Æhm… sÃ¥ er det jo lige, jeg ligger i min seng – og bare ikke kan sove. Det var nok fordi, det var alt for dejligt med den ekstra aften og nat, Big og jeg sÃ¥dan helt ekstraordinært fik i gÃ¥r. Puha, sÃ¥ savner jeg ham, det er jo dét, der er galt nu! Min mor havde jo fredag aften været sÃ¥ sød at ville lÃ¥ne ungerne til noget julehalløjsa med indlagt overnatning, og sÃ¥ kunne jeg da ikke hurtigt nok komme til at hygge med Big. Vi skyndte os hjem ved fyraften, fik købt vin og andet godt, et par pizzaer blev hentet hos vores faste pusher – og derefter stod de næste 24 timer i tosomhedens tegn. Hvor herligt… Nogen gange kan man bare være sÃ¥ heldig!!!

Pludselig, mens vi snakker, blandt andet om nogle malerier jeg har set – og at jeg gerne vil i gang igen – siger Big, at jeg gerne mÃ¥ male et billede til ham. Lidt spøjst, mit hjerte stod næsten stille et øjeblik, sÃ¥ overrasket blev jeg – der er intet, jeg hellere vil, end at male et billede til ham. Jeg syntes næsten, det var den ultimative kærlighedserklæring… uha, ja nogen gange bliver jeg sÃ¥ forfærdeligt romantisk!!! Her til aften har jeg faktisk grundet et par lærreder, og det store af dem har jeg mere eller mindre malet. Der er mange skønne farver i, og jeg prøver at afstemme farverne, sÃ¥ de kan passe til et andet billede, han har hængende. Jeg mÃ¥ nok indrømme, jeg glæder mig til rigtig at gøre noget ved det. Og jeg er ogsÃ¥ meget spændt pÃ¥ resultatet. Men… det bliver godt. Det skal det bare!

Det er ogsÃ¥ første gang, jeg er blevet spurgt, om jeg ville male til nogen – sÃ¥ jeg er ogsÃ¥ lidt spændt pÃ¥ den gode mÃ¥de, og jeg glæder mig frygtelig meget til den dag, hvor jeg skal vise Big, hvad jeg har fÃ¥et produceret med pensler og farver i en skønsom blanding af krea. Øh er det sÃ¥ ikke nu, man siger “NÃ¥ja.. søde – det er malet med kærlighed” – eller er det mon kun om mad man siger, den er lavet med kærlighed? Jeg er ikke helt sikker… men pyt.. nu er jeg heldigvis ogsÃ¥ blevet træt nok til at luske under dynen.. sÃ¥ det gør jeg. Og maler farverige drømme om ham min ælskede i søvne…

Nu jeg er i gang med at lægge billeder op – joh, der kommer ogsÃ¥ et af aftensmaden her for kort tid siden. Nu skal jeg lige snuse lidt i billedarkivet. Indtil da – her er min sindssvagt dyre gudindehalskæde. Den er intet mindre end genial, og mindst lige sÃ¥ semi-gudindeagtig som de pragtfulde halskæder fra Energy Muse. Min virker desuden endnu bedre, fordi den er tilsat en allerhelvedes masse god karma – og desuden er designet af min favoritdesigner… som, efter sigende, er utrolig karismatisk og nyskabende.

Ja, jeg har virkelig fÃ¥et mange positive tilkendegivelser pÃ¥ den flotte kæde, men jeg bliver desværre altid svar skyldig ved spørgsmÃ¥let om, hvor man dog kan købe lige netop dén… Døm selv…

Nu var det jo, at jeg for nogen tid tilbage skrev om, at jeg havde fundet sÃ¥dan en dejlig, blød pakke i posten. Men jeg fik jo bare aldrig lagt noget billede op. Det er virkelig ogsÃ¥ for ringe, men NU… Jeg har fÃ¥et en hel eftermiddag forærende. Og nej, jeg er ikke pÃ¥ barsel – eller den slags. Nej, jeg passer min stakkels syge datter, der ligger og koger i sofaen med 40 i feber. Uh, jeg ville ønske, jeg kunne tage det for hende. Den lille krop er brændende varm. Jeg har iskolde hænder… fordi jeg som sædvanlig ikke har nok tøj pÃ¥. Jeg lægger hænderne pÃ¥ hendes pande, hun klynker og vender sig i søvne. Der kommer nogen smÃ¥ pivelyde. Hun drømmer nok. Jeg hÃ¥ber, det er en god drøm.

