Det er vel nok ogsÃ¥ lidt min helt egen skyld, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Tænk dog pÃ¥ alle de arme stakler rundt omkring, der ville være lykkelige for lidt selskab pÃ¥ deres fødselsdag. Nu har jeg altsÃ¥ haft fødselsdag, men jeg har valgt at holde den for familien i morgen. Det forekom lettere, da jeg planlagde det – men sandt at sige er jeg ikke det mindste oplagt. Slet ikke nu. En mareridtstur i Kvickly har definitivt myrdet min ellers ret gode og afslappede feriemode.

Man mÃ¥ godt sige sÃ¥dan, mÃ¥ man ikke?? Jeg hader børn… ej, det sagde jeg da ikke vel?? Lige nu gør jeg altsÃ¥. Jeg gider dem kategorisk ikke lige nu. Der er endelig lidt fred nu, efter at jeg i Kvickly mÃ¥tte hente dræberøjnene og løvekløerne frem af tasken. Jeg kan bare ikke have, at de to unger jeg har ikke kan være ordentlige ved hinanden. Jeg ved ikke helt, hvor filmen knækker – men der er noget med at nÃ¥r man er bare 6½ Ã¥r er man rent faktisk pissehamrende irriterende. Især for ham der snart bliver ni Ã¥r. Jeg vil tro, der er et kæmpealdersspænd, lige i øjeblikket. Hun irriterer ham grænseløst, fordi hun bare ikke ved, hvornÃ¥r legen er slut… hvornÃ¥r hun skal stoppe. Hun fatter nada.

Mig irriterer hun sÃ¥mænd ogsÃ¥. Og Big. Men… vi er jo voksne, sÃ¥ det er ikke sÃ¥ slemt for os. Vi distancerer os jo blot betragteligt og tager det fra oven og ned efter. Det kan man bare ikke forklare en dreng pÃ¥ næsten ni Ã¥r. Han bliver jo sÃ¥ opfyldt af mere eller mindre retfærdig harme (mindre retfærdig nogen gange, for han kan fa… ogsÃ¥ være møgirriterende med den der Ã¥ndssvage ondskabsfulde gnækkelatter til sin søster)..

Ej, hvor er det bare hamrende trælst, jeg kan virkelig blive sÃ¥ pisseharm over det. Jeg skælder ud, først pÃ¥ den store. “For fanden… du kan jo bare lade være med at gÃ¥ med pÃ¥ hendes lo..!!!” raser jeg og sender ham dræberøjnene, af den værste slags. Dem, der fÃ¥r ham til at sætte farten op, nÃ¥r han slæber langsomt afsted pÃ¥ sine stankelbens forlængede klodsede fødder. De øjne, der fÃ¥r ham til at sætte farten betragteligt op. Jeg kan se pÃ¥ ham, nÃ¥r jeg fÃ¥r dræberøjne. Der sker en art “move” i ham. En art rædsel anes i hans øjne… Og tænk… det er virkelig noget, der pleaser mig pÃ¥ en sær og dum mÃ¥de. Det burde sguda ikke være nødvendigt.

Det er bare nogen gange sÃ¥ pokkers irriterende, at der kun er mig. At der ikke er en anden, der lige kan træde ind og sige nogen gode ord med store bogstaver. Big er skam god nok til det, men han er jo ikke lige med en dag som i dag, hvor jeg “bare” skulle købe ind til familiefødselsdag i morgen. I øvrigt har Big lige skældt dem ud, og det virkede – for de kom herhjem igen og er nu blevet adskilt indtil videre. Og nu gider jeg ikke engang. Ikke lige nu! Jeg gider ikke bage boller. Jeg gider ikke bage glutenfri lagkage til Yngste. Det hele ville sgu nok alligevel ogsÃ¥ blive noget værre lort og smage af pommern til, fordi jeg stadig er en kende vrissen. Jeg har erkendt, at jeg er nødt til at sidde og slappe lidt af og tænke pÃ¥ noget andet – fÃ¥ luft… surfe.

