Title

6. februar 2011

Pyha – så kan det være nok

Skrevet af Hende selv kl. 00:45 | Weekend

Gad vide, om der egentlig findes en grænse for, hvor meget man skal finde sig i??? Altså.. fra sin bil? Min fine lille Golf kører jo som en drøm, eller… den kan… hvis den vil. I torsdags uge 4 voldte den mig i hvert fald gevaldige problemer. Jeg havde netop hentet Yngste i SFO’en – og vi havde læsset bilen med alt hendes habengut. Der var jo de tykke bukser (fordi Yngste ynder at gå i superstramme leggings – hvilket jeg kun kan kigge misundeligt på…). Mig klæder den slags ikke, men… når man er fyldt 29 år, er man også for gammel til den slags… hihi.

Vi satte os ind i Golf’en, jeg satte nøglen i og drejede. Plut.. host… pfffft.. sagde motoren og døde. Panikken vældede op i mig. For satan.. helvede og patter, det kunne bare ikke være sandt. Jeg prøvede igen og igen, men bilen forblev død som en sild i lage. Okay… pyha, hvad nu. Og klokken var halv fem, værre kunne det jo næsten ikke blive. Heldigvis var Ældste selv taget hjem, så det skulle jeg ikke bekymre mig om. Yngste var bestemt ikke særlig tilfreds med, at vi skulle gå hjem fra skolen. Jeg kan ikke påstå, at jeg var meget mere tilfreds, men afsted gik det på hastige skridt hjemad. Det er et pænt stykke vej, men vi småløb og luntede afsted i blæsten. Vel hjemme spænede Yngste op i lejligheden for at få varmen, mens moderen spænede op i Bigs lejlighed. Han kunne godt se på mig, at den var helt gal, jeg tror næsten, jeg var på nippet til at tude af afmagt og irritation.

Hold kæft hvor er det også irriterende, at man kommer til at tude, når man føler sig afmægtig.. eller.. jeg gør i hvert fald, når det hele virker til at være brændt sammen. Heldigvis holder denne tilstand sig ikke så længe, for et par tårer får gerne hul på bylden. Kender ikke alle den, med at er der noget, der går én på i en eller anden sammenhæng, kan andre helt aldeles ubetydelige ting pludselig ligne kæmpestore isbjerge, man ikke kan forcere??

Big var jo ikke dum, så han ringede straks til VW i Allerød for mig, og jeg kunne få en kranbil – igen var Big sød at ringe til Willys kranservice for mig. Willy havde først tid næste morgen, så der var ligesom ikke mere at stille op.

Næste dag fulgte jeg børnene i skole på gåben, efter at have sendt projektlederen og chefen en sms om min udeblivelse og grunden dertil. Da jeg kom ud igen fra skolen, besluttede jeg mig til at lige prøve bilen. Og du godeste, jeg fik næsten et chok, da den startede. Uha… og så var det ellers afsted, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ned til VW. Der sad jeg så og fik en kop kaffe, indtil værkføreren kom og spurgte, hvad jeg dog lavede der… “Drikker kaffe og venter på min bil??” smilede jeg. “Nå.. men den er altså ikke færdig før om tre-fem timer” svarede han. “Hvad… hvorfor har I ikke fortalt mig dét lidt før???” spurgte jeg og var en kende indigneret. “Jamen…” sagde han så.. “du spurgte jo ikke!!”. Du store, her kunne jeg virkelig godt have smidt kaffen i hovedet på ham, men okay bilen skulle jo laves og repressalier behøver man ikke, så jeg valgte bare at trave hjem.

Da jeg så har gået næsten hele vejen hjem – og der er L A N G T… kom jeg i tanke om, at nøglen til lejligheden var hos VW sammen med bilnøglen :( Godt så.. trave trave ned på skolen og få nøglen af Ældste. Sluttelig kunne jeg så trave hjem – nu temmelig ophidset og irriteret, hehe. Det endte så med at VW tog sig godt betalt for at skifte batteriet på bilen (for det var dét, der havde forårsaget miseren) samt at lave et 27-punkters check. Yrk.. jeg kan stadig huske det ynkelige og desperate skrig fra mit Dankort, da jeg kørte det gennem.

