I går hyggesnakkede jeg med en god bekendt, og vi kom tilfældigvis til at snakke om, hvor ærgerligt det dog var, at visse mænd bekendte sig til bøsse-ismen. For guds skyld, det er da et forfærdeligt spild, at nogen mænd er bøsser. Og det handler ikke om mine personlige præferencer til homoseksualitet eller de, der erkender, at de ikke er seksuelt orienteret på samme måde som størsteparten af andre er. Sikke en sober måde at sige det på, man bliver jo helt stolt.

Ordet “naturstridigt” popper op pÃ¥ nethinden… Det lyder bÃ¥de grimt og hÃ¥rdt, jah – men hvad er det ellers? For er det i naturens orden, at hanvæsener danner par med andre hanvæsener, og hunner med andre hunner. Nej, det er det ikke. For sÃ¥ var evolutionen aldrig opstÃ¥et.

Gennem tiderne har man dissekeret emnet homoseksualitet til grænsen af bevidstløshed, og ja sÃ¥ kunne man vende den om og spørge, hvorfor i alverden skriver jeg sÃ¥ overhovedet om det. NÃ¥, det gør jeg altsÃ¥. Jeg kan ikke lade være med at spekulere pÃ¥, om det er rigtigt, at folk med en til eget køn-rettet seksualitet er blevet tilrettet af forskellige omstændigheder – eller om det er noget der ligger i generne?

Har mon ikke alle mennesker oplevet en dragning af sit eget køn? Jeg er fx selv 110% hetero og nærer absolut ingen form for dulgte og subtile ønsker om lige at prøve en anden pige.

Alligevel kan jeg huske, at jeg engang var totalt vild med en anden pige. Jeg var seks-syv år gammel, og gik til dans. Dér dansede jeg med J., der på det tidspunkt har været 17 år. Vi dansede sammen både træning og konkurrencer, og hun besøgte mig derhjemme. Og da hun var i London, havde hun en rosa kosmetikpung med hjem til mig. Og min lykke var gjort. Hun var bare så totalt mit idol, og jeg er sikker på, at jeg var forelsket i hende. Det gik naturligvis i sig selv, da jeg holdt op til dans og fik andre interesser, og J. fik en kæreste og flyttede fra byen.

Men… spørgsmÃ¥let er jo Ã¥bent – vælger nogen at være anderledes seksuelt orienteret, alle vanskelighederne til trods eller ér de grundlæggende skabt sÃ¥dan? Jeg ved det ikke, men til gengæld ved jeg, at det er bankeærgerligt, at fx Peter Frødin ikke er heteroseksuel… og hvad med vores H.C. Andersen. Havde han ogsÃ¥ en rem af huden? Og to be honest ville jeg da være ustyrligt ked af, hvis et af mine børn viser sig at være anderledes pÃ¥ den mÃ¥de. Ikke fordi, de er det, men fordi det kan medføre et ekstremt svært liv. Og sÃ¥ vil jeg naturligvis gerne være bedstemor the oldfashioned way, en skønne dag. Hvis jeg altsÃ¥ fÃ¥r lov at opleve det

Sidder lige og overvejer situationen – og ja, igen mÃ¥ jeg erkende, at verden aldrig ændrer sig. Der skete noget pÃ¥ jobbet her til morgen, der lige udløste tankerækken…

Det er stadig sÃ¥dan, at for at kunne NYDE, skal man YDE. I det her specifikke tilfælde – hvis man vil nyde godt af min omsorg og omtanke, sÃ¥ skal man fanme yde noget for det ogsÃ¥. Jeg gider ikke hele tiden være den der giver. Og jeg giver heller ikke ved dørene.

I min verden er det ogsÃ¥ sÃ¥dan, at hvis ikke man behandler mig pænt og med omsorg – ja sÃ¥ er jeg dén der er stÃ¥et af. Og det er bare ærgerligt for dén, der har glemt at tænke over dét.

Er det virkelig så svært at huske det med omsorg og at behandle andre pænt? Jeg spørger bare. Selv er jeg desværre ALT for god til det, så god at jeg kunne bruges som dørmåtte, engang imellem, tænker jeg.

