Title

3. marts 2011

Komme hinanden ved

Skrevet af Hende selv kl. 09:19 | Børn,Brok

Det er en af de ting, man konstaterer, når man har fået disse hersens øgler. Det er jo alt sammen så yndigt – og hyggeligt med de små trippende fødder, i sandhed ja. Desværre er det knap så hyggeligt og idyllisk, når vi når til skolealderen, for pludselig er det jo på mystisk vis én selv, der går i skole.

Sådan kan det imho godt føles… Så sent som i går modtog jeg en sms fra en mor i Yngstes klasse. Det forlød, at hun ville tage fastelavnsboller med om fredagen. Dernæst kom det, som jeg tror var hendes egentlige ærinde. De holder forældrefest i maj, og så tænkte de, at så kunne de jo bruge fælleshuset, dér hvor jeg bor.

Mit svar kom prompte – at det naturligvis var en mulighed at låne fælleshuset, hvis jeg deltog. Desværre kunne jeg ikke, så…. Jeg kan heller ikke, for jeg agter ikke at bruge fredag aften på den slags. En fredag aften, hvor jeg kan hygge i fred eller med venner, betyder så langt mere i mit regnskab – end at jeg skal deltage i en mig ligegyldig komsammen. Jeg kan godt lide de andre forældre, men jeg har så absolut og på ingen måde noget behov for at ses med dem i min fritid.

Ærligt talt blev jeg sådan lidt småirriteret, for dét at de vil holde fest, det er fint for mig. De skal bare ikke forvente, at jeg deltager. Jeg hverken kan eller vil finde tid til disse arrangementer, for i forvejen synes jeg godt nok, det er svært at få tid til mine veninder. Dem gør jeg til gengæld alt hvad jeg kan, for at finde tid til.

Faktisk kan jeg slet ikke se, hvorfor i alverden det er nødvendigt at forældrene i klassen skal til fest sammen? Det er mennesker, man i bedste fald kan hyggesnakke med og have det rart med – og det er vel også fint nok. Hvorfor skal vi så også til fest sammmen? Jeg ved allerede, at nogle forældre ikke deltager. De bor nemlig i flygtningelejren.

Den dag de søde små poder er blevet store, færdige med 9. klasse og flyver til hver sin destination, er der ikke mere med dig og de andre forældre.

Jeg er udmærket godt klar over, at det handler om, at så er det jo så frygteligt godt for børnene, “hvis forældrene er nært knyttede og har et supergodt netværk”. Sådan er det jo nu om dage. Børn er det ny hit. Det er lige før, der går prestige i at deltage i flest mulige aktiviteter, der er børne- eller skolerelaterede. Ok.. don’t count me in…

Nu er det jo sådan, at jeg er barn af 70’erne, hvor forældrene ikke “legede” med deres børn. Vi børn fandt da selv venner hid og did, helt uden brug af legegrupper… fantastisk i øvrigt, hvis man kaster dette spørgsmål ud i åbent fora. Vores forældre mødtes måske lige til forældremøderne, og når vores klasse opførte de obligatoriske skuespil og teaterstykker, dækkende alt fra Krybbespil til Dyrehandel.

Undskyld, men jeg er så svinetræt af alle de påtvungne sociale aktiviteter, som ovenikøbet fjerner fokus fra familielivet, som også er vældig opreklameret.

Hvorfor skal mit barn deltage i legegruppe – som siden bliver udbygget til spisegruppe, hvorfor skal jeg deltage i forældrefester, hvorfor skal vi hele tiden inviteres ned på skolen. Hvorfor gælder det ikke den anden vej, hvis det er så vigtigt med det sociale. Hvorfor inviterer vi ikke hele tiden vores børn med ud på vores arbejde, så de kan hilse på chefen og alle de kollegaer, vi omgås hele dagen. Åhr… jeg er mavesur, men jeg synes fandme også, det er på tide med et løvebrøl. Jeg GIDER ikke…

Kan det virkelig kun være mig, der har det sådan????

