Tjah sÃ¥dan kan der være sÃ¥ meget. Jeg fik travlt med at lave en hel masse, her efter at jeg havde skrevet, at jeg ikke var klar til hverdagen. Der mÃ¥ altsÃ¥ være noget om dettehersens Nemesis-noget. Trods alt en relativt blid start, med at kigge billeder, kollega har taget. Han er bare sÃ¥ god til det! Og jeg er spændt pÃ¥, hvordan dem han skal tage af mig bliver. Det er, nÃ¥r jeg skal hen og være model for en dag. En ting ved jeg… det bliver SJOVT.

Nuvel, Yngste var slÃ¥et ud med knopper over hele kroppen. Hun lignede faktisk en bøtte rød lakserogn (ingen sammenligning i øvrigt, hvad angÃ¥r lugt og størrelse). SÃ¥ bestille tid hos lægen, og med lidt velplaceret pres fik jeg en tid i dag. Ringe til frit og forklare, at Yngste bliver hentet før tid. “Jamen… vi er i kanoklubben!”.

Panik… som om jeg aner, hvor denne kanoklub har til huse. Hm… hurra for Krak. Selv om… prøv du selv at slÃ¥ V. M. Amdrupsvej op pÃ¥ Krak. Jeg fandt intet. Heldigvis har min ungdomskæreste boet dernede, sÃ¥ jeg kunne svagt huske, at det var dernede omkring. Godt sÃ¥, barn hentet – og barn til læge. Det er vandvorter i hobetal. Og “Hold kæft hvor er der mange!”. Og det kan ikke behandles. Det er et virus, der skal gÃ¥ væk af sig selv. Det kan godt tage op til et par Ã¥r. Pis ogsÃ¥!!!

Efter lægebesøg fÃ¥r Yngste en is, fordi hun er blevet SKRABET… uden at kny – og jeg fÃ¥r købt ind. SÃ¥ vil Yngste pÃ¥ frit, og jeg burde skamme mig over, at jeg var sÃ¥ tilfreds.

Not.. jeg er glad, for nu kan jeg arbejde hjemme i ro og mag – og børn vil ikke hentes før kl. 16.00. SÃ¥ der er lidt tid at løbe pÃ¥. Og not… sÃ¥ virker emulatoren selvfølgelig ikke, jeg der havde regnet med at sidde og hygge mig med lidt fejlregistrering. Pløh! Ja, det er mandag. Og kollega’s søn har fÃ¥et munden fyldt med blærer. Ak ja, mandag – søde gode mandag… endnu mere pløh!

Den dag, jeg sådan lidt i det små havde gruet for, oprandt endelig. I sin tid fandt man jo ud af, at man ikke var særlig god til at danne B12-vitamin selv. Det er en længere udredning omkring et vitamin, de fleste mennesker danner et eller andet mystisk sted nede i tarmen. Så det vil jeg ikke underholde med, men jeg kan ihvertfald ikke finde ud af at danne det selv. Derfor må jeg en tur til lægen hver 3. måned og have et lille skud i min saftspændte endebalde.

Uha, jeg mÃ¥ desværre tilstÃ¥, at jeg nærmest sidder og bævrer lidt ved den blotte tanke. Yrk, yrk, yrk… lyder det bare gang pÃ¥ gang inde i mit hoved. I dag var det heldigvis den søde, kvindelige ammanuensis (lægestuderende pÃ¥ turnus) der “havde mig”. Og hun er fanme sød. Vi talte frem og tilbage om blodprøver og den slags. Sagen er jo, at jeg forrige uge havde lidt vrøvl med benet. Hun fortalte mig sÃ¥, at det næppe kunne være sclerose (som jeg havde luftet lidt for hende) men nærmere mangel pÃ¥ D-vitamin og B12-vitamin. Mit D-vitaminniveau var ikke højt nok, sÃ¥ der blev udskrevet kalkpiller med d-vitamin. Og sÃ¥ skulle jeg have mit skud. Jeg er bare IKKE til at blive stukket i.