Der var forresten ogsÃ¥ sÃ¥dan nogen søde krydderpotter nede pÃ¥ bytorvet i Farum, jeg kunne ikke leve uden dem. Og kun 99,- De stÃ¥r nu og pynter sÃ¥ fint i vindueskarmen med en basilikum og en persille i. AltsÃ¥, jeg elsker mine vindueskarme – efter at have haft sÃ¥dan cirka zero vindueskarm i 10 Ã¥r, er det altsÃ¥ en vanvittig luksus at have fÃ¥et det nu. Hmmm… jeg kan næsten mærke roen rulle ind og svøbe sig om mine flossede anti-børnenerver. Det hjælper faktisk at tænke positive ting. Ærligt talt, jeg ved det godt. Og hvad er det lige der sker, man bliver Ã¥benbart aldrig for gammel til at flippe analt, specielt ikke nÃ¥r det er børns optøjer.

Det er ogsÃ¥ rigtig dejligt at sidde og snakke lidt med Big. FÃ¥ lidt luft. Og om lidt har jeg fortjent en kop te. Jeg kan mærke, at jeg er blevet langt mere rolig nu. Jeg var i stand til at svare Yngste rimelig pænt, da hun lige før spurgte, om jeg mon gad lave te til hende. Det lykkedes mig at sige pænt ja – men… “det bliver om lidt, nÃ¥r jeg er færdig med det, jeg er i gang med!” (rahhsgu!!!!!!!!). Fek, jeg trænger til at blive nusset i nakken og kysset pÃ¥ – men det bliver jeg senere, ved jeg – og som en ekstra positiv ting vil jeg ogsÃ¥ tage det med i “healingen”…

Der er fred nu, herligt. Knægten læser og er sur eller hvad ved jeg – men hovedsagen er, han er i sin seng – og der bliver han foreløbig. Tøsen er i badeværelset, hvor hun friserer sig for gudvedhvilken gang i dag… det fine pagehÃ¥r fÃ¥r mindst 50 strøg med børsten… og nu er det tid til te-brygning…

Der er al mulig grund til at være glad, virkelig glad. Jeg holder en fridag, var nærmest tvunget til det. Der kommer ham manden fra Clorius – og derudover kommer IKEA med mine ny skabe. Eller rettere sagt delene til dem. Det gør heller ikke noget, at vejret er sÃ¥ lækkert. Flyttemændene kom i gÃ¥r og hentede resten af de mange kasser, og det kan virkelig ses, at 25 kasser er blevet gelejdet bort. Lejligheden er dejlig, lys og lækker – og jeg er mere end glad for at have taget det store spring. Hermed er flytning tilføjet til listen over de bedste ting, jeg har foretaget mig, de sidste ti Ã¥r.

Ældste har også lært noget nyt. Han har lært at sætte kæden på sin cykel, og det er der vist god brug for. Jeg tænker jo, inden hans dovne mor kommer til cykelsmed, kan han nok nå at få sat den kæde på nogen gange mere. Jeg er jo ikke selv særlig glad for sorte fingre, så det passer fint.

Børnene er stjerneglade, de elsker vist at bo her. Som Big udtrykte det “De elsker jo at være her, det ses tydeligt. De har det altsÃ¥ ogsÃ¥ sÃ¥ godt hos dig…”. Jeg kunne godt mærke, jeg blev varm om hjertet ved de ord. Det var jo absolut skønt at høre. SÃ¥ er det ikke kun mig, der bilder mig noget ind. De var bare sÃ¥ kede af at skulle over pÃ¥ samvær hos deres far. Heldigvis var han large nok til at give grønt lys til, at de mÃ¥tte være hos mig Sct. Hans-aften… jeg ved ikke helt, hvad vi skal lave endnu. Der bliver ihvertfald noget med bÃ¥l og hygge – mÃ¥ske Big kan lokkes med over til bÃ¥l. Vi skal nok ogsÃ¥ have lidt god mad, altsÃ¥ noget der er relativt nemt. Jeg ved godt, jeg ikke gider det store, nÃ¥r jeg har været pÃ¥ arbejde. SÃ¥dan er det nu engang.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg skulle suse en tur i IKEA og hente den dør. Sagen er jo, at jeg købte fire skabe i lørdags, og det er det, de kommer med i dag. Der mangler jo bare en enkelt skabslÃ¥ge, men den er kommet pÃ¥ lager igen. Jeg har nemlig chattet med en IKEA-medarbejder. Smart i øvrigt med den chatfunktion, selv om jeg først var i tvivl – om ikke det var lettere at ringe og høre. Problemet er bare, at jeg ikke er sikker pÃ¥, jeg gider køre til Taastrup. Og nu har min mor meldt sin ankomst… sÃ¥ det bliver nok en stille, hyggelig tur i IKEA med Big mandag eller noget…

