Ærligt talt… det stemmer, at det er svært at skulle se enden pÃ¥ vidunderlige fjorten dage. Det har bare været rigtig skønt at gÃ¥ og hygge med Big, vi har bare skullet tænke pÃ¥ hinanden – og ikke andet. PÃ¥ sæt og vis, selv om vi begge to har knoklet røven ud af bukserne, har det næsten været lidt ferieagtigt.

BÃ¥de fordi vi snart havde ferie – og fordi der ikke var noget, der hed “pligter”. Bare Big og jeg, der skulle have mad at spise – hygge sig og bare “være”. Det er absolut ikke sÃ¥ ringe endda, kan jeg godt hilse at sige.

Det bliver altsÃ¥ temmelig mærkeligt i morgen aften, nÃ¥r jeg skal se dyner – for nu ligger ham min dejlige mand ikke ved siden af mig og snorker blidt. Der er heller ikke en varm arm at lægge hovedet pÃ¥ og smÃ¥knurre lidt ind i… øv, helt uden at whine, det er intet mindre end sur røv. Men… hey, det er nu ogsÃ¥ skønt at tænke pÃ¥ de dejlige dage, vi har kunnet nyde helt alene sammen. Der kommer jo mange flere af den slags dage, og det er da noget man kan glæde sig til… sÃ¥ det vil jeg da bare gøre. AltsÃ¥… det er vi jo to om, sÃ¥ det bliver dobbelt glæde. Ingen tvivl i mit hjerte, jeg elsker den mand noget sÃ¥ inderligt… pÃ¥ alle mÃ¥der.

Jo, gu kommer jeg til at savne ham – og alligevel er det jo ikke engang sÃ¥ slemt, for vi ses hver dag – sÃ¥ ingen whine herfra – andet end at jeg altsÃ¥ er sÃ¥ pokkers glad for at ligge i Bigs arm, nÃ¥r jeg skal sove… der er ikke noget mere nice, synes jeg. Jeg glæder mig til næste gang, jeg skal det – foreløbig om et par timer Big griner, han kender mig sÃ¥ godt – sÃ¥ han er udmærket klar over barometret.

SÃ¥ er det i morgen, mine to søde skønne unger kommer hjem – og jeg glæder mig helt vildt meget til at se dem igen. Det er bare aaalt for længe siden, jeg har hørt lyden af smÃ¥ fødder henover gulvet – eller sÃ¥ smÃ¥ er de fødder nu heller ikke mere. Faktisk fik jeg en morsom SMS fra Ældste. “Mor… Yngste skal have trÃ¥kede sine tænder ud. Hun BIDER mig *djævlesmiley*”… jeg var flad af grin – knægten gÃ¥r vildt meget op i at stave korrekt, sÃ¥ den der med at fÃ¥ trÃ¥kede tænderne ud var lige i øjet. Faktisk kommer han nogen gange til at sige, at nu har han “drikket al sin saft” – hvor jeg lyder som et dÃ¥rligt ekko “drukket?”… Jeg ved jo, de nok skal lære det henadvejen. Og dér i dag var jeg altsÃ¥ temmelig glad for, at det ikke var mig, der kørte rundt med en bidelysten Yngste pÃ¥ bagsædet – sammen med en temmelig pissesur Ældste i den varme…. tbh!

Det er jo ferie, ikke – og jeg fik faktisk kureret mit tungsind, altsÃ¥ det dér underlige humør forÃ¥rsaget af det røvkedelige vejr. Jeg bagte simpelthen – og det blev til cookies, jeg linker, selv om jeg ikke kan tro, at der efterhÃ¥nden findes nogen i landet Danmark, der ikke kender den hellige ko. Slagtet eller ikke, god til at kreere opskrifter – dét mÃ¥ man altsÃ¥ lade hende. Jeg smider lige opskriften hér, fordi cookies’ne blev sÃ¥ utroligt lækre. Big sidder inde ved siden af og skamroser mig i høje toner… men… det ér jo ogsÃ¥ mig, der har bagt disse her

