Title

20. januar 2013

Marsvin kommer til huse

Skrevet af Hende selv kl. 14:28 | Årets gang

Så skete det, at man bliver marsvineejer. Eller rettelse – det er Cath, der bliver marsvinemoder! Marsvinefodermester! Hun har plaget syv vilde, syv brede og bedt og tigget – og lovet, rigtig mange ting har hun lovet. Jeg er spændt på, hvor mange hun reelt kan holde. Da hun sad foran mig med alvorlige øjne “Mor, jeg er da ret ansvarlig!”… brast fæstningen. “Ja, det er du, min lille skat!” (alt mens jeg tænkte satans også!!!!).

Dagen er oprunden. Tøsen har lagt håndjern på sin far for at få lov til at komme over til mig, så hun kan komme med os over at hente marsvin. Big var jo sød at love at tage med over og hente de behårede bæster, så sådan blev det.

Mens jeg sådan sidder og venter, har jeg fået bagt glutenfri calzoner, og helt uden at rødme – de blev bare så hamrende gode! Ah! Det var godt nok lækkert, og jeg har virkelig haft lyst til dem rigtig længe nu! I dag? Der skal læses, skal der – i krimien, mens den unge dame leger marsvinemor.

Solskin er da noget, der er helt fantastisk livgørende for humør og sjæl! Uh… hvor er det godt. Man føler sig sgi helt nyfødt og glad! ;)

17. august 2012

Ny kategori her på siden

Skrevet af Hende selv kl. 16:01 | Årets gang

Da vi jo herhjemme tæller to personer, der skal spise glutenfrit – vil der fremadrettet blive lagt opskrifter på siden, som ofte vil relatere sig til at være forenelige med en glutenfri diæt. Jeg har i dag lagt flere opskrifter op – og da Big og jeg skal gnaske os gennem hans superlækre tortillafyld – har jeg derfor fået bagt en stooor glutenfri tortilla, som jeg kan spise. Han spiser de sædvanlige, dem man normalt køber i Kvickly fra Santa Maria eller hvad de nu hedder.

Iøvrigt… det er muligt at købe glutenfri tortillas – kaldet “fladbrød”. Jeg linker på et andet tidspunkt, men det skal nævnes, at det sælges som frostvare, og derfor ikke kan sendes til dig, der ønsker at bestille dem. I stedet må man finde en forretning, der rent faktisk sælger disse tortillas. Jeg er på sporet.. og der opdateres.

De ny glutenfri opskrifter kan du finde i kategorien GF.

God weekend :-)

6. juli 2011

Øreringe i hobevis

Skrevet af Hende selv kl. 21:34 | Årets gang,Børn,Det sker

Ja, så kom den store dag, hvor jeg – der altid har afvist diverse hentydninger til den slags – fik lavet huller i ørerne! Jeg kunne ikke komme uden om – for i går var det altså Yngste, der fik lavet huller i ørerne. Det var en helt utrolig dag. Ældste var parkeret hos FarTil6 for at lege med E., og alt imens, efter at have indtaget en kop kaffe og sludret med FarTil6, tilbragte Yngste og jeg dagen i hyggelig tosomhed derude i Ballerup centret.

Jeg viste hende en guldsmed, da vi aftenen inden havde talt om, hvad de handler med i sådanne forretninger. Der så hun så, at man kunne få lavet øreringe. “Det skal jeg bare så meget mor!!!”. Af en eller anden grund var ekspedienten derinde ikke så villig til at lave de nødvendige huller i barnets ører, så vi forlod forretningen med et “Hun er ikke klar” klingende i øregangene. “Sludder og vrøvl” sagde jeg, vi smutter bare til Farum senere og ser, hvad guldsmeden dér siger, når du har fået tænkt dig grundigt om!”. Det var Yngste helt med på. Fjollet og grinende sprang hun rundt og var helt høj, og jeg mener virkelig høj.. som af endorfiner! Hun tænkte og hun spurgte flere gange ind til, om det gjorde meget ondt.

