SÃ¥ er det dagen hvor Ældste fejrer sin fødselsdag. Det er totalt vildt at tænke pÃ¥, at der er gÃ¥et sÃ¥ længe, siden jeg gik tungt rundt pÃ¥ lerfødder og hÃ¥bede, at barnet snart ville bevæge sig mod udgangen. Træt af at slæbe rundt pÃ¥ den vom, det var jeg virkelig. Jeg husker stadig den underlige “høj-af-endorfiner-fornemmelse” jeg havde, efter at Ældste var kommet til verden, og var blevet lagt op pÃ¥ min mave. Det er en helt fantastisk fornemmelse, uden tvivl.

Hjertelig tillykke til min dejlige, store dreng – NI Ã¥r er du nu, eller rettere sagt, det er du præcis klokken 21.14 i aften…

Det er dejligt at se, sÃ¥ spændt knægten var pÃ¥ sin fødselsdag – og han var sÃ¥ glad, da det gik op for ham, at han kunne vente fødselsdagsmorgenbord, inden han skulle i skole. Ã…h, det var sÃ¥ hyggeligt, jeg havde været tidligt oppe og dække et hyggeligt bord med levende lys, servietter og det hele – og Yngste havde bestemt, at hendes gave skulle han have ved morgenbordet. Jeg blev helt blød om hjertet af at se de to børn. Ældste pakkede ud, mens Yngste kiggede spændt til – og uuuuh, da han gav hende et kæmpeknus og sagde tak for gaverne – det er altsÃ¥ noget der mover en moders hjerte.

Familien er tilsagt middag kl. seks med efterfølgende lagkageindtagelse. Jeg ved ikke, hvem af os der glæder sig mest. Jeg synes bare, det er superhyggeligt, nÃ¥r der kommer gæster til middag – det giver de dér hyggestunder i en ellers travl hverdag. Heldigvis har min mor lovet at bistÃ¥ med en del af arbejdet, sÃ¥ jeg ikke bliver overanstrengt.

Det er ikke fastelavn og jeg er heller ikke kommet hjem fra sygehuset endnu. Nej, jeg har tværtimod lige siddet og skovlet to gedigne skiver brød med ost plus to riskager med smør indenbords. Jeg skal vist fedes lidt op, men tro mig, der skal ikke FOR meget pÃ¥! Der skal trænes! Og nu er diaréen heldigvis indstillet, efter alle tegn at dømme. Forresten… meget weird at skulle til at arbejde for “sagen” igen, efter at det i fem uger er gÃ¥et nærmest som at Ã¥bne for en vandhane… godt ikke flere detaljer

Det var de her melboller, nu har jeg altsÃ¥ fÃ¥et den idé, at jeg pÃ¥ et tidspunkt – ikke nærmere angivet, mÃ¥ske en gang til vinter – skal have en gedigen oksekødssuppe med porrer, gulerødder og hele svinemøget – plus hjemmelavede(!) kødboller (jeg hader de færdige fra pose) samt melboller. Oj, det er gudeføde, ihvertfald set fra hospitalsmenuvant-side. Ikke at maden ikke er fortrinlig her, jeg forstÃ¥r ikke at folk klager over føden pÃ¥ sygehuset.

Jeg holder sÃ¥ utroligt meget af melboller, fordi jeg husker de gyldne aftener i min barndom. Aftener, hvor vi er kørt gennem buldermørke og knirkende sne over til min farmors hus. Dér hvor farmor trak “porten” til side og lukkede os ind, mens hun stod i sin hæklede cardigan og knælange nederdel og klappede henrykt i sine hænder af glæde over gæsterne. Farmor elskede, nÃ¥r vi kom, jeg tror aldrig det er sket, at vi er kommet til ulejlighed. Der var ALTID plads hos farmor. Varmen i stuen, der slog sammen om vores frostkolde næser, og tøjet der blev hængt pÃ¥ stang i entreen.

Dét at vi sad i farmors bløde stofsofaer, mens hun vimsede rundt i køkkenet for hektisk at fÃ¥ alt serveret til tiden. Dét kunne farmor, det der. Og sÃ¥ det glade smil “Værsgod at komme ind i spisestuen” – sÃ¥dan en havde Farmor nemlig. Der stod det lange mørke mahognispisebord, hvor vi kunne sidde 20 omkring, hvis det endelig skulle være. Farmor kunne et eller andet med altid at skaffe plads. OgsÃ¥ til naboens kat, hvis det skulle være.