Vanille-/Chokoladecookies (cirka 20 stk)

Du skal bruge:

* 300 gram hvedemel
* 1 tsk. natron
* ½ tsk. salt
* 2-3 tsk. vaniljesukker
* 250 gram smeltet smør
* 325 gram rørsukker
* 2 æg
* Mindst 200 gram grofthakket chokolade og gerne lidt af hvad hylderne gemmer. Hvid eller mørk er hip som hap eller begge eller…
* – og man vild med nødder, kan lidt af dejen blive suppleret med val- og hasselnøddekerner, bare fordi…

Du gør sådan:
Vej af og bland mel, natron, vanillesukker og salt sammen i en skål. Rør den smeltede smør og sukker sammen i en anden skål. Pisk æggene i ét ad gangen og spørg ikke hvorfor, men lad det være én af de der utallige ting man gør, bare fordi ens mor engang har lært én at gøre sådan.

Bland nu det hele sammen, tag to spiseskeer og sæt derefter fine små toppe på bagepapir med rigtig god, ST O R afstand, for kagerne er gavmilde og breder sig gerne ud over et meget større areal, end man umiddelbart kan tænke sig. Bag så kagerne ved 175 grader i 12 minutter (jeg brugte varmluftovn). Husk at holde øje med kagerne.

NÃ¥r de begynder at blive lysebrune, skal de ud af ovnen og bliv ikke forskrækket over, at de stadig forekommer at være A L T for bløde og nærmest flydende. De skal køle af nu. Om lidt er de helt aldeles vidunderlige – jeg lover det – og Big siger, de er!

Du kan roligt bage dem – det er ikke spor svært, og jeg kan godt stÃ¥ inde for, at de smager ganske usandsynligt lækkert. Hér i dag brugte jeg rester af en pose hasselnødder og en pose valnøddekerner – samt en hel plade mørk Marabou chokolade, som jeg hakkede groft og hældte i. AltsÃ¥ nammenam! Nu bliver det spændende, om ikke BonusSøn bliver helt vild i varmen, nÃ¥r han kommer hjem i morgen. Jeg tror det… Jeg lavede ca. 5-6 toppe pÃ¥ én bageplade. Og mÃ¥ske skulle mine toppe have været en kende mindre? Jeg fik ca. 12 ud af hele molevitten, men der er nu kun en 8-9 stykker tilbage. Big was there…

Nu kan jeg sÃ¥ se frem til Bigs lækre spinatlasagne, som han – efter eget udsagn – har lavet til “fruen” med gris og det hele. Det er nu lidt i sjov, jeg siger gris. Det er sÃ¥mænd bare en lasagne med hakket svinekød og spinat – altsÃ¥ det smager vanvittig godt, sÃ¥dan som Big laver den, ihvertfald.

For det første er dagen i dag absolut herlig. Jeg har godt nok fra fra arbejde, fordi det er sÃ¥ hÃ¥rdt at lege fotomodel fire timer tirsdag aften. “Du er født til det her!” var fotografens kommentar – og jeg lyver ikke. Ikke om dette ihvertfald, og jeg er ogsÃ¥ ærlig, nÃ¥r jeg siger, at jeg var ret glad og stolt over den bemærkning. For jeg gjorde virkelig mit bedste, og vi fik nogen skønne skud!

Ej, det var ikke fordi det var hårdt at være model, det var fordi jeg skulle til fodterapeut. Jeg har fundet ud af, at det gider jeg godt. Det er bestemt ikke dårligt at få sådan nogen pæne futter her til sommer. Og det var overmåde behageligt. Så jeg har allerede bestilt en opfølgnings-tid til om seks uger. Og så følger vi ude på jobbet finansloven, hvor vi har fri dagen efter Kristi luftfartsdag, så jeg imødeser nogle dejlige dage.

