Jeg surfede lidt rundt – og da ældsteveninden har begyndt sit rygestop, ledte jeg efter noget, der kunne hjælpe én der pt. er pÃ¥ pÃ¥skerundfart. Jeg faldt over denne side X-hale – og yha, det lyder absolut ikke for lækkert. Og det er det bestemt heller ikke. Yrk! Husk endelig at se de smÃ¥ film i “Rædselskabinettet” pÃ¥ siden jeg linker til.

En nær ven af mig, der arbejder hos Prince fortalte i gÃ¥r, at de bla. tilsætter kaffe, banansyre, cacao, vanille og meget andet til rÃ¥tobakken, plus alt det andet, der sprøjtes ud over det færdighakkede produkt. Det er sÃ¥ det smører bedre, og smager bedre for rygerne – og ikke mindst for at sikre, at rygerne bliver ved med at være afhængige.

Indholdsdeklarationen på cigaretpakkerne er misvisende. Selvom der står, at nogle cigarettyper har et lavere indhold af nikotin og tjære, er det faktisk ikke sandt. Der er det samme indhold af nikotin og tjære i de forskellige cigarettyper af samme mærke. Industrien har bare snydt med målemetoderne ved at lave forskelligt antal mikroskopiske huller i cigaretpapiret. Ved flere huller blandes nikotinen og cigaretrøgen med mere luft. Du inhalerer således mere luft, men der afsættes samme mængde nikotin og tjære i dine lunger.

Så er det altså NU, jeg bliver så uanstændigt glad for, at jeg er stoppet. Det er nu lidt over en måned siden, jeg slukkede min sidste smøg. Og jeg er stadig lykkelig for, at jeg ikke ryger. Alt dufter bedre. Rødvin smager af meget mere. Jeg er meget gladere og mere fri. Og min kondition er blevet bedre. Jeg har fået meget mere lyst til at røre mig. Det er kun fordele, indtil videre.

OgsÃ¥ selv om jeg totalt paradoksalt kan savne at ryge ved en god middag med venner. Det er dog hovedsageligt, nÃ¥r det er eksryger-venner, sÃ¥ kan vi godt snakke om, at man fÃ¥r et ’sug’ af længsel. Men man gør jo bare ingen ting… sÃ¥ der sker ikke noget ved det, og sekundet efter er det glemt igen – og man hygger sig. Jeg begynder ikke at ryge igen. Det er jeg ret overbevist om.

Det svinger op – og det svinger ned igen. Men jeg svinger bare med, sÃ¥ godt jeg nu kan. Og alt til trods, tristesse or not – sÃ¥ har jeg lige opdaget, at min kondition er blevet bedre. Og hurra for det da. Herhjemme er vi begyndt at gÃ¥ tur efter aftensmaden. Det foregÃ¥r sÃ¥dan, at jeg iført løbesko og løbetøj spæner afsted det bedste, jeg har lært i kombineret gang/løb/march. En rigtig skøn form for motion. Jeg hader at løbe, har jeg altid sagt. Men mon ikke det er noget, der er kommet dengang, jeg begyndte at elske prinsen. AltsÃ¥ Prince.

Man skulle tro det. For nu lyder jeg ikke længere som en blæsebælg. Jeg stopper ikke længere op i god tid, når jeg øjer nogen i det fjerne, for dog ikke at skulle stønne og pruste mig forbi dem. NU behøver jeg ikke længere det. Nu løber jeg bare. Og jeg løber endda bedre og hurtigere, end før Prince blev sat på gaden.

Endnu bedre er den virkning, motionen har pÃ¥ mit humør. Jeg tager mig selv i at tænke, at godt sÃ¥ – jeg kan i det mindste komme i god form og blive (endnu mere) lækker! Den slags mÃ¥ man godt tænke, hvem skulle ellers gøre det? Og jeg ved, at Big stadig synes, jeg er lækker. Den tanke kan jeg ogsÃ¥ godt lide. Ikke at jeg skal bruge den til nogen verdens ting, men alligevel er det rart at vide. Og vi nyder faktisk alle tre vores tur.

Børnene hjuler afsted på cyklerne, somme tider langt langt foran mig. Det er rart, for så kan jeg bevæge mig afsted i mit eget tempo, mens jeg får vendt alle de mange tanker i hovedet. Andre gange følger de mig, og vi snakker om alt det, vi ser på vejen. I dag så vi den samme trampolin, som der står ovre i kammeratens have. Og jeg havde tillige set endnu en, lidt længere oppe af vejen. Og nej, vi skal ikke have sådan en selv, for vi har ikke plads til den.

