Title

10. november 2009

Tunboller og en kedelig mad

Skrevet af Hende selv kl. 00:48 | Børn,Hverdag

Ja, den er igen over 23.00, men det er min den bedste tid. Dér, hvor jeg nyder allermest. Dér, hvor det er dejligt stille og roligt at være vågen. Her dufter dejligt af tændte stearinlys i hele stuen, og jeg er temmelig tilfreds. Også i dén grad. For jeg har fået smidt madpakkerne i køleskabet. Og det er med en kende dårlig samvittighed over for Yngste. Hun havde nemlig ikke flere boller… Det betød så rugbrød til pigebarnet, og hun hader faktisk rugbrød. Især den glutenfri variant, der med skam at melde heller ikke er vanvittigt ophidsende. Det er faktisk… ja kedeligt er næsten et for pænt ord at bruge om det. Med lidt tunsalat på, håber jeg, det gør en forskel. Også med den fine leverpostej med ½ cherrytomat og salat på. Det så endda helt semi-læks ud?

Ældste derimod fik pakket en – når jeg selv skal sige det – uberlækker tunbolle. Lækker burgerbolle med durum-mel skæres midt over. Jeg har selvfølgelig fabrikeret min bedste hjemmelavede tunsalat med ærter og krydderier, præcis som børnene elsker den. Så salat, agurkeskiver og tunsalat ovenpå bollen – og en fin klat hvidløgsdressing (som jeg ikke selv har lavet, min bliver bare for stærk!) oveni. Så mere salat og agurk og så bolletop. Mums, jeg sidder faktisk og bliver helt brødflov. Også selv om jeg er mæt – efter “tøm-køleskabet-gryderetten” jeg lavede til aften.

Heldigvis glemte Ældste, at jeg i “uh-hvor-synes-mor-det-er-dejligt-at-få-jer-hjem-igen”-glæde proklamerede, at jeg selvfølgelig ville bage boller til ham i aften. Pyha… det havde jeg ved gud ikke orket!! Sidste gang var det pandekager, jeg kom til at svede over. Men jeg lavede dem i det mindste, og det var vist den dag, Ældste kørte cirka ti af slagsen ned med syltetøj og sirup…

Køkkenet er som blæst, og jeg sidder bare og nyder det. Og så er jeg endda på arbejde. Der skal downloades software, som vi får brug for i morgen. Det er nemlig ikke spor nice at downe noget som helst i firmaet. Jeg ved ikke, hvad det er, der er galt – men en flaskehals er der. Et eller andet sted. Dét, der “kun” tager 3-4 timer at downe herhjemmefra, tager op til 53 eller flere timer i firmaet. Det er en afskyelig slacker-connection dér. Ærgerligt nok, men det gør egentlig ikke noget. Når jeg nu alligevel sidder her og hygger mig. Nej, i aften køber jeg ikke. Jeg sælger. For nu skal der også tømmes lidt ud, og der skal penge ind.

17. juni 2009

At skrive en dosmerseddel

Skrevet af Hende selv kl. 10:40 | Betragtninger,Diverse,Hverdag

Lige i disse dage, hvor jeg er ved at blive uddannet som opgavejonglør og lære at skyde med spred-prioriteringer, er det da vist nødvendigt med en dosmerseddel. I næste uge skal jeg til lægen, der skal snakkes – og så skal der diskuteres Thyroxin og D-vitamin. Alt sammen med måde, men ikke desto mindre må jeg hellere skrive det op. Ellers ved jeg, jeg glemmer det.

I dag er en af de dage, hvor jeg bare har den største lyst til at være rigtig barnlig og skære en grum grimasse af sagesløse forbipasserende ude på gangen. Måske gør jeg det, lige om lidt. Bare fordi de vender sig om og glor. Måske er det fordi jeg sidder med bare fødder oppe på skrivebordet og tastaturet på skødet. Jaja, det er jo for hunne blevet sommer?! Eller noget. Hep.. kom nu med kl. 11.00, jeg er sulten, og kollega kommer snart og henter mig.

26. maj 2009

Glimmer på en hverdag

Skrevet af Hende selv kl. 08:23 | Børn,Hverdag

Det er godt nok kun en ganske almindelig tirsdag, men nu var det jo fordi jeg i morges gik amok i alle de ny øjendimseprodukter. Og da jeg alligevel var blevet så fin på gluggerne, kunne jeg jo også lige så godt være fin alle andre steder. Så på med den sorte silkekjole med flæse, jeg scorede i fredags, og så nogen smarte strømpebukser… så kører vi. Det ér sgu meget rart, når der er lidt ekstra krudt på dagen. Yngste blev også helt grebet, og ville have “den der lyserøde på”.