Der ligger jeg sÃ¥… som en gris pÃ¥ slagtebænken… jeans’ne er trukket strategisk ned over balderne, men selvfølgelig ikke for meget, vel. Føj, det er virkelig ikke rart sÃ¥ledes at ligge dér pÃ¥ maven og… vente. Der er rimeligt stille, og jeg kan høre, at doktordamen bevæger sig rundt og trækker skuffer ud og pusler med papir.

Jeg har bare mest lyst til at fÃ¥ det overstÃ¥et, for jeg er træt af at være hos lægen nu. Og hun bliver ogsÃ¥ hurtigt færdig, men for filan… kan hun ikke bare give mig et plaster pÃ¥, i stedet for at stÃ¥ og prøve at trykke det “ind” bagefter. Yowwwza. Og sÃ¥ er jeg færdig og suser ud af døren med en vinken og et hejhej vi høres ved.

Hjemme igen, jeg har desværre stadig ondt i halsen og er generelt utilpas… overvejer jeg kort, om jeg har lyst til at ryge – men nej, det har jeg ikke. Det passer. SÃ¥ det gør jeg ikke. Og det er dejligt at være totalt fri for det der, med “har jeg nu flere” “Nu skal jeg huske at købe” bla.. bla.. Det er utroligt hæmmende, nÃ¥r man sÃ¥ledes er styret af vanen, og som sÃ¥dan en ufattelig befrielse, nÃ¥r man slipper fri af grebet.

Mjah… sÃ¥ har jeg fÃ¥et min hjertestump igen af ham Big.. og det er ogsÃ¥ en dejlig ting, udover at solen skinner sÃ¥ fint pÃ¥ himmelen blÃ¥. Det eneste formørkelse er den hovedpine, der ligger i et jerngreb omkring mit syndige kranie. Det mÃ¥ være Nemesis, fordi jeg har tænkt slemme tanker, hehe.

Jo… og sÃ¥ er jeg oprigtigt talt øm pÃ¥ balden, der hvor jeg blev stukket.. og hvad har vi mere?

Det var sÃ¥ den lørdag, og nøj hvor har vi bare haft en god dag. Der har været det hele, ogsÃ¥ selv om jeg desværre mÃ¥tte lade mig vække af en rigtig dejlig drøm, som jeg desværre ikke husker ret meget af. Det var ihvertfald noget med en sms fra Ældsteveninden og sÃ¥ lidt om mr. Big. AltsÃ¥ ikke noget at klage over, andet end at jeg ikke kan huske noget fra drømmen – og at jeg var varm som en kakkelovn, da jeg vÃ¥gnede.

Vi var pÃ¥ vej ned for at handle, her i formiddags – da jeg lod mig friste til en overspringshandling. Mr. Big og søn var i Hillerød for at købe ny strømforsyning, da han lige har fÃ¥et nyt MOBO, og den gamle strømdims ikke matchede MOBO’et. Og sms fulgte sms, sÃ¥ lige pludselig var vi i stedet for pÃ¥ vej til Hillerød. Jeg savnede mr. Big, og det var gensidigt – sÃ¥ hvorfor ikke lige mødes kort pÃ¥ Andersen burger og guffe en durumrulle eller to.

Uh, det var bare rigtig hyggeligt at sidde dér ved bordet, alle fem i vores sammenbragte familie. Jeg nyder det virkelig, for der er en særlig egen ro over det hele. Han over for mig, jeg ved siden af bonus-søn, og mine to mellem mr. Big og jeg. Børnene nød det vist rigtig, munden stod ikke stille pÃ¥ dem, mens vi spiste. Og tiden gik alt for stærkt, sÃ¥ var det lige pludselig slut. Mr. Big og jeg kyssede hinanden pÃ¥ gensyn, og sÃ¥ gik familierne hvert til sit. Det er den slags situationer, der fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥, det sgu bliver dejligt, nÃ¥r vi ikke gÃ¥r hvert til sit “bagefter noget”.

Heldigvis ses vi allerede i morgen, der skal søndagshygges – og jeg glæder mig. Der skal ogsÃ¥ vaskes, for Yngste har brugt ALLE, og jeg mener alle, sine trusser. SÃ¥ der skal være en ny forsyning klar mandag morgen.

