SÃ¥ skete det, at man bliver marsvineejer. Eller rettelse – det er Cath, der bliver marsvinemoder! Marsvinefodermester! Hun har plaget syv vilde, syv brede og bedt og tigget – og lovet, rigtig mange ting har hun lovet. Jeg er spændt pÃ¥, hvor mange hun reelt kan holde. Da hun sad foran mig med alvorlige øjne “Mor, jeg er da ret ansvarlig!”… brast fæstningen. “Ja, det er du, min lille skat!” (alt mens jeg tænkte satans ogsÃ¥!!!!).

Dagen er oprunden. Tøsen har lagt håndjern på sin far for at få lov til at komme over til mig, så hun kan komme med os over at hente marsvin. Big var jo sød at love at tage med over og hente de behårede bæster, så sådan blev det.

Mens jeg sÃ¥dan sidder og venter, har jeg fÃ¥et bagt glutenfri calzoner, og helt uden at rødme – de blev bare sÃ¥ hamrende gode! Ah! Det var godt nok lækkert, og jeg har virkelig haft lyst til dem rigtig længe nu! I dag? Der skal læses, skal der – i krimien, mens den unge dame leger marsvinemor.

Solskin er da noget, der er helt fantastisk livgørende for humør og sjæl! Uh… hvor er det godt. Man føler sig sgi helt nyfødt og glad!

Da vi jo herhjemme tæller to personer, der skal spise glutenfrit – vil der fremadrettet blive lagt opskrifter pÃ¥ siden, som ofte vil relatere sig til at være forenelige med en glutenfri diæt. Jeg har i dag lagt flere opskrifter op – og da Big og jeg skal gnaske os gennem hans superlækre tortillafyld – har jeg derfor fÃ¥et bagt en stooor glutenfri tortilla, som jeg kan spise. Han spiser de sædvanlige, dem man normalt køber i Kvickly fra Santa Maria eller hvad de nu hedder.

Iøvrigt… det er muligt at købe glutenfri tortillas – kaldet “fladbrød”. Jeg linker pÃ¥ et andet tidspunkt, men det skal nævnes, at det sælges som frostvare, og derfor ikke kan sendes til dig, der ønsker at bestille dem. I stedet mÃ¥ man finde en forretning, der rent faktisk sælger disse tortillas. Jeg er pÃ¥ sporet.. og der opdateres.

De ny glutenfri opskrifter kan du finde i kategorien GF.

God weekend

Ja, sÃ¥ kom den store dag, hvor jeg – der altid har afvist diverse hentydninger til den slags – fik lavet huller i ørerne! Jeg kunne ikke komme uden om – for i gÃ¥r var det altsÃ¥ Yngste, der fik lavet huller i ørerne. Det var en helt utrolig dag. Ældste var parkeret hos FarTil6 for at lege med E., og alt imens, efter at have indtaget en kop kaffe og sludret med FarTil6, tilbragte Yngste og jeg dagen i hyggelig tosomhed derude i Ballerup centret.

Jeg viste hende en guldsmed, da vi aftenen inden havde talt om, hvad de handler med i sÃ¥danne forretninger. Der sÃ¥ hun sÃ¥, at man kunne fÃ¥ lavet øreringe. “Det skal jeg bare sÃ¥ meget mor!!!”. Af en eller anden grund var ekspedienten derinde ikke sÃ¥ villig til at lave de nødvendige huller i barnets ører, sÃ¥ vi forlod forretningen med et “Hun er ikke klar” klingende i øregangene. “Sludder og vrøvl” sagde jeg, vi smutter bare til Farum senere og ser, hvad guldsmeden dér siger, nÃ¥r du har fÃ¥et tænkt dig grundigt om!”. Det var Yngste helt med pÃ¥. Fjollet og grinende sprang hun rundt og var helt høj, og jeg mener virkelig høj.. som af endorfiner! Hun tænkte og hun spurgte flere gange ind til, om det gjorde meget ondt.