Lyserød kjole kom ud af skabet, over hovedet på Yngste. Her måtte jeg konkludere, at barnet var ved at sprænge kjolen! So be it. Hun vokser godt nu, den lille. Og jeg er glad. I stedet forlangte hun mormor’s flamencokjole. Og nu passer dén så lige akkurat så smukt. Og smuk var den lille pige da også, og ikke mindst glad til.

Nede på fritten kiggede de også lidt, da vi to dressed-up tøser kom vadende, og nej – det var ikke kun den lille pige, der fik komplimenter. Uh, det var da farligt cool, jeg så ud til morgen – “men du er jo altid så smart…” kom det fra pædagogLasse. Det synes jeg nu ikke selv, men det var sgida rart at høre, det indrømmer jeg gerne.

Der blev vinket farvel og sendt en farlig masse fingerkys, inden pædagogLasse slæbte Yngste med ind for at hente et eller andet. Hun følger ham som en lille hund… og er han der ikke er det pædagogTine, der står for skud. Sjovt nok, der er masser af pædagoger, men det er altid enten Tine eller Lasse. Jeg tror, det er fordi, de har en slags frisprog sammen. “Din lille prutfis” siger Yngste til Tine. Jeg rynker pande, men inden jeg når at sige noget – fortæller Tine, at det er noget, de kalder hinanden??? Jeg måber i det skjulte. Og smiler venligt… Sådan var det fanme ikke, da jeg var barn, altså!! Men jeg gik jo heller ikke på fritidshjem…

Bedre endnu er det, at jeg kan være på jobbet inden 8, så det er slut med at møde før fanden får sko på i ulige uger. Det er dejligt, for der er vigtigere ting på tapetet – end at stå op med hønsene. Jeg er lige mødt ind og har hentet min kop kaffe… mens jeg overvejer, hvad jeg skal starte på. Der ligger desværre en bunke af dimensioner, med flere opgaver. Og ingen af dem er jeg særlig varm på… så det bliver nok lidt tungt.

18. maj 2009

Jeg vil ha’ mor

Skrevet af Hende selv kl. 08:19 | Børn,Hverdag

Endnu en af den slags morgener, hvor man møder ind på jobbet, mens ens hjerte er efterladt på fritten. Efterladt hos en lille pige, der i dag selv har sat hår (og så pyt med den dér “bukkel” midt oven på issen, og de temmelig store, løsrevne totter) og var så glad. Det vil sige, det var hun, indtil jeg havde sat madkassen ind i køleskabet og prøvede at tage jakken af hende. Jeg kan bare ikke have det, det gør sgu ondt i mit hjerte og min sjæl, når hun kigger grædende op på mig. For fanden i panden da!

“Mor, jeg spiller syg!!! Så ringer de efter dig, og så kommer du og henter mig??”. Sådan er det altid omkring skiftedag, der er i morgen. Heldigvis først i morgen. Pædagog går med ud til døren – så de kan vinke. Jeg giver barnet et kram med det resultat, at hun hager sig fast i min frakke. Jeg vidste det bare. Én af de morgener.

Suk… og endnu mere suk. Pædagog indser heldigvis problemet og tager barn op. Barn holder stadig knibetangsfast i min frakke i forvisning om, at så kan mor ikke gå. Pludselig virker det lidt semikomisk. Tre mennesker hægtet sammen af lille pige, der ikke vil sige farvel til sin mor.

Jeg river mig hurtigt fri, og går ud af døren, mens jeg håber, at det påklistrede smil og den alt for ivrige vinken til min lille pige skjuler en mors blødende hjerte og elendige samvittighed. Samtidig prøver jeg at udviske fantombilledet af på-en-lidt-kedelig-måde-overrasket-lille-pige. Hun troede jo ikke, mor ville rive sig løs – men der var ingen anden udvej. Det siger pædagogerne ihvertfald. Føj, jeg hader sådanne morgener.

Gud hvor jeg glæder mig til at hente hende igen! Og også Ældste, da! Nogen gange ville jeg ønske, at jeg bare gik hjemme og nussede om børnene. Velvidende at vi alle tre ville få fnidder af det og flejne ud, før eller siden. Og dog… det kunne nu være rart at nøjes med det der arbejdsnoget et par gange om ugen.