14. december 2010

Jeg hader sneen

Skrevet af Hende selv kl. 16:23 | Brok

Nu siger de jo vi får mere af den rædsomme hvide substans. Jeg ville ønske, at vi ikke fik mere sne, men blot kulde! Iøvrigt har jeg fået mine nye, varme Bumper støvler på. De er nu ret lækre – og jeg er skam også meget tilfreds, må jeg nok erkende. Også selv om mine fødder godt kan mærke, jeg har stået op hele dagen og har varme fødder! Jeg glæder mig godt nok efterhånden til at komme hjem og ud af støvlerne…

Ældste afprøver nyt koncept – han har fået lov til at gå hjem og medbringe kammerat. Nu må vi se, hvordan det går – jeg kom jo i tanke om den forbandede adventskrans, så barnet er blevet truet med bål og brand. Ikke pille ved den, tak!

Jeg er bestemt heller ikke meget for, at de, Ældste og IndtilVidereUkendtVen, skal spille computer – faktisk har jeg ikke en pind lyst til at de roder ved min stakkels computer… Ældste har lovet at være ordentlig – men jeg tror alligevel, at jeg snart vil pakke sammen og se at komme hjemad. I morgen må vi så se, om det kan lade sig gøre at komme TIDLIGT afsted. Det vil jeg skidegerne, rent ud sagt!

28. september 2010

Delebørn – total fokus på forældrenes tarv

Skrevet af Hende selv kl. 13:26 | Børn,Brok

Ja, det er da utroligt, at de kloge hoveder deroppe i Statsforvaltningen ikke kan finde hoved eller hale i deres egne sager. Senest har jeg oplevet, at FarTil6, som jeg har blogget om tidligere, har mistet sine børn til ekskonen. De fire hjemmeboende er blevet eksporteret til Fyn for at bo hos deres mor, der fik medhold i retten – fordi der var en kvindelig (!) dommer, som ikke brød sig om FT6. Naturligvis er dette meget mere nuanceret, end jeg her vil skrive om. Men det tilkommer ikke mig at skrive om – det er hans sag.

Nu kan jeg så bare holde mig til mine egne sager. Jeg mener jo så absolut, at den lov omkring samværsrettigheder i skilsmissefamilier er så totalt til grin og lallende gammeldags og så ganske ubrugelig. Det er jo slet ikke i børnenes tarv, selv om det nok så fint hedder sig, at man tilgodeser børnene. Det har jo på ingen måde hold i virkeligheden. De, hvis tarv reelt tilgodeses, er jo forældrene. Selv kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, hvordan i alverden sagsbehandlerne i Statsforvaltningen er skruet sammen. Eksempelvis har Ældste et dokument, der giver ham ret til samvær 12/2 hos mig. Det vil sige, han har ret til – krav på – at være hos mig 12 dage ud af 14.

Hvorfor er han så ikke dét, vil nogen nok spørge. Ja, se det er den simple grund, at Yngste ikke er indbefattet af den afgørelse. Hun skal fortsat være 6 dage ud af 14 hos sin far. Desværre vil jeg sige. For det betyder jo, at Statsforvaltningen ganske uhildet i princippet træffer en afgørelse, der vil splitte to små børn.

To små søskende, der holder enormt meget af hinanden. Er det ikke temmelig langt ude, hvis jeg må spørge? Derfor har jeg – tvunget af omstændighederne – truffet den afgørelse, at vi, indtil videre, fortsætter med 8/6-samvær for begge børnene. Ældste har fået at vide, hvordan det forholder sig – for jeg vil ikke stå i den situation om et par år, at Ældste opdager, hvordan det egentlig hænger sammen – og anklager mig, for at jeg ikke lod ham slippe for en ordning, han ikke bryder sig særlig meget om.

Imidlertid er “indtil videre” ved at nærme sig. Stadig tiere oplever jeg, at børnene snakker om, hvor lidt de har lyst til at være hos deres far. Jeg tror ikke, det varer længe før Ældste sætter hælene i. Han taler en del om, at han jo HAR ret til at slippe for samværet. Børnene gider ganske enkelt ikke være seks dage hos deres far. Vi har talt en del om det herhjemme, og jeg har sagt, at vi muligvis kan lave en 10/4 ordning.

Det er jo ikke sådan, at jeg vil nægte børnenes far at se dem. Derimod vil jeg påstå, at både børnenes far og jeg skylder dem at lade dem selv bestemme, hvor og hvor meget de vil bo hos os hver især. Jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer noget godt ud af at forældrene hver især holder med næb og kløer på deres ret. Det kan jo meget vel udmunde sig i, at børnene simpelthen fravælger den forælder, de ikke ønsker hovedparten af samværet med.