Torsdag kommer Ældsteveninden en tur til te efter aftensmaden, gud hvor jeg glæder mig. Der skal hygges og snakkes, sludres og skvadres. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere hyggeligt end sÃ¥dan et besøg, nu jeg er græsenke pÃ¥ torsdag. Big skal i byen med arbejdet, og jeg ved bare, at jeg bliver sulten, nÃ¥r jeg skal høre, hvad de har fÃ¥et at spise. Det er jo i reglen altid ret lækker mad, man fÃ¥r ved sÃ¥danne lejligheder. Kusinesøsteren har ogsÃ¥ endelig givet lyd fra sig, hende savner jeg ogsÃ¥. Der er bare igen gÃ¥et alt for lang tid, siden sidst vi havde en hyggedag. Jeg tror og hÃ¥ber, at denne sommer vil byde pÃ¥ en masse gensyn med alle de, man af forskellige grunde ikke har nÃ¥et at ses med i den første halvdel af Ã¥ret…

Jeg glemte da helt at skrive om den superhyggelige eftermiddag, vi havde i gÃ¥r. Oprindelig var planen for pinsemandag, at nogle af os naboer skulle samles – men som sædvanlig var der ged i den, hvorfor jeg ikke kunne tage den aftale for pÃ¥lydende.

Desuden ville jeg da ogsÃ¥ meget hellere over til Big, hvortil ungerne og jeg var inviteret pinsemandag. Om formiddagen var der travlt i de hjemlige regioner. Ungerne hjalp til med at bage alletiders drømmekage – som skulle transporteres over til Big – og spises.

Der sad vi så næsten tre timer og hyggede os i sofaen med Avatar, fem mand høj, så hele familien var samlet. Selv BonusSøn gad godt at se Avatar sammen med os andre, og det var ren hygge. Der blev drukket kaffe og spist masser af drømmekage.
Big og jeg fik også holdt lidt i hånd, og på den måde var det en alletiders eftermiddag. Det var så 3. gang Big og jeg så filmen, og vi er fortsat enige om, at den er betagende smuk.

Filmen kan rumpenbart sagtens ses af børn fra 6 Ã¥r og opefter, der pÃ¥gÃ¥r ikke synderligt voldelige scener. Tværtimod sad ungerne og snakkede om, at det var fantastiske farver og eventyr. Min mor anede ikke en brik om Avatar, førend Yngste sagde “Jamen.. mormor.. det er da den film med de blÃ¥ mennesker!!!” “Nåååårrh?!” sagde min mor, stadig med et spørgende udtryk i ansigtet. Hehe. Jeg er slet ikke overbevist om, at hun ved, hvad det er for en, endnu…

Ungerne fik ogsÃ¥ en aftensmad de nok sent glemmer. Jeg har aldrig nogensinde præsteret at give nogen ostepops til dessert. Sagen var den, at jeg havde lovet, at vi søndag skulle hygge med ostepops – men grundet min mors imbecile holdning til at invitere til frokost, og dette sÃ¥ udvikler sig til en heldags-helaftensseance… blev denne plan smadret, og jeg kunne ikke holde mit løfte.

Resultatet var sure børn, der først tøede op, da jeg sagde, at MANDAG hygger vi. Imidlertid var det blevet derhenad otte.. og de smÃ¥ øjne hang betragteligt tæt pÃ¥ navlen. Derfor fik de lov at fÃ¥ en lille skÃ¥l ostepops til dessert, oven pÃ¥ aftensmaden. Og ogsÃ¥ en snurretop is. Ældste skældte ogsÃ¥ ud pÃ¥ mormor over hendes dÃ¥rlige planlægning… sÃ¥ kan hun sgu lære det.

Skulle nu nogen have spørgsmÃ¥l, kan de mÃ¥ske svare mig pÃ¥ – hvad man siger til en frokostinvitation til kl. 14.00 – og hvor frokosten bliver til aftensmad kl. 21.00 og der ikke er blevet serveret mad i mellemtiden?