Ud pÃ¥ eftermiddagen i dag lavede jeg dip og satte chips frem i en skÃ¥l pÃ¥ sofabordet. Nu var der linet op til, at vi skulle se Mumien (The Mummy) alle tre. Og det var en helt ny mÃ¥de at se filmen pÃ¥, skal jeg lige love for. Jeg er glad for, at jeg har set den sÃ¥ mange gange før. Ellers ville jeg have misset en del (det meste) af handlingen, for kors hvor Yngste kunne rable af sig i dag. “Og det mÃ¥tte helt bestemt være varmt at blive pakket ind i alt det der hvide noget!” “Nej, han er jo død!” sagde Ældste. “SÃ¥dan rigtig død??” “Ja sgu.. kan du ikke se, han ligger ned?”. Og alt i mens de to diskuterede muligheden af rigor mortis, lÃ¥ mumien, som (heller ikke) pÃ¥ det tidspunkt var særlig aflivet og vred sig lidt. Godt de ikke sÃ¥ dét.

Jeg tror ikke, jeg vil tænde for den slags, førend de to er lidt ældre. Det er nemlig sÃ¥dan (og jeg sparker mig selv grundigt) at Ældste og Yngste pludselig skulle have mor med, sÃ¥ snart de skulle hen et sted i huset, hvor der var mørkt. Det var dog heldigvis først efter, at de havde ryddet rigtig flot op i deres værelse og indkasseret 10 kroner hver for bedriften. Jeg bliver sÃ¥ glad, nÃ¥r jeg hører dem snakke om, at det skal de spare op. For det der med at spare op, det er jeg ikke særlig god til selv. Mens børnene sÃ¥ledes var beskæftiget med rengøring fik jeg knaldet en omgang aftensmad sammen – kylling i tomatkokos-karry sauce med bønner, ærter og majs i. For pokker, hvor man fÃ¥r luft i maven af den slags fibre, altsÃ¥! Argh!

Så er det weekend, lige om lidt. Det bliver en weekend med sygdom, er jeg sikker på. Ét er at jeg her til morgen vågnede den halve time for sent. Den halve time, hvor jeg lige plejer at nå det ekstra, jeg måske ikke er blevet klar med, aftenen før. Og jeg tog mig til hovedet, der skulle fremstilles en madpakke til Yngste. For Ældste skulle til fødselsdag, så ingen madpakke dér.

Det er det mindste problem, for da jeg purrer Ældste, kommer en forfærdelig hosten op nede fra dynerne. – Mor, mÃ¥ jeg ikke godt blive hjemme i dag? Og jeg ved, at Ældste bestemt ikke er dén, der stikker op for bollemælk, sÃ¥ ergo mÃ¥tte det være “slemt nok”. – Jo, jeg synes ogsÃ¥, du skal blive hjemme i dag, sÃ¥ skal vi heller ikke til fællesfødselsdag? svarede jeg. – Nej, det orker jeg ikke, jeg har det ikke sÃ¥ godt… Den var helt sikker nu, sÃ¥ jeg mÃ¥tte til computeren og give fritten besked om, at Ældste ikke kommer i dag. Og heller ikke Yngste. Fortæl mig ikke, at ti vilde heste kunne trække Yngste afsted, hvis Ældste skal være hjemme. Uha nej!

Firmaet fik ogsÃ¥ besked om min udebliven, og jeg ærgrer mig slemt. Inden jeg gik hjem igÃ¥r, overvejede jeg at slæbe den bærbare med hjem, men lod være. Jeg gad nemlig ikke slæbe pÃ¥ den. Dovenskab, dit navn er Anja. So be it, sÃ¥ nu skriver jeg til kollega og forklarer sagen. Og jeg spørger ogsÃ¥, om den iværksættelse kan vente til pÃ¥ mandag. Men jeg er lidt spændt pÃ¥ svaret, for i gÃ¥r da kollega og jeg snakkede om tiltag, lavede han sit berømte “det haster fandens meget mere, end en racermave pÃ¥ vej til toilettet”-ansigtsudtryk, som han mestrer til fulde. Det er sÃ¥ praktisk med sÃ¥dan et ansigtsudtryk… vi er begge dygtige til det og bruger det i flæng. Og sÃ¥ snart én af os har flashet det, kommer der gerne fart over tingene. Jeg tilbyder, at sÃ¥fremt justeringen ikke kan vente til mandag (det er jeg nemlig ikke helt sikker pÃ¥), at jeg vil komme ud i firmaet og hente den bærbare og gøre projektet færdigt.