Varme og veltilpasse kommer vi hjem – og ja, der er ingen strøm. Pis da ogsÃ¥ – nu gik det lige sÃ¥ godt! Men jeg er jo lidt af en handywoman, sÃ¥ jeg fÃ¥r med lidt besvær slÃ¥et strømmen til igen, efter at have tjekket naboernes vinduer. Hvis de har strøm, kan der vel ikke være noget i vejen for, at jeg ogsÃ¥ fÃ¥r det. Yngste brokker sig og pÃ¥stÃ¥r, hun er bange for mørke og vil ud til mormor og sove.

En djævel farer i mig.. onde mor “Jamen det kommer du ikke!!! SÃ¥ mÃ¥ du sgu hellere skynde dig at komme i seng og sove, inden det for alvor bliver mørkt uden for!” siger jeg. “NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ” hyler hun fortørnet. Utroligt nogen lunger, det barn har – siger jeg bare. Og ja, sÃ¥ kom strømmen, den velsignede strøm. Og nu sidder jeg og nyder min te i den store varme kop fra Marco Friis.

Det er skideirriterende – og lige nu er jeg vred pÃ¥ mig selv over, at jeg er sÃ¥ nem. Jeg har den allerstørste og inderligste trang til at lade rygningen udfylde tomheden. Men det ville eddermame være sÃ¥ dumt som intet andet, at lade en forbandet og nagende kærestesorg ødelægge alt det gode, jeg har fÃ¥et bygget op for mig selv. Jeg kan ikke bare kyle det over bord, vel – og blive ryger igen.

Jeg syntes jo lige, det gik sÃ¥ godt med at skide det hele et stykke. Og sÃ¥ alligevel ikke. Det væltede igen for mig, her da jeg rigtig gerne ville fortælle om, hvordan det var gÃ¥et i dag pÃ¥ hospitalet – og man sÃ¥ bliver klar over, at der ér jo ikke nogen at fortælle det. Oh, jo, selvfølgelig er der det – men det er jo bare ikke helt det samme. Uanset hvordan man vender og drejer det, har man trods alt haft nogen bestemte facetter og en bestemt samtalefacon med den person, man har afbrudt kærligheden til. Og dén samtalefacon savner jeg – sandsynligvis mere end alt andet.

Det giver en rungende hul tomhed, som jeg pÃ¥ bedste vis forsøger at udfylde.. men med hvad sÃ¥? Jeg kan jo ikke gøre det samme hele tiden – men jeg kunne selvfølgelig da ryge en enkelt… det siger ham den lille grønne med de røde horn. Ham der med halen med spydspids. Han siger det selv. SÃ¥ kan jeg vel godt? Jeg vægrer mig, jeg vil ikke ødelægge alt det fine. Til sidst bliver jeg skidesur. Rigtig barnligt sur, ikke. SÃ¥dan sidde og trampe arrigt i gulvet og alt det der.. og hvad har vi.

Sur pÃ¥ det hele, er jeg. Jeg beder rasende ham den lille skællede skidespræller skride af HELVEDE til – stoppe sine horn og sin snak om rygning skrÃ¥t op – og blive dér. Jeg GIDER ikke. Jeg vil ikke ryge. Jeg vil ikke tude.

Jeg vil ikke sidde og have sÃ¥ meget som ét eneste minut ødelagt af tanker om noget, der var – som er afgÃ¥et ved døden (desværre bare ikke hos mig) – og jeg er pludselig irriterende overbevist om, at mr Big er skideligeglad og bare glad kører videre ud. Jeg ved af erfaring, at den der gÃ¥r – er den der har det nemmest, hvilket han sÃ¥ efter al sandsynlighed ogsÃ¥ har. Han bruger nok ikke engang sÃ¥ meget som ét sekund til at ærgre sig, og det synes jeg godt nok er stinkende uretfærdigt. Og jeg ved ikke engang om jeg har ret i mine teorier. Jeg hÃ¥ber faktisk, at han heller ikke synes, det er særlig fedt.

