Title

6. februar 2011

Det kan være ligemeget, kan det ikke?

Skrevet af Hende selv kl. 00:54 | Børn,Guldkorn

Så var det jo, at vi fik en ny læge, her efter årsskiftet. Noget vi, nok især jeg, havde glædet os til, da vores gamle læger ikke var meget bevendt. Hos dem følte man sig lidt som noget data i en FIFO-handling, de havde bare så travlt. Jeg oplevede også nyfigenhed og snagen i ting, der faktisk ikke angår forholdet læge/patient – så jeg var glad nok for lægeskiftet. I øvrigt er vores ny læge tidligere ammanuensis hos de gamle læger. Dengang spurgte jeg ham, hvad han skulle, når han var færdig – for jeg ville gerne have ham som læge. Det har jeg så fået nu.

I den forbindelse fik vi alle tre nyt sygesikringskort, her da han overtog praksis. Sammen med sygesikringskortet (i øvrigt hedder det nu Sundhedskort) fulgte den sædvanlige folder med organdonation. Jeg ved ikke helt hvorfor, men af en eller anden grund minder den folder mig forfærdeligt meget om min egen dødelighed. Det kan jeg selvfølgelig ikke lide, og jeg kan slet ikke lide den feeling, jeg får af at se den velkendte røde folder. Tag stilling til at blive organdonor.. hm…

Ældste var nysgerrig og spurgte, hvad det var for noget, for sådan en fik han og lillesøsteren jo ikke. Jeg forklarede så, hvad det gik ud på. At lægerne, når man var død, havde tilladelse til at tage ens vitale organer (også ordet vital blev forklaret…) og bruge til at hjælpe andre med, sådan at de kunne få et bedre/nyt liv. “Jamen, så er der jo ikke noget at betænke sig på” sagde Ældste resolut med et blik op på mig “så er man jo død mor.. og så skal man jo ikke bruge de der organer til noget mere, vel??”.

“Øhhhhh.. nej, det skal man ikke, lille skat” fik jeg hostet frem, men sandelig om ikke ungens betragtninger har en pointe. Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad han siger… og i øvrigt har jeg stadig ikke taget stilling… Har DU?! 🙂

19. januar 2011

Har jeg fået titus, mor

Skrevet af Hende selv kl. 23:24 | Børn,Guldkorn

Yngste har længe plaget, det har hun virkelig. Hun vil så frygteligt gerne, og der er ingen grænser for, hvad hun vil gøre for at få lov til det… hun vil så inderligt gerne afprøve vores ny sømopafgulvetflående støvsuger fra Electrolux.

Da jeg allermest er til at flade den i sofaen med en god bog, øjner jeg en chance for at fede den lidt og giver hende lov. Hun suser rundt med støvsugeren, her og der og allevegne er hun. Også på badeværelset, jo hun er skam dygtig. Lidt efter suser hun rundt inde i stuen, mens moderen tilkaster hende beundrende blikke og små opmuntrende smil. Det er vist blevet lidt kedeligt at støvsuge, kan jeg se. Tøsen begynder at støvsuge totter af sit hår, præcis som vi andre gjorde, da vi var børn. Dog nok med nogen mindre kraftige støvsugere, dengang.

Yngste udstøder et hyl uden sammenligning. “Waaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaah…. aaaaaaaaaaaaaaaav” og så farer hun rundt som en flue i en flaske. Jeg kigger forskrækket op fra bogen og spørger, hvad der er galt. “Jeg har støvsuget mit øre… jeg kom til det.. og nu lyder det så mærkeligt.. det HYLER, moaaaarrrhhhhhh” *grædende pige*. Jeg springer op af sofaen og krammer hende alt jeg kan, og spørger hende, om det stadig hyler. Det gør det. “Prøv at løbe uden for” foreslår jeg… der må i det mindste være et andet tryk eller noget lignende. Det gør hun så. Lidt efter er hun tilbage “Det hjalp faktisk lidt” siger hun og holder sig for øret. “Men.. moaaaarrrr det gør så oooooooondt”. Nu er jeg nok lidt bleg og siger noget om tinnitus og at passe på sine ører. “Naaaaaaaaaaaaaaaaaaj, jeg vil ikke have titus” vræler barnet nu. Jeg skynder mig at forsikre hende om, at hun helt sikkert ikke har fået “titus” – men at man skal passe på sine ører….

