Title

30. juli 2015

Tiden går – og vi går med

Skrevet af Hende selv kl. 11:59 | Børn,Guldkorn

Siden her eksisterer mærkeligt nok stadig – og det tror jeg nok, den bliver ved med at gøre.

Det gør den, fordi jeg synes, det er sjovt at vise Ældste og Yngste, hvad de har haft af guldkorn gennem tiden,
og jeg også godt selv kan lide at se, hvordan “det var”. Engang.

Nu er Ældste snart 14 år gammel, hvor pokker blev de år af? Og Yngste fylder snart 12.. eller nåja først til november,
men i dag havde vi skam målebånd og vægt fremme. Yngste er skudt 4 cm i vejret, siden hun blev målt i april i år. Det er
lidt tankevækkende, for så kan det jo ikke undre, at der skal nyt tøj i klædeskabet, konstant. Udover at tøsen elsker tøj,
ja hun ligner sin mor uhyggeligt meget på det punkt.

I dag skal Yngste så have ny cykel, så hun er klar til at cykle i skole i det ny skoleår. Fantastisk. Jeg vækkede barnet med
ordene “I dag skal du så ned og se på din nye cykel”.

Hun var aldeles ikke spor vågen.. overhovedet ikke. Der dukkede et søvnigt hoved frem af dynen “Jeg er altså ikke færdig!” kom det så.

“Færdig.. med hvad dog??” spurgte jeg undrende og tænkte, at det godt nok var mærkeligt.

“Med at blunde!!!” kom det så søvnigt fra tøsen, og så sov hun ellers videre.

Ja hun kom selvfølgelig op, men først skulle hun lige nusses og krammes – og fortælle, at hun havde drømt, hun var i London. Det lød jo
helt fantastisk dejligt! Det er okay, vi vil gerne til London.

Nu tager vi ihvertfald ned og kigger på, hvilken cykel hun skal have – jeg er spændt!

19. juli 2011

En tand fattigere

Skrevet af Hende selv kl. 22:55 | Børn,Det sker

Yngste er super stolt i dag – for efter mange betænkeligheder blev hun parkeret på bordet på badeværelset. Udstyret med en tandbørste var hun også – for nu handlede det om en løs tand. Og ud skulle den der tand altså, for jeg havde konstateret, at den ny kiggede pænt meget frem bagved den gamle… Altså… Ud.

Hun var nu også ret sej, jeg er imponeret af det lille pigebarn. Tanden rokkede godt nok – men ikke sådan “nok”. Mens jeg læste “Heksens Kat” for børnene her til aften, havde hun fået grønt lys til at rokke, rokke og atter rokke med den tand. Og det gjorde hun. Pludselig var det tid til tandbørstning – og SÅ kom der gang i sagerne. Først bad hun mig om at “rive” i tanden med tandbørsten og tage godt fat. Det gjorde jeg, og æhm… jeg kom vist til at tage lidt for godt fat – for løs blev tanden. Yngste rev nu selv til.. og så var tanden hurtigt i en tynd tråd. Mens jeg rystede i rygmarven – rev hun så selv tanden fri – og var meget stolt!

Jeg er ret glad for, at vi sparede en tur til tandlægen… ligesom sidste gang! Det var der, hvor der blev opereret og meget andet, dengang hvor Yngste besvimede af skræk.

I går havde jeg SødSmukVeninde på besøg – og det var som altid superdejligt at se hende. Fint brun var hun efter en dejlig ferie med sin familie, og der var så meget at sludre om, endnu en gang. Hun er virkelig et jern, og hun fik også lige rettet mine tanker lidt ind, så de var til at holde ud. Tak for det til hende, det er altså guld værd med sådan en veninde! Vi fandt også ud af at gå en lang tur, selv om regnen truede deroppe på himmelen – heldigvis nåede vi så lige ind, inden det virkelig sagde splask… og der opstod et spontant skybrud ;)

Der blev hygget gennem, sludret og snakket – og aftalt, hvor vi skal hen at hærge med vores umådeholdne shopping næste gang – og der blev naturligvis også spist. Hun fik æren af at være prøvekanin til en ny opskrift, jeg har fra Big – men det smagte altså så godt, så hun også bliver nødt til at få den. Den er ikke spor svær, nærmere latterlig nem at lave ;) Jeg må se at få overskud til at få postet den her på siden, så jeg ikke bare glemmer den.