Senere – efter at have hygget lidt med Big derhjemme i sofaen – skulle Yngste og jeg hente Ældste hos FarTil6. Her var Yngste og jeg blevet enige om, at vi da helt sikkert skulle ind og have stemplet de der frygteligt vigtige huller… hvilket vi ogsÃ¥ fik. Yngste var intet mindre end en humøreksplosion bagefter. Glad, lettet og sprængfyldt af endorfiner – lidt høj bliver man vel, nÃ¥r man har overkommet sin egen frygt for ørepistolen! Hun var sÃ¥ stolt af sine øreringe! Og hvor ser hun bare yndig ud med dem. AltsÃ¥.. det er sandt, nÃ¥r jeg siger, jeg kunne mærke en svag misundelse røre pÃ¥ sig…

Det gjorde vi dog noget ved i dag – for i dag slæbte ungerne mig ind til guldsmeden i Farum, hvor jeg sÃ¥ ogsÃ¥ blev udstyret med et par huller og et par glimtende øreringe for ussel mammon… Og hvor jeg i øvrigt blev noget sÃ¥ forfærdeligt svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg kunne INTET. Damen var vist lidt forskrækket og tilbød mig et glas vand – og jeg kom da ogsÃ¥ til kræfter efter en tur hen til kassen, hvor det igen sortnede for mine øjne, sÃ¥ jeg mÃ¥tte sætte mig ned igen… hehe. Bare sidde dér og drikke vand, var alt hvad jeg kunne opbyde. Ungerne? De grinte af hende den skvatmikkel til mor, de havde – selv om de roste mig rigtig meget bagefter Jeg glæder mig – som Yngste siger – til om seks uger, nÃ¥r jeg mÃ¥ have nogen andre øreringe pÃ¥….

Ja, nu har jeg endelig fÃ¥et gjort det, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg har i aften tilmeldt mig donorregistret. Hvis du ogsÃ¥ ønsker at tilmelde dig, sÃ¥ gÃ¥ ind pÃ¥ Sundhed og registrer dig dér. Jeg valgte dog ogsÃ¥, at jeg ikke ville donere hud og hornhinder – og det havde jeg forskellige uransagelige Ã¥rsager til, der handler om noget med vished og tro. Den slags mÃ¥ man have lov til.

Big og jeg har haft en rigtig dejlig weekend – jeg elsker bare mine dage med Big – ligesom jeg ogsÃ¥ elsker mine dage med børnene, og det er altid dejligt at være sammen med dem alle sammen. SÃ¥ kan man ikke have det bedre, vel. Jeg arbejder meget med mig selv for tiden, for det synes jeg, jeg har brug for. Der er nogen ting, jeg skal have pÃ¥ plads i mit hovede – sÃ¥ jeg kan slappe lidt mere af pÃ¥ visse omrÃ¥der, og det er ikke spor farligt eller skummelt. Bare fordi!

En rigtig MANDAG er det i dag. Bilen kom ned til VW, det var her halv otte i morges. Big havde fri, heldige mand… og han var endda sÃ¥ sød at stÃ¥ op og spise morgenmad med mig. Dejligt… jeg nyder det virkelig, ogsÃ¥ fordi det er noget andet at spise morgenmad med ham, end nÃ¥r det er børnene og jeg. SÃ¥dan lidt mere afslappet mÃ¥ske. Dejligt ihvertfald. Bagefter kørte jeg sÃ¥ til VW, som tog pænt mod bilen – og det tog “kun” lige 3 kvarter, inden jeg fik nogen penge tilbage fra i fredags – og sÃ¥ kunne jeg sætte kurs mod det lille verdensfirma. Benzin mÃ¥tte jeg ogsÃ¥ have pÃ¥, jojo.. kun 10,56 kr/literen (pampere i øvrigt!). Godt sÃ¥.. afsted… men jeg havde kun dÃ¥rligt nÃ¥et at runde hjørnet, inden vinduesviskerne begyndte at hamre afsted. Godt ingen kunne læse mine tanker, som bestemt ikke var stuerene pÃ¥ det tidspunkt. Pokkers ogsÃ¥, sÃ¥ tilbage til VW, hvor Kim ikke sÃ¥ specielt glad ud. Det kan jeg faktisk godt forstÃ¥, for hvem vil ikke gerne have, at kunderne er tilfredse. Det var jeg bestemt ikke.