Efter en halv times tid er øret stabiliseret og normalt igen, men jeg tror nok, den unge dame fremadrettet er helt og aldeles færdig med at støvsuge totter i sit hår.

11. november 2010

Det var helt rigtigt

Skrevet af Hende selv kl. 23:01 | Børn,Det sker

Nu er jeg helt, helt sikker. Inde på arbejdet i dag sad jeg og hjalp en kollega med at lave nogen testdata – og så summede telefonen på bordet. På displayet blinkede navnet “H. lærer”, og jeg kiggede nysgerrigt på sms’en.

“Jeg møder en glad pige hver dag – og det er altså guld værd at se, hvor meget hun er blomstret op i ugens løb. Hun er altid så glad og fuld af spilopper. Kh. H.” stod der.

Jeg blev bare så glad, for det tyder jo så absolut på, at jeg har truffet den helt korrekte beslutning. Ikke at jeg var spor i tvivl. Det eneste, der måske kan nage mig en smule, er, at jeg bekymrer mig lidt om det faglige niveau. Lærer og jeg har aftalt, at man sørger for at holde Yngste til ilden, så hun ikke går bagom dansen, selv om hun går i 0. Hun kan faktisk godt skrive og læse – og det skal jeg nok finde ud af at bygge videre på. Yngste og jeg har opstillet en læsekontrakt – hvor hun skal læse minimum 4 sider tekst om dagen i en vilkårlig bog. Det synes vi begge om. Jeg håber bare, at hendes far sørger for, at hun får læst. For hendes skyld!

Yngste er i øvrigt inviteret til fødselsdag i sin gamle klasse. Det er glædeligt at se, at de ikke bare trasher hende, fordi hun har skiftet klasse. Jeg hører også, at hun leger godt med pigerne både i den nye og den gamle klasse. Faktisk har hun vundet en masse – i og med at der er kommet flere veninder på tapetet. Jeg tror også, at det er sundt med veninder fra begge klasser – med det ene hold kan hun finke den og være “stor” – mens med det andet hold, kan hun bare være den legesyge pige. Det bekommer hende vel – og lige så moderen…

10. november 2010

Det er helt fantastisk

Skrevet af Hende selv kl. 14:27 | Årets gang,Børn

Intet mindre end det, det kan jeg da skrive under på. I det hele taget har det været sådan en helt utrolig dag, hvor der skete alt muligt godt og dejligt. Sågar lykkedes det endda Yngste at finde min nøglepung. Denne havde været sporløst forsvundet i næsten 14 dage, og jeg var næsten desperat. For… hvor var den? Set i bakspejlet er jeg dæleme glad for, at jeg ikke tømte indholdet af skraldposen ud på gulvet, for at checke om den skulle være røget derned.

Sidste gang noget forsvandt, væltede jeg nemlig indholdet af skraldespanden ud på køkkengulvet – og jeg skulle hilse at sige, at det var temmelig ulækkert! Derfor havde jeg halvt om halvt, denne gang, besluttet mig til, at ok – nøglen var væk. Sådan var det. Færdig. Slut. Vi kunne bare ikke finde den. Heller ikke selv om jeg udlovede en findeløn på 100 kr til den øgle, der fandt nøglerne. Væk var de…

Så i går, da jeg henter en glædesstrålende, af godt humør sprudlende Yngste i går på SFO’en – råber hun “Moooooooooooooarrhhhh, jeg fandt nøglen!!!! Jeg har fundet din nøgle!!”.

Stor glæde og uddeling af monsterkram, af den slags, vi begge så godt kan lide. Jo, hun var dagens heltinde i skysauce. Ungen havde fundet den i sin skoletaske, og jeg aner ikke, hvordan i alverden den er havnet der. Vi mistænker min mor. Hovedsagen var, at hun fandt den. Også selv om Ældste, der nærmest sydede af misundelse, mente, at hun da havde gemt den dér for at score de 100 kroner. Det tiltror jeg hende dog ikke…

Det har været en stor, stor succes – at Yngste er flyttet over i 0. Hun er bare så frygteligt glad for, at der ikke længere hænger nogen væmmelige lektier over hovedet på hende. Det er også ubeskriveligt dejligt at få lov til at lege. At være det barn hun nu en gang er. En lille vildbasse er hun virkelig. Så dette må altså også tilskrives listen over de bedste valg, jeg har truffet de sidste ti år.

