at jeg faktisk godt kunne klare en sådan omgang lige nu… men det er ikke muligt. Øv altså, det ville dælme være skønt.

I stedet må jeg kaste mig med ildhu over analysearbejdet. Gad vide, om der ikke er flere overspringshandlinger, jeg lige kunne tage fat på… Jeg har indtil videre haft succes med følgende… hentet kaffe, været nede og drøfte lukning af Svede-sag, lukket Svede-sag, været på toilettet, hentet kaffe igen, skrevet dette indlæg, kigget på uret igen… hm.. hente kaffe?

Jeg er bare mere end klar til den weekend, der er lige på trapperne. Og da især også hvis jeg tænker på, at Big’s ny bil er klar, sådan er vi begge temmelig tilfredse. Jeg glæder mig rigtig meget til at se den fine bil igen. Forresten er jeg ret imponeret over den tålmodighed, manden har udvist. Vi er jo allesammen godt klar over, at hvis det var mig, der skulle vente “så længe” som en uge ekstra på at få min ny bil, ville jeg garanteret ryge op i det røde felt :)

9. september 2009

Raid i supermarkedet

Skrevet af Hende selv kl. 14:28 | Livets gang

Det er igen en af de der dage, hvor der sker noget fra det øjeblik, man træder ind af døren i firmaet. Jeg finder min bærbare frem af dens gemmer. Ikke tale om, at jeg gider slæbe den med hjem, om den er nok så bærbar. Jeg gider ikke arbejde hjemme, efter fyraften. Og det skal jeg heller ikke. For det er sundt, meget sundt at holde fri.

I går var det også sådan en af den slags dage, og efter arbejde skulle jeg i Kvickly. Altså på raid. Eller det vil sige, først måtte jeg en tur i Netto. Kun for at konstatere, at de igen ikke havde fået fyldt lageret op. Der manglede det ene og det andet, så det opgav jeg hurtigt. Det var også godt det samme, for der var en megakø.

Det er der altid ved den kasse, hvor PinligEkspedient sidder. Jeg tror, han har fået det job af medlidenhed, for han blev vist nok fyret ovre fra Kvickly. Det forstår jeg også godt, for han sidder altid og råber højt ved kassen og er enormt langsom. Når jeg spørger efter en pose, siger han “En STOR én??” og anlægger en, tror han selv, indsmigrende mine. Han er til grin, er han.

Ovre i Kvickly fik jeg hurtigt alt, hvad jeg skulle have til den chili, jeg skulle lave til aftensmaden (Big havde bestilt den, og jeg var spændt på hvad Bonussønnen mente om den. Iøvrigt kunne han vist rigtig godt lide den. Sådan så det ud). Da jeg står ovre ved kassen, hører jeg en art hujen. “Heeeeeeeeejjjjjaaa der” skingrer det.

Jeg kigger op og ser HysteriskMor stå og vinke. Jeg kan ikke døje hende. Det kan jeg virkelig ikke. Med sit korte, hårdt permanentede hår og sin evindelige træningsjakke med Oure idrætsklub trykt på, og med skinger stemme og overdreven mimik i ansigtet er hun virkelig belastende selskab. Og desværre er vi naboer. Heldigvis bor hun ikke i min blok, men i den foran i rækkerne. Til gengæld går hun meget op i naboskabet.

Farten sættes op med at få pakket varerne ned i posen, for jeg gider ikke skulle gøre rede for, hvorfor vi ikke “lige kan følges derhen”. Endelig er jeg færdig og suser ud af forretningen med en vinken i retning af HysteriskMor, der ser ud som om, hun skal til at bræge noget. Ovre i bilen ånder jeg lettet op, og sætter kursen hjemad. Pyha, en dag. Sådan er der jo så mange af den slags dage.

Derhjemme får jeg en SMS fra EmsigFar, der vil vide om Yngste kan komme og aflevere sin gymnastikpose. Jeg kan ikke lige se, hvorfor den pose ikke kan vente. Så vigtig er den vel ikke. Det går op for mig, at det jo er fordi han selvfølgelig ikke gider vaske håndklædet, hun havde med. Jeg svarer, at det er okay, hun kan bare komme, men det skal være nu. Så endnu en sms. “Om hun kan få tøj med hjem igen til i næste uge” vil EmsigFar vide. Det kan hun godt, så da barnet dukker op og virker lidt sky, får hun en pose. Mærkeligt nok virker begge børn altid lidt sky, når de er på samvær hos EmsigFar.

Dagen endte dog dejligt med lækker chili til os alle tre, og mig på langs i sofaen med en god bog af Ken Follet – mens Big og Bonussønnen spillede.