I torsdags var den så gal igen.. vinduesviskerne begyndte bare at køre løs!!! Det er umuligt at stoppe dem! FFD… så gik turen ned til VW Allerød igen, og de blev jo mægtig glade for at se deres bedste kunde. Der blev lavet et eller andet ved den, de tager sig jo betalt for det – og jeg kører videre. Efter at have kørt en halv kilometer, begynder viskerne igen. Weyyyyyyyyyyyyy.. tilbage til VW og brokke, for nu er jeg jo med rette temmelig sur over den bil. Nu får jeg så at vide, at der mangler en eller anden komponent, og at jeg kan komme mandag morgen og få lavet det.. helt ærligt.. jeg er så træt af, at den bil hele tiden vil på værksted. Øv, nu vil jeg så glæde mig over, at jeg har fået solgt lidt på Trendsales, så det kan opveje tabet lidt – selv om jeg lige mangler at sælge for et par tusinde.. ævs, hehe. Af samme grund glæder jeg mig til udsalget er slut! Normalt er det ellers en begivenhed, jeg værdsætter rimelig meget – bare ikke lige i denne februar måned ;)

Og så god weekend resten af weekenden, ikke ;)

31. januar 2010

Søndagshurlumhej

Skrevet af Hende selv kl. 16:41 | Børn,Kokkerier,Weekend

Der er absolut intet galt, men jeg har bare fået lavet forfærdeligt meget i dag, så jeg nu er helt træt… Der er blevet vasket 2 maskiner tøj – den sidste er i tørretumbleren, snart… Ungerne og jeg har fået bagt pølsehorn – altså den slags, som Yngste gerne må få. Og de smagte jo sindssvagt godt, så vi blev bare nødt til at snuppe en pause med varm te og nybagte pølsehorn med ketchup til. Det var bestemt ikke dårligt.

Der er også blevet støvsuget og tørret støv af, ufatteligt så meget man kan nå på ingen tid. Sengene er redt, og børnenes i alt seks skuffer bugnende af tøj er blevet gennemset. Det akkumulerede så en kæmpesæk med tøj til børn – pige 4-5 år og dreng 6-8 år – såååå… skulle du være interesseret i at overtage sækken – er du velkommen til at smide en kommentar, så finder vi ud af noget.

Gud hvor var det dog fedt at få ordnet alt det… Det kan jo være fordi jeg går rundt med en konstant sugen i maven, en slags jegsavnerhamafhelvedetil-sugning. Jeg går nemlig og savner min dejlige kæreste af helvede til, rent ud sagt. Duer slet ikke til, hvis der går alt for lang tid, mellem vi ses. Og sneen er jo en ganske effektiv forhindring, som man ikke bare kan annamme sig rundt om. Desværre. Det er lige før, jeg håber, at sker det, så sker det onsdag. Så sneer Big og jeg inde, så vi bliver nødt til at blive hjemme og bare hygge os hele dagen. Gud, hvor ville det være vidunderligt…

Mere? Jo, der skal også hygges med en lækker kage i aften, det kom nemlig også lige over mig – en kage, sådan lun og nybagt på sådan en snefuld dag. Det vækker glæde hos os alle tre… og vi spiser den med glæde. Ældste har dog en roulade med syltetøj, han lige skal have viklet indenbords først…

24. januar 2010

Søndagens dovne dyne

Skrevet af Hende selv kl. 11:29 | Børn,Weekend

Det er bare den mest dovne søndag, jeg kan mindes. Både godt og ondt, jeg får alt for meget tid til at henfalde i tankevirksomhed… Vi havde jo gæster i fredags, og som altid når man foretager sig noget hyggeligt eller socialt efter fyraften om fredagen, føles weekenden lige en tand længere. Om det er fordi man føler, man lige får to hele fridage… når man bare har hygget sig i den grad en fredag aften. Noget, der ellers ville være henlagt til lørdag aften, hvorefter man “kun” har én dag mere fri… Jeg tror det. Det er sket før. Sidst, Big og jeg mødtes i København efter fyraften en fredag eftermiddag, hvor vi gik på Strøgtur og endte med middag et eller andet sted, som fortaber sig i tågerne…

I dag er ingen undtagelse. Der vaskes sengetøj, og jeg kan ikke lade være med at tænke på dén bunke, jeg vist nok har i min vasketøjskurv. Jeg er ikke helt sikker på, hvor slem den er. Jeg husker kun noget med at Ældste sagde “Ej, jeg kan godt se, du skal vaske, mor!” (og så snakker vi slet ikke om, at det bliver én af hans pligter om få år…). Sådan som det er hans pligt i dag at tage af bordet, når vi har spist. Det gør han ganske godt, alle tallerkener fjernes, og der skylles og sættes i opvaskemaskine.