I reglen var det altid mine forældre, jeg og min lillebror samt min faster og hendes mand og mine to kusinesøstre, der var fast inventar til middagene. NÃ¥r det gik stort til, var der ogsÃ¥ fætrene, og de andre to kusiner, som vi ikke sÃ¥ sÃ¥ tit. Fætrenes moder var ogsÃ¥ altid velkommen hos Farmor, efter at hun var blevet skilt fra min afdøde Farbror. “Det er jo svært for hende, mÃ¥ du forstÃ¥”, som Farmor altid forklarede med sin blide stemme. Jeg har aldrig nogen sinde hørt Farmor sige noget grimt om nogen. Det var stort set lige meget, hvad man gjorde. Hun fandt altid pÃ¥ noget pænt at sige, og det har jeg taget til mig. For det glæder altsÃ¥ andre, det har jeg da selv oplevet.

Der var altid dækket sÃ¥ fint med dug, levende lys med lysekranse og blomster. Næsten altid friske blomster, ellers var det sikkert som amen i kirken, at farmor havde kreeret en opsats af vintergrønt og bær. Jeg er sikker pÃ¥, at havde Farmor været kvinde i nutiden, var hun blevet noget kreativt med blomster og grønt. Hun var eminent til at binde op. Og ikke mindst til at lave mad. Det var en ægte spisestue, med roser pÃ¥ tapetet i hvidt og rosa. PÃ¥ væggene hang store sort/hvide anebilleder. Der var min farmors svigermor, min oldemor. “Johanne Helene, i verden helt alene”, som Farmor altid fortalte om hende, at hun sagde. Og sÃ¥ var der et billede af min oldefar, tandlægeprofessoren. Han sÃ¥ meget ærværdig ud, syntes jeg altid. Der var ogsÃ¥ et billede af min Farmors mor. Jeg kan huske, at jeg altid sad og spekulerede pÃ¥, om ikke folk havde større øjne/øjenpartier dengang end man har i dag?

I begge ender af spisestuen var der fine mahogniskænke, hvor der også var stillet levende lys op på smukkeste vis, og altid flankeret af blomster. Farmor havde virkelig organisationstalent, var en vaskeægte husmoder til fingerspidserne, ud over alle sine øvrige talenter.

Suppebowlen kom ind, nÃ¥r vi sÃ¥ledes havde bænket os – vin blev skænket op – og Farmor havde selv lavet bÃ¥de kød- og melboller. Og bare den dér trygge stemning, med familiens varme, hyggesludren og det bløde stearinlys, mens vi sad dér rundt om bordet – det er alt rigeligt til, at jeg aldrig nogen sinde vil kunne glemme det. Jeg er sÃ¥ taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det er minder, som jeg viderebringer til mine børn ogsÃ¥, og jeg prøver ogsÃ¥ selv at følge i Farmors fodspor i mange henseender.

Min ryg gør faktisk ondt, og det er rigtigt nok. SÃ¥dan noget skod… Men jeg har jo ogsÃ¥ været i gang siden i morges, hvor jeg lagde en dej med chokolade og rosiner op til de boller, jeg vil servere for gæsterne, der kommer kl. halv tre. Yakk… jeg har altsÃ¥ en sjælden evne til at fÃ¥ brokket ALLE gøremÃ¥lene sammen pÃ¥ dagen selv. Heldigvis har jeg to skønne unger, den ene ordnede badeværelse – den anden støvsugede over det hele. Tusinde tak for det

SÃ¥ er der lavet nøddebunde – til Yngste, der ikke tÃ¥ler gluten. Der er boller i ovnen – og der er bagt 24 muffins med glasur pÃ¥ – det er jeg lige blevet færdig med.

Nu mangler jeg ligesom “kun” kronen pÃ¥ værket… lagkage – med ananas og banan… og pt. er jeg ikke engang spor sulten, for jeg har bare det værste vrøvl med maven ever. Ingen appetit og vand er det bedste jeg ved… sgu ikke normalt for mig. PÃ¥ den igen… man kan jo ikke sidde og hænge, vel..

