Title

11. maj 2009

Og sådan klarer man dagen

Skrevet af Hende selv kl. 14:07 | Brok,Børn,Sygdom

Tjah sådan kan der være så meget. Jeg fik travlt med at lave en hel masse, her efter at jeg havde skrevet, at jeg ikke var klar til hverdagen. Der må altså være noget om dettehersens Nemesis-noget. Trods alt en relativt blid start, med at kigge billeder, kollega har taget. Han er bare så god til det! Og jeg er spændt på, hvordan dem han skal tage af mig bliver. Det er, når jeg skal hen og være model for en dag. En ting ved jeg… det bliver SJOVT.

Nuvel, Yngste var slået ud med knopper over hele kroppen. Hun lignede faktisk en bøtte rød lakserogn (ingen sammenligning i øvrigt, hvad angår lugt og størrelse). Så bestille tid hos lægen, og med lidt velplaceret pres fik jeg en tid i dag. Ringe til frit og forklare, at Yngste bliver hentet før tid. “Jamen… vi er i kanoklubben!”.

Panik… som om jeg aner, hvor denne kanoklub har til huse. Hm… hurra for Krak. Selv om… prøv du selv at slå V. M. Amdrupsvej op på Krak. Jeg fandt intet. Heldigvis har min ungdomskæreste boet dernede, så jeg kunne svagt huske, at det var dernede omkring. Godt så, barn hentet – og barn til læge. Det er vandvorter i hobetal. Og “Hold kæft hvor er der mange!”. Og det kan ikke behandles. Det er et virus, der skal gå væk af sig selv. Det kan godt tage op til et par år. Pis også!!!

Efter lægebesøg får Yngste en is, fordi hun er blevet SKRABET… uden at kny – og jeg får købt ind. Så vil Yngste på frit, og jeg burde skamme mig over, at jeg var så tilfreds.

Not.. jeg er glad, for nu kan jeg arbejde hjemme i ro og mag – og børn vil ikke hentes før kl. 16.00. Så der er lidt tid at løbe på. Og not… så virker emulatoren selvfølgelig ikke, jeg der havde regnet med at sidde og hygge mig med lidt fejlregistrering. Pløh! Ja, det er mandag. Og kollega’s søn har fået munden fyldt med blærer. Ak ja, mandag – søde gode mandag… endnu mere pløh!

17. marts 2009

Og så et lille prik

Skrevet af Hende selv kl. 11:51 | Årets gang,Rygning,Sygdom

Den dag, jeg sådan lidt i det små havde gruet for, oprandt endelig. I sin tid fandt man jo ud af, at man ikke var særlig god til at danne B12-vitamin selv. Det er en længere udredning omkring et vitamin, de fleste mennesker danner et eller andet mystisk sted nede i tarmen. Så det vil jeg ikke underholde med, men jeg kan ihvertfald ikke finde ud af at danne det selv. Derfor må jeg en tur til lægen hver 3. måned og have et lille skud i min saftspændte endebalde.

Uha, jeg må desværre tilstå, at jeg nærmest sidder og bævrer lidt ved den blotte tanke. Yrk, yrk, yrk… lyder det bare gang på gang inde i mit hoved. I dag var det heldigvis den søde, kvindelige ammanuensis (lægestuderende på turnus) der “havde mig”. Og hun er fanme sød. Vi talte frem og tilbage om blodprøver og den slags. Sagen er jo, at jeg forrige uge havde lidt vrøvl med benet. Hun fortalte mig så, at det næppe kunne være sclerose (som jeg havde luftet lidt for hende) men nærmere mangel på D-vitamin og B12-vitamin. Mit D-vitaminniveau var ikke højt nok, så der blev udskrevet kalkpiller med d-vitamin. Og så skulle jeg have mit skud. Jeg er bare IKKE til at blive stukket i.

Der ligger jeg så… som en gris på slagtebænken… jeans’ne er trukket strategisk ned over balderne, men selvfølgelig ikke for meget, vel. Føj, det er virkelig ikke rart således at ligge dér på maven og… vente. Der er rimeligt stille, og jeg kan høre, at doktordamen bevæger sig rundt og trækker skuffer ud og pusler med papir.