I går talte vi om fødselsdage, og jeg oplevede hvor ondt det kan gøre på et barn, når det ikke kan være, hvor det ønsker på en særlig dag som sin fødselsdag. For slet ikke at tale om jul og nytår. Yngste var ved at bryde sammen, fordi Ældste ved en fejl havde set, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg trøstede, men det hjalp ikke.

Min lille pige var rystende ulykkelig og grædeskreg i sorg over, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg ved ikke, hvordan det var endt, hvis ikke jeg havde checket efter – og set, at hun var hos MIG. Pist væk var tårerne og et lettelsens smil bredte sig over det lille ansigt, som jeg elsker så usigeligt. “Jeg siger bare, jeg ikke vil derover!” sagde Ældste så meget bestemt, efter at han havde tænkt lidt over, hvis nu hans fødselsdag ramte hans fars samværsdage. Javel ja…

Hvis du spørger mig, synes jeg – at børnene selv skal have lov til at bestemme. De skal ikke deles mellem forældrene, det er bare en kæmpefejl. Børnene skal kunne TILVÆLGE at bo hos den forælder, de helst vil bo hos – og så have mulighed for at besøge/være sammen med den anden forælder i det omfang, de selv ønsker det. På den måde vil jeg antage, man kunne få en temmelig harmonisk ordning, som tjener både børn og voksne til gavn.

31. august 2010

Dagbog fra sygehuset #10

Skrevet af Hende selv kl. 09:43 | Brok,Det sker

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget på i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne må ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og så videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da også ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige småkriser. I nat vågnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at få dysset til ro. Så satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, går det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg så på endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der går en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i månelyset og glor på mig. Så får jeg nok og forlader sengen og tramper ud på gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altså skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. Så fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne få mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vågnet op der kl. 6 på grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke får sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene så hun ikke kan se, jeg er vågen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende på nogen måde. Det var jo så den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gået i gang. Jeg håber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være på den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk går rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg åbnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, så den ikke sådan lige er at lukke. Luft skal der altså til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe så stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gå hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smålig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. Så ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi må udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strålende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, så glad ville jeg blive. Nå.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu også syner???

1. marts 2010

Pissed

Skrevet af Hende selv kl. 17:27 | Brok

Nogen kan bare ikke finde ud af noget….

26. februar 2010

Billede taget ned

Skrevet af Hende selv kl. 14:47 | Børn,Brok

Jeg læste tilfældigvis lidt på eb i min pause… og denne artikel fik mig til at tygge lidt over dét billede, jeg lagde op af Yngste i går. Pludselig syntes jeg slet ikke, at det billede skulle ligge der. Slet ikke… og heller ikke selv om, hun er blevet anonymiseret grundigt.

Tænk om der sidder en eller anden syg person derude og finder på at kopiere det og lave fiksfakserier med det. Ikke tale om… så det kom ned!

Er der noget, der kan bringe mit pis i kog, er det de pissefucking pædofile. Spørger du mig, burde man simpelthen samle dem alle sammen i en interneringslejr (forklædt kontamineringslejr) – for siden hen at jævne lejren med jorden og dermed fjerne alle pædoer fra jordens overflade. Nåhjo – og inden da skulle de have skåret genitalierne af med en sløv kniv… mindre kan ikke gøre det!

Jeg nærer den allerstørste afsky for mennesker, der med fuldt fortsæt misbruger børn og gemmer sig under noget så lamt som “jamen jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!”. De skal simpelthen VÆK! Kastreres! Elimineres! Så vore børn kan færdes i fred – jeg kan på ingen måde se, hvordan i alverden man kan se noget sexrelateret i små uskyldige børn – og der findes ingen undskyldning for den slags…

18. februar 2010

Drop Google Buzz

Skrevet af Hende selv kl. 12:21 | Brok

Efter at have læst denne artikel er jeg sgisme glad for, at jeg affejede Googles ny Buzz – faktisk gad jeg ikke bruge energi på skidtet. Jeg bruger gmail, det er sandt. Men dermed være også den skid slået.

