Title

3. marts 2011

Komme hinanden ved

Skrevet af Hende selv kl. 09:19 | Brok,Børn

Det er en af de ting, man konstaterer, når man har fået disse hersens øgler. Det er jo alt sammen så yndigt – og hyggeligt med de små trippende fødder, i sandhed ja. Desværre er det knap så hyggeligt og idyllisk, når vi når til skolealderen, for pludselig er det jo på mystisk vis én selv, der går i skole.

Sådan kan det imho godt føles… Så sent som i går modtog jeg en sms fra en mor i Yngstes klasse. Det forlød, at hun ville tage fastelavnsboller med om fredagen. Dernæst kom det, som jeg tror var hendes egentlige ærinde. De holder forældrefest i maj, og så tænkte de, at så kunne de jo bruge fælleshuset, dér hvor jeg bor.

Mit svar kom prompte – at det naturligvis var en mulighed at låne fælleshuset, hvis jeg deltog. Desværre kunne jeg ikke, så…. Jeg kan heller ikke, for jeg agter ikke at bruge fredag aften på den slags. En fredag aften, hvor jeg kan hygge alene med Big, betyder så langt mere i mit regnskab – end at jeg skal deltage i en mig ligegyldig komsammen. Jeg kan godt lide de andre forældre, men jeg har så absolut og på ingen måde noget behov for at ses med dem i min fritid.

Ærligt talt blev jeg sådan lidt småirriteret, for dét at de vil holde fest, det er fint for mig. De skal bare ikke forvente, at jeg deltager. Jeg hverken kan eller vil finde tid til disse arrangementer, for i forvejen synes jeg godt nok, det er svært at få tid til mine veninder. Dem gør jeg til gengæld alt hvad jeg kan, for at finde tid til.

Faktisk kan jeg slet ikke se, hvorfor i alverden det er nødvendigt at forældrene i klassen skal til fest sammen? Det er mennesker, man i bedste fald kan hyggesnakke med og have det rart med – og det er vel også fint nok. Hvorfor skal vi så også til fest sammmen? Jeg ved allerede, at nogle forældre ikke deltager. De bor nemlig i flygtningelejren.

Den dag de søde små poder er blevet store, færdige med 9. klasse og flyver til hver sin destination, er der ikke mere med dig og de andre forældre. Som Big sagde det, at nu havde Junior jo gået ni år i skole. Den dag i dag havde Big og ekskonen overhovedet ikke nogen kontakt til dissehersens forældre til det øvrige revl og krat i klassen. Selvfølgelig har man da ikke det…

Jeg er udmærket godt klar over, at det handler om, at så er det jo så frygteligt godt for børnene, “hvis forældrene er nært knyttede og har et supergodt netværk”. Sådan er det jo nu om dage. Børn er det ny hit. Det er lige før, der går prestige i at deltage i flest mulige aktiviteter, der er børne- eller skolerelaterede. Ok.. don’t count me in…

Nu er det jo sådan, at jeg er barn af 70′erne, hvor forældrene ikke “legede” med deres børn. Vi børn fandt da selv venner hid og did, helt uden brug af legegrupper… fantastisk i øvrigt, hvis man kaster dette spørgsmål ud i åbent fora. Vores forældre mødtes måske lige til forældremøderne, og når vores klasse opførte de obligatoriske skuespil og teaterstykker, dækkende alt fra Krybbespil til Dyrehandel.

Undskyld, men jeg er så svinetræt af alle de påtvungne sociale aktiviteter, som ovenikøbet fjerner fokus fra familielivet, som også er vældig opreklameret.

Hvorfor skal mit barn deltage i legegruppe – som siden bliver udbygget til spisegruppe, hvorfor skal jeg deltage i forældrefester, hvorfor skal vi hele tiden inviteres ned på skolen. Hvorfor gælder det ikke den anden vej, hvis det er så vigtigt med det sociale. Hvorfor inviterer vi ikke hele tiden vores børn med ud på vores arbejde, så de kan hilse på chefen og alle de kollegaer, vi omgås hele dagen. Åhr… jeg er mavesur, men jeg synes fandme også, det er på tide med et løvebrøl. Jeg GIDER ikke…

Kan det virkelig kun være mig, der har det sådan????

