Title

11. maj 2009

Og sådan klarer man dagen

Skrevet af Hende selv kl. 14:07 | Børn,Brok,Sygdom

Tjah sådan kan der være så meget. Jeg fik travlt med at lave en hel masse, her efter at jeg havde skrevet, at jeg ikke var klar til hverdagen. Der må altså være noget om dettehersens Nemesis-noget. Trods alt en relativt blid start, med at kigge billeder, kollega har taget. Han er bare så god til det! Og jeg er spændt på, hvordan dem han skal tage af mig bliver. Det er, når jeg skal hen og være model for en dag. En ting ved jeg… det bliver SJOVT.

Nuvel, Yngste var slået ud med knopper over hele kroppen. Hun lignede faktisk en bøtte rød lakserogn (ingen sammenligning i øvrigt, hvad angår lugt og størrelse). Så bestille tid hos lægen, og med lidt velplaceret pres fik jeg en tid i dag. Ringe til frit og forklare, at Yngste bliver hentet før tid. “Jamen… vi er i kanoklubben!”.

Panik… som om jeg aner, hvor denne kanoklub har til huse. Hm… hurra for Krak. Selv om… prøv du selv at slå V. M. Amdrupsvej op på Krak. Jeg fandt intet. Heldigvis har min ungdomskæreste boet dernede, så jeg kunne svagt huske, at det var dernede omkring. Godt så, barn hentet – og barn til læge. Det er vandvorter i hobetal. Og “Hold kæft hvor er der mange!”. Og det kan ikke behandles. Det er et virus, der skal gå væk af sig selv. Det kan godt tage op til et par år. Pis også!!!

Efter lægebesøg får Yngste en is, fordi hun er blevet SKRABET… uden at kny – og jeg får købt ind. Så vil Yngste på frit, og jeg burde skamme mig over, at jeg var så tilfreds.

Not.. jeg er glad, for nu kan jeg arbejde hjemme i ro og mag – og børn vil ikke hentes før kl. 16.00. Så der er lidt tid at løbe på. Og not… så virker emulatoren selvfølgelig ikke, jeg der havde regnet med at sidde og hygge mig med lidt fejlregistrering. Pløh! Ja, det er mandag. Og kollega’s søn har fået munden fyldt med blærer. Ak ja, mandag – søde gode mandag… endnu mere pløh!

6. marts 2009

Så må du blive under dynen

Skrevet af Hende selv kl. 07:34 | Børn,Sygdom

Så er det weekend, lige om lidt. Det bliver en weekend med sygdom, er jeg sikker på. Ét er at jeg her til morgen vågnede den halve time for sent. Den halve time, hvor jeg lige plejer at nå det ekstra, jeg måske ikke er blevet klar med, aftenen før. Og jeg tog mig til hovedet, der skulle fremstilles en madpakke til Yngste. For Ældste skulle til fødselsdag, så ingen madpakke dér.

Det er det mindste problem, for da jeg purrer Ældste, kommer en forfærdelig hosten op nede fra dynerne. – Mor, må jeg ikke godt blive hjemme i dag? Og jeg ved, at Ældste bestemt ikke er dén, der stikker op for bollemælk, så ergo måtte det være “slemt nok”. – Jo, jeg synes også, du skal blive hjemme i dag, så skal vi heller ikke til fællesfødselsdag? svarede jeg. – Nej, det orker jeg ikke, jeg har det ikke så godt… Den var helt sikker nu, så jeg måtte til computeren og give fritten besked om, at Ældste ikke kommer i dag. Og heller ikke Yngste. Fortæl mig ikke, at ti vilde heste kunne trække Yngste afsted, hvis Ældste skal være hjemme. Uha nej!

Firmaet fik også besked om min udebliven, og jeg ærgrer mig slemt. Inden jeg gik hjem igår, overvejede jeg at slæbe den bærbare med hjem, men lod være. Jeg gad nemlig ikke slæbe på den. Dovenskab, dit navn er Anja. So be it, så nu skriver jeg til kollega og forklarer sagen. Og jeg spørger også, om den iværksættelse kan vente til på mandag. Men jeg er lidt spændt på svaret, for i går da kollega og jeg snakkede om tiltag, lavede han sit berømte “det haster fandens meget mere, end en racermave på vej til toilettet”-ansigtsudtryk, som han mestrer til fulde. Det er så praktisk med sådan et ansigtsudtryk… vi er begge dygtige til det og bruger det i flæng. Og så snart én af os har flashet det, kommer der gerne fart over tingene. Jeg tilbyder, at såfremt justeringen ikke kan vente til mandag (det er jeg nemlig ikke helt sikker på), at jeg vil komme ud i firmaet og hente den bærbare og gøre projektet færdigt.