Og vi har jo også haft sådan en rigtig dejlig weekend, date hjemme ved mors kødgryder fredag sammen med Yngste. Jeg kunne ikke forestille mig mere hyggelig måde at tilbringe fredag på, når man nu ikke kan…. Lørdag til brunch på café og galleribesøg. Søndag til brunch hos veninde, der er øjenlæge. Og spændingsopbyggende, dejligt besøg om eftermiddagen. Den weekend gik sgu alt for stærkt! Nå, men så vil jeg bare fryde mig lidt over, at den her uge bliver en af den slags, man ville ønske, var hverdag. Hvor man kun skal på arbejde 2 dage – og så fri, hygge og atter fri….

6. maj 2009

Duften af frihed

Skrevet af Hende selv kl. 19:01 | Årets gang,Hverdag,Job,Sjov

Pt hænger jeg i en klokkestreng, men det er også okay med mig – for det er absolut spændende, det jeg har gang i. For første gang i næsten et år føler jeg, at jeg er ved at have greb om tingene. Og det er totalt i orden! Men det betyder også, at jeg synes, dagene bare forsvinder som sand i et timeglas…

Børnene er hældt over til seksdagesophold hos deres far, og det er helt udmærket. Jeg håber, de hygger sig, for dét gør jeg så sandelig. Jeg har været hos optikeren i dag til den obligatoriske kontaktlinsekontrol, og tænk – så var mit syn blevet BEDRE! Helledusseda.. og jeg har ikke engang spist et eneste gram blåbær-holdigt? Men glad, det blev jeg skam. Og på vejen hjem fandt jeg lige nogen ny underbenklæder… faktisk en pæn lille bunke, men jeg fortjente også noget nyt, syntes jeg.

Jeg har også taget en beslutning. Jeg vil… vil.. jeg vil have en laseroperation, nu kan det sgu være nok! Jeg vil ikke bruge briller mere – ihvertfald ikke mere end højst nødvendigt. Og det har været en lang vej til målet, men også det er i orden. Hellere bruge lidt tid på det, frem for at tage en forhastet beslutning. Den slags har jeg også lært i min efterhånden én måned lange meditation.

Det var alletiders eftermiddag – jeg har virkelig nydt livet, og selv om det var gråvejr og blæsende og rainy uden for – var det faktisk helt i orden. Og her til aften vil jeg fortsat nyde det, der skal lures lidt TV – og så desuden arbejdes lidt på analysen, der blev afbrudt i eftermiddags. Og jeg glæder mig til de kommende dage, for jeg ved allerede nu, at det bliver en utroligt hyggelig “resten-af-ugen”, jeg kan se frem til. Hyggelig og afslappet på alle måder, og på mange måder fyldt med nye oplevelser og indtryk.

6. april 2009

Lige om lidt er det påske

Skrevet af Hende selv kl. 22:33 | Børn,Hverdag

Den er skam god nok! Det er snart påske! I løbet af nogen dage er der nogen meget heldige mennesker, der finder noget i postkassen. Og tro mig, når jeg siger, at det hele er lavet med tungespidsen i den ene mundvig af lutter koncentration om at skabe det absolut bedste til modtageren. Det er sådan noget med at disseher nogen personer betyder så forfærdeligt meget. Eller noget. Og der er jo også pyntet op til påske.

Så nu er der også dømt påske hér. Lidt kyller og nogle æg skaber jo lidt stemning, og ja, jeg har skam husket at tage en sikkerhedskopi af den oprindelige top. Det er jo altid sjovt at lege med farver og billeder, det er afslappende.

Og dagen faldt selvfølgelig helt anderledes ud, end jeg havde regnet med. Jeg må se at lære, jeg ikke kan regne med at børnene gider “med hjem”. De er altså ved at blive store og så selvstæ(n)dige. Ældste fik kammerat med hjem, og da Ft4 ankom for at hente søn, var det mig, der bød på kaffe. Det er altså hyggeligt med sådan en lille kaffesludder, ind imellem. Det var det også i dag, og da så Ft4 tog afsted igen, var det med en stor sæk med Ældstes dyne plus Ældste selv og to af favoritbamserne.