Sikke en dag, det er gÃ¥et meget hÃ¥rdt ud over maven. SÃ¥dan gÃ¥r det jo, nÃ¥r man sÃ¥dan bliver inviteret til brunch hos Bigs broderskab. Det var noget med at svigerinden og nevø havde fødselsdage, sÃ¥ vi blev tilsagt en ordentlig gang brunch. Der manglede intet – og alt sammen var det meget lækkert. Selskabet var hyggeligt, sÃ¥ der blev taget godt fra. Svigerinden diskede op, og intet blev glemt – lagkager og slik kom der ogsÃ¥ – sÃ¥ vi var mere end runde, da vi gik hjem.

Jeg mener.. G I K. Vi havde ladet bilen stÃ¥, og det var en ganske fornuftig disposition. Det var nemlig rigtig rart at komme ud og strække benene lidt og fÃ¥ klaret hovedet, efter al den snak og virak. Hjemme igen smed vi os pÃ¥ sengen, og fladede ud. Aftensmaden blev hurtigt lavet om til den lette ret med tortilla, peberrodscreme og laks med salat og tomater… det lÃ¥ ligesom lidt bedre i maven end den ret, vi oprindeligt havde besluttet os for. Den kan Big og Bonussøn sÃ¥ tygge sig gennem i morgen i stedet…

Nu er der kun 2 dage til flytning, og alt er pakket og klart. Jeg er mere end klar, faktisk kan flyttefolkene bare ankomme. Og jeg er samtidig vildt spændt, der er sÃ¥dan en underlig uforløst spænding, som kulminerer pÃ¥ tirsdag. Det skulle ikke undre mig, om jeg falder sammen som en brugt karklud, siddende oven pÃ¥ toppen af flyttelæsset, hehe. Efter at have været sammen med børn i dag, gik det ogsÃ¥ op for mig, at jeg savner mine to rigtig meget – heldigvis de kommer hjem i morgen. Det bliver super at bruge en dag pÃ¥ hygge med børnene, der har fri fra skolen – flyttefri. Om nogle dage starter de i deres ny skole.

Spændingen er stor, og jeg tør slet ikke tænke pÃ¥, hvor spændte de to mÃ¥ være. Jeg tror pÃ¥, at det nok skal blive rigtig godt og gÃ¥ fint, kommer tid – kommer rÃ¥d…

SÃ¥dan… det skete jo, at jeg var sÃ¥ ufattelig heldig her i sidste uge, og det er jo enormt fedt, nÃ¥r man pludselig fÃ¥r noget, at gÃ¥ og glæde sig sÃ¥dan til. Yes, jeg kan næsten ikke vente. Sagen er jo den, at jeg har været skrevet op til netop dé lejligheder i en Ã¥rrække, og nu gav det endelig pote!

Selvfølgelig har jeg ogsÃ¥ haft ringet og mailet nogen gange, i hÃ¥b om at fremskynde processen. Ikke at jeg tror, det hjalp synderligt. Men sÃ¥ dér onsdag morgen, kom dén mail, jeg har ventet i Ã¥revis pÃ¥. Om jeg ville have den her lejlighed. OM??? OM??? Spørg en gang til! “Ja tak, og du skal endelig ikke kontakte flere, jeg tager den med det samme!”. Big glæder sig ogsÃ¥ rigtig meget, fordi vi nu bliver naboer, bedre kan det ikke være!

Børnene er også rigtig glade, de glæder sig. Også selv om det betyder, at de skal skifte skole og lære en masse ny små mennesker at kende. Jeg har nu også haft fat i legekammerat-forældrene og aftalt, at de stadig kan lege sammen, hvis de vil.

Samtidig fik jeg en usigeligt kedelig nyhed. Pt ligger min far i levercoma, og det gør han på 3. dag nu. Jeg vil ikke skrive så meget om det, fordi jeg ikke ved, hvad det ender med. En ting er jeg dog sikker på, at jeg vil kysse begge mine børn og glæde mig over, jeg har dem.

