Det er en af de ting, man konstaterer, nÃ¥r man har fÃ¥et disse hersens øgler. Det er jo alt sammen sÃ¥ yndigt – og hyggeligt med de smÃ¥ trippende fødder, i sandhed ja. Desværre er det knap sÃ¥ hyggeligt og idyllisk, nÃ¥r vi nÃ¥r til skolealderen, for pludselig er det jo pÃ¥ mystisk vis én selv, der gÃ¥r i skole.

SÃ¥dan kan det imho godt føles… SÃ¥ sent som i gÃ¥r modtog jeg en sms fra en mor i Yngstes klasse. Det forlød, at hun ville tage fastelavnsboller med om fredagen. Dernæst kom det, som jeg tror var hendes egentlige ærinde. De holder forældrefest i maj, og sÃ¥ tænkte de, at sÃ¥ kunne de jo bruge fælleshuset, dér hvor jeg bor.

Mit svar kom prompte – at det naturligvis var en mulighed at lÃ¥ne fælleshuset, hvis jeg deltog. Desværre kunne jeg ikke, sÃ¥…. Jeg kan heller ikke, for jeg agter ikke at bruge fredag aften pÃ¥ den slags. En fredag aften, hvor jeg kan hygge alene med Big, betyder sÃ¥ langt mere i mit regnskab – end at jeg skal deltage i en mig ligegyldig komsammen. Jeg kan godt lide de andre forældre, men jeg har sÃ¥ absolut og pÃ¥ ingen mÃ¥de noget behov for at ses med dem i min fritid.

Ærligt talt blev jeg sådan lidt småirriteret, for dét at de vil holde fest, det er fint for mig. De skal bare ikke forvente, at jeg deltager. Jeg hverken kan eller vil finde tid til disse arrangementer, for i forvejen synes jeg godt nok, det er svært at få tid til mine veninder. Dem gør jeg til gengæld alt hvad jeg kan, for at finde tid til.

Faktisk kan jeg slet ikke se, hvorfor i alverden det er nødvendigt at forældrene i klassen skal til fest sammen? Det er mennesker, man i bedste fald kan hyggesnakke med og have det rart med – og det er vel ogsÃ¥ fint nok. Hvorfor skal vi sÃ¥ ogsÃ¥ til fest sammmen? Jeg ved allerede, at nogle forældre ikke deltager. De bor nemlig i flygtningelejren.

Den dag de søde smÃ¥ poder er blevet store, færdige med 9. klasse og flyver til hver sin destination, er der ikke mere med dig og de andre forældre. Som Big sagde det, at nu havde Junior jo gÃ¥et ni Ã¥r i skole. Den dag i dag havde Big og ekskonen overhovedet ikke nogen kontakt til dissehersens forældre til det øvrige revl og krat i klassen. Selvfølgelig har man da ikke det…

Jeg er udmærket godt klar over, at det handler om, at sÃ¥ er det jo sÃ¥ frygteligt godt for børnene, “hvis forældrene er nært knyttede og har et supergodt netværk”. SÃ¥dan er det jo nu om dage. Børn er det ny hit. Det er lige før, der gÃ¥r prestige i at deltage i flest mulige aktiviteter, der er børne- eller skolerelaterede. Ok.. don’t count me in…

Nu er det jo sÃ¥dan, at jeg er barn af 70′erne, hvor forældrene ikke “legede” med deres børn. Vi børn fandt da selv venner hid og did, helt uden brug af legegrupper… fantastisk i øvrigt, hvis man kaster dette spørgsmÃ¥l ud i Ã¥bent fora. Vores forældre mødtes mÃ¥ske lige til forældremøderne, og nÃ¥r vores klasse opførte de obligatoriske skuespil og teaterstykker, dækkende alt fra Krybbespil til Dyrehandel.

Undskyld, men jeg er så svinetræt af alle de påtvungne sociale aktiviteter, som ovenikøbet fjerner fokus fra familielivet, som også er vældig opreklameret.