Big var lige forbi og hilse pÃ¥ den lille patient. Og sÃ¥ skulle han ogsÃ¥ lige hente noget mad, vi snart skal have. NÃ¥men… det var jo dette hersens billede… godt sÃ¥ – jeg var jo heldig, at Sus havde gidet strikke til mig. Hele 2 fine grydelapper, et hÃ¥ndklæde og en karklud – hvor er hun bare DYGTIG til at strikke, den kvinde! Se selv…

Er det ikke bare hyggeligt?
Det er det pink, fra Sus…

Hjemme hos mig er der sket et eller andet. Jeg kan ikke sætte en finger pÃ¥, hvad det er – men mystisk er det. Ihvertfald lidt. For siden i søndags er der blevet bagt hele to roulader og en banankage. I sidste uge lød det jo dér om morgenen “Mor, hvorfor bager du aldrig?”. “Øh… det gør jeg da ogsÃ¥.. men du gider jo ikke at spise kagerne?” “Jojojo, jeg vil sÃ¥ gerne have kager” sagde Ældste sÃ¥. Bare han kunne finde ud af det. Æg, og kartoffelmel blev indkøbt – Yngste kan jo ikke tÃ¥le gluten, sÃ¥ det sætter sine naturlige begrænsninger, ja altsÃ¥ hvis man vælger at lade det være sÃ¥dan.

Det gør jeg ikke. Nu smager sÃ¥dan en chokoladeroulade med smørcreme afsindig godt, bare man ikke overdriver med smørcremen. Been there, done that – og svigermors mund antog en særdeles wrinky facon. SÃ¥, det gør vi ikke igen, vel. Denne gang var jeg imidlertid kreativ, sÃ¥ jo, det ville sikkert ogsÃ¥ passe godt til med en anelse orangesmag. Et par klatter orangemarmelade blev strøet ud over smørcremen. SÃ¥dan. Mens rouladen nu – alt for hurtigt – var klar… kunne jeg lige nÃ¥ at knalde en gang banankage sammen. Det gjorde jeg sÃ¥. Senere samme aften snakkede jeg med mr Big. Mmmm.. roulade med chokoladecreme. Gud ja.. det er da ogsÃ¥ rigtigt, det smager ubergodt.

Samme aften hører man lige Ældste sige nej tak til mere end ét stykke af rouladen. “Den er lidt.. sød” sagde han pÃ¥ den der mÃ¥de, sÃ¥ man bare kan høre, at det ikke lige passer ungen at spise kage. HvorpÃ¥ han snuppede et stykke toastbrød fra posen pÃ¥ bordet og nærmest druknede det i… Nutella! Derefter ryger endnu et stykke velsmurt toastbrød indenoms. Well, aha.. sÃ¥ rouladen var for “sød”. AltsÃ¥… hvad er det lige med Nutella… mig bekendt var det da ogsÃ¥ sødt, sidst jeg smagte pÃ¥ det? Heldigvis kunne Yngste nærmest rulle sig i roulade, sÃ¥ der gik ikke noget til spilde af den grund. Men fremover bager jeg ikke pÃ¥ opfordring fra Ældste!

Til gengæld kender jeg en anden én, som det er en sand fornøjelse at bage til – sÃ¥ her til aften blev der produceret endnu en chokoladeroulade. Denne gang med chokoladecreme. SÃ¥ nu er der i sandhed noget at glæde sig til her i morgen.

PÃ¥ den her side finder du en masse spændende unikaskÃ¥le, der kan tÃ¥le opvaskemaskine og sÃ¥ videre. Og det gør slet ikke noget, de er totalt anvendelige! Ude i siden her til højre – kan du finde en overskrift der hedder SALE… klik og kig.

Det mÃ¥ være, fordi det er sÃ¥ godt vejr. Jeg er gÃ¥et totalt kode-amok, og er ved at kreere et helt nyt fejlhÃ¥ndteringssystem til et gammelt system. Der findes ikke meget batch i det her system, sÃ¥ det er ligesom at starte pÃ¥ bar bund. Og det er lige mig. Jeg elsker at være “grundlægger”, og det er heller ikke første gang. Men der er helt ærligt ikke noget mere tilfredsstillende end at levere en vare, som rigtig mange vil fÃ¥ glæde af.