Et eller andet sted håber jeg lidt, at det er nødvendigt, for jeg vil gerne selv lave justeringen i softwaren, men nu må jeg vente og se.

Ældste ligger nu godt pakket ind i sofaen med en dampende varm kop te med honning foran sig. Og jeg blev færdig med den ene sok i går – stor jubel. Og den passer perfekt, som “syet” på. Nu mangler jeg “kun” den anden sok, puha. Godt jeg skrev masketallet op, jeg klapper mig selv på ryggen over at have gjort det.

Selv har jeg også i går fået lidt problemer med det ene ben, pissesclerose. Det er en slags føleforstyrelse inde i benet. Huden føles normal ved berøring, men så snart der kommer “stramt” tøj over, føles det “varmere” end sædvanligt. Og jeg mærker ikke så nemt kulde, fx på gulvet, når jeg vader rundt med mine bare fødder. Lykkeligvis er der ingen påvirkning af muskler i benet – endnu. Jeg håber ikke, det sker. For jeg GIDER altså ikke en omgang på en uge, hvor benet er underligt og jeg ikke kan gå ordentligt. Det er meget, meget længe siden, det sidst er sket. Omvendt bliver sokken da i så tilfælde lynhurtigt færdig, der er nok ikke så meget andet at gå i gang med.

26. januar 2009

En tur til lægen

Skrevet af Hende selv kl. 16:16 | Børn,Sygdom

Mandag igen… og der var dømt “barn-syg”. Jeg var allerede oppe rigtig tidligt for lige at konstruere mail til min chef, min projektleder og alle andre, der kunne tænkes at have interesse i, hvorfor jeg ikke mødte ind som sædvanlig. Altså ham min chef er superfin, han skrev en mail med ønsket om god bedring. Det er den slags, der luner dér, hvor man ellers ikke havde ventet det. Men sådan er han, heldigvis.

Børnene har selvfølgelig været, som børn er flest – når der er utilpashed inde i billedet. De råber, de skændes lidt indbyrdes, for uha, nu skal JEG have mors opmærksomhed. Og vi har også været hos lægen. Altså denne gang siger jeg Thumbs-Up til lægen, der for en gangs skyld var villig til at se os samme dag. Det er nemlig, hos mine læger, ikke altid lige let at få adgang til en konsultation. Nå, men knægten blev undersøgt, og så snakkede knægten og lægen lidt under 4 øjne, hvor jeg så kom “med” bagefter. Og der blev diagnosticeret, gjorde der… Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Knægten har STRESS. Og det gør mig uendeligt ked af det. Stress fordi han sådan ønsker at være hos mig hele tiden, og ikke kan det – på grund af nogen uendeligt åndssvage høje herrer et eller andet sted inde i centrum.

Det er ikke særlig sjovt at overvære, at ens børn ændrer adfærd over én nat – fra at være glade og løsslupne til en stemning af “bad mood”, det sker nemlig altid natten til søndag… “for nu er der kun to dage til…” som børnene siger, uafhængigt af hinanden. Desværre er det ikke altid lige nemt at få hændelser gennemført, det tager tid gør det.

Og det er især da svært, når der fra anden side arbejdes stik modsat – og dem i midten, nemlig de høje herrer tilsyneladende skal se eller lugte blod, førend de gider gribe ind. Dét er blandt andet én af de ting, jeg bare ikke på nogen måde kan forstå, endsige acceptere. Jeg nægter at acceptere, at man ikke i det mindste prøver at se en sag med de rigtige briller på. Og dermed være ikke sagt, at en mor er bedst, men det være sagt, at der BØR tages hensyn til det individuelle barns tarv og ønsker. For er vi måske ikke ansvarlige for, at barnet med tiden bliver et helt menneske som er rustet til at imødekomme og modstå alle de mange udfordringer voksenlivet byder på… Det gør man ikke, ved således at lade barnet i stikken og gøre forsøg på at feje ting under gulvtæppet.

Jeg sværger, det får de ikke lov til at gøre mod mine børn. Dén går ikke.