Humøret er for stigende – men jeg er stadig “øglemor”. Det varer lidt, kan jeg mærke. Af lutter stædighed nægter jeg at være den søde, milde og gode mor, jeg plejer at være. Ikke endnu. Jeg har brug for lidt tid til mig selv. Det hjalp faktisk ogsÃ¥ lidt, da jeg fandt denne adresse – her er det muligt at købe lækre og fabuløse sko. Der er noget for enhver smag og lyst. Nu var jeg lige dér pÃ¥ udkig efter et par heftige trainers, som jeg vil bruge til mine yndlingsjeans.

Trainers blev fundet og jah… “Same procedure as last year, James”. Man skal vel heller ikke sætte sit lys under en skæppe, skal man?

Der kom i øvrigt ogsÃ¥ en dejlig bog med posten i dag. Den flinke grÃ¥nende postbærer kom nok sÃ¥ pænt op og bankede pÃ¥ min dør. Sørme om ikke han havde en pakke med til mig, dén bog jeg har glædet mig til i et par dage. Det var jo sÃ¥dan, at ungerne og jeg var pÃ¥ biblioteket for at lÃ¥ne flere bøger til Ældsteøglen, der er oppe pÃ¥ 900 siders ferielæsning nu. Det er lidt imponerende, selv om jeg har forklaret ham venligt men bestemt, at jeg altsÃ¥ ikke kan frembringe vild jubel og klapsalver og udbryde “flååååååt” hver gang, han kommer og oplyser, at nu har han læst endnu en bog. Det accepterede han uden videre, men han kommer stadig og fortæller omhyggeligt, nÃ¥r han er færdig.

Faktisk fører han statistik. Han skriver titel, forfatternavn, antal sider og lix-tal op for hver bog, han pløjer sig gennem.

Den pÃ¥gældende dag kom jeg til at lÃ¥ne bogen “Easy Italiensk kogebog” af Jennifer Donovan. Der var nemlig en opskrift pÃ¥ en svamperisotto, jeg bare mÃ¥tte prøve. Problemet var sÃ¥, at bogen indeholdt frygteligt mange lækre opskrifter, sÃ¥ ideen med at kopiere de opskrifter, jeg ville have, røg hurtigt. Og en undersøgelse af Elounge viste, at de havde bogen. Der blev bestilt og nu stÃ¥r den og troner pÃ¥ hæderspladsen pÃ¥ hylden i køkkenet. SÃ¥dan én har jeg nemlig ogsÃ¥ fÃ¥et… og jeg er sÃ¥ glad for den!

Det er nok bare ikke sÃ¥ godt for vægten, at jeg er sÃ¥ totalt og Ã¥ndeløst begejstret for italiensk kogekunst. Apropos vægt, sÃ¥ har jeg nÃ¥et mit mÃ¥l. De fem kg jeg ville af med, er kommet af nu. Og jeg er sÃ¥gar kommet i bedre form oven i – plus jeg er kommet i gang med at træne… hver dag.

Advarsel… indlæg kun for folk, der interesserer sig for sko. Alle andre skal nok bare scrolle nedad… ikke.

Det faldt mig lige ind at skrive lidt, da jeg tilfældigvis så et indlæg, et eller andet sted på nettet. En kvinde søgte information om, hvor man kunne få de superfede wedges, som Mentor laver. Jeg har set dem på nettet på Brandos, men her findes modellen kun i sort. Det er også en rigtig fed model, hvis du spørger mig. Mentor laver den også som hel bootie, med lukket tå. Her vist i sort. Jeg har set den i farven sort, taupe suede og grå. Alle er enten med lukket tå eller med peep toe.

Wedgemodellen med lukket tÃ¥ – har jeg tilfældigvis set hos Jette Riis i Lyngby storcenter, hvor de ogsÃ¥ har dén wedge, de har pÃ¥ Brandos.dk – men hos Jette Riis kan du kun fÃ¥ den i farven Taupe Suede. Den er til gengæld ufatteligt flot til jeans og lyse farver generelt. Man fÃ¥r sÃ¥dan et casual look med peeptoe-wedgen i brun ruskind. Jeg prøvede den ude i centret i lørdags, og udover at den er enormt flot – er den ogsÃ¥ utroligt nem at gÃ¥ pÃ¥, de 10 centimeter hæl til trods. Kilehælen gør, at det er let at navigere rundt, uden problemer med at holde balancen.

