Title

7. april 2009

Det kan alle da forstå

Skrevet af Hende selv kl. 09:12 | Links,Rygning

Jeg surfede lidt rundt – og da ældsteveninden har begyndt sit rygestop, ledte jeg efter noget, der kunne hjælpe én der pt. er på påskerundfart. Jeg faldt over denne side X-hale – og yha, det lyder absolut ikke for lækkert. Og det er det bestemt heller ikke. Yrk! Husk endelig at se de små film i “Rædselskabinettet” på siden jeg linker til.

En nær ven af mig, der arbejder hos Prince fortalte i går, at de bla. tilsætter kaffe, banansyre, cacao, vanille og meget andet til råtobakken, plus alt det andet, der sprøjtes ud over det færdighakkede produkt. Det er så det smører bedre, og smager bedre for rygerne – og ikke mindst for at sikre, at rygerne bliver ved med at være afhængige.

Indholdsdeklarationen på cigaretpakkerne er misvisende. Selvom der står, at nogle cigarettyper har et lavere indhold af nikotin og tjære, er det faktisk ikke sandt. Der er det samme indhold af nikotin og tjære i de forskellige cigarettyper af samme mærke. Industrien har bare snydt med målemetoderne ved at lave forskelligt antal mikroskopiske huller i cigaretpapiret. Ved flere huller blandes nikotinen og cigaretrøgen med mere luft. Du inhalerer således mere luft, men der afsættes samme mængde nikotin og tjære i dine lunger.

Så er det altså NU, jeg bliver så uanstændigt glad for, at jeg er stoppet. Det er nu lidt over en måned siden, jeg slukkede min sidste smøg. Og jeg er stadig lykkelig for, at jeg ikke ryger. Alt dufter bedre. Rødvin smager af meget mere. Jeg er meget gladere og mere fri. Og min kondition er blevet bedre. Jeg har fået meget mere lyst til at røre mig. Det er kun fordele, indtil videre.

Også selv om jeg totalt paradoksalt kan savne at ryge ved en god middag med venner. Det er dog hovedsageligt, når det er eksryger-venner, så kan vi godt snakke om, at man får et ‘sug’ af længsel. Men man gør jo bare ingen ting… så der sker ikke noget ved det, og sekundet efter er det glemt igen – og man hygger sig. Jeg begynder ikke at ryge igen. Det er jeg ret overbevist om.

26. marts 2009

3. uge som ikkeryger

Skrevet af Hende selv kl. 07:22 | Rygning,Sjov

I går fik jeg den mest mærkelige kommentar fra kollegaDerRåberMegetHøjt. Jeg var inde og låne en lille klat håndcreme og nævnte så, at jeg da var holdt op med at ryge. “Holdt op med at ryge???!” råbte hun “hold da kæft mand, godt det ikke er mig!!! Stakkels dig!” og så fortsatte hun med at hamre i tastaturet. Jeg var noget nær perpleks. Senere samme dag var der endnu en spøjs oplevelse.

Til frokost snakkede nogle rygning. Jeg nævnte så, jeg lige var stoppet. NyKollega spurgte så, hvor længe siden. “Næsten tre uger” (sjovt som tiden har det med at blive mere eller mindre) “Puuuuhaa, stakkels dig!!!” sagde han så. Han var selv på 1½. år nu, men havde det STADIG svært. Ok, det havde jeg til gengæld svært ved at forstå. Fra tidligere rygestop erindrer jeg ikke, at det var svært, når der var gået så lang tid.

Ret utroligt at der på lørdag er gået tre uger uden min gamle følgesvend, Prinsen af Danmark. Og jeg der ikke engang var klar på, at nu var der dømt rygestop. Jeg havde ikke forberedt mig på nogen måde. Jeg prøvede bare… af nysgerrighed og for at se, om jeg var en vatpølse eller havde rygrad. Jeg tror ikke, jeg er en vatpølse. Selv om jeg savner at ryge, er savnet ikke ubærligt eller overvældende. Det er små “erindringsglimt” der er fysisk følbare. Hvor man “mærker” at man sådan sad og nød denne her smøg. Mærkeligt nok har man lykkeligt glemt, at man hostede. Eller forpustethed. Kortåndethed. Lugten af røg. Sidstnævnte generer mig i øvrigt ikke en meter. Heldigvis.

24. marts 2009

Lus og anden uskik

Skrevet af Hende selv kl. 08:41 | Børn,Hverdag,Rygning

Vi spiser morgenmad i fred og ro, alt ånder hygge og idyl. I løbet af et splitsekund er idyllen imidlertid totalt smadret. Yngste’s hår skal sættes fint, bliver vi enige om, i fletninger. Og jeg deler håret. Og taber næse og mund. Det havde jeg ikke lige forventet, alt til trods. Ikke nu. Bare ikke lige i dag.