Aflevere bil plus nøgle og give mekaniker tips til at trigge fejlen. Ind og sidde i de lækre lædermøbler og drikke dejlig kaffe, mens jeg ventede. Et helt National Geographic fik jeg pløjet gennem, mens jeg forsøgte at undgÃ¥ at kigge pÃ¥ den gamle mand over for mig. Han kiggede sÃ¥dan lidt underligt pÃ¥ mig… lidt a la “Gider du godt lade være med at sidde og glo pÃ¥ mig” og jeg havde intet gjort, haha. Jeg ved virkelig ikke, om det var fordi NG handlede om hukommelse og hjernefunktioner? Ã…hædr…

Pludselig stod Kim der. “Hm… jeg ved ikke hvor lang tid, det tager i dag.. sÃ¥ hvis du har andre aftaler, kan du godt gÃ¥ hjem eller sÃ¥dan.. ” sagde han. “Okay, det er helt fint, sÃ¥ kan I sms’e til mig, nÃ¥r bilen er klar” svarede jeg og gik. Damn… nu igen uden nøglen, men heldigvis var Big jo hjemme i dag. Da klokken var halv to og VW ikke havde kontaktet mig, kunne jeg ikke længere vente. Jeg ringede… og her fik jeg at vide, at de nu havde Ã¥bnet den fuldstændig – og ventede en reservedel. SÃ¥ den var ikke klar før tirsdag morgen. Nice… oh so really nice… NOOOOT!

Oven i det fik jeg at vide, at Yngste er ved at rage sig noget til.. feber har barnet helt sikkert, det er dobbeltchecket. Som om.. hvis man nu tog temperaturen en gang til, var feberen noget, vi havde bildt os ind. Men not… hun har feber. SÃ¥ i morgen ser jo lidt spændende ud – jeg aner pt. ikke om jeg kommer nogen steder. Og som sÃ¥dan var det jo, at jeg pludselig syntes, at organdonation var ingenting i sammenligning med dagens oplevelser og tildragelser!

Bare fordi og hvis nu ingen ved det, ser det jo ret flot ud at skrive Ã¥rstallet med romerske tal, og 2011 er ingen undtagelse. Det ser sÃ¥dan lidt majestætisk ud, og jeg tager mig selv i at tænke, om MMXI kunne forklares som Meget Meget X-factorisk Infrequent Ã¥r… Det kan det sikkert ikke, og hvad sÃ¥?

Det er nu den 1. januar, og jeg synes, at Ã¥rets første dag altid er frygteligt stille. Det er som om, verden er stille. Der har netop været et kæmpeklimaks, afslutningen pÃ¥ det gamle Ã¥r, og derfor kan der næsten kun være stilhed oven pÃ¥ denne begivenhed. En stilhed de fleste bruger pÃ¥ hygge, enten alene eller med familien. Kort og godt, man lader op – og slapper af. Børnene og jeg har ihvertfald nydt hele dagen, og hvilken fantastisk smuk 1. januar, vi fik. Godt nok kold og icy, men ikke desto mindre kold og frisk. Vi var ude og gÃ¥ tur her i eftermiddag, og her hvor vi bor, er der sÃ¥dan et sted ved marken, hvor man kan føle, at man er helt alene i verden – og rigtig sanse, hvor nyt Ã¥ret er. Det synes jeg ihvertfald, og det gik jeg og glædede mig over, mens ungerne blev ladt tilbage pÃ¥ kælkebakken.

En sand kamp var det ogsÃ¥ at komme helskindet hjem, og jeg er meget taknemmelig for at mine Ce La Vi gummistøvler er sÃ¥ suveræne til at forcere isen i. De er nemlig ogsÃ¥ rigtig dejligt hurtige, lige at stikke fødderne i for at smutte over til Big og hente et eller andet absolut nødvendigt, eller mÃ¥ske bare for at hente et ekstra kys. Vi er trætte og gider ingenting. Vi er i en slags dagen derpÃ¥-vacuum, en underlig tilstand er det, et limbo… hvor der absolut ikke skal laves noget særligt. Big og jeg henter maden pÃ¥ Roma, for vi gider heller ikke om en lille times tid. Det ved jeg.

