Title

13. juli 2011

Frit efter frk. Gad

Skrevet af Hende selv kl. 22:38 | Betragtninger,Filosofi

Altså hvordan er det lige, at ham der Jante-fætteren er skruet sammen, her i vores lille land. Der er så frygteligt mange love og regler, både skrevne og uskrevne. De skrevne er jo lette nok at forholde sig til, for her er det let at definere en uskik, bedre kendt som “socialt uacceptabel adfærd”. På samfundsbasis giver det sig selv, at det er socialt uacceptabel adfærd at stjæle og udøve vold mod andre. Der er sågar nedskrevne love i forhold hertil, altså rigtig let – ingen subtile opfattelser her. Her kan man simpelthen ikke undskyldes for ikke at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan man derimod, for hvad angår de uskrevne love og regler. Og igen, hvad er rigtigt og forkert…

Et oplagt eksempel er, at man, i enten privat eller jobmæssigt regi, bliver inviteret med til noget, man på ingen måde har nogen form for lyst til – eller bare ikke orker – at deltage i. “Nå ja, intet problem, jeg siger bare, at jeg ikke kommer!” siger jeg bestemt, men nej! “Det gør man altså ikke!”. Nu har det “socialt acceptable” pludselig mange flere facetter, end bare dén, at man er inviteret til noget, som byder én mod, og at man siger nej.

Det afhænger igen også af, hvem det er, der har inviteret. Der er nemlig forskel hér også. Hvis det bare er en kollega eller en bekendt af en selv eller partneren, er der ikke noget negativt socialt associeret med at sige pænt nej tak. Er det derimod familie langt ude, en leder eller en nær ven af én selv eller ens partner, stiller sagen sig straks anderledes. Her må man opbyde en vis kutume og på bedst mulige måde afværge den ikke så velkomne invitation. Værre igen er det, hvis det er i nærfamilien eller svigerfamilien, man er inviteret til noget – og så afviser invitationen.

Her er det jo, at hensynet burde komme på banen, dels hensynet til en eventuel partner, dels hensynet til den, der indbyder – og så er der dét dér udefinerbare og subtile – specielt ved invitationer fra familien/svigerfamilien. Nemlig… hvordan tror du, at din partner føler sig, når du tilsyneladende er bedøvende ligeglad med, at han/hun gerne ville deltage sammen, men nu ufrivilligt og så ganske ufortjent skal sidde dér og tabe lidt ansigt, på dine og egne vegne…. Det er da også synd og uretfærdigt.

Det handler om social værdsættelse, at man bidrager til samfundet ved at opbyde en social adfærd, som andre kan identificere sig med og spejle sig i. Det kan de, når man gør som flertallet – mens hvis man udviser socialt uacceptabel adfærd ved kort og godt at afvise invitationen, uden andet end en temmelig tam undskyldning, vil der uvægerligt opstå et skel. Eller man gør nogen kede af det. Det er jo heller ikke “i orden”.

Fordi det er nemt, gør folk oftest bare, som “man plejer”. Det er så nemt… ikke? Imidlertid findes der også nogen mennesker, som er fuldstændig ligeglade med, hvad der er socialt acceptabel (anerkendt) adfærd. For dem betyder det ikke en bønne, om kæresten, familien, hunden, katten, omverdenen eller generelt samfundet peger på dem og råber og skriger, at det bestemt er helt uacceptabelt. Faktisk kan det, at der bliver protesteret kraftigt, endda forstærke personens idé om, at hun/han gør det rette. Sådan virker ting ofte så modsat hensigten, men det er et helt andet tema, nemlig omvendt psykologi – og det har jeg ikke tænkt mig at dykke ned i lige nu.

Jeg ved godt, at “anerkendelse” er et pædagogisk udviklet begreb, men det ændrer ikke desto mindre på, at det har en vis betydning.