Yngste og jeg hyggede os alene med snakkeri om alt, hvad der faldt hende ind. Der kommer så mange guldkorn, jeg burde altså se at få skrevet dem ned på papir. Note to self.. køb en blok!. Det er også dejligt, for børn nogengange at have deres forælder helt for sig selv – alene, nu som i aften – med masser af motion – først ud og skate og så gå tur – og bagefter faldt Yngste i søvn.

Forår inden påsken

Skrevet af Hende selv kl. 07:53 | Hverdag

Der er så meget at glæde sig over, solen skinner – jeg kan hygge mig med børnene hver dag, det gør altså også en forskel. I dag skal Ældste have kammerat med hjem, altså Ft4’s søn, så mon ikke der er udsigt til en god snak. Jeg har opdaget, at jeg – selv om jeg er glad for at snakke med Ft4 – ikke kan holde ud at sidde oppe i lejligheden, hvor der ryges massivt. Det er for voldsomt for mine nyfødt-ikkeryger-psyke og næse. Så jeg skal altså ikke ind og have kaffe i dag, hvis drengene pludselig ombestemmer sig og vil lege hos kammeraten.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet, for hold fast hvor er det dejligt vejr. Og jeg er bare så glad og godt tilpas, det må man gerne være sådan en solrig morgenstund. Der er al mulig grund til det. Nu er jeg ikke længere trist til mode og ked af det, jeg har endnu en gang fundet den dér indre styrke, jeg er så kendt for. Og den er skam i brug nu.

Der er bare ikke et øje på arbejde i dag, og det er absolut demotiverende. Jeg er slet ikke oplagt i dag, faktisk har jeg den allerstørste lyst til at køre hjem og holde fri resten af ugen, sådan som alle andre har det. Jeg gaber og er træt, så skulle jeg ikke have lov til at have lidt fri og slappe af? Uden for er arbejderne ved at transportere pavillonen væk, og jeg smiler lidt over en kranlastbil, der står og hopper lidt. Det er nogen store moduler, der hejses op og væk ét af gangen. Firmaet har jo fået plads nu, efter udvidelsen. Åh, hvor vil jeg gerne hjem – jeg gider bare ikke i dag… jeg vil have ferie!!!

2. april 2009

Der er også tid til en tår kaffe

Skrevet af Hende selv kl. 12:48 | Billeder,Diverse,Hverdag,Shopaholic

Nu er det tid til kaffe, jeg trænger, gør jeg. Det er så dejligt vejr derude, og jeg kan sgu ikke nære mig for at sidde og ærgre mig grumt over, at jeg ikke har én at nusse i dag. Altså.. that is en mand. Og helst en bestemt en… så nemt er det jo ikke lige at komme over den slags, jo.

Jeg ved ikke, om det var et plaster på det blødende sår, men ihvertfald fik jeg købt mig et par sko her i formiddag. Pludselig gik det op for mig, at jeg da bare skulle have de der sko fra Naughty Monkey. Nu kan jeg næsten kende mig selv. Hende, der er glad, sjov og smilende, som faktisk får mange smil med på vejen fra kollegaerne. Det er ganske rart at se en snert af hende. For hende kan jeg sgu rigtig godt lide. Det er jo MIG. Hende, rigtig mange elsker og holder af. Og hey, det er fandme i orden at man roser sig selv lidt. Det er der plads til, især for tiden.

Nu er skoene ihvertfald købt, så jeg glæder mig til de lander ved min dør om et par dage. Jeg kan lige nå at få dem inden påske…

Og meget typisk, er det nogen sko, der skriger lidt. Det kan jeg godt lide. Ting behøver ikke altid være som andres. Man må godt skille sig lidt ud. Som gammel ven sagde i går “Der er INGEN som dig – på nogen måder!”. Og det var sgu også en rar ting.

Kaffen står og damper og installation nummer et er færdig, sørme dejligt. Jeg sidder og tænker lidt her for mig selv. Man skal altså aldrig nogen sinde opgive håbet eller at forsøge på noget. Sådan har jeg det. Og det fungerer skam også, hvad angår installationer, der ikke vil lykkes. Hvad mon det ellers fungerer på? Tiden? Jeg har ikke tid til at tænke over det, for installation nr. 2 venter… NU! Sæt i gang, Anja.

1. april 2009

Mon jeg skal være bekymret?