En 2,5 mm lang, fed, ulækker sort lus duver langsomt og besindigt hen ad skilningen, jeg har lavet med kammen. Jeg smider kammen og skynder mig at snuppe lusen med tommel og pegefinger og kyler den ned på bordet. “SE!” siger jeg – og børnene stirrer på insektet. “Argghhh… så går den ikke længere, du skal kæmmes NU!” “Okay, bare der ikke er flere!”. Jeg maser lusen med tommelfingerneglen, mens jeg tænker, hvor meget jeg dog hader lus, og hvor irriterende det er. Og har jeg selv lus så? Pludselig kløer det utilsigtet i min hårpragt. Hm! Kæmmekammen findes frem fra fryseren og kommer i aktion. Der er ikke flere, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Vi kan komme videre nu, og snart efter er børnene afleveret, tror jeg i god behold. Det blæser og er fisende koldt, jeg skutter mig og skynder mig lidt mere. Lydene fra blæsten brydes af nogen småråb. Jeg stopper lidt og tænker, det da nok er en eller andens unge og skynder mig videre. Pludselig griber nogen fat i min frakke… og det er en grædende, ulykkelig Yngste med sine lyserøde lammeskindsfutter og i sin lange kjole og fletninger.

Jeg skynder mig at få hende op og spæner ind i varmen med den frysende unge. Inde i fritten tuder hun lidt mere, og pædagogerne kommer og skal se, hvad der sker. Jeg forklarer, at Yngste er stukket af og er løbet efter mig. Det skal der lige lidt ekstra opmærksomhed på, kan jeg se, og Yngste forklarer, at det er skiftedag, og det vil hun ikke. Klart hun er ked, det forstår jeg godt. Men pædagogerne skulle måske også holde lidt mere øje med børnene? Bare en tanke, ikke?

Så i dag kom jeg for sent på arbejde, men nu sidder jeg med min varme kaffe og går langsomt i gang… Det er dejligt nok, selvom mange af mine tanker denne morgen går til Yngste…

23. marts 2009

Skod den smøg, tak!

Skrevet af Hende selv kl. 10:21 | Brok,Rygning

Men ikke i toilettet, vel! Lige før på vej ud for at hente kaffe, kom mit pis altså i kog. Nu har han/hun fandenedderrødme igen været derude! Det kan vel ikke være meningen, at man skal tvinges til at indånde giftig luft? Lad gå, når man ikke kan undgå det. Men for pokker… jeg vil sgu ikke sidde og være ved at kvæles, når jeg er på toilettet. Det er jo ikke første gang det er sket. Og sikkert heller ikke sidste gang.

Her i firmaet har vi virkelig gode rygerfaciliteter. Der er en fin have i midten af området, hvor rygere kan stå og puste røg ud i fred og ro. Der er endda en glaspavillon med varmelampe og lys i til de, der fryser. De stakler, det må heller ikke være sjovt. Og nej, jeg stikker intet under bordet. Da jeg røg, stod jeg konsekvent uden for, for man kom jo til at stinke af at opholde sig i et lukket rum under aktiv rygning.

Uheldigvis er der denne her person, der ikke gider gå ud i gården. Ren dovenskab, so be it. Men fanme om jeg vil lide under det. Vi er mange, der beklager det. Også jeg, da jeg selv røg. Jeg kan sgu ikke rigtig se sammenhængen mellem naturlige behov og rygning – slet ikke at det skal foregå på toilettet. Så kollega og jeg har opsat piktogrammer – med antirygning og teksten “Rygning IKKE tilladt!!” på de to aktuelle døre.

Så må vi se, om det gør nogen forskel. Jeg håber det. For hvor pinligt må det ikke være at blive antruffet i døren, når man har været inde og ryge i smug – et sted, hvor der faktisk ér rygning ikke tilladt-skiltning.

Fatter jeg ikke helt, tror jeg

Skrevet af Hende selv kl. 08:35 | Hverdag,Rygning

Det der med drømme er altså noget mærkeligt noget. Sådan lidt tåget, uvirkeligt og alligevel kan det forekomme så virkeligt. Se bare, jeg drømte om mit indlæg med Yngste på cykel, og at jeg fik kommentar på det fra Liselotte.