Heldigvis er der da mange der værdsætter det – og de, der ikke gør – er ikke bedre end det skidt, jeg træder pÃ¥.

MÃ¥ske lidt kryptisk, men jeg skulle bare SÃ…DAN og sÃ¥ meget have luft for nogen ting…

Tænk at blive filosofisk anlagt pÃ¥ en sÃ¥dan dejlig sommerdag i maj. Men ikke desto mindre er jeg blevet det. Og jeg har ikke engang tid til at være det – jeg har en deadline! Der hedder i morgen! Men alligevel, det slog mig lige i gÃ¥r. Det var da jeg skulle hente en syg Ældste. Og sÃ¥ er det mig umuligt at skimme Joan Ørting uden at komme til at reflektere pÃ¥ tingene.

Hvor er det dog heldigt, at dét man føler for sine børn ikke er forelskelse. For min kloge gamle farmor sagde tit, at forelskelse i snit varer 3 år, nogen gange lidt mere.

Og nÃ¥r alle de der konstante forelskelses-”lidenskabshormoner” er smuttet, sÃ¥ er det jo, at man skal se, om der er kærlighed. Det er kærligheden, der bærer videre. PÃ¥ den mÃ¥de kan lidenskabshormonerne igen og igen opstÃ¥, op og ned i perioder… Det var præcist det samme, jeg læste hos Joan Ørting. SÃ¥ farmor har sikkert, endnu en gang, ret.

Ved du ikke, hvad jeg mener, med lidenskabshormoner? Tjah.. lad mig prøve at forklare. Når du og din partner kan kigge på hinanden med et I-want-YOU-udtryk i øjnene, er der tale om lidenskabshormoner. Er du så med nu?

Og hvorfor det er godt, man ikke er forelsket i sine børn, er fordi den akkumulerede sum af gale streger, sådan et par størrelser kan lave, sikkert ikke kan klares med en simpel forelskelse. Det er jo derfor, vi elsker vores børn.

Derfor vi, (næsten) uanset hvad de laver, føler en dyb kærlighed, e.g. omsorg, glæde, respekt, samvittighed, ømhed, ansvar og den slags. Derfor vi trykker et kys pÃ¥ barnets næse, selv om det lige har sparket én i bollerne. Alt til trods er det jo kærlighed. Sgu da egentlig ret heldigt for børnene! Nu jeg lige tænker over det… og sikkert ogsÃ¥ for mange andre end børnene. Blandt andet undertegnede! Det mÃ¥ være derfor mine børn er sÃ¥ frække!

Oj, jeg er jo omgivet af kloge folk, det kan jeg godt se. Bare i dag har jeg allerede fået nogen kloge ord.

“AltsÃ¥… hvis der ikke er nogen følelser, sÃ¥ bliver man heller ikke ked af det, irriteret eller jaloux” sagde hun. “Og ellers kan man ogsÃ¥ fÃ¥ et fingerpeg ved at tænke pÃ¥, hvis den anden skulle gÃ¥ hen og dø pludseligt. Mærk sÃ¥ efter, hvad du føler ved det! Er der sorg, sÃ¥ træd i karakter!” slog hun fast og tog en tÃ¥r kaffe, inden hun fortsatte med at forklare mig noget om afhængigheder (og her er det altsÃ¥ dataafhængigheder…).

Et ganske spændende emne, men også lidt søvndyssende. Kollega påstår, jeg ser træt ud. Jeg er træt, det er rigtigt set af ham.

Og jeg takker, for det er jo rigtigt. Hvis man påstår andet, må man sgu lige overveje den en gang mere.

at man sommetider indser nogen ting. Som fx nu. Jeg er faktisk endelig ved at lære noget, som er nok den sværeste lektie nogensinde – men jeg gør det gerne, fordi… Jeg lærer at ændre min tankegang med henblik pÃ¥ mine hidtil – og pt. – utopiske forventninger. Og dermed er forventningsfundamentet ogsÃ¥ ændret – meget nemmere, og se bare, solen skinner jo som var den betalt – og jeg er en meget glad og tilfreds kvinde med det hele i kufferten. Præcis som jeg blev spÃ¥et, det ville være…

Ovenikøbet er det snart weekend!! – God weekend, derude!