SÃ¥ koden sprøjter ud af fingrene pÃ¥ mig, kaffen bliver tyllet i linde strømme – og jeg sidder med et stort, glad smil – øjnene strÃ¥ler af lutter arbejdsiver. Hvor herligt, sÃ¥ gÃ¥r dagen jo dejligt hurtigt. Jeg elsker sÃ¥danne dage! Jeg falder nok ned igen, nÃ¥r der skal laves dokumentation, det hører jo til pÃ¥ dage med grÃ¥vejr og hjemmearbejde. Men.. jeg siger bare, den dag mainframen afgÃ¥r ved døden, sÃ¥ finder du mig sammen med mit livs kærlighed i et hyggeligt, gammelt, istandsat hus pÃ¥ landet ude ved mark og skov – hvor jeg gÃ¥r rundt med knold i nakken med malerpletter pÃ¥ næsen og iført sÃ¥ lidt som muligt – mÃ¥ske bare en plettet, gammel kittel, er kreativ dagen lang og lever af dét. For pokker hvor jeg glæder mig til det gÃ¥r i opfyldelse!

Jeg gider ikke spekulere mere over dét lægebesøg nu, jeg vil meget hellere vise, hvor langt jeg nÃ¥ede med de sokker, jeg har tænkt mig skal være til mig. Indtil videre viser foto’et nok mest, hvor flot garnet er. Jeg er altsÃ¥ stadig mest vild med det garn, jeg strikkede det andet par sokker af. Det mÃ¥ være noget med den der specielle grønne farve.. irgrøn eller hvad det er. Jeg er aldeles vild med den.

I baggrunden ses det sisaltæppe, jeg er sÃ¥ glad for, at jeg selv bar det hele vejen ud til bilen fra Ilva, kørte det hjem – og selv bar det ind og lagde det ud i stuen. Selv om det var tungt som bare død og helvede. Hm.. kan død og helvede egentlig vejes? Jeg tror det ikke.

Og nu må jeg hellere entre køkkenet og få fremstillet noget spiseligt, inden ham mr. Big kommer trampende.

Nu jeg er færdig med sokkerne, er jeg jo blevet helt syg for selv at fÃ¥ et par. Dem knægten har fÃ¥et er pissefede, men jeg ved ogsÃ¥ godt, hvem der bliver fornærmet, hvis mor strikker et par sokker til sig selv af samme garn som til Ældstes. SÃ¥ – derfor, det gør jeg ikke (selv om jeg nu vældigt gerne ville have de farver). I stedet har jeg bestilt hér, hvor de havde det skønneste udvalg. Og jeg tror faktisk pÃ¥, at de sender snarest muligt.

Jeg er glad. Det kan ikke blive helt galt, det her – selv om jeg nu igen, igen har “fornemmelse for snue”. Bliv væk, lede snue – vi gider dig ikke. Pak dig, tak!

AltsÃ¥, det var det første jeg tænkte. Det var helt sikkert – at den mÃ¥tte være skrumpet, for SÃ… stor kunne den sgida ikke være. Men stor, det er og bliver den, det kan jeg ikke lave om pÃ¥. SÃ¥ er det jo, jeg mÃ¥ indrette mig lidt og udvide, sÃ¥ den kan være der. Det er godt nok ikke nemt, og det kommer til at koste blod sved og tÃ¥rer. Faktisk koster det sandsynligvis ogsÃ¥ en aften mere pÃ¥ langs.

Jeg klager ikke, det er dejligt at ligge pÃ¥ langs – i sofaen. Dér hvor man ligger aller bedst pÃ¥ dét læn, hvor hovedet hviler sÃ¥ godt, mens man strikker løs. Og jeg garanterer, at den sok mÃ¥ være skrumpet. Det kan ikke passe, at Ældstes fod pludselig er sÃ¥ enormt stor. Men den var god nok. Jeg, der troede, der ikke var sÃ¥ langt igen, mÃ¥tte indse, at der skal strikkes yderligere 10 cm pÃ¥ sokken, førend den kan passe.

Og hey, hvad tænkte du pÃ¥, da du læste indledningen? Jeg mÃ¥ virkelig have en beskidt tankegang, det kan jeg godt se. Det gÃ¥r altsÃ¥ ikke at fortælle børnene “dirty” jokes. De hylede af grin, da vi sad over aftensmaden i gÃ¥r. En gryderet, som Yngste havde lavet (med lidt hjælp fra moderen – til bla. at skære løg… de svider vist bedre i moderens øjne end i Yngste’s). Jeg fatter egentlig ikke, at børnene grinte SÃ… meget. SÃ¥ beskidt var den joke da heller ikke. Hør selv, here we go…

En lidt distræt, ældre forretningsmand, pæn i jakkesæt og med hat og det hele steg af toget i Holland. Og han var altsÃ¥ sÃ¥ forfærdeligt trængende, og kiggede sig om efter en kvinde. Der var imidlertid ingen, men sÃ¥ var det, han fik øje pÃ¥ en lille diskret automat henne i et hjørne. Og et skilt med “Selvbetjening” pÃ¥ toppen.