Nej.. det var heller ikke kun pÃ¥ grund af tid hos foddame kl. 9, jeg skulle ogsÃ¥ til øjenkirurg og have lavet forundersøgelse. Og den slags er farligt. Det garanterer jeg for – især for en som jeg, der er totalt shopaholic! Da jeg trillede afsted i bilen mod Charlottenlund, var jeg spændt pÃ¥, om der mon ogsÃ¥ var noget at kigge pÃ¥. Jojo, der var nogen forretninger, kunne jeg se. Og wooot… en gÃ¥gade. Hvor fedt, tænkte jeg, og kiggede glad ud pÃ¥ vejen.

Hvor herligt, jeg skulle bare lige finde en p-plads, og det gjorde jeg sÃ¥ – for kirurgens klinik lÃ¥ et smadderfarligt sted. AltsÃ¥ – der var MANGE butikker med shopping til lille mig, og jeg var en halv time for tidligt pÃ¥ den. Men det gjorde ikke noget. Jeg lod mig lokke ind i en butik, hvor de havde noget sindssygt lækkert tøj, og blev fristet til at købe sÃ¥dan en hvid, noget gennemsigtig “dims”… og hun havde MEGET, der kunne friste. Som altid fik jeg en god sludder med ekspedienten, rigtig sød dame, og fik et kort med “klip”… sÃ¥ nu kan jeg spare lidt, næste gang jeg kommer. Og jeg kommer igen. Helt sikkert!

Bagefter var det tid til kirurg, og efter at have ventet en time (han var forsinket), blev øjnene tjekket. De er fine – og det kunne sagtens lade sig gøre at fÃ¥ en operation. SÃ¥ nu gÃ¥r der lige et par uger – og derefter sker der noget. Skønt. Jeg glæder mig som et lille barn. Det bliver nærmest min 2. ungdom! Haha! Da jeg var færdig hos kirurgen, blev jeg suget ind i en garnbutik. Og hér havde jeg den sjældne oplevelse at se en slags menneske, man bare ikke ser ret tit. Dette var altsÃ¥ en dame, hun har været i starten af 60′erne, vil jeg skyde pÃ¥ – med platinblondt affarvet hÃ¥r. Det næste jeg fik øje pÃ¥, var øjnene. Hele øjenlÃ¥get, og alt under øjenbrynet og rundt om ud til siden var smurt med turkisblÃ¥ øjenskygge med glitter.

Læg dertil at damen var umÃ¥delig dove’t (eller solbrændt – ved ikke om det var Dove selvbruner, hun brugte). Munden var knaldrød og skarpt tegnet op med lipliner i en kontrastfarve. Og da hun løftede hÃ¥nden for at tage noget – faldt mit blik pÃ¥ nogen 6 cm lange kunstige negle, der var lakeret med en særdeles mørk auberginefarvet neglelak. Altsååååååå…. undskyld dame, jeg kunne bare slet ikke lade være med at glo fornøjet pÃ¥ dig. Det er for sjældent, jeg ser den slags.

Undskyld jeg tænker, at du mÃ¥ske ikke har opdaget, at du ikke er ung mere… men ihvertfald, tak for de sorte silkebÃ¥nd

Hvad hjertet er fyldt med flyder munden gerne over med, husk det!

Suk, det er helt, helt slut nu, der er ikke s̴ meget som en feriedag mere tilbage Рaf denne her dejlige ferie, som jeg havde s̴dan en brug for.

Nu har jeg brug for mere ferie, hvis nogen har for meget, sÃ¥ send den straks til mig. Bedsteveninden og jeg var en tur i Tivoli i gÃ¥r med alle vores børn, og det var bare en dejlig tur i det skønne vejr. Men jeg har ikke længe fÃ¥et SÃ… meget motion, det tror jeg ikke, nogen af os har! Det var noget med, at efter en dejlig tur ind til Tivoli, hvor vi ogsÃ¥ gik ca. 20 minutter fra veninden til bus.. og fire timer inde i Tivoli pÃ¥ vores flade konvolutter – og bagefter et restaurantbesøg i Glostrup storcenter gik vi sÃ¥ 2 km hjem til veninden. SÃ¥ motion, det har jeg fÃ¥et rigeligt af for de næste par dage. Som om, jeg ved jo, at allerede i morgen efter aftensmaden, slæber jeg børn ud og trave!