14. december 2010

Jeg hader sneen

Skrevet af Hende selv kl. 16:23 | Brok

Nu siger de jo vi får mere af den rædsomme hvide substans. Jeg ville ønske, Bigs forudsigelser holdt stik – at vi ikke fik mere sne, men blot kulde! Iøvrigt har jeg fået mine nye, varme Bumper støvler på. De er nu ret lækre – og jeg er skam også meget tilfreds, må jeg nok erkende. Også selv om mine fødder godt kan mærke, jeg har stået op hele dagen og har varme fødder! Jeg glæder mig godt nok efterhånden til at komme hjem og ud af støvlerne…

Ældste afprøver nyt koncept – han har fået lov til at gå hjem og medbringe kammerat. Nu må vi se, hvordan det går – jeg kom jo i tanke om den forbandede adventskrans, så barnet er blevet truet med bål og brand. Ikke pille ved den, tak!

Jeg er bestemt heller ikke meget for, at de, Ældste og IndtilVidereUkendtVen, skal spille computer – faktisk har jeg ikke en pind lyst til at de roder ved min stakkels computer… Ældste har lovet at være ordentlig – men jeg tror alligevel, at jeg snart vil pakke sammen og se at komme hjemad. I morgen må vi så se, om det kan lade sig gøre at komme TIDLIGT afsted. Det vil jeg skidegerne, rent ud sagt!

28. september 2010

Delebørn – total fokus på forældrenes tarv

Skrevet af Hende selv kl. 13:26 | Brok,Børn

Ja, det er da utroligt, at de kloge hoveder deroppe i Statsforvaltningen ikke kan finde hoved eller hale i deres egne sager. Senest har jeg oplevet, at FarTil6, som jeg har blogget om tidligere, har mistet sine børn til ekskonen. De fire hjemmeboende er blevet eksporteret til Fyn for at bo hos deres mor, der fik medhold i retten – fordi der var en kvindelig (!) dommer, som ikke brød sig om FT6. Naturligvis er dette meget mere nuanceret, end jeg her vil skrive om. Men det tilkommer ikke mig at skrive om – det er hans sag.

Nu kan jeg så bare holde mig til mine egne sager. Jeg mener jo så absolut, at den lov omkring samværsrettigheder i skilsmissefamilier er så totalt til grin og lallende gammeldags og så ganske ubrugelig. Det er jo slet ikke i børnenes tarv, selv om det nok så fint hedder sig, at man tilgodeser børnene. Det har jo på ingen måde hold i virkeligheden. De, hvis tarv reelt tilgodeses, er jo forældrene. Selv kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, hvordan i alverden sagsbehandlerne i Statsforvaltningen er skruet sammen. Eksempelvis har Ældste et dokument, der giver ham ret til samvær 12/2 hos mig. Det vil sige, han har ret til – krav på – at være hos mig 12 dage ud af 14.

Hvorfor er han så ikke dét, vil nogen nok spørge. Ja, se det er den simple grund, at Yngste ikke er indbefattet af den afgørelse. Hun skal fortsat være 6 dage ud af 14 hos sin far. Desværre vil jeg sige. For det betyder jo, at Statsforvaltningen ganske uhildet i princippet træffer en afgørelse, der vil splitte to små børn.

To små søskende, der holder enormt meget af hinanden. Er det ikke temmelig langt ude, hvis jeg må spørge? Derfor har jeg – tvunget af omstændighederne – truffet den afgørelse, at vi, indtil videre, fortsætter med 8/6-samvær for begge børnene. Ældste har fået at vide, hvordan det forholder sig – for jeg vil ikke stå i den situation om et par år, at Ældste opdager, hvordan det egentlig hænger sammen – og anklager mig, for at jeg ikke lod ham slippe for en ordning, han ikke bryder sig særlig meget om.

Imidlertid er “indtil videre” ved at nærme sig. Stadig tiere oplever jeg, at børnene snakker om, hvor lidt de har lyst til at være hos deres far. Jeg tror ikke, det varer længe før Ældste sætter hælene i. Han taler en del om, at han jo HAR ret til at slippe for samværet. Børnene gider ganske enkelt ikke være seks dage hos deres far. Vi har talt en del om det herhjemme, og jeg har sagt, at vi muligvis kan lave en 10/4 ordning.