Jeg sidder bare og dovner den foran skærmen, mens jeg kigger ud og tænker, at det er skønt vejr. Fandeme så! Og koldt… brrr… sikkert, og så er det jo dejligt, at koppen med den varme te står her ved siden af. Jeg savner ungerne, og glæder mig til at se dem igen i morgen. Sådan er det ofte om søndagen, og så dukker der en masse op i tankerne. Som den dag, hvor Yngste og jeg var i Kvickly. Ved kassen ved siden af står Yngstes klassekammerat og dennes forældre. Varerne glider gennem, og der skal betales. Jeg kaster helt automatisk mit indkøbsnet til Yngste og siger “Kan du lige pakke varerne..”

Så er det jeg opdager, at klassekammeratens forældre glor temmelig forundret. Klassekammeraten står lidt ude i siden og afventer passivt. Yngste pakker varer det bedste hun har lært. De tunge ting først, og de lettere øverst. “Hvad søren, har du fået lov at hjælpe mor – hvor er du dygtig” smiler klassekammeratens mor. “Jamen, det her gør jeg da altid – det er mit arbejde!” svarer Yngste, og jeg kan godt se, at klassekammeratens mor tænker sit. “Skal du så også betale?” spørger klassekammeratens far så. “Nej det gør mor” siger Yngste og tager sin pung frem og hopper ned fra den hylde, hun sidder på.

Var der nogen, der snakkede om børnearbejde? Tja, jeg mener jo, at børn så tidligt som muligt skal inddrages i husholdningens forskellige gøremål. Hjemme hos mig støvsuger børnene gerne, og Yngste er eminent til at tørre støv af. Og der er aldrig nogen sinde brok over, når de skal lave et eller andet. Det er helt sikkert, fordi de har lært det fra starten af. Som Ældste kan sige det “Jeg kan lige så godt gøre det, første gang mor siger det…”. Det sagde han sidst til kammeraten, sidst jeg bad ham om at følge lillesøster på toilettet, da vi var ude. Selskabet kom med en bemærkning om, at var det hendes søn, havde hun ikke fået så pænt et svar. Jeg studsede lidt, for hér er det nærmest en selvfølge…

8. november 2009

Gaber… det gør jeg

Skrevet af Hende selv kl. 20:34 | Weekend

Ved siden af mig lyder en uophørlig og uforståelig talestrøm. Jeg mærker, det er lettere søvndyssende, gaber rigtig meget og opgiver at høre efter. Det vil sige, det er altså ikke den samme person, der sidder og hælder ord ud af munden, det er flere. Big sidder nemlig og spiller raid med guilden, og de bruger flittigt voice-chat. Jeg er også afsindigt mæt, der var jo rester tilbage efter gårsdagens celebre menu – og dem fik vi lige gjort kål på. Det var mig, der lavede mad, men det var nu heller ikke så slemt. Bare koge pasta og altimens læse i min bog. Altså dejligt afslappende.

Det har været noget af en søndag, vi startede med en tur til Herlufsmagle og hente Audi’en. Den er blevet repareret efter alle kunstens regler. Og ifølge Big køber han aldrig mere bil hos en forhandler, der bor så langt væk. Vi grinte en hel del på vejen hjem. Det er også de dér valgplakater. Og så var det jo, jeg fnisende sagde “RING TIL EWALS!!”. Dér døde vi næsten af grin. Ikke særlig morsom måske, for alle andre. Men vi syntes altså, det var hamrende sjovt. Dem der har set “Normalerweise” på DR2 ved jo, at vi har de her to dumme piger, der står i bagerforretningen. Opstår der problemer, lyder det konsekvent “Ring til Camilla”. Nu var det så – i en lidt overført betydning .. problemer i kommunen? Ring til Ewals.. ikke at vi ved en bjælde om ham, vi ved kun, at hans efternavn ikke var til at udtale. Og så har jeg forresten allerede glemt det.

Der var lidt sjov “feriestemning” over det i dag, da vi købte ind i en SuperSpar nede ved Næstved. Altså, jeg mener, hvor tit gør man lige det, når man bor 1½ times kørsel derfra? Og sidst jeg købte ind i sådan en blandet landhandel var altså ved sommerferien i Karrebæksminde i sommers. Så det vakte minder. Og Big fandt sig nogen rædsomme figenguf-ting.. jeg ved ikke, om han vitterlig har tænkt sig at spise dem. Jeg fik en ustyrlig trang til at bage kage, så da vi kom hjem, gik jeg i gang med at smække en banankage sammen. Og først var jeg lidt ærgerlig over Bigs enorme springform. For fanden da.. den er sgu alt for stor, tænkte jeg – mens jeg smækkede bagepapir på bunden. Hm… tjah.. går det, så går det. Så må kagen jo bare bages kortere tid. Og det blev den. Og der var endda noget mørk chokolade i skabet. Og jeg er en klovn til at smelte chokolade til overtræk, så det gjorde Big. Han er nemlig god til det. Kagen? Ja den blev fænomenalt god. Lige i øjet, altså! Apropos må jeg hellere snart lave kaffe, ja og så te også… nå.. nu gør Big det.