Hvorfor skal mit barn deltage i legegruppe – som siden bliver udbygget til spisegruppe, hvorfor skal jeg deltage i forældrefester, hvorfor skal vi hele tiden inviteres ned pÃ¥ skolen. Hvorfor gælder det ikke den anden vej, hvis det er sÃ¥ vigtigt med det sociale. Hvorfor inviterer vi ikke hele tiden vores børn med ud pÃ¥ vores arbejde, sÃ¥ de kan hilse pÃ¥ chefen og alle de kollegaer, vi omgÃ¥s hele dagen. Ã…hr… jeg er mavesur, men jeg synes fandme ogsÃ¥, det er pÃ¥ tide med et løvebrøl. Jeg GIDER ikke…

Kan det virkelig kun være mig, der har det sådan????

Nu siger de jo vi fÃ¥r mere af den rædsomme hvide substans. Jeg ville ønske, Bigs forudsigelser holdt stik – at vi ikke fik mere sne, men blot kulde! Iøvrigt har jeg fÃ¥et mine nye, varme Bumper støvler pÃ¥. De er nu ret lækre – og jeg er skam ogsÃ¥ meget tilfreds, mÃ¥ jeg nok erkende. OgsÃ¥ selv om mine fødder godt kan mærke, jeg har stÃ¥et op hele dagen og har varme fødder! Jeg glæder mig godt nok efterhÃ¥nden til at komme hjem og ud af støvlerne…

Ældste afprøver nyt koncept – han har fÃ¥et lov til at gÃ¥ hjem og medbringe kammerat. Nu mÃ¥ vi se, hvordan det gÃ¥r – jeg kom jo i tanke om den forbandede adventskrans, sÃ¥ barnet er blevet truet med bÃ¥l og brand. Ikke pille ved den, tak!

Jeg er bestemt heller ikke meget for, at de, Ældste og IndtilVidereUkendtVen, skal spille computer – faktisk har jeg ikke en pind lyst til at de roder ved min stakkels computer… Ældste har lovet at være ordentlig – men jeg tror alligevel, at jeg snart vil pakke sammen og se at komme hjemad. I morgen mÃ¥ vi sÃ¥ se, om det kan lade sig gøre at komme TIDLIGT afsted. Det vil jeg skidegerne, rent ud sagt!

Ja, det er da utroligt, at de kloge hoveder deroppe i Statsforvaltningen ikke kan finde hoved eller hale i deres egne sager. Senest har jeg oplevet, at FarTil6, som jeg har blogget om tidligere, har mistet sine børn til ekskonen. De fire hjemmeboende er blevet eksporteret til Fyn for at bo hos deres mor, der fik medhold i retten – fordi der var en kvindelig (!) dommer, som ikke brød sig om FT6. Naturligvis er dette meget mere nuanceret, end jeg her vil skrive om. Men det tilkommer ikke mig at skrive om – det er hans sag.

Nu kan jeg sÃ¥ bare holde mig til mine egne sager. Jeg mener jo sÃ¥ absolut, at den lov omkring samværsrettigheder i skilsmissefamilier er sÃ¥ totalt til grin og lallende gammeldags og sÃ¥ ganske ubrugelig. Det er jo slet ikke i børnenes tarv, selv om det nok sÃ¥ fint hedder sig, at man tilgodeser børnene. Det har jo pÃ¥ ingen mÃ¥de hold i virkeligheden. De, hvis tarv reelt tilgodeses, er jo forældrene. Selv kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, hvordan i alverden sagsbehandlerne i Statsforvaltningen er skruet sammen. Eksempelvis har Ældste et dokument, der giver ham ret til samvær 12/2 hos mig. Det vil sige, han har ret til – krav pÃ¥ – at være hos mig 12 dage ud af 14.

Hvorfor er han så ikke dét, vil nogen nok spørge. Ja, se det er den simple grund, at Yngste ikke er indbefattet af den afgørelse. Hun skal fortsat være 6 dage ud af 14 hos sin far. Desværre vil jeg sige. For det betyder jo, at Statsforvaltningen ganske uhildet i princippet træffer en afgørelse, der vil splitte to små børn.