Det var en super dejlig nytÃ¥rsaften, hvor Big og jeg var værterne for en rigtig dejlig middag – og Mødrene var tilsagt lige til Dronningens nytÃ¥rstale. Den ville de begge gerne nyde, sÃ¥ det gjorde vi. Ungerne hyggede sig ogsÃ¥ stort, og de var bare sÃ¥ glade – glade for at være hjemme hos moar og Big – og glade for god mad. Det var det nemlig, lige den slags mad som børn i alle aldre kan lide, selv om det er synd at pÃ¥stÃ¥, at BonusSøn er et barn længere. Han er det, man kalder en ung mand – for han gÃ¥r snart i sit 18. Ã¥r. Du godeste… og jeg husker tilbage, dengang Big omtalte “sin søn pÃ¥ 11 Ã¥r”… Vores fælles tre unger kunne sandelig godt lide gryderetten med ris til, jeg havde lavet til dem. Vi regnede nemlig ikke med, at menuen fra Rickys køkken ville tiltale herskaberne. Der var blandt andet snegle i hvidløgssauce, sauteret med tomattern og noget andet, og den slags kommer ikke nemt ned gennem børns halse.

Vi spiste og hyggede os, der blev snakket og grint en masse – og set lidt tv ogsÃ¥. Lidt spøjst, mit vægur gik i stÃ¥ kl. 22.30. SÃ¥ i rigtig lang tid troede jeg, at klokken ikke var ret mange – og undrede mig sÃ¥re, over at jeg følte mig noget træt og ikke sÃ¥ appelsinfri, efterhÃ¥nden som tiden gik. Det var indtil Ældste konstaterede, at uret havde sagt tak for i Ã¥r. Klokken 24.00 hoppede vi ind i det ny Ã¥r, og der blev skÃ¥let og hygget lidt mere. En rigtig dejlig og afslappet aften, der ikke fÃ¥s bedre – og som endte med at Mormor blev og sov hos ungerne, mens jeg smuttede med over til Big og sove.

En ting, jeg aldrig holder op med at undre mig over, er, hvordan i alverden bordbomber dog kan generere sÃ¥ meget konfetti – og hvordan det kan være, at der bliver VED med at være bittesmÃ¥ stumper konfetti pÃ¥ gulvet, selv efter jeg har støvsuget noget sÃ¥ grundigt? Tjah? NÃ¥ jeg klager ikke, for nu jeg var i gang, fik jeg rent faktisk støvsuget under sofaerne og bagved dem – selv panelerne gik ikke fri. Dejligt at starte Ã¥ret med frisk luft i boligen…. sagde hende den arbejdsduelige, der nu er gÃ¥et i dovenmode. Iøvrigt har jeg købt en ny støvsuger, som efter sigende (Big) nærmest skulle være klistret til gulvet, nÃ¥r man tænder for den

Jeg kan bare ikke følge med i disse dage, for hele tiden sker der et eller andet, som jeg nødvendigvis mÃ¥ tage mig af. Julen har ligesom flimret forbi, dog har den været intet mindre end dejlig og hyggelig – og der har ogsÃ¥ været tid til samvær med gode veninder, de ved selv hvem de er.

Nu har vi sÃ¥ lige den næstsidste dag i december, og jeg har en alenlang liste foran mig med to-do’s. Vi skal hygge os her hos os selv i morgen aften, og jeg glæder mig rigtig meget til at være værtinde for vores lille Allerødfamilie samt de to Mødre. BÃ¥de min og Bigs mor er tilsagt en fin middag, som vi dog ikke selv stÃ¥r for. Godt nok er vi vært og værtinde, men rollen sÃ¥ ganske ulig er det ikke os selv, der har lavet al den lækre mad, der skal sættes til livs i morgen aften. Vi har skam bestilt en rigtig lækker nytÃ¥rsmenu hos Ricky, ligesom vi gjorde sidste Ã¥r. Det kunne godt gÃ¥ hen og blive en vane med den slags, for sjældent har jeg oplevet at “hent-selv-menuer” er sÃ¥ utroligt lækre og velsmagende.