Mon ikke mangen en mor har kvalt den absurde tanke i sit stille sind og hÃ¥bet, at ingen andre havde læst deres tanker? At man er pissefucking skidesur pÃ¥ sin unge, retfærdiggør jo ikke nødvendigvis, at man et milliontedel af et nanosekund fÃ¥r en bastant trang til at gribe ungen i hans skjortekrave og hive til. For fanden da! Nu tilhører jeg sÃ¥ – heldigvis for den unge mand – den kategori af mødre, der kvæler absurde tanker og i stedet taler med store bogstaver…

Gud hvor er det frustrerende, når man ikke kan komme til at tale med store, fede typer. Fordi ungen er på samvær hos sin far. Det er i dén grad ungens far, når han opfører sig sådan. Sagen er, at knægten har smidt et par spritnyindkøbte Adidas-kondisko væk. Hvor de er, ved han ikke. Der foreligger heller ingen form for erindringer angående, hvordan de bortkom. Om man så nok så meget tager knægten i begge ører og trækker til. Udover, at han fremover helt tydeligt vil kunne huske den dag, hvor man begyndte at kalde ham Dumbo.

Knægten selv holder lav profil, sÃ¥dan en lille konfliktsky hyæne. Han kan bare vente sig, kan han. Det er sÃ¥ slemt, at hans far har truet mig med, at han vil trække prisen for skoene fra det mÃ¥nedlige børnebidrag. Jeg skummer. Det er fanme ikke min skyld, at hans far køber et par sko til ham, nÃ¥r det stÃ¥r skrevet – sort pÃ¥ hvidt, at jeg stÃ¥r for at holde børnene med Ã¥rstidsbestemt pÃ¥klædning. Hvorfor i alverden har hans far ikke i stedet kontaktet mig og bedt mig sørge for et par kondisko. Jeg spørger bare.

For jeg havde ihvertfald ikke købt for det beløb sko til knægten. Fordi jeg kender ham. Jeg kender hans exceptionelle evne til at “bortkomme” sine ejendele og køber derfor ind efter disse forudsætninger. AltsÃ¥ ikke for dyrt og sÃ¥ fremdeles. Jeg lover, nÃ¥r jeg ser knægten, river jeg sgu armene af ham og slÃ¥r ham i hovedet med dem, mens jeg adskillige gange messer “Pas sÃ¥ pÃ¥ dine ting”… Som om… nej, men jeg kan godt garantere for, at han kommer til at mærke det – dog ikke rent fysisk, men hans lommepenge bliver inddraget i en periode.. Det burde virke – eller??

Hvad katten gør man ved sådan en unge??

Der hersker ingen tvivl om, at jeg er en værre ravnemor. Eller noget i den retning. Her til morgen sker det, for første gang nogen sinde. Jeg er oppe til tiden, og for en yderst sjælden gangs skyld er Yngste ude af sengen rimelig hurtigt. Jeg ryster pÃ¥ hovedet af mig selv, da jeg siger “skynd dig ud og tis af… inden Ældste stÃ¥r op… sÃ¥ bliver du først færdig!”. Barnet parerer ordre, og hurtigt dapper de smÃ¥ fødder henover gulvet. Hun bliver færdig, assisteret af ego – og sÃ¥ er det Ældstes tur.

Han har sÃ¥dan et ritual om morgenen, han skal bare sidde pÃ¥ wc i nogen tid og – ja hvad ved jeg. Samle sig, eller noget. Komme til kræfter, monstro? Nuvel, jeg farer rundt som en skoldet skid i et glas vand og fÃ¥r tøjet frem til Yngste, der heldigvis i dag er enig med mig i, at hun skal have strømpebukser pÃ¥. De skal nemlig til rollespil ude i skoven. “Og sÃ¥ fÃ¥r man ikke TÆGER!” siger hun. “NÃ¥r man har strømpebukser pÃ¥…” “Nejnej lille skat!” beroliger jeg og fÃ¥r ordnet mit eget hÃ¥r. SÃ¥dan, nu er vi jo bare klar. Men… Ældste er ikke færdig endnu? Og der er da gÃ¥et lang tid, er der ikke?

NÃ¥, det er nok bare fordi jeg synes, jeg har travlt. Jeg skal nemlig pÃ¥ kursus igen i dag. Og jeg glæder mig allerede, for underviseren er tiptop, og jeg lærer en masse. Det har vist sig, at kollega og jeg allerede kan stoffet, sÃ¥ i stedet fÃ¥r vi eksplicit særundervisning pÃ¥ udvidet plan. Vi klager ikke, og det er dejligt at kun være to kursister – plus at frokosten dér pÃ¥ instituttet er overmÃ¥de lækker. Nej, det bliver godt tænker jeg, og kaster et blik pÃ¥ uret pÃ¥ væggen… hm!