To smÃ¥ søskende, der holder enormt meget af hinanden. Er det ikke temmelig langt ude, hvis jeg mÃ¥ spørge? Derfor har jeg – tvunget af omstændighederne – truffet den afgørelse, at vi, indtil videre, fortsætter med 8/6-samvær for begge børnene. Ældste har fÃ¥et at vide, hvordan det forholder sig – for jeg vil ikke stÃ¥ i den situation om et par Ã¥r, at Ældste opdager, hvordan det egentlig hænger sammen – og anklager mig, for at jeg ikke lod ham slippe for en ordning, han ikke bryder sig særlig meget om.

Imidlertid er “indtil videre” ved at nærme sig. Stadig tiere oplever jeg, at børnene snakker om, hvor lidt de har lyst til at være hos deres far. Jeg tror ikke, det varer længe før Ældste sætter hælene i. Han taler en del om, at han jo HAR ret til at slippe for samværet. Børnene gider ganske enkelt ikke være seks dage hos deres far. Vi har talt en del om det herhjemme, og jeg har sagt, at vi muligvis kan lave en 10/4 ordning.

Det er jo ikke sådan, at jeg vil nægte børnenes far at se dem. Derimod vil jeg påstå, at både børnenes far og jeg skylder dem at lade dem selv bestemme, hvor og hvor meget de vil bo hos os hver især. Jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer noget godt ud af at forældrene hver især holder med næb og kløer på deres ret. Det kan jo meget vel udmunde sig i, at børnene simpelthen fravælger den forælder, de ikke ønsker hovedparten af samværet med.

I går talte vi om fødselsdage, og jeg oplevede hvor ondt det kan gøre på et barn, når det ikke kan være, hvor det ønsker på en særlig dag som sin fødselsdag. For slet ikke at tale om jul og nytår. Yngste var ved at bryde sammen, fordi Ældste ved en fejl havde set, at hun skulle være hos sin far på sin fødselsdag. Jeg trøstede, men det hjalp ikke.

Min lille pige var rystende ulykkelig og grædeskreg i sorg over, at hun skulle være hos sin far pÃ¥ sin fødselsdag. Jeg ved ikke, hvordan det var endt, hvis ikke jeg havde checket efter – og set, at hun var hos MIG. Pist væk var tÃ¥rerne og et lettelsens smil bredte sig over det lille ansigt, som jeg elsker sÃ¥ usigeligt. “Jeg siger bare, jeg ikke vil derover!” sagde Ældste sÃ¥ meget bestemt, efter at han havde tænkt lidt over, hvis nu hans fødselsdag ramte hans fars samværsdage. Javel ja…

Hvis du spørger mig, synes jeg – at børnene selv skal have lov til at bestemme. De skal ikke deles mellem forældrene, det er bare en kæmpefejl. Børnene skal kunne TILVÆLGE at bo hos den forælder, de helst vil bo hos – og sÃ¥ have mulighed for at besøge/være sammen med den anden forælder i det omfang, de selv ønsker det. PÃ¥ den mÃ¥de vil jeg antage, man kunne fÃ¥ en temmelig harmonisk ordning, som tjener bÃ¥de børn og voksne til gavn.

Det havde jeg godt nok ikke lige troet, da jeg kom ind, to be honest. Indtil videre er denne afdeling den værste, jeg nogensinde har ligget pÃ¥ i hospitalsregi. Det er ikke muligt at tage saft, vand og kaffe selv. “Nej, patienterne mÃ¥ ikke selv tage – der er nogen demente der render frit rundt her og piller ved maden og sÃ¥ videre” lød forklaringen, da jeg spurgte efter kaffen. Mon ikke jeg har set noget overrasket ud…

Natten har været af helvede til. Jeg ligger på stue med en skrupforvirret gammel kone. Lidt asiatisk er hun vist, og jeg fatter ikke en bjælde, når hun siger noget. For det meste kører hun armene op og ned i frustration eller hvad ved jeg.