6. juli 2011

Øreringe i hobevis

Skrevet af Hende selv kl. 21:34 | Årets gang,Børn,Det sker

Ja, så kom den store dag, hvor jeg – der altid har afvist diverse hentydninger til den slags – fik lavet huller i ørerne! Jeg kunne ikke komme uden om – for i går var det altså Yngste, der fik lavet huller i ørerne. Det var en helt utrolig dag. Ældste var parkeret hos FarTil6 for at lege med E., og alt imens, efter at have indtaget en kop kaffe og sludret med FarTil6, tilbragte Yngste og jeg dagen i hyggelig tosomhed derude i Ballerup centret.

Jeg viste hende en guldsmed, da vi aftenen inden havde talt om, hvad de handler med i sådanne forretninger. Der så hun så, at man kunne få lavet øreringe. “Det skal jeg bare så meget mor!!!”. Af en eller anden grund var ekspedienten derinde ikke så villig til at lave de nødvendige huller i barnets ører, så vi forlod forretningen med et “Hun er ikke klar” klingende i øregangene. “Sludder og vrøvl” sagde jeg, vi smutter bare til Farum senere og ser, hvad guldsmeden dér siger, når du har fået tænkt dig grundigt om!”. Det var Yngste helt med på. Fjollet og grinende sprang hun rundt og var helt høj, og jeg mener virkelig høj.. som af endorfiner! Hun tænkte og hun spurgte flere gange ind til, om det gjorde meget ondt.

Senere – efter at have hygget lidt med Big derhjemme i sofaen – skulle Yngste og jeg hente Ældste hos FarTil6. Her var Yngste og jeg blevet enige om, at vi da helt sikkert skulle ind og have stemplet de der frygteligt vigtige huller… hvilket vi også fik. Yngste var intet mindre end en humøreksplosion bagefter. Glad, lettet og sprængfyldt af endorfiner – lidt høj bliver man vel, når man har overkommet sin egen frygt for ørepistolen! Hun var så stolt af sine øreringe! Og hvor ser hun bare yndig ud med dem. Altså.. det er sandt, når jeg siger, jeg kunne mærke en svag misundelse røre på sig…

Det gjorde vi dog noget ved i dag – for i dag slæbte ungerne mig ind til guldsmeden i Farum, hvor jeg så også blev udstyret med et par huller og et par glimtende øreringe for ussel mammon… Og hvor jeg i øvrigt blev noget så forfærdeligt svimmel, det sortnede for mine øjne, og jeg kunne INTET. Damen var vist lidt forskrækket og tilbød mig et glas vand – og jeg kom da også til kræfter efter en tur hen til kassen, hvor det igen sortnede for mine øjne, så jeg måtte sætte mig ned igen… hehe. Bare sidde dér og drikke vand, var alt hvad jeg kunne opbyde. Ungerne? De grinte af hende den skvatmikkel til mor, de havde – selv om de roste mig rigtig meget bagefter ;) Jeg glæder mig – som Yngste siger – til om seks uger, når jeg må have nogen andre øreringe på….

16. juni 2011

Man sveder gør man

Skrevet af Hende selv kl. 16:22 | Børn,Diverse

Det er bestemt i orden at vejret arter sig så smukt, nu man er arbejdssøgende – men helt ærligt ville jeg virkelig sætte pris på at have en eller anden form for kontraktarbejde klar ;) Tip modtages meget gerne…

I dag er dagen, hvor Yngste skal til gymnahopsa for sidste gang på sommerspringholdet, og det glæder hun sig virkelig meget til. Kors, hvor kan sådan nogen små syvårige være irriterende. Der kommer mor her anstigende, svedig og hvad har vi mere, efter at have travet 1½ kilometer i rask gang for at hente (forventeligt) sød datter fra SFO, allerede kl. 14.00. Sådan gik det imidlertid ikke, for da jeg stod i puderummet, hvor barnet var vældig optaget af to veninder og ikke mindst de mange puder – fik jeg at vide, råt for usødet, af en særdeles trodsig syvårig, at “jeg gider ikke hjem nu!!!”.