Og et rÃ¥b skærer gennem stuen og afbryder mig… “Jeg vil op af bad… nuuuu… MOOOOOOOOARRRRHHHH…” .. der gÃ¥r fem sekunder mere… “MOAAAAAAAARHHHH… NU!! Jeg gÃ¥r op nu!” og det gør hun sÃ¥, hende Yngste, der kan selv, vil selv og meget mere. Dygtig det er hun helt bestemt. Og jeg er stolt af hende, min lille datter. Hun tager sgu tingene i stiv arm, men blodprøver er hun altsÃ¥ ikke glad for.

I gÃ¥r fik jeg den mest mærkelige kommentar fra kollegaDerRÃ¥berMegetHøjt. Jeg var inde og lÃ¥ne en lille klat hÃ¥ndcreme og nævnte sÃ¥, at jeg da var holdt op med at ryge. “Holdt op med at ryge???!” rÃ¥bte hun “hold da kæft mand, godt det ikke er mig!!! Stakkels dig!” og sÃ¥ fortsatte hun med at hamre i tastaturet. Jeg var noget nær perpleks. Senere samme dag var der endnu en spøjs oplevelse.

Til frokost snakkede nogle rygning. Jeg nævnte sÃ¥, jeg lige var stoppet. NyKollega spurgte sÃ¥, hvor længe siden. “Næsten tre uger” (sjovt som tiden har det med at blive mere eller mindre) “Puuuuhaa, stakkels dig!!!” sagde han sÃ¥. Han var selv pÃ¥ 1½. Ã¥r nu, men havde det STADIG svært. Ok, det havde jeg til gengæld svært ved at forstÃ¥. Fra tidligere rygestop erindrer jeg ikke, at det var svært, nÃ¥r der var gÃ¥et sÃ¥ lang tid.

Ret utroligt at der pÃ¥ lørdag er gÃ¥et tre uger uden min gamle følgesvend, Prinsen af Danmark. Og jeg der ikke engang var klar pÃ¥, at nu var der dømt rygestop. Jeg havde ikke forberedt mig pÃ¥ nogen mÃ¥de. Jeg prøvede bare… af nysgerrighed og for at se, om jeg var en vatpølse eller havde rygrad. Jeg tror ikke, jeg er en vatpølse. Selv om jeg savner at ryge, er savnet ikke ubærligt eller overvældende. Det er smÃ¥ “erindringsglimt” der er fysisk følbare. Hvor man “mærker” at man sÃ¥dan sad og nød denne her smøg. Mærkeligt nok har man lykkeligt glemt, at man hostede. Eller forpustethed. KortÃ¥ndethed. Lugten af røg. Sidstnævnte generer mig i øvrigt ikke en meter. Heldigvis.

Der er kommet mail fra Marco Friis. Mine kopper af sendt afsted – og nu glæder jeg mig bare. Mon ikke de kan være fremme i dag, sÃ¥ jeg kan afhente dem i morgen? Uh, hvor ville det være dejligt. Se bare fotoet af koppen her, lÃ¥nt fra Marco’s website.

Hvordan søren gik det til? Jeg forstÃ¥r ikke, hvordan jeg nÃ¥ede sÃ¥ meget – for lynstrikker er jeg vist ikke? Onsdag aften lÃ¥ jeg jo henslængt i Big’s sofa og sÃ¥ først Desperate Housewives og bagefter Dagens mand. Og alt imens strikkede jeg derudaf, nu behøver jeg jo ikke kigge pÃ¥ fingrene mere, nÃ¥r jeg strikker.Og da dagens mand var slut, og jeg ville lægge strikketøjet – gik det op for mig, at jeg da vist ihvertfald var mere end halvvejs med min ny sok. Den ene af dem, it is.

Garnet er spændende, effektgarn til 20 kr nøglet. Men dejligt blødt og danner nogen fine effekter, når man som jeg strikker i spiraler. Jeg kan godt lide farverne, lilla, dueblå prikket med hvidt, marine og sort. Jeg tror, det bliver godt, når sokkerne er færdige. Det glæder jeg mig til, for mit Kauni garn ligger også og venter på, at jeg starter på sjal. Bare jeg nu lige kan huske, hvilken størrelse pinde.