Der findes ingen nøgle til lykken – kun en stige….

Og det tror jeg, enhver må sande.. dén der vil lykken, overvinder sig til at forcere stigen.

Meget apropos stiger… sÃ¥ er jeg endnu kun begyndt at klatre – og sÃ¥ glæder jeg mig meget til noget… men lige netop dét, hører under privatlivets fred.

For tiden bliver der ikke rigtig skrevet noget, dels har jeg ikke lyst til at blogge – og dels har jeg travlt med alt muligt andet. Men jeg har heldigvis fÃ¥et lagt nogen ting pÃ¥ plads, og fÃ¥et afklaret nogen underlige punkter, jeg havde fÃ¥et sat op for mig selv. Hvis vi eksempelvis kigger pÃ¥, hvordan jeg har vægret mig ved at flytte fra “min” by – er resultatet nu, at jeg faktisk er fløjtende ligeglad med hvilken by, jeg bor i – bare jeg bor sammen med dem, jeg har kær. Kan nyde deres selskab og dem selv, hver eneste dag. Dét er det vigtigste, og tænk, at jeg først har indset det nu… det er altid svært at erkende, man har været et kvajhoved. Bare jeg dog kunne fÃ¥ lov at gøre det om… (wish) eller stille tiden tilbage – something.

Ej heller er det nemt at forstÃ¥, hvorfor visse ting skulle være sÃ¥…. ja… umulige at erkende, nÃ¥r de faktisk er ret sÃ¥ indlysende nu. Jeg kan kun sige, det er sundt at vegetere, selv om manjeg ikke er en hængeplante.

To be continued… for der er mange andre ting… (ps… det gÃ¥r fint med rygningen, eller mangelen pÃ¥ samme, rettere sagt.. jeg er lykkelig for at være røgfri)

Nu er der jo sket en hel masse, meget mere end jeg bryder mig om, der skal ske – med sÃ¥ korte intervaller. Der findes jo altid en kur, men nej min kur hedder ikke Prince eller Vouvray. Jeg har tænkt og tænkt, og det har været sundt. Men det gÃ¥r bedre og bedre, det værste er altid at erkende, at gnisten, som endelig, efter en LANG .. en for lang.. dvale, var vÃ¥gnet op til fuldt blus igen – hos mig – væk var den aldrig, det gÃ¥r op og ned med den slags – nu ser ud til at mÃ¥tte kvæles i fødslen. Uh, hvor prosaisk. Men jeg glemmer aldrig, og det der er gÃ¥et godt kommer aldrig dÃ¥rligt tilbage, eller hur… sÃ¥ det er jo heldigt.

Min kur – ja min terapi, der hjælper hedder kort og godt, motion og livsglæde. Og nu hvor jeg ikke længere føler denne tobaksfremkaldte lede ved mig selv, som jeg ikke skal komme nærmere ind pÃ¥, ser det lyst ud. Men lad os bare sige, at rygning ikke gør noget godt for mig, sÃ¥ det er sgu som at komme ud af et fængsel, jeg har befundet mig i – i snart et Ã¥r, men hvor tremmedøren er blevet lÃ¥st op.

Jeg tænker bare, at sÃ¥dan er livets gang, man kan jo for hunne ikke altid svæve oppe pÃ¥ lykkens tinder eller regne med at det kører derudaf. Hverdagen indfinder sig jo før eller siden, nogen steder hurtigere end andre. Og i perioder kan man have det virkelig sort og kedeligt, sÃ¥dan lidt at sammenligne med en efterÃ¥rsvÃ¥d pløjemark dækket af visne blade og silende regn. Uf, hvor trist, forresten… SÃ¥dan følte jeg, at rygning udvirkede det for mig.