Det kan gÃ¥ bÃ¥de den ene og den anden vej, for min fars vedkommende. Man siger ikke sÃ¥dan noget, vel, men jeg siger, ikke desto mindre, at det næsten ville være det bedste, hvis det kom til en afslutning… Om lidt slÃ¥r jeg mig selv med en vÃ¥d søndagsberlinger for at sige sÃ¥dan noget… Alligevel… manden har været syg i snart 8 Ã¥r, og det vil aldrig, aldrig blive, som det en gang var.

Det er hvad jeg fortæller Ældste, og det var her i går aftes. Vi havde lige fået aftensmad, og som en undtagelse havde børnene fået lov at se TV bagefter. Normalt smider jeg dem ud at lege eller iværksætter andre lødige aktiviteter. Men ikke i går. Vi var trætte. Træt som i træt.

Det var Ã¥benbart spændende, det de sÃ¥ i TV. “Mor??? Jeg snakkede med Jakob henne i skolen.. og han sagde, hvorfor vi kom i seng halv otte?? Hjemme hos ham kommer de først i seng kl. 21.00-21.30…” lød det fra Ældste, der gerne ville blive oppe. “Ved du hvad, knægt…. det er meget muligt, Jakob først kommer i seng dér, men sÃ¥dan er det ikke her hjemme” sagde jeg sÃ¥, helt afslappet. Buuuuuuuuuh! “Jamen mor” begyndte Ældste sÃ¥, men jeg fortalte ham, at det ikke var til diskussion, at sÃ¥dan lÃ¥ landet altsÃ¥. Basta.

Jeg er godt klar over, at det ikke er sidste gang, men det er klart, man begynder at kunne mærke, at Ældste bliver større og udvikler sig og stiller spørgsmÃ¥l ved mange ting. Det er bÃ¥de godt og ondt, godt fordi man sÃ¥ kan vende rigtig mange sten – ondt fordi man ikke bare vilkÃ¥rligt kan vende alle sten. Nogen ting mÃ¥ lige gennemtænkes, inden man begiver sig ud i at snakke om dem, hvis man overhovedet bestemmer sig til, at det egner sig som diskussionsemne. For Ældste er kun syv Ã¥r.

Her til morgen var den gal igen, troede jeg. Vi stÃ¥r og børster tænder, og jeg er mildest talt ikke helt vÃ¥gen, men det bliver jeg hurtigt, sa Ældste søvnigt mumlende siger (det tror jeg) “Mor, hvorfor skal Morten ikke sÃ¥ tidligt op som os?”. Jeg synes pludselig, at ham Mortens forældre er dumme, selvom jeg ikke engang kender dem og begynder at svare Ældste. “Nej mor.. du hører forkert! Det jeg sagde var:

Hvorfor kommer morgener altid så tidligt?

Helvede og patter, jeg har vist været ualmindelig søvnig, men vi grinte alle tre. Den var jo ret god…

Man siger jo, pinsesolen danser. Og det kommer den til at gøre med mig, for sandelig om ikke denne morgen er startet pÃ¥ bedste vis. Det lader til, at lige for tiden – og jeg tør næsten ikke sige det pga. hende dér Nemesis – gÃ¥r det hele flydende. Hun kan forresten bare holde snuden væk, ellers skal jeg give hende en gang lak! Yngste og Ældste var til racerløb i gÃ¥r – og meget træt var især hun ogsÃ¥. SÃ¥ det var et par særdeles taknemmelige og trætte børn, der sad i hver sin seng, i gÃ¥r aftes og lyttede, mens jeg skildrede landbolivet i tiden omkring 1940 i Jylland.

Det er ren hygge, især fordi vi ogsÃ¥ ofte fÃ¥r os en god snak, om de ting vi læser. Jeg fortæller gerne og øser ud af min visdom, pløh… men børnene lytter gerne. Det er sÃ¥dan det skal være. Man skal tage sig den tid til nærhed og nærvær, for… de er jo kun til lÃ¥ns. En dag gider de ikke mere dén form for hygge. SÃ¥ skal der være et alternativ, men jeg tager tingene, som de kommer. Det har jeg endelig lært… eller er blevet bedre til, trods alt.