Senere – efter at have hygget lidt med Big derhjemme i sofaen – skulle Yngste og jeg hente Ældste hos FarTil6. Her var Yngste og jeg blevet enige om, at vi da helt sikkert skulle ind og have stemplet de der frygteligt vigtige huller… hvilket vi også fik. Yngste var intet mindre end en humøreksplosion bagefter. Glad, lettet og sprængfyldt af endorfiner – lidt høj bliver man vel, når man har overkommet sin egen frygt for ørepistolen! Hun var så stolt af sine øreringe! Og hvor ser hun bare yndig ud med dem. Altså.. det er sandt, når jeg siger, jeg kunne mærke en svag misundelse røre på sig…

Det gjorde vi dog noget ved i dag – for i dag slæbte ungerne mig ind til guldsmeden i Farum, hvor jeg så også blev udstyret med et par huller og et par glimtende øreringe for ussel mammon… Og hvor jeg i øvrigt blev noget så forfærdeligt svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg kunne INTET. Damen var vist lidt forskrækket og tilbød mig et glas vand – og jeg kom da også til kræfter efter en tur hen til kassen, hvor det igen sortnede for mine øjne, så jeg måtte sætte mig ned igen… hehe. Bare sidde dér og drikke vand, var alt hvad jeg kunne opbyde. Ungerne? De grinte af hende den skvatmikkel til mor, de havde – selv om de roste mig rigtig meget bagefter ;) Jeg glæder mig – som Yngste siger – til om seks uger, når jeg må have nogen andre øreringe på….

7. februar 2011

Det skete…

Skrevet af Hende selv kl. 21:00 | Årets gang,Det sker

Ja, nu har jeg endelig fået gjort det, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg har i aften tilmeldt mig donorregistret. Hvis du også ønsker at tilmelde dig, så gå ind på Sundhed og registrer dig dér. Jeg valgte dog også, at jeg ikke ville donere hud og hornhinder – og det havde jeg forskellige uransagelige årsager til, der handler om noget med vished og tro. Den slags må man have lov til.

Big og jeg har haft en rigtig dejlig weekend – jeg elsker bare mine dage med Big – ligesom jeg også elsker mine dage med børnene, og det er altid dejligt at være sammen med dem alle sammen. Så kan man ikke have det bedre, vel. Jeg arbejder meget med mig selv for tiden, for det synes jeg, jeg har brug for. Der er nogen ting, jeg skal have på plads i mit hovede – så jeg kan slappe lidt mere af på visse områder, og det er ikke spor farligt eller skummelt. Bare fordi!

En rigtig MANDAG er det i dag. Bilen kom ned til VW, det var her halv otte i morges. Big havde fri, heldige mand… og han var endda så sød at stå op og spise morgenmad med mig. Dejligt… jeg nyder det virkelig, også fordi det er noget andet at spise morgenmad med ham, end når det er børnene og jeg. Sådan lidt mere afslappet måske. Dejligt ihvertfald. Bagefter kørte jeg så til VW, som tog pænt mod bilen – og det tog “kun” lige 3 kvarter, inden jeg fik nogen penge tilbage fra i fredags – og så kunne jeg sætte kurs mod det lille verdensfirma. Benzin måtte jeg også have på, jojo.. kun 10,56 kr/literen (pampere i øvrigt!). Godt så.. afsted… men jeg havde kun dårligt nået at runde hjørnet, inden vinduesviskerne begyndte at hamre afsted. Godt ingen kunne læse mine tanker, som bestemt ikke var stuerene på det tidspunkt. Pokkers også, så tilbage til VW, hvor Kim ikke så specielt glad ud. Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem vil ikke gerne have, at kunderne er tilfredse. Det var jeg bestemt ikke.

Aflevere bil plus nøgle og give mekaniker tips til at trigge fejlen. Ind og sidde i de lækre lædermøbler og drikke dejlig kaffe, mens jeg ventede. Et helt National Geographic fik jeg pløjet gennem, mens jeg forsøgte at undgå at kigge på den gamle mand over for mig. Han kiggede sådan lidt underligt på mig… lidt a la “Gider du godt lade være med at sidde og glo på mig” og jeg havde intet gjort, haha. Jeg ved virkelig ikke, om det var fordi NG handlede om hukommelse og hjernefunktioner? Åhædr…

Pludselig stod Kim der. “Hm… jeg ved ikke hvor lang tid, det tager i dag.. så hvis du har andre aftaler, kan du godt gå hjem eller sådan.. ” sagde han. “Okay, det er helt fint, så kan I sms’e til mig, når bilen er klar” svarede jeg og gik. Damn… nu igen uden nøglen, men heldigvis var Big jo hjemme i dag. Da klokken var halv to og VW ikke havde kontaktet mig, kunne jeg ikke længere vente. Jeg ringede… og her fik jeg at vide, at de nu havde åbnet den fuldstændig – og ventede en reservedel. Så den var ikke klar før tirsdag morgen. Nice… oh so really nice… NOOOOT!