Men sÃ¥ er det jo, at solen bryder frem – og man er mÃ¥ske ikke sÃ¥ modtagelig, har opgivet hÃ¥bet – men giver man tid, kommer det hele igen – og det kan faktisk betale sig. NÃ¥… men det er jo bare en tankestrøm, jeg nedfælder – og har som sÃ¥dan ikke nogen betydning, tror jeg. Jeg tuder ikke ret meget mere. Og det sætter jeg pris pÃ¥. Nu vil jeg bare nyde mine dejlige børn, forÃ¥ret og livet, og hver dag husker jeg at sætte pris pÃ¥, at jeg trækker vejret – og pÃ¥ familie og venner.

Det er ogsÃ¥ i denne weekend, jeg vil pynte op til pÃ¥ske, og vi skal ogsÃ¥ pÃ¥ planteskolen og hente fine ny blomster til krukkerne pÃ¥ terrasse og ved dør. Der skal være cosy, skal der. Entreen skal males og jeg har bestilt ny møbler. Men vi skal ogsÃ¥ mange andre ting, sÃ¥ jeg ved faktisk ikke om jeg lige nÃ¥r det. Det gør ikke noget, hvis ikke – der er jo snart ferie. Jeg skal bare lige pÃ¥ arbejde nogle dage endnu, sÃ¥ er jeg klar!

Det er skideirriterende – og lige nu er jeg vred pÃ¥ mig selv over, at jeg er sÃ¥ nem. Jeg har den allerstørste og inderligste trang til at lade rygningen udfylde tomheden. Men det ville eddermame være sÃ¥ dumt som intet andet, at lade en forbandet og nagende kærestesorg ødelægge alt det gode, jeg har fÃ¥et bygget op for mig selv. Jeg kan ikke bare kyle det over bord, vel – og blive ryger igen.

Jeg syntes jo lige, det gik sÃ¥ godt med at skide det hele et stykke. Og sÃ¥ alligevel ikke. Det væltede igen for mig, her da jeg rigtig gerne ville fortælle om, hvordan det var gÃ¥et i dag pÃ¥ hospitalet – og man sÃ¥ bliver klar over, at der ér jo ikke nogen at fortælle det. Oh, jo, selvfølgelig er der det – men det er jo bare ikke helt det samme. Uanset hvordan man vender og drejer det, har man trods alt haft nogen bestemte facetter og en bestemt samtalefacon med den person, man har afbrudt kærligheden til. Og dén samtalefacon savner jeg – sandsynligvis mere end alt andet.

Det giver en rungende hul tomhed, som jeg pÃ¥ bedste vis forsøger at udfylde.. men med hvad sÃ¥? Jeg kan jo ikke gøre det samme hele tiden – men jeg kunne selvfølgelig da ryge en enkelt… det siger ham den lille grønne med de røde horn. Ham der med halen med spydspids. Han siger det selv. SÃ¥ kan jeg vel godt? Jeg vægrer mig, jeg vil ikke ødelægge alt det fine. Til sidst bliver jeg skidesur. Rigtig barnligt sur, ikke. SÃ¥dan sidde og trampe arrigt i gulvet og alt det der.. og hvad har vi.

Sur pÃ¥ det hele, er jeg. Jeg beder rasende ham den lille skællede skidespræller skride af HELVEDE til – stoppe sine horn og sin snak om rygning skrÃ¥t op – og blive dér. Jeg GIDER ikke. Jeg vil ikke ryge. Jeg vil ikke tude.

Jeg vil ikke sidde og have sÃ¥ meget som ét eneste minut ødelagt af tanker om noget, der var – som er afgÃ¥et ved døden (desværre bare ikke hos mig) – og jeg er pludselig irriterende overbevist om, at mr Big er skideligeglad og bare glad kører videre ud. Jeg ved af erfaring, at den der gÃ¥r – er den der har det nemmest, hvilket han sÃ¥ efter al sandsynlighed ogsÃ¥ har. Han bruger nok ikke engang sÃ¥ meget som ét sekund til at ærgre sig, og det synes jeg godt nok er stinkende uretfærdigt. Og jeg ved ikke engang om jeg har ret i mine teorier. Jeg hÃ¥ber faktisk, at han heller ikke synes, det er særlig fedt.