Jeg er ogsÃ¥ sÃ¥ glad for, at Yngste har taget beslutningen, at nu sover hun altsÃ¥ i sin egen seng. Hvor er det bare rart, nu kan jeg brede mig i hele dobbeltsengen. Ikke at det var forfærdeligt med hende dér, men det er rarest at have sin seng for sig selv. Det er vist ogsÃ¥ første gang i… nej det er da løgn… 7 Ã¥r, jeg har haft dét! SÃ¥ er det da ogsÃ¥ pÃ¥ tide!

Man kan fÃ¥ glutenfri pizzabunde, og den slags skal man ikke bare fortælle mig. Vips blev de bestilt, og i gÃ¥r kunne jeg hente pÃ¥ posthuset. Der blev ogsÃ¥ kigget efter topping til pizza i Netto bagefter, og det hele endte med fire superskønne pizzaer. Gæt engang om Yngste var lykkelig. “Nu kan jeg ogsÃ¥ fÃ¥ pizza!” lød det fra den lille dame, der vokser sÃ¥ meget, at hun sprængte kjolen her forleden. Men uha, det snakker vi ikke mere om, derhjemme. Det behager ikke damen.

NÃ¥r jeg nu sidder her, kan jeg godt se, jeg var lidt hmrpffrrr i morges.. men det er lidt utroligt, en forskel det kan gøre med en skovtur. Jeg har lært rigtig mange ting, her pÃ¥ det sidste. Visse ting har været nogen reelt personlige ting, hvor jeg kan mærke, at jeg har ændret adfærd pÃ¥ mange mÃ¥der. Jeg har tænkt over ting, jeg har fÃ¥et at vide, puttet dem i kasser – og genoptaget til nærmere revision. Det har været godt. Og sÃ¥ var det, jeg sikkert har trængt til at komme i skoven.

Det kom vi sÃ¥. Jeg og børnene – og vi tog min mor med. Hun kan godt lide at komme i skoven, selv om hun skælder ud over, at børnene er bybørn. “Bybørn?” gentog jeg lidt undrende og grinte. “Ja.. BYBØRN.. se bare.. de kunne være spænet henover de der knolde.. i stedet for gik de udenom.. af den fine sti.. det havde dig og din bror aldrig gjort, kan jeg godt sige dig!” fortsatte min mor. Og SÃ… skreg jeg altsÃ¥ af grin. Det var faktisk rigtigt. Børnene er ikke vant nok til at komme i skoven, men det vil jeg bare lave om pÃ¥ nu. For det er jo rigtig dejligt og ja.. man bliver ret rolig af at være i skoven. Der hviler den her urgamle tidslommeatmosfære over stedet. De mange træer. Den særlige lysdis, der er pÃ¥ nogen steder i skoven.

Det var en skøn tur, og min mor havde medbragt mad og drikkevarer – sÃ¥ der blev lige til en lille én, pÃ¥ en træbænk. Og sÃ¥ var jeg pÃ¥ en eller anden mÃ¥de helt lutret og klar til at holde endnu mere ferie.

Det er hermed et stort tillykke til min søde morbror, som har været 25 år i statens tjeneste! Han fortjener et stort, rungende ét af slagsen. Og så er min morbror og hans dejlige kone bare så gode til at arrangere hyggelige sammenkomster. Som nu i forgårs et utroligt hyggeligt jubilæum i hjemlige rammer.

Vejret var skønt med solen, der bragede ned fra en stort set skyfri himmel – og vi kunne være ude i haven. Børnene var ogsÃ¥ superglade for det hele, det var let at se – for de hyggede sig med boldspil og meget andet godt. Vi andre nød champagne og snak. Det er første gang, jeg er med til noget “festligt”, som ikke-ryger i denne omgang.

Og det var ikke spor svært. Jo, det er lyv…. et par gange under middagen mærkede jeg det lille sug. Og det var fordi kvindelig gæst, over for mig, røg. Jeg kunne lugte det, og alene det var Ã¥benbart nok til at trigge lidt. Jeg gjorde dog ingenting, andet end at tænke pÃ¥, at jeg ENGANG kunne lide at ryge. Og sÃ¥ spiste jeg ellers videre. Det var det.