Jeg skruede straks pædagogmasken på og smilede venligt og sagde, at det vel nok var ærgerligt, men at selvfølgelig skulle hun med hjem nu… Spændingen steg i rummet, det var tydeligt. “Nej jeg vil ikke med hjem nu.. det SAGDE jeg jo!” kom det så. Blikkene fra veninderne var halvt beundrende, halvt skadefro… jeg er stensikker på, at de ventede et udfald fra mig. Desværre blev de skuffede, for jeg drejede omkring på hælen og sagde “Fint… så går jeg nu, så må du jo selv finde ud!” og forlod huset. Jeg gruer for, når den dag kommer hvor hun ikke længere fiser efter mig – men den er endnu ikke oprunden. Ganske rigtigt, hun kom løbende efter mig, mens hun mumlede “Hvor er du bare OND!!!” (ond er det værste, man kan være… hehe). Jeg vinkede bare af hende og sagde, at jeg ikke ville have hende med. Den virkede, for hun blev helt yha-yha og undskyldte og skyndte sig ind for at pakke sin taske.

Da vi så gik ud af SFO-gården, vendte jeg mig om og gloede bestemt på hende. Det var tydeligt, hun var klar over, at hun havde kvajet sig… “Det der, det gør du ALDRIG mere! Når jeg siger, vi går – så går vi! Er det forstået???” bed jeg så. Tøsen nikkede så hendes hovede var ved at trille af og sagde, at det lovede hun… næste gang kom hun. “Ja, for dét der, dét vil jeg ikke se mere!!!” bed jeg igen, nu lidt mere mild i stemmen. Turen hjem? Vi hyggede os og plukkede blomster og småløb, da det så ud til torden. Det er heldigvis ikke sket endnu – men de lover jo skybrud.

3. maj 2011

Det kunne de lide

Skrevet af Hende selv kl. 09:33 | Børn,Det sker

Her den anden dag postede jeg en superopskrift på ragu bolognese – og sandelig, i går fik jeg også afprøvet den i eget køkken. Hm… hvad skal jeg sige – andet end, at den var helt fabelagtig god! Faktisk havde jeg mine tvivl, mens det kogte sammen i gryden – og låget kom også af et par gange for at koge overskydende væde fra.

Jeg var jo, som de fleste der kender mine kræsne unger vil vide, meget spændt på, om retten tiltalte de kære smås smagsløg. Heldigvis havde jeg ikke behøvet være bekymret. Ældste proklamerede med det samme, at den her bolognese smagte MEGET BEDRE end den, jeg plejer at lave. Suk… tænkte jeg for mig selv. Det er jo mange års oplæring i at lave familiens bolognese, der sådan uden at blinke bliver desavoueret til fordel for den genuine italienske version. Godt så, jeg plejer i reglen aldrig at tilsætte bacon til mine retter – da jeg til tider godt kan synes, det bliver for meget med den dér karakteristiske let-røgede smag i maden. Dette skal naturligvis ikke forstås, som at jeg ikke på nogen måde bryder mig om det.

Nu skal jeg jo heller ikke være sådan helt overordentlig hellig – da Yngste (som åbenbart har en issue med de kære smagsløg) sagde, at hun ihvertfald ikke kunne smage forskel på denne ragu og så dén, jeg plejer at lave. Okay, ikke engang selv om jeg under andre omstændigheder kunne have været tilbøjelig til at give hende ret, gjorde jeg det. Heller ikke for at beholde familiebolognesen på dens piedestal… For der ér simpelthen forskel, og det kan man ikke lave om på.