Et eller andet sted håber jeg lidt, at det er nødvendigt, for jeg vil gerne selv lave justeringen i softwaren, men nu må jeg vente og se.

Ældste ligger nu godt pakket ind i sofaen med en dampende varm kop te med honning foran sig. Og jeg blev færdig med den ene sok i gÃ¥r – stor jubel. Og den passer perfekt, som “syet” pÃ¥. Nu mangler jeg “kun” den anden sok, puha. Godt jeg skrev masketallet op, jeg klapper mig selv pÃ¥ ryggen over at have gjort det.

Selv har jeg ogsÃ¥ i gÃ¥r fÃ¥et lidt problemer med det ene ben, pissesclerose. Det er en slags føleforstyrelse inde i benet. Huden føles normal ved berøring, men sÃ¥ snart der kommer “stramt” tøj over, føles det “varmere” end sædvanligt. Og jeg mærker ikke sÃ¥ nemt kulde, fx pÃ¥ gulvet, nÃ¥r jeg vader rundt med mine bare fødder. Lykkeligvis er der ingen pÃ¥virkning af muskler i benet – endnu. Jeg hÃ¥ber ikke, det sker. For jeg GIDER altsÃ¥ ikke en omgang pÃ¥ en uge, hvor benet er underligt og jeg ikke kan gÃ¥ ordentligt. Det er meget, meget længe siden, det sidst er sket. Omvendt bliver sokken da i sÃ¥ tilfælde lynhurtigt færdig, der er nok ikke sÃ¥ meget andet at gÃ¥ i gang med.

AltsÃ¥ sidste gang jeg virkelig tudede gennem, gik der cirka 2-3 pakker Kleenex til. Oj oj, det var ogsÃ¥ et mindre skybrud, dér! Men hvor er det dog ufatteligt praktisk med disse smÃ¥ pakker superbløde papirservietter. Og ja, jeg køber Kleenex balsam, min næse skal da have det blødeste. Det fÃ¥r den ogsÃ¥ nu, men føj hvor Kleenex Antiviral altsÃ¥ har en egen duft. Og nej, jeg kan ikke lide den. Nu bruger jeg lige dem, jeg har – og sÃ¥ er det bare Kleenex balm igen.

Den er desværre god nok, jeg er uber-snottet, sÃ¥dan som i stoppet næse, rindende øjne og en stædig hovedpine. Jo, min elendighed er stor. Og jeg erkender, at jeg hader, hader, hader, hader at være forkølet. Og lige nu kan jeg ikke skønne pÃ¥, at det “bare” er forkølelse. Nej, det er pinedød nederdrægtigt med sÃ¥dan en gang snue.

Mr. Big bliver sikkert ikke smittet, han har haft fornøjelsen for et par uger siden, så jeg regner med, han er konstitueret igen. Men skræk og rædsel, i morgen kommer mine dejlige børn hjem igen. Uh, jeg håber ikke, de bliver bombarderet med baciller, straks de træder ind af døren. Jeg må hellere spise noget mere hvidløg, for jeg er ikke særlig oplagt til hestekuren, anbefalet af hende her, hehe. Faktisk har jeg ikke skyggen af lyst til at snuse noget som helst op i min særdeles sarte næse, og slet ikke på nuværende tidspunkt. Jeg håber, at aftensmaden jeg har planlagt til mr. Big og ego vil gøre lidt, der er ingefær og meget andet godt i.

Det gÃ¥r aldrig helt som man forventer, tror jeg. SÃ¥ sad jeg dér tidligere i dag og fik lidt luft og snakkede om, hvilken rolig slowmotion-weekend, jeg sÃ¥ frem til. Det har jeg sørme ogsÃ¥ brug for. Men… fortæl mig lige, hvem har brug for at tilbringe dagene med snue? Det er Ã¥benbart mit lod denne weekend. For henover dagen er min hals blevet mistænkeligt lÃ¥dden indvendigt, sÃ¥dan føles det… og næsen løber eller er irriteret. Og hovedpine har jeg ogsÃ¥ – og sidder lige sÃ¥ nydeligt hos mr. Big og skidefryser. Sguda kønt at starte weekenden pÃ¥ den mÃ¥de.