Søndag bliver anderledes rolig, der skal vaskes – og jeg har ikke længere en tørretumbler og er derfor ret afhængig af, at solen bliver ved med at strÃ¥le. Lige netop i dag ser det dog ikke ud til, at den har tænkt sig det, pokkers ogsÃ¥! Det er rigtig ærgerligt, men man kan jo hÃ¥be, at det bare lige holder tørt – sÃ¥ nÃ¥r jeg det lige! Og sÃ¥ husker jeg at sætte pris pÃ¥, at det kun er 1 maskine, der skal klares!

Jeg kan lige sÃ¥ godt sige det – det var mere end lækkert at gense min gamle veninde, fra den gang for 20 Ã¥r siden. Vi syntes begge to, vi lignede os selv – for vi er jo kun 29 Ã¥r, altid, ja… og et par mÃ¥neder, mÃ¥ske. Men heller ikke mere. Det var alletiders dag inde i hovedstaden, hver gang jeg kommer derind, nyder jeg det i fulde drag. Faktisk nyder jeg det sÃ¥ meget, at nÃ¥r jeg vender hjem igen, er jeg aldeles træt og sløv af alle de mange indtryk. Jeg er vild med København, det er sandt.

Veninden og jeg snakkede, snakkede, snakkede og gik – og kiggede pÃ¥ tøj, mennesker, mænd, mærkelige ting – og vi fik ogsÃ¥ spist morgenmad hos en særdeles besynderlig bager. Hvem har hørt om en bager, der ikke kan sætte et godt brød pÃ¥ bordet? Det har vi, nu. Men det var okay, vi kom jo ikke for at spise – som det eneste. Og der blev shoppet. Veninden er forfærdelig at have med, hun FRISTER mig. Og inde hos Lisbeth Dahl gik det hverken værre eller bedre, end at jeg fandt to frygtelig charmerende fyrfadsstager i retro-stil… de mÃ¥tte med hjem. Og jeg fandt en KNOP! Til mit fine gamle skab. Nej, hvor er jeg glad! Og jeg glæder mig til at sætte det pÃ¥.

Da veninden skulle hjem til hverdagen igen, langt nede pÃ¥ midtsjælland… og hjælpe en med at kastrere en hest, ja sÃ¥dan var det – sÃ¥ blev vi lige filmet til Godaften Danmark. Det kan ses her pÃ¥ linket.

Det var det, der blev sendt 16. april.. og ja, veninden og jeg har en mening om Bedre chancer for at overleve kræft. Og vi morede os herligt, som altid når vi er sammen ender det med et twist. Som dengang vi som 16-årige blaffede fra et badeland i Italien hjem til hotellet, mod at love at møde fyrene på stranden om aftenen. Hvilket vi selvfølgelig ikke gjorde.

Der er ikke meget galt, overhovedet ikke dér! I dag var det sÃ¥ Yngstes tur til at komme til frisøren, og jeg havde sørget for, at hun skulle klippes af “min” friseuse. Hun blev klippet sÃ¥ fint, fik en lang page – og alle gik glade og tilfredse derfra. Især nok Yngste, der gik og slog med sine “ny” lokker. Men hun var skam ogsÃ¥ fin!

Bagefter fik barnet mig lokket ind i Shoelink, og se, det var bare extreme danger… for en som mig. Mine øjne mÃ¥ have lyst som et barns juleaften, som jeg gik stille rundt og beundrede og indsugede. Hæle, høje, lave, skæve, geometriske – uiiiiiii…. og der var mange. Og alle var de sÃ¥ lækre. Jeg blev genkendt af ekspeditricen, der sendte mig et strÃ¥lende smil og hilste pÃ¥. Mens hun vendte ryggen til mig, var det, det skete. Jeg faldt med et brag for et par tÃ¥rnhøje italienske lædersandaler – og de er RØDE – og semi-perfekt skønne. Rent ud sagt. Mindre kan kan ikke gøre det. Jeg kiggede sÃ¥ pÃ¥ prisen, det plejer at kunne køle mig ned. Det virker hver gang… eller næsten.