Det var ogsÃ¥ en superlækker middag, der kom pÃ¥ bordet. Og der var ikke sparet pÃ¥ noget som helst, vin ad libitum – og den var dejlig frisk. Rejecocktail newWayMaking med blodappelsin (tror jeg?) i stedet for asparges. Kalvekødsskiver á’l italiano med tuncreme og oliven. Uh, det kunne jeg leve af, det kan jeg godt love dig for. Og italiensk spegepølse med ovnbagte peberfrugter i strimler, bagte tomater, serranoskinke (mener jeg), pasta med pesto og pinjekerner.

Alt smagte ganske ualmindeligt lækkert. Dog tror jeg, at pasta-pesto ville have smagt forrygende blandet med en let oliedressing med hvidvinsbalsamico og friskrevet parmesan eller peccorino drysset over med nænsom hÃ¥nd. Siden var der italienske oste samt is. Vi fik kaffe med mandelsplitkager til – ja, jeg stod af omkring ved isen, sÃ¥ var jeg totalt stoppet og kunne ikke spise mere, om jeg sÃ¥ blev betalt for det. Heldigvis var der andre, der kunne klare resten. Det gjorde de sÃ¥!

Det var en superhyggelig familiesammenkomst, og da de to eneste, der ikke var familie, havde sagt pænt farvel og tak ved 19-tiden, var det jo, at alle vi andre smed skoene og smækkede ben og fødder op i sofaer og stole. Jo, sÃ¥dan hygger man sig i min familie, helt afslappet og ikke spor fancy. Jeg føler mig fandme sÃ¥ priviligeret og taknemmelig for, at jeg er sÃ¥ heldig at have sÃ¥dan en dejlig familie. Der blev brølet af grin, sjove historier og happenings blev rullet op for familien – børnene blev helt specifikt inviteret til at komme og bringe lidt liv i huset, uden moar. “En eller anden dag, nÃ¥r det kan passe. SÃ¥ kan mor komme lidt ud og svinge med ørerne med veninderne…” lød det fra morbrors kone.

Sådan en dag finder vi sikkert nok, henover sommeren. Lige nu har jeg kun planer om at nyde påskeferien i al magelighed. Og der var også lige de hersens påskeliljer, der skal graves ned. Og jeg skal have mig en forsythia. Alene fordi jeg så kan få grene at klippe af og hænge små dumme kyllinger på, til påske. Og små æg også!

Det er ikke til at sige, hvor den glippede – men ihvertfald var det lige til en scene med brødrene Marx. Sjovt var det ihvertfald. Jeg kommer sveddryppende rendende mod hoveddøren, bærende pÃ¥ alle mine poser og føler mig som et bedre pakæsel. Det er vist min lod, det er ved at dæmre for mig. Jeg slæber sgu altid. Denne gang sad der imidlertid én pÃ¥ mit dørtrin, og ventede.

Det var jo min søde kusinesøster, der sad og ventede (u)tÃ¥lmodigt pÃ¥, at jeg kom hjem. Tiden var løbet fra mig, fordi jeg havde sÃ¥ travlt med at købe ind til lækker middag. Og det var ogsÃ¥ fint nok, den slags gør ikke noget, os i mellem. Men… jeg havde jo ikke lige spekuleret over, at kusinesøsteren bare var pÃ¥ en “komforbi”-visit, jo hun skulle hjem og lave mad til gemalen. Det gjorde ikke noget, vi satte os bare og snakkede og drak te af Marco Friis-kopperne. Og keramikken, hun havde med, blev ogsÃ¥ beundret.

Jeg skal forresten snart have billeder op af den – mÃ¥ske DU kunne tænke dig at købe noget? Det er virkelig lækker kvalitet, og hun pusler simpelthen om sine værker. Fx tillader hun ikke, at en skÃ¥l forlader hendes kasse, førend den er silkeblød i bunden og ikke har skarpe kanter. Jo, hun kan bestemt være sit hÃ¥ndværk bekendt.

Det har bare været en afslappende aften, der blev ikke lavet mad – det gad vi slet ikke. Ældste fik min egen hjemmelavede tunsalat med hvidløg til aftensmad.. mens Yngste og jeg tog en omgang kylling i estragonsauce, jeg fandt i fryseren. Der er rigtig rolig feriestemning nu – jeg gider ikke lave noget som helst i aften. Vil bare sidde og hygge mig lidt og surfe rundt og lave… ingenting!!