Det er da ogsÃ¥ ok, bare jeg ikke skal blandes ind i hendes personlige smÃ¥kriser. I nat vÃ¥gnede jeg ved at hun skumplede rundt – hun var bare ikke til at fÃ¥ dysset til ro. SÃ¥ satte hun sig ved gud i lænestolen ved siden af mig, og jeg kan bare ikke have den kone siddende der, gÃ¥r det op for mig. Min nattesøvn er hermed spoleret.

I ren frustration ringer jeg efter sygeplejersken, efter at jeg flere gange har sagt til konen, at jeg synes, hun skal gå hen i sin egen seng og være der. Sygeplejersken tilhører ikke de hurtigste dyr i skoven, så hun fatter først ikke, at hende konen bare skal VÆK. Derfor får hun lov at blive siddende. Og jeg er godt nok ved at blive temmelig gal nu.

I forvejen ved de ikke, hvad jeg fejler – for det andet hvad skal jeg sÃ¥ pÃ¥ endokrinologisk. Jeg ville have troet, det skulle være medicinsk. Bare en afdeling uden demente, hvor man kan være indlagt uden syv milliarder restriktioner.

Der gÃ¥r en time med at jeg ligger og vender mig – konen sidder i mÃ¥nelyset og glor pÃ¥ mig. SÃ¥ fÃ¥r jeg nok og forlader sengen og tramper ud pÃ¥ gangen. Jeg fanger en sygeplejerske og siger, at hende konen inde hos mig altsÃ¥ skal væk fra lænestolen, og at det skal være nu. Det kan ikke passe, jeg ikke kan sove i fred. Heldigvis fatter sygeplejersken, at det er alvor, og den dumme kone kommer nu endelig over i sin egen seng. SÃ¥ fik jeg lige sovet til kl. 6, hvor jeg blev vækket af sygeplejerske. Temperatur og blodtryk. Det første lidt for højt, det andet for lavt. Pis osse! Jeg ville da ellers tro, at hende sindsforvirret kone kunne fÃ¥ mit blodtryk i skyerne!

Mere pis? Ork ja, nu er den sindsforvirrede kone jo desværre vÃ¥gnet op der kl. 6 pÃ¥ grund af sygeplejersken – og traver luntende rundt. Jeg kan godt se, jeg ikke fÃ¥r sovet meget mere. I mit stille sind ligger jeg og bander over hende – mens jeg lukker øjnene sÃ¥ hun ikke kan se, jeg er vÃ¥gen. Jeg ønsker ikke nogen kontakt til hende pÃ¥ nogen mÃ¥de. Det var jo sÃ¥ den morgen, og lige nu er stuegang vist nok gÃ¥et i gang. Jeg hÃ¥ber snart, de har noget at fortælle mig – for jeg bliver sgu vanvittig af at være pÃ¥ den her stue.

Sindsforvirret kone lukker hele tiden døren ud til gangen, hvilket er møgirriterende. Jeg trænger til de lyde og input der kommer, i og med at folk gÃ¥r rundt derude og snakker. For at genere hende har jeg Ã¥bnet døren ud til altanen og sat en stol, der vejer godt til for, sÃ¥ den ikke sÃ¥dan lige er at lukke. Luft skal der altsÃ¥ til, ellers er der en eller anden der kommer galt afsted – du ved godt hvem!

Faktisk er det nærliggende at tro, jeg er med i en nyindspilning af Day of the Dead. Ude på gangen går der nemlig en mand rundt iført psykopatfrakke og store slaskede underbukser og intet andet. Frit udsyn til stor tyk vom og hans ansigt er så tomt, så tomt. Tungen hænger ud af munden.