“Halloooooo… barn dog… er du ikke snart færdig??” jodler jeg rettet mod Ældste. Nu skal jeg altsÃ¥ se at komme ned og fÃ¥ sat tallerkener pÃ¥ bordet, vi skal videre i programmet.

Nuvel, jeg suser i køkkenet og finder de dybe tallerkener frem. Ældste og jeg skal have havregryn med mælk og rosiner. Yngste skal have glutenfri chokostjerner. Jeg er pt. – i lutter begejstring over, at man overhovedet kan fÃ¥ den slags – fraveget min regel om, at der ikke er chokoprodukter til morgenmad. Jeg lover hastigt mig selv, at der skal samles op pÃ¥ det, og at Yngste skal over pÃ¥ havregrød (ogsÃ¥ glutenfri, naturligvis)…

Ældste kommer stadig ikke? “Hey…. du dér.. er du ikke snart færdig??” rÃ¥ber jeg igen, nu en lille smule irritabel over, at ungen dog ikke bare gør sig færdig. Og sÃ¥ er det, at Yngste kigger pÃ¥ mig og siger “Der er ikke mere wc-papir!!!!”. “Hvaaaaaa’? Det kan ikke passe… eller kan det?”, jeg styrter op pÃ¥ badeværelset, hvor Ældste tÃ¥lmodigt sidder og venter. Fek altsÃ¥, sÃ¥ har han vist kaldt, og jeg har af naturlige Ã¥rsager ikke hørt, at han bad om noget wc-papir. Jeg skammer mig lidt. Arme dreng. Alligevel er det ret morsomt, at ungen sÃ¥ledes har været lænket til wc’et. Jeg finder hurtigt en to-tre ruller frem og sætter pÃ¥ pinden ved toilettet. SÃ¥ burde det ikke ske igen lige foreløbig.

Det er i øvrigt ALDRIG nogen sinde sket før. “Øv mor… hvorfor skulle jeg sidde sÃ¥ længe pÃ¥ wc til morgen?” hører man sÃ¥ Ældste brokke, da han omsider, befriet for toiletbræt og deslige, sidder ved bordet og hælder mælk ud over sine havregryn… Shame on me!!! Ravnemor!!!

Hektisk morgen, fordi vi alle tre først er oppe fem minutter i syv. Heldigvis nÃ¥r vi det hele, ja ogsÃ¥ morgenmaden – selv om jeg kommer til at brænde et stykke ristet brød pÃ¥. Det stinker i hele køkkenet, æv jeg bryder mig ikke om den lugt… den er godt nok grim.

Yngste og Ældste er glade til morgen, de skal cykle i skole. Det er især noget, Yngste er glad for. Jeg tager kærligt afsked med knus og kys pÃ¥ næsespidser, og stÃ¥r uset og betragter de to smÃ¥ cyklister. Hvor er de søde… SÃ¥ gÃ¥r jeg ind i køkkenet igen og begynder at pakke lidt sammen, jeg har jo den her aftale hos lægen. Der er god tid, og jeg overvejer endnu en gang, om jeg skal skifte.

Jeg har nemlig den sorte silkekjole pÃ¥, og jeg er ikke sikker pÃ¥, hvor gennemsigtig den er. Godt nok har jeg ogsÃ¥ en sort long-halterneck-top under, men… jeg er i tvivl om det er “for vovet” til arbejde. Pludselig banker det hÃ¥rdt og særdeles insisterende pÃ¥ døren. Huh? Det er ungerne. “Hendes pedal røg af!” puster Ældste forpustet.

“Hvad sørensen… hvordan kunne hun sÃ¥ gÃ¥?” siger jeg i et forsøg pÃ¥ at være morsom. Det er bare ikke spor sjovt, Yngste stÃ¥r uden for og tuder, fordi hun vil cykle. Pedalen skal pÃ¥. “Der er bare nogen, der stjæler den” hyler hun, da det gÃ¥r op for hende, at jeg vil køre dem i skole. Ellers kommer de for sent i dag. Jeg tager pedalen og kaster den ind i entreen og snupper frakke og taske. “Kom sÃ¥!” siger jeg og gÃ¥r med hastige skridt. Yngste er sur og vil ikke køres…

Nede ved børnehaven er hun om muligt endnu mere sur. Nu vil hun ikke ud af bilen. “Jeg vil ikke gÃ¥!” “Jamen det skal du, kom sÃ¥ UD! NU!” “Nej” surmuler hun og trykker sig i stolen. Jeg tager hende ved vingebenet og siger lavt og truende “Kommer du selv ud – eller…. skal jeg hjælpe dig??“. Dét forstÃ¥r hun og springer ud af bilen. Ældste er skidesur “for nu kommer vi for sent pÃ¥ grund af Yngste”. Nu stÃ¥r hun og piver, sÃ¥ jeg giver hende et ekstrastort kram og skubber hende afsted, sÃ¥ de kan komme i skole.