Prisen er temmelig pebret, men skoen er skam ogsÃ¥ temmelig semi-kinky pÃ¥ den fede mÃ¥de. Det er sÃ¥dan en sko, hvor folk glor langt efter dig – og hvisker “SÃ¥ du de der uberfede wedges??” til hinanden. Hvis ikke de hvisker “FFD, nogen gyselige sko, hun havde pÃ¥, hende dér!”. Begge optioner er til stede, sÃ¥ man skal turde, hvis man hopper ud i de wedges fra Mentor. En ting er sikker – man gÃ¥r ikke ubemærket hen…

Nede hos Billing sko på etagen under dén, hvor man finder Jette Riis, kan man endvidere få den for oven omtalte wedge med peeptoe i glat, sort læder. Den er dog formentligt temmelig varm at storke rundt i, her når solen endelig engang bestemmer sig til at kigge frem.

Selv er jeg ret pjattet med den brune model… Hm.. den stÃ¥r jo ogsÃ¥ godt til den hat i leopard, jeg ogsÃ¥ pÃ¥ et tidspunkt skrev om…

I dag har jeg faktisk fÃ¥et en stor erkendtlighed – det er jo rigtig dejligt, nÃ¥r man ganske uafvidende opdager, at en kær veninde har tænkt pÃ¥ én i løbet af dagen. Faktisk var det ret morsomt, eftersom jeg lige havde gjort mig nogen betragtninger om, at jeg synes, jeg savner mine veninder. Jeg ved godt, der er masser af ting, der sluger tiden – men samtidig ved jeg ogsÃ¥, at vi nok skal finde ud af at ses

Jeg siger mange tak til Esther for at have tænkt pÃ¥ mig…

Reglerne for denne award er som følger:
Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har modtaget den.

Tak og link den der har givet dig den.

Link til 7 andre og spred lidt glæde ved det.

Fortæl 7 ting om dig selv.

Jeg linker til disse syv personer Рom I s̴ vil deltage, er jo op til jer ;o)

Helle
Mette
Frederikke
Pernille
Valkyrien
Den kreative and
Kenni

SÃ¥ var der de syv ting om mig selv…
1. Jeg ELSKER min kæreste, vores børn og hele min mærkværdige familie
2. Jeg er rigtig glad for at være mig – og at jeg snart skal flytte
3. Jeg er ENFP i Myers-Briggs personlighedsanalyse
4. Kollegaerne tror jeg er en ENFJ (én, der bare har sÃ¥ totalt styr pÃ¥ alt og laver lister og sÃ¥ videre…)
5. Jeg er enormt god til at flyde med strømmen og lade stÃ¥ til, altimens jeg bare hygger mig – vi nÃ¥r det jo nok i morgen, ikk’?
6. Jeg har fÃ¥et lavet en LASIK – det bedste, jeg har gjort de sidste 10 Ã¥r – bortset fra at blive skilt og blive kæreste med Big og fÃ¥ mine to skønne unger
7. Jeg er altid sulten og er næsten aldrig på Facebook

Øh… og en 8. ting, det gik op for mig, at jeg faktisk ikke følger med i sÃ¥ mange blogs, som jeg burde – hvis vi ser bort fra de hos Ildkat allerede nævnte – for jeg ville ogsÃ¥ have udpeget et par stykker af dem, hun har “udfordret”

Jeg var jo ude og shoppe lidt pÃ¥ egen hÃ¥nd, dér i lørdags – og jeg kunne desværre ikke finde et billede af den prikkede sag, jeg fandt ude i Rødovre Centrum – i ONLY. Her i aften var jeg sÃ¥ heldig, da jeg modtog et nyhedsbrev med sommerkjoler. SÃ¥ var det jo nærliggende at tænke, at den dér kjole nok var der – mÃ¥ske.

S̴dan ser den alts̴ ud. Og den er fantastisk nem at style. Jeg bruger den med et par leggings med lynl̴s Рog dertil en sort lang cardigan i tyndt strik Рeller kort sort cardigan Рfor at bryde alle prikkerne og skabe konsistens. Mine ny gladiatorsandaler er ret fede til Рellers kan et par sorte wedges klare det sidste twist.