Når ret skal være ret, er der jo tale om to meget forskellige retter… Og jeg kan kun anbefale dig at få afprøvet ragu bolognesen selv!

7. april 2011

Dygtig, ja han er

Skrevet af Hende selv kl. 08:22 | Børn,Det sker

Her i går var der temmelig meget run på, da vi skulle ud af døren. Derfor ved jeg også med mig selv, at her til morgen kan jeg tage den med ro. Og hvorfor så det? Jo, såmænd fordi da jeg pustede stearinlysene ud (som jeg har tændt for hyggens skyld) – sagde jeg højt, til mig selv og delvist henvendt til ungerne “Sådan, nu er de SLUKKEDE!!”.

I går sad jeg fast i massiv trafik på vej til verdensfirmaet, og kom i tanke om de forpulede lys… RAAAAHSGU! Og hjem kunne jeg nok ikke lige komme, men heldigvis var der en anden mulighed. En SMS røg afsted til Ældste, der ellers var afleveret på skolen i god behold tidligere på morgenen. Han tilbød at spæne hjem og checke, om de der dumme lys var slukkede, dygtig dreng – meget ansvarsbevidst vil jeg sige. Vi bor et pænt stykke vej fra skolen, så jeg syntes virkelig, han var dagens mand i skysauce.

Sikke et held man har sådan en stor og fornuftig dreng. Behøver jeg sige, at jeg købte en “Monstersnegl” med hjem til ham fra Q8-tanken. Han fortjente det, gjorde han. Uden tvivl. Jeg kender altså ikke andre drenge på 9 år, der bare siger, at “Så løber jeg hjem, selv om jeg måske kommer for sent i skole bagefter!”. Han kom nu ikke for sent, for han havde jo løbet alt det, remmer og tøj kunne holde ;)

6. april 2011

Finder han sig virkelig i det?

Skrevet af Hende selv kl. 14:06 | Børn,Det sker

Her den anden dag – en dejlig og rolig aften, sad ÆldsteVeninden og jeg og drik te. Snakken gik mere eller mindre lystigt, vi var begge to lidt trætte, men der blev jo sludret en del. Som der altid gør, når der er mere end en kvinde i et lokale.

Nu var der jo også det faktum, at veninden var dukket op lidt senere den aften, sådan henad børnenes sengetid. Eller det var åbenbart kun min opfattelse, at det var deres sengetid, hehe. Klokken lidt i otte tappede jeg i sofabordet med en negl og sagde “Så er det i seng, unger!”. TV’et blev slukket og børnene rejste sig op og gik på badeværelset for at børste tænder. Jeg børstede lige Yngstes tænder, det er hun så glad for – og så ved jeg, at det er ordentligt.

Da ungerne lå i hver deres seng – lød det fra ÆldsteVeninde “Finder han sig virkelig i at komme i seng nu?”. Hun lød oprigtigt forbavset og måske lidt overrasket. “Ja, selvfølgelig gør han da det!” sagde jeg. Det er altså Ældste vi taler om her. Nu har han altså aldrig kendt til andet end at gøre, som jeg siger, første gang – så er “alt meget nemmere”.

Det synes han også selv. Det er i virkeligheden også utroligt nemt for én selv som forælder, hvis man indfører den dér “Hør efter første gang”. “Ja, hendes dreng ville squ ikke finde sig i at komme i seng så tidligt!” sagde hun så efter en, fornam jeg, sigende pause.

Der var overhovedet ikke noget som helst i det – andet end at jeg har min holdning – at børn ikke skal være oppe om aftenen og eventuelt tjene som underholdning eller buffer for deres forældre. Enten fordi forældrene ikke gider tage ansvar – eller fordi børnene fungerer som buffer for et par forældre, der ikke længere evner at hygge sig sammen på tomandshånd.

Jeg skal slet ikke begynde at gøre mig klog på hvorfor, hvordan og så videre – jeg har bare dén indstilling, at når klokken er 20.00 – skal børn være i deres seng – eller om noget på værelset :) Så kan andre mene alt det, de måtte ønske at mene – så længe jeg lader dem have deres indstilling i fred, forventer jeg, at det samme gælder mig. Jeg er også ligeglad med den der “undertone”… det er da alt for tidligt at smide børnene i seng.. det er synd for dem.