Og et rÃ¥b skærer gennem stuen og afbryder mig… “Jeg vil op af bad… nuuuu… MOOOOOOOOARRRRHHHH…” .. der gÃ¥r fem sekunder mere… “MOAAAAAAAARHHHH… NU!! Jeg gÃ¥r op nu!” og det gør hun sÃ¥, hende Yngste, der kan selv, vil selv og meget mere. Dygtig det er hun helt bestemt. Og jeg er stolt af hende, min lille datter. Hun tager sgu tingene i stiv arm, men blodprøver er hun altsÃ¥ ikke glad for.

Og det er vejen frem. MÃ¥ske var det ren terapi at lave den sorte sørgeside, men uh hvor gjorde det godt. NÃ¥r jeg sidder og leger, glemmer jeg alt andet. Næsten. Et par tÃ¥rer fik fingrene til at glide pÃ¥ tasterne, men nu gÃ¥r det faktisk lidt bedre. For ikke at glemme, hvad tristesse kan afstedkomme ligger her et fint billede…
.
Det har været en fin aften, og jeg har virkelig fået vendt tingene i hovedet og er kommet frem til, at det ikke er dårligt. Alt til trods.

Børnene fik at vide, at farmor er død. Jeg brugte med vilje ikke udtrykket “gÃ¥et bort”. For.. hvor skulle hun være gÃ¥et hen? Nej, de skulle vide, at død – er død. Ikke nogen omskrivninger. Jeg sad i sofaen med begge børn, og fordi man er mor… ved man at en pakke Kleenex nok er rar at have inden for rækkevidde. SÃ¥ det var der ogsÃ¥. Jeg slukkede TV’et og lagde armene om børnene.

“Mmm… jeg skal fortælle jer noget… noget meget trist”.. og de lyttede begge to. “I ved godt, farmor var meget gammel og syg?… hun er død nu, og det er frygteligt sørgeligt….”. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg ventede. Begge børn græd lidt, men lidt efter bad Ældste om lov til at tænde for fjernsynet. De var glade for deres farmor, men jeg tror ikke, det var en kæmpestor voldsom sorg – netop fordi de ikke sÃ¥s særlig meget (sÃ¥ ofte som man bør se sin farmor).

Mens jeg gik og lavede aftensmad, tog jeg en vigtig beslutning. SÃ¥ lidt senere, da vi spiste aftensmad, fortalte jeg sÃ¥ stille og roligt børnene, at mor og mr. Big ikke længere er kærester – og nu bare venner. Og dét tog børnene til gengæld overmÃ¥de tungt. Først, da jeg forsikrede dem om, at de selvfølgelig (??) ville møde mr. Big igen, var det en acceptabel sorg. Men der var intet forgjort i at fortælle dem sandheden. Jeg hader sÃ¥dan noget med at skulle holde noget dulgt. Det har jeg sÃ¥ ofte prøvet, og hver eneste gang er det gÃ¥et skævt. SÃ¥ nej, aldrig mere til mig. Ellers tak. Og jeg lyver ikke. De møder jo mr. Big igen, men først nÃ¥r jeg mener, at han ikke har en sÃ¥ stor rolle i deres liv.

Og sÃ¥ fik vi ellers alle brugt lidt negativ energi tror jeg. Vi gik nemlig en dejlig lang tur. Hele 60 minutter tog den at gÃ¥, men jeg valgte ogsÃ¥ fuldt bevidst “den lange vej” ned forbi Stadion fordi… vi skulle af med alt det opsparede krudt -især jeg. Heldigvis skal jeg arbejde hjemmefra i morgen, Yngste skal til læge – og det kræver lige lidt smidig omgang med tiden. Den slags konsultation er det i morgen. Og jeg er meget spændt pÃ¥, om Yngste vitterlig er vokset – sÃ¥dan som jeg tror. Især for hendes egen skyld, for i dag havde dumVeninde sagt “Du er LILLE!” til Yngste henne pÃ¥ fritten. Og det er noget, Yngste ikke gider høre pÃ¥.