I og med at man iagttager en socialt acceptabel adfærd, betyder det nemlig, at man qua sin opførsel anerkendes i samfundet. At man passer ind. At andre kan forstå ens bevæggrunde. Afstår man fra at opfylde omgivelsernes forventninger om “anerkendelse”, bevæger man sig, rent adfærdssocialt set, ud på tynd is. Nu kan omgivelserne nemlig ikke længere “anerkende” ens adfærd, og det kan de ikke acceptere. Enten vil de ikke, dette gælder for nogen, eller også handler det om noget følelsesmæssigt, der igen har rod i en rigtig simpel – og heller ikke socialt acceptabel – følelse, nemlig misundelse.

Denne misundelse er affødt af, at man tvinges til at deltage i noget, man overhovedet ikke nærer nogen lyst til at deltage i – og man bliver naturligt misundelig på, at andre i besiddelse af denne ligegyldighed skødesløshed over for normer og almindelig social adfærd, bare uden nogen hensyntagen til andre menneskers følelser, gøren og laden blankt kan afvise at deltage. Uforskammet, det er det, ja – men mon ikke det sker for os alle fra tid til anden?

Jeg er vis på, at alle har oplevet at stå i en sådan situation som skildret ovenfor – og jeg skal heller ikke kunne sige mig fri.

Komplementærbegrebet til anerkendelse er afvisning, som på en måde er lige så vigtigt som anerkendelse, fordi forudsætningen for at opleve ægte anerkendelse selvfølgelig er, at ikke alt automatisk bliver anerkendt – det vil sige, at noget også kan afvises. Det er desuden også vigtigt ikke at lægge så megen vægt på anerkendelse fra andre, at det går ud over ens selvfølelse (fornemmelsen af hvad man selv finder vigtigt) og selvrespekt (oplevelsen af at ens egen vurdering er vigtig)…

I guder en smøre, hvor ville det være nemt, hvis det bare var almen praksis, at gad man ikke deltage i en eller anden aktivitet, var det bare sådan…

3. februar 2011

Dine mål skal nås

Skrevet af Hende selv kl. 11:15 | Filosofi

Det er fra et NLP-kursus, og det kan bruges til alle slags mål.

Velformulerede mål

1. Specifikt. Hvad vil du opnå? Formuler det præcist og detaljeret.

2. Målbart. Hvordan vil du vide, at du har opnået dit mål? Hvad vil være beviset? Fx ved motion: Du kan nu løbe en halv time uden pause, eller du kan se muskelaftegninger på dine overarme, eller du har et taljemål på 75 cm.

3. På hvilken måde er målet vigtigt og attraktivt for dig? Er målet et middel til at opnå et andet, bagvedliggende mål? Et mål skal bygge på personlige værdier. Fx er motion jo sjældent et mål i sig selv.

4. Realistisk. Er målet realistisk i forhold til den tid og de ressourcer, du har til rådighed?

5. Tidsbestemt. Hvornår ønsker du, at målet er nået? Angiv eksakt tidspunkt. Man når aldrig et mål, det ligger et sted ude i fremtiden. (dette bekymrer mig af forskellige årsager VILDT meget)… et mål jeg har… som måske aldrig går i opfyldelse? Spilder man så noget?

6. Økologisk. Hvilke positive og negative sidegevinster er der ved at nå målet?(Bruges til at afklare, om du egentlig ønsker at nå i mål, eller om der er negative sider ved det, som gør, at målet bare var en urealistisk drøm)

7. Formuleret positivt. Det er vigtigt at du fokuserer på det, du ønsker, i stedet for det, du ikke ønsker. Fx ved rygestop: “Jeg vil ikke længere ryge” virker ikke. I stedet for kan man bruge: jeg har rene lunger, jeg har bedre kondi, jeg dufter dejligt osv.

28. august 2009

Sikke dog et spild af mandekød

Skrevet af Hende selv kl. 10:39 | Betragtninger,Filosofi

I går hyggesnakkede jeg med en god bekendt, og vi kom tilfældigvis til at snakke om, hvor ærgerligt det dog var, at visse mænd bekendte sig til bøsse-ismen. For guds skyld, det er da et forfærdeligt spild, at nogen mænd er bøsser. Og det handler ikke om mine personlige præferencer til homoseksualitet eller de, der erkender, at de ikke er seksuelt orienteret på samme måde som størsteparten af andre er. Sikke en sober måde at sige det på, man bliver jo helt stolt.