Og sÃ¥ ham her Big, han er jo utrolig i et køkken… i gÃ¥r fik jeg medister, hasselbach kartofler og dejlig, stuvet spinat – og det var ikke flødestuvet. Med friskkværnet peber var det lige en ret for mig. Det mætter bare enormt meget, sÃ¥ jeg var ikke ret meget ude med slikriven i gÃ¥r aftes. Jeg har ogsÃ¥ tænkt pÃ¥, om jeg skulle skrive en side om mit rygestop. AltsÃ¥ hvis nu andre kunne have gavn af at læse, hvad der sker undervejs, set fra en helt almindelig vinkel. Jeg hoster stadig lidt, men ikke i en grad sÃ¥ man kan blive bekymret. Og min vejrtrækning er betydeligt bedre. Konditionen har (vist) ogsÃ¥ forbedret sig… og jeg kan kun sige, der er udelukkende fordele ved at droppe rygningen… sÃ¥.. jeg kører videre.

Vi spiser morgenmad i fred og ro, alt Ã¥nder hygge og idyl. I løbet af et splitsekund er idyllen imidlertid totalt smadret. Yngste’s hÃ¥r skal sættes fint, bliver vi enige om, i fletninger. Og jeg deler hÃ¥ret. Og taber næse og mund. Det havde jeg ikke lige forventet, alt til trods. Ikke nu. Bare ikke lige i dag.

En 2,5 mm lang, fed, ulækker sort lus duver langsomt og besindigt hen ad skilningen, jeg har lavet med kammen. Jeg smider kammen og skynder mig at snuppe lusen med tommel og pegefinger og kyler den ned pÃ¥ bordet. “SE!” siger jeg – og børnene stirrer pÃ¥ insektet. “Argghhh… sÃ¥ gÃ¥r den ikke længere, du skal kæmmes NU!” “Okay, bare der ikke er flere!”. Jeg maser lusen med tommelfingerneglen, mens jeg tænker, hvor meget jeg dog hader lus, og hvor irriterende det er. Og har jeg selv lus sÃ¥? Pludselig kløer det utilsigtet i min hÃ¥rpragt. Hm! Kæmmekammen findes frem fra fryseren og kommer i aktion. Der er ikke flere, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Vi kan komme videre nu, og snart efter er børnene afleveret, tror jeg i god behold. Det blæser og er fisende koldt, jeg skutter mig og skynder mig lidt mere. Lydene fra blæsten brydes af nogen smÃ¥rÃ¥b. Jeg stopper lidt og tænker, det da nok er en eller andens unge og skynder mig videre. Pludselig griber nogen fat i min frakke… og det er en grædende, ulykkelig Yngste med sine lyserøde lammeskindsfutter og i sin lange kjole og fletninger.

Jeg skynder mig at få hende op og spæner ind i varmen med den frysende unge. Inde i fritten tuder hun lidt mere, og pædagogerne kommer og skal se, hvad der sker. Jeg forklarer, at Yngste er stukket af og er løbet efter mig. Det skal der lige lidt ekstra opmærksomhed på, kan jeg se, og Yngste forklarer, at det er skiftedag, og det vil hun ikke. Klart hun er ked, det forstår jeg godt. Men pædagogerne skulle måske også holde lidt mere øje med børnene? Bare en tanke, ikke?

SÃ¥ i dag kom jeg for sent pÃ¥ arbejde, men nu sidder jeg med min varme kaffe og gÃ¥r langsomt i gang… Det er dejligt nok, selvom mange af mine tanker denne morgen gÃ¥r til Yngste…

Men ikke i toilettet, vel! Lige før pÃ¥ vej ud for at hente kaffe, kom mit pis altsÃ¥ i kog. Nu har han/hun fandenedderrødme igen været derude! Det kan vel ikke være meningen, at man skal tvinges til at indÃ¥nde giftig luft? Lad gÃ¥, nÃ¥r man ikke kan undgÃ¥ det. Men for pokker… jeg vil sgu ikke sidde og være ved at kvæles, nÃ¥r jeg er pÃ¥ toilettet. Det er jo ikke første gang det er sket. Og sikkert heller ikke sidste gang.

Her i firmaet har vi virkelig gode rygerfaciliteter. Der er en fin have i midten af området, hvor rygere kan stå og puste røg ud i fred og ro. Der er endda en glaspavillon med varmelampe og lys i til de, der fryser. De stakler, det må heller ikke være sjovt. Og nej, jeg stikker intet under bordet. Da jeg røg, stod jeg konsekvent uden for, for man kom jo til at stinke af at opholde sig i et lukket rum under aktiv rygning.