Selvfølgelig har vi lagt billet ind pÃ¥ nytÃ¥rsmenuen, og det ser skam ogsÃ¥ ud til, at han endnu en gang har overgÃ¥et sig selv, den gode Ricky. Det er ikke kun nytÃ¥rsmenuer, han gør i – der er ogsÃ¥ julemenuer og mÃ¥nedens menu, sÃ¥ vidt jeg husker. Du godeste, hvor jeg glæder mig. Vi har sÃ¥ selv sørget for vin, der passer til menuen – og i morgen skal jeg lave en røvfuld kransekager, det bliver af den slags, der kommer fra sprøjteposen og bliver dekoreret med mandler og andet godt. Præcis som vi kan lide det herhjemme. Marcipan æltes sammen med en vis mængde flormelis og en enkelt æggehvide, og der æltes, til hænderne ikke gider mere. Jeg gør dog ofte i at give massen en tur i mikroen, det gør den sÃ¥ dejlig samarbejdsvillig. Det kan godt være lidt af et projekt at finde ud af at koordinere den helt rigtige mængde flormelis til blandingen, men det plejer at gÃ¥ rimeligt. Resultatet forsvinder under alle omstændigheder temmelig hurtigt.

Ungerne og jeg har hustlet rundt i byen de sidste par dage, det viste sig nemlig, at da vi flyttede, havde jeg skilt mig af med stort set alt, hvad jeg havde af brugskunst. Det betød sÃ¥, at da jeg skulle finde noget at pynte nytÃ¥rsbordet med, var der bare ingenting. Det gjorde dog ikke noget, da det jo bare betød, at jeg kunne kigge efter noget nyt – og det er lykkedes over al forventning. Jeg er helt sikker pÃ¥, at det bliver et superhyggeligt nytÃ¥rsbord i morgen – nu skal jeg bare se, om jeg kan finde mine sølvstjerner…

NytÃ¥rsønsker gør jeg ikke i – eller rettelse, jeg har ikke nogen lige nu, andet end at vi alle fortsat vil have det rigtig godt sammen – og at kærlighed bestÃ¥r og alt den slags. Derudover hÃ¥ber jeg da inderligt, at al den forp… sne snart forsvinder! Jeg nægter at tro, at det kun er mig, der er kørt træt i den! Jeg gider den ikke mere, to be honest!!! Nu har jeg fÃ¥et nok! Ligesom alle jer andre, gætter jeg pÃ¥.

For første gang i rigtig, rigtig mange Ã¥r er jeg næsten pÃ¥ forkant med julegaverne… jeg er faktisk lidt forvirret og rundt pÃ¥ gulvet over det. For vant er jeg bestemt ikke til at være dén, der har indpakkede gaver (dog uden navneskilt pÃ¥) liggende i poser pÃ¥ entregulvet. Nu gælder det om, at jeg fÃ¥r sat navneskilte pÃ¥, inden jeg glemmer, hvad der er til hvem. Men… jeg mangler faktisk kun min far nu – næsten – og sÃ¥ en ting mere til min mor + en meget lille dims til min lillebror – og sÃ¥ skal Big jo ogsÃ¥ begaves lidt her i den søde juletid. Vi mangler stadig at give hinanden ønskesedler, selv om jeg har været proaktiv, og én gave er i hus til ham, hæhæ.

Jeg vil ikke sidde og skrive ned, hvad jeg har fundet pÃ¥ til nogen – for jeg ved, at flere læser med her. Dog er det helt sikkert, at min mor aldrig lægger vejen forbi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men hun siger, at hun ikke synes, det tilkommer hende at læse. Jeg tror faktisk, at hun tror, at det er min private dagbog. Hun kan ikke rigtig gennemskue bloggerkonceptet…

Til Ældste har jeg købt en mobiltelefon, og jeg skriver det – for han ved det godt. Han har faktisk selv valgt den – fordi han egentlig ikke rigtig ønskede sig noget, som han sagde. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at en dreng pÃ¥ ni Ã¥r ikke ønsker sig noget? Jeg tror egentlig, det er et godt tegn. Hvis du spørger mig, sÃ¥ nej, han mangler ikke noget. Til gengæld kan Yngste tømme hele fætter KR-butikken. Jeg tog den nemme løsning, gav hende kataloget og sagde “Kryds det af, du IKKE ønsker dig!”. Det var sÃ¥ meget nemt, for jeg fik et katalog retur, hvor der var max 10 krydser. Hun kan bruge det hele, det er helt sikkert og vist!