Ja – jeg ved godt, jeg kunne have fulgt dem – men de er sÃ¥ store, sÃ¥ de godt selv kan gÃ¥ det stykke pÃ¥ max 150 meter. Og jeg kom ikke engang selv for sent til læge!

Det er igen en stor og mindeværdig dag – det var nemlig den dag, hvor børnene for første gang cyklede i skole, sÃ¥dan helt alene. AltsÃ¥ uden nogen form for co-walking eller noget. Det var to meget, meget stolte og friske unger, der vinkede farvel ved hoveddøren i morges. Jeg kunne ikke lade være med at tænke pÃ¥, om jeg burde følge dem. Men Jakobs mors ord ringede i mit hovede “Hønemor… pyllermor.. altsÃ¥ de kan mere, end du tror!”.

Jeg tvang mig selv til at blive stÃ¥ende og vinke, selvom mit astrallegeme allerede var sprunget i joggingskoene og frakken. Og ganske kort efter tikkede SMS ind. “Hej mor Vi er hernede nu. Kh.”. Jeg kunne bare smile. Min søn kender mig lidt for godt, han ved godt, at jeg skal have en sms til at forsikre om, at alt nu er godt. SÃ¥dan er jeg. Og det er helt i orden. PÃ¥ en eller anden mÃ¥de er det lidt underligt, at mine unger nu er sÃ¥ store, at de selv transporterer sig hid og did, helt uden assistance eller kyndig vejledning. Og nÃ¥ja, nu har jeg fÃ¥et endnu et sjovt ord, der dinger pÃ¥ indersiden af hjernebarken. Pekuniær. Jeg smager pÃ¥ det og finder velbehag i smagen. Pekuniær, gentager jeg for mig selv. Det var hjemme hos Big, hvor jeg lige var forbi, inden konsultation hos Jean, byens bedste frisør.

Hjemme hos Big lavede jeg lækre sandwiches med parmaskinke, ost, tomater og pesto, for jeg havde jo lovet at medbringe lidt lækkert frokost. Og man går vist aldrig galt i byen med de her sandwiches, de er så uforskammet lækre. Den slags, man faktisk godt kunne finde på at skubbe til ham foran, for at få fingrene i. Ihvertfald sådan et velrettet skub, der medfører at ham foran ikke så meget som når at se sandwichen, før den er indkapslet af ens egen hånd.

Yes!!!! Mit garn er reddet – jeg har fÃ¥et alletiders fede og friske frisure, bare lige sÃ¥dan én -hvor man kun kan tænke “YES!”.

Ham Jean er altsÃ¥ genial, og det er virkelig fedt at blive modtaget med varme hÃ¥ndtryk. Det har jeg ikke prøvet før, men med den pris… sÃ¥… Nuvel, jeg blev pænt seated foran spejlet, hvorpÃ¥ jeg kiggede nysgerrigt op pÃ¥ Jean “SÃ¥… har du nogen ideer?”, mens jeg trak lidt i det sørgelige garn. “Ja” smilede han “først lægger jeg lyse striber ovenpÃ¥ de der skrækkelige toner, for sÃ¥ fÃ¥r du bare lyst i lyst – og bagefter klipper vi!”. “Vi?” spurgte jeg lidt overrasket. “Ja, sÃ¥ klipper vi dit hÃ¥r fint – jeg har tænkt mig.. bla… bla..” “Ok, du har fri hænder, sÃ¥ klip løs, Jean!”.

Som sagt sÃ¥ gjort, kort efter kunne jeg ikke kende mig selv, for bare sølvpapirsflapper, der dinglede fra mit syndige hovede. “Vil du have en cappucino?” spurgte Jean. “Meget gerne” smilede jeg, og fluks landede et dampende varmt glas cappucino foran mig. Heavenly. Dér sad jeg sÃ¥ cirka en time og hyggede med blade, cappucino og løs snak med Jean og den anden frisør.