Jeg har bare min email – og så er jeg ikke interesseret i at dele syv milliarder ting via diverse sindssyge applikationer, hvis eneste formål i bund og grund er at, ja.. hvad? Hvad er nytteværdien af at vide, hvad Pernille fra din klasse i folkeskolen laver lige nu?

Det er grunden til, at jeg ikke er ret meget at finde på Facebook. I går fik jeg besked om, at to af vennerne ville add’e min fødselsdag til deres kalender. Nej tak, jeg har ikke lyst til at give grønt lys for endnu en applikation, som jævnfør forretningsbetingelserne så får adgang til dine samt dine venners samt mange andres oplysninger. Nej ellers tak.

I forvejen synes jeg jo, det er temmelig sygt, at “man lever videre på Facebook”. Et eller andet sted er det da temmelig klamt, at afdøde menneskers profiler fortfarende er at finde, kommentere på og hvad har vi. Jeg er godt klar over, at der muligvis er nogen foranstaltninger á la Last Will – men anyways… sikke meget der dog er at rydde op, rent netmæssigt, ud over alt det jordiske gods – så er der alt det cyberjordiske gods. Christ!

1. februar 2010

Tag dem dog sammen

Skrevet af Hende selv kl. 09:35 | Brok,Det sker

For pokker altså. Hvornår fatter folk, at det handler om at UNDGÅ, det sker. Frem for at man i EB læser, at nu er den her altså. Denne hersens vidunderlige fortrydelsespille, som virker helt op til fem dage efter et kvajeknald. Helt ærligt. Jeg tænker mit… ville det ikke være meget nemmere, bare at undgå at blive besvangret.

Nu om dage har vi jo nærmest uudtømmelig viden om emnet – samt og ikke mindst en masse remedier til at undgå at producere sexaffald. For fanden da. Det kan virkelig gøre mig helt vild. Når man tænker på alle de stakkels mennesker rundt omkring, der bruger oceaner af tid og midler for overhovedet at blive i stand til at blive gravide – så er det sgu noget forbandet svineri, det andet.

Jaja, jeg ved godt, det lyder som en personlig kæphest. Det er det ikke. Jeg har enormt nemt ved at blive gravid, men jeg har dog kun været det planlagt. Nåja, jeg kan da også bare være ligeglad, og det er jeg jo på sin vis også. Jeg bliver bare målløs over, at det i dagens Danmark virkelig skal være nødvendigt med en fortrydelsespille. Er folk virkelig så uansvarlige, er nok nærmere dét, jeg harmes over…

Er vi virkelig så ligeglade? Betyder det så lidt? Jeg ved det ikke… jeg ved bare, at jeg har lært, at er man stor nok til at lave knaldbol, er man også voksen nok til at beskytte sig…

MEN.. når det er sagt, sender vi ikke alle kvajemail, forresten? Sådan helt uden at være hverken ligeglade eller uansvarlige, hehe. Se her, hvordan du fortryder en kvajemail…

19. januar 2010

Skyd den, en eller anden

Skrevet af Hende selv kl. 09:52 | Brok,Det sker

Forpulede tand, siger jeg bare. Den er blevet lidt bedre, efter at tandlægen tog fat i den i går. Men stadig… ikke sådan helt godt. For til morgenmaden fik jeg udover vitaminpillen også to panodiler. Det var her kl. 7 i morges, og nu virker de ikke mere.

Det er godt nok ikke fedt at sidde og være arbejdsramt med den ondeste hovedpine/dunken i kæben.

Det nyttede heller ikke at ringe til tandlægen. Der ér ikke nogen tider før 1. februar. Jeg kunne få tanden skyllet, hvad det så skulle hjælpe. Pløh. Jeg vil have den LAVET, vil jeg! Fandme så.

Det er jo ellers et moderne tandlægehus, hvor der huserer 6-7 tandlæger. Kunne man mon ikke forestille sig, at min ellers meget afholdte tandlæge kunne finde på at uddelegere.. når han nu tilsyneladend er så hårdt presset rent tidsmæssigt?

Jeg siger bare… det er ikke fed service, at patienterne tvinges til at gå i 14 dage med ondt i kindbakkerne!