Det er jo ikke sådan, at jeg vil nægte børnenes far at se dem. Derimod vil jeg påstå, at både børnenes far og jeg skylder dem at lade dem selv bestemme, hvor og hvor meget de vil bo hos os hver især. Jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer noget godt ud af at forældrene hver især holder med næb og kløer på deres ret. Det kan jo meget vel udmunde sig i, at børnene simpelthen fravælger den forælder, de ikke ønsker hovedparten af samværet med.

I går talte vi om fødselsdage, og jeg oplevede hvor ondt det kan gøre på et barn, når det ikke kan være, hvor det ønsker på en særlig dag som sin fødselsdag. For slet ikke at tale om jul og nytår. Yngste var ved at bryde sammen, fordi Ældste ved en fejl havde set, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg trøstede, men det hjalp ikke.

Min lille pige var rystende ulykkelig og grædeskreg i sorg over, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg ved ikke, hvordan det var endt, hvis ikke jeg havde checket efter – og set, at hun var hos MIG. Pist væk var tårerne og et lettelsens smil bredte sig over det lille ansigt, som jeg elsker så usigeligt. “Jeg siger bare, jeg ikke vil derover!” sagde Ældste så meget bestemt, efter at han havde tænkt lidt over, hvis nu hans fødselsdag ramte hans fars samværsdage. Javel ja…

Hvis du spørger mig, synes jeg – at børnene selv skal have lov til at bestemme. De skal ikke deles mellem forældrene, det er bare en kæmpefejl. Børnene skal kunne TILVÆLGE at bo hos den forælder, de helst vil bo hos – og så have mulighed for at besøge/være sammen med den anden forælder i det omfang, de selv ønsker det. På den måde vil jeg antage, man kunne få en temmelig harmonisk ordning, som tjener både børn og voksne til gavn.

31. august 2010

Dagbog fra sygehuset #10

Skrevet af Hende selv kl. 09:43 | Brok,Det sker

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget på i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne må ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og så videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da også ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige småkriser. I nat vågnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at få dysset til ro. Så satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, går det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg så på endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der går en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i månelyset og glor på mig. Så får jeg nok og forlader sengen og tramper ud på gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altså skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. Så fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne få mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vågnet op der kl. 6 på grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke får sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene så hun ikke kan se, jeg er vågen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende på nogen måde. Det var jo så den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gået i gang. Jeg håber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være på den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk går rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg åbnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, så den ikke sådan lige er at lukke. Luft skal der altså til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe så stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gå hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smålig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. Så ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi må udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strålende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, så glad ville jeg blive. Nå.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu også syner???

6. august 2010

Det gider jeg ikke

Skrevet af Hende selv kl. 15:20 | Brok,Børn

Det er vel nok også lidt min helt egen skyld, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Tænk dog på alle de arme stakler rundt omkring, der ville være lykkelige for lidt selskab på deres fødselsdag. Nu har jeg altså haft fødselsdag, men jeg har valgt at holde den for familien i morgen. Det forekom lettere, da jeg planlagde det – men sandt at sige er jeg ikke det mindste oplagt. Slet ikke nu. En mareridtstur i Kvickly har definitivt myrdet min ellers ret gode og afslappede feriemode.

Man må godt sige sådan, må man ikke?? Jeg hader børn… ej, det sagde jeg da ikke vel?? Lige nu gør jeg altså. Jeg gider dem kategorisk ikke lige nu. Der er endelig lidt fred nu, efter at jeg i Kvickly måtte hente dræberøjnene og løvekløerne frem af tasken. Jeg kan bare ikke have, at de to unger jeg har ikke kan være ordentlige ved hinanden. Jeg ved ikke helt, hvor filmen knækker – men der er noget med at når man er bare 6½ år er man rent faktisk pissehamrende irriterende. Især for ham der snart bliver ni år. Jeg vil tro, der er et kæmpealdersspænd, lige i øjeblikket. Hun irriterer ham grænseløst, fordi hun bare ikke ved, hvornår legen er slut… hvornår hun skal stoppe. Hun fatter nada.