Pludselig blev jeg “hentet” – nu skulle jeg have vasket garnet. Og sikken fin hovedbundsmassage, som at komme i himmelen. Dét kan han altsÃ¥, det der… og bagefter klippede han løs – og jeg sad bare med et stort smil pÃ¥. Og jeg var bare sÃ¥ spændt! Det tog ikke længe, mÃ¥ jeg nok sige. “Vend lige hovedet nedad” lød det sÃ¥, og jeg parerede ordre.

Der blev tørret og da jeg mÃ¥tte kigge, tjah… jeg var totalt overrasket pÃ¥ den gode mÃ¥de. For fanden da… det var bare LIGE i øjet. Og jeg er atter blondine… faktisk er det helt rart at være igen. Mon jeg burde være født som blondine.. jeg ved det sgu ikke. Men dén pels er nu helt hjemmevant, nÃ¥r jeg selv skal sige det.

Prisen? Yes, klart… totalt klart – at Jean modtager prisen som den bedste frisør. Den deler han med Gry… Hjemme igen møder jeg nabo. “Gud hvor er det hÃ¥r flot, Anja!” “Uh.. tak Marianne, jeg kommer ogsÃ¥ lige dernede fra” “Hvem var du hos?” frittede Marianne interesseret. “Hos Jean, du ved…?” “NÃ¥ ham.. ja han er knagende dygtig… og sÃ¥ er han byens dyreste frisør!” grinte hun. Jeg kunne kun give hende ret og sÃ¥ skiltes vi – jeg skulle jo skynde mig ind og lÃ¥se op – ungerne har for første gang ever ever cyklet alene i skole – og jeg er sÃ¥ stolt af dem! SÃ¥ de skulle jo kunne komme ind, nu de var pÃ¥ vej!

Desuden var jeg frygteligt spændt pÃ¥, hvad min dejlige mand ville sige til det ny garn. Det kan godt være, det ikke er noget særligt, men det betyder altsÃ¥ noget for mig, at han synes om det. Jeg havde ikke behøvet være spor bekymret – da han sÃ¥ det pÃ¥ webcam, vendte han tommelfingeren op! Og yes, jeg er glad – som i rigtig glad…

Det er rigtigt, jeg gider nemlig ikke i aften. En rigtig super aften, i det hele taget – der var bare ren overskudsmor… over hele linien. Det gik faktisk hen og blev en helt rigtig feriedag, for sandelig om ikke det lykkedes at lave en sniger til Lyngby storcenter. Godt nok var det med Yngste i hÃ¥nden, men det var bestemt heller ikke dÃ¥rligt, syntes hun. Inde i Hø&Møg anlagde barnet fiffigt et par bedende øjne og en lille trutmund ved synet af en lilla ballonnederdel. En af den slags, der er i kategorien lille Luder. Ja, sgu! Den slags, som hun ikke fÃ¥r pÃ¥, uden et par gedigne leggings under.

“Jamen til sommer er det da uden” startede hun. “Nej, det bliver der ikke noget af, ikke nÃ¥r kjolen er sÃ¥ kort. Enten fÃ¥r du den ikke, eller ogsÃ¥ bruger du korte eller lange leggings under. SÃ¥dan er det!” bestemte jeg suverænt. Og sÃ¥ købte jeg da den lilla dims. Plus et par basis T-shirts med lange ærmer. Det barn mangler altsÃ¥ altid den her slags langærmede bluser. Vi gik rigtig rundt og hyggede og kiggede pÃ¥ sko og tøj, og pludselig var hun sulten, den lille. Og fik valget mellem en is eller en bagt kartoffel. Det var sÃ¥dan set ligegyldigt, hvad – eftersom jeg havde planlagt en temmelig heavy middag til aften. SÃ¥ mæt blev hun jo nok, før eller siden.