Oven i det fik jeg at vide, at Yngste er ved at rage sig noget til.. feber har barnet helt sikkert, det er dobbeltchecket. Som om.. hvis man nu tog temperaturen en gang til, var feberen noget, vi havde bildt os ind. Men not… hun har feber. Så i morgen ser jo lidt spændende ud – jeg aner pt. ikke om jeg kommer nogen steder. Og som sådan var det jo, at jeg pludselig syntes, at organdonation var ingenting i sammenligning med dagens oplevelser og tildragelser!

1. januar 2011

Velkommen til dette herrens år 2011… eller MMXI

Skrevet af Hende selv kl. 18:23 | Årets gang,Det sker

Bare fordi og hvis nu ingen ved det, ser det jo ret flot ud at skrive årstallet med romerske tal, og 2011 er ingen undtagelse. Det ser sådan lidt majestætisk ud, og jeg tager mig selv i at tænke, om MMXI kunne forklares som Meget Meget X-factorisk Infrequent år… Det kan det sikkert ikke, og hvad så?

Det er nu den 1. januar, og jeg synes, at årets første dag altid er frygteligt stille. Det er som om, verden er stille. Der har netop været et kæmpeklimaks, afslutningen på det gamle år, og derfor kan der næsten kun være stilhed oven på denne begivenhed. En stilhed de fleste bruger på hygge, enten alene eller med familien. Kort og godt, man lader op – og slapper af. Børnene og jeg har ihvertfald nydt hele dagen, og hvilken fantastisk smuk 1. januar, vi fik. Godt nok kold og icy, men ikke desto mindre kold og frisk. Vi var ude og gå tur her i eftermiddag, og her hvor vi bor, er der sådan et sted ved marken, hvor man kan føle, at man er helt alene i verden – og rigtig sanse, hvor nyt året er. Det synes jeg ihvertfald, og det gik jeg og glædede mig over, mens ungerne blev ladt tilbage på kælkebakken.

En sand kamp var det også at komme helskindet hjem, og jeg er meget taknemmelig for at mine Ce La Vi gummistøvler er så suveræne til at forcere isen i. De er nemlig også rigtig dejligt hurtige, lige at stikke fødderne i for at smutte over til Big og hente et eller andet absolut nødvendigt, eller måske bare for at hente et ekstra kys. Vi er trætte og gider ingenting. Vi er i en slags dagen derpå-vacuum, en underlig tilstand er det, et limbo… hvor der absolut ikke skal laves noget særligt. Big og jeg henter maden på Roma, for vi gider heller ikke om en lille times tid. Det ved jeg.

Det var en super dejlig nytårsaften, hvor Big og jeg var værterne for en rigtig dejlig middag – og Mødrene var tilsagt lige til Dronningens nytårstale. Den ville de begge gerne nyde, så det gjorde vi. Ungerne hyggede sig også stort, og de var bare så glade – glade for at være hjemme hos moar og Big – og glade for god mad. Det var det nemlig, lige den slags mad som børn i alle aldre kan lide, selv om det er synd at påstå, at BonusSøn er et barn længere. Han er det, man kalder en ung mand – for han går snart i sit 18. år. Du godeste… og jeg husker tilbage, dengang Big omtalte “sin søn på 11 år”… Vores fælles tre unger kunne sandelig godt lide gryderetten med ris til, jeg havde lavet til dem. Vi regnede nemlig ikke med, at menuen fra Rickys køkken ville tiltale herskaberne. Der var blandt andet snegle i hvidløgssauce, sauteret med tomattern og noget andet, og den slags kommer ikke nemt ned gennem børns halse.