Uheldigvis er der denne her person, der ikke gider gÃ¥ ud i gÃ¥rden. Ren dovenskab, so be it. Men fanme om jeg vil lide under det. Vi er mange, der beklager det. OgsÃ¥ jeg, da jeg selv røg. Jeg kan sgu ikke rigtig se sammenhængen mellem naturlige behov og rygning – slet ikke at det skal foregÃ¥ pÃ¥ toilettet. SÃ¥ kollega og jeg har opsat piktogrammer – med antirygning og teksten “Rygning IKKE tilladt!!” pÃ¥ de to aktuelle døre.

SÃ¥ mÃ¥ vi se, om det gør nogen forskel. Jeg hÃ¥ber det. For hvor pinligt mÃ¥ det ikke være at blive antruffet i døren, nÃ¥r man har været inde og ryge i smug – et sted, hvor der faktisk ér rygning ikke tilladt-skiltning.

Det der med drømme er altså noget mærkeligt noget. Sådan lidt tåget, uvirkeligt og alligevel kan det forekomme så virkeligt. Se bare, jeg drømte om mit indlæg med Yngste på cykel, og at jeg fik kommentar på det fra Liselotte.

Ikke fåret Liselotte, der tramper rundt ovre i USA og gnasker præriegræs, men personen Liselotte. Og det var ret mærkværdigt, for hun kommenterer ikke her hos mig, eller det ved jeg ikke af ihvertfald.

Og så er jeg lidt forvirret her til morgen, for jeg drømte også en masse andre ting i et stort kaudervælsk roderi. Jeg forstår ikke en skid. Det må være alt det rod i sidste uge på hjemmefronten, og ændring af status på Facebook frem og tilbage, søgende det ene og det andet. Forvirret ja, men til gengæld ved jeg nu sådan omtrent, hvad jeg forventer. Mon man skulle have en coach?

Eftermiddagen med FarTil4 gik godt, vi hygger os sÃ¥ godt sammen. Og der blev snakket gennem, vi snakker sÃ¥dan cirka lige meget – sÃ¥ der er aldrig stille. Og nÃ¥r vi tier stille et øjeblik, sÃ¥ er der alle de 4 børn af hans plus mine to… seks børn der bræger i baggrunden. Stille?? Æhm… nej. Kager fik vi dog heller ikke, dem glemte jeg desværre hjemme. Og sÃ¥ fik jeg ogsÃ¥ lige underbygget det faktum, at jeg er ikkeryger nu. FT4 bød mig en Prince, og gemte den sÃ¥ væk med et lunt smil. “NÃ¥hnej, det skal du jo ikke!! Og nu Ã¥bner jeg ogsÃ¥ lige terrassedøren!” sagde han. Jeg forklarede, at jeg ikke havde noget problem med hans rygning, hvilket ogsÃ¥ er sandt.

OG vigtigste point… jeg havde IKKE den FJERNESTE lyst til at ryge. Faktisk syntes jeg, det lugtede elendigt… og jeg tror ikke, jeg begynder igen. Det skal lige siges, jeg i mange Ã¥r IKKE har røget indendøre, sÃ¥ det virker mÃ¥ske sÃ¥ meget mere voldsomt, nÃ¥r nogen for en gangs skyld gør det

Det er i øvrigt første gang, kaffen er blevet indtaget i “stadsstuen”, det var lidt sjovt – mindede mig om en bestemt hændelse i Klinkevals-bogen om Juliane Jensen, dér hvor slagtermesteren kommer til kaffe. Mere kan jeg ikke sige, den der har læst bogen, vil ogsÃ¥ grine medvidende.

Ej, det er da bare optimalt at se, at der er landet sÃ¥dan en mail i ens indbakke, nÃ¥r man efter dejligt visit og hyggeligt gæstebud. En mail fra Marco Friis. AltsÃ¥ den slags dage mÃ¥ der rigtig gerne være flere af. Først afsted fra job, sÃ¥ jeg kunne nÃ¥ at hente børn og alt det dér. Ikke at jeg nÃ¥ede meget andet end at hente børn – og sÃ¥ var det ikke engang mine egne, kun.