Av, det var garanteret beskyttelsesplasten omkring nålen.. urgggggghh.. jegvilbareikkehøremerenuuuuuu…. Der sker ikke noget endnu. Jeg slapper kortvarigt af og sukker lidt. Hvor var det godt, jeg fik de trusser på, der dækker balderne ihvertfald. Det er nok kun os kvinder, der tænker på den slags ved lægebesøg. Så mærker jeg en hånd på balden. “Er du klar” spørger hun. “Mmmrrghhhnnggghhh” brummer jeg og prøver at slappe helt af.

Hmmm… nu trykker hun sgu med tre fingre samlet.. uha.. her og der.. hm.. der, fingrene søger… efter det rigtige STIK-sted. Jeg ligger og forsøger at kvæle alle mulige vildfarne tanker… og så sker det. En kort smerte, jeg reelt faktisk dårligt når at registrere. Det er også helt klart, når B12-vitaminet injiceres, og det begynder at spænde helt vildt, der er generende ved den øvelse. Og spænde, gør det ganske rigtigt også.

Jeg har bare mest lyst til at få det overstået, for jeg er træt af at være hos lægen nu. Og hun bliver også hurtigt færdig, men for filan… kan hun ikke bare give mig et plaster på, i stedet for at stå og prøve at trykke det “ind” bagefter. Yowwwza. Og så er jeg færdig og suser ud af døren med en vinken og et hejhej vi høres ved.

Hjemme igen, jeg har desværre stadig ondt i halsen og er generelt utilpas… overvejer jeg kort, om jeg har lyst til at ryge – men nej, det har jeg ikke. Det passer. Så det gør jeg ikke. Og det er dejligt at være totalt fri for det der, med “har jeg nu flere” “Nu skal jeg huske at købe” bla.. bla.. Det er utroligt hæmmende, når man således er styret af vanen, og som sådan en ufattelig befrielse, når man slipper fri af grebet.

Mjah… så har jeg fået min hjertestump igen af ham Big.. og det er også en dejlig ting, udover at solen skinner så fint på himmelen blå. Det eneste formørkelse er den hovedpine, der ligger i et jerngreb omkring mit syndige kranie. Det må være Nemesis, fordi jeg har tænkt slemme tanker, hehe.

Jo… og så er jeg oprigtigt talt øm på balden, der hvor jeg blev stukket.. og hvad har vi mere?

7. marts 2009

Findes der mumier?

Skrevet af Hende selv kl. 22:35 | Børn,Sygdom,Weekend

Det var så den lørdag, og nøj hvor har vi bare haft en god dag. Der har været det hele, også selv om jeg desværre måtte lade mig vække af en rigtig dejlig drøm, som jeg desværre ikke husker ret meget af. Det var ihvertfald noget med en sms fra Ældsteveninden og så lidt om mr. Big. Altså ikke noget at klage over, andet end at jeg ikke kan huske noget fra drømmen – og at jeg var varm som en kakkelovn, da jeg vågnede.

Vi var på vej ned for at handle, her i formiddags – da jeg lod mig friste til en overspringshandling. Mr. Big og søn var i Hillerød for at købe ny strømforsyning, da han lige har fået nyt MOBO, og den gamle strømdims ikke matchede MOBO’et. Og sms fulgte sms, så lige pludselig var vi i stedet for på vej til Hillerød. Jeg savnede mr. Big, og det var gensidigt – så hvorfor ikke lige mødes kort på Andersen burger og guffe en durumrulle eller to.

Uh, det var bare rigtig hyggeligt at sidde dér ved bordet, alle fem i vores sammenbragte familie. Jeg nyder det virkelig, for der er en særlig egen ro over det hele. Han over for mig, jeg ved siden af bonus-søn, og mine to mellem mr. Big og jeg. Børnene nød det vist rigtig, munden stod ikke stille på dem, mens vi spiste. Og tiden gik alt for stærkt, så var det lige pludselig slut. Mr. Big og jeg kyssede hinanden på gensyn, og så gik familierne hvert til sit. Det er den slags situationer, der får mig til at tænke på, det sgu bliver dejligt, når vi ikke går hvert til sit “bagefter noget”.