For første gang i måneder… har jeg en lille pige, der ikke er morgensur hver eneste morgen. Hun glæder sig sådan til at komme i skole. Og bagefter over på SFO’en, det er meget vigtigt, synes hun.

Min kur går også fint fremad – jeg får trænet i fitnesscentret 3 timer ugentligt. Det er guld værd, jeg er blevet forfærdeligt glad for det. Jeg tror faktisk også, at familien er glade for, at jeg er på kur. Så bager jeg nemlig kager i en lind strøm. Det er også alt for længe siden, jeg virkelig har gjort i at bage – selv om jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er sådan, at glutenfrit brød feder mere end “almindeligt” brød? Det håber jeg ikke…

8. november 2010

Perfekt… intet mindre!

Skrevet af Hende selv kl. 21:39 | Børn,Det sker

Jamen du godeste da, det gik bare så godt i dag. Jeg havde aftalt med lærer, at jeg fulgte Yngste hen i klassen, hvor hun så skulle hygge sig med de andre elever og læreren. Der var vist nok også almindelig undervisning, og derefter fortalte læreren så, hvad der skulle ske.

Yngste kom problemfrit over i sin ny klasse, og hun er allerede faldet supergodt til – hun var intet mindre end lykkelig, da vi kom hjem. Hele tiden smilte hun glad – og hun virkede bare så lettet. “Åh… jeg elsker at gå i 0.!!”, sagde hun. Uh, hvor det glædede mig – og varmede hjertet, at hun var så glad. Hun ligefrem strålede af glæde. Det var nu også gået rigtigt godt, og jeg kunne med det samme se, at hun faldt i hak med de andre – og for at det ikke skal være løgn, er hun ikke længere den eneste i klassen med en allergi. En dreng fra klassen var sågar mindre end hun – og har i øvrigt også glutenallergi! Fantastisk. Så hun var slet ikke til at skyde gennem. Hun er af samme grund heller ikke kommet helt ned fra sejrsrusen, eller hvad man skal kalde det.

Senere var det en lidt dyr dag for mig, da den lille blås generator var ved at stå af – så vi havde en fræk aftale med VW. Heldigvis kunne de lige skifte den, mens jeg ventede – forbandet god service. Jeg er slemt fristet til at bruge dem en anden gang. Yngste og jeg fik en kop kaffe latte hver, mens vi ventede – og kiggede i blade. Yngste er ret skæg i sin tilgang til bladene – og hun har nogen temmelig bastante meninger, hehe. Efter at den særdeles flinke VW-mand havde sagt farvel med et kæmpesmil (det var nok fordi, han tjente så godt på mig i dag…) kørte vi på indkøb.

5. november 2010

Jeg vil hellere lege

Skrevet af Hende selv kl. 13:28 | Børn,Det sker

Nemt er det bestemt ikke… mange tårer er blevet udgydt over situationen, men sådan skal det åbenbart være. Jeg føler mig bare en kende skyldig. Faktisk pokkers skyldig, fordi jeg ikke i sin tid slog bremsen i. Andre har fortalt, at jeg ville have skullet kæmpe, hvis jeg havde gjort det. Måske havde det været bedre, trods alt?

I dagens Danmark har børn skolepligt dét år, de fylder seks år. Om de så fylder seks år flere måneder efter skolestart, betyder intet i statens regnskab. Derfor er der børn, der måske nok kunne have brugt et år mere i børnehaven, der bliver “tvangsindskolet”. Frivillig tvang eller noget, jeg ved det ikke, men jeg ved den dag i dag, at det ikke er noget, man bør fortsætte med.

Den kommende weekend byder på en noget ubehagelig opgave for mit vedkommende, en opgave hvis indhold, jeg skal forsøge at præsentere og “sælge” på allerbedste vis. Det bliver med garanti mit livs bedste salgstale, fordi den jeg skal sælge til, betyder så frygteligt uendeligt meget for mig. Jeg ved, allerede nu, at min salgstale vil vække sorg og måske en følelse af utilstrækkelighed, håbløshed – hvad ved jeg. Jeg har ikke prøvet det før.