Gu er det røv! Jeg vil påstå, man gør dem en bjørnetjeneste ved at holde dem oppe! Det er ikke for sjovs skyld, man taler om børns søvnbehov – og det er også her, man ofte kan drage en parallel til nogle børns overvægt. Den kommer jo ikke af “ingenting” vel?

Desuden er det jo også sådan, at vi voksne skal kunne sidde og nyde en tv-serie uden at skulle kere os om, hvordan det mon påvirker lille Ludvig Langøre og lille Ida Buksetrold. Det vil jeg til enhver tid forbeholde mig ret til at kunne – og så er det altså ind og knalde brikker, for børnenes vedkommende. Så er dén ikke længere.

29. marts 2011

BuildABear

Skrevet af Hende selv kl. 10:07 | Børn,Det sker

Det burde faktisk kategoriseres under Årets gang, da dette er noget, der kun yderst sjældent sker. Alligevel undres jeg kraftigt over, så stor magt den skide bamsebjørn har over vore børn. Stort set enhver lille pige i hendes omgangskreds, i hvert fald, påstår Yngste, at har mindst én BuildABear. Hendes veninde fra vores gamle by har tre. “Men jeg tror også, hun er lidt forkælet” siger Yngste. Ligesom LilleVeninde, der skulle besøge Yngste i søndags.

“Det var da mærkeligt. LilleVeninde gad ikke besøg hos mormor, det var derfor, hun ville lege med mig!” sagde Yngste, oprigtigt forarget. “Det skal man da.. man skal da besøge mormor, når det er??” kom det til sidst. Jeg havde svært ved at skjule et grin, for Ældste gider mildest talt ikke altid “ud til mormor”. Så handler det hurtigt om, hvor lang tid, vi skal være der ude.

Såh… det var jo i torsdags, Yngste dér var syg med mavesmerter (omend jeg tror, det var pjækketarmen, der sved!). Hun sad og så TV, og pludselig lød kendingsmelodien til BuildABear. Jeg nåede ikke at slukke for skidtet, førend ungen højt hujende råbte op. “Den koster KUN 125 kr!!” jublede hun. “KUN… 125?? Det er sguda mange penge!” indvendte den modvillige moder, hehe. Give mig, det ville jeg bare ikke. “Jamen, du har selv sagt.. ” bla… bla… Jeps, jeg må sande, bordet fanger. Faktisk kunne jeg godt huske et eller andet løfte.. omend meget svagt… “Nå.. men ok, så bestiller vi en bamse til dig!”, sagde jeg så. “Hvis det passer, den kun koster 125!”.

Inde på BuildABears hjemmeside stod det der rigtigt nok. Og valgte Yngste sig en kanin – som skal hedde Mille. Omtalte kanin er netop landet hos mig på jobbet, så nu kender jeg en ung dame, der bliver uberglad i dag, når jeg henter hende.

Der var ingen medfølelse fra KonsulentJan eller KonsulentL. De har også børn – eller har haft – i den aldersgruppe. Som konsulentL. sagde “De kære børn!”. Det er en hel del år siden, manden har haft små børn – han skal snart være BestMan for sin yngste bonussøn, når denne skal giftes her til foråret. Som tiden dog går.

24. marts 2011

Åh arme barn dog

Skrevet af Hende selv kl. 09:19 | Børn,Det sker

Til morgen var Yngste ked af det. Der havde faktisk ikke været noget, siden jeg vækkede børnene, men så pludselig efter maden, da hun sad og puttede sig på skødet af mig… Hun virkede sådan lidt stille. Så klagede hun over ondt i maven.

Jeg må erkende, jeg ikke troede på hende. Det er noget, hun tit siger. Ergo må der ligge en hund begravet et eller andet sted. Derfor i gang med at bore lidt i det… det viser sig så, at hun er frygteligt ked af, at “der er ingen andre end Anne, der gider lege med mig…”. “Når jeg kommer ud, kan jeg ikke finde de andre, selv om de sagde, jeg godt måtte være med”.