Siden har jeg ellers gjort noget mig ganske uvant. Jeg har været i Lyngby storcenter og fÃ¥et penge – tilbage… for et par sorte wedges fra BDK. Lige meget hvad jeg gjorde ved de sko, sad de bare ikke okay pÃ¥ min fod. Til den pris skal de sgu sidde ordentligt, ellers kan det jo være ret sÃ¥ lige meget. Det nytter jo ikke noget at se smart ud, nÃ¥r man, lige sÃ¥ snart man bevæger sig afsted, ligner en søsyg kamæleon, der har drukket af natpotten! Det er jo ikke dét look, man gÃ¥r efter – eller que!

Desværre sÃ¥ jeg jo nogen andre wedges hos Jette Riis, og jeg er begyndt at tænke, at jeg og ungerne mÃ¥ske nok skal en lille tur ud at køre her pÃ¥ lørdag. Nu skal jeg lige overveje den igen. Nu er der heller ikke sÃ¥ lang tid til jeg flytter – og jeg kan mærke, at jeg begynder at glæde mig mere og mere. Det bliver helt fantastisk dejligt, nÃ¥r vi er kommet pÃ¥ plads i den ny lejlighed. Jeg kan mærke det helt ind i sjælen, at jeg har truffet en helt rigtig beslutning. Det bliver skønt at komme ud af eks’ens skygge – det bliver skønt at komme ud i noget nyt. Det tror jeg faktisk er meget sundt at gøre, med mellemrum. Man sidder alt for let fast i det gamle, og stiller sig tilfreds med noget – der mÃ¥ske ikke er helt optimalt, alt sammen bundet op pÃ¥ dovenskab og magelighed. Det er vi alle sammen sÃ¥ fantastisk gode til – og det er egentlig synd og skam.

Vi har været en tur pÃ¥ sygehuset og besøge min far. Det er virkelig ikke spor morsomt at se ham i de omgivelser, og pÃ¥ sæt og vis er han der ikke mere. Det er ikke dén far, jeg kørte rundt med og pjattede med. Det er ikke den far, der fortalte de mest vovede og sorte vitser og grinte bragende af det. Det er ikke den far, der fortalte mig historier om krabben. Ham, der er der nu, er “stakkels lille far”. Det er synd for ham, for tilbage er kun et ikke tomt, men ihvertfald temmelig energiforladt hylster. Jeg synes, det er utroligt svært, og jeg arbejder pÃ¥ at finde en ny rolle i forhold til dét, min far nu er regrederet til. Mon ikke det kommer med tiden? Jeg hÃ¥ber det, for vores alles skyld – og for hans. Ingen tvivl om, at jeg elsker min far – men jeg ville virkelig ønske, han ikke havde fÃ¥et ødelagt sig selv pÃ¥ den vis.

I det hele taget en noget mystisk dag, hvor Big og jeg var helt og aldeles overbevist om, at min far var død…

Det startede jo ellers meget godt, i morges var jeg i Kvickly i Allerød – hvor jeg scorede dette par - og bagefter i Kvickly i Farum, hvor jeg scorede détte par . Faktisk var det nok mest dem, jeg var ude efter, men nu havde jeg jo allerede fÃ¥et fat i de hvide i Allerød. Der havde jo været reklamer og hvad har man ikke, om at Kvicly solgte Converse sko til 299,- Ikke dÃ¥rligt. Og jeg er jo ret glad for den berømte støvle, faktisk har jeg endda et par røde, jeg har købt engang – og som faktisk har en ret morsom historie bag sig… Men den fÃ¥r du ikke lige nu.

Sjovt var det ihvertfald, jeg troppede op i Allerød Kvickly og konstaterede, at det godt nok ikke var mange par, de solgte dér. I annoncen stod der noget med “begrænset mængde… ikke alle varehuse”… og det stemte ogsÃ¥ med virkeligheden. Der var to knægte – pÃ¥ Bonussøns alder. De prøvede løs, og jeg øjede lige en dame, pÃ¥ hvis pande stod skrevet “Jeg leder efter Converse” – sÃ¥ jeg benede lige hurtigt den anden vej omkring og overhalede hende inden om – HÆ! – og heldigvis faldt mit blik pÃ¥ en kasse med tallet “5″. Jeg nappede dem omgÃ¥ende, og stod sÃ¥ og gloede lidt ned i æsken. Et par hvide, var det. Ikke sÃ¥ ringe endda… Damen ledte forgæves, og jeg hørte hende sÃ¥gar spørge ekspedient pÃ¥ hastig retræte, om ikke de havde flere i str. 38. “Jo, der er en enkelt kasse” (som jeg stod med, gnækgnæk!). Damen gik sin vej… for der var jo ikke nogen kasse – længere. Jeg besluttede sÃ¥ at daffe en tur til Farum, for jeg ville da lige se, om ikke de havde dem i sorte.