Så kan jeg jo sidde og udpensle, hvor meget jeg savner mine små bavianer. Gud, hvor jeg dog glæder mig totalt meget til at se mine dejlige unger i morgen. Og så skal hende Yngste altså også snart klippes. Hvilket minder mig om, at det skal jeg faktisk også selv. Sådan.. inden december og julefrokost, ikke. Nej, jeg skal ikke have nogen ny kjole til julefrokost. Jeg prøvede godt nok én i går i en shop, der handler med tøj fra Paris. Og for filan, fed kjole… men alle der var i nærheden af mig, ville hade mig OG huske mig. Uvist hvilken rækkefølge… For overalt hvor jeg bevægede mig, ville der drysse sølvglitter af. Og tjah… så meget vil jeg heller ikke lide for skønheden. Og jeg giver ham den lille hornede et skub.. et hårdt ét… ham dér, der hvisker i mit øre “Jamen, du har jo altså også kjoler.. du behøver ikke flere!”. Og fordi han har ret, irriterer det mig endnu mere. Jeg ved det godt.

12. september 2009

Klager skam heller ikke spor

Skrevet af Hende selv kl. 14:31 | Shopaholic,Weekend

Jojo, det er en rigtig dejlig lørdag.. en af de gode, hvor man ikke skal noget – og hvor kalenderen runger af tomhed. Jeg har ingen aftaler, men det gør heller ikke noget. Jeg har faktisk rigeligt at se til. Den står nemlig på superhygge med Big. Vi har været en tur i Hillerød, det er jo lidt hyggeligt at trave rundt i Slotsarkaderne – bare man ikke skal gøre det for længe. Så er jeg den, der er stået af. I dag faldt jeg lidt i med hensyn til shopaholicism. Inde i B-Young faldt jeg over den lækreste strik long-slim cardigan. Den er bare… dejlig. Og det er sådan én, man bor i.

Vi møder MandenHest, mens vi går rundt. Han siger ikke så meget, faktisk. I virkeligheden er det Big og jeg, der snakker. Vi får tiden til at gå lidt, og jeg tænker, at det er lidt spøjst, som nogen mennesker forandrer sig, og alligevel ikke. MandenHest er den type, der aldrig nogen sinde vil ændre livsstil. Ham, der går alene gennem livet. Jeg spekulerer lidt over, hvor stor sandsynligheden er, for at man møder den rigtige – og eventuelt får børn, efter at man er fyldt 40 år. Den er nok ikke særlig stor, selv om jeg da ved, at det forekommer. Big og jeg napper en elefantpik durumrulle på vejen ud af Slotsarkaderne. De laver altså de mest lækre ruller i Andersen burger. Dér ved udgangen af centret, er det.

Føtex er også blevet hærget, der er købt ind – vi har lagt kursen efter hyggelørdag. Så i aften venter bøffer med bearnaise og kartoffelbåde plus Big’s specialbønner. For hunne, dem er jeg vild med, og jeg vil gøre meget for at få dem. Så er det sagt. Og nu er BonusSøn arriveret.. så endnu mere hygge og afsted fra skærmen nu…

17. juli 2009

Som en fisk i vandet

Skrevet af Hende selv kl. 18:45 | Sjov,Weekend

De lover skybrud, det er rigtigt. Derfor har jeg også forberedt mig, hele dagen har jeg haft travlt med at grave. Hele vejen rundt om huset har jeg med børnenes skovl kastet en kæmpestor jordvold op. Og det var selvfølgelig ikke noget at tale om. Det gjorde jeg med den ene hånd på ryggen. Den anden? Njah.. jeg har udviklet en særlig strikketeknik, så jeg fik lige lynstrikket ærmerne til min ny cardigan.