Denne gang gjorde det ikke. Skoene var dyre, men altsÃ¥… de sko var helt sikkert bygget til mig helt alene. Og da ekspeditricen fortalte, det var det sidste par… mÃ¥tte jeg indse, at de skulle med mig hjem. Det kom de ogsÃ¥. Sammen med et par sølvballerinaer, jeg ogsÃ¥ faldt over – der ogsÃ¥ var italienske – og fra en anden skobutik. Og der var da ogsÃ¥ en smule tøj i en 3. pose, jeg shoppede virkelig gennem denne gang. SÃ¥ nu bliver der ikke sÃ¥ meget shopping i morgen, det er da helt sikkert og vist! Da stÃ¥r den nu ogsÃ¥ pÃ¥ brunch med hende min nyfundne, gamle veninde. Gud, hvor jeg glæder mig til en gang snak… det er hele 20 Ã¥r, der skal køres gennem. Og vore liv er to paradokser. Om noget, kan man roligt pÃ¥stÃ¥, at vi er gÃ¥et i hver sin retning – det er virkelig sjovt at tænke pÃ¥. Jeg kan næsten ikke vente!

SÃ¥ skulle vi poste et brev… og Yngste sagde med et rigtig udspekuleret, og tør jeg sige det – ondskabsfuldt tøset – blik i øjnene “Jeg synes, vi skal hente Storebror først…”. Jeg gloede lidt, for vi ved begge to godt, at Ældste hader at komme pÃ¥ posthuset. Vi gjorde det dog, mest fordi jeg fandt det morsomt, at ungen var sÃ¥ udspekuleret. Det viste sig dog, at Ældste havde truffet sine foranstaltninger, sÃ¥ han smuttede med kammerat hjem. Yngste og jeg kom sÃ¥ alene ned i byen… og nej, vi fik skam sendt brev og det hele. Og vi købte ikke noget.

Det er rigtig godt at være mig de her dage – især nok fordi jeg har ferie. Et rigtigt feriebarn, det er jeg. Og jeg stÃ¥r ikke stille, et sekund. Men det har jeg ogsÃ¥ brug for – det passer mig helt fint, i øjeblikket. Det er godt nok. De næste par dage byder pÃ¥ nogen gode dates. I morgen skal jeg nemlig mødes med min gamle veninde, jeg ikke har set i – tror jeg – 20 Ã¥r. Et blik i kalenderen understreger, det ér 20 Ã¥r siden, netop i Ã¥r.

På fredag har jeg også en fræk date, men den bliver der ikke skrevet noget videre om, det er kun for mig, beklager. I går var jeg så hos frisøren for første gang i flere år. Det er næsten pinligt, så længe siden det er. Og jeg husker mit sidste frisørbesøg med rædsel. For det første fik jeg en afskyelig frisure, og jeg blev farvet blond over det hele (altså det er hovedet vi snakker om, hey!). Denne gang var jeg heldig at komme i hænderne på én, der virkelig kan klippe krøllet hår. Og klippe det kunne hun sgu. Så godt, at jeg omgående har lagt mig fast på hende, som fast frisør. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad for en ny frisure. Så rart det er, at gøre noget for sig selv, indimellem.

Nok er det bare mobiltelefonen, der har været i brug – men jeg kunne da slet ikke lade være med at forsøge pÃ¥ at forevige skønheden, derude i skoven. Vi gik jo temmelig langt – og pÃ¥ vores vej fandt vi ogsÃ¥ skovsyre, som børnene da skulle smage. Det er en must-do-ting, synes jeg. Man skal have det minde om at have smagt pÃ¥ skovsyre i barndommens skove.

Her ses lidt billeder fra den smukke tur…

De utroligt smukke anemoner dækkede skovbunden som et hvidt tæppe.. der fortsatte.. og fortsatte..