Det er faktisk blevet nemmere, det med julegaver og børnene nu… Tidligere var det jo alfa og omega, at der var helt præcist lige mange gaver til hvert barn fra Mor & Big. I Ã¥r fornemmer jeg, at det ikke betyder helt sÃ¥ meget. For det første er Ældste blevet ganske prisbevidst, han forstÃ¥r, at nogen ting koster mere end andre – og at man somme tider kan fÃ¥ flere ting til én tings pris – hvorfor ingen pÃ¥ dén mÃ¥de bliver snydt. Umiddelbart tror jeg dog ikke, at jeg vil afprøve den i praksis pÃ¥ Yngste. Hun forstÃ¥r nemlig ikke helt, hvad det gÃ¥r ud pÃ¥ – for hende tæller det, hun kan se. Og hvis Storebror fÃ¥r sÃ¥ meget som én pakke mere at Ã¥bne, end hun – sÃ¥ er fanden løs. Jeg er helt sikker… jeg kender skam min lille rackal… og dét bedre, end hun tror.

Big og jeg har haft en ganske vidunderlig weekend, der som sædvanlig er drønet afsted som syv vilde heste i en kokainrus. Vi var i Hillerød i gÃ¥r, men for en meget sjælden gangs skyld fik jeg ikke shoppet noget som helst. Faktisk sad kortet ganske godt fast i min pung, ret usædvanligt. Nu er det jo ogsÃ¥ sÃ¥dan – at jeg gÃ¥r og frygter, at vores flinke postbud snart vil pÃ¥drage sig en større (men forhÃ¥bentligt ikke varig) rygskade, sÃ¥ pÃ¥ den mÃ¥de gÃ¥r det lige op. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig som et lille barn, selv om det ville bedrøve mig meget, hvis mine forudsigelser omkring postbudets ryg holder stik. Iøvrigt har jeg fundet ud af, hvilken vinterstøvle, jeg skal have. En Bumper, selvfølgelig. Den med zebrahÃ¥r… den er lidt semi-fed pÃ¥ den gode mÃ¥de. Faktisk har jeg ogsÃ¥ prøvet den, og min fod var næsten ikke til at fÃ¥ op af støvlen. Det tror da pokker. Hvilken fod gider hoppe ud af en fantastisk dejlig støvle, for at blive stukket ned i et par afdankede og kedelige støvler… der endda ikke engang er tætte. Det er ikke fedt at vade rundt hver dag og fÃ¥ en vÃ¥d sok, det kan jeg godt hilse at sige.

Uh, jeg sidder jo nærmest og glæder mig til i morgen, nÃ¥r vi skal pynte op. Faktisk kom jeg til at købe en lille juleting – en fuldstændig Ã¥ndssvag – men sød – lille snemand med snoet hat og glimmer pÃ¥. Jeg siger dig, det var de der forbandede swarowskisten, der gjorde udslaget. NÃ¥r jeg ser noget, der skinner, kan jeg da ikke komme til, hurtigt nok. Uhm… mon man skulle kigge pÃ¥ en lille Pilgrim-dims til moderen min, bare for lige at sondere, hvad de har til kæden. Hovsa… der var da basis for et ønske til seddelen – sølvkæden, den lange fra Pilgrim, som jeg har i guld – jeg ønsker mig den kæde i sølv… bingo! Og en lagkagekniv, ikke specificeret mærke – den skal bare være pæn og god at skære lagkage med…