Heldigvis ses vi allerede i morgen, der skal søndagshygges – og jeg glæder mig. Der skal også vaskes, for Yngste har brugt ALLE, og jeg mener alle, sine trusser. Så der skal være en ny forsyning klar mandag morgen.

Ud på eftermiddagen i dag lavede jeg dip og satte chips frem i en skål på sofabordet. Nu var der linet op til, at vi skulle se Mumien (The Mummy) alle tre. Og det var en helt ny måde at se filmen på, skal jeg lige love for. Jeg er glad for, at jeg har set den så mange gange før. Ellers ville jeg have misset en del (det meste) af handlingen, for kors hvor Yngste kunne rable af sig i dag. “Og det måtte helt bestemt være varmt at blive pakket ind i alt det der hvide noget!” “Nej, han er jo død!” sagde Ældste. “Sådan rigtig død??” “Ja sgu.. kan du ikke se, han ligger ned?”. Og alt i mens de to diskuterede muligheden af rigor mortis, lå mumien, som (heller ikke) på det tidspunkt var særlig aflivet og vred sig lidt. Godt de ikke så dét.

Jeg tror ikke, jeg vil tænde for den slags, førend de to er lidt ældre. Det er nemlig sådan (og jeg sparker mig selv grundigt) at Ældste og Yngste pludselig skulle have mor med, så snart de skulle hen et sted i huset, hvor der var mørkt. Det var dog heldigvis først efter, at de havde ryddet rigtig flot op i deres værelse og indkasseret 10 kroner hver for bedriften. Jeg bliver så glad, når jeg hører dem snakke om, at det skal de spare op. For det der med at spare op, det er jeg ikke særlig god til selv. Mens børnene således var beskæftiget med rengøring fik jeg knaldet en omgang aftensmad sammen – kylling i tomatkokos-karry sauce med bønner, ærter og majs i. For pokker, hvor man får luft i maven af den slags fibre, altså! Argh!

6. marts 2009

Så må du blive under dynen

Skrevet af Hende selv kl. 07:34 | Børn,Sygdom

Så er det weekend, lige om lidt. Det bliver en weekend med sygdom, er jeg sikker på. Ét er at jeg her til morgen vågnede den halve time for sent. Den halve time, hvor jeg lige plejer at nå det ekstra, jeg måske ikke er blevet klar med, aftenen før. Og jeg tog mig til hovedet, der skulle fremstilles en madpakke til Yngste. For Ældste skulle til fødselsdag, så ingen madpakke dér.

Det er det mindste problem, for da jeg purrer Ældste, kommer en forfærdelig hosten op nede fra dynerne. – Mor, må jeg ikke godt blive hjemme i dag? Og jeg ved, at Ældste bestemt ikke er dén, der stikker op for bollemælk, så ergo måtte det være “slemt nok”. – Jo, jeg synes også, du skal blive hjemme i dag, så skal vi heller ikke til fællesfødselsdag? svarede jeg. – Nej, det orker jeg ikke, jeg har det ikke så godt… Den var helt sikker nu, så jeg måtte til computeren og give fritten besked om, at Ældste ikke kommer i dag. Og heller ikke Yngste. Fortæl mig ikke, at ti vilde heste kunne trække Yngste afsted, hvis Ældste skal være hjemme. Uha nej!