Vild parkeringspanik i Farum, for der var selvfølgelig spejdernes loppemarked – og uha, sÃ¥ bliver der fyldt godt op. Jeg skal i øvrigt ikke tøve med at anbefale det, det er bestem ikke spor uspændende ting, man kan være heldig at finde. MÃ¥ske kunne man endda finde et par Converse? Aner det ikke, for jeg havde travlt med at spæne over i Kvickly og styre direkte mod hylden med Converse. Her i Farum var der, om muligt, endnu færre æsker. Pludselig sÃ¥ jeg dog et 5-tal og Ã¥bnede æsken. Hurraaaaaa… et par sorte! Skønno! De skulle da med hjem. SÃ¥ fik jeg ogsÃ¥ lige sms’et til Big for at høre, om jeg skulle købe ind til aftensmaden.

Han er nu sÃ¥dan en dejlig mand “Find bare pÃ¥ noget, jeg er blank!” lød svaret… Jamen godt sÃ¥. SÃ¥ skal du fandeme ogsÃ¥ fÃ¥ noget, der er godt, tænkte jeg og købte ind til Goa kylling. Det er ved at blive en livret her i huset hos Big og jeg. Vi snakkede faktisk om, at man godt kunne servere det for gæster – dog bare med tilbehør for at strække det lidt.

Og sÃ¥ var det, jeg fik dagens store overraskelse. Jeg led jo lidt meget af dÃ¥rlig samvittighed over at have købt TO par Converse, og var helt sikker pÃ¥, at Big ville tage sig til hovedet og kigge mærkeligt pÃ¥ mig. Ja, jeg var ikke meget værd, to be honest… Men nej, tænk engang, da jeg forsigtigt ymtede noget om, at jeg gerne liige ville høre, hvad han syntes, hvilken farve – de hvide eller de sorte, skulle jeg mon fÃ¥ pengene tilbage for det ene par… bla.. bla.. “Jamen.. hvad kostede de da?” “Hm… *host*… 300, parret” sagde jeg – næsten uden at blinke eller hoste ret meget. “NÃ¥.. jamen sÃ¥ behold dog begge par… ellers bliver du bare sur over, at du fik penge tilbage for det ene par, ikke?”. Han er sgu dejlig, den mand! Og klog….

Senere fik jeg meget mystisk sms fra min mor. Det var faktisk sÃ¥ mystisk, sÃ¥ bÃ¥de Big og jeg var sikre pÃ¥, at min far var død, og at hun bare ikke kunne fÃ¥ det sagt. Heldigvis viste det sig, at hun bare trængte til en kop kaffe og en god snak – som endte med at Big fik hende til at bestille et nyt TV. Der var ikke andet galt, end at hun er gÃ¥et ned med flaget, hun kan ikke mere. Og man forstÃ¥r det sÃ¥ godt, nu har hun virkelig kæmpet de sidste mange Ã¥r – og nu strejker alt i hende. Nej.. det kan ikke blive ved. Far er fortsat indlagt, og det skal han være en tid endnu – og sÃ¥ er det direkte i aflastning med udslusning til beskyttet bolig. Det er dét, der er sÃ¥ sørens hÃ¥rdt at kapere, efter 42 Ã¥r sammen. Du godeste, hvor livet ikke er retfærdigt!

Det var jo planen, at Big og jeg skulle have nydt at slentre afslappet henad Strøget og alle de andre små gader, blandt andet Vimmelskaftet, hvor B-Young har til huse. Der var jo noget med en ganske afskyelig grim taske, som jeg ikke ville have alligevel. Problemet var bare, at lige i dag stod det ned i stride strømme fra det øjeblik, vi lod den nyopståede morgenstirren ramme vinduet og kigge gennem persiennerne. Ikke særlig nice, tænkte jeg og håbede, at den dér regn bare ville stoppe.

Det gjorde den ikke. Nej, mens vi sad og tyggede havregryn, kunne vi betragte kæmpestore plask direkte ud af nedløbsrenden pÃ¥ skuret i gÃ¥rden. Big rystede pÃ¥ hovedet. Jeg var godt klar over, at det betød, at der ikke blev nogen som helst tur til København. Ej, det var da ogsÃ¥ for galt. Ikke tale om… ikke om jeg gad sidde hjemme indendøre og beundre regnen med et tomt udtryk i øjnene. Næh… ikke mig. Big gad bare ikke indkøbscentre, men det kan vel ikke undre nogen. Han er jo en rigtig mand.