Børnene pÃ¥ toppen af verden…

“Mon den snart springer ud?” (jeg holder en bøgekvist)

De små fede knopper.. varslede om FORÅR!

Børnene fandt sig “pippi langstrømpe”-fletninger, som de bar…

Mit yndlingssyn.. troldsk, majestætisk, eventyrligt, faunsk.. uh oh… jeg elsker det syn!

Her er det smukke hvide tæppe…

Og endnu engang var børnene pÃ¥ toppen af verden…

Jeg beklager billedekvaliteten, men billeder er taget med et Nokia 6500 Slide med 3.2 mpix kamera, og endvidere er billederne yderligere beskåret, så det er muligt kvaliteten herved er blevet forringet en del.. men jeg håber, det alligevel var hyggeligt at se.

NÃ¥r jeg nu sidder her, kan jeg godt se, jeg var lidt hmrpffrrr i morges.. men det er lidt utroligt, en forskel det kan gøre med en skovtur. Jeg har lært rigtig mange ting, her pÃ¥ det sidste. Visse ting har været nogen reelt personlige ting, hvor jeg kan mærke, at jeg har ændret adfærd pÃ¥ mange mÃ¥der. Jeg har tænkt over ting, jeg har fÃ¥et at vide, puttet dem i kasser – og genoptaget til nærmere revision. Det har været godt. Og sÃ¥ var det, jeg sikkert har trængt til at komme i skoven.

Det kom vi sÃ¥. Jeg og børnene – og vi tog min mor med. Hun kan godt lide at komme i skoven, selv om hun skælder ud over, at børnene er bybørn. “Bybørn?” gentog jeg lidt undrende og grinte. “Ja.. BYBØRN.. se bare.. de kunne være spænet henover de der knolde.. i stedet for gik de udenom.. af den fine sti.. det havde dig og din bror aldrig gjort, kan jeg godt sige dig!” fortsatte min mor. Og SÃ… skreg jeg altsÃ¥ af grin. Det var faktisk rigtigt. Børnene er ikke vant nok til at komme i skoven, men det vil jeg bare lave om pÃ¥ nu. For det er jo rigtig dejligt og ja.. man bliver ret rolig af at være i skoven. Der hviler den her urgamle tidslommeatmosfære over stedet. De mange træer. Den særlige lysdis, der er pÃ¥ nogen steder i skoven.

Det var en skøn tur, og min mor havde medbragt mad og drikkevarer – sÃ¥ der blev lige til en lille én, pÃ¥ en træbænk. Og sÃ¥ var jeg pÃ¥ en eller anden mÃ¥de helt lutret og klar til at holde endnu mere ferie.

Blogdød eller hvad? For at være ærlig, er jeg ret flad. Det føles meget mærkeligt, men jeg har stort set ikke spor lyst til at blogge mere for tiden. I øjeblikket. Jeg har ikke den dér glæde og fred i sjælen, der gør, at man har overskud til at blogge. Og jeg føler ikke, jeg har en skid at skrive om for tiden. SÃ¥ duer det ikke for mig – jeg mÃ¥ vente pÃ¥, at der kommer bedre tider, inden jeg fÃ¥r overskud til at skrive indlæg pÃ¥ indlæg igen om en spændende hverdag. Lige nu synes jeg ikke, den er sÃ¥dan særlig fed.

Og hvad er det nu lige, lykke er? Noget man maler på væggen, og så vasker regnen den bort? Eller et flygtigt tågespor, der jages bort af solen? Det kan umuligt være noget, man altid har. Og hvad er problemer? De er til for at løses. At finde nye veje. Ikke for at opgive håb og afvise alle optioner.

I morgen starter hverdagen igen for fuldt tryk, for de fleste. Jeg har heldigvis ferie, lidt endnu. Og det er ogsÃ¥ tiltrængt. For først nu forstÃ¥r jeg, mærker, at jeg har ferie…. og den skal nydes, om jeg sÃ¥ er overskudsagtig eller ej. Og jeg skal finde mine ben… begge to, tak.