Det skal sælges sådan, at ændringen vil blive opfattet som noget utroligt godt, dejligt og spændende – udelukkende ren benefice. Jeg tror og håber på, at jeg kan gennemføre det. Faktisk havde jeg tænkt mig at give informationen i morgen – men jeg fortæller det i løbet af dagen – i dag. Så er der hele weekenden til at tygge på det i…

På mandag sker ændringen så, og jeg har arrangeret mig, så jeg på bedste vis kan udfylde rollen som bisidder. Det bliver rigtig, rigtig hårdt – og det er en utaknemmelig opgave, men i sidste ende vil det blive ufatteligt godt, er jeg sikker på. Jeg tror, at Yngste vil synes om det, når først hun oplever, hvordan det er… og jeg er sikker på, at det er den helt rigtige beslutning, vi har taget på hendes vegne. Jeg er bare ked af, at det blev nødvendigt. Vi gamblede og tabte desværre…

Det betyder jo ikke, at alle november/decemberbørn hellere skal vente et år mere, før de starter i skole. Faktisk har kollega en søn fra november, og han har klaret det udmærket. Yndlingskollegas søn har ventet et år med at komme i skole, og det har været det rigtige for ham. Jeg håber, at det vil gå på samme måde med Yngste. At næste år, når hun starter i 1. klasse påny, vil hun være blandt de dygtigste i klassen – for det faglige niveau fejler heldigvis ingen ting, allerede nu.

21. oktober 2010

Æhm… jeg ved ikke rigtig

Skrevet af Hende selv kl. 10:54 | Børn,Shopaholic

Sikke noget, nu fik jeg igen bragt mig i en situation, hvor jeg var helt og aldeles i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Sagen er den, at jeg er blevet træt af at risikere, at den lokale benzintank ikke har mit Costume, når det udkommer. Så jeg er blevet noget meget fint… nemlig abonnent. Ja så…

I går modtog jeg så mit første blad, og det var altså rigtig fedt. Skønt at få leveret til døren. Der var også en pakke til Yngste i det elektroniske posthus. En stor bamset pels, der er for stor til hende lige nu – men så kan den også nå at hænge og dunste af. Den stank af røg, fanme noget svineri.

Dejligt nok at få sit blad, men… hvor var nu parfumen?

Det var jo sådan, at da jeg bestilte mit velkomsttilbud, som det så fint hedder – var det en DKNY Blossom parfume, der fulgte med. Imidlertid ville jeg hellere have den fra Viktor&Rolf – Flowerbomb . På en eller anden måde så den lidt mere spændende ud.

Jeg ved tilfældigvis også, at der er tale om en temmelig tung parfume, og mens jeg sådan sidder og har Costumes kundeservice i røret, bliver jeg pludselig i tvivl. Skulle jeg hellere beholde DKNY’en eller… og var der ikke noget med at der nu var et velkomsttilbud med den ny duft fra Gucci. Den dufter i øvrigt temmelig meget som Gucci Rush (ikke 2’eren, men den første…).

Nå, jeg ville allerhelst have Gucci-duften, og det sagde jeg så. “Jamen.. vent lidt, jeg checker vores velkomsttilbud”… et øjeblik efter “Hvor har du set det tilbud med Gucci?”. “Æhm.. jamen.. nå men det kan være jeg har set forkert og forvekslet den med reklamen” “Okay, men hvis du gerne vil have det, kan jeg godt ændre DKNY’en til en Viktor&Rolf” siger Christian Hvid fra Costume så.

“Det lyder godt, så er alt jo i orden” smiler jeg og er egentligt meget godt tilfreds. Det håber jeg så også, jeg er – når jeg dufter til parfumen…

I morges gik det også op for mig, at Yngste mangler cowboybukser. Hun skal have nogen, hun kan have strømpebukser på under! Det går jo ikke, at barnet bliver kold om måsen. Jeg skal også have bestilt nogen flere uldtights hos Sneaky Fox. Håber jeg kan finde URI’en… men jeg ved, jeg har postet indlægget med tights et sted.