Vi spiste og hyggede os, der blev snakket og grint en masse – og set lidt tv også. Lidt spøjst, mit vægur gik i stå kl. 22.30. Så i rigtig lang tid troede jeg, at klokken ikke var ret mange – og undrede mig såre, over at jeg følte mig noget træt og ikke så appelsinfri, efterhånden som tiden gik. Det var indtil Ældste konstaterede, at uret havde sagt tak for i år. Klokken 24.00 hoppede vi ind i det ny år, og der blev skålet og hygget lidt mere. En rigtig dejlig og afslappet aften, der ikke fås bedre – og som endte med at Mormor blev og sov hos ungerne, mens jeg smuttede med over til Big og sove.

En ting, jeg aldrig holder op med at undre mig over, er, hvordan i alverden bordbomber dog kan generere så meget konfetti – og hvordan det kan være, at der bliver VED med at være bittesmå stumper konfetti på gulvet, selv efter jeg har støvsuget noget så grundigt? Tjah? Nå jeg klager ikke, for nu jeg var i gang, fik jeg rent faktisk støvsuget under sofaerne og bagved dem – selv panelerne gik ikke fri. Dejligt at starte året med frisk luft i boligen…. sagde hende den arbejdsduelige, der nu er gået i dovenmode. Iøvrigt har jeg købt en ny støvsuger, som efter sigende (Big) nærmest skulle være klistret til gulvet, når man tænder for den ;)

30. december 2010

Rigtigt glædeligt nytår til alle jer fra alle mig…

Skrevet af Hende selv kl. 20:27 | Årets gang,Det sker

Jeg kan bare ikke følge med i disse dage, for hele tiden sker der et eller andet, som jeg nødvendigvis må tage mig af. Julen har ligesom flimret forbi, dog har den været intet mindre end dejlig og hyggelig – og der har også været tid til samvær med gode veninder, de ved selv hvem de er.

Nu har vi så lige den næstsidste dag i december, og jeg har en alenlang liste foran mig med to-do’s. Vi skal hygge os her hos os selv i morgen aften, og jeg glæder mig rigtig meget til at være værtinde for vores lille Allerødfamilie samt de to Mødre. Både min og Bigs mor er tilsagt en fin middag, som vi dog ikke selv står for. Godt nok er vi vært og værtinde, men rollen så ganske ulig er det ikke os selv, der har lavet al den lækre mad, der skal sættes til livs i morgen aften. Vi har skam bestilt en rigtig lækker nytårsmenu hos Ricky, ligesom vi gjorde sidste år. Det kunne godt gå hen og blive en vane med den slags, for sjældent har jeg oplevet at “hent-selv-menuer” er så utroligt lækre og velsmagende.

Selvfølgelig har vi lagt billet ind på nytårsmenuen, og det ser skam også ud til, at han endnu en gang har overgået sig selv, den gode Ricky. Det er ikke kun nytårsmenuer, han gør i – der er også julemenuer og månedens menu, så vidt jeg husker. Du godeste, hvor jeg glæder mig. Vi har så selv sørget for vin, der passer til menuen – og i morgen skal jeg lave en røvfuld kransekager, det bliver af den slags, der kommer fra sprøjteposen og bliver dekoreret med mandler og andet godt. Præcis som vi kan lide det herhjemme. Marcipan æltes sammen med en vis mængde flormelis og en enkelt æggehvide, og der æltes, til hænderne ikke gider mere. Jeg gør dog ofte i at give massen en tur i mikroen, det gør den så dejlig samarbejdsvillig. Det kan godt være lidt af et projekt at finde ud af at koordinere den helt rigtige mængde flormelis til blandingen, men det plejer at gå rimeligt. Resultatet forsvinder under alle omstændigheder temmelig hurtigt.

Ungerne og jeg har hustlet rundt i byen de sidste par dage, det viste sig nemlig, at da vi flyttede, havde jeg skilt mig af med stort set alt, hvad jeg havde af brugskunst. Det betød så, at da jeg skulle finde noget at pynte nytårsbordet med, var der bare ingenting. Det gjorde dog ikke noget, da det jo bare betød, at jeg kunne kigge efter noget nyt – og det er lykkedes over al forventning. Jeg er helt sikker på, at det bliver et superhyggeligt nytårsbord i morgen – nu skal jeg bare se, om jeg kan finde mine sølvstjerner…

Nytårsønsker gør jeg ikke i – eller rettelse, jeg har ikke nogen lige nu, andet end at vi alle fortsat vil have det rigtig godt sammen – og at kærlighed består og alt den slags. Derudover håber jeg da inderligt, at al den forp… sne snart forsvinder! Jeg nægter at tro, at det kun er mig, der er kørt træt i den! Jeg gider den ikke mere, to be honest!!! Nu har jeg fået nok! Ligesom alle jer andre, gætter jeg på.