Ikke fåret Liselotte, der tramper rundt ovre i USA og gnasker præriegræs, men personen Liselotte. Og det var ret mærkværdigt, for hun kommenterer ikke her hos mig, eller det ved jeg ikke af ihvertfald.

Og så er jeg lidt forvirret her til morgen, for jeg drømte også en masse andre ting i et stort kaudervælsk roderi. Jeg forstår ikke en skid. Det må være alt det rod i sidste uge på hjemmefronten, og ændring af status på Facebook frem og tilbage, søgende det ene og det andet. Forvirret ja, men til gengæld ved jeg nu sådan omtrent, hvad jeg forventer. Mon man skulle have en coach?

Eftermiddagen med FarTil4 gik godt, vi hygger os så godt sammen. Og der blev snakket gennem, vi snakker sådan cirka lige meget – så der er aldrig stille. Og når vi tier stille et øjeblik, så er der alle de 4 børn af hans plus mine to… seks børn der bræger i baggrunden. Stille?? Æhm… nej. Kager fik vi dog heller ikke, dem glemte jeg desværre hjemme. Og så fik jeg også lige underbygget det faktum, at jeg er ikkeryger nu. FT4 bød mig en Prince, og gemte den så væk med et lunt smil. “Nåhnej, det skal du jo ikke!! Og nu åbner jeg også lige terrassedøren!” sagde han. Jeg forklarede, at jeg ikke havde noget problem med hans rygning, hvilket også er sandt.

OG vigtigste point… jeg havde IKKE den FJERNESTE lyst til at ryge. Faktisk syntes jeg, det lugtede elendigt… og jeg tror ikke, jeg begynder igen. Det skal lige siges, jeg i mange år IKKE har røget indendøre, så det virker måske så meget mere voldsomt, når nogen for en gangs skyld gør det 😉

Det er i øvrigt første gang, kaffen er blevet indtaget i “stadsstuen”, det var lidt sjovt – mindede mig om en bestemt hændelse i Klinkevals-bogen om Juliane Jensen, dér hvor slagtermesteren kommer til kaffe. Mere kan jeg ikke sige, den der har læst bogen, vil også grine medvidende.

19. marts 2009

Der løbes stafet eller noget

Skrevet af Hende selv kl. 13:24 | Hverdag,Job,Rygning

Uh, det lærer jeg nok aldrig rigtig at forstå. Hvad er det for en mekanisme, der gør, at så snart solen skinner en kende, overvældes man af en ubændig trang til at være hjemme og være uden for. Eller bare være uden for. Jeg glæder mig godt nok til fyraften lige nu, for jeg laver ikke andet end at løbe op og ned ad trapper i dag, teste kort og lede efter fejl. Og uden for er det strålende, skønt solskin.

Vi skulle måske tage og køre en tur ud skoven – ud ved Overdrevet. Det er nok for tidligt til anemoner men alligevel… Det er jo lige vejr til det i dag, og jeg er sikker på, at både Ældste og Yngste vil sætte pris på det. Nu jeg skriver dette, kommer det forpulede lille uhyre igen med sit indsmigrende “Så kan du jo få dig en lille hyggesmøg, ikke?”, jeg ryster ihærdigt på hovedet og ærgrer mig. Hvordan er det nu, når vi er i skoven, plejer jeg at sidde på en træstub og.. ja ryge. Og det kan jeg så ikke nu. Jeg ryger jo ikke mere for tiden. Nej, det hedder jeg ryger ikke mere!

Det går nok alligevel hverken værre eller bedre end, at når jeg henter bøllerne, er der mindst en af dem, der skal have en kammerat med hjem – og så bliver der ingen skovtur. Så kan det også være lige meget, kan det. Så vil jeg bare snuppe mit strikketøj eller et blad og fede den, mens jeg forsøger at abstrahere fra den støj, der uvægerligt opstår. Og i øvrigt er jeg mæt og fed lige nu og sidder og bøvser. Det er også den hvidløgsdressing, jeg ikke kunne lade stå, til frokost. Urgh…

18. marts 2009

Et stykke med rogn

Skrevet af Hende selv kl. 22:34 | Diverse,Rygning

Det er sådan en taknemmelig opgave, sådan at kunne stå der og kigge ud af vinduet i sit køkken og se de tændte lys uden for. Det blæser vist lidt, og mørkt, dét er det ihvertfald. Men så hyggeligt. Jeg nyder den der stille time, helt for mig selv. Der er ikke noget, der haster, ikke andet end at jeg faktisk gerne vil ligge i ske med min dyne, snart. Så er det så fredeligt at stå der med alle mine kurve.