Big syntes, det var ganske fint, hvis jeg tog en tur i Rødovre centret. Bare han slap. Ingen problemer dér. Der er jo ogsÃ¥ en B-Young der, og jeg ville helst ikke fÃ¥ pengene tilbage i den forretning i Hillerød. “De kender mig dér!” sagde jeg til Big med en opgivende mine, da han sagde, at jeg jo kunne fÃ¥ dem byttet dér… Af en eller anden grund følte jeg mig lidt dum, hvis jeg skulle foretage transaktionen dér. Nej, jeg gad ikke Hillerød, og desuden var det længe siden, jeg havde været i Rødovre. SÃ¥ jeg var hurtigt pÃ¥ vej, og fik ogsÃ¥ en sms til Ældsteveninden afsted. Om ikke hun lige kunne fange mig ude i centret.

Dagen gik jo pÃ¥ raske fjed, derude i centret. Jeg osede og posede – gik og hyggede mig noget sÃ¥ grusomt. Kiggede pÃ¥ tøj og pÃ¥ andre mennesker. Det er altid god underholdning… Det gjorde det bestemt heller ikke ringere, at Ældsteveninden kom ud og støvede mig op i Vero Moda. Vi vadede rundt og ævlede op af stolper og ned af vægge, og kom ind i alle forretningerne. Især i Bianco var det slemt. Den dér infame lille stemme, der ogsÃ¥ var efter mig i sidste uge, da jeg var i Lyngby med ungerne… ikke, den kom igen?!?! . Ældsteveninden tilkastede sandalerne nogen mærkelige blikke. Ingen tvivl om, at hun syntes, de var ganske rædsomme.

Indtil hun sÃ¥ dem pÃ¥. Jeg kunne se, hun slappede af igen, ansigtstrækkene blev helt milde, som de plejer at være. “De er da meget søde… alligevel… ikke?” sagde hun sÃ¥. “Jo, helt bestemt.. jeg tænker sommerbrune fødder med neglelak pÃ¥” smilede jeg. Heldigvis holdt den forbandede lille djævlestemme kæft, da jeg stolt travede ud igen med en pose med de “mystiske” sandaler i hÃ¥nden. De havde heldigvis ikke taget skade af de mistænksomme blikke…

Vi travede videre rundt – og jeg fandt ogsÃ¥ en top med bryderryg i SparkZ – og en kjole med sorte prikker. Vi spiste frokost – sent – og det var bare superhyggeligt. Vi krammer hinanden grundigt og gÃ¥r til hver sin bil, for lige nu har vi ikke lavet ny aftale. Dét var sÃ¥ den gode del af dagen, afbrudt af sms fra mor. Hun har fÃ¥et bøvl med maven, om ikke jeg kan komme forbi med piller – jo det kan jeg skam godt, nÃ¥r jeg kører fra Rødovre. Min far blev indlagt igen i dag, og er meget dÃ¥rlig – og min mor kan ikke mere. Jeg forstÃ¥r hende sÃ¥ godt. Jeg havde nok selv kastet hÃ¥ndklædet i ringen for Ã¥r tilbage, hvis du spørger mig. Men det fÃ¥r være. Nu hÃ¥ber jeg bare, at mor fÃ¥r lidt ro og fred.

Nu er vi ved enden pÃ¥ dagen, og enden er god – som den for mestendels altid er. Big og jeg hygger gennem, jeg sidder og surfer og skriver og nyder at være hjemme. Der venter ogsÃ¥ en smoothie af Bigs egen komponerede, lidt senere – sÃ¥ jeg kan jo kun være tilfreds, og det er jeg sÃ¥!

Det er en dag, man altid bør huske – i alt fald for hvad angÃ¥r, hvad der foregik for 70 Ã¥r siden, hvor en frygteligt grusom krig tog sin begyndelse.

Den 9. april 1940 kl. 04.15 indledtes Operation Weserübung. Det var kodenavnet for det tyske angreb på Danmark og Norge. Tysklands primære formål med at besætte Danmark var Aalborg Lufthavn.