En bekendt kom forbi og mente, at jeg ikke kunne leve uden denne hersens fantastiske mulepose, hun lige havde syet her den anden dag. Altså.. to be honest. Den var afskyelig grim, helt ærligt. Lilla, grøn og med blomster og den slags krymmel på. Nå.. det gider jeg ikke ærgre mig over, jeg sælger den bare på Etsy.com, dér ryger så meget andet rædselsfuldt afsted, så hvad pokker. En rædsel mere eller mindre…

I øvrigt har jeg også her i dag hjemtaget nogen superfede waders. Det var da jeg kom forbi den der designershop, der ligger henne om hjørnet i landsbyen. Bare lige i øjet, det er de… blågrønlige i farven, med fine blomster på (det er jo til kvinder, for pokker). Og de står bare bragende godt til min ny regnfrakke. Faktisk er jeg så vild med det, at jeg tror, jeg vil indtage aftenens kæmpestykke jordbærtærte iført mit ny kluns. Altså, der er da ikke noget bedre end at sidde i sofaen og nyde en god udsendelse om havens nyttevækster, mens man lige får lagt sidste hånd på kæmpepuden, man er ved at sy til børnene kommer hjem i morgen. Hold da helt fest i negerhytten mand, de bliver totalt vilde, når de ser den.

Jeg har også lavet den dejligste basilikumcreme, med æggeblomme og hele svingemøget i. Uh, det er virkelig super – og det vil gøre sig godt til den roastbeef, der lige om ikke så længe står og hygger sig inde i ovnen. Jeg skal forresten også lave en røvfuld grovboller, det er jo planen, at vi i morgen skal have deli-frokost med rester af roastbeef med pesto (den grønne fra Svansø, selvfølgelig!) og basilikumcremen (hvis der er noget tilbage, altså…).

Ja, det bliver en udsøgt aften, og jeg har jo næsten ikke lavet noget i dag.. tjah.. måske jeg også lige skulle starte weberen.. så vi kan grille skumfiduser ;)

God weekend derude, hehehe!

12. juli 2009

Homecoming

Skrevet af Hende selv kl. 20:25 | Weekend

Så kom han da endelig hjem til mig, ham dér min mr Big. Jeg må indrømme, og det er ikke lyv – at jeg havde savnet ham alt for meget! Jeg kan ikke gøre andet, sådan er det bare. Og han havde også savnet mig – så på den måde var det hele helt okay. Og uuhh… hvad gør en pige, når manden har hjembragt dejlig parfume? Uh, det er jo lige før hun flækker tværs over. For det var lige præcis min favoritparfume, Big havde transporteret over Atlanten til mig. Den er jeg også vild med! Det bedste af det hele var nu at se ham igen.

Vi har hygget os på alle ledder og kanter de sidste par dage, indtil jeg skulle hjem. Nogen skal jo på arbejde, og andre igen skal ikke. Jeg ville ønske, jeg var blandt de, der ikke skulle. Men der går nu også kun en lille uge, så er det min tur til ikke at kunne få armene ned. Dét er jo ikke at kimse ad! Der er blevet shoppet – eller rettere sagt, forsøgt på at shoppe i går. Big var i den store Fona, hvor han snildt kan tilbringe lidt tid, mens jeg imens skulle snuse rundt i B-Young. Men… ingen havde sagt, det var så kedeligt dér, så jeg sneg mig over i en skoforretning. Her havde jeg så fået et par smukke, højhælede sexy sandaler på. Uha.. de var lækre. Nemt var det ikke, specielt ikke fordi jeg var nødt til at have det ene øje på B-Young – for Big kom måske ud, før jeg var færdig!

Inden jeg havde nået at bestemme mig omkring et eventuelt køb, øjnede jeg så Big’s høje skikkelse ovre ved B-Young, så jeg flåede sandal af, hoppede i min egen sko og benede ud igen, det bedste jeg havde lært. Alt sammen på et splitsekund. Det ville jo være noget værre noget, sådan at blive væk igen. Ligesom i Ikea.

Forresten har Big fundet ud af, at han faktisk burde have haft købt en stol mere. Lige som min kvindelogik sagde, men skidt – så må vi da bare en tur i Ikea igen. Bonussøn sagde til Big “Nej, jeg gider ikke, tag Anja med i stedet – så bliver hun glad!”. Han er sådan en klog og god dreng, det må jeg nok indrømme.