Firmaet fik også besked om min udebliven, og jeg ærgrer mig slemt. Inden jeg gik hjem igår, overvejede jeg at slæbe den bærbare med hjem, men lod være. Jeg gad nemlig ikke slæbe på den. Dovenskab, dit navn er Anja. So be it, så nu skriver jeg til kollega og forklarer sagen. Og jeg spørger også, om den iværksættelse kan vente til på mandag. Men jeg er lidt spændt på svaret, for i går da kollega og jeg snakkede om tiltag, lavede han sit berømte “det haster fandens meget mere, end en racermave på vej til toilettet”-ansigtsudtryk, som han mestrer til fulde. Det er så praktisk med sådan et ansigtsudtryk… vi er begge dygtige til det og bruger det i flæng. Og så snart én af os har flashet det, kommer der gerne fart over tingene. Jeg tilbyder, at såfremt justeringen ikke kan vente til mandag (det er jeg nemlig ikke helt sikker på), at jeg vil komme ud i firmaet og hente den bærbare og gøre projektet færdigt.

Et eller andet sted håber jeg lidt, at det er nødvendigt, for jeg vil gerne selv lave justeringen i softwaren, men nu må jeg vente og se.

Ældste ligger nu godt pakket ind i sofaen med en dampende varm kop te med honning foran sig. Og jeg blev færdig med den ene sok i går – stor jubel. Og den passer perfekt, som “syet” på. Nu mangler jeg “kun” den anden sok, puha. Godt jeg skrev masketallet op, jeg klapper mig selv på ryggen over at have gjort det.

Selv har jeg også i går fået lidt problemer med det ene ben, pissesclerose. Det er en slags føleforstyrelse inde i benet. Huden føles normal ved berøring, men så snart der kommer “stramt” tøj over, føles det “varmere” end sædvanligt. Og jeg mærker ikke så nemt kulde, fx på gulvet, når jeg vader rundt med mine bare fødder. Lykkeligvis er der ingen påvirkning af muskler i benet – endnu. Jeg håber ikke, det sker. For jeg GIDER altså ikke en omgang på en uge, hvor benet er underligt og jeg ikke kan gå ordentligt. Det er meget, meget længe siden, det sidst er sket. Omvendt bliver sokken da i så tilfælde lynhurtigt færdig, der er nok ikke så meget andet at gå i gang med.

1. februar 2009

Hvad skulle man gøre uden Kleenex

Skrevet af Hende selv kl. 16:50 | Hverdag,Sygdom

Altså sidste gang jeg virkelig tudede gennem, gik der cirka 2-3 pakker Kleenex til. Oj oj, det var også et mindre skybrud, dér! Men hvor er det dog ufatteligt praktisk med disse små pakker superbløde papirservietter. Og ja, jeg køber Kleenex balsam, min næse skal da have det blødeste. Det får den også nu, men føj hvor Kleenex Antiviral altså har en egen duft. Og nej, jeg kan ikke lide den. Nu bruger jeg lige dem, jeg har – og så er det bare Kleenex balm igen.

Den er desværre god nok, jeg er uber-snottet, sådan som i stoppet næse, rindende øjne og en stædig hovedpine. Jo, min elendighed er stor. Og jeg erkender, at jeg hader, hader, hader, hader at være forkølet. Og lige nu kan jeg ikke skønne på, at det “bare” er forkølelse. Nej, det er pinedød nederdrægtigt med sådan en gang snue.

Mr. Big bliver sikkert ikke smittet, han har haft fornøjelsen for et par uger siden, så jeg regner med, han er konstitueret igen. Men skræk og rædsel, i morgen kommer mine dejlige børn hjem igen. Uh, jeg håber ikke, de bliver bombarderet med baciller, straks de træder ind af døren. Jeg må hellere spise noget mere hvidløg, for jeg er ikke særlig oplagt til hestekuren, anbefalet af hende her, hehe. Faktisk har jeg ikke skyggen af lyst til at snuse noget som helst op i min særdeles sarte næse, og slet ikke på nuværende tidspunkt. Jeg håber, at aftensmaden jeg har planlagt til mr. Big og ego vil gøre lidt, der er ingefær og meget andet godt i.