SÃ¥ er jeg sÃ¥dan lidt tilbage igen, Ã¥rsagen til tavsheden pÃ¥ bloggen er en tur til London med Big. Vi havde alletiders lækre ferie, det vil jeg godt stÃ¥ inde for. Mere om den senere – eller aldrig – lige nu bliver der billeder. Sagen er jo den, at da Yngste blev 7, skulle der jo en rigtig, rigtig lækker kage til – og det kom der sÃ¥ ogsÃ¥. Den blev supersuperlækker, og gæsterne var altsÃ¥ utroligt imponerede. Døm selv…

Jeg lavede ogsÃ¥ nogen cupcakes, da dette jo skulle prøves – men det var sÃ¥ før fødselsdagen. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg lavede halloweenkagen til sammenkomsten pÃ¥ skolen.

Dem er der ogsÃ¥ billede af, disse kære smÃ¥ cupcakes. Big og BonusSøn fik æren af at prøvesmage sagerne, og de var virkelig begejstrede – heldigvis da. AltsÃ¥… bananmuffins med nougatcreme – værsgod…

Den fantastiske kage – som fødselsdagsbarnet bare var ellevild med. Det er ikke sidste gang, jeg skal lave sÃ¥dan en. Der er bestilt til pigefødselsdag engang i næstenæste uge – og her skal fondanten være turkisblÃ¥ – en let lys farve, ifølge Yngste. Og selvfølgelig med HelloKitty-oblat pÃ¥ i toppen

Her er den så, efter at vi har spist af den, og vi gjorde virkelig en indsats!

Jeg var ogsÃ¥ pænt stolt af mig selv og fattede ikke helt, at det var lykkedes at lave lige netop den kage, det skulle være i dagens anledning. Kagen bestÃ¥r af 1 lag mudcake – i bunden – og sÃ¥ et lag hindbærmousse – sÃ¥ en lys bund – og tobleronecreme. Det har jeg ladet mig fortælle, at alle begyndere starter med, og sÃ¥ledes ogsÃ¥ jeg. Du godeste, hvor smager den tobleronecreme ogsÃ¥ fantastisk. Det eneste “minus” var, at kagen var gigantisk – og vi kunne slet ikke spise op – selv om vi var ni mennesker. Jeg vil tro, en sÃ¥dan kage vil strække til en 15-18 voksne mennesker

Næste gang jeg skal lave sÃ¥dan en – skal det dog være med noget tyndere lyse bunde, da denne blev en anelse bombastisk, men nu ved jeg ogsÃ¥ hvordan den ged skal barberes.

Engang…. det var ogsÃ¥ en kold og blæsende dag, dog en fredag – jeg husker det næsten som det var i gÃ¥r… skyerne trak grÃ¥t tæppe over himmelen, og solen kiggede kun frem glimtvis. Stor, det var jeg – sÃ¥dan lidt hvalros-lookalike.

En sÃ¥dan dag var det, at Yngste valgte at møde den verden, der sÃ¥ aldeles skulle blive hendes. Stjernekigger var hun, og ogsÃ¥ dengang var hun hurtig – det tog knap fem timer alt i alt incl. veer.

Hjertelig tillykke med de syv Ã¥r lille, store prinsesse – hÃ¥ber du fÃ¥r en aldeles vidunderlig dag sammen med os, hele familien og alle du har kær.

Der gÃ¥r du rundt og synger og traller inde pÃ¥ værelset – mens du hygger dig med at rydde op. Vi har haft sÃ¥ travlt hele dagen, faktisk har jeg bagt i tre dage. Eller.. to. Er det vel? Fredag bagte jeg bananmuffins – Ældste var hos kammerat til fødselsdag – Yngste og jeg hyggede med Big i sofaen. Det var planen, jeg skulle bage min mudcakebund til den gigantiske kage til Yngstes 7-Ã¥rsdag, men jeg fik ikke gjort det før om lørdagen.