Det er eksakt som at se én af zombierne fra filmen, hvor de slæber sig fremefter, mens de hvæser “BRAIN…. BRAIN!!”. Bare rolig, du vil aldrig nogensinde se mig løbe sÃ¥ stærkt, som det vil være tilfældet, hvis ham derude begynder at sige “Brain”…

Fryd… døren blæste op… og sindsforvirret kone har opgivet at gÃ¥ hen og lukke den. Du godeste, hvor bliver man dog smÃ¥lig og ondskabsfuld af at ligge her. Jeg kan bare mærke det. Gud, hvor ville jeg ønske at den pissefucking temperatur gad falde til normal og at mit blodtryk steg bare nogen grader. SÃ¥ ville lægen sige “Jamen, jeg kan ikke se andet for, end at vi mÃ¥ udskrive dig til kærlig pleje hjemme”. Jeg ville sikkert smile strÃ¥lende og have svært ved ikke at hoppe af fryd, sÃ¥ glad ville jeg blive. NÃ¥.. luftkasteller off… det holder jo ikke i virkeligheden vel? Og.. sig mig lige.. hørte jeg lige “Braaainnn” ude fra gangen lige før? Hm… mystisk… hører man nu ogsÃ¥ syner???

Det er vel nok ogsÃ¥ lidt min helt egen skyld, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Tænk dog pÃ¥ alle de arme stakler rundt omkring, der ville være lykkelige for lidt selskab pÃ¥ deres fødselsdag. Nu har jeg altsÃ¥ haft fødselsdag, men jeg har valgt at holde den for familien i morgen. Det forekom lettere, da jeg planlagde det – men sandt at sige er jeg ikke det mindste oplagt. Slet ikke nu. En mareridtstur i Kvickly har definitivt myrdet min ellers ret gode og afslappede feriemode.

Man mÃ¥ godt sige sÃ¥dan, mÃ¥ man ikke?? Jeg hader børn… ej, det sagde jeg da ikke vel?? Lige nu gør jeg altsÃ¥. Jeg gider dem kategorisk ikke lige nu. Der er endelig lidt fred nu, efter at jeg i Kvickly mÃ¥tte hente dræberøjnene og løvekløerne frem af tasken. Jeg kan bare ikke have, at de to unger jeg har ikke kan være ordentlige ved hinanden. Jeg ved ikke helt, hvor filmen knækker – men der er noget med at nÃ¥r man er bare 6½ Ã¥r er man rent faktisk pissehamrende irriterende. Især for ham der snart bliver ni Ã¥r. Jeg vil tro, der er et kæmpealdersspænd, lige i øjeblikket. Hun irriterer ham grænseløst, fordi hun bare ikke ved, hvornÃ¥r legen er slut… hvornÃ¥r hun skal stoppe. Hun fatter nada.

Mig irriterer hun sÃ¥mænd ogsÃ¥. Og Big. Men… vi er jo voksne, sÃ¥ det er ikke sÃ¥ slemt for os. Vi distancerer os jo blot betragteligt og tager det fra oven og ned efter. Det kan man bare ikke forklare en dreng pÃ¥ næsten ni Ã¥r. Han bliver jo sÃ¥ opfyldt af mere eller mindre retfærdig harme (mindre retfærdig nogen gange, for han kan fa… ogsÃ¥ være møgirriterende med den der Ã¥ndssvage ondskabsfulde gnækkelatter til sin søster)..

Ej, hvor er det bare hamrende trælst, jeg kan virkelig blive sÃ¥ pisseharm over det. Jeg skælder ud, først pÃ¥ den store. “For fanden… du kan jo bare lade være med at gÃ¥ med pÃ¥ hendes lo..!!!” raser jeg og sender ham dræberøjnene, af den værste slags. Dem, der fÃ¥r ham til at sætte farten op, nÃ¥r han slæber langsomt afsted pÃ¥ sine stankelbens forlængede klodsede fødder. De øjne, der fÃ¥r ham til at sætte farten betragteligt op. Jeg kan se pÃ¥ ham, nÃ¥r jeg fÃ¥r dræberøjne. Der sker en art “move” i ham. En art rædsel anes i hans øjne… Og tænk… det er virkelig noget, der pleaser mig pÃ¥ en sær og dum mÃ¥de. Det burde sguda ikke være nødvendigt.