12. december 2010

Pyha jeg tror jeg kan nå det

Skrevet af Hende selv kl. 22:55 | Årets gang,Shopaholic

For første gang i rigtig, rigtig mange år er jeg næsten på forkant med julegaverne… jeg er faktisk lidt forvirret og rundt på gulvet over det. For vant er jeg bestemt ikke til at være dén, der har indpakkede gaver (dog uden navneskilt på) liggende i poser på entregulvet. Nu gælder det om, at jeg får sat navneskilte på, inden jeg glemmer, hvad der er til hvem. Men… jeg mangler faktisk kun min far nu – næsten – og så en ting mere til min mor + en meget lille dims til min lillebror – og så skal Big jo også begaves lidt her i den søde juletid. Vi mangler stadig at give hinanden ønskesedler, selv om jeg har været proaktiv, og én gave er i hus til ham, hæhæ.

Jeg vil ikke sidde og skrive ned, hvad jeg har fundet på til nogen – for jeg ved, at flere læser med her. Dog er det helt sikkert, at min mor aldrig lægger vejen forbi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men hun siger, at hun ikke synes, det tilkommer hende at læse. Jeg tror faktisk, at hun tror, at det er min private dagbog. Hun kan ikke rigtig gennemskue bloggerkonceptet…

Til Ældste har jeg købt en mobiltelefon, og jeg skriver det – for han ved det godt. Han har faktisk selv valgt den – fordi han egentlig ikke rigtig ønskede sig noget, som han sagde. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at en dreng på ni år ikke ønsker sig noget? Jeg tror egentlig, det er et godt tegn. Hvis du spørger mig, så nej, han mangler ikke noget. Til gengæld kan Yngste tømme hele fætter KR-butikken. Jeg tog den nemme løsning, gav hende kataloget og sagde “Kryds det af, du IKKE ønsker dig!”. Det var så meget nemt, for jeg fik et katalog retur, hvor der var max 10 krydser. Hun kan bruge det hele, det er helt sikkert og vist!

Det er faktisk blevet nemmere, det med julegaver og børnene nu… Tidligere var det jo alfa og omega, at der var helt præcist lige mange gaver til hvert barn fra Mor & Big. I år fornemmer jeg, at det ikke betyder helt så meget. For det første er Ældste blevet ganske prisbevidst, han forstår, at nogen ting koster mere end andre – og at man somme tider kan få flere ting til én tings pris – hvorfor ingen på dén måde bliver snydt. Umiddelbart tror jeg dog ikke, at jeg vil afprøve den i praksis på Yngste. Hun forstår nemlig ikke helt, hvad det går ud på – for hende tæller det, hun kan se. Og hvis Storebror får så meget som én pakke mere at åbne, end hun – så er fanden løs. Jeg er helt sikker… jeg kender skam min lille rackal… og dét bedre, end hun tror.

Big og jeg har haft en ganske vidunderlig weekend, der som sædvanlig er drønet afsted som syv vilde heste i en kokainrus. Vi var i Hillerød i går, men for en meget sjælden gangs skyld fik jeg ikke shoppet noget som helst. Faktisk sad kortet ganske godt fast i min pung, ret usædvanligt. Nu er det jo også sådan – at jeg går og frygter, at vores flinke postbud snart vil pådrage sig en større (men forhåbentligt ikke varig) rygskade, så på den måde går det lige op. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig som et lille barn, selv om det ville bedrøve mig meget, hvis mine forudsigelser omkring postbudets ryg holder stik. Iøvrigt har jeg fundet ud af, hvilken vinterstøvle, jeg skal have. En Bumper, selvfølgelig. Den med zebrahår… den er lidt semi-fed på den gode måde. Faktisk har jeg også prøvet den, og min fod var næsten ikke til at få op af støvlen. Det tror da pokker. Hvilken fod gider hoppe ud af en fantastisk dejlig støvle, for at blive stukket ned i et par afdankede og kedelige støvler… der endda ikke engang er tætte. Det er ikke fedt at vade rundt hver dag og få en våd sok, det kan jeg godt hilse at sige.