De tyske tropper, der besatte Danmark, bestod af ca. 40.000 mand. Egentlig modstand fandt kun sted i Sønderjylland foruden kortvarigt skyderi ved Amalienborg mellem tyske soldater og garden. I Sønderjylland blev 16 danskere dræbt og 23 blev såret. Samtidig med at det militære angreb fandt sted, fik den danske udenrigsminister P. Munch overrakt et ultimatum af den tyske gesandt Renthe-Fink. Danmark skulle opgive al modstand, og til gengæld ville dansk politisk uafhængighed og Danmarks territoriale integritet blive respekteret af Tyskland. Kl. 05.30 blev der holdt et hastemøde for regeringen på Amalienborg, og kl. 06.00 kapitulerede Danmark, men pga. kommunikationsproblemer modtog de sønderjyske soldater først ordren et par timer senere.

Herefter blev der udsendt proklamationer til den danske befolkning fra Stauning og Kongen, der blev sendt en svarnote til den tyske regering, og kl. 21 samme aften holdt Stauning en tale for Rigsdagen (se politik under besættelsen). Regeringen blev endvidere udvidet med repræsentanter fra to af oppositionspartierne (se samarbejdspolitikken). Dette skulle dels modvirke en parlamentarisk krise, og dels skulle det være med til at berolige den danske befolkning. Den danske fredsbesættelse var indledt.

Derudover kan jeg fortælle, at vi i dag fejrer min lillebrors fødselsdag. Hjertelig tillykke med de 35 år, kære lillebror

Jeg håber du får en rigtig hyggelig og dejlig dag. Sender du mon ikke snart noget sol, så slem kan du umuligt have været i år? Stort tillykke

Til morgen er Yngste bare ikke særlig kvik stadig. Siden søndag middag har hun været lidt utilpas, vekslende mellem lidt og meget. Så vi er hjemme i dag og lege sygepige. Hun får sig et lille hvil, og det er sikkert tiltrængt. Altså ikke for noget, men jeg indrømmer, jeg tror virkelig, man bliver meget træt af at være utilpas. Det må godt nok være anstrengende, sådan at ligge i sofaen pakket ind i tæpper og holde skarpt øje med mor, ikke? Og så når mor går med den store kurv med vasketøj, øjer tøsen sin chance.

“Mooooooorrrrrr”, skingrer hun. “MÃ¥ jeg ikke fÃ¥ lidt karameller?”… Dette ledsaget af et par meget bedende øjne, der ikke lader en hund meget efter. Jeg stiller kurven med vasketøj pÃ¥ sofabordet og kigger fast pÃ¥ hende. “Nej”, siger jeg sÃ¥. Fanme om jeg gider have, hun ligger og fedter i sofaen med de karameller. Desuden har jeg ogsÃ¥ selv ædt dem, sÃ¥ der er ikke nogen, hehe. “Du kan fÃ¥ et stykke brød, hvis du er sulten?” fortsætter jeg sÃ¥, velvidende at det er hun ikke. Ikke efter brød i hvert fald. Rigtigt gættet. “Nej” surmuler hun og vender sig om pÃ¥ siden og skuler lidt til tv’et. Det er ikke første gang, og jeg vover et kvalificeret gæt, det er heller ikke sidste gang i dag. For det er en stædig datter, jeg har mig…

Det mÃ¥ virkelig være belastende at skulle bruge sÃ¥ mange kræfter pÃ¥ at ligge og holde øje med mig og kalkulere konstant pÃ¥, hvornÃ¥r chancen for at fÃ¥ noget mon er størst. Jeg kan ikke lade være med at grine. Og om det nok sÃ¥ meget er “semi-sygepige” finder hun nok snart ud af, at det bare ikke er fedt at være sygepige. Der er ikke nogen spændende ekskursioner ned i byen. Ingen gymnastik. Ingen sjov og ballade. Ja, puha, jeg er ret sikker pÃ¥, at hun er superfrisk i morgen igen…

Og sÃ¥ er kjolen fundet… dén jeg skal have pÃ¥, nÃ¥r jeg skal følges med Big til konfirmation. Det er en kæmpelettelse, for nu ved jeg, hvad jeg skal have pÃ¥ – og det var bare “kjolen” kunne jeg se, da jeg fik den pÃ¥! Herligt! SÃ¥ jeg føler mig ret heldig – og Big kunne heldigvis ogsÃ¥ godt lide den… ellers havde det godt nok været temmelig ærgerligt for ham at skulle se pÃ¥ dén, sÃ¥! Hehe.