Det er bare nogen gange sÃ¥ pokkers irriterende, at der kun er mig. At der ikke er en anden, der lige kan træde ind og sige nogen gode ord med store bogstaver. Big er skam god nok til det, men han er jo ikke lige med en dag som i dag, hvor jeg “bare” skulle købe ind til familiefødselsdag i morgen. I øvrigt har Big lige skældt dem ud, og det virkede – for de kom herhjem igen og er nu blevet adskilt indtil videre. Og nu gider jeg ikke engang. Ikke lige nu! Jeg gider ikke bage boller. Jeg gider ikke bage glutenfri lagkage til Yngste. Det hele ville sgu nok alligevel ogsÃ¥ blive noget værre lort og smage af pommern til, fordi jeg stadig er en kende vrissen. Jeg har erkendt, at jeg er nødt til at sidde og slappe lidt af og tænke pÃ¥ noget andet – fÃ¥ luft… surfe.

Der var forresten ogsÃ¥ sÃ¥dan nogen søde krydderpotter nede pÃ¥ bytorvet i Farum, jeg kunne ikke leve uden dem. Og kun 99,- De stÃ¥r nu og pynter sÃ¥ fint i vindueskarmen med en basilikum og en persille i. AltsÃ¥, jeg elsker mine vindueskarme – efter at have haft sÃ¥dan cirka zero vindueskarm i 10 Ã¥r, er det altsÃ¥ en vanvittig luksus at have fÃ¥et det nu. Hmmm… jeg kan næsten mærke roen rulle ind og svøbe sig om mine flossede anti-børnenerver. Det hjælper faktisk at tænke positive ting. Ærligt talt, jeg ved det godt. Og hvad er det lige der sker, man bliver Ã¥benbart aldrig for gammel til at flippe analt, specielt ikke nÃ¥r det er børns optøjer.

Det er ogsÃ¥ rigtig dejligt at sidde og snakke lidt med Big. FÃ¥ lidt luft. Og om lidt har jeg fortjent en kop te. Jeg kan mærke, at jeg er blevet langt mere rolig nu. Jeg var i stand til at svare Yngste rimelig pænt, da hun lige før spurgte, om jeg mon gad lave te til hende. Det lykkedes mig at sige pænt ja – men… “det bliver om lidt, nÃ¥r jeg er færdig med det, jeg er i gang med!” (rahhsgu!!!!!!!!). Fek, jeg trænger til at blive nusset i nakken og kysset pÃ¥ – men det bliver jeg senere, ved jeg – og som en ekstra positiv ting vil jeg ogsÃ¥ tage det med i “healingen”…

Der er fred nu, herligt. Knægten læser og er sur eller hvad ved jeg – men hovedsagen er, han er i sin seng – og der bliver han foreløbig. Tøsen er i badeværelset, hvor hun friserer sig for gudvedhvilken gang i dag… det fine pagehÃ¥r fÃ¥r mindst 50 strøg med børsten… og nu er det tid til te-brygning…

En mærkelig sløv søndag, det er det, trods vejret er smukt, om end noget skiftende. Jeg er træt helt ind i sjælen, tror jeg. Og for at det ikke skal være løgn, vågnede jeg halv otte og kunne misundeligt kigge på dejlige Big, der lå og snorkede fredeligt ved siden af. Æv, hvorfor kunne jeg ikke sove. Jeg opgav og gik i gang med Snemanden af Jo Nesbø. Og nu har jeg fået ondt i vommen, hvor træls. Kvalmen lurer lige under overfladen, men jeg har ikke rigtig spist noget, så der er ikke noget at gøre, andet end at vente på, at den forsvinder. Jeg gider ikke have ondt i maven! Altså!