Nede i frit kom SMS fra kammerats mor. “Har I lyst til en kop kaffe?” “Mon ikke, vi kommer nu – jeg tager lige din unge med sÃ¥…” “Fint nok, bare kom”. Børnene pakkede tasker og var snart klar til afgang, og kort efter stod vi foran kammerats hus. Ingen hjemme. “Æhm.. vi er hjemme hos dig nu?” “Jamen jeg er først hjemme om 15 minutter” “Okay, vi hygger os sÃ¥ længe”.

Det gjorde vi skam. Jeg kom i tanke om Svingfigur, den gamle leg, som det lige var nemt at lære ungerne. Og mine to plus kammerat svingede løs og havde det rigtig sjovt. Og sÃ¥ kom kammerats far og lÃ¥sede os alle sammen ind. Lidt efter kom min veninde sÃ¥, det vil jeg mene hun er. Vi swinger ogsÃ¥ utroligt godt sammen. Der blev lavet kaffe og serveret snegle af den gode slags, dem der man lige smider i ovnen og luner lidt.. voila – der er varme sneglebasser. Der blev snakket og hygget gennem, og vi fÃ¥r mÃ¥ske nok noget at fejre. Det ved vi ikke, før om nogen tid. Men der er hÃ¥b.

Det var jo frygtelig hyggeligt, sÃ¥ vi kom lidt sent hjem og i gang med aftensmaden. Det gør ikke noget. SÃ¥dan nogen fredage har jeg masser af plads til i kalenderen. Altid. Og sÃ¥ kom Big og søn, og det var ogsÃ¥ hyggeligt og dejligt. Der blev set lidt dansk fjernsyn og grint gennem. Og sÃ¥ her til aller sidst pÃ¥ falderebet – mail fra Marco. Uhhh.. ohhh.. jeg skal bare lige finde ud af, hvilken størrelse krus, jeg skal have. Uuuuh, jeg kan næsten ikke vente!!

Rygning – det er op og ned. Jeg synes, jeg desværre fÃ¥r nogen svære tidspunkter. Det værste er især mens jeg sidder og spiser det sidste af aftensmaden. Og sÃ¥ lige efter. Og der er ogsÃ¥ det tidspunkt, hvor man venter pÃ¥ mad, der er sat over. Der er jeg begyndt at lave te og sætte mig med en bog. SÃ¥ jeg fÃ¥r andet at tænke pÃ¥. For det er sgu dér, det kløer!!

Uh, det lærer jeg nok aldrig rigtig at forstå. Hvad er det for en mekanisme, der gør, at så snart solen skinner en kende, overvældes man af en ubændig trang til at være hjemme og være uden for. Eller bare være uden for. Jeg glæder mig godt nok til fyraften lige nu, for jeg laver ikke andet end at løbe op og ned ad trapper i dag, teste kort og lede efter fejl. Og uden for er det strålende, skønt solskin.

Vi skulle mÃ¥ske tage og køre en tur ud skoven – ud ved Overdrevet. Det er nok for tidligt til anemoner men alligevel… Det er jo lige vejr til det i dag, og jeg er sikker pÃ¥, at bÃ¥de Ældste og Yngste vil sætte pris pÃ¥ det. Nu jeg skriver dette, kommer det forpulede lille uhyre igen med sit indsmigrende “SÃ¥ kan du jo fÃ¥ dig en lille hyggesmøg, ikke?”, jeg ryster ihærdigt pÃ¥ hovedet og ærgrer mig. Hvordan er det nu, nÃ¥r vi er i skoven, plejer jeg at sidde pÃ¥ en træstub og.. ja ryge. Og det kan jeg sÃ¥ ikke nu. Jeg ryger jo ikke mere for tiden. Nej, det hedder jeg ryger ikke mere!

Det gÃ¥r nok alligevel hverken værre eller bedre end, at nÃ¥r jeg henter bøllerne, er der mindst en af dem, der skal have en kammerat med hjem – og sÃ¥ bliver der ingen skovtur. SÃ¥ kan det ogsÃ¥ være lige meget, kan det. SÃ¥ vil jeg bare snuppe mit strikketøj eller et blad og fede den, mens jeg forsøger at abstrahere fra den støj, der uvægerligt opstÃ¥r. Og i øvrigt er jeg mæt og fed lige nu og sidder og bøvser. Det er ogsÃ¥ den hvidløgsdressing, jeg ikke kunne lade stÃ¥, til frokost. Urgh…