Uha, dén var svær, og alt andet lige var det ret dumt set ud fra tidspunktet. Det er ikke tid til dén der store snak, man skal have, dér om morgenen når man er på vej ud af døren. Et eller andet måtte der dog gøres, men jeg finder det særdeles vanskeligt at tænke hurtigt på dét tidspunkt af dagen. Min hjerne kører ganske enkelt ikke ordentligt endnu. Den er måske på dét niveau, jeg vil betegne som low-speed…

Jeg sagde så til Yngste, om ikke hun kunne holde lidt øje med de andre, og lade være med at spurte ud i gården som den første. Det regnede jeg med, hun gjorde, fordi hun så let lader sig rive med i begejstring. Og lidt duknakket og trist var det kære barn jo, og der var intet godt ved noget.

Hvordan mon man løser dét, at ingen vil lege med ens barn – eller bare dét at barnet SIGER det og klager over det??? Ny situation, her slår min erfaring ikke til. Mon jeg skulle tale med læreren, farer det gennem min hjerne.

Så fik jeg spontant en lys idé, og sagde til hende, at det jo altsammen også blev værre, når man gik og tænkte på de der triste tanker?

Med underlæben skudt frem nikkede hun stille… “Altså hør nu hér… næste gang du tænker, de der dumme tanker – så HUSK at sætte jeg har tænkt foran det du tænker… Så får du bedre styr på alle de små tanker, lille skat” sagde jeg. Det ville hun prøve at gøre. Hvad søren kunne jeg ellers have gjort???

Nu skal jeg ikke gøre mig alt for god, jeg ved det af egen erfaring – at det kan være genialt at indsparke lige den lille sætning foran tankerne. I hvert fald en gang i mellem. Det er ham min dejlige og lækre mand, der har givet mig det hint – så jeg sendte ham en stille tak i mine tanker. Det var lige i skabet, her til morgen.

Yngste og jeg har dog aftalt, at har hun fortsat ondt i maven, får hun lærer til at ringe efter mig – og SÅ kommer hun saftsuseme hjem og ligge på sofaen under tæppet.

Jeg kan undres over de børn. Her står man og varmer en “broget hverdagsgryde” – der blandt andet indeholder ris, og så hører man Yngste “Jeg troede vi skulle have pizza!!”. Så ved jeg jo godt, hvorfor. Den der hverdagsgryde er ikke spændende nok. Haha. Lidt efter vil hun lige høre, om der er kartoffelmos til. “Nej, for der er ris i!” forklarer jeg, mens jeg endnu en gang tænker over, hvorfor dylan jeg gider stå og være kokkepige i mit eget hjem. I aften får de to små bæster altså resterne af chicken’n'nuggets – vi skal have tømt fryseren! Og dermed BASTA!!!

3. marts 2011

Jah… tyranni uden lige

Skrevet af Hende selv kl. 15:45 | Børn,Links

Well.. godt, så er jeg særdeles præ-pubertær i dag, men jeg er saftsuseme også blevet arrig. Jeg gider ikke mere. Det er helt vildt, så barnlig og umoden jeg kan blive på absolut no time – og alt dette på trods af, at jeg ellers normalt er en velfungerende og klog kvinde i min bedste alder ;) Desværre bliver jeg helt vildt tændt af – når jeg forsøges presset ind i en gruppe, jeg ikke ønsker at gruppe med.

Lille Aerofontagus’ mor har igen kontaktet mig, og forsøgt at mingle forståelse ud fra, at det “først er om x måneder”… men nej! Jeg gider ikke. Vorherrebevares… Hverken i går, i morgen eller om x antal måneder – eller næste år! Forstå det dog.

Nu har jeg været heldig at få fingrene i dette meget fine link, der på en fantastisk måde beskriver forældreskabets misforståede tyranni! Læs selv, der er frit valg på alle hylder, her ;)

Frem »