Ordet “naturstridigt” popper op på nethinden… Det lyder både grimt og hårdt, jah – men hvad er det ellers? For er det i naturens orden, at hanvæsener danner par med andre hanvæsener, og hunner med andre hunner. Nej, det er det ikke. For så var evolutionen aldrig opstået.

Gennem tiderne har man dissekeret emnet homoseksualitet til grænsen af bevidstløshed, og ja så kunne man vende den om og spørge, hvorfor i alverden skriver jeg så overhovedet om det. Nå, det gør jeg altså. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er rigtigt, at folk med en til eget køn-rettet seksualitet er blevet tilrettet af forskellige omstændigheder – eller om det er noget der ligger i generne?

Har mon ikke alle mennesker oplevet en dragning af sit eget køn? Jeg er fx selv 110% hetero og nærer absolut ingen form for dulgte og subtile ønsker om lige at prøve en anden pige.

Alligevel kan jeg huske, at jeg engang var totalt vild med en anden pige. Jeg var seks-syv år gammel, og gik til dans. Dér dansede jeg med J., der på det tidspunkt har været 17 år. Vi dansede sammen både træning og konkurrencer, og hun besøgte mig derhjemme. Og da hun var i London, havde hun en rosa kosmetikpung med hjem til mig. Og min lykke var gjort. Hun var bare så totalt mit idol, og jeg er sikker på, at jeg var forelsket i hende. Det gik naturligvis i sig selv, da jeg holdt op til dans og fik andre interesser, og J. fik en kæreste og flyttede fra byen.

Men… spørgsmålet er jo åbent – vælger nogen at være anderledes seksuelt orienteret, alle vanskelighederne til trods eller ér de grundlæggende skabt sådan? Jeg ved det ikke, men til gengæld ved jeg, at det er bankeærgerligt, at fx Peter Frødin ikke er heteroseksuel… og hvad med vores H.C. Andersen. Havde han også en rem af huden? Og to be honest ville jeg da være ustyrligt ked af, hvis et af mine børn viser sig at være anderledes på den måde. Ikke fordi, de er det, men fordi det kan medføre et ekstremt svært liv. Og så vil jeg naturligvis gerne være bedstemor the oldfashioned way, en skønne dag. Hvis jeg altså får lov at opleve det :D

24. juni 2009

Strøtanker en morgen

Skrevet af Hende selv kl. 08:54 | Filosofi

Sidder lige og overvejer situationen – og ja, igen må jeg erkende, at verden aldrig ændrer sig. Der skete noget på jobbet her til morgen, der lige udløste tankerækken…

Det er stadig sådan, at for at kunne NYDE, skal man YDE. I det her specifikke tilfælde – hvis man vil nyde godt af min omsorg og omtanke, så skal man fanme yde noget for det også. Jeg gider ikke hele tiden være den der giver. Og jeg giver heller ikke ved dørene.

I min verden er det også sådan, at hvis ikke man behandler mig pænt og med omsorg – ja så er jeg dén der er stået af. Og det er bare ærgerligt for dén, der har glemt at tænke over dét.

Er det virkelig så svært at huske det med omsorg og at behandle andre pænt? Jeg spørger bare. Selv er jeg desværre ALT for god til det, så god at jeg kunne bruges som dørmåtte, engang imellem, tænker jeg.

Heldigvis er der da mange der værdsætter det – og de, der ikke gør – er ikke bedre end det skidt, jeg træder på.

Måske lidt kryptisk, men jeg skulle bare SÅDAN og så meget have luft for nogen ting…

13. maj 2009

On my behalf

Skrevet af Hende selv kl. 09:33 | Årets gang,Filosofi

Tænk at blive filosofisk anlagt på en sådan dejlig sommerdag i maj. Men ikke desto mindre er jeg blevet det. Og jeg har ikke engang tid til at være det – jeg har en deadline! Der hedder i morgen! Men alligevel, det slog mig lige i går. Det var da jeg skulle hente en syg Ældste. Og så er det mig umuligt at skimme Joan Ørting uden at komme til at reflektere på tingene.