Det er garanteret kollegaerne, der har smittet mig. Og i dag var jeg helt alene pÃ¥ kontoret, sÃ¥ der var dejligt stille. Dér var ikke noget at klage over. Og der er stadigt ny oplevelser med de ny lytteaggregater. Og det mÃ¥ siges at være positivt. Fx mr. Big her til aften “AltsÃ¥.. søde, der er ogsÃ¥ sket noget med din tale… den er blevet bedre” “Æhm….” rømmede jeg mig og kiggede pÃ¥ ham “Jo jo, du fÃ¥r ligesom hele ordet med nu” sagde han sÃ¥.

Det er faktisk rigtigt, jeg kan ogsÃ¥ godt selv høre det – og dét er jeg sgu ikke ked af! Men hurra for snuen, nu kommer jeg da til at lyde som det indre af julemandens underbukser den næste uges tid, hvis jeg kender prognosen ret.

Mandag igen… og der var dømt “barn-syg”. Jeg var allerede oppe rigtig tidligt for lige at konstruere mail til min chef, min projektleder og alle andre, der kunne tænkes at have interesse i, hvorfor jeg ikke mødte ind som sædvanlig. AltsÃ¥ ham min chef er superfin, han skrev en mail med ønsket om god bedring. Det er den slags, der luner dér, hvor man ellers ikke havde ventet det. Men sÃ¥dan er han, heldigvis.

Børnene har selvfølgelig været, som børn er flest – nÃ¥r der er utilpashed inde i billedet. De rÃ¥ber, de skændes lidt indbyrdes, for uha, nu skal JEG have mors opmærksomhed. Og vi har ogsÃ¥ været hos lægen. AltsÃ¥ denne gang siger jeg Thumbs-Up til lægen, der for en gangs skyld var villig til at se os samme dag. Det er nemlig, hos mine læger, ikke altid lige let at fÃ¥ adgang til en konsultation. NÃ¥, men knægten blev undersøgt, og sÃ¥ snakkede knægten og lægen lidt under 4 øjne, hvor jeg sÃ¥ kom “med” bagefter. Og der blev diagnosticeret, gjorde der… Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Knægten har STRESS. Og det gør mig uendeligt ked af det. Stress fordi han sÃ¥dan ønsker at være hos mig hele tiden, og ikke kan det – pÃ¥ grund af nogen uendeligt Ã¥ndssvage høje herrer et eller andet sted inde i centrum.

Det er ikke særlig sjovt at overvære, at ens børn ændrer adfærd over én nat – fra at være glade og løsslupne til en stemning af “bad mood”, det sker nemlig altid natten til søndag… “for nu er der kun to dage til…” som børnene siger, uafhængigt af hinanden. Desværre er det ikke altid lige nemt at fÃ¥ hændelser gennemført, det tager tid gør det.

Og det er især da svært, nÃ¥r der fra anden side arbejdes stik modsat – og dem i midten, nemlig de høje herrer tilsyneladende skal se eller lugte blod, førend de gider gribe ind. Dét er blandt andet én af de ting, jeg bare ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de kan forstÃ¥, endsige acceptere. Jeg nægter at acceptere, at man ikke i det mindste prøver at se en sag med de rigtige briller pÃ¥. Og dermed være ikke sagt, at en mor er bedst, men det være sagt, at der BØR tages hensyn til det individuelle barns tarv og ønsker. For er vi mÃ¥ske ikke ansvarlige for, at barnet med tiden bliver et helt menneske som er rustet til at imødekomme og modstÃ¥ alle de mange udfordringer voksenlivet byder pÃ¥… Det gør man ikke, ved sÃ¥ledes at lade barnet i stikken og gøre forsøg pÃ¥ at feje ting under gulvtæppet.

Jeg sværger, det får de ikke lov til at gøre mod mine børn. Dén går ikke.