I gÃ¥r var det lidt som at være med i en film, hvor alt blev spolet frem i fuld speed. Big og jeg nÃ¥ede vores tur til Hillerød, men jeg skulle nu kun have en ny halskæde fra Pilgrim. En af dem dér, hvor man kan sætte forskellige vedhæng i. Min “guld”halskæde var nemlig knækket, sÃ¥dan noget !”&/!/%!¤§¤%¤()?==?! Og sÃ¥ kom jeg selvfølgelig til at købe to ny vedhæng, som jeg rent faktisk ikke havde en skid brug for. Hvor dum kan man være. Lær det sÃ¥, Anja. Hold op med de der impulskøb. Big grinte ogsÃ¥ lidt smørret af mig her til morgen, da han erkendte, at jeg nu igen havde været om mig.

Efter turen til Hillerød stod den pÃ¥ frokost hos Svigermor – og hvilken frokost. Svogerfamilien var ogsÃ¥ indbudt, og som sÃ¥dan kan man godt regne med at støjniveauet var højt. SÃ¥ højt at jeg, af alle mennesker, valgte at koble talemusklerne fra, sÃ¥dan da – og bare nøjedes med at Ã¥bne munden for at stoppe svigermors gode frikadeller ind. Ofte er det ogsÃ¥ det klogeste at gøre, nÃ¥r Svogers kone beslutter sig for at køre snakken. Og Bigs lækre hjemmeproducerede sylte kom skam ogsÃ¥ ind, flankeret af stærk sennep og rødbeder i lagvis. Ja, vi blev virkelig meget, meget mætte. Og prøv lige at tænke pÃ¥, hvordan jeg havde det… mæt og fed som en nystoppet pølse! Velvidende at kl. 19.00 var jeg tilsagt til middag ved min veninde Øjenlægens fødselsdag.

“Jeg har bare inviteret en masse piger… jeg ved ikke hvor mange der kommer…” havde hun sagt. Vi blev skam rigtig mange, og det var ogsÃ¥ superhyggeligt. Der var lægekollegaer i en skønsom blanding med naboer og veninder. Selvfølgelig er det altid lidt sært, nÃ¥r man ikke kender nogen, men nu kom Jakobs mor heldigvis. Det hjalp, for hun og jeg er ogsÃ¥ pot og pande. Vi fik dejlig mad, som Øjenlægen selv havde produceret til os – sÃ¥ fik hun sÃ¥ mange fine gaver, sÃ¥ alt var i skønneste orden. Fire store kager havde hun ogsÃ¥ lige fÃ¥et smækket sammen, man kan roligt være imponeret. Big kom og hentede mig henover midnatstid, og det var ret dejligt, for ærligt talt var jeg lidt flad dér. Øjenlægen og jeg fik aftalt, at næste weekend smutter vi en tur i biffen med vores børn – det er planen indtil videre, i alle fald.

Nu er jeg blevet inviteret ud, af Big – vi skal ud og spadsere lidt.. en dejlig tur. Jeg hÃ¥ber virkelig, det tager Ã¥ndssløvheden… hvis ikke sÃ¥ smutter jeg lige til prøveoptagelserne til det næste afsnit med fru Hyacinth Bucket. Selvfølgelig til rollen som Onslow, altsÃ¥ med en sofapude pÃ¥ maven, kan det nok lige gÃ¥ an… Ferie kom, jeg er sÃ¥ klar!

Nogen kan bare ikke finde ud af noget….

Jeg læste tilfældigvis lidt pÃ¥ eb i min pause… og denne artikel fik mig til at tygge lidt over dét billede, jeg lagde op af Yngste i gÃ¥r. Pludselig syntes jeg slet ikke, at det billede skulle ligge der. Slet ikke… og heller ikke selv om, hun er blevet anonymiseret grundigt.

Tænk om der sidder en eller anden syg person derude og finder pÃ¥ at kopiere det og lave fiksfakserier med det. Ikke tale om… sÃ¥ det kom ned!

Er der noget, der kan bringe mit pis i kog, er det de pissefucking pædofile. Spørger du mig, burde man simpelthen samle dem alle sammen i en interneringslejr (forklædt kontamineringslejr) – for siden hen at jævne lejren med jorden og dermed fjerne alle pædoer fra jordens overflade. NÃ¥hjo – og inden da skulle de have skÃ¥ret genitalierne af med en sløv kniv… mindre kan ikke gøre det!