22. november 2009

Det er noget andet for voksne – legegrupper volume V

Skrevet af Hende selv kl. 11:54 | Betragtninger,Børn,Brok

Det dér med legegrupper, nu har jeg jo skrevet et enkelt eller måske et par stykker omkring legegruppekonceptet. Jeg er ret sikker på, at enhver, der har læst med, er helt og aldeles klar over min holdning til disse grupper. Det slog mig lige, her da jeg sad og besvarede en kommentar fra en lærer. Der er sguda noget rivende galt her. Nu er jeg for alvor blevet overbevist om, at det er dét, der dybest set er problemet – og jeg må jo bare se, om jeg kan hamle op med en sådan “moon-agtig sekt” af indskolingslærere. Det tror jeg faktisk godt jeg kan.

Nuvel, hende min kære veninde – der er lærer (og i øvrigt en meget kompetent og dygtig én af slagsen) havde faktisk vendt mit problem blandt sine kollegaer på skolen. Og det fremgår af kommentaren, at kollegaerne SLET ikke kunne forstå, at jeg var så meget imod – og de var vist også forbavsede over, at hun heller ikke syntes det var en god ide!

At voksne ikke ville bryde sig om at blive sat i faste grupper, “var noget andet”, børn havde godt af det, så de lærte at der skal være plads til forskellighed, og for at undgå klikedannelser…! var ligesom meldingen..!

Hvorfor er det lige dét? Er det ikke netop grobund for klikedannelser. Når først dissehersens legegrupper har kørt en tid, vil det tydeligt åbenbare sig, at én – højst to – ud af de seks grupper, vil være kørt fast i en klike, fordi de ubevidst, grundet kemiske årsager, foretrækker at lege med hinandens. Øh ja… dette være sagt uden tanke på “De får hinanden i enden…”. Dermed har læreren skabt en klike, der måske ellers ikke var opstået, og så er det jeg ikke helt mener, det har hold i udsagnet “undgå klikedannelser”. Man kan ikke undgå klikedannelser. Voksne danner også kliker i stribevis. Det, det hele handler om, er ene og alene KEMI! Man kan ikke “lære at udvikle kemi”. Enten er den der, eller også er den der ikke. Således også i kriseramte ægteskaber, som i enhver anden form for koalition uanset sammensætningen og formålet med denne.

Der er også kommet en anden god kommentar fra “mig”, som er værd at reflektere over… For hvor sandt er det ikke, at voksne ofte siger “Hvor må det være dejligt at være barn, de kan jo lege med alle… de finder altid legekammerater”. Ja, og det er sgu også rigtigt, omend med modifikationer. De finder ikke “bare”.. via legen blandt andre børn – ligesom det gælder for os voksne blandt andre voksne – ja, så mærker barnet/den voksne dét der udefinerbare noget.. der også går under navnet “kemi”. Uden kemi er der sgu ikke nogen, der kan være sammen. Jeg tvivler stærkt på, at nogen vil kunne anfægte dette udsagn.

Jeg er nu ganske aldeles overbevist om, at alle disse indskolingslærere har været på det samme seminar, hvor de er blevet godt og grundigt hjernevasket med nøjagtig den samme “samfundstjenstlige” og “samfundstilpassede” holdning, at børn bare slet ikke har godt af at selv prøve at finde kammerater. Uha nej, det må vi jo hellere hjælpe dem med. Fordi det kan de bare slet ikke selv greje. Og så kan vi forresten også lige bestemme, hvem ungen skal lege med. Altså siden tidernes morgen har menneskets børn da selv valgt sine legekammerater. Kan de fuc*** voksne ikke bare lade børnene selv…

Nu tænkte jeg lige på,hvad jeg har læst i gamle bøger, som jeg har slugt en hel del af. Det har været biografier og autentiske fortællinger – videre Martin Andersen Nexø… Ditte Menneskebarn og så videre – hvad var der mon sket, hvis fattigungen ude fra Jens Prangers gård havde fået lov til at lege med ham den lille herregårdsunge i fred og ro. Jeg gad godt vide, hvordan samfundet så havde set ud i dag, ja det var jo lidt af en overspringshandling – og faktisk nok ikke engang relevant for emnet… Nuvel det viser jo bare, at børn uden problemer selv kan finde ud af at skaffe sig legekammerater…

Frem »