Hvor er det dog heldigt, at dét man føler for sine børn ikke er forelskelse. For min kloge gamle farmor sagde tit, at forelskelse i snit varer 3 år, nogen gange lidt mere.

Og når alle de der konstante forelskelses-”lidenskabshormoner” er smuttet, så er det jo, at man skal se, om der er kærlighed. Det er kærligheden, der bærer videre. På den måde kan lidenskabshormonerne igen og igen opstå, op og ned i perioder… Det var præcist det samme, jeg læste hos Joan Ørting. Så farmor har sikkert, endnu en gang, ret.

Ved du ikke, hvad jeg mener, med lidenskabshormoner? Tjah.. lad mig prøve at forklare. Når du og din partner kan kigge på hinanden med et I-want-YOU-udtryk i øjnene, er der tale om lidenskabshormoner. Er du så med nu?

Og hvorfor det er godt, man ikke er forelsket i sine børn, er fordi den akkumulerede sum af gale streger, sådan et par størrelser kan lave, sikkert ikke kan klares med en simpel forelskelse. Det er jo derfor, vi elsker vores børn.

Derfor vi, (næsten) uanset hvad de laver, føler en dyb kærlighed, e.g. omsorg, glæde, respekt, samvittighed, ømhed, ansvar og den slags. Derfor vi trykker et kys på barnets næse, selv om det lige har sparket én i bollerne. Alt til trods er det jo kærlighed. Sgu da egentlig ret heldigt for børnene! Nu jeg lige tænker over det… og sikkert også for mange andre end børnene. Blandt andet undertegnede! Det må være derfor mine børn er så frække!

4. maj 2009

Er der ikke nogen dér

Skrevet af Hende selv kl. 09:48 | Filosofi

Oj, jeg er jo omgivet af kloge folk, det kan jeg godt se. Bare i dag har jeg allerede fået nogen kloge ord.

“Altså… hvis der ikke er nogen følelser, så bliver man heller ikke ked af det, irriteret eller jaloux” sagde hun. “Og ellers kan man også få et fingerpeg ved at tænke på, hvis den anden skulle gå hen og dø pludseligt. Mærk så efter, hvad du føler ved det! Er der sorg, så træd i karakter!” slog hun fast og tog en tår kaffe, inden hun fortsatte med at forklare mig noget om afhængigheder (og her er det altså dataafhængigheder…).

Et ganske spændende emne, men også lidt søvndyssende. Kollega påstår, jeg ser træt ud. Jeg er træt, det er rigtigt set af ham.

Og jeg takker, for det er jo rigtigt. Hvis man påstår andet, må man sgu lige overveje den en gang mere.

1. maj 2009

I sadlen er det…

Skrevet af Hende selv kl. 10:53 | Årets gang,Filosofi

at man sommetider indser nogen ting. Som fx nu. Jeg er faktisk endelig ved at lære noget, som er nok den sværeste lektie nogensinde – men jeg gør det gerne, fordi… Jeg lærer at ændre min tankegang med henblik på mine hidtil – og pt. – utopiske forventninger. Og dermed er forventningsfundamentet også ændret – meget nemmere, og se bare, solen skinner jo som var den betalt – og jeg er en meget glad og tilfreds kvinde med det hele i kufferten. Præcis som jeg blev spået, det ville være…

Ovenikøbet er det snart weekend!! – God weekend, derude!

29. april 2009

Vise ord

Skrevet af Hende selv kl. 17:13 | Filosofi

Der findes ingen nøgle til lykken – kun en stige….

Og det tror jeg, enhver må sande.. dén der vil lykken, overvinder sig til at forcere stigen.

Meget apropos stiger… så er jeg endnu kun begyndt at klatre – og så glæder jeg mig meget til noget… men lige netop dét, hører under privatlivets fred.