Nuvel, jeg fik så ingen lækre, højhælede sko i går, ihvertfald. Og når ret skal være ret – jeg står jo ikke lige og mangler dem! Så dét! Til gengæld fik vi – ja tør altså godt sige det – verdens bedste Thai-gryde, som jeg lavede til os alle tre i går aftes. Big og Bonussøn fik rester i dag – og på msn lød det til aften “Du er altså skidegod til at lave Thaimad!”. Større ros kan man vist ikke få, glad var jeg ihvertfald. Det er en ret fed fornemmelse, når manden fortæller én den slags. Specielt fordi jeg selv holder meget af den ret – den smager nu også sindssvagt godt!

10. juli 2009

Trådene er samlet igen

Skrevet af Hende selv kl. 10:06 | Årets gang,Det sker,Weekend

Eller hvad det nu er man siger.. det lyder totalt åndssvagt – men det er nok fordi, jeg er så lalleglad for, at manden er hjemme igen! Det er rigtigt dejligt. Egentlig en sjov ting, det der med at så snart der kommer større afstande mellem én selv og dem man elsker – så føles det som rigtig langt væk. Og nu har jeg jo fået læst en hel masse den sidste uges tid.

Blandt andet kan nævnes “Den sidste konkubine“, og jeg kan kun anbefale bogen. Forfatteren tager én med på en utroligt spændende og begivenhedsrig rejse i Japan, som det foregik i 1800-tallet. En meget fascinerende og totalt gennemresearchet historie, der faktisk holder vand. På intet tidspunkt tænker man “Arhh… det er for langt ude…”. Noget er fiktion, men der er en masse fakta – og nåja, in mente – dengang havde man jo ikke en forlænget arm i form af mobiltelefoner. Kontakten med ens kære, langt borte, foregik via kunstnerisk malede digte i form af skrifttegn.

Og så er vi fremme ved dét, der var den egentlige pointe. I dag er man – afstand til trods – ikke længere borte end en sms eller email, og der kan sågar udveksles fotos og andet godt. På den måde er afstanden jo reelt set ikke en afstand, som det var i forne tider. Ikke desto mindre kan intet dog kompensere for fysisk kontakt, så to be honest – jeg glæder mig til at forsvinde i Big’s arme.

Apropos arme – har jeg besluttet mig. Kort til motionscenter skal anskaffes, og så skal der trænes arme og skinkeflæsk!

20. juni 2009

Det er altid noget

Skrevet af Hende selv kl. 23:14 | Årets gang,Weekend

Det synes jeg da helt bestemt – det er aldrig helt galt, når man går og føler sig sådan rigtig meget elsket og sådan, det er jo en rigtig dejlig fornemmelse. Og det er dét, jeg nyder i disse dage. For sådan er det… og det er dejligt. Lige som det skal være.

Der hygges hér, gør der – og spises – måske lidt for meget, men det er til gengæld også super hyggeligt – og absolut værdsat. Og jeg har en fornemmelse af at være gået lidt blogdød, jeg gider ikke rigtig skrive om alt, der rører sig oppe under krøllerne.

Eller måske er det mere rigtigt at sige, at jeg ikke har lyst til at lade livet være totalt blottet og offentligt tilgængeligt? Måske er jeg også blevet bornert? Nej, det er jeg dog ikke, måske er ordet “mere privat”… more privacy required – in English. So be it…

19. juni 2009

Endelig pakke sammen

Skrevet af Hende selv kl. 14:29 | Weekend

Det er altså ufatteligt rart dér om fredagen at kunne klappe den blærbare sammen og tage sin frakke og gå. I den bevidsthed at man ikke skal op næste morgen. At det hele kan vente. Ikke at det sådan lige kan det, rent umiddelbart – men det bliver det nødt til. For jeg gider bare helst ikke arbejde i weekenden. Det gør kunderne jo heller ikke (altid).

Der er også noget at glæde sig til, jeg har tænkt mig at forkæle mr Big lidt ekstra i aften med noget godt til ganen. Vi fik faktisk chokoladeroulade i går, men jeg var ikke helt tilfreds med den. Det var som om, den var en kende tør. Hele dagen i dag har det bare vrimlet med problemer, og det bliver en lettelse at komme hjem og bare gå og hygge med at lave mad til manden. Af en eller anden grund virker det som ren terapi på mig, det der med at gå og foretage mig alt muligt køkkenregi-agtigt, når jeg har haft knald på på jobbet, som i dag. Og så håber jeg, at Big er nogenlunde frisk, for jeg vil så frygteligt gerne hive ham med i biffen. Nu man lige er ved det – så var det også en enormt klog kommentar jeg lige fik fra Jens til et andet indlæg. Det er altid dejligt med konstruktive ord, og så på sådan en husmoderblog som min…

God weekend derude :D

Frem »