Selvfølgelig faldt valget pÃ¥ is. Og jeg var forfærdeligt kræsen og kunne intet finde, som jeg gad tygge pÃ¥. Yngste kom hen pÃ¥ legeplads i centret, og sÃ¥ var der lige den dér Kong Kaffe ved siden af. Dér fik jeg sÃ¥ en smoothie. Jeg bliver altid sÃ¥ rædsomt mæt af smoothies, og tænkte at det vel ogsÃ¥ var sundere end alt muligt andet. Og sÃ¥ fik Yngste ogsÃ¥ sin del af den, men mæt blev jeg dog. Det er altid rart at runde et hospitalsbesøg af med noget hyggeligt som mor-datter-shopping. Det nyder jeg virkelig. Ungen havde taget en del pÃ¥, men det var fint – fordi “det er vægten der kommer først, dernæst vokser hun” sagde professoren pÃ¥ Gentofte sygehus med overbevisning. Jeg tror hende. Hun var i sin tid ammanuensis hos min daværende professor Krasilnikoff, dengang jeg selv havde glutenallergi. Hun ved en hel del, den dame.

En god lang dag var det i sidste ende, ungerne og jeg nød at se E.T. sammen, inden deres sengetid. Den fandt jeg i Tiger-butikken til en 20′er. Godt valg til to børn i den alder, og faktisk var det ren underholdning for mig at se, hvordan de reagerede pÃ¥ filmen. Jeg huskede ikke, den var sÃ¥ sød. Og nu sidder jeg sÃ¥ bare og slacker, gider ikke smøre madpakker. Heller ikke selv om jeg har kogt æg, sidder i stedet og leger med ideen om at stikke Ældste en 20′er til at købe frokost pÃ¥ skolen. Bare fordi jeg er sÃ¥ forfærdelig doven lige nu. Der var ogsÃ¥ noget med nogen øvelser, men det mÃ¥ jeg se pÃ¥ i morgen. Mormorarmene løber nok ingen steder, alligevel!

Til morgen er Yngste bare ikke særlig kvik stadig. Siden søndag middag har hun været lidt utilpas, vekslende mellem lidt og meget. Så vi er hjemme i dag og lege sygepige. Hun får sig et lille hvil, og det er sikkert tiltrængt. Altså ikke for noget, men jeg indrømmer, jeg tror virkelig, man bliver meget træt af at være utilpas. Det må godt nok være anstrengende, sådan at ligge i sofaen pakket ind i tæpper og holde skarpt øje med mor, ikke? Og så når mor går med den store kurv med vasketøj, øjer tøsen sin chance.

“Mooooooorrrrrr”, skingrer hun. “MÃ¥ jeg ikke fÃ¥ lidt karameller?”… Dette ledsaget af et par meget bedende øjne, der ikke lader en hund meget efter. Jeg stiller kurven med vasketøj pÃ¥ sofabordet og kigger fast pÃ¥ hende. “Nej”, siger jeg sÃ¥. Fanme om jeg gider have, hun ligger og fedter i sofaen med de karameller. Desuden har jeg ogsÃ¥ selv ædt dem, sÃ¥ der er ikke nogen, hehe. “Du kan fÃ¥ et stykke brød, hvis du er sulten?” fortsætter jeg sÃ¥, velvidende at det er hun ikke. Ikke efter brød i hvert fald. Rigtigt gættet. “Nej” surmuler hun og vender sig om pÃ¥ siden og skuler lidt til tv’et. Det er ikke første gang, og jeg vover et kvalificeret gæt, det er heller ikke sidste gang i dag. For det er en stædig datter, jeg har mig…

Det mÃ¥ virkelig være belastende at skulle bruge sÃ¥ mange kræfter pÃ¥ at ligge og holde øje med mig og kalkulere konstant pÃ¥, hvornÃ¥r chancen for at fÃ¥ noget mon er størst. Jeg kan ikke lade være med at grine. Og om det nok sÃ¥ meget er “semi-sygepige” finder hun nok snart ud af, at det bare ikke er fedt at være sygepige. Der er ikke nogen spændende ekskursioner ned i byen. Ingen gymnastik. Ingen sjov og ballade. Ja, puha, jeg er ret sikker pÃ¥, at hun er superfrisk i morgen igen…

Og sÃ¥ er kjolen fundet… dén jeg skal have pÃ¥, nÃ¥r jeg skal følges med Big til konfirmation. Det er en kæmpelettelse, for nu ved jeg, hvad jeg skal have pÃ¥ – og det var bare “kjolen” kunne jeg se, da jeg fik den pÃ¥! Herligt! SÃ¥ jeg føler mig ret heldig – og Big kunne heldigvis ogsÃ¥ godt lide den… ellers havde det godt nok været temmelig ærgerligt for ham at skulle se pÃ¥ dén, sÃ¥! Hehe.