21. april 2009

Der er tænkt tanker

Skrevet af Hende selv kl. 12:03 | Betragtninger,Filosofi

For tiden bliver der ikke rigtig skrevet noget, dels har jeg ikke lyst til at blogge – og dels har jeg travlt med alt muligt andet. Men jeg har heldigvis fået lagt nogen ting på plads, og fået afklaret nogen underlige punkter, jeg havde fået sat op for mig selv. Hvis vi eksempelvis kigger på, hvordan jeg har vægret mig ved at flytte fra “min” by – er resultatet nu, at jeg faktisk er fløjtende ligeglad med hvilken by, jeg bor i – bare jeg bor sammen med dem, jeg har kær. Kan nyde deres selskab og dem selv, hver eneste dag. Dét er det vigtigste, og tænk, at jeg først har indset det nu… det er altid svært at erkende, man har været et kvajhoved. Bare jeg dog kunne få lov at gøre det om… (wish) eller stille tiden tilbage – something.

Ej heller er det nemt at forstå, hvorfor visse ting skulle være så…. ja… umulige at erkende, når de faktisk er ret så indlysende nu. Jeg kan kun sige, det er sundt at vegetere, selv om manjeg ikke er en hængeplante.

To be continued… for der er mange andre ting… (ps… det går fint med rygningen, eller mangelen på samme, rettere sagt.. jeg er lykkelig for at være røgfri)

3. april 2009

Terapi der hjælper

Skrevet af Hende selv kl. 08:13 | Betragtninger,Det sker,Filosofi

Nu er der jo sket en hel masse, meget mere end jeg bryder mig om, der skal ske – med så korte intervaller. Der findes jo altid en kur, men nej min kur hedder ikke Prince eller Vouvray. Jeg har tænkt og tænkt, og det har været sundt. Men det går bedre og bedre, det værste er altid at erkende, at gnisten, som endelig, efter en LANG .. en for lang.. dvale, var vågnet op til fuldt blus igen – hos mig – væk var den aldrig, det går op og ned med den slags – nu ser ud til at måtte kvæles i fødslen. Uh, hvor prosaisk. Men jeg glemmer aldrig, og det der er gået godt kommer aldrig dårligt tilbage, eller hur… så det er jo heldigt.

Min kur – ja min terapi, der hjælper hedder kort og godt, motion og livsglæde. Og nu hvor jeg ikke længere føler denne tobaksfremkaldte lede ved mig selv, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, ser det lyst ud. Men lad os bare sige, at rygning ikke gør noget godt for mig, så det er sgu som at komme ud af et fængsel, jeg har befundet mig i – i snart et år, men hvor tremmedøren er blevet låst op.

Jeg tænker bare, at sådan er livets gang, man kan jo for hunne ikke altid svæve oppe på lykkens tinder eller regne med at det kører derudaf. Hverdagen indfinder sig jo før eller siden, nogen steder hurtigere end andre. Og i perioder kan man have det virkelig sort og kedeligt, sådan lidt at sammenligne med en efterårsvåd pløjemark dækket af visne blade og silende regn. Uf, hvor trist, forresten… Sådan følte jeg, at rygning udvirkede det for mig.

Men så er det jo, at solen bryder frem – og man er måske ikke så modtagelig, har opgivet håbet – men giver man tid, kommer det hele igen – og det kan faktisk betale sig. Nå… men det er jo bare en tankestrøm, jeg nedfælder – og har som sådan ikke nogen betydning, tror jeg. Jeg tuder ikke ret meget mere. Og det sætter jeg pris på. Nu vil jeg bare nyde mine dejlige børn, foråret og livet, og hver dag husker jeg at sætte pris på, at jeg trækker vejret – og på familie og venner.

Det er også i denne weekend, jeg vil pynte op til påske, og vi skal også på planteskolen og hente fine ny blomster til krukkerne på terrasse og ved dør. Der skal være cosy, skal der. Entreen skal males og jeg har bestilt ny møbler. Men vi skal også mange andre ting, så jeg ved faktisk ikke om jeg lige når det. Det gør ikke noget, hvis ikke – der er jo snart ferie. Jeg skal bare lige på arbejde nogle dage endnu, så er jeg klar!

Frem »