Aha, tænkte manden hÃ¥befuldt, det mÃ¥tte da være… og gik hen for at bese automaten nærmere. Der var møntindkast og sÃ¥ stod der noget pÃ¥ hollandsk, som manden ikke kunne læse. Og forneden pÃ¥ automaten i skridthøjde, var der et lille rundt hul, ved siden af en pil – der viste mod hullet. Uha, kan man virkelig fÃ¥ den slags selvbetjening nu, tænkte manden og sÃ¥ sig hurtigt om, inden han hev “den” ud af buksen og stoppede den ind i hullet. Det passede til som syet, og sÃ¥ kastede han en mønt ind.

Bzzzzzzzzzzzrttt-baarpfffff sagde automaten og lød som en fiskekutter. Manden trak “den” hurtigt ud. SÃ¥ stirrede han forskrækket ned af sig selv. Javertus’en var blevet forsynet med en KNAP!

Det er så åbenbart den slags, der trigger mine børns humor-gen helt i top, de skreg ihvertfald af grin. Og jeg lod mig villigt smitte af deres grineri. Jo, det var skam et meget morsomt aftensmåltid!

Billederne er blevet større, efter at jeg fik et tip. Nu kan man langt bedre se, hvor blÃ¥ mine vintergækker er blevet, hehe. Og ikke mindst farverne i strikkeaggregatet. De er sÃ¥ glade – og jeg bliver tilfreds bare af at se nuancerne i arbejdet.

Der er blevet lynstrikket – utroligt sÃ¥ hurtigt det kan gÃ¥, nÃ¥r man først vænner sig til det. Og jeg sÃ¥ “lyset” i gÃ¥r. Der havde jeg siddet og undret mig over, hvorfor der var den rækkefølge i mønsteret i opskriften. Doh! Faktisk ret soleklart. Det er den slags ting, der sker, nÃ¥r man ikke gider sætte sig rigtigt ind i tingene og bare skøjter hen over dem. Det er en rigtig væmmelig tendens, men ikke desto mindre har jeg en vis evne til at havne i den suppedas temmelig tit. Det er bare mig i en nøddeskal. Men det virker jo ret indlysende, at nÃ¥r man har 32 masker, skal man ikke op i at dele med 5 forskydninger, men kun to.

NÃ¥, der blev jo født et barn, men det er nu snart længe siden – og alligevel føles det til tider som var det i gÃ¥r, hun gled ud og sagde hej til verden og gav den et stort knus. Det har hun stort set gjort, hver eneste dag siden. En glad baby, en glad pige med mod pÃ¥ det hele, ja. Smilet til livet og taget det, som det kom, det har hun helt bestemt. Og det hÃ¥ber jeg, hun vil blive ved med. PÃ¥ sin helt egen, charmerende mÃ¥de.

Dagen i dag var helt særlig for hende, det er starten på et nyt kapitel.

I morges var jeg noget sÃ¥ spændt pÃ¥ at se hende, henne pÃ¥ fritidshjemmet. Det er første dag i dag, og hun var ogsÃ¥ meget glad og spændt pÃ¥ det hele. Jeg har en idé om, at hun sikkert er fuldstændig udmattet, nÃ¥r jeg henter hende. Det er ogsÃ¥ en helt ny ting for mig, nu kan jeg hente begge børnene pÃ¥ samme tid. Og det gør mig glad, nu er det slut med dÃ¥rlig samvittighed og sten-saks-papir – hvem er dagens første tapir.

Det var ogsÃ¥ spændende, hvad hun ville sige til, nÃ¥r jeg gik. Som ventet var der ingen problemer, hun var optaget af at tegne sammen med sin veninde fra børnehaven, der ogsÃ¥ startede i dag. Og sÃ¥ var hun forresten meget interesseret i, hvornÃ¥r Ældste kom. Der var imidlertid nogen timer pÃ¥ daværende tidspunkt, sÃ¥ hun fik bare at vide, “Der gÃ¥r lang tid…”… jeg gÃ¥r ikke ud fra, at det siger hende en pind, hvis jeg siger “der er to timer til”. Jeg gik sÃ¥, efter at vi havde krammet færdig.

Og sÃ¥ mÃ¥tte jeg stÃ¥ et øjeblik ude i regnen og lade det synke ind, at Yngste ikke er børnehavebarn… længere. Hun bliver ogsÃ¥ stor… og fræk! Og det gÃ¥r lynhurtigt, efter hvad jeg husker fra Ældste skiftede til fritidshjem. De bliver sÃ¥dan totalt uafhængige, i en sjov blanding af behov for omsorg og alligevel udvikle selvstændighed, Det er nok ikke nogen nem balancegang. Men jeg er klar, er jeg!