Mig irriterer hun såmænd også. Og Big. Men… vi er jo voksne, så det er ikke så slemt for os. Vi distancerer os jo blot betragteligt og tager det fra oven og ned efter. Det kan man bare ikke forklare en dreng på næsten ni år. Han bliver jo så opfyldt af mere eller mindre retfærdig harme (mindre retfærdig nogen gange, for han kan fa… også være møgirriterende med den der åndssvage ondskabsfulde gnækkelatter til sin søster)..

Ej, hvor er det bare hamrende trælst, jeg kan virkelig blive så pisseharm over det. Jeg skælder ud, først på den store. “For fanden… du kan jo bare lade være med at gå med på hendes lo..!!!” raser jeg og sender ham dræberøjnene, af den værste slags. Dem, der får ham til at sætte farten op, når han slæber langsomt afsted på sine stankelbens forlængede klodsede fødder. De øjne, der får ham til at sætte farten betragteligt op. Jeg kan se på ham, når jeg får dræberøjne. Der sker en art “move” i ham. En art rædsel anes i hans øjne… Og tænk… det er virkelig noget, der pleaser mig på en sær og dum måde. Det burde sguda ikke være nødvendigt.

Det er bare nogen gange så pokkers irriterende, at der kun er mig. At der ikke er en anden, der lige kan træde ind og sige nogen gode ord med store bogstaver. Big er skam god nok til det, men han er jo ikke lige med en dag som i dag, hvor jeg “bare” skulle købe ind til familiefødselsdag i morgen. I øvrigt har Big lige skældt dem ud, og det virkede – for de kom herhjem igen og er nu blevet adskilt indtil videre. Og nu gider jeg ikke engang. Ikke lige nu! Jeg gider ikke bage boller. Jeg gider ikke bage glutenfri lagkage til Yngste. Det hele ville sgu nok alligevel også blive noget værre lort og smage af pommern til, fordi jeg stadig er en kende vrissen. Jeg har erkendt, at jeg er nødt til at sidde og slappe lidt af og tænke på noget andet – få luft… surfe.

Der var forresten også sådan nogen søde krydderpotter nede på bytorvet i Farum, jeg kunne ikke leve uden dem. Og kun 99,- De står nu og pynter så fint i vindueskarmen med en basilikum og en persille i. Altså, jeg elsker mine vindueskarme – efter at have haft sådan cirka zero vindueskarm i 10 år, er det altså en vanvittig luksus at have fået det nu. Hmmm… jeg kan næsten mærke roen rulle ind og svøbe sig om mine flossede anti-børnenerver. Det hjælper faktisk at tænke positive ting. Ærligt talt, jeg ved det godt. Og hvad er det lige der sker, man bliver åbenbart aldrig for gammel til at flippe analt, specielt ikke når det er børns optøjer.

Det er også rigtig dejligt at sidde og snakke lidt med Big. Få lidt luft. Og om lidt har jeg fortjent en kop te. Jeg kan mærke, at jeg er blevet langt mere rolig nu. Jeg var i stand til at svare Yngste rimelig pænt, da hun lige før spurgte, om jeg mon gad lave te til hende. Det lykkedes mig at sige pænt ja – men… “det bliver om lidt, når jeg er færdig med det, jeg er i gang med!” (rahhsgu!!!!!!!!). Fek, jeg trænger til at blive nusset i nakken og kysset på – men det bliver jeg senere, ved jeg – og som en ekstra positiv ting vil jeg også tage det med i “healingen”…

Der er fred nu, herligt. Knægten læser og er sur eller hvad ved jeg – men hovedsagen er, han er i sin seng – og der bliver han foreløbig. Tøsen er i badeværelset, hvor hun friserer sig for gudvedhvilken gang i dag… det fine pagehår får mindst 50 strøg med børsten… og nu er det tid til te-brygning…

21. marts 2010

Ondt i sækken

Skrevet af Hende selv kl. 12:53 | Brok,Det sker

En mærkelig sløv søndag, det er det, trods vejret er smukt, om end noget skiftende. Jeg er træt helt ind i sjælen, tror jeg. Og for at det ikke skal være løgn, vågnede jeg halv otte og kunne misundeligt kigge på dejlige Big, der lå og snorkede fredeligt ved siden af. Æv, hvorfor kunne jeg ikke sove. Jeg opgav og gik i gang med Snemanden af Jo Nesbø. Og nu har jeg fået ondt i vommen, hvor træls. Kvalmen lurer lige under overfladen, men jeg har ikke rigtig spist noget, så der er ikke noget at gøre, andet end at vente på, at den forsvinder. Jeg gider ikke have ondt i maven! Altså!