Jeg nærer den allerstørste afsky for mennesker, der med fuldt fortsæt misbruger børn og gemmer sig under noget sÃ¥ lamt som “jamen jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!”. De skal simpelthen VÆK! Kastreres! Elimineres! SÃ¥ vore børn kan færdes i fred – jeg kan pÃ¥ ingen mÃ¥de se, hvordan i alverden man kan se noget sexrelateret i smÃ¥ uskyldige børn – og der findes ingen undskyldning for den slags…

Efter at have læst denne artikel er jeg sgisme glad for, at jeg affejede Googles ny Buzz – faktisk gad jeg ikke bruge energi pÃ¥ skidtet. Jeg bruger gmail, det er sandt. Men dermed være ogsÃ¥ den skid slÃ¥et.

Jeg har bare min email – og sÃ¥ er jeg ikke interesseret i at dele syv milliarder ting via diverse sindssyge applikationer, hvis eneste formÃ¥l i bund og grund er at, ja.. hvad? Hvad er nytteværdien af at vide, hvad Pernille fra din klasse i folkeskolen laver lige nu?

Det er grunden til, at jeg ikke er ret meget at finde pÃ¥ Facebook. I gÃ¥r fik jeg besked om, at to af vennerne ville add’e min fødselsdag til deres kalender. Nej tak, jeg har ikke lyst til at give grønt lys for endnu en applikation, som jævnfør forretningsbetingelserne sÃ¥ fÃ¥r adgang til dine samt dine venners samt mange andres oplysninger. Nej ellers tak.

I forvejen synes jeg jo, det er temmelig sygt, at “man lever videre pÃ¥ Facebook”. Et eller andet sted er det da temmelig klamt, at afdøde menneskers profiler fortfarende er at finde, kommentere pÃ¥ og hvad har vi. Jeg er godt klar over, at der muligvis er nogen foranstaltninger á la Last Will – men anyways… sikke meget der dog er at rydde op, rent netmæssigt, ud over alt det jordiske gods – sÃ¥ er der alt det cyberjordiske gods. Christ!

For pokker altsÃ¥. HvornÃ¥r fatter folk, at det handler om at UNDGÃ…, det sker. Frem for at man i EB læser, at nu er den her altsÃ¥. Denne hersens vidunderlige fortrydelsespille, som virker helt op til fem dage efter et kvajeknald. Helt ærligt. Jeg tænker mit… ville det ikke være meget nemmere, bare at undgÃ¥ at blive besvangret.

Nu om dage har vi jo nærmest uudtømmelig viden om emnet – samt og ikke mindst en masse remedier til at undgÃ¥ at producere sexaffald. For fanden da. Det kan virkelig gøre mig helt vild. NÃ¥r man tænker pÃ¥ alle de stakkels mennesker rundt omkring, der bruger oceaner af tid og midler for overhovedet at blive i stand til at blive gravide – sÃ¥ er det sgu noget forbandet svineri, det andet.

Jaja, jeg ved godt, det lyder som en personlig kæphest. Det er det ikke. Jeg har enormt nemt ved at blive gravid, men jeg har dog kun været det planlagt. NÃ¥ja, jeg kan da ogsÃ¥ bare være ligeglad, og det er jeg jo pÃ¥ sin vis ogsÃ¥. Jeg bliver bare mÃ¥lløs over, at det i dagens Danmark virkelig skal være nødvendigt med en fortrydelsespille. Er folk virkelig sÃ¥ uansvarlige, er nok nærmere dét, jeg harmes over…

Er vi virkelig sÃ¥ ligeglade? Betyder det sÃ¥ lidt? Jeg ved det ikke… jeg ved bare, at jeg har lært, at er man stor nok til at lave knaldbol, er man ogsÃ¥ voksen nok til at beskytte sig…

MEN.. nÃ¥r det er sagt, sender vi ikke alle kvajemail, forresten? SÃ¥dan helt uden at være hverken ligeglade eller uansvarlige, hehe. Se her, hvordan du fortryder en kvajemail…