Uh, jeg sidder jo nærmest og glæder mig til i morgen, når vi skal pynte op. Faktisk kom jeg til at købe en lille juleting – en fuldstændig åndssvag – men sød – lille snemand med snoet hat og glimmer på. Jeg siger dig, det var de der forbandede swarowskisten, der gjorde udslaget. Når jeg ser noget, der skinner, kan jeg da ikke komme til, hurtigt nok. Uhm… mon man skulle kigge på en lille Pilgrim-dims til moderen min, bare for lige at sondere, hvad de har til kæden. Hovsa… der var da basis for et ønske til seddelen – sølvkæden, den lange fra Pilgrim, som jeg har i guld – jeg ønsker mig den kæde i sølv… bingo! Og en lagkagekniv, ikke specificeret mærke – den skal bare være pæn og god at skære lagkage med…

30. november 2010

Det glade kagevanvid med billeder

Skrevet af Hende selv kl. 23:03 | Årets gang,Billeder

Så er jeg sådan lidt tilbage igen, årsagen til tavsheden på bloggen er en tur til London med Big. Vi havde alletiders lækre ferie, det vil jeg godt stå inde for. Mere om den senere – eller aldrig – lige nu bliver der billeder. Sagen er jo den, at da Yngste blev 7, skulle der jo en rigtig, rigtig lækker kage til – og det kom der så også. Den blev supersuperlækker, og gæsterne var altså utroligt imponerede. Døm selv…

Jeg lavede også nogen cupcakes, da dette jo skulle prøves – men det var så før fødselsdagen. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg lavede halloweenkagen til sammenkomsten på skolen.


Dem er der også billede af, disse kære små cupcakes. Big og BonusSøn fik æren af at prøvesmage sagerne, og de var virkelig begejstrede – heldigvis da. Altså… bananmuffins med nougatcreme – værsgod…

Den fantastiske kage – som fødselsdagsbarnet bare var ellevild med. Det er ikke sidste gang, jeg skal lave sådan en. Der er bestilt til pigefødselsdag engang i næstenæste uge – og her skal fondanten være turkisblå – en let lys farve, ifølge Yngste. Og selvfølgelig med HelloKitty-oblat på i toppen ;)

Her er den så, efter at vi har spist af den, og vi gjorde virkelig en indsats!

Jeg var også pænt stolt af mig selv og fattede ikke helt, at det var lykkedes at lave lige netop den kage, det skulle være i dagens anledning. Kagen består af 1 lag mudcake – i bunden – og så et lag hindbærmousse – så en lys bund – og tobleronecreme. Det har jeg ladet mig fortælle, at alle begyndere starter med, og således også jeg. Du godeste, hvor smager den tobleronecreme også fantastisk. Det eneste “minus” var, at kagen var gigantisk – og vi kunne slet ikke spise op – selv om vi var ni mennesker. Jeg vil tro, en sådan kage vil strække til en 15-18 voksne mennesker ;)

Næste gang jeg skal lave sådan en – skal det dog være med noget tyndere lyse bunde, da denne blev en anelse bombastisk, men nu ved jeg også hvordan den ged skal barberes.

21. november 2010

Hurra hurra lillepigen fejrer år

Skrevet af Hende selv kl. 13:07 | Årets gang,Familie/venner

Engang…. det var også en kold og blæsende dag, dog en fredag – jeg husker det næsten som det var i går… skyerne trak gråt tæppe over himmelen, og solen kiggede kun frem glimtvis. Stor, det var jeg – sådan lidt hvalros-lookalike.

En sådan dag var det, at Yngste valgte at møde den verden, der så aldeles skulle blive hendes. Stjernekigger var hun, og også dengang var hun hurtig – det tog knap fem timer alt i alt incl. veer.

Hjertelig tillykke med de syv år lille, store prinsesse – håber du får en aldeles vidunderlig dag sammen med os, hele familien og alle du har kær.