Skrevet af Hende selv kl. 17:11 | Børn,Hverdag,Kokkerier

Indtil videre har jeg da ikke tudet… men helt seriøst synes jeg, at jeg har mærket “stikken” i hjerteregionen. Hm… det er næsten lige til at blive bekymret af, nu jeg har den her livlige forestillingsevne. Og især også fordi jeg ved, at jeg mangler forskellige vitaminer… uha uha. Nå, lige nu står den på kogte kartofler og kyllefrikadeller med pandesovs. Og bagefter skal der motioneres.

Vi skal ud på vores lange gåtur. Vejret er godylt skønt, og verden venter bare på os. Vi skal traske og cykle henaf stierne. Meget apropos cykle, så har jeg i dag bestilt den fedeste cykel. Det er ikke en rigtig MTB, men det ligner i stil. Og så har den bare en farve, der kalder “kom og tag mig”. Det gjorde jeg så. Der er nogen leveringstid, men det kan jeg leve med. Jeg glæder mig.

Det har været så varmt i dag, at jeg har kunnet generobre min plads i solen, som den løve jeg er. Elsker at være i solen og strække mig og spile kløerne ud, mens jeg tænker på næste narrestreg. Eller noget. Nu tænkte jeg nok mest på, hvor dejligt det var at have fri – og på hvor meget jeg glæder mig til min ny jernhest. At komme ud og ride igenigen. Jeg havde næsten glemt, hvor dejligt det er at sidde og lade solen bage på sine forårsblege kinder.

Børnene er sure og trætte, det er ulvetime. “Må vi ikke få nogen karameller” prøver Yngste. Jeg bliver pludseligt stædig og stejl. “Nej selvfølgelig ikke! Vi skal spise om lidt!”. Jeg er for sent på den med maden, fordi jeg skulle lave sandaler til Yngste. Hendes udtjente kondisko fik savet spidsen af over sålen. Vupti var der ny sandaler, sådan lidt in handy. Og så var der alt det andet, jeg også “lige” skulle. Godt jeg har så brede skuldre… Dygtig, kan så meget.

24. marts 2009

Lus og anden uskik

Skrevet af Hende selv kl. 08:41 | Børn,Hverdag,Rygning

Vi spiser morgenmad i fred og ro, alt ånder hygge og idyl. I løbet af et splitsekund er idyllen imidlertid totalt smadret. Yngste’s hår skal sættes fint, bliver vi enige om, i fletninger. Og jeg deler håret. Og taber næse og mund. Det havde jeg ikke lige forventet, alt til trods. Ikke nu. Bare ikke lige i dag.

En 2,5 mm lang, fed, ulækker sort lus duver langsomt og besindigt hen ad skilningen, jeg har lavet med kammen. Jeg smider kammen og skynder mig at snuppe lusen med tommel og pegefinger og kyler den ned på bordet. “SE!” siger jeg – og børnene stirrer på insektet. “Argghhh… så går den ikke længere, du skal kæmmes NU!” “Okay, bare der ikke er flere!”. Jeg maser lusen med tommelfingerneglen, mens jeg tænker, hvor meget jeg dog hader lus, og hvor irriterende det er. Og har jeg selv lus så? Pludselig kløer det utilsigtet i min hårpragt. Hm! Kæmmekammen findes frem fra fryseren og kommer i aktion. Der er ikke flere, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Vi kan komme videre nu, og snart efter er børnene afleveret, tror jeg i god behold. Det blæser og er fisende koldt, jeg skutter mig og skynder mig lidt mere. Lydene fra blæsten brydes af nogen småråb. Jeg stopper lidt og tænker, det da nok er en eller andens unge og skynder mig videre. Pludselig griber nogen fat i min frakke… og det er en grædende, ulykkelig Yngste med sine lyserøde lammeskindsfutter og i sin lange kjole og fletninger.

Jeg skynder mig at få hende op og spæner ind i varmen med den frysende unge. Inde i fritten tuder hun lidt mere, og pædagogerne kommer og skal se, hvad der sker. Jeg forklarer, at Yngste er stukket af og er løbet efter mig. Det skal der lige lidt ekstra opmærksomhed på, kan jeg se, og Yngste forklarer, at det er skiftedag, og det vil hun ikke. Klart hun er ked, det forstår jeg godt. Men pædagogerne skulle måske også holde lidt mere øje med børnene? Bare en tanke, ikke?

Så i dag kom jeg for sent på arbejde, men nu sidder jeg med min varme kaffe og går langsomt i gang… Det er dejligt nok, selvom mange af mine tanker denne morgen går til Yngste…

Frem »