30. januar 2009

I den grad så underdrejet

Skrevet af Hende selv kl. 22:49 | Sygdom

Det går aldrig helt som man forventer, tror jeg. Så sad jeg dér tidligere i dag og fik lidt luft og snakkede om, hvilken rolig slowmotion-weekend, jeg så frem til. Det har jeg sørme også brug for. Men… fortæl mig lige, hvem har brug for at tilbringe dagene med snue? Det er åbenbart mit lod denne weekend. For henover dagen er min hals blevet mistænkeligt lådden indvendigt, sådan føles det… og næsen løber eller er irriteret. Og hovedpine har jeg også – og sidder lige så nydeligt hos mr. Big og skidefryser. Sguda kønt at starte weekenden på den måde.

Det er garanteret kollegaerne, der har smittet mig. Og i dag var jeg helt alene på kontoret, så der var dejligt stille. Dér var ikke noget at klage over. Og der er stadigt ny oplevelser med de ny lytteaggregater. Og det må siges at være positivt. Fx mr. Big her til aften “Altså.. søde, der er også sket noget med din tale… den er blevet bedre” “Æhm….” rømmede jeg mig og kiggede på ham “Jo jo, du får ligesom hele ordet med nu” sagde han så.

Det er faktisk rigtigt, jeg kan også godt selv høre det – og dét er jeg sgu ikke ked af! Men hurra for snuen, nu kommer jeg da til at lyde som det indre af julemandens underbukser den næste uges tid, hvis jeg kender prognosen ret.

26. januar 2009

En tur til lægen

Skrevet af Hende selv kl. 16:16 | Børn,Sygdom

Mandag igen… og der var dømt “barn-syg”. Jeg var allerede oppe rigtig tidligt for lige at konstruere mail til min chef, min projektleder og alle andre, der kunne tænkes at have interesse i, hvorfor jeg ikke mødte ind som sædvanlig. Altså ham min chef er superfin, han skrev en mail med ønsket om god bedring. Det er den slags, der luner dér, hvor man ellers ikke havde ventet det. Men sådan er han, heldigvis.

Børnene har selvfølgelig været, som børn er flest – når der er utilpashed inde i billedet. De råber, de skændes lidt indbyrdes, for uha, nu skal JEG have mors opmærksomhed. Og vi har også været hos lægen. Altså denne gang siger jeg Thumbs-Up til lægen, der for en gangs skyld var villig til at se os samme dag. Det er nemlig, hos mine læger, ikke altid lige let at få adgang til en konsultation. Nå, men knægten blev undersøgt, og så snakkede knægten og lægen lidt under 4 øjne, hvor jeg så kom “med” bagefter. Og der blev diagnosticeret, gjorde der… Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Knægten har STRESS. Og det gør mig uendeligt ked af det. Stress fordi han sådan ønsker at være hos mig hele tiden, og ikke kan det – på grund af nogen uendeligt åndssvage høje herrer et eller andet sted inde i centrum.

Det er ikke særlig sjovt at overvære, at ens børn ændrer adfærd over én nat – fra at være glade og løsslupne til en stemning af “bad mood”, det sker nemlig altid natten til søndag… “for nu er der kun to dage til…” som børnene siger, uafhængigt af hinanden. Desværre er det ikke altid lige nemt at få hændelser gennemført, det tager tid gør det.

Og det er især da svært, når der fra anden side arbejdes stik modsat – og dem i midten, nemlig de høje herrer tilsyneladende skal se eller lugte blod, førend de gider gribe ind. Dét er blandt andet én af de ting, jeg bare ikke på nogen måde kan forstå, endsige acceptere. Jeg nægter at acceptere, at man ikke i det mindste prøver at se en sag med de rigtige briller på. Og dermed være ikke sagt, at en mor er bedst, men det være sagt, at der BØR tages hensyn til det individuelle barns tarv og ønsker. For er vi måske ikke ansvarlige for, at barnet med tiden bliver et helt menneske som er rustet til at imødekomme og modstå alle de mange udfordringer voksenlivet byder på… Det gør man ikke, ved således at lade barnet i stikken og gøre forsøg på at feje ting under gulvtæppet.

Jeg sværger, det får de ikke lov til at gøre mod mine børn. Dén går ikke.