Den lækre sweater fra Topshop som (stadig) lugter (lidt) af ged er i dagens outfit, sammen med en moccafarvet nederdel fra Esprit og så selvfølgelig de sorte uldstrømpebukser fra Sneaky Fox. Jeg mangler faktisk et par sorte wedges i læder, det må jeg lige kigge på ved lejlighed.

Jeg håber, at I alle nyder det smukke efterårsvejr i fulde drag – og får holdt lidt ferie. Det gør mine børn nemlig, faktisk en højkulturel ferie. Yngste samler brochurer fra diverse seværdigheder, hun og Mormor passerer. Alt bliver gemt i en skotøjsæske, på hvilken hun har klæbet en seddel på låget. Der står, med den sødeste barnlige skrift “Ferieminder”. Jeg må se at få foreviget æsken, så vi også kan huske det.

18. oktober 2010

Hygge i byen

Skrevet af Hende selv kl. 17:38 | Børn,Det sker

Det var jo en smuk morgen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke – at når nu jeg havde denne her fridag – skulle ungerne og jeg en tur til København. Det kom vi også, vi startede med at tage toget og stå af på Nørreport. Uh, hvor er det bare alt, alt for længe siden, jeg har været derinde. Jeg savner lidt at komme i vores lands hovedstad. Også for dårligt, jeg er der så sjældent, nu jeg bor så tæt på.

Ungerne syntes klart, det var en oplevelse. Vi gik op fra Nørreport, og alt blev flittigt diskuteret. Lige fra den væmmelige lugt af pis, der når man går forbi cykelskurene på stationen – og til den massive trafik. Vi blev enige om, at vi skulle ind på Baresso og have en kop varm kakao. Eller det fik børnene, jeg skulle have en latte – og det var med masser af kanel på. Det lærte jeg nede i Chania på Kreta… det med at der skal kanel på næsten alt kaffeholdigt. Hm eller noget…

Da vi havde fået drukket latten og cacaoen gik vi stille og roligt videre ned mod Krystalgade. Uheldigvis kom vi til at bruge en masse tid i en skobutik, den var der altså ikke sidst jeg var der. Da de også førte børnestøvler, var Yngste helt solgt. Jeg og Yngste prøvede sko og støvler i den helt store dur, og pludselig var der gået rigtig lang tid. Yngste havde fundet et par støvler, hun ville have, men da det ikke var muligt at finde højrestøvlen – ja så gad ingen af os have noget som helst derinde. Og så skred vi alle tre.

Dog kom vi ikke så frygteligt langt, for henne på Krystalgade ligger jo Ankara. Der får man en rigtig fin tyrkisk buffet. Der er noget for alle, og vi fik hver især dét, vi allerbedst kunne lide – så det var da en klar succes. Dyrt var det bestemt heller ikke – 190 kr. for 3 personer der gik meget mætte fra bords – og også havde fået drikkevarer til. Børnebuffet scorer stort hos ungerne, og der blev ædt. Det var kun Yngste, der ymtede noget om ikke vi skulle have dessert bagefter. Typisk hende. Hun er så glad for søde sager.

Bagefter travede vi videre op forbi Illum og ned af Strøget. I Levis butikken fik jeg endelig prøvet den ny model – curved. De bukser sidder altså bare, præcis som bukser skal. Gå ind og prøv – der er tre typer bukser – og der er noget for enhver. Jeg måtte dog opgive at gennemprøve jeans, fordi ungerne ikke gad mere – og ærligt? Jeg gad heller ikke lige mere, nu havde vi gået så meget – og vi skulle gå ned til Vesterport derfra. Der var noget af et stykke, Levisbutikken ligger nemlig skråt over for Georg Jensen-forretningen…. men vi nåede det og kom ned til toget og hjem!

5. oktober 2010

De siger fra

Skrevet af Hende selv kl. 09:19 | Børn,Det sker

Det burde blive et langt og godt indlæg, men lige nu har jeg ikke tiden ej heller roen til at sidde og skrive ned. Jeg har travlt, har jeg. Flyver og farer, men ikke desto mindre får jeg gang i aftaler – og jeg mangler et par stykker endnu! For at det ikke skal være løgn har Yngste vist smittet mig med snue, så det er på den galej igen!