Lørdag købte jeg ind i stride strømme, bagte lagkagebunde i en uendelighed og producerede tobleronecreme samt hindbærmousse, sÃ¥ var der ligesom lagt bund. Bagefter, altsÃ¥ lørdag aften bagte jeg en røvfuld gode fødselsdagsboller. Jeg sætter en ære i, at gæsterne fÃ¥r hjemmebag, og det holder jeg sÃ¥ vidt muligt. Alt de fÃ¥r i dag er faktisk hjemmeproduceret. I dag har Yngste og jeg haft travlt med at lave fondant til hendes pragteksemplariske kage – Ældste trÃ¥dte til og lavede Yngstes navn i fondant. Det blev rigtig vellykket. Jeg skal nok poste et billede af kagen – som kommer pÃ¥, snarest Den vil jeg rigtig gerne vise frem – mit første -men absolut ikke sidste forsøg med fondant og amerikanske kager. Næh nej… det var bare for SJOVT!

Intet mindre end det, det kan jeg da skrive under pÃ¥. I det hele taget har det været sÃ¥dan en helt utrolig dag, hvor der skete alt muligt godt og dejligt. SÃ¥gar lykkedes det endda Yngste at finde min nøglepung. Denne havde været sporløst forsvundet i næsten 14 dage, og jeg var næsten desperat. For… hvor var den? Set i bakspejlet er jeg dæleme glad for, at jeg ikke tømte indholdet af skraldposen ud pÃ¥ gulvet, for at checke om den skulle være røget derned.

Sidste gang noget forsvandt, væltede jeg nemlig indholdet af skraldespanden ud pÃ¥ køkkengulvet – og jeg skulle hilse at sige, at det var temmelig ulækkert! Derfor havde jeg halvt om halvt, denne gang, besluttet mig til, at ok – nøglen var væk. SÃ¥dan var det. Færdig. Slut. Vi kunne bare ikke finde den. Heller ikke selv om jeg udlovede en findeløn pÃ¥ 100 kr til den øgle, der fandt nøglerne. Væk var de…

SÃ¥ i gÃ¥r, da jeg henter en glædesstrÃ¥lende, af godt humør sprudlende Yngste i gÃ¥r pÃ¥ SFO’en – rÃ¥ber hun “Moooooooooooooarrhhhh, jeg fandt nøglen!!!! Jeg har fundet din nøgle!!”.

Stor glæde og uddeling af monsterkram, af den slags, vi begge sÃ¥ godt kan lide. Jo, hun var dagens heltinde i skysauce. Ungen havde fundet den i sin skoletaske, og jeg aner ikke, hvordan i alverden den er havnet der. Vi mistænker min mor. Hovedsagen var, at hun fandt den. OgsÃ¥ selv om Ældste, der nærmest sydede af misundelse, mente, at hun da havde gemt den dér for at score de 100 kroner. Det tiltror jeg hende dog ikke…

Det har været en stor, stor succes – at Yngste er flyttet over i 0. Hun er bare sÃ¥ frygteligt glad for, at der ikke længere hænger nogen væmmelige lektier over hovedet pÃ¥ hende. Det er ogsÃ¥ ubeskriveligt dejligt at fÃ¥ lov til at lege. At være det barn hun nu en gang er. En lille vildbasse er hun virkelig. SÃ¥ dette mÃ¥ altsÃ¥ ogsÃ¥ tilskrives listen over de bedste valg, jeg har truffet de sidste ti Ã¥r.

For første gang i mÃ¥neder… har jeg en lille pige, der ikke er morgensur hver eneste morgen. Hun glæder sig sÃ¥dan til at komme i skole. Og bagefter over pÃ¥ SFO’en, det er meget vigtigt, synes hun.

Min kur gÃ¥r ogsÃ¥ fint fremad – jeg fÃ¥r trænet i fitnesscentret 3 timer ugentligt. Det er guld værd, jeg er blevet forfærdeligt glad for det. Jeg tror faktisk ogsÃ¥, at familien er glade for, at jeg er pÃ¥ kur. SÃ¥ bager jeg nemlig kager i en lind strøm. Det er ogsÃ¥ alt for længe siden, jeg virkelig har gjort i at bage – selv om jeg ikke kan lade være med at tænke pÃ¥, om det er sÃ¥dan, at glutenfrit brød feder mere end “almindeligt” brød? Det hÃ¥ber jeg ikke…