Et eller andet sted har jeg læst – at det skulle være sÃ¥ godt som umuligt at slikke sig selv pÃ¥ albuen. Men.. nu har Yngste bevist, at det sÃ¥ absolut ikke er tilfældet. BÃ¥de jeg selv og Ældste har gjort forsøget, og til trods for at jeg er indehaver af en pænt lang tunge, er det mig totalt umuligt at slikke mig selv pÃ¥ albuen… Ældste undrer sig.. han synes, det er en legendarisk lang tunge, jeg har.. jeg kan jo skubbe til min egen næsetip med tungen!

Men se selv.. Yngste… hun kan! (billede fjernet) Jeg lader mig gladeligt imponere, og vi bryder ud i grin og pjat – for det ser altsÃ¥ virkelig vanvittigt ud, som barnet sidder dér og slikker sig pÃ¥ albuen. Jeg siger, at det nok bare er fordi, hendes arme er sÃ¥ korte. Ældsteøglen der er lidt mut og vel nok lidt jaloux over, at lillesøster kan noget sÃ¥ umuligt, hvæser, at ja nok kan han ikke slikke sin albue, men han kan mimre som en kanin. “Og det kan jeg ogsÃ¥!” bryder jeg ind – og gentager endnu en gang “at jeg altsÃ¥ ikke er i stand til at ramme min albue med tungen!”. Bare for lige at gyde olie pÃ¥ vandene.

I øvrigt fandt jeg det dér med pÃ¥stand umuligt at slikke albue – check det selv ud. Kan du?

Ærligt talt – Fakta, det ta’r 5 minutter. Jeg brækker mig. Det er dér, da jeg stÃ¥r i køen i Fakta, den enormt lange kø, med en milliard mennesker, der Ã¥benbart har sat sig for at købe ind til den kommende uge lige netop i dag, pÃ¥ en søndag.

“Pissefucking Fakta” tænker jeg for mig selv og skuler fremad. Jeg har allerede været i Aldi uden resultat. Der var bare ikke noget æblemos pÃ¥ glas… og heller ikke æblekagerasp. For pokker, hvor er jeg bare ærgerlig i dét øjeblik. Og nu stÃ¥r jeg her med en kurv fuld af æbler… Køen bevæger sig ikke… og pludselig fÃ¥r jeg nok. Jeg gider ikke det her!!!

Jeg gÃ¥r! Stiller kurven pÃ¥ gulvet og sætter det lange ben foran. Jeg mÃ¥ bare ud, førend jeg eksploderer, kan jeg mærke. Det er ikke i dag, jeg har tÃ¥lmodighed til at stÃ¥ og blafre i en dum kø, mÃ¥ jeg indrømme. I stedet kører jeg hen pÃ¥ tanken. Der mÃ¥ de jo i det mindste have æbler, hvis ikke æblemos pÃ¥ glas. SÃ¥ kan jeg da bare selv lave æblemos… og sÃ¥ mener jeg, vi har en pakke toastbrød, der kan transmogryffes til æblekagerasp. Bare nulre det lidt pÃ¥ stegepanden og tilsætte sukker, det burde kunne gøre det.

De havde æbler på tanken, og jeg blev straks i meget bedre humør, fordi jeg fik lejlighed til at drille tankpasseren. Han var endda flink at forære mig posen, så den betalte jeg ikke for. Og så gik turen lige hjem og i køkkenet og skrælle æbler og skære i småstykker.

Det bedste af det hele er nu, at hjemmelavet æblemos og æblekagerasp smager sÃ¥ meget bedre – og det er Big og jeg temmelig tilfredse med. Men først skal vi lige goutere os pÃ¥ resterne af den superlækre thaigryde fra i gÃ¥r. Jeg sagde, der kom billede pÃ¥ – det gør der sÃ¥ her i stedet for…

Bemærk hvor lækkert, det ser ud med alle de gode grøntsager i – og lækker kokossauce med rød karry. Svigermor tog skam ogsÃ¥ godt fra – og vi andre holdt os bestemt ikke tilbage. Det var bare sÃ¥dan en hyggelig aften. Vi fik ogsÃ¥ set en virkelig god film, Big og jeg havde set den før – men vi syntes, at Svigermor skulle se den, ogsÃ¥. Filmen? Ã…h, det var Pan’s Labyrint… og den var sÃ¥ absolut ikke mere ringe her 2. gang, vi sÃ¥ den…