I går var det lidt som at være med i en film, hvor alt blev spolet frem i fuld speed. Big og jeg nåede vores tur til Hillerød, men jeg skulle nu kun have en ny halskæde fra Pilgrim. En af dem dér, hvor man kan sætte forskellige vedhæng i. Min “guld”halskæde var nemlig knækket, sådan noget !”&/!/%!¤§¤%¤()?==?! Og så kom jeg selvfølgelig til at købe to ny vedhæng, som jeg rent faktisk ikke havde en skid brug for. Hvor dum kan man være. Lær det så, Anja. Hold op med de der impulskøb. Big grinte også lidt smørret af mig her til morgen, da han erkendte, at jeg nu igen havde været om mig.

Efter turen til Hillerød stod den på frokost hos Svigermor – og hvilken frokost. Svogerfamilien var også indbudt, og som sådan kan man godt regne med at støjniveauet var højt. Så højt at jeg, af alle mennesker, valgte at koble talemusklerne fra, sådan da – og bare nøjedes med at åbne munden for at stoppe svigermors gode frikadeller ind. Ofte er det også det klogeste at gøre, når Svogers kone beslutter sig for at køre snakken. Og Bigs lækre hjemmeproducerede sylte kom skam også ind, flankeret af stærk sennep og rødbeder i lagvis. Ja, vi blev virkelig meget, meget mætte. Og prøv lige at tænke på, hvordan jeg havde det… mæt og fed som en nystoppet pølse! Velvidende at kl. 19.00 var jeg tilsagt til middag ved min veninde Øjenlægens fødselsdag.

“Jeg har bare inviteret en masse piger… jeg ved ikke hvor mange der kommer…” havde hun sagt. Vi blev skam rigtig mange, og det var også superhyggeligt. Der var lægekollegaer i en skønsom blanding med naboer og veninder. Selvfølgelig er det altid lidt sært, når man ikke kender nogen, men nu kom Jakobs mor heldigvis. Det hjalp, for hun og jeg er også pot og pande. Vi fik dejlig mad, som Øjenlægen selv havde produceret til os – så fik hun så mange fine gaver, så alt var i skønneste orden. Fire store kager havde hun også lige fået smækket sammen, man kan roligt være imponeret. Big kom og hentede mig henover midnatstid, og det var ret dejligt, for ærligt talt var jeg lidt flad dér. Øjenlægen og jeg fik aftalt, at næste weekend smutter vi en tur i biffen med vores børn – det er planen indtil videre, i alle fald.

Nu er jeg blevet inviteret ud, af Big – vi skal ud og spadsere lidt.. en dejlig tur. Jeg håber virkelig, det tager åndssløvheden… hvis ikke så smutter jeg lige til prøveoptagelserne til det næste afsnit med fru Hyacinth Bucket. Selvfølgelig til rollen som Onslow, altså med en sofapude på maven, kan det nok lige gå an… Ferie kom, jeg er så klar!

1. marts 2010

Pissed

Skrevet af Hende selv kl. 17:27 | Brok

Nogen kan bare ikke finde ud af noget….

26. februar 2010

Billede taget ned

Skrevet af Hende selv kl. 14:47 | Brok,Børn

Jeg læste tilfældigvis lidt på eb i min pause… og denne artikel fik mig til at tygge lidt over dét billede, jeg lagde op af Yngste i går. Pludselig syntes jeg slet ikke, at det billede skulle ligge der. Slet ikke… og heller ikke selv om, hun er blevet anonymiseret grundigt.

Tænk om der sidder en eller anden syg person derude og finder på at kopiere det og lave fiksfakserier med det. Ikke tale om… så det kom ned!