Ungerne har sagt til deres far, at de ikke vil bo hos ham så længe. Han har fået at vide, at de kun vil være der fire dage. Det bliver kompliceret, for han nægter at høre. Han fortrænger det. Det findes ikke. I hans verden går alt som smurt. Yngste læser som hun var betalt for det… og tisser ikke i sengen om natten.

Jeg ser en pige, der virkelig skal trænes i den ædle kunst at læse. Hun kan altså ikke læse selv, og jeg hører, at hos far læser hun alene. Og der er stadig behov for up&go til om natten, for at skåne hendes fine seng. Uh, der kunne skrives rigtig meget, men ikke lige nu.

Weekenden forsvandt uforskammet hurtigt, men jeg nåede en masse – for at opsummere kort, middag hos gammel kollega – købe ind til fødselsdagsfest søndag – spise frokost i Hillerød, løbe på SødSmukVeninde og hendes søde, dejlige familie – biograf og se Resident Evil i 3D (lidt pløh, men mere om det) – og fødselsdagsfest for familien, hvor jeg agerede chauffør og bragte mine børn frem og tilbage, fordi de ikke måtte overnatte… tsk..

Og.. hey.. jeg HADER at være forkølet!!!!

28. september 2010

Han har to hoveder!

Skrevet af Hende selv kl. 13:39 | Børn

Nej dog ikke, men til gengæld har han to mødre – og den er god nok. Forleden hentede jeg Yngste efter en begivenhed i hendes klasse. Vi hyggesnakkede lidt, mens jeg navigerede ind og ud af villavejene for at komme ud til hovedvejen, der fører ned til Netto. Vi skulle lige hente lidt guf og lidt forskelligt på vejen hjem. Jeg hører efter uden at være alt for koncentreret, kørselen skal passes. Til gengæld hører jeg efter, da pigebarnet siger “Og så har han to mødre”…

“To mødre?” spørger jeg så. “Jamen var der ikke nogen far?” er jeg nysgerrig nok til at fritte. “Nej, han var ikke hjemme, da vi var der, ihvertfald! Desuden var begge mødrene der i dag!” sagde hun så.

Jeg kan godt lige huske, at der ud for det pågældende barn ikke stod andre forældre end moderen. Så i går var Yngste til fødseldag – og da jeg hentede hende, stod munden ikke stille. “Altså mor, du ved godt ham der Pelle fra min klasse – han har altså to mødre… og de er kærester!!! Først så var den mor, der har født ham sammen med en mand, og så slog de op – og så fik hun en damekæreste.. og de flyttede sammen i huset!”. Nåååh… okay.. på den måde, jamen hvor det barn dog kan stille tingene op. “Og forresten er Pelle rigtig sød, mig og Annabell legede med ham hele dagen!!”…

Vi tager lige rundkørslen, da Yngste er lige ved at få mig til at sluge mit tyggegummi. “Mor, hvis ikke du havde en mandekæreste – ville du så have en damekæreste?”. Ved gud… nu skal jeg jo lige tænke over, hvordan jeg får svaret. “Nej, søde skat – jeg kan kun lide at have mænd som kæreste” svarer jeg roligt og tygger lidt på tyggegummiet. “Der er nogen, man ved ikke hvorfor, men de er altså sådan, at de bliver glade for nogen, der er som dem selv – altså hvor piger kan lide piger – eller mænd kan lide mænd. Sådan er det bare, og man skal ikke forstå det – det er bare sådan…” og dermed tror jeg, at stregen er tegnet fint i sandet.

“Mor.. hvordan får de så børn, dem der, der godt kan lide piger og mænd?” spørger Yngste så. “Æhmmm… altså… man kan jo aftale med en ven, der ikke har det samme køn (og ja, jeg har forklaret, hvad køn er) som en selv, at man kan hjælpe hinanden lidt, ellers kan videnskaben hjælpe…”. Vi var nået hjem – og jeg skyndte mig ud af bilen for at afværge eventuelle spørgsmål om videnskaben, hvad det nu var for noget. Heldigvis lykkedes min undvigemanøvre – tøsen styrtede ud af bilen og op af trapperne.. hehe.

… navne foroven er opdigtede og har på ingen måde rod i virkeligheden…

« TidligereFrem »