Jeg har nemlig organiseret de fleste nødvendige ting til madpakkesmøring i en kurv i køleskabet, så jeg bare skal hive kurven ud, når der skal smøres forplejning til børnene. Og så er der den anden kurv, jeg har i det dér skab over komfuret. Det er kurven med slik – pålægschokolade og den slags godter, som tjener til “ekstra rariteter” i madpakken til børnene. Men de er sgu forskellige som dag og nat, med hvad de kan lide at få med.

Giver jeg Ældste med, hvad Yngste ynder, bliver der godt nok ballade, når han vender hjem. Yngste elsker nemlig at få en masse små bokse med, med forskelligt spændende i. Det kan være aftensmadsrester, som kartoffelmos, ris med “ruskomsnusk”, majs, tun, ærter og den slags. Og så er det også totalt semi-jubelskønt at få en kold kogt kartoffel med!??! Nuvel, jeg holder selv meget af kolde, kogte kartofler, so be it! Begge to kan godt lide frikadeller, så dem har jeg altid klar i fryseren. Ældste skal bare have leverpostej, eller pikant ost eller andet pålæg – bare det ikke er pølser af nogen art. Det er bare ikke ham. Og fordi Yngste aber efter, skal hun heller ikke have pølse med.

Jeg fatter faktisk ikke, hvordan i alverden det lykkes mig at få knaldet nogen madpakker sammen, som de faktisk snakker om, når de kommer hjem – og siger, at det og det var så godt. Om de kan få det med igen. Jeg er nærmest himmelfalden. Ok, jeg tror ikke, det skader at have en god fantasi, når man skal smække madpakker sammen.. og jeg bruger også min flittigt. Men torskerogn er et totalt sikkert hit. Hos begge.

Jeg synes, det har været lidt svært med rygning de sidste to dage – at undvære cigaretter. Desværre kommer tankerne på cigaretter med jævne mellemrum, dagen gennem. Og jeg giver mig selv lov til at tænke på dem. Ellers går det galt. Hvis jeg ikke må tænke på det, vokser tanken jo til uhyrlige dimensioner, som akkumulerer hastig flugt neden under og uden for – med en cigaret i hånden. Nikotintyggegummiet kommer ikke på tale, nu har jeg undværet det siden i lørdags, så nu burde jeg faktisk være helt fri for nikotin. Og jeg kan også mærke, at jeg trækker vejret meget nemmere – og min ikke-eksisterende absolut-ikke-sporty kondition er også blevet bedre. Det er jo positivt. Og så må det være sådan. Jeg vil bestemme selv.

Du må gerne ryge, ja

Skrevet af Hende selv kl. 13:43 | Børn,Rygning

Så står jeg dér i går aftes – af en eller anden grund er jeg lidt forhippet på at gå ud og ryge. Jeg har ellers næsten glemt, at der ligger en restpakke et eller andet sted. Jeg ved ikke lige præcis, hvor – men den er der. Og det har jeg ingen problemer med. “Altså… nu går jeg fandenedderrødme ud og tager en smøg” vrisser jeg lidt arrigt for mig selv – og henvendt til Yngste “altså.. så fint nok.. jeg smutter lige ud et øjeblik!”.

“Okay mor… du må da gerne gå ned og tage dig en lille smøg” siger ungen med den sødeste pigestemme… “og så KNÆK den!!!” (hertil forestiller man sig braget, da jeg rammer gulvet). For fanden en udspekuleret unge!

Og nej, jeg gik jo ikke ud og røg, efter den svada! Det gør man bare ikke, vel??

14. marts 2009

Jeg, et pakæsel

Skrevet af Hende selv kl. 13:34 | Diverse,Rygning,Weekend

Jeg tog direkte på indkøb, og hvilken tur. Først var jeg i Netto, hvor jeg efter at have læsset godt i kurven, begyndte at frygte pladsmangel. Æv, hvorfor fanden havde jeg ikke også bare taget en vogn. -Fordi du brugte din sidste 10’er forleden!!!… oh yeah, det er også rigtigt, men ikke desto mindre var det meget uretfærdigt at skulle slæbe sådan. Nå, pladsen holdt, men der var meget – og poser var taget med hjemmefra. Jeg er jo uhyggeligt miljøbevidst og sparebevidst. Troede du? Haha, nej det var kun i dag…

Vel ude fra Netto mødte jeg Yngstes legekammerats mor, som jeg hygger mig med en gang imellem. Og der blev snakket og vendt verdenssituation. Jeg tror, vi begge to synes, vi er meget forskellige, men alligevel kan vi godt lide hinanden. Hun tilbød mine poser en plads i sin vogn, men jeg skulle jo altså have mere. Så vi sagde pænt farvel og på gensyn, og jeg fik lagt varerne fra Netto i bilen.

Bagefter var det hen i Kvickly, og jeg skulle faktisk “ikke have noget særligt”. Men, så var det, der var tilbud på toiletpapir. 24 ruller for 60 kr, og jeg glemte lykkeligt alt om kilopris, og købte… og købte. Nå… men nu var det jo sådan, at jeg stadig ikke havde nogen vogn, kun mine gode, brede husmor-skuldre… som skam også blev læsset til yderste punkt.

Så var jeg vel færdig? Nej, jeg skulle også lige i grønthandleren og have et par bøtter frisk fransk estragon, og så var der hende pigen. Hun stod og kiggede nærmest lidt forvirret på en ingefær. “Hvad er det?” sagde hun. Jeg tror ikke hun ventede svar, men det røg ud af munden på mig “Det er genialt til Thai-retter og salater”. -Jeg skal netop lave Thai i aften, sagde hun så lidt bekymret. Og geskæftige mig, jeg ved virkelig ikke hvor det kom fra.

Sådan er jeg jo ellers slet ikke, men jeg ville nok bare hurtigt muligt videre i programmet…. “Jamen.. til Thai.. så skal du have friske koriander, grønne tomater, Kaffir limeblade, citrongræs, forårsløg og enten rød eller grøn karrypaste – og kokosmælk… ja hvad har vi.. fiskesovs og østerssovs er også utroligt godt at komme i…” begyndte jeg hjælpsomt.

Her bryder grønthandler-fyren ind, kigger på mig og siger glad til mig, at jeg skal være velkommen til at arbejde hos ham, når jeg er så god til at sælge deres varer… Hehe, jeg havde da glemt, at mange af ingredienserne er sådan noget, man nogengange er nødt til at gå til ham for at få. Det bekom ham vist vel, og hende pigen købte en hel masse flere ting. Såsom minimajs og den slags, hehe.

Ja, og så kørte jeg endelig hjem. Jeg tror faktisk naboen blev helt imponeret over, så mange ting jeg kom slæbende med. Jeg har lignet verdens mindste pakæsel med alle de ting i arme, hænder og .. hvad har vi!

13. marts 2009

Tankespind

Skrevet af Hende selv kl. 12:06 | Rygning,Weekend

Endelig et indlæg, der ikke omhandler strabadserne ved rygning – ihvertfald ikke særlig meget. Nej, jeg er helt alene med mine egne tanker. Det er sundt og godt, kan jeg mærke. For jeg har rigtig mange ting, der ikke er havnet i de rette skuffer og kataloger endnu. Ting der omhandler ønsker, hverdag og den slags… der er så nødvendigt for, at man hviler i sig selv og har overskud til hvad, der måtte være.

Det hele blev uforvarende startet af kollegaFyn, der altid er så dejlig og viis at snakke med. Jeg vidste godt, hvad jeg havde inde i hovedet – det vidste hun ikke, og som sådan kunne hun ikke vide, hvad hun triggede.

Det var dér, mens jeg sad og lyttede stille på at hun fortalte dagens epistel hjemmefra, at alle de små klokker begyndte at ringe… hov du har glemt at overveje dette og hint… bla… bla… Anyways, det er ikke alarmklokker – mere den slags klokker, der kræver opmærksomhed nu og her. Der er ikke særlig meget bling-bling lige nu, der bliver kun lige tid til at kigge ud på gangen og nikke smilende til de forbipasserende kollegaer, der smider glæde og smil herind på deres vej.

Og så glæder jeg mig til weekenden, der er lige om hjørnet. Den starter op med, at kollega giver noget dejlig feriekage (man har jo lov at håbe på dejligheden) inden fyraften… og så skal jeg lege med kusinesøsteren. Dét er noget, jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til – for det er, hvor rædsomt det end lyder, lidt mere end et år siden sidst. Et helt år. 365 dage. Det er da virkelig også alt for længe siden.

Nemt er det heller ikke – da jeg gik fra frokost, havde jeg den allerstørste lyst til at snuppe min pakke med cigaretter og smutte ud i gården. Men jeg gjorde det ikke. Det var også bare fordi jeg ikke havde spist cannelloni nr. 2, fordi jeg er bange for at tage på. Tanker eller ej. Desuden har jeg nærmest givet mig selv en forpligtelse. Jeg har fortalt Ældsteveninden, at der er skudt gang i rygestop. Og hun ville gerne være med – så nu kan vi bakke hinanden op i lyst og nød, så at sige.

Frem »