Er der noget, der kan bringe mit pis i kog, er det de pissefucking pædofile. Spørger du mig, burde man simpelthen samle dem alle sammen i en interneringslejr (forklædt kontamineringslejr) – for siden hen at jævne lejren med jorden og dermed fjerne alle pædoer fra jordens overflade. Nåhjo – og inden da skulle de have skåret genitalierne af med en sløv kniv… mindre kan ikke gøre det!

Jeg nærer den allerstørste afsky for mennesker, der med fuldt fortsæt misbruger børn og gemmer sig under noget så lamt som “jamen jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!”. De skal simpelthen VÆK! Kastreres! Elimineres! Så vore børn kan færdes i fred – jeg kan på ingen måde se, hvordan i alverden man kan se noget sexrelateret i små uskyldige børn – og der findes ingen undskyldning for den slags…

18. februar 2010

Drop Google Buzz

Skrevet af Hende selv kl. 12:21 | Brok

Efter at have læst denne artikel er jeg sgisme glad for, at jeg affejede Googles ny Buzz – faktisk gad jeg ikke bruge energi på skidtet. Jeg bruger gmail, det er sandt. Men dermed være også den skid slået.

Jeg har bare min email – og så er jeg ikke interesseret i at dele syv milliarder ting via diverse sindssyge applikationer, hvis eneste formål i bund og grund er at, ja.. hvad? Hvad er nytteværdien af at vide, hvad Pernille fra din klasse i folkeskolen laver lige nu?

Det er grunden til, at jeg ikke er ret meget at finde på Facebook. I går fik jeg besked om, at to af vennerne ville add’e min fødselsdag til deres kalender. Nej tak, jeg har ikke lyst til at give grønt lys for endnu en applikation, som jævnfør forretningsbetingelserne så får adgang til dine samt dine venners samt mange andres oplysninger. Nej ellers tak.

I forvejen synes jeg jo, det er temmelig sygt, at “man lever videre på Facebook”. Et eller andet sted er det da temmelig klamt, at afdøde menneskers profiler fortfarende er at finde, kommentere på og hvad har vi. Jeg er godt klar over, at der muligvis er nogen foranstaltninger á la Last Will – men anyways… sikke meget der dog er at rydde op, rent netmæssigt, ud over alt det jordiske gods – så er der alt det cyberjordiske gods. Christ!

1. februar 2010

Tag dem dog sammen

Skrevet af Hende selv kl. 09:35 | Brok,Det sker

For pokker altså. Hvornår fatter folk, at det handler om at UNDGÅ, det sker. Frem for at man i EB læser, at nu er den her altså. Denne hersens vidunderlige fortrydelsespille, som virker helt op til fem dage efter et kvajeknald. Helt ærligt. Jeg tænker mit… ville det ikke være meget nemmere, bare at undgå at blive besvangret.

Nu om dage har vi jo nærmest uudtømmelig viden om emnet – samt og ikke mindst en masse remedier til at undgå at producere sexaffald. For fanden da. Det kan virkelig gøre mig helt vild. Når man tænker på alle de stakkels mennesker rundt omkring, der bruger oceaner af tid og midler for overhovedet at blive i stand til at blive gravide – så er det sgu noget forbandet svineri, det andet.

Jaja, jeg ved godt, det lyder som en personlig kæphest. Det er det ikke. Jeg har enormt nemt ved at blive gravid, men jeg har dog kun været det planlagt. Nåja, jeg kan da også bare være ligeglad, og det er jeg jo på sin vis også. Jeg bliver bare målløs over, at det i dagens Danmark virkelig skal være nødvendigt med en fortrydelsespille. Er folk virkelig så uansvarlige, er nok nærmere dét, jeg harmes over…

Er vi virkelig så ligeglade? Betyder det så lidt? Jeg ved det ikke… jeg ved bare, at jeg har lært, at er man stor nok til at lave knaldbol, er man også voksen nok til at beskytte sig…

MEN.. når det er sagt, sender vi ikke alle kvajemail, forresten? Sådan helt uden at være hverken ligeglade eller uansvarlige, hehe. Se her, hvordan du fortryder en kvajemail…

Frem »