Der går du rundt og synger og traller inde på værelset – mens du hygger dig med at rydde op. Vi har haft så travlt hele dagen, faktisk har jeg bagt i tre dage. Eller.. to. Er det vel? Fredag bagte jeg bananmuffins – Ældste var hos kammerat til fødselsdag – Yngste og jeg hyggede med Big i sofaen. Det var planen, jeg skulle bage min mudcakebund til den gigantiske kage til Yngstes 7-årsdag, men jeg fik ikke gjort det før om lørdagen.

Lørdag købte jeg ind i stride strømme, bagte lagkagebunde i en uendelighed og producerede tobleronecreme samt hindbærmousse, så var der ligesom lagt bund. Bagefter, altså lørdag aften bagte jeg en røvfuld gode fødselsdagsboller. Jeg sætter en ære i, at gæsterne får hjemmebag, og det holder jeg så vidt muligt. Alt de får i dag er faktisk hjemmeproduceret. I dag har Yngste og jeg haft travlt med at lave fondant til hendes pragteksemplariske kage – Ældste trådte til og lavede Yngstes navn i fondant. Det blev rigtig vellykket. Jeg skal nok poste et billede af kagen – som kommer på, snarest ;) Den vil jeg rigtig gerne vise frem – mit første -men absolut ikke sidste forsøg med fondant og amerikanske kager. Næh nej… det var bare for SJOVT! :D

10. november 2010

Det er helt fantastisk

Skrevet af Hende selv kl. 14:27 | Årets gang,Børn

Intet mindre end det, det kan jeg da skrive under på. I det hele taget har det været sådan en helt utrolig dag, hvor der skete alt muligt godt og dejligt. Sågar lykkedes det endda Yngste at finde min nøglepung. Denne havde været sporløst forsvundet i næsten 14 dage, og jeg var næsten desperat. For… hvor var den? Set i bakspejlet er jeg dæleme glad for, at jeg ikke tømte indholdet af skraldposen ud på gulvet, for at checke om den skulle være røget derned.

Sidste gang noget forsvandt, væltede jeg nemlig indholdet af skraldespanden ud på køkkengulvet – og jeg skulle hilse at sige, at det var temmelig ulækkert! Derfor havde jeg halvt om halvt, denne gang, besluttet mig til, at ok – nøglen var væk. Sådan var det. Færdig. Slut. Vi kunne bare ikke finde den. Heller ikke selv om jeg udlovede en findeløn på 100 kr til den øgle, der fandt nøglerne. Væk var de…

Så i går, da jeg henter en glædesstrålende, af godt humør sprudlende Yngste i går på SFO’en – råber hun “Moooooooooooooarrhhhh, jeg fandt nøglen!!!! Jeg har fundet din nøgle!!”.

Stor glæde og uddeling af monsterkram, af den slags, vi begge så godt kan lide. Jo, hun var dagens heltinde i skysauce. Ungen havde fundet den i sin skoletaske, og jeg aner ikke, hvordan i alverden den er havnet der. Vi mistænker min mor. Hovedsagen var, at hun fandt den. Også selv om Ældste, der nærmest sydede af misundelse, mente, at hun da havde gemt den dér for at score de 100 kroner. Det tiltror jeg hende dog ikke…

Det har været en stor, stor succes – at Yngste er flyttet over i 0. Hun er bare så frygteligt glad for, at der ikke længere hænger nogen væmmelige lektier over hovedet på hende. Det er også ubeskriveligt dejligt at få lov til at lege. At være det barn hun nu en gang er. En lille vildbasse er hun virkelig. Så dette må altså også tilskrives listen over de bedste valg, jeg har truffet de sidste ti år.

For første gang i måneder… har jeg en lille pige, der ikke er morgensur hver eneste morgen. Hun glæder sig sådan til at komme i skole. Og bagefter over på SFO’en, det er meget vigtigt, synes hun.

Min kur går også fint fremad – jeg får trænet i fitnesscentret 3 timer ugentligt. Det er guld værd, jeg er blevet forfærdeligt glad for det. Jeg tror faktisk også, at familien er glade for, at jeg er på kur. Så bager jeg nemlig kager i en lind strøm. Det er også alt for længe siden, jeg virkelig har gjort i at bage – selv om jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er sådan, at glutenfrit brød feder mere end “almindeligt